I need sleep

[Aya Keena]

@carlisle

Aya kunne endnu en gang ikke sove. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende som de havde gjort det siden hun havde stået i haven med Gabriel. Det havde været nogle mærkelige dage op til det møde med ham, hun havde været forsøgt slået ihjel mere end en gang af den samme mand og den sidste gang var intet mindre end i tronsalen her på slottet! Den tanke kunne stadig få det til at løbe koldt ned over ryggen på hende men hun rystede følelsen af sig igen. Forsigtigt havde hun forladt sit værelse på ny, hun var begyndt at rende rundt på det stille slot når nu natten stod på for her var ej mange oppe og hun kunne være lidt alene hvilket var dejligt. Hendes vandring førte hende til pejsestuen hvor ilden stadig blussede lystigt i pejsen. Dette kunne sagtens være et godt sted og bare ... slappe af og tænke lidt over tingene. Hun listede roligt ind og lukkede døren efter sig, hun vidste ikke om hun måtte være der men det gjorde vel ikke så meget når det var i natte timerne? Både Gabriel og Silia sov jo på denne tid så der var jo ikke rigtig mange andre det brugte det? Hun gik hen og greb et tykt pels tæppe som hun smed foran pejsen med pels siden opad, så greb hun en bog som lå på et bord i nærheden og satte sig ned og åbnede den. Hun var ikke i stand til hverken at læse eller skrive men det gjorde ikke noget. Hun kunne godt lide bare at kigge, de bøger med billeder var selvfølgelig sjovest men det gjorde skam intet at det bare var tekst så havde hun det at kigge lidt på. Det var et sted som om alle de dumme tanker forsvandt lidt når hun bare lavede andre ting, måske hun bare skulle begynde at gøre rent i døgn drift? Det kunne være at det ville hjælpe i den anden ende? Hun smilede lidt for sig selv og rystede på hovedet. Natten var stadig ung og hun havde pligter at udføre om morgenen så hun måtte hellere få slappet en smule af i kroppen selvom hun ingen søvn kunne få.

[Deleted]

Det var ved at være sent og slottet var stort set gået til hvile. Foruden de væsner som var præget af natten - som Carlisle. Slottet her havde været hans hjem, siden han ikke havde været særlig gammel. Han havde set op til sin far som den kongelige rådgiver, og siden nu hvor hans far var væk, så.. var det en plads, som han selv agtet at indtage, den dag han selv var klar til det. For nu levede han jo her på slottet som en hjælpende hånd, hvor den kunne bruges. Han var meget som sin far på det punkt, hvilket han var stolt af. Den mand havde nu også altid været hans store forbillede.

Pejsestuen passerede han med rolige skridt, hvilket fik ham til at stoppe op allerede med det samme. Han bakkede let tilbage til døren, hvor hans blik gled mod den kvindelige skikkelse. Selv vidste han at Gabriel havde lukket endnu en halvvampyr ind i tjenestestaben. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han vidste, at der kunne være gode ting i dem som det væsen de var, og det var det som for ham, var det vigtigste. Folk måtte lære at det ikke var alle vampyrere, der var noget ondskab i, og da slet ikke på denne her måde. Han trak vejret dybt og trak så let på smilebåndet.. ganske neutralt. "Det er godt at se, at du er i bedring," sagde han roligt. Selv han havde jo hørt hvad der var sket med hende, og grotesk som det end lød, så var det en hverdag i Procias. Der var uro at spore over det hele, og særligt når kongehuset valgte at lukke deres slags ind. Nu havde han selv levet her igennem næsten hele sit liv, efter ganske få år i Dvasias, og da slet ikke nok til at det ville påvirke ham i den levevej som han efterfølgende havde valgt.
Roligt trådte han ind. Hans skridt var stort set lydløse. Han var en jæger.. vidste hvad det ville sige at være vampyr, også selvom han havde muligheden for at vandre i dagslys, udelukkende på grund af hans afdøde mor. Ja, Nimanhra var ikke den samme store familie længere, som de havde været engang. Han overlevede.. Det var det som han var opdraget til. "Burde du ikke ligge i din seng?" spurgte han med en fortsat rolig stemme.

