My mamma said...(Cathlin)

[Deleted]

Tydeligvis ikke en god læser af væsner, for hvornår pokker skulle hun have opført sig surt? Hun var ligegyldig og kedet sig, der var godt nok en stor forskel, og så havde hun set en side af ham som var det modsatte af tiltrækkende. Mænd skulle være mænd, eller store pattebørn når de ikke fik deres vilje. Cathlin søgte ikke sin vilje, men derimod underholdning som man i det mindste kunne være fælles om og uden misforståelser, det var så trættende når man blev misfortået. Hvilket hun jo tydeligvis var blevet, selvom hun blot sagde sin mening og var kreativ, hun hverken sagde eller gjorde tegn til han havde gjort noget forkert, men havde ladt til at tage det ret så personligt alligevel. Kedeligt og spild af tid..... Derfor, gik hun. Og selvom hun mærkede kvindens liv forsvinde, vendte hun sig ikke rundt, men gik forsat. At han så valgte at følge efter hende, fik hende til at sukke, hvorfor nu det? Der lå stadig et svagt mystisk smil på hendes læber, koldt og ondskabsfuldt, det var næsten en fast ting der tilhørte de røde læber. Spørgsmålet lod smilet glide sig lidt større end det svage der i forvejen var.
"Hvis det er det du har fået ud af at jeg går min vej, er det sørgeligt min kære. Der er forskel på at være sur og kede sig, samt finde modparten uinteressant. Det er tilladt at miste interesse for folk, vil jeg da mene. Men du er måske uenig?" Kom det blot koldt fra hende, hun løftede spørgende det ene øjenbryn og havde stadig sit smil på læberne. Roligt valgte hun at stoppe op inden hun fandt sig en større gade at begive sig ud på, hun lod sin ene arm glide op ved hendes barm hvor hun rettede på sin kjole. Et sted var hun jo bare et sted hvor hun havde fået nok af hans barnligheder og at få noget kastet mod sig som var hun en hund, det var noget som havde gjort hendes syn på ham meget anderledes.
"Så vidt jeg ved, er min hud ufejlbar, mit smil stadig stående som altid og din syn virkelig sløret." Lød det forsat fra hende, hun rystede smilende på hovedet, han var da godt nok tåbelig at høre på lige nu. Talte som et barn. Hvor blev manden af henne i alt dette? Sørgeligt, en tragedie, men heldigvis var natten endnu ung og sjov var at finde derude. Hun havde respekteret hans måder at gøre tingene på, ikke været den som ville kritisere eller nedgøre hans måde at gøre tingene på, nej hun havde blot fortalt hvordan hun gjorde tingene, vist det, og samme respekt blev ikke vist hende, derfor havde hun intet at gøre med ham. Trist, for hun havde da nydt det til at starte med. Og skulle man lege sammen, var det med respekt, ifølge hende. Men sådan var alle forskellige og derfor gik hun blot sin vej. At han begyndte at synge fik hende til at rulle med øjnene, nu var han bare som et irriterende lille barn igen, faktisk gjorde han kun sin egen situation værre.
"Hvad er det præcis du vil opnå ved din barnlige opførsel? Spurgte hun så, koldt, men tydeligt oprigtig i sin nysgerrighed, for aldrig havde hun set nogen opfører sig så barnligt. Det stak faktisk lidt i hendes onde ubankende hjerte at så fantastisk en aura blev spildt på en barnlig herre, der desværre ellers havde virker så spændende, det var næsten fristende at slå ham ihjel, for lige nu gjorde han sig på ingen måde fortjent til at bære den ifølge hende.

[Deleted]

Hvad vidste en vampyr om at være dødsengel? Intet. Folk havde deres forventninger. Mennesker forventede de var skræmmende og drabelige. Mørkets væsner forventede de var onde og...Drabelige. Gode væsner forventede de var skræmmende og drabelige. Det var det eneste han hørte fra folk. Det var skide lige meget om de havde andre evner. Om den ene også var god til at smede metal, træarbejde, til landbrug eller måske kok. Eller healer. Det var skide lige meget! Det eneste de var og stod for, var vold og død. Vold mig her og død mig der. Det kunne blive kedeligt og så måtte man finde på noget mere. Eller ignorerer folks forventninger. De havde tydeligvis hver deres måde at opretholde en form for stolthed og beskytte sig selv, mod den andens sure opstød. Eller...Ja, Zean mente det nu ikke så surt, men kvinden var så kedeligt og gammel, at hun tolkede hans opførsel som barnlig. Men han var ikke færdig endnu. Hun var SÅ interessant! Han var slet ikke færdig endnu. Og hendes ord røg lige igennem ham, uden at gøre nogen særlig skade. Han slog et kort klik med tungen og smilte til hende, som om hun i virkeligheden havde kaldt ham en fantastisk gentleman.
"Åh, så du er endnu en af de folk, der bærer så mange forventninger til folk. Så er det da klart du må blive skuffet hele tiden. Ingen kan holde så højt et niveau hele tiden" Han vidste den ville komme tilbage. Komme tilbage i form af at han slet ikke havde noget niveau eller slet ikke levede op til noget niveau. Det var trist, men sådan var det. Folk greb det man sagde og kastede det i hovedet på en igen. Han gad ikke engang stoppe sig selv i at sige ting, der kunne skade ham, længere.
"Død og vold, vold og død. Så mange måder, så mange meninger" han trak let på skuldrene.
"Jeg er ligeglad. Jeg er kun interesseret i konstant, stærke smerter. Så er jeg glad. Resten er...Spild" han smilte let til hende. Hvis hun var så ked af misforståelser...Jamen så ville han da fortælle hende det direkte. Faktisk vidste han ikke længere hvad han gjorde...Han sagde bare noget, for at holde samtalen kørende. Han var ikke klar til at lade hende gå.
"Jeg er god til skuespil. Hvordan ville du ændre på mig, for at jeg vedbliver at være dit spændende legetøj?" spurgte han direkte. Hvis hun var så utilfreds måtte hun også have ideer til hvordan han kunne være bedre. Folk var normalt aldrig blanke for at give råd til hvordan folk skulle ændre sig. Deres udseende, deres personlighed, deres levevis, deres skæbne...Alt ville folk ændre, hvis de fik chancen. Zean var ikke engang sikker på han rigtig havde en identitet. Han lavede bare lidt af hvert og afprøvede spontane ideer...Når han ikke planlagde større ting. Men de ting hørte ikke hjemme her. Dette var alt for lavt niveau til hans store planer. Han var ikke alvorlig. Nejnej, det var aften og der skulle leges! Så måtte man gerne være lidt sær eller barnlig, som hun kaldte det. Han var van til at folk så ham som et barn. Han var jo heller ikke så gammel igen og ingen tog ham alvorligt, så han gad heller ikke koncentrerer sig for at få nogen til det. Han havde de ting han havde brug for.
Men...Han var interesseret i at lege. Og nu hvor han vidste hvordan han slap af med kvinden, som faktisk stadig prøvede at slippe af med ham, måtte han også prøve at finde ud af hvordan man holdte på hende. Hvilket sikkert var noget af et arbejde. Hun var sikkert enormt kræsen og kom med latterlige krav. Nu fik de at se hvor det ville føre dem hen.
Han førte sine arme om bag sit hovedet, da han strakte sig og smilte til de fremmede folk omkring dem. Han gjorde ikke lige så meget ud af at virke stor og farlig nu, men om ikke andet flyttede folk sig stadig, hvis de kom for tæt på. Hans aura hang ved ham, hans kolde øjne stak til folk. Uanset hvad kvinden mente, fortsatte hans liv. Hans liv som dødsengel. En han selv var stolt af. Det kunne ingen ændre på.
Han var endnu ung. Han var endnu fuld af meget energi og havde så mange ting han gerne ville. Hvorfor skjule det? Han var den han besluttede sig for. Han kunne sagtens lege hendes mystiske lille mand, hvis det var det eneste der interesserede hende.

