My mamma said...(Cathlin)

[Deleted]

Han kunne se på hende at hun nød dette. Både se det og høre det på hendes stemme og det fik blot ham selv til at nyde det på samme måde. Dette var anderledes for ham, men på en fantastisk måde. Hun var et andet selskab end han var van til, hun var dejlig frisk på vilde ideer og spontanitet, hun var frisk på mange ting. Lige på de punkter, var hun næsten en kvinde efter hans hoved. Men de havde også deres punkter, hvor de ikke var så enige og der var intet der lovede at de skulle mødes en anden gang. For nu var dette en engangs-leg, som de begge måtte prøve at få det bedste ud af. Aftenens tidligere oplevelser var som blæst væk fra Zeans begivenheder, han tænkte ikke længere over dem, men nød blot hvordan tingene var, lige nu og her. Her i nuet.
De var et stærkt par, som de gik sammen og de tilegnede sig en del blikke, både skræmte, fascinerede og ligegyldige.
Diskret..Åh ja, desværre kunne det være nødvendigt at tænke over, især i byerne. Specielt i byerne. Han holdte et svagt suk tilbage ved tanken. Selv levede han et dobbeltliv. I det ene øjeblik var han en pæn person, som nu, det næste en seriemorder, hvis rygte lå på manges læber, for hans efterladte lig var langt fra kønne. Men ingen havde endnu forbundet de to personer og det passede ham fint. En dag ville det nok ske, men ikke lige nu.

Kroen var ganske stille i morgentimerne. Et par fulderikker lå over bordene eller på gulvene og sov i deres sjatter og bræk. Luften var tyk og fuld af lugte fra...Alt. Drikkevarer, mad, røg, sved og mange andre ting, Zean ikke gad at definerer yderligere. Et par unge folk var i gang med at rydde op efter nattens aktiviteter og krofatter stod bag baren og var i gang med at tælle penge. Zean håbede blot, vidste faktisk, at værelser var mindst 10 gange mere behagelige at opholde sig i, end fællesrummet var lige nu.
”Et værelse for en dag” bestilte han og lagde nogle mønter på bordet. Krofatteret talte dem hurtigt, efter flere års erfaringer, før han nikkede og gav Zean en nøgle, som han tog imod. Så gik turen op af en lille trappe, op til første sal og en gang, med værelser på begge sider.
Til sidst stod de i et værelse med en dobbeltseng. Krofatter havde åbenbart tænkt de var et par og ellers forventede han nok de kom ned og brokkede sig. For Zean betød det intet, både fordi han ikke var direkte træt og fordi han personlig ikke fandt det som noget problem. Cathlin var jo, trods alt, en meget tiltrækkende kvinde.
Var det ikke med vilje han ikke have svaret hende direkte, men blot smilt drillende til hende, som måtte hun spændt vente og se? Jo, det måtte han sige. Men nu duede det ikke længere, for han havde ingen erfaringer med at blive suget tør, som et krus øl af en alkoholiker, så derfor måtte han mere eller mindre overgive det til Cathlin at bestemme.
Han slap hende, medmindre hun allerede havde sluppet ham og gik over til vinduet. Kortvarigt så han ud, så at den normalt mørke himmel blev en anelse mere grålig, da solen stod op. Så trak han de mørke gardiner for. Heldigvis var vampyrer rimelig normale i Dvasias og kroens gardiner var tykke nok til at mørklægge rummet.
Så vendte han sig om mod Cathlin med et drillende smil, mens hans hjerte pumpede lidt oftere, af tilbageholdt spænding.
”Åh, jeg ved du vil elske det. Tænk en gang...Jeg har aldrig tilladt nogen at sætte tænderne i mig. Men du, min kære...Er ikke hvem som helst...” han gik tættere på hende, til han var helt tæt på hende, til han kunne dufte hende, indånde hende, mærke hendes kølige hud og røre ved hende.
”...Så hvis der skal sættes ord på, var tanken at du kunne få mit blod. Det ville passe dig bedre end et gement menneskes, har jeg ikke ret?” sagde han med en lavere stemme, men ikke mindre udfordrende. Han elskede at hun ville have hans blod. At hun hungrede sådan efter det. At han havde noget, hun ville have.

[Deleted]

Det var en vidunderlig virkning de havde på de fleste, i sandhed ren udstrålling, passede de jo næsten perfekt sammen og som de gik der, lod blikkene fra dem som nu lagde mærke til dem, til at være helt enige. En fryd i sandhed, en fryd. Stemningen på selve kroen var frastødende, og så med hendes skærpet sanser, hun rullede med øjnene over ynkelige mænd og kvinder som lå rundt omkring, enten slået ud efter slagsmål, eller af alkoholen. Hun fulgte roligt med, hun så roligt mod krofatteren, han virkede som en god forretningsmand, erfaren og fast i sit arbejde, mon ikke han var klog nok til at byde dem noget okay. At værelset bød på en dobbeltseng gjorde hende intet, alt for at være tæt på den aura i al den tid hun havde den ved sig. Faktisk var det næsten skræmmende så afhængig hun følte sig af den. Hun gav nogenlunde slip på ham samtidig med at han gav slip på hende, hun tog sin hat af og lagde den ved et lille bord hvor en stol stod ved. Roligt og yndefuld lænede hun sig ned og trak op i kjolen, hvor hun begyndte at fjerne de våben hun nu havde rundt omkring. Det sidste hun lagde mod bordet, var hendes pisk, som hun kærtegnede blidt. Hendes kæreste eje, hendes forlængede arm. Da hun så mod ham, mødte hun hans drillende smil, efterfulgt af hans ord. Hun hadet egentlig at føle at hun faktisk havde behov for ham, men lige denne ene gang, havde hun faktisk behov for noget fra en anden, at smage hans blod. Cathlin lyttede til han var færdig, hun så mod ham med et køligt ondt smil, inden hun forsvandt hurtigt og småhårdt mod ham, faktisk for at presse ham op af væggen. Lykkedes dette, ville hun føre hans hoved til siden og lade sine tænder synke i den ellers så fristende hals. Mærke blodet tryllebinde hende, nyde smagen og alle indtryk der hørte med, højst sandsynlig småstønne mod hans hals af ren nydelse. Men nu måtte hun se om alt gik som planlagt, hun ville have ham, eller rettere hans blod.