[Aya Keena]

Aya sad i sine egne tanker ved pejsen. Den varme ild føltes umådelig skøn mod hendes fine hud. Hun sukkede stille og kørte en hånd igennem det røde hår som hun havde hængende nede, hun var stadig i uniform for hun havde ikke andet at tage på. Det eneste andet tøj hun havde haft var blevet skåret i stykker af Eric og hans medhjælpere. Hun gøs lidt ved tanken, måske hun ikke skulle sidde sådan her alene i mørket? Man vidste aldrig hvem der kunne finde ind på slottet. Det gribbede helt i hende da en stemme nåede hendes øre. Normalt var hun yderst observant men hun havde hverken hørt eller bemærkede ham før han snakkede til hende. Hun var mere påpasselig med fremmede, det havde hun lært på den hårde måde men på den anden side så havde hun en ide om hvem denne mand var. Hun løftede hovedet fra bogen og sendte ham et let smil. "At heale er min forte. Der går ikke ret lang tid før jeg er på dupperne igen efter sådan noget" svarede hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Det var ikke ofte at hun mødte folk på denne tid af døgnet da de fleste sov hvilket hun egentlig også burde men hun kunne bare ikke. Hun lukkede roligt bogen og holdt den blidt mellem fingrene. Det var efterhånden mange år siden hun havde mødt en anden som havde vampyr blodet i sig, dette var i sandhed en smule underligt for hende. Aya havde levet lidt i alle landende. Hendes tid som slave havde bragt hende nær og fjern og dog bar hun stadig tydelige præg af at hun var vokset op på et kirkeligt børnehjem.
Hans næsten lydløse skridt fik hendes hoved til at søge let på sned. Han bar præg af vampyren, dette var noget som hun ikke kunne. Hun var overhovedet ikke en jæger på nogen som helst måde. Hans spørgsmål fik hende til smile. "Jeg burde men jeg kan ikke finde hvile. Hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt og vendte sig mod ham.

[Deleted]

Castiels blik hvilede på hendes skikkelse. Det var skam ikke fordi at han havde tænkt sig at gøre hende noget som helst. Dette sted havde været hans hjem igennem frygtelig mange år. Selv havde han englen i sig, som noget af det klareste, selvom det ikke kunne spottes i hans intetsigende mimik. Selv var vingerne væk.. de var fjernet dengang han var blevet født, så han kunne end ikke huske at han nogensinde havde haft dem.. Derfor var der noget ved denne kvinde, som han måtte finde ganske fascinerende, og det var sikkert også derfor at han blev stående. Uden tvivl så hun ud til at være på bedringens vej, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. "Det skal naturligvis have sine klare fordele, kan vi vel sige. Det er godt at se, at du er ved godt vel, selv på trods af hvad der er hændt," sagde han roligt. Han trådte roligt tættere på. Den samme blanding.. Det var ikke ofte, at man så at det skete, og det var ikke fordi at det gjorde ham noget. Faktisk måtte han erkende at det var noget som gav ham en form for ro.

Vampyrere på stedet her, var ikke særlig velset i forvejen, selvom Carlisle nu havde levet der i rigtig mange år. Det påvirkede ham ikke i den forstand som det havde gjort tidligere. Han trådte roligt tættere på. "Må jeg gøre dig selskab i nat?" spurgte han med en rolig stemme, da han igen lod de mørke øjne glide mod hende. Det ellers så svage smil der hvilede på hans ene mundvig, indikerede vel også, at han ikke var ude på noget? Selv burde han måske ligge i sin seng, for han kunne jo godt hvis han ville.. det lå bare mere naturligt til ham, at være vågen i løbet af natten, end det var at være vågen om dagen.. Og han vidste, at det ikke gjorde det nemmere med den procianske befolkning.. Man kunne vel bare ikke gøre alle glade hele tiden, kunne man? "For mig ligger det mere naturligt, at være vågen om natten, end om dagen.. Jeg har nu været her i mange år.. De burde være vant til det," forklarede han sandfærdigt.