[Deleted]

Natten var vidunderlig, hendes liv blev jo kun levet heraf, et barn af natten, stolt og ikke til at pille ned, det ville hun aldrig være. Cathlin havde ikke flere forventninger, hun havde haft dem, ja, men det var også det. Specielt efter hans opførsel, men sådan kunne det jo gå og nu måtte hun videre, der var nok sjov at tage af. Nok intet så spændende som egentlig havde ladt til at være, men sådan var det. Hun lod en hånd glide op af sit bryst og en finger derefter snog sig om en af de mørke lokker, hendes blik var ligegyldigt og rettet forud. Snakken var tom, hun var ikke interesseret og der skulle en del til før hun blev det, så et sted, burde han tage et nederlag som et nederlag, eller ignorere det, men i hvert fald komme videre.
"Jeg sætter skam pris på din måde at nyde og elsker smerte og pinsel, jeg respektere det endda. At du derimod behandlede mig som en anden hund ved at kaste dele af kvinden mod mig, det var ikke et smart træk. Jeg må indrømme at så ussel en handling ikke var regnet med. Jeg er en kvinde, ikke en tæve. Og mine metoder kedet dig tydeligvis, du virkede ikke ligefrem tilfreds, så jeg tænker egentlig at vi er hinandens tidsspild og intet andet." Lød det koldt fra hende, hun stoppede op, vendte blikket mod ham, hun smilede køligt til ham og lod armene falde over kors. Hvordan skulle hun bibeholde interesse med den orden han havde ført for natten, hans tåbelige barnlige måde at reagere, det var sørgeligt. Tænk, hun søgte en mand, ikke en dreng. Hendes arme brød op og gled ned langs hendes krop, hun endte med at tage et par skridt baglæns mod væggen og stille sig op af den. Hvorfor hun blev, vidste hun egentlig ikke, måske fordi han havde sagt de sidste ting og hun undrede sig?
"Hvis mit mål var at forme dig, havde jeg allerede gjort det. Nej, din aura fangede min interesse, jeg ville se om den var som jeg kun kunne drømme mig til, og det var det desværre ikke. Man bliver tit skuffet når man er som jeg, derfor gør det ikke ondt, et skuldertræk og så videre i nattens begivenheder." Kom så det roligt fra hende, hun lukkede blidt øjnene og bøjede hovedet så hatten skyggede for hele hendes ansigt. Hænderne gled om bag hende og løftede hendes bagdel fra væggen, inden hun lod sine hænder møde væggen og bagdelen falde ind mod hænderne bagefter.
"Jeg har ikke set dig som mit legetøj på noget tidspunkt, nærmere legekammerat, hvis vi absolut skal bruge de udtryk. Du virker ivrig for at jeg skal blive, fortæl mig hvorfor? Hvad ser du kan ske, som jeg ikke kan?" Forsatte hun så med et koldt svagt smil, som hun løftede hovedet lidt og afslørede de røde læber. Cathlin havde valgt at give ham en chance, utroligt nok, det måtte være hans aura.

[Deleted]