[Deleted]

Han vidste ikke hvad han havde forventet. Måske de lagde sig i sengen, som et kælent par og hun stille lod sine tænder synke ned i hans kød, så de begge kunne mærke det hele og nyde det til fulde. Hvis det, vel at mærke, var noget der kunne nydes. Men når han tænkte tilbage på det, var denne ide jo komplet åndssvag, ikke bare for ham, men især også for den kvinde han var sammen med og han måtte, på et andet tidspunkt, ryste på hovedet af sin egen håbløshed.
Han tvivlede på at han kunne have undgået hende, selv hvis det var noget han ønskede. Hun var hurtigere og stærkere end han var, det lå i hendes natur og i princippet ville han ikke have en chance imod hende. Det hårde træ, der udgjorde væggen, var...Ja, hårdt og køligt. Han mærkede sin krop blive slået ind mod den og han mærkede den spredte smerte fra de steder af hans krop, der havde ramt væggen først. Hoved, den ene skulder, langs hans ryg og et sted nede ved halebenet og den ene hæl. Men dette var intet, intet, han havde oplevet værre!
Den måde hun krævede ham, blot tog ham, tog hans blod...Var det sådan et uvildigt offer havde det? Men han var ikke uvildig, han gjorde ikke rigtig modstand, trods han mærkede hele hans krop blive spændt. Både de den tog imod hendes pludselig skub mod væggen, men også nu, hvor hendes tænder bed sig igennem hans hud, som skinnet på en kylling. Et svagt støn forlod hans læber, både af overraskelse og den stikkende fornemmelse af hendes tænder. Først kunne han ikke mærke særlig meget, andet end den unaturlige fornemmelse af noget der borede sig ind i halsen på ham. Lidt efter kom smerten. Smerten var sårene, fra hendes tænder, fra at hans blod blev suget ud af ham, som var han en stor flaske med væske, der havde mødt en alkoholiker.
Han lukkede øjnene og absorberede hele denne fornemmelse, hele denne oplevelse. Han kunne ikke sammenligne den med noget han havde prøvet.
På intet tidspunkt følte han sig bange for at miste for meget blod, for at dø. Det faldt ham slet ikke ind. I stedet mærkede han at hans arme gled op, lagde sig om Cathlins krop og klemte hende ind mod sig, ikke for at være tæt og kælen, men blot for at fortælle han intet havde imod det...Men måske mere, et eller andet sygt sted, faktisk kunne lide det.

[Deleted]

I den grad nød hun til fulde hvordan hendes tænder først havde gledet i hans hals som en kniv i stuevarm smør, hendes kolde læber der mødte den varme hud som næsten dunkede under hendes blide såkaldte dødens kys. Eller så blidt som hun nu kunne gøre det, andre var nok blidere, men hun havde det med at lade sig rive med at dyret indeni, og hvorfor også gøre andet? Hun stønnede blidt af nydelse i ny og næ, nød hans nærvær, den fabelagtige aura som tryllebandt hende. Nu hvor hun fik lov at smage hans blod, var hun i den grad sikker på at hun aldrig ville glemme ham, hele sanseoplevelsen ved dette var i den grad med til at gøre hun respekterede og næsten elskede hans væsen. At han trykkede hende ind mod ham havde hun bestemt intet imod, hun blev jo i forvejen tændt af blod, så at mærke hans krop var en bonus selvom tøjet var til at skille dem fra hel sammensmeltning. Hun tog sig tid, hun nød ham, der var ingen grund til at suge hurtigt og grådigt, for det betød bidet ville vare i kortere tid. Nej, hellere mærke det hele og lade sig opsluge af det, indtil hun mente at det ville være nok og han sagtens kunne genvinde fuld styrke til at lege om natten. En ting hun i den grad glædet sig til, og med hans blod i sit system følte hun sig næste uovervindelig. Det var en ære at have lov til at bide ham, et sted blev hun helt magtbegærlig og ønskede at hun var den eneste som nogensinde måtte bide ham. Da hun endelig slap ham, lod hun tungen glide hen over sårene, smage og nyde den sidste dråbe for nu, sukkede dybt og lod sine læber hvile kort mod hans hals, bare for at mærke pulsen mod sine læber dunke indenunder. Den havde ændret sig, hvilket ikke var så underligt efter den behandling hun lige havde givet ham. Et villigt offer var også en spændende ting, specielt når det var ham. Efter lidt tid valgte hun at trække sig lidt fra ham med et forførende og ganske tilfreds smil, hun havde i den grad nydt det og det kunne ses på hende. Desuden havde hun jo også genvundet styrke og det strålede også ud af hende.

[Deleted]

Han rejste aldrig ind i vampyrernes by. Han havde været tæt på, meget tæt på, både om natten og dagen, men aldrig havde han trådt helt ind på byens område. Ligesom han heller aldrig havde været på dæmonernes territorium. Disse steder havde nærmeste en skjult mur, som holdte ham væk fra sig. Tanken om at det var et territorium, der tilhørte en bestemt race og at de kunne gøre som de ønskede, holdte ham væk. Vampyrerne, for han havde ikke lyst til at blive suget tom, uden så meget som et ord. Dæmonernes, fordi han ikke ville flåes fra hinanden. Han følte ikke han kunne gå ind, uden en invitation, ligesom han aldrig trådte ind på elvernes område, medmindre de bad ham. En form for høflighed, måske?
Kort af det lange var, at han var direkte bange for at dø, men hellere vil være i live, dog.
At han stod her, og hans blod blev drukket af en ellers ganske tiltalende vampyr, var noget af en tillidserklæring. Et ansvar, der lå på hendes skuldre, om ikke at dræbe ham. At han stolede på hun ikke dræbte ham...Ikke fordi de havde følelser for hinanden, tanken faldt ham end ikke ind, men blot det at de havde noget sammen, skulle dræbe sammen, lave ballade sammen...Dele hans blod sammen.
Han kunne mærke på hende, og senere se, at hun nød det og blev styrket af det. Åh, vampyrer var mere afhængig af den samme slags føde, end mange vidste og de fleste spiste frisk, varmt blod. Det var deres næring. Om han burde spise? Han havde vel en form for spiseforstyrrelse. Han spiste ikke meget, nærede sig på folks smerter og mærkede generelt ikke sulten, de dage, hvor han intet rørte.

Hendes tænder slap ham og hendes kolde læber, der næsten føltes varme nu, gjorde ligeså. Han mærkede hvordan det næsten hev i hans hud. Hun trak sig, desværre konstaterede han, lidt væk og han kunne nu se præcis hvor meget hun havde nydt det og hvor stærkere hun var blevet af det. Han ville gerne virke lige så stærk, lige så frisk...Men med en del blod mindre, var det næsten umuligt. Han mærkede hvordan hans krop næsten faldt sammen, da han bevægede sig og den kildende fornemmelse af bloddråber der gled ned over hans hals. En hånd gled op og tørrede blodet af, før han så på sin hånd, nu med røde, udtværede plettet. Til sidst slikkede han noget af blodet af sine fingre.
Han smilte svagt til hende. Han ville få brug for en del vand, helst med nogle styrkende urter i og han havde heldigvis begge dele. Han tog sin flaske frem, som han normalt havde med sig og en af sine punge, med urter. Uden yderligere tvivl, dryssede han nogle af de tørrede urter ned i vandet og pakkede det væk igen, før han tog nogle grådige slurke og mærkede hvordan det lunkne vand slukkede hans voksende tørst. Urterne gled rundt i hans mund i en velkendt fornemmelse.
Til sidst stillede han det fra sig...