[Aya Keena]

Det var ikke fordi at hun regnede med at denne mand ville gøre hende noget. Hun havde godt gættet at dette måtte være Carlisle som Gabriel havde fortalt hende om så hun frygtede ham ikke og dog var hun blevet mere påpasselig efter hvad der var sket med hende inden for den sidste tid. Man kunne ikke ligefrem sige at hun havde været heldig på nogen som helst måde overhovedet. Aya havde altid haft sine vinger, hunkunne slet ikke forstille sig at leve uden dem. Normalt når hun var indendøre holdt hun dem dog skjult for ellers havde de det med at komme i vene men for aftenen havde hun bare valgt at slappe af og derfor var de hvide vinger på hendes ryg. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord. "Man kan ikke ligefrem påstå at min tid i Procias har været den heldigste men jeg lever endnu. Det er i det mindste det vigtigste" sagde hun ærligt og strakte sig en gang og rodede med sit hår. Aya kunne tydeligt mærke både englen og vampyren i ham, det var sjovt at møde en som havde samme blanding som hende selv, det havde hun godt nok aldrig prøvet før.

Aya var vidst stadig en smule påvirket over det had som nogle folk udviste hende fordi hun var halvt vampyr, det kom virkelig bag på hende at lysets land kunne være så mørkt til tider. hans spørgsmål fik hende til at smile endnu mere. "Meget gerne. Det er altid rart med selskab" svarede hun blidt og rykkede sig en smule sådan så der var plads til ham på tæppet ved hendes side. Bogen som hun havde i hænderne lagde hun forsigt fra sig på det nærmeste lille te-bord for kunne hun holde sin opmærksomhed på ham. "Jeg har altid holdt en normal dag og nat rytme men for tiden har jeg ikke været i stand til at få søvn om natten. Det er en smule irriterende og dog må jeg indrømme at jeg finder nattens fredfyldte stilhed meget beroligende." De blå øjne vendte hun mod ham og sendte ham et varmt smil. Selvom det at være alene og stilhed var dejligt så slog det virkelig ikke at være sammen med et andet menneske.

[Deleted]

Carlisle sendte hende et let smil. Selv vidste han og kendte til hendes navn, men han havde endnu ikke fået æren af at møde hende personligt. Livet som vampyr her i landet kunne virkelig være hårdt. Selv havde han jo stået og set til at hans søskende var revet fra hinanden.. hans bror var landsforvist sammen med hans kæreste, og nu hvor hans far var væk, så var det lidt hans job at holde skansen her i landet, og han gjorde det virkelig så godt, som det var ham menneskelig muligt. Det var i hvert fald ikke nemt. "Du har ret.. Du kom fra det med livet i behold. Det er mere end hvad man kan sige for mange andre.. som har stået i en lignende situation," fortalte han roligt. Det var ikke fordi at han ville male fanden på væggen, men Procias og det procianske folk, kunne virkelig være stride hvad den slags angik.. Og så mente han virkelig stride!

At hun gerne ville have hans selskab, var uden tvivl en tanke som behagede Carlisle. Han sendte hende et taknemmeligt smil, inden han roligt tog pladsen ved siden af hende, da hun havde valgt at gøre plads til ham. "Det glæder mig. Det er ikke ofte, at jeg finder et selskab af min egen slags længere," fortalte han. Selv på trods af alt det onde og mørke, som længe havde hærget ham og hans familie. Det gjaldt bare om at forholde sig positivt. Han nikkede forståelsesfuldt, inden han roligt bøjede det ene ben og lod armen hvile over knæet. "Nætterne er rolige her i landet. Særligt på slottet.. Man kan faktisk stort set gøre hvad man har lyst til." Hans blik gled mod hende. En smuk kvinde.. en skam at hun skulle sidde her alene. Det forundrede ham stadig, at hun havde den samme blanding som han havde.. særligt med vingerne. Dem var han uden tvivl fascineret af. "Tilgiv mig for at stirre.. Du har den samme blanding som jeg.. og alligevel er du.. anerledes. Hvordan er det at have.. dem?" spurgte han med en rolig stemme. Tydeligt henvendt til hendes vinger.