Han smilte svagt. interessen var vakt og det var nok for ham. Nok til at fortælle ham at han kunne hvad han ville. Skubbe folk væk, få dem tættere på...Det hele gjaldt om ord. Hun var så opsat på at hun var perfekt og han var skuffende. Men det gik nok. Han havde trods alt hørt værre og skuffende var det mindste. Han var trods alt vokset op med det ord.
Men der kom roden til alt ondt mellem dem! En tydelig misforståelse. Et svagt smil trak i hans ene mundvige. Virkelig? Var hun fornærmet over det? Hvordan kunne det være? Han kunne slet ikke forstå det. Han havde kastet en bold til hende og hun havde ladet bolden ligge og stoppet legen.
Han tillod sig at se lidt overrasket ud, så hun bedre kunne forstå det. Forstå at han faktisk ikke havde haft den mening bag sin handling, en mening hun tydeligvis mente der var. Var det dette folk mente, når de snakkede om at kvinder var ulogiske? Og tøsefornærmet?
Han så lidt på hende et øjeblik, mens hans arme gled ned langs siden. Hun ønskede han var mere alvorlig og mere mystisk. Nok var han ikke rigtig mystisk, men for hendes skyld kunne han godt være mere alvorlig.
Han gjorde et let buk.
"Jamen jeg undskylder da!" bekendtgjorde han, da hans øjne igen gled over hende.
"Det var slet ikke ment på den måde. Du havde ønsket jeg skar i hende, et sted hvor jeg alligevel ville røre ved hende, havde jeg fundet ting som sex mere interessante. Det fandt jeg kedeligt...Omend, jeg dog ville efterkomme dit ønske, trods alt. Ja, jeg fandt dine metoder langsomme og kedelige. Ja, jeg kastede den til dig. ikke mod dig, men til dig. Som en bold, der kunne blive kastet tilbage. Der må vidst være tale om misforståelser her" han sagde det med et svagt smil, mens hans stemme var rolig og med en snert af alvor, for det var jo hvad hun søgte. Men han gik faktisk ikke ud fra dette ændrede noget. Enhver kunne komme bagefter og sige det var en misforståelse, om det var det eller ej, og hun var sikkert skide ligeglad, for nu havde hun besluttet sig for at han var dum og respektløs.

Forme ham? Allerede gjort det? Han tvivlede. Men han sagde intet til det. Hun foretrak vidst man snakkede hende efter munden, så hun fik ret og faktisk orkede han ikke at bruge sin aften på at skændes yderligere. Eller diskuterer som sådan. Det orkede han sjældent, fandt det ikke interessant og når folk alligevel intet betød for ham, hvorfor så bruge energien på at overbevise dem at de burde være venner?
"Det glæder mig du er så hurtigt over det" kommenterede han en smule kort. Mere var der ikke i det. Han var enig.
Det overraskede ham. Han havde været overbevidst om at hun blot så ham som et legetøj...For de havde jo blot leget hele aftenen, den korte tid de havde været sammen? Han havde set hvordan hun havde leget med den anden mand og forventet hun havde set på ham på samme måde. Som et legetøj, som et laverestående væsen. Hans øjenbryn gled op i panden et øjeblik.
"I så fald har jeg misforstået noget. En nat fuld af misforståelser" Det skete tit. At han misforstod. For han bar ikke den samme viden om folks følelser og hentydninger, som andre gjorde. Ofte gættede han.
Og så fik han en chance mere. En han ikke ville lade gå til spilde.
"Jeg skal gøre en lang historie kort. Jeg ser ikke noget der kan ske. Jeg er fuldstændig tom for ideer, for jeg er stadig overbevidst om at du vil flygte fra mit nærvær om et øjeblik. Omend, jeg vil fortsætte med at forfølge dig, til jeg selv er tilfreds. Beklager.
Jeg er interesseret. Jeg har ikke mødt en kvinde som dig før...Så stærk, så selvstændig. Det fascinerer mig og giver mig lyst til at...udforske. Udforske mine muligheder. Kan en kvinde som De bruges til noget, eller er det hele et spil for galleriet? Ejer De nogen magt, eller lader De bare som om? Kan de lære mig noget nyt, eller er De helt ubrugelig?" han trak let på den ene skulder, men hans øjne forlod hende ikke.
"Det er også klart...Jeg endnu ikke ved hvordan jeg skal agerer i dit nærvær. Skal jeg være din ven? Eller din fjende? Hvor vil du gøre mest godt, tror du? Som fjende eller ven?"

[Deleted]

Ak ja, han havde formået at fange hendes opmærksomhed endnu engang, men hun var dog ikke i humør til forfærdelig mange julelege. Dog, havde hun faktisk en ide som ville gøre de begge fik det de ønskede, men at blive fejet væk igen magtede hun egentlig ikke, der var jo så meget sjov og dejlige ting i natten. De smigerene ord var noget som fik smilet til at vokse, hun var selvglad, ingen tvivl der og hun elskede at blive forgudet, så komplimenter af den slags skulle han da endelig ikke holde tilbage. Det fik hende til at bide sig lidt i læben, tanken om hendes lille ide til hvad natten stadig kunne bringe dem.
"Forstår du virkelig ikke hvor tiltalende din aura er? Hvordan skal jeg kunne se ned på en mand så....... lysten på smerte og tortur, så dejlig ondsindet, med mørket strålende af sine øjne." Hun lod blikket glide helt op mod ham, inden hun skød sig ud fra væggen og endte meget tæt op af ham, hendes pegefinger og langefinger samlet gled kort ned over hans brystkasses beklædninger. Hovedet lagde hun så på skrå, imens hun studerede ham lidt. Han var godt nok en underlig mand, taleevnen havde han da, for hun kunne da se manden faktisk talte åbent og ærligt, på den måde kunne hun se at han virkelig gerne ville lege denne nat og så med hende. Hvor dejligt. Hun kunne ikke dy sig og lod pegefingerens negl glide langsomt hen over hans hals og adamsæble, inden hun bed sig i læben igen.
"Misforståelser, mange af dem, sådan går folk jo tit forbi hinanden. En skam vi gjorde, men ikke alle er på bølgelængde. Dog giver jeg det en chance, jeg tror stadig vi har noget at byde hinanden." Hendes øjne var fænglset mod hans hals, men hun gjorde intet, andet end at dagdrømme om hvordan mørket i ham smagte, han duftede godt, meget godt. Det var de færreste som vidste hvordan de skulle være i nærheden af hende, meget få faktisk, hvilket nok var grunden til der ikke skulle så meget til at hun skred eller slog nogen ihjel.
"Så mange ord, du snakker virkelig meget min kære. Din uvidenhed vil nok forblive sådan, jeg lader aldrig folk komme tæt nok på alligevel. Men i nat, er jeg din. Og jeg har faktisk en ide til hvordan vi kan more os uden du eller jeg kommer til at kede os." Lød det så fra hende, smilet lå lusket på hendes fyldige røde læber, hun havde ikke flyttet sig siden hun havde stilt sig helt op af ham, men han havde jo haft fri plads til at trække sig tilbage. Hans aura var bare fantastisk berusende at være i nærheden af!
"Hvordan har du det med massemord og blodbad?" Spurgte hun så med en blid forførende hvisken som kun kunne stamme var en vampyr, hendes smil var roligt og koldt, det ville løbe de fleste koldt ned af ryggen. En dejlig enskab at have og en som han også besad, det havde hun da set, og nydt!