Han smilte stadig lidt til hende. Studerede hende, hvordan hun nærmest lyste op. Åh han ville gerne, ville gerne feste med hende, nyde hvert vågen øjeblik med hende. Han begyndte at fortryde sin tidligere opførsel, blot en smule, for hun var i sandheden et selskab han nød. Men her var de, som om intet var sket og det gav ingen mening at tænke yderligere over det. I stedet gik han over til sengen. Han løsnede sit bæltet og lod det falde til gulvet med en dunkende lyd. Hans sko gled af hans fødder. Han trak sin trøje af. Han ville sove, uanset om hun fandt det kedeligt eller ej, for ellers ville han ikke have energi til senere. Han følte sig en smule...sløv i kroppen og blot lidt aktivitet fik blodet til at suse for hans ører.
Blodet størknede på hans hals, til der til sidst ikke kom mere ud.
Hans overkrop var muskuløs, men ikke på nogen overdreven måde. Hans krop bestod af aflange, smidige muskler, som normalt også hang sammen med hans vinger, han lige nu havde skjult. Hans ryg var stribet, som flæsk, af aflange og visse steder, direkte tykke, ar. Ar fra en pisk, hvis nogen var erfaren nok til at se det.
Han smed sig i sengen, i den ene side, så der ville være plads til hende, hvis hun havde brug for noget.
"Jeg beklager jeg må være så menneskelig, det er ikke min egen vilje at være sådan. Men jeg har brug for hvile, så jeg rigtig kan nyde vores...Nat...Sammen" han så på hende og sendte hende et lumsk smil, før hans øjne gled i. Inden længe ville han sove dybt, medmindre hun forhindrede det.

[Deleted]

Der bestemt grund til at hun valgte at blive, han havde fanget hendes interesse og selv da den gled bort, havde hans iver rent faktisk været smigrende, så hun var blevet og det havde lønnet sig at tage sådan en beslutning. Man kunne nemt tage fejl, misforstå, normalt var hun ikke ligefrem typen som gav chancer, faktisk havde hun aldrig givet nogen en chance før, så de var vel begge heldige at være i hinandens selskab. Allerede nu havde hun bestemt nydt den lille tur, men hun vidste meget mere nydelse ventede og det alene frydet hende. Smilet forlod bestemt ikke de blodrøde læber, hun var i den grad virkelig i udemærket humør og var fyldt med styrke som bare ventede på at blive brugt. Dog, var hvile vel en god ting, selvom hun ikke følte hun havde brug for den, var det nok en meget god ting. Dvaletilstande var rare til tider, bare for at få en smule styr på sig selv. Hendes blik fulgte hver eneste bevægelse, der var noget dyrisk over hende stadig, så hun mindede nok mest af alt som en puma der ventede på at hoppe på sit måltid. Dog var hun færdig for nu med at nyde blod, måske en anden nat deres veje måtte krydses. Hun ville nok ikke kunne holde sig fra ham så, allerede nu kunne hun mærke trangen til at vide i ham igen, han smagte jo vidunderligt og det hele samlet med auraens effekt på hende. Det var virkelig som en junkie, hun kunne slet ikke lade være med at tænke på det, hungre efter det.

Han drak, det var en god ting, han havde brug for det, og lod til at finde en måde hvorpå hans styrke ville vende hurtigere tilbage. Det var ganske interessant, urter og den slags. Der var få ting som virkede på vampyrer, men til gengæld var det også det rene gift og kunne i værste tilfælde blive deres død. Ikke mange kendte til den slags, hun undrede sig lidt over om han mon gjorde det. At han gjorde sig klar til at få sovet lidt, gjorde hende intet, hun ønskede jo at han var i optimal stand når de skulle lege, faktisk krævede hun det nærmest. Cathlin bed sig kort i læben som hun betragtede ham i at smide bælte sko og til sidst trøjen, de mærker, det satte en sitren igennem hende, hun nød synet! Roligt bevægede hun sig selv hen imod sengen, hendes blik studerede ham, uden skjul, for hun havde intet at skjule, når man så noget man kunne lide, var det vel bare at tage for sig af synet? Elegant satte hun sig på sengen, lod sine sine fødder blive fri for fodtøj, vrikkede lidt med sine tær, inden hun svang benene elegant op. Kjolen beholdte hun på, han havde ikke vist interesse for at se hvad hun havde under, så hvorfor skulle hun? Med en blid bevægelse lod hun sine fingre glide op af hans overkrop, hun havde lagt sig på siden til ham og støttede sit hoved med hånden.
"Jeg fortrækker du er veludhvilet til sjov og leg i nat." Hviskede hun forførende, med et dybt og rimelig intenst blik rettet imod hans. Hun var i den grad påvirket af blodet, men var det noget som man kunne bebrejde hende? Selv ville hun hvile lidt, men det meste af tiden ville nok gå på at hun lå ved siden af ham og nød auraen, samt følelsen som hans blod havde givet hende.

[Deleted]

Hans mærkede hendes kølige fingre vandre over hans ryg, da han havde smidt sig på maven, og han drejede hovedet og så på hende med nogen lidt trætte øjne og et dovent smil. Han ville ikke lade andre drikke af ham...I hvert fald ikke umiddelbart og specielt ikke uden tilladelse. For nu var Cathlin den eneste og han var sikker på hun nok skulle nyde det på den måde. Måske hun ligefrem ville opsøge ham en anden gang, for at få en bid mere? Men det var ligegyldigt. En dag ville han være magtfuld og så ville alle opsøge ham, af forskellige grunde. Påvirkning, indflydelse, fedte, håbe, dræbe, hade.
Det kildede ikke, men et eller andet sted var det rart og hans krop slappede af. Han ville gerne have svaret hende, faktisk ville han gerne have nydt og udnyttet hendes tiltrækkende aura, hendes lyster, som hun lyste af. Måske senere, måske badet i blod fra deres ofre? Han kunne rigtig godt lide den tanke. Den var ganske passende. Selv var han mest liderlig, når han havde tortureret nogen.
Hvis det overhoved kom til det. Det måtte tiden vise.
Mørket overvældede ham...