[Aya Keena]

Det var lidt underligt at stå ansigt til ansigt med en mand som man kendte af omtale og navn men ej havde mødt før og dog var hun glad for at de endelig havde mødes om end det så var en smule tilfældigt. Hun havde haft et ønske om at opsøge ham, også bare for at snakke med en i samme situation som hende selv men hun havde ikke fundet lejlighed til det hvilket vel heller ikke var så underligt med alt dette som var sket hende? Roligt smilede hun til ham og nikkede ved hans ord. "Jeg var heldig, det benægter jeg skam ikke. Jeg er taknemmelig over hvad der blev gjort for mig for at jeg kunne holde mig i live. Havde jeg været på egen hånd havde min skæbne nok været anderledes" sagde hun roligt og smilede let. Det Procianske folk var langt fra så lyse og kærlige alle sammen som hun havde troet og hørt om. Sandheden var en ganske anden når man stod som borger i landet og ikke blev accepteret.

Hun rodede lidt med sit lange hår og førte det ligesom ned over den skulder som var længest fra ham sådan så hun kunne se ham lidt bedre. Hun smilede bare roligt til ham og lagde hovedet let på sned. "Jeg takker skam næsten aldrig nej til selvskab og dog må jeg indrømme at det er første gang at jeg er i selskab med en som har samme blanding som jeg selv" sagde hun roligt. Til forskel for ham så kendte hun ikke sin familie, det havde hun aldrig gjort men hun vidste at hun var enebarn da hendes forældre døde kort efter hendes fødsel. hans kommentar om at man næsten kunne gøre som man havde lyst til fik hende til at grine mildt. "Det lyder som om at du er ekspert? Laver du mange ulykker i nattens mulm og mørke?" spurgte hun en smile drillende og smilede varmt til ham. Hans fascination af hendes vinger forundrede hende. Hun havde altid haft dem og det faldt hende slet ikke ind at han ikke havde hans. Hovedet søgte forundret på sned og hun betragtede ham lidt. "De kan være besværlige at have når man er indendøre, især når man arbejder. Jeg ved intet om hvordan det er at søge til himmels da jeg aldrig har fået lov eller turde prøve på egen hånd. Hvor er ... dine?" Hun bed sig let i læben. Havde han virkelig ikke vinger? Hvad var der sket? Måske han bare var født uden? Selvom de var samme race så kunne de jo sagtens have vidt forskellige træk fra racerne.

[Deleted]

Carlisle kunne ikke lade være med at smile let for sig selv, som han let lod blikket glide mod hende. Selv på trods af alt det som var sket hende, så var hun faktisk heldig overhovedet at være i live. Deres slags var ikke just dem som var de mest heldigstillede, kunne man jo sige. Et sted var det jo en trist tanke, men man kunne jo bare ikke være heldig hver gang. Han nikkede mod hende. "Selv i et land som skulle siges at være så lys og så klar som Procias, er der skygger, som man desværre ikke kan bekæmpe, uanset hvor meget man end gerne vil det. Du har været heldig.. meget heldig," sagde han med en rolig stemme.
At hun havde hørt om ham, var ikke rigtigt en tanke som slog Carlisle. Selv var han jo bare vant til at.. være der. Der var jo aldrig rigtigt noget fast han gik rundt og lavede, selvom han drømte om at overtage hans fars arbejde. En kongelig rådgiver skulle man jo trods alt have.

Carlisle var uden tvivl venlig og imødekommende, og særligt, når han slev blev mødt af det. Han vendte blikket mod hende og med et smil på læben. Hun virkede virkelig flink, hvilket var noget som han faktisk godt kunne lide. "Det er ikke ofte, at jeg falder over det. Det er en meget.. atypisk blanding," sagde han. Han havde lært at leve med det. Han var uden tvivl glad for det. Hovedet lod han søge let på sned. Han lavede meget om natten.. Det var faktisk der han var mest aktiv. "Tør du vide svaret? Ej.. spøg til side.. jeg laver ikke den slags," sagde han næsten.. helt uskyldigt. Han var dog langt fra så uskyldsren som han gerne ville være. Han lyttede til hendes ord. Det var ham bare en naturlig nysgerrighed. "Mine blev fjernet, da jeg blev født.. Stort set lige efter, af hvad jeg har hørt, så.. jeg har aldrig oplevet hvad det vil sige, at have.. vinger.." fortalte han ærligt. Uheldig havde hans familie altid været.. så det var ikke noget som han tog særlig tungt. Det var bare en skam, at han aldrig havde fået lov til at opleve det.