[Deleted]

Hun var ikke en kvinde der bare stak af, det vidste han. Hun stak ikke af og hun var selvglad. Både beundringsværdig og det modsatte. Men...På den anden side. Han var nok det samme. Måske ikke direkte beundringsværdig, men i den grad forfærdelig egoistisk. Han kunne vælge at forfølge emnet yderligere, fortælle at de kunne være fælles om mange andre ting, end lige at dele et offer, hvad de tydeligvis ikke kunne. Men han gjorde det ikke. Jo mere han snakkede om det, jo større var risikoen for at han ødelagde det igen og det var jo ikke hvad han ønskede sig lige nu, faktisk tværtimod. Han var interesseret i hvad hun ellers kunne byde på. Og han brød sig om at han selv måtte vælge om hun var ven eller fjende, en stilling der hurtigt kunne skifte, uden tvivl. Endnu en gang virkede det som om natten var ung og de endnu engang kunne gøre hvad end de ville og nyde det. Han så lidt på hende og stoppede op, da hun trådte ind foran ham og igen gav ham opmærksomheden, som han ønskede sig. Denne interesse. Den var dejlig, den styrkede ham på en helt anden måde end smerte gjorde...Og dog på samme måde alligevel. Han smilte let til hende. Han vidste han havde en skræmmende aura, for nogen, men direkte tiltrækkende? Næh...Det havde han ikke spekuleret på, selv om det ganske rigtig havde virket som om det havde lokket visse typer til. Måske skulle han være mere opmærksom omkring dette.
”Jeg er glad for Deres ord. Jeg er af samme mening” bekendtgjorde han, men sagde ikke meget mere. I stedet nød han hendes opmærksomhed, hvordan hun bed sig selv i læben, hendes finger der gled op af, op af hans brystkasse, hans hals. I et øjeblik overvejede han om hun ville sætte tænderne i ham, det ville ikke overraske ham...Og et eller andet sted ville han heller ikke have noget imod det, så længe han stadig kunne gå bagefter. Faktisk fandt han tværtimod tanken sjov og spændende. Hvor ondt gjorde det? Føltes det specielt? At være så tæt på en anden person, trods det kun var ens blod man delte...
Han smilte let til hende. Hun var trods alt tiltrækkende og mystisk, interessant og han havde slet ikke lyst til at forlade hende endnu. Dette skulle udnyttes og han havde sjældent følt sig så klar til...hvad som helst. Han afventede hendes ide. Han havde ikke flyttet sig, han stod helt op af hende og kunne dufte hende, de detaljerne og han var ikke ked af det.
Hendes ide lokkede et større smil frem og i et øjeblik mærkede han forventningens glæde, en oplevelse han sjældent rigtig havde, da han normalt altid vidste hvad der skulle ske. Fordi han bestemte det. Men lige nu...Lige nu var han rigtig nysgerrig. En massakre, et blodbad, betød flere døde, betød de kunne få hver deres ofre og gøre som det passede dem og samtidig nyde hinandens selskab, hinandens mørke og så det sjovt. Ideen var perfekt og han var trist over de ikke havde gjort det med det samme...Men sket var sket og nu kunne han heldigvis se frem til noget endnu mere fantastisk! Hans øjne skinnede ved tanken. Han vædede sine læber i hvad han foregav at være betænksomhed. Men han skulle ikke tænke længe. Hvem ville tænke over dette?
Hans ene hånd gled op til hendes skulder, en finger gled blidt hen over den og ned over hendes kraveben et øjeblik, hans øjne fulgte bevægelsen, før de vendte tilbage til hendes øjne.
”Fantastisk ide, min kære. Hvem er de heldige?”

[Deleted]

At han tillod hun var nær var vidunderligt, og havde det ikke været fordi han var den han var, havde hun nok flået hånden af ham for at røre hende uden tilladelse, men hun kunne ikke få nok af hans aura og ville med glæde lade ham røre sig. Så i stedet for at straffe ham, som enhver anden mand var blevet, lukkede hun øjnene og nød det til fulde, hans varme fingre hvor blodet gemte sig så dejligt frisk indenunder. Hun kunne godt lide det, meget endda og mon ikke hun fik lov til at mærke mere til ham på den ene eller anden måde senere på natten? Cathlin elskede hans reaktion på hendes lille forslag, eller forespørgsel, hvad man nu kunne kalde det. Han virkede som et lille barn juleaften der fik lov til at pakke sine gaver op, eller så et smukt juletræ, hvad børn nu var vilde, de ækle små tingester. Skulle hun få et barn, ville der komme barnepige på og hun ville intet have med det af gøre indtil hun kunne forme og danne det som hun ønskede. Tanken var egentlig spændende nok, men så igen, hun egnede sig nok ikke helt som den slags mor, nej så hellere forvandle små stakler. Se det var en mere tiltalende ting, som blev gjort i ny og næ når hun manglede sjov.
"Måske en familie, gerne et sted vi ved der er kælder, så har vi dagen med hvis det nu bliver rigtig sjovt. En stor familie, der skal være meget at tage af. Og gerne væk fra byen, vi skulle nødig have ubudne gæster. Jeg kan sende folk ud og lede for os, eller du kender måske et sted?" Kom det så roligt fra hende, hun havde ikke nogen lige på stående fod, hun var ikke helt kendt lige her, men det ville være en ide at blive det. Selvom hun jo mest passede sig selv og ikke rigtig gad vide hvem var og hvor de var, tingene gik som de nu engang gjorde og så tog man den ellers derfra.
"Et fattighjem måske? Så længe der ikke er alt for mange børn, jeg hader børn, de er så irriterende." Hendes stemme var kold, men tanken fik hende faktisk til at rynke på næsen og det kunne have set komisk ud, hvis hatten ikke havde dækket lige så fint. Nej, børn gad hun ikke lege med, måske et enkelt eller to, men så var det mere fordi forældres reaktion var den sjove i lige det spil. Børn var små, havde ikke nær så meget blod at give af og så var deres rædsel ikke helt så sjov som voksnes, mest fordi de ikke forstod hvad der skete på samme måde. I en familie kunne de være nyttige og sjove, men var ofte dem som røg i svinget først. Hendes blik måtte glide mod hans hals igen, en lille bid, en lille slurk, eller bare følelsen af at tage sig god tid til at nyde et bid. Huden var så indbydende, pulsen under endnu mere, hun kunne mærke det nærmest klør og sitre i hendes tænder, hvor ville det være skønt at få lov. Måske det kom helt af sig selv senere, at hun fik lov eller at han bedte om det. Men at hun skulle bede om lov skete nok ikke, nærmere hvis hendes læber og mund nu alligevel var ved hans hals, så kunne tænderne da godt lige glide ned i kødet. Bare tanken var nok til at få det til at kilde i hendes underliv, hun havde virkelig noget med blod og det var i den grad bizart, men sådan var hun nu engang.