Han vågnede igen, liggende på ryggen og med hovedet drejet over mod vinduet. Hans hoved dunkede svagt og han følte sig tør i mund og svælg, hvilket uden tvivl skyldtes det blod han havde mistet. Det ville tage flere dage at genoprette det, vidste ham, men han havde drukket nogle styrkende urter og nogen der ville stimulerer produktionen af blod og genoprette balance. Selv om urter brugte tid til at virke ordentligt, mente han allerede de måtte have hjulpet.
Hans øjne gled op og til hans tilfredsstillelse var rummet mørkt. Der kom intet lys ind af vinduet, ikke engang bag gardinet og han smilte svagt. Det var på tide han fik kæmpet sig op, fik kommet sig og de kunne komme videre. Han drejede hovedet og kiggede efter Cathlin, om hun stadig var der eller ej. Til sidst satte han sig roligt op og sad et øjeblik og lod hans krop vænne sig til det, så han ikke ville blive alt for svimmel, når han rejste sig. Han gned sit ansigt i hænderne. Han følte sig...Forsovet.
Til sidst rejste han sig. Han bevægede alle lemmer, arme, ben, krop for at stimulerer blodomløbet og han mærkede det hjalp på hans energi og hovedpine. Så Fandt han sin flaske frem og drak resten af dens indhold, hvilket lindrede helt forfærdeligt. Måske skulle han spørge krofatter om en kande vand inden de gik. Og en bid kød, kunne også styrke ham.
Han trak i tøjet igen, som var ganske køligt at trække på.
Nej. Han følte faktisk ikke han havde brug for noget...Eller nærmere, han gad ikke. For han glædede sig...Glædede sig! Åh han GLÆDEDE sig! Som et barn, der fik en uventet gave og ikke vidste hvad der var bag det farvestrålende papir. Han mærkede hvordan det bølgede gennem hans krop af forventning...De ville forlade kroen, sørge for ingen så dem, når de listede sig indenfor. Hvor sent aften eller nat var det? Ville der stadig være folk på gaden? Han håbede det ikke.
Et svagt grin undslap ham, af bare forventning. Dette havde, for nu, været helt perfekt.
Han strakte sig og vendte sig om mod Cathlin, hvis hun var der, for at se om hun var klar.

[Deleted]

Tiden for hende gik faktisk lige så hurtig som hvis hun havde sovet, hun var i den grad frisk og udhvilet ved sin hvilen og så bare at ligge og nyde hans aura tæt på, det var i den grad fantastisk. Hendes blik havde hvilet på ham i noget tid inden han rent faktisk vågnede. Hun havde forladt sengen, taget sine sko på igen og gjort sig klar til at tage afsted. Inden da havde hun rent faktisk bevægede sig ud og set om der var nogen hun kendte og burde undgå, eller om alt var som det skulle være. Oven i det, havde hun rent faktisk hentet ham noget vand og brød. Det stod på et lille bord et stykke fra sengen. Hun stod afventende da han vågnede, men afslappet og med et smil på læben, han skulle være fuldstændig udhvilet, hvilket ville sige han skulle have lov til at vågne når hans krop mente det var nødvendigt. Gad vide om denne familie havde en kælder, i så fald var det helt bestemt der de skulle slå sig ned når torturen endelig fandt sted. Dog ville lidt jagt være sjovest, at få smadret huset godt og grundigt mens de forgæves prøvede at flygte for deres liv. Åh hvilken fryd der ventede dem, det ville jo være helt igennem unikt og smukt! Et mesterværk de kunne skabe sammen.
"Jeg elsker forskellen på sovende væsner og væsner som er vågne, bestemt med den iver som pumper i brystet på dig lige nu. Sød musik i mine øre. Du leder vej min kære, jeg er klar." Kom det roligt fra hende, hun stod myndig med armene over kors og hoften skudt ud til siden. Der var ingen tvivl om at hun rent faktisk var van til at have magt, men hun var jo også herskerinde i hendes egen lille verden hun havde skabt. Og folk som forgudet hende både af ærefrygt, men også af beundring, var hverdag. Det var rart at rende rundt hvor ingen vidste hvem hun var, nogen genkendte hende, men hun sørgede som regel for at holde lav profil, sådan kunne hun lide det. Ingen problemer, mindre kompliceret. Aftenen havde kun været der et par timer, det var nær midnat og det gjorde gaderne dejlig tomme, for de fleste typer, så var der folk som dem, der nød mørket. De fleste gjorde det blot ved at drikke, hore eller gamble.

[Deleted]

Det var overraskende, at der stod frisk vand og noget brød til ham. Han udnyttede det og trak sin dolk - den samme han brugte til sine ofre - og skar brødet i passende bider. Endnu en gang strøede han urter i vandet, som han drak til brødet. Det styrkede alt sammen...Men hvor var han ked af at han overhoved havde brug for mad og drikke, som en form for almindelig dødelig, trods han ville leve evigt, medmindre noget tog ham eller slog ham ihjel. Han skyndte sig at spise og drikke en del vand. Han forsvandt ud på et toilet, der hørte til værelset og fik ordnet andre ting, man kan have brug for at lette.
Derefter var han faktisk klar. Han smilte forfrisket til Cathlin.
"Jeg takker for din tålmodighed og...betænksomhed” han gjorde en let gestus mod resterne af brødet og vandet. Det var kun passende han takkede, uanset om det passede til deres leg eller ej. Men derefter åbnede han også døren og gjorde tegn til at det var på tide de kom videre...natten varede ikke evigt og de havde de skulle nå.
At Cathlin planlagde at ødelægge huset også, gjorde ham intet, det ville blot understøtte den historie, han snart ville sætte i gang. At familien blev brutalt myrdet og at han var den eneste arving. Han kunne altid sætte det hele i stand – endda i hans egen smag – bagefter.
Snart havde han forladt kroen og trak vejret dybt, for at fjerne den sidste rest af træthed fra kroppen. Natten var overraskende klar og frostkold. Der lød en fjern rumlen, som var der et tordenvejr på vej.
”Denne vej” dirigerede han. Han kendte byen forholdsvis godt lige nu og vidste præcis hvor de boede. Samtidig holdte han øje med hvor mange folk der var udenfor...Heldigvis ikke særlig mange. Der var gode chancer for de kunne slippe ind, uden at blive opdaget...Og det betød alt.

Huset var i flere etager og et rigmandshjem, hvilket var tydeligt. Der var mørkt i alle vinduer og alt åndede fred. Zean holdte sig på den modsatte side af gaden og hans blik gled over huset et par gange, som ville han sikre sig alt var som det skulle og intet kunne overraske dem. Så lod han blikket glide frem og tilbage på den hovedvej, som huset lå ud til og som de stod på. De havde ventet lidt, men nu var her ingen og det var det perfekte tidspunkt. Han tjekkede de omkringstående huse for at tjekke om nogen holdte øje med dem...Men der var ingen. Ingen han kunne se, i hvert fald. Så nikkede han svagt for sig selv og listede sig hurtigt af sted, over vejen og op til husets hoveddør, der består af hårdt og pudset træ. Han kiggede sig omkring igen, før han listede noget småt værktøj frem og lænede sig ind mod låsen for at dirke den op...
Åh ja, han havde mange muligheder for at finde og nå sine ofre. At dirke døre op var en bivirkning af det.
Efter lidt rumsteren gled låsen endelig op med et karakteristisk klik. Så tog han fat i dørhåndtaget og åbnede døren, skyndte sig indenfor...Havde han set en skikkelse på vej imod dem? Han håbede det ikke. Forhåbentlig var personen for langt væk til at bemærke noget, sandt var det han også så bedre i mørket end et menneske, trods en vampyr stadig overgik ham. Han sikrede sig at Cathlin var med, før han lukkede og låste døren bag dem igen og puttede værktøjet væk. Så langt så godt.