[Aya Keena]

Aya var slet ikke i tvivl om at hun var heldig, det var hun absolut. Hun havde været døden nær tre gange bare i Procias. Første gang da hun mødte Gabriel hvis den gift som hun var blevet påført med ikke havde fuld effekt på grund af hendes vampyriske træk, anden gang i byen og tredje gang i tronsalen. Hun havde været heldig alle tre gange, hun havde ikke lyst til at prøve en fjerde. Et varmt smil var solidt plantet på hendes læber, hun kunne godt lide at have selskab og indtil nu virkede han meget flink så det var jo kun dejligt. "jeg har været heldigere end de fleste. Det erkender jeg skam gerne. Bare i Procias har jeg snydt døden tre gange. jeg ønsker ikke at lege med den igen. Det forkommer mig utrolig underligt at et land som har rygte for at være sådan et blidt og godt sted kan være så mørkt og dystert. Det er da helt sikkert" sagde hun roligt og legede let med en tot af hendes hård. Jo hun havde skam hørt om ham fra Gabriel, var det så underligt? Hun stod jo i samme situation som han.

Aya var næsten altid meget venlig og imødekommende, man skulle virkelig være gal på den hvis hun ikke var det. Hun var så mild og blid at det en gang i mellem var alt for let for andre at udnytte. Hun sendte ham et varmt smil. "Den forkommer mig også atypisk. Engle og vampyrer virker heller ikke om racer der omgås hinanden ret meget" påpegede hun roligt og lod tungen glide let hen over sine læber for at fugte dem. Hans næsten uskyldige svar fik hende til at grine mildt og vendte sig mod ham. Hun betragte ham lidt og lod hovedet søge let på sned. "Hvorfor har jeg svært ved at tro på det?" Hendes stemme var tydeligt drillende men stadig meget venlig. Hun ville jo heller ikke gøre ham vred og dog .. så virkede dette bare .. naturligt for hende? Der var vel ikke rigtig andet at sige. At hans vinger var blevet fjernet som helt lille var hende virkelig svært at forstå. Hun vendte kort blikket tilbage på sine egne, de var en del af den hun var og hun kunne slet ikke forstille sig ikke at have dem. "Det gør mig ondt. For mig er de en del af min identitet. Jeg kunne slet ikke forstille mig at være dem for uden må jeg ærligt indrømme. Undskyld jeg spørg, men ved du hvorfor man valgte at fjerne dem?" spurgte hun roligt. Hænderne foldede hun roligt foran sig i skødet og betragtede ham blot.

[Deleted]

Carlisle var måske ikke som den typiske vampyr, for han havde uden tvivl rigtig meget engel i sig, udelukkende på grund af hans kære mor. Det var alligevel ikke mange år han havde fået æren af at tilbringe tiden sammen med hende, men hun havde alligevel påvirket ham mere end nok til selv at kunne se dette. Han vendte blikket roligt i retningen af hendes skikkelse. "Borgerne her, skal man tage med et grand salt. Om de kan, vil de gerne have os alle ud, som af race, ikke hører til i landet her. Du har været heldig tre gange nu. Det er også skræmmende uheldigt på så kort tid." Af hvad han vidste, så havde hun heller ikke været i landet her i særlig lang tid. Det var jo egentlig ganske begrænset hvad han vidste om hende, men han var da mere end klar til at lære hene lidt at kende.

At hun så derimod havde hørt om ham, var ikke noget som slog Carlisle som sådan. Selv levede han jo bare sit liv, og trådte til, når han havde muligheden for det. Hovedet lod han søge let på sned, som han let betragtede sig af hendes skikkelse. "Du har ret. Man kan være heldig, at to individer virkelig elsker hinanden. Det gjorde de nemlig i mit tilfælde," fortalte han med en rolig stemme. Han blinkede let til hendes skikkelse. "Åh tro mig.. Man kan sagtens stole på en Nimanhra," påpegede han tydeligt morende. Sandt at sige, at hans navn var kendt vidt omkring, særligt på grund af hans kære far, som selv han ikke vidste hvor var blevet af for nu, men han var en god mand.. og der var gode ting i familien også. Vingerne var ganske vidst væk, men det rørte ham ikke. Man kunne jo ikke savne noget, som man ikke vidste, om man nogensinde havde oplevet, trods alt. "Jeg tror bare de at de så gavnen i at lade mig beholde dem. Jeg voksede op ved min fader.. vampyren i familien. At styre og kontrollere en engel har nok ikke været.. nemt. Jeg lærte hvad jeg kom fra, og det er hvad der er vigtigst for mig.. Særligt nu hvor jeg er den som skal føre familiens historie videre," fortalte han roligt, og vendte blikket ind mod pejsen. Det var egentlig en grusom familiehistorie.