[Deleted]

Han smilte let. En familie...han vidste ikke hvorfor han havde forestillet sig en hel lille by der blev slået ihjel under deres hænder, en ting der jo ikke kunne ske...Endnu. Måske en dag, man kunne jo håbe? Men lige nu ville det være umuligt, uden samtidig at blive jagtet af en hel masse. Og det gad han ikke, det ville også besværliggøre hans planer. Men en god familie var også godt...Og han havde faktisk den perfekte familie i tankerne. Hvis ikke det var fordi familien boede i en helt anden by og det ville kræve en længere rejse at nå dem. For ham, blot lidt tid på vingerne, sammen, flere timer på gåben eller hest. Måske endda hestevogn. Atterlin lå trods alt et godt stykke væk, desværre.
Hans kolde, grå blik gled ned over hende, mens han smilte svagt. Han kunne næsten se det, føle det, denne lyst til at bide ham, suge hans blod og smage det. Han smilte svagt for sig selv over dette, hun havde lyst til ham på en helt anden måde end folk normalt plejede at have og det var sjovt, han nød det. Og måske ville han lade hende få lov, senere, når de var kommet videre i deres nye plan. Først ville han drille hende lidt, se hvor meget selvkontrol hun ejede. Hans øjne skinnede, da hans fingre gled op over hans hals, ganske enkelt for at lede opmærksomheden til hans hals, i en bevægelse der så ganske naturlig ud, som om han slet ikke tænkte over det. Hvad dog ganske vidt var en løgn.
”En familie...” hans stemme var lav, næsten blid.
”...enhver familie kunne gøre det. Jeg har ganske vidst en familie jeg hellere end gerne ville gøre det med, men deres residens ligger i Atterlin. Jeg er ikke i tvivl om at rejsen ville være det værd, familien bor i et stort hus og er rige, forældre og to børn, den ene en lille snotunge og den anden ældre, foruden tjenestefolk. Det kunne være fantastisk!” i et øjeblik skinnede hele hans ansigt ved tanken. De skulle dø, en dag eller en anden. Men dø skulle de.
”Men jeg er også sikker på at rejsen er lang og ikke en de fleste ville begive sig ud på, ganske enkelt for at...Udføre noget, hvortil man lige så godt kunne vælge enhver anden familie. Jeg er ikke fra denne by, måske De kender en familie her bedre end jeg?” foreslog han og slog let ud med den ene hånd, som ville han vise hende hele byen og bede hende om at udpege et tilfældigt hus.
”Et fattigt hjem, et rigt hjem. For mig er det ligegyldigt. Hos de rige er der flere udfordringer, men så meget renere og langt mere legetøj. Hos de fattige bliver man ikke så nemt opdaget og ingen ville begynde den store undersøgelse for en fordømt familie, der blot var en belastning på samfundet. Så skal vi være sjove eller forsigtige?” spurgte han ind, med et skævt smil.

[Deleted]

Ved hans ord smilede hun stort, han solgte hende, lige der, ved at sælge det så godt som han gjorde. Hvorfor ikke bare tage det? Hun var hurtig grundet hendes evner som vampyr, og ville med lethed kunne følge ham hvis han fløj. Cathlin var helt igennem med på den ide, hun vidste ikke om der var noget andet i nærheden, noget bedre, men mon ikke de blot kunne lege hen af dagen? Så længe hun var skærpet fra solens lys. Det var noget som i den grad gjorde hende helt lysten, hun ville elske at have det sjovt i flere timer, bare høre dem skrige, bede, tigge, græde. Og mon ikke et par rigfolk havde en smukt kar hun kunne benytte sig af, det ville være helt igennem vidunderligt.
"Lad os da tage til Atterlin, jeg er solgt." Lo hun blidt, dog på en måde som ville løbe de fleste koldt ned af ryggen, som kunne man høre morderen i hendes stemmes klang. Ganske smukke toner. Hun lod blikket falde mod hans hals igen, senere, senere ville hun bestemt smage på ham, om han ville det eller ej, men hvad hun havde læst indtil videre, ville han sikkert være nysgerrig på at vide hvordan det ville være. Desuden ville hun ikke slå ham ihjel, det ville være en skam og han skulle virkelig træde ved siden af hvis det skete.
"Jeg er ikke en af de fleste, hvilket du nok allerede har fundet ud af. Led du blot vejen min kære og lad os komme igang med at have det sjovt!" Hviskede hun blot, med iver og lyst til at torturere, pine og plage, bade i blod og efterlade et hjem fuldt af død og ødelæggelse. Måske ved en enkelt overlevende der kunne jages en dag hun kedet sig og havde lyst til at skræmme. Men kun måske, for lige nu var hun faktisk kun i humør til at efterlade en hus som havde det været en slagmark. Roligt trådte hun bagud for at give ham plads, men lod hånden glide ned af hans brystkasse samtidig med hun forlod den dejlige atmosfære som var omkring ham. Cathlin havde i den grad lyst til ham, men det var hans blod og aura hun begærede, ikke hans krop og ellers kønne ansigt. Det var vel blot en bonus?