For lige nu, ville han være stille. Åh, de skulle nok komme til alt deres drab og tortur!
”Der er tjenestefolk, der bor i en lille gang, i forlængelse af køkkenet. Jeg syntes vi skal skille os af med dem først, se de ikke forstyrre os, når vi tager os af vores endelig mål...Selve familien” han smilte let til Cathlin, da han lavt fortalte hende det.
”Eller...Vi kan selvfølgelig også bare larme en masse og vække naboerne?” tilføjede han. Det ville ødelægge hans planer, godt nok. En hel del.
De stod i den store entre. Gulvene var af hårdt, lakeret træ og med tykke gulvtæpper. Flere fornemme møbler var spredt rundt om og ikke langt væk var der en bred trappe, der førte til første salen. Entreen var aflang og førte ind til alle rummene i stueetagen. Zean gik forbi et personstort spejl og en masse overtøj på knager og ned mod enden af rummet. Hernede af lå køkkenet og tjenernes gemakker. Hans plan var blot at dræbe dem, nem og sikkert, for at liste op og binde børnene først. Huset havde en kælder, men for hans vedkommende kunne de lige så vel gøre det i et af rummene. Børnene først, så de voksne. Så dræbe børnene foran de voksne, og så kvinden foran manden, og så manden...Så meget smerte! Det kunne ikke blive andet end godt.
Han gik mod køkkenet. Snart kom han til det, medmindre Cathlin stoppede ham og havde andre ideer til hvordan det skulle gøres.

[Deleted]

"Alt godt kommer til dem som venter." Sagde hun blot med et skuldertræk, det var sande ord, brugt af mange. Hende deriblandt, men mest fordi det var sådan hun havde det, hvilket gjorde hun virkelig havde stor tålmodighed, dog et temperamente der ikke ligefrem var blidt hvis man trykkede på de rigtige knapper. Men det var de færreste som virkelig kunne få hende op og ringe, hun var overraskende positiv på den måde. Som de forlod værelset, kunne hun mærke det hele kilde i kroppen, så var det nu det sjove begyndte og spændingen begyndte for alvor at vokse i hende. Da de gik igennem kroen, kiggede folk heldigvis ikke synderlig meget efter dem, de fleste var allerede i alt for godt humør og sad helt væk i deres egne fordrukne verden på ny. Bare tanken på hvordan der så ud da de ankom fik hende til at ryste på hovedet og himle med øjnene, åndssvage uvidne individer. Den kolde nat ramte hendes i forvejen iskolde hud, hun sukkede nydende, det var vidunderligt og nok grunden til mange ikke holdte sig ude netop denne nat. At tordenvejr var på vej var bare med til at gøre det hele karakteristisk, det var så, passende..... Normalt ville ens ånde blive til damp sådan en nat, men hun var jo død, så der kom intet ud af hendes mund, selv hvis hun virkede til at trække vejret, var hun jo mindst lige så kold som natten, hvis ikke koldere. Uden et ord fulgte hun med ned af de så godt som tomme gader.

Huset hun så imod var perfekt, og hun håbede inderligt det var det som er var tale om, det var det og det gjorde hende kun fyldt med mere spænding. De så fantastisk rige ud, som nogen der var født med en guldske i røven og ikke anede hvad sorg og tragedie var. Hvilket snart ville ændre sig, det var kun til deres ære og flotte stykke arbejde som snart ville gå igang. Hun fulgte lydløst efter ham, lyttede efter hjerteslag som ikke var korrekte og som afslørede nogen muligvis skulle have fået øje på dem, men der var ingen, der var tomt og de var sikre for nu. Da han låste dem ind, smilede hun bare for sig selv, sikke talenter den dejlige mand havde, ganske nyttigt. Hun var hurtigt inde da de havde fri bane og døren blev lukket bag dem, hun havde helt lyst til at grine. Virkelig meget lyst til at grine ondskabsfuldt og hånende.

Af hvad han sagde, nikkede hun blot, det gav meget god mening at slå dem ihjel først.
"Intet blod endnu, lad os brække nakken på dem og gemme dem til senere. Jeg har sådan lyst til et bad når vi er færdige og jeg har brug for hver en dråbe." Hviskede hun næsten kærligt, hendes blik gled mod hans skikkelse, de kolde blå øjne var brændende af passion for dette og smilet der lå på hendes læber var allerede småliderligt fordi hun havde forstillet sig næsten alle senarier dette kunne ende ud i. Alle var tilfredsstillende og hun glædet sig til at føre nogen af de ting hun hungrede efter ud i livet, men mest af alt, et bad, et kar fyldt med blod som hun kunne være i. Med lidt held kunne hun vel få ham til at hældte blodet ud over sig. En tanke der gik lige i underlivet på hende, det var en frydefuld tanke.
"Ingen grund til at have en masse tosser løbende rundt og ødelægge alting, naboerne skal ikke involveres. Hellere at vi kan få lov til at lege i fred og ro, eller, vores form for fred og ro." Hendes smil var lusket, hun var ude på ballade og det lyste ud af hende. Kælderen var at fortrække at få alle ned i, hun tænkte lidt nærmere over det, fulgte roligt efter ham og studerede detaljerne i hjemme, hvis der nu skulle vise sig at være noget sjovt at have med senere til at lege med. En brevåbner, et pyntesværd, pejseværktøj. Roligt lagde hun en blid hånd mod hans skulder inden de gik ind for at slå ihjel.
"Hvis vi bringer alle ned i kælderen til slut, har vi mere tid at lege i. Så er selv dagen i vores kreative hænder og så kan deres skrig ikke nå overfladen med lukkede døre og lemmer." Hviskede hun, hendes ord kærtegnede næsten hans øre som hendes læber ikke var langt fra, hun var tæt på, meget tæt på og hun elskede det. Det mindede hende om bidet fra dagen før og det kriblede næsten i hendes tænder for at lade sig bore tilbage ned i hans bløde hud. Men hun havde da beherskelse, desuden ventede der sig en fantastisk nat, fyldt med sorg, pinsel, tortur, massemord af fin art og et hus som ville være mærket af en forbrydelse, uden at blive opdaget, hvilket var let nok.