[Aya Keena]

På det punkt lignede Carlisle og Aya hinanden utrolig meget. De havde begge mere af englen i sig end vampyren. For Aya var dette fantastisk for hende selv, hun klandrede ikke nogen for deres racer, ja teknisk set var hun ligeglad. Det var ikke det det handlede om, det handlede om hvordan man var som person. Hun sendte ham et lille smil. "jeg har været forfærdelig heldig og forfærdelig uheldig på kort tid. Min tid i landet har været kort og dog kan man ikke påpege at den har været kedelig overhovedet" sagde hun roligt og begyndte at rode let ved at stykke af sit tøj. Hun havde let ved at blive meget flyvsk når hun bare sad stille så det var rat for hende at have noget at pille ved.

Aya havde hørt om ham og var blevet opfordret til at opsøge ham af Gabriel men hun havde bare ikke fået det gjort, nu sad de der ved et tilfældig møde og snakkede sammen. Egentlig så var det allerede lidt hyggeligt synes Aya, hun kunne meget godt lide ham. Han virkede roligt flink. Han havde været heldig. Hans forældre havde elsket hinanden, hun kunne ikke lade være med at tænke på om det havde været det samme tilfælde med hendes forældre eller om det havde været tvang? Det var nok aldrig noget hun fandt ud af. "Jeg ved ikke om der var kærlighed imellem mine forældre, desværre. De døde begge kort efter min fødsel så jeg har aldrig mødt dem" forklare hun roligt og vendte blikket mod ilden. Det at han blinkede til hende fik hende til at fnise let mens hun lyttede til hans ord. "Jeg virker nu ikke så overbevist. Du virker som en der sagtens kunne finde på at lave ballade." Hun blinkede selv i hans retning og fniste let igen. Han kunne virkelig godt virke som en der kunne lave en god omgang ballade, det var da helt sikkert. Hun lod vingerne forsvinde fra sin ryg og lod sig falde baglæns ned på tæppet. Hun drejede let hovedet og kiggede op på ham. "Nej det kan jeg godt se. Af hvad jeg ved om mine forældre så var min mor engel og min far var vampyr. Min far kidnappede min mor fra Procias og til hende med sig til Dvasias hvor jeg er født og de døde men andet er mig pokkers ukendt at det virkelig kan være fustrerende en gang imellem" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun vidste ikke helt hvorfor men hun slappede rigtigt af sammen med ham, måske var det fordi det hele ikke var så fint, at man ikke skulle kalde hinanden for De og sådan nogle ting.

[Deleted]

Man kunne vel godt sige at Aya havde formået at få sit navn på folkemunde, efter selv denne korte tid i Procias? Hun havde været utrolig uheldig og dog heldig at være i live. Når borgerne først gik ind på den måde, for at slå ihjel, så var det fordi at de mente, at de ville slå ihjel. Og de vovede at kalde vampyrerene for mordere? For dem var det om ikke andet mere smertefrit end hvad de andre havde gang i! Han lod hovedet søge let på sned. "Man skal bevæge sig forsigtigt her omkring. Jeg er heldig at kunne bevæge mig ude i solens lys, uden at det påføre mig nogenskade. Folk er mistroiske, men at kunne vandre i dagslys er en fordel her omkring. Du er heldig at være i live.. selv på trods af det uheld som til nu har fulgt dig," sagde han med en rolig stemme.