[Deleted]

Hans smil voksede. Han havde planlagt det længe, et denne bestemte familie skulle dø, men ikke haft tiden endnu. Han havde været forbi et par gange, for at spionerer på dem, men den ene gang han havde besluttet sig for at gøre det, var han blevet forstyrret en kvinde...og sikke en samtale de havde haft! Både en irriterende og interessant samtale. Men nok om det. Nu skulle de til Atterlin og slagte hans fars familie! Han kunne feste og danse hele natten, bare fordi han elskede udsigten til dette og fordi han var spændt på det. Han ville komme et skridt nærmere på sin plads som raceleder for dødsenglene - Nemlig ved at have rigdom og arve den magt, den adelige familie faktisk besad.
Han trådte et skridt bagud, så mørket næsten slugte ham, trods han vidste hun kunne se ham ganske klart. Der lød en flænsende lyd, da hans vinger ødelagde ryggen på hans trøje. Hvad betød en trøje, i forhold til at han om et par dage kunne klæde sig i flot og nyt tøj? Intet!
Hans store, sorte vinger spredte sig ud og gjorde om muligt omgivelserne endnu en tone mørkere, som slugte det lys der omkring dem, kun for sprede des mere mørke. Fjerne ville skinne og være bløde, for dem der dristede sig til at mørke dem, men han lod sjældent nogen som helst komme så nært, hvis folk endelig skulle turde.
”Atterlin det bliver!” han grinte let, en latter der fortalte præcis hvor meget han nød dette. Der var næsten ikke plads, her i gaderne, men han drejede sig, så der var så meget plads som muligt. Han gik en anelse ned i benene. Han baskede hårdt med vingerne, samtidig som han næsten sprang op i luften. En smule vind fra hans vinger fik det løse støv og affald til at hvirvle op. Og så var han i luften, på vej op over husene. Åh, han nød det! Han følte sig aller mest fri, når han var i luften og kunne mærke hvordan vinden legede med hans hår og kølede hans krop. Han elskede at strække ud i sine vinger. Han så ud over byen, så dens lys og befolkning under sig og smilte for sig selv. Så så han ned for at se om Cathlin var så klar, som hun påstod...Hun skulle jo løbe mellem husene og ville blive forsinket af at dreje at folk der stod i vejen. Men han satte kursen tværs over byen, velvidende hun kunne se hans skikkelse og finde vej. Når de først kom ud fra byen, ville det være nemmere. Måske, hvis de var hurtige nok, kunne de nå derhen inden det blev lyst...Eller også måtte de finde et skjulested på vejen og vente til det blev mørkt igen...Det gik jo ikke at miste sin partner på vejen.
Han var glad for at slippe for byens trykkende atmosfære, smalle plads og for mange folk. Enkelte andre så op på ham når de hørte lyden af hans store vinger eller så en bevægelse ud af øjenkrogen. Det passede ham fint, denne opmærksomhed var den bedste, ud over når folk flyttede sig fra ham på gaden.
Og så lagde han kursen mod Atterlin, tilpassede sit tempo til Cathlins. Så gik turen gennem byen og siden over veje og enge der førte dertil, til de tilsidst nåede Atterlin...Medmindre Cathlin havde brug for pause eller andet undervejs.

[Deleted]

Der var så mange muligheder i sådan noget som dette, hun glædet sig virkelig og det skulle nok blive sjovt, virkelig sjovt og alle de skrækkelige ting de kunne finde på sammen var uendelige og skønne. Det var præcis sådan hendes nat skulle være, den havde startet lidt uheldigt med misforståelser, men nu var de på vej mod noget stort og smukt i samarbejde. Cathlin beundrede hans vinger da de brød tøjet og kiggede frem, det var lige før det gav hende gåsehud, fantastisk! En mørkets engel, hun elskede det og hun kunne på ingen måde benægte at dette var endnu en ting som måtte tiltrække hende. Som han satte i luften, så hun op med et smil og gjorde tegn med et nik om hun var parat. Slagene han gjorde med vingerne fik hende til at smile ondt, det mindede hende om noget andet og det var en rar tanke. Roligt tog hun sin hat af, den satte hun fast på sig og med ynde satte hun i løb igennem gaderne. Hun fandt hurtigt vej igennem folk og ikke mange nåede at se hvad der egentlig farede forbi dem, de stod som et spørgsmålstegn og gloede dumt rundt. Enkelte gange måtte hun stoppe op og finde ud af hvilken vej hun nu skulle tage, og hun endte med at hoppe op på en af tagene, og sprang fra tag til tag i høj fart i stedet. Hun kom godt langt på grund af sin fart, det så rimelig vildt ud og hun følte kort hun fløj, noget som hun fandt som et ubehageligt sus. Men hvad gjorde man ikke for at skynde sig afsted inden solens frembrud? Om de ville nå det i tide vidste hun ikke, men så var det heldigvis dejlig let at finde ly. Specielt hvis hendes små tropper fulgte efter, hvilket de nok gjorde på afstand. De var der altid, det krævede et knips med fingrene og så stod de der. I bund og grund var hun aldrig helt alene, men de holdte god afstand da hun havde bedt om det. Vinden var kold og frisk når man var i fart, det var fantastisk og da de endelig nåede ud af byen, sprang hun let og elegant ned fra det sidste tag og løb videre. Hun var udholden og havde fået lidt blod fra deres første offer, så hun var kørende lidt endnu, selvom hun sagtens kunne drikke mere, men det var nu bare hende som var besat af smagen, følelsen og alt hvad det indebar. Blod var hendes diamanter, hendes bedste ven, hun elskede det! Hvis man skulle komme med blomster skulle de være dyppet i blod, ellers var de hende ligegyldige. Der var en grund til hun aldrig havde haft en fast mand ved sin side, ingen havde haft de samme psykopattræk og de endte med at blive skræmt i sidste ende. Men ensom blev hun nu aldrig, der var jo hendes ofre, alle hendes trofaste stupide følgere, der var rigelig med selskab og ellers var hun egentlig en enspænder og havde det ganske fint med det. Kærlighed var intet hun havde oplevet, og intet hun manglede. Forelskelser var dog rimelig sjove, det fik andre til at gøre de mest vanvittige ting, hvilket var ganske underholdende.