[Deleted]

Han kendte ikke selve huset særlig godt, ikke endnu. Han havde listet sig ind i det en gang før og resten kendte han fra de vinduer, han havde kigget ind af, for at planlægge. Hele tiden havde han ledt efter nogen, der ville dræbe med ham, men uden held. Til sidst havde han besluttet sig for at gøre det alene, da Cathlin var dukket op, til alt held. Han kunne ikke forestille sig en der var mere perfekt.
Han var glad for hun var enig og han sneg sig videre. Et gulvbræt knirkede, meget svagt, under hans ene fod fra tid til andet, men heldigvis intet slemt, trods det virkede højt i den larmende stilhed og næsten uigennemtrængelige mørke. Han kunne se omridset af møblerne og hvor dørene var...Cathlin kunne sikkert se ti gange så meget. Han gad godt have en vampyrs sanser, virkelig!
Lidt efter var i køkkenet, hvor der endnu var lunt efter dagens aktiviteter. Der stod et halvspist brød på det ene bord, de andre borde var rene og ryddede, så køkkenpigerne kunne begynde arbejdet om morgen uden problemer. Han var lige ved at støde ind i en kurv med grønsager, men han opdagede den i sidste øjeblik og undgik den. Flot, virkelig flot! Han bandede for sig selv, i sit stille sind. Så gik han videre.
Hendes ide var kreativ. Og han kunne lide den...Åh, hvis han havde sin egen herregård eller slot, ville han skaffe en masse folk og inviterer Cathlin til et stort blodbad. Sikke sjovt de ville få det! Han blev enig med sig selv at blev det nogensinde muligt, ville han gøre det, om han så skulle lede over alt for at finde hende.

Han listede ud af døren og de kom ned af en lille gang, med døre til begge sider. En masse små værelser. Butleren og kokken sov for dem selv i dørene tættest på køkkenet, tjenerne og køkkenpigerne sov fælles i større rum, måske en to-tre på hvert værelse.
Zean stoppede op foran den første dør og smilte let til Cath.
”Lad os tage hver vores side og gå derned af, så er det hurtigt overstået. Knække halsen og blodbad, fantastisk ide!” svarede han, omend med en noget nær sindssygt smil om læberne. Hendes stemme havde næsten kildet ham og fået hans nakkehår til at rejse sig.
Han åbnede forsigtigt døren og gik indenfor...Butleren sov vidst her, der lå i hvert fald en halvfed mand og snorkede sagligt.
Manden vågnede ikke og nåede ikke at gøre noget, før der lød en knæk fra hans nakkeknogler der splintres og gled fra hinanden. Manden var død. Han slap manden. Så kort og hurtig en død! Der var ingen nydelse eller spænding i det. Han nåede knap nok at mærke mandens død. Men han vidste det blev bedre senere...Som Cathlin sagde, kom alt til den ventende. Men guderne vide han kunne være ret utålmodig til tider!
Han listede ud af rummet og tog det næste. Knæk efter knæk efter knæk. At føle man er herre over liv og død, at have deres liv i hænderne og blot ende det så hurtigt og magtfuldt. Pigerne nåede aldrig at opdage hvad der skete til deres veninder, før de alle var døde. En pige sov meget let og vågnede, men så tog han blot hende først. Til sidst havde han taget alle døre på sin side. Der ville blive en del døde af dette...og en hel del blod senere. Det passede jo perfekt!
Han gik tilbage i køkkenet og ledte efter reb, til han fandt det. Hvis Cath endnu ikke var færdig, ventede han på hende. Hvis hun var færdig, satte han kursen ud af køkkenet, tværs over entreen og op af trappen, der heldigvis ikke knirkede...

[Deleted]

Ork hun var ved at blive mere og mere glad for tanken om at skulle gense ham en anden god gang, allerede nu havde hun det sjovt med at luske rundt og være ond bare i tankernes spind, at udleve det var hun slet ikke i tvivl om kom til at ske. Hvilket var en fantastisk følelse. Selv var hun lydløs som hun bevægede sig, lyden af de knirkende gulvbrænder var især høje for hende i stilheden, men hun kunne også høre hjerteslag, stille og rolige, trygt sovende i deres kamre. For nu..... Snart ville hele underetagen lægge i total stilhed, selv for en vampyrs øre. Ja lige med undtagelse af Zean's muntre hjerte der afslørede hvor godt han kunne lide det her. I sandhed en mand efter hendes kolde døde hjerte, han var virkelig fantastisk i sin tankegang. Og havde hun bare vidst halvdelen af det som ikke blev sagt højt var hun nok gået på frierfødder, bare fordi hun ikke ville undvære sådan en herlig ondskabsfuld lettere, eller nok nærmere fuldstændig sindssyg mand ved sin side. Hun så klart og skulle lige til at handle da han nær havde væltet noget på gulvet, men han klarede den selv, hun kunne mærke hans krop reagere, det fik hende til at smile lidt. Et fejltrin og deres lille plan ville blive ødelagt.

Roligt lænede hun sig op af væggen i den side han mente hun skulle tage, hun så mod ham med et lumsk smil, han udstrålede virkelig alt hvad hun elskede, han manglede bare at have blod ud over det hele og det skulle nok komme. Det smil måtte jo nærmest gøre hende blød i benene, hvor det dog klædte ham! Og så var det på grund af noget hun havde sagt, iiih hvilken ære at pynte hans ansigt sådan. Hun skulle næsten til at le ved tanken, men stoppede sig selv inden der overhovedet blev gjort mimik til det. Nej hun smilede bare tilfreds og nikkede, hun havde forstået sin opgave og valgte selv at åbne døren forsigtigt ind til kokken. Han snorkede enormt højt, hun rullede med øjnene, hun ville jo næsten kunne sparke til manden inden han vågnede, så tungt sov han. Med hastighed var hun over ham, holdte ham hårdt for munden til han vågnede og ikke kunne nå at sige meget. Bare nok til hun så rædslen i hans øjne, før hun slukkede deres gnist og brækkede nakken på ham med et hårdt og hurtigt ryk. Videre til de næste, vække dem, se deres skræmte øjne spærre sig op i frygt, godt klar over de skulle dø eller i hvert fald bange for det og så se lyset slukke i øjnene som hun vred hovedet om på dem. Da den sidste var død, smilede hun for sig selv, hun lod sine fingre vandre over det sidste offer for nu, stadig varm og de ville holde sig sådan lidt endnu. Der gik timer før de blev helt kolde. Roligt rejste hun sig, godt nok var det kedeligt og hurtigt overstået her nede, men de kunne altid grisse alting til bagefter, familien i sig selv var vigtigere. Meget vigtigere.

Cathlin havde dog nydt at se deres korte rædsel, det var så forfriskende og vidunderligt at se , samt at få lov til at slukke lyset i dem efterfølgende. De slap let, de burde være glade, selvom de var døde. Tanken fik hende til at klukke kort, hun tog sig til munden og fniste lavt, inden hun trådte ind i køkkenet til Zean.
"Skal jeg flytte dem ned først? Det er klaret hurtigt." Spurgte hun så med et overdrevent glad smil på læberne, hun havde nydt sin lille runde, ingen tvivl der, men det var nok også spændingen i det andet ventede på dem. Og gad vide om de skulle tage dem alle med ned i kælderen med det samme, eller om de skulle vente til børnene var døde. Nej det var vel sjovest hvis de døde børn kunne ligge på gulvet med deres tomme blikke og blodige kroppe, kun for forældrene at kigge på. Med tankerne på alt det der ventede bed hun sig i læben, åh hun kunne altså snart heller ikke vente længere.