Selv så Carlisle ikke nogen grund til at skulle holde hemmeligheder for hende. Hun virkede hyggelig og ikke mindst åben for det hele, og det var noget som han godt kunne lide. Selv var det ikke ofte, at han satte sig ned for at føre en samtale.. Han havde så meget andet at tage sig til.. Særligt med den søskendeflok han havde, og den yngste af pigerne kunne han ikke finde, så der var mere end nok! "Det er jeg ked af.. Min mor.. englen i familien, ladet selv livet da jeg var 7 år gammel.. Hun mistede livet til en Dødsengel," fortalte han. Den samme dødsengel havde man ganske vidst ikke set siden og det havde knust den lille familie. De mindste havde heldigvis været for små til at de kunne forstå det - heldigvis. Trækket på mundvigen bredte sig kun mere. "Hvad får dig til at tro, at du ikke kan stole på mig og mine ord?" spurgte han morende. Han rettede sig en anelse op, hvor han lod den blege hånd støtte af bagved ham, så han kunne sidde ordentligt. "Det nager dig, at du ikke kender til din fortid, kan jeg høre, Aya," begyndte han roligt, som han lod hovedet søge mod den anden side. At læse folk var han faktisk god til. "Tingene sker af en grund.. Uanset hvor hårde og groteske de end kan være.. Tro mig.. Jeg taler af erfaring," sagde han denne gang med en mere seriøs undertone.

[Aya Keena]

Aya havde været meget uheldig i sin korte tid i Procias men hun var rigtig glad for at hun ligeså havde været så heldig. Et sted havde der været mere held end uheld. Hun bed sig let i læben, det havde været en mærkelig tid efter hun var blevet angrebet. Tanken om at han endnu gik rundt derude og hun ikke vidste om han ville gøre hende noget eller ej var virkelig skræmmende. Hun nikkede stille ved hans ord. "Kan du være i solen hele dagen? Eller er det kun for en periode? Selv kan jeg være ude så længe det er overskydet men kun i en begrænset periode hvis solen rammer mig. Dog var angrebet på mig ikke race bestemt men personligt. Manden som angreb mig var åbenbart min mors mand da hun stadig var i Procias. Han siger at hun blev ført væk mod hendes vilje men jeg får nok aldrig sandheden af vide desværre" forklarede hun roligt.

Aya var egentlig utrolig glad for at han var kommet dumpende, han var meget rar og venlig og det kunne hun rigtig godt lide. Engel i ham kunne hun tydeligt mærke og det beroligede hende rigtig meget. Han var heldig at hans forældre havde elsket hinanden og at han havde kendt dem, selv var Aya jo ikke så heldig. "Jeg husker dem ikke, jeg var stadig kun nyfødt da de døde men et sted så sidder jeg da med nogle spørgsmål nu som jeg nok ikke får svar på" sagde hun tænktsomt og bed sig selv lidt i læben igen. Det var en dårlig vane hun havde, med de spidse tænder var det alt for let for hende at bide hul. Et drillende blik søgte mod hans skikkelse og hun smilede sødt. "Kald det intuition. Jeg er ret sikker på at jeg kan stole på dig og dog tror jeg at du sikkert godt kunne finde på at lave diverse ulykker om natten." Et blidt grin kom over hendes læber og hun rodede let ved sit hår. Han var nu meget sød, det kunne hun godt lide. At han læste hende godt gjorde hende intet, hun lagde jo ikke ligefrem skjul på det faktum at hun ønskede at vide mere om sig selv og sine forældre. Hun sendte ham et lille smil. "Jeg ville gerne vide det hele, have nogle svar om ikke andet. Det er det som jeg mangler." Hovedet søgte let på sned og hun nikkede blot ved hans ord. han havde jo kun ret. "Hvem ved, en gang i mellem skal der ske noget ondt før der kan ske noget godt" smilede hun roligt og lagde sig lidt bedre til rette på tæppet. Det var dejlig blødt.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Aya virkelig havde gjort sig stedskendt i den her verden. Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det. Det kunne skam være både godt og skidt - af hvad han selv havde erfaret. Han sendte hende et let smil. De delte noget.. noget som ikke særlig mange selv var en del af, hvilket uden tvivl var noget af det som faktisk betød for ham. "Det kan være både godt og skidt at være kendt på den måde, Aya.. Det er noget som du skal være forberedt på, og særligt hvis kongen er involveret i sagen på den ene eller den anden led," fortalte han med en rolig stemme. Han betragtede hende roligt og med et let smil. Solen var for ham, ganske ubehagelig, men det var ikke værre end at han kunne holde det ud. "Mit gen fra englen er stærkere end den fra vampyren.. Jeg kan gå ude lige så tosset jeg vil.. Solen er bare ubehagelig og skærer voldsomt i øjnene," fortalte han med en ærlig stemme. Derfor foretrak han faktisk at vandre ude om natten. Han var ekstrem sårbar overfor kraftig lys.