[Deleted]

Han grinte af at se hende løbe så stærkt, at folk blev efterladt med et spørgende udtryk og en svag forvirring. Det var sjovt at se, hvor hjælpeløse folk var og hvor lidt de forstod, at de ingen chance havde over for en kvinde som Cathlin. Han vidste ikke om latteren nåede byen eller blev druknet i vinder, men han var også ligeglad. Hun var elegant, som hun løb af sted, utrolig adræt og udholden. Uden for byen gik det rigtig nok hurtigere og han var en smule overrasket og beundret over hvor hurtigt det gik og hvilken fart Cathlin kunne opnå. Han havde set det gør, oplevet, hvor hurtigt vampyrer kunne være, men dette var første gang han selv fulgtes med en og kunne se hvor længe de kunne holde denne gode fart. Og det var beundringsværdig. Hvis han blot var så hurtig på ben...Men på ben var han forfærdelig langsom, som et menneske. Men på vinger var han hurtig.
Han var også, hvis han skulle indrømme det, misunderlig på deres nattesyn. Selv var hans bedre end almindelige mennesker, men stadig langt fra så godt som vampyrers. Dette kunne han ellers godt tænke sig, men det var jo uopnåeligt. Han kendte i hvert fald intet middel der kunne give ham det.
Han fløj over landet under ham, til tider tjekkede han om han var for hurtig eller langsom i forhold til Cathlin og om hun stadig var med. De kom hurtigt væk fra Rimshia og tættere og tættere på Atterlin.
Der var heldigvis mørkt i Dvasias det meste af dagen også, hvilket gjorde det til et ideelt land for vampyrer og andre af mørket. Det var nok morgen, da byen dukkede op foran dem, men solen var ikke tættere på at komme op. Eller, den var på vej op, men skyerne var så tykke og mørke, at det var svært at bemærke det. Alligevel var han glad for de nåede byen. En tur, der normalt kunne tage mellem en dag eller et par, havde de tilbagelagt på en nat i en fantastisk fart. Han kunne mærke det i sine muskler, specielt hans vinge- og rygmuskler, at de var lidt trætte og udmattede. Han elskede at flyve, men alligevel godt tilfreds, da han lagde an til at lande foran byen. Han fløj foran Cathlin, så det ville passe med at hun ville nå ham, når han landede. Han sænkede farten og gjorde klar til landing. Han landede overraskende elegant, gik en anelse ned i knæene for at absorbere den sidste fart og styrke i landingen. Hans krop sitrede, vinden havde været kold og turen forholdsvis lang. Han trak vejret dybt. At flyve var lidt som et løbe – Man blev stadig træt i kroppen og til dels forpustet. Men han var i god form. Han rystede sin krop, for at løsne musklerne og tjekkede himlen. Måske kunne de nå huset, inden solen kom for langt op, og udøve deres dåd i løbet af dagen...i stedet for at sove.
Han så efter Cathlin og smilte svagt for sig selv. Hans hånd gled op og glattede hans hår lidt, som ellers var blevet blæst rundt af vinden. Det var heldigvis ikke særlig langt, men det strittede dog. Hans kinder var rødlige af den kolde vind og aktiviteten. Hans øjne, dog, skinnede livligt.
”Brug for en pause, et sted at sove mens det er dag, eller skal vi blot skynde os videre? Huset er tæt på centrum af byen” bekendtgjorde han...Og tilbød han. Der var intet sjovt i det, hvis hun var for udmatte – Selv var han lidt udmattet – eller flammede op af solen. Så han ville hellere vente en dag og få mere ud af det, hvis hun foretrak det. Selv kunne han både bruge en pause...Men han kunne også sagtens fortsætte. Han vidste han blot ville blive styrket af familiens kommende smerte.

[Deleted]

Efter hvad hun ville kalde en frisk rejse, stoppede hun op med lavere og lavere fart, elegant ved hans side som han landede. Smukt. Hun studerede ham ganske roligt og smilede stort, næsten som havde hun vundet i lotto. Hendes blik hvilede på ham, hun fandt ham virkelig tiltrækkende, lige nu var det tanken om hans blod, hun kunne næsten ikke tænke på andet lige siden den tanke strejfede hende første gang.
"Hvile i løbet af dagen er en meget god ting, så har vi fuld styrke til at more os med. Jeg har det også sjovest når det er nat, mørket nære mig." Lød det roligt fra hende, hun gik helt hen til ham og lod sin hånd glide kort over hans skulder. Det var så fristende at kaste ham ned mod jorden og sætte tænderne i ham, men hun måtte hellere passe på, det ville jo næsten være en skam at blive uvenner med ham. Og solen truede bag skyerne, så hun så helst at de fast et mørklagt rum snart. Et offer på vejen at give hende styrke på ville egentlig også være en god ting, hun smilede svagt for sig selv.
"Er du god til at samle en naiv tøs op og lokke hende med dig i seng?" Spurgte hun med et stemme fyldt med mystik og et smil med lumske bagtanker gemt bag. Der var ingen tvivl om at hun tænkte unoder, hun havde jo et som kunne hjælpe hende lidt og selv på sjov ud af det. Hun kom til at grine ved en tanke og så mod himlen kort.
"Mad på sengen." Mumlede hun så morende, egentlig mest til sig selv, mens hun rystede på hovedet og havde det ganske morsomt med sine tanker og små unoder.