[Deleted]

Rebet var groft og hårdt, flettet stramt og modstandsdygtigt. Det ville sætte mærker på børnene og de voksne, før de var færdige, men dette var så ganske irrelevant. Han så op på Cathlin da hun kom ind og han kunne se glæden, forventningen, lyse ud af hende og han fik lyst til at tage hendes hænder i sine og danse den værste brod af forventning væk, så de bedre kunne koncentrerer sig, bedre styre sig...Men dette gjorde han ikke. I stedet slængede han rebet om skuldren og smilte svagt til hende. Hans øjne skinnede i mørket med en underlig glød af...kulde, af lyst, af fryd. Så nikkede han let.
"Det kan du godt. Kælderen er derovre..." fra køkkenet var der døre til en trappe der førte ned i den rummelige, kolde kælder. For her opbevarede de også ofte madvarer.
"Skynd dig tilbage...Jeg vil starte med at binde børnene og få dem ned i kælderen. Derefter de voksne. Få samlet hele familie til et...lille møde” et grotesk udtryk gled over ham et øjeblik, da han sagde det. Hvad hun ikke vidste, var dette i særlig grad også personligt for ham. Netop også en af grundene til at han kunne og ville nyde hver eneste dråbe af det. Hver eneste!
Han gik. Forlod køkkenet, gik tværs over entreen og over til trappen, som han hurtig tilbagelagde. Forventningen gjorde ham hurtigt og trappen knirkede heldigvis ikke. Deroppe ventede endnu finere tapet, endnu finere møbler og flere personlige genstande, end der havde været i entreen.
Han ignorerede det meste af det, da han ledte rummene igennem for at finde børnene. Stuen...Endnu en stue...Noget der mindede om et bibliotek eller arbejdsværelse.
Endelig! Han fandt forældrene først og lukkede lydløst døren til. Helt nede for enden af gange sov børnene i samme rum. Når de blev ældre ville de have fået hver deres, men sådan var det ikke lige nu og det gjorde kun Zeans arbejde lettere. Han samlede nogle sokker op fra gulvet. Pigen først, hun var ældst. Han vækkede hende ved at proppe sokkerne i munden på hende. Hun prøvede at skrige og bide ham, men sokken forhindrede hende i begge og hendes spinkle krop var ikke stærk eller smidig nok til at undgå ham, da han hev hende ud af sengen og bandt hende på hænder og fødder. En grådkvalt lyd kom fra hende, da hun hulkede og tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder...Krokodilletårer uden tvivl! Forkælede møgunge. Han grinte svagt for sig selv og tørrede en af hendes tårer væk, for blot at sutte den af sin finger. Saltet.
Han gjorde det samme med drengen, omend han gjorde mindre modstand. Han var helt søvndrukken og lignede ikke en der havde forstået hvad der skete...Endnu i hvert fald. Trods han så lidt bange ud, da han så sin søster bundet på samme måde. De vejede næsten ingenting, så han tog en i hver hånd og forlod værelset.
Han smed resten af rebet foran forældrenes værelse, før han førte børnene nedenunder og ned mod kælderen, ved at gå igennem køkkenet. Måske var der andre veje til kælderen også, men han ville ikke spilde tid med at lede efter den eller dem.

Trappe var en smule bred, så køkkenpersonalet og andet personale kunne komme frem og tilbage med ubrugelige møbler og varer. Det passede ham fint, det betød han kunne gå derned med et barn i hvert hånd, uden at falde. Det blev koldere, da de nåede kælderrummet og en smule mere fugtigt, selv om familien prøvede at holde kælderen så tør som muligt. Han kunne se der stod nogle møbler over ved den ene side og tættest på trappen flere kurve og krukker med madvarer, fordelt på flere reoler. Han gik ud midt i rummet og lagde forsigtigt børnene...De skulle ikke lide overlagt endnu. Han bemærkede ligene fra tjenestefolkene og nikkede svagt for sig selv. Medmindre Cathlin havde tænkt over det, gav han sig tid til at tænde nogle fakler. Både så de selv bedre kunne se, men i den grad også så deres ofre kunne se! Selvfølgelig skulle de kunne se.
Børnene prøvede at skrige, da de opdagede ligene af tjenestefolkene. Zean sikrede sig kort at børnene ikke kunne lave ballade, før han forlod kælderen igen. I køkkenet fandt han knive og andre redskaber, som han lagde ned i kælderen, ude af rækkevidde fra børn og, snart, voksne.
Medmindre Cathlin allerede havde hentet forældrene, ville han gå op og enden hjælpe til eller begynde på det.

[Deleted]

Så vidste hun hvor kælderen var, med hendes styrke og hurtighed fra hun færdig på ingen tid, men først, måtte hun rydde vejen og sørger for hun ikke ville larme for meget. Hendes smil var helt igennem fyldt med ondskab og galskab, de passede nu rimelig godt sammen og hvis hun først fandt ud af hvorfor de rigtig var her, ville hun nok ende med at give ham et smaskkys bare fordi hun fandt det passende af begejstring. Men for nu vidste hun jo intet, hvilket nok for godt, for så ville hendes koncentration først være helt væk. Ingen kendte til hendes baggrund, ingen vidste hvem hun egentlig var, men Zean havde faktisk en chance for at finde ud af det. Måske.... Tiden måtte jo vise det, men noget sagde hende de havde mere til fælles end hvad der egentlig lige lå i overfladen. Hendes blik kunne ikke tages fra ham til at starte med, hun så næsten drømmende på ham, tryllebundet.... Og blikket lå mod hans skulder og hals, åh hvor kunne hun godt, bare et lille bid, men ikke nu, måske senere. Kælderen! Hun fik revet sig ud af sin drømmeverden hvor de var nået længere end dette, hun ville i den grad virkelig ikke vente til at de alle var sammen i kælderen. Der var ikke rigtig noget at sige til dette, han havde givet hende de informationer hun skulle bruge, så hendes opgave var klar parat til at starte. Hun var hurtig, lydløs og elegant i alle bevægelser. Først gjorde hun klar i kælderen, hun så ingen grund til at tænde fakler endnu, hun så jo fint, så det faldt hende egentlig slet ikke ind. Dørene stod åbne, alt var fjernet på hendes vej, så alt der var at gøre var at få flyttet dem ned. Det hele gik præcis så let som hun havde tænkt sig og hun var hurtig færdig. De alle lå fint på gulvet i en bunke, holdte hinanden varme, eller så varme som de nu kunne døde. Allerede nu var deres temperatur jo blevet betydelig koldere end normalt, men langt varmere end hun selv nogensinde ville blive. Hun var i en fart oppe hos Zean, hun stilte sig i døren og betragtede ham arbejde, smukt i den grad, hun kunne føle deres frygt og angst, mest pigen, drengen lod ikke helt til at vide hvad der egentlig skete. Da han så ud til at være klar til at skulle gå ned i kælderen, forsvandt hun i forvejen ned og ventede i kælderen. Sørgede for at ligenes øjne var åbne og stirrede koldt og dødt mod trappen som førte derned. Hun stod afventende og vinkede med et kærligt smil og blidt og varmt blik, ganske helt igennem sindssyg i deres øjne nok, da det ikke ligefrem virkede som en situation hvor hun havde nogen fornemmelse for hvad der skete. Børnenes reaktion var helt vidunderlig og perfekt, hun frydet sig og måtte bryde ud i en lavmeldt latter, ond og kold. De blå kolde øjne betragtede dem, hun gik hen og strøg dem over kinden.
"Vi kommer til at have det så sjovt, men vi kan ikke lege uden mor og far, kan vi vel?" Hviskede hun med en sukkersød stemme som nok løb de fleste koldt ned af ryggen når man så smilet og blikket i hendes øjne som lyste af ren galskab, hun var underholdt og glædet sig, frydet sig.