Det var heller ikke ofte at Carlisle åbnede sig op på den måde, som det han gjorde lige nu. Han betragtede hende med en rolig mine. Naturligvis fandt han det trist, at hun ikke kendte til sin familiebaggrund, men visse ting vidste han fra sin egen, forblev bedst usagte. "Det lyder mig som en hård baggrund, af hvad du alligevel kender til hvad den angår," begyndte han roligt. Han havde været heldig, at hans forældre virkelig havde elsket hinanden. Hans far havde nægtet at finde en kvinde efter tabet af hans mor. Han smilede let for sig selv. "Med hånden på mit døde hjerte... Så kan du stole på mig.. Jeg ville ikke være her hvis ikke," fortalte han roligt. Hun havde den rette indstilling til tingene. Det var bare ikke altid at tingene gik heldigt for sig. Desværre. "Det kan man jo kun håbe.. Vi har selv nogen hårde odds i landet her i forvejen.. Jeg er sikker på, at det nok skal gå for dig," sagde han med et let optimistisk smil.

[Aya Keena]

Det var ikke ligefrem fordi Aya havde prøvet at blive kendt i landet her på nogen måde og dog så måtte det have endt med at blive tilfældet. Hun sukkede stille, hun ville egentlig bare gerne være til uden at have bekymringer men det lod ikke ligefrem til at kunne lade sig gøre det mindste. De blå øjne vendte hun roligt mod ham. "Det har aldrig været min mening at skulle involvere vores konge, Carlisle. Han fortjener bedre end de problemer som jeg har forsaget ham siden min ankomst til landet her. Han ser virkelig det gode i alle, jeg håber ikke at det at han har taget mig ind ender med at blive noget han fortryder" sagde hun ærligt. Hun var virkelig god som dagen var lang man hun havde været ude i mange problemer allerede og det havde folk hørt om. Hun ville virkelig ikke skabe problemer for ham, den tanke kunne hun faktisk slet ikke bære. Som hende var englen i ham stærkere end vampyren og et sted anså hun ham som heldig at han kunne gå ude selvom solen generede ham. "Du er heldig. Jeg kunne godt tænke mig at kunne bade mig i solen hele dagen. Selv har jeg aldrig været bundet til natten og dog overvejer jeg at skifte min døgnrytme." Et sted så ønskede hun at undgå Gabriel så meget som muligt. Det var vidst bedst for dem begge i et stykke tid.

Aya åbnede sig for alle og en hver, hun var umådelig naiv og godtroende og snakkede gerne med alle om alt ting. Hun havde ikke noget imod at dele noget af sig selv med andre overhovedet. "Jeg ved det virkelig ikke. Alt jeg ved er rygter, det kunne lige så godt ikke være sandt det som jeg har fået fortalt. Det er irriterende men jeg lever med det så godt som jeg nu kan" sagde hun optimistisk og smilede til ham. Hun ville ikke lade det gå sig på, der var jo ikke rigtig noget hun kunne gøre ved det. Hun kom op og sidde og satte sig op på alle fire og kiggede meget mistænksomt på ham før hun smilede. "Ok, så stoler jeg på dig, Carlisle" sagde hun med et grin og lod hovedet søge let på sned. Hendes blik søgte hans bryst og hun betragtede ham lidt. "Har du virkelig ingen puls?" Nysgerrigheden var at spore i hende, det var da sikkert. Hun vendte blikket mod ham igen med et lille smil. "Vi har begge nogle hårde odds så hvorfor ikke bare gå igennem det sammen i stedet for hver for sig? Jeg er ret så sikker på at jeg godt kunne bruge et fif eller to" sagde hun smilende og satte sig op på knæene og betragtede ham.