[Deleted]

Hans kolde, grå blik gled op mod himlen et øjeblik, for at bedømme hvor længe der gik før solen var helt oppe og ville udgøre mest fare for Cathlin. Han kunne ikke lade være, det lå til hans natur at sikre sig at tingene gik bedst muligt. Desuden bad healeren i ham om at passe på hun ikke brændte op...Før de var færdig, i hvert fald. Han så ned på hende med et svagt smil. Hvorfor bekymrede han sig om det? Det var jo ligegyldigt. Han tilbød sin arm, da han satte kursen mod byens port, så de kunne komme ind i byen og så sig et værelse eller kælder for dagen. Det ville være fint at sove lidt. Han vidste hvad hun mente med mørket, åh, han kendte det så godt! Han følte sig svagest i løbet af dagen, men stærkest i løbet af natten. Mørket var hans element, som det også var hendes.
"Lokke?"spurgte han hende og så på hende med et drillende smil.
”Jeg tager bare. Jeg lokker ikke. Hvorfor lokke noget der er ens ret?” grinte han svagt. Han levede ikke af mennesker, eller væsner, på samme måde som alle andre. Han kunne undvære dem i lang tid, faktisk behøvede han kun gøre det, når han havde lyst. Og han kunne tage hvem som helst og torturerer dem. Aldrig var han afhængig af dem, eller afhængig af at lokke dem. Han så det ganske enkelt som hans ret at tage dem han havde brug for. Aldrig tog han sig af folks bønner og beskyldninger. Skulle de ikke alle leve? De kunne jo ikke have der blev for overbefolket.
De kom igennem porten og ind i selve byen. I starten lå husene lidt spredt, men jo tættere på centrum de kom, jo mere tæt lå husene. Skulle de tage en kro eller blot tvinge sig adgang til nogens ubehagelige kælder? På en kro kunne de trods alt lukke lyset ude og de kunne bede om et af de værelser der lå længst nede mod jorden...Åh ja, De. Ikke hende, ikke ham, men de. Han smilte drillende til hende, da han førte vej over mod kroen.
”Hvad skal du med et lavt menneske?” spurgte han drillende. Han vidste hvad hun ville have og han fandt selv tanken sjov, faktisk var han ganske nysgerrig over hvordan det ville føles, hvordan det ville være. Ville det blot gøre ondt og han ville bede til hun snart var færdig? Eller ville han nyde det, på sin egen unaturlige måde? Måske kunne man slet ikke mærke det...En ting var sikkert. Aldrig havde en anden vampyr sat tænderne i ham, end ikke været tæt på. Hun ville være den eneste der havde fået tilbudt det. Hans løse hånd gled over hendes skulder et øjeblik, da han så på hende med et sigende blik. Åh, hun ville vel ikke tvinge ham til at tilbyde hende det?
Om han var bange for at dø? Han var faktisk ikke rigtig bange for noget. Nogen gange gjorde det ham dum, andre gange gav det ham muligheder eller fik ham til at virke stærk. Han havde fundet af at de fleste, der truede med at dræbe, knækkede når man sagde de blot skulle gøre det. Nej, han frygtede ikke døden og dette gjorde han turde mere end de fleste. At sige en magtfuld person imod, være måltid for en vampyr...Sådanne ting. De gjorde jo hans liv spændende!

[Deleted]

Den holdning kunne nu egentlig godt lide, det fik hende til at smile tilfreds, han var nu dejlig at høre på, til tider i det mindste. Faktisk var det direkte fryd for hendes øre nogen gange, men det var nok måden han sagde det på, stemmen han ejede og naturligvis hans skønne aura der spillede ind. Ja han skulle da ikke tæve med at give hende en sød lille godnat historie om hans forrige handlinger, bare lyden af den nydelse som der egentlig lå gemt i hans stemme var lige til at lulle hende i en sød søvn. Ikke af kedsomhed. Roligt lod hun armen glide i hans, hun nød at gå sådan med ham, sammen var de et umage par, dog ikke ligefrem passende i klæderne som sådan. Hun lod sin frie hånd stryge ned af sin mørkeblå kjole, den var kravlet en smule op af løbeturens vildskab af fart. Hatten fandt hun roligt frem, viftede et par gange så den fik form på ny og satte den på hovedet, for så at rette sløret der dækkede hendes ansigt til. Bort set fra de røde læber hvis smil indholdte mystik og ondskab.
"Tænkte måske at være lidt diskret, intet andet." Lo hun og lagde bestemt ikke skjul på at hun faktisk havde elsket de ord han havde tildelt ideen. Hun var jo enig? Men at være lidt diskret var en god ide når de sådan var på en mindre mission. At han spurgte hende på den måde med hvad hun skulle med et menneske, fik hende til at smile lumsk, hun lod blikket glide i hans retning og studere ham bare. Drillende var han bestemt, men lå der et lille ønske bag? Han ville måske skaffe hende noget bestemt? Eller endnu bedre, tilbyde sig selv? Hun lukkede øjnene og nød uden tvivl hånden mod hendes skulder, men kun kort, hun skulle jo se hvor hun gik henne. Det ville blive godt med et værelse for dagen, så når natten bød sig var de udhvilet og klar til sjov, men hun krævede noget blod at køre på, specielt efter deres rejse. Hun ventede lidt inden hun sagde noget, mens de gik, men kunne til sidst ikke dy sig.
"Måske du har noget bedre at tilbyde mig? Som dig selv? Jeg ville elske at sætte tænderne i dig min kære." Lød det så i en sensuel hvisken der gled blidt mellem dem, blot for at uvedkommende skulle undgå at høre dem. Ikke mange brød sig om vampyrer og slet ikke at snakke om deres spisevaner, det var tit et tabu, stødende for nogen. Et indbydende smil blev sendt mod ham, hendes øjne strålede næsten som julelys ved tanken, men det forblev jo hendes hemmelighed under hatten.