Det her virkede som noget han havde haft i tankerne, noget som rent faktisk allerede var i hans planer, men måske nogen som blev udført før tid? Hun kunne se myndigheden over ham og hans træk, så hun lod ham styrer showet, det klædte ham og hvis hun skulle lade nogen være over sit egotrip, så var det bestemt ham. Cathlin bed sig i læben da han kom med værktøjet han havde fundet, der var lidt forskellige fine husting, køkkenredskaber var altid nyttige. Hun tog fat i en kniv og kiggede på den, lod den glide ned over sin håndflade, bryde hendes hud blidt. Blodet løb kort ned af hendes håndled som hun holdte den i vejret og stirrede beundrende på den, hun havde et eller andet med at se sit eget blod også, alt blod var smukt i hendes verden og som egoist i forvejen, burde hun så ikke have det smukkeste? Såret healede ekstremt hurtigt, ingen tvivl om hun havde fået mere end rigeligt indefor det sidste døgns tid. Blikket gled over mod børnene som tydeligt var skræmt fra vid og sans og ingen ide havde om hvad pokker der foregik.
"Henter du forældrene? Så bliver jeg her og holder øje med ungerne. Min erfaring er de er alt for kreative til at blive ladt alene. Får du brug for hjælp han jeg mærke det og høre det, og så er jeg ved din side min kære." Lød det roligt fra hende, hun lagde kniven fra sig og lagde armene over kors mens hun stirrede mod dem med et varmt smil og lettere sultent blik. Smerten var størst når det gik ud over ens kød og blod og da specielt når de var børn. Hun hadet børn, de var så pokkers irriterende og skulle hun selv have nogen en dag, blev det nok kun til en enkel og hvis denne voksede op som en mislykkelse, ville hun intet problem have med at slå det ihjel og forsøge igen. Tanken fandt hun faktisk underholdende, gad vide hvem faren ville blive hvis hun nogensinde besluttede sig for at føre sit eget blod videre, og ville han overhovedet få lov til at vide det? Det kom vel an på hvem han var. Og så igen, mon nogen mand ville lade hende slå hans barn ihjel hvis hun var utilfreds med udfaldet?

[Deleted]

Han studerede Cathlin,som hun beundrede sit eget blod og godkendte de redskaber han nu havde fundet. Han var sådan set ligeglad med om de kun var skarpe eller stumpe, smerte skulle de give og det kunne de alle. Han smilte svagt, da hun gav sig til at traumatiserer børnene yderligere, før han gik ovenpå for at hente forældrene. Han samlede rebet op foran forældrenes dør, før han stille åbnede døren. Han lukkede døren bag sig og stod op af døren med hamrende hjerte og det grove reb i hånden. Han havde svært ved at styre sig, svært ved ikke at fare i flæsket på manden og bare flå ham fra hinanden. Hans hænder sitrede og han mærkede flere kuldegys bølge gennem hans krop. Hans kolde øjne stirrede på manden, som prøvede han at stirre den sovende mand til døde. Denne mand...Denne mand ødelagde alt! Lukkede døren i hovedet på ham, da han kom og bankede på for at blive en del af deres familie. Kastede mønter for hans fødder, som var han en tigger og ikke familie! Familie var overvurderet. De var der alligevel aldrig for hinanden og skabte kun problemer. Manden skulle dø...Og han var den der skulle lide mest! Derfor skulle han dø til sidst.
Han tog først manden. For hvis manden vågnede, mens han bandt kvinden, kunne han gøre mere skade end den spinkle kvinde kunne. Igen fandt han noget tøj af en slags og tvang ind i munden på sine ofre.
De gjorde i den grad mere modstand og Zean mærkede flere slag og spark på hans krop, før han var færdig, men direkte problemer havde han dog ikke. Måske ville han få nogle blå mærker i morgen. Blodet i hans mund sank han blot. Han havde prøvet værre.
Først skubbede han manden ned i kælderen, sikrede hans samarbejde ved at slå ham halvt bevidstløs, så han kun lige kunne stavre af sted. Kvinden blev med en kniv for halsen. De endte alle i kælderen, hvor han sørgede for at forældrene endte liggende lidt fra deres børn, før han også bandt deres ben til. Nu var de her! Døde tjenere, grædende børn og skræmte og forvirrede forældre. Det var tid til det sjove.

”Så...Lad mig fortælle en hemmelighed!” Han havde set det. Glimtet i hans bedstefars øjne, af genkendelse og had. Nu var det dog Zean der havde bukserne på...Og han nød det! Det blev bedstefaren der tiggede for sit liv, før de var færdige. Han så smilende på Cathlin og gjorde en gestus ud mod familien.
”Dette er min familie. Ja, på min fars side, godt nok. Disse er mine bedsteforældre og disse...ja, deres børn, jeg ved ikke hvad man kalder dem...” han så på børnene et øjeblik, før han trak på skuldrene og bukkede sig ned ved siden af faderen, lod en finger glide hen over hans blævrede kind. Han var virkelig en del polstret.
”Han smækkede døren i hovedet på mig, da jeg kom for at blive en del af familien. For at udnytte deres forretninger,rigdomme og meget lille adeltitel. Men nu tager jeg det magt i stedet. De skal alle dø...Men først skal de fortryde de nogensinde vendte mig ryggen. Ingen gør det!” Knytnæven fløj igennem luften og kolliderede med faderens kind. Han prøvede at skrige af smerten, men det stof han havde proppet i hans mund forhindrede ham i det. Han var ynkelig, virkelig. Han rejste sig op og gik over mod Cathlin med et selvtilfreds smil.
”Børnene først...Så moren, så faren. Jeg tror vil være den perfekte rækkefølge, er du ikke enig? Det bedste er der er en til os hver...” af børnene altså. Han så begærligt på dem. Dette ville blive så...Perfekt! Endnu bedre end han havde forestillet sig. Et svagt grin undslap ham. Åh ja, han var virkelig ikke helt normalt. Det ville også være ærgerligt, havde han været det, og en helt del mindre underholdende.