I need sleep

[Aya Keena]

At hans søskende var lyse af sind og sjæl ville uden tvivl hjælpe dem igennem deres liv her i landet. Selv den tanke måtte glæde Aya på hans vegne, hun kunne jo tydeligt se hvor meget det betød for ham og hans brændende ønske om at holde hovedet højt for deres skyld var meget nobelt af ham og noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun trykkede lidt om hans hånd og strøg håndryggen stille. Hun savnede virkelig at skænke nogen disse form for kærtegn, som slave havde hun været selskabs pige, hun havde været en som havde nusset og puslet om sine tidligere Herre og de andre slaver som hun havde levet med og det savnede hun nu. Hun vendte roligt blikket mod Carlisle og smilede blidt. "Du er stærk, du skal nok klare de hårde odds med højt løftet pande. Jeg ville ønske at jeg var så stærk. Det må være dejligt" sagde hun blidt og fortsatte bare med at stryge hans hånd blidt. At han lovede at komme til hende hvis han havde brug for en til at lykke gjorde hende glad hvilket var tydeligt at se på hende. "Godt. Du kan altid komme til mig hvis der er noget. Altid." Et af du bedste ting hun vidste var at gøre gode ting for andre, hun elskede det så meget at hun virkelig havde det med at glemme sig selv i enden.

For Aya havde dyret aldrig spillet en stor rolle, jo det lå da i hende men hvor han var vokset op sammen med hans far som var vampyr var hun vokset op hos nonner i en kirke. Hele hendes barndom havde handlet om gud og det gode i andre og verdenen og derfor havde hun også et andet syn på det dyriske som var i dem. Hun sendte ham et lille drillende smil. "Burde jeg være det?" spurgte hun drillende og blinkede let til ham. Hun havde det godt sammen med ham, det var da tydeligt.
At han blev påvirket så meget af hendes blod var hun ked af. Han havde aldrig smagt det søde blod som flød i det levende mennesket åre og hun ville ikke friste ham. Det var ham klart en fordel at han ikke havde smagt det, det måtte gøre det lettere for ham end det var for så mange andre. Hun strøg ham endnu en gang over kinden, hun sad tæt op af ham men anderledes end hun havde siddet før. Hun sad med ansigtet vendt mod ham. Hun sendte ham et blidt smil og lod hovedet søge let på sned ved hans ord. Det var min fejl og derfor skal jeg også undskylde" sagde hun blidt, hun lod roligt sin hånd falde fra hans kind og tog den til sig. Hun foldede let hænderne foran sig og betragtede ham roligt. Det var virkelig ikke fordi hun ønskede at han skulle blive utilpas ved lugten af hendes blod, hun ville jo ikke have at han blev påvirket på den måde.

[Deleted]

At være stærk, var uden tvivl også frygtelig tungt for Carlisle, selvom han virkelig forsøgte at gøre det så godt som han kunne. Hans søskende var rene engle, så der var ikke noget som folk kunne bruge mod dem, og det var det vigtigste for ham. Det var en kamp som han skulle kæmpe og da særligt for at holde hovedet højt hævet, selv på trods af det faktum, at det slet ikke var særlig nemt. Han sendte hende et smil og trykkede om hendes hånd. "Jeg tror ikke du ved hvor hårdt det kan være, at skulle kæmpe med den slags alene. Det er virkelig en kamp for at finde ud af det, og bare acceptere, at folk ønsker at gøre hvad de nu gør.. Særligt her i Procias," fortalte han. At hun udviste ham den form for kærtegn og omsorg, var slet ikke noget som man kunne sige, at han havde været vant til, siden han havde haft sin mor, så det var jo efterhånden mange år han var gået uden. Han sendte hende et smil. Så sød en kvinde som hun var. "Tak. Det skal jeg huske," endte han med et stille smil.

Det var ikke nogen hemmelighed, at det dyriske, uden tvivl var hvad der stod stærkest i Carlisle. Han havde levet med sin far i stort set alle dage - frem til for nylig om ikke andet, og derfor var det da naturligvis svært at finde sin plads i det hele. Han blinkede let til hende. "Føler du dig bange?" spurgte han halvvejs i en opfordring, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, når der nu endelig var mulighed for dette.
Duften af blod havde tildels slået Carlisle ud af kurs, for han ville ikke.. Han ville og han ønskede virkelig ikke at nære sig på det, selvom det var.. svært når det var så tæt på! Hendes strøg over hans kinder og generelt.. over ham, var da uden tvivl med til at gøre det nemmere for ham, selvom det da uden tvivl var svært.. virkelig svært, men det var vel bare at gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. "Jeg burde heller ikke reagere sådan... jeg beklager.." Han vendte blikket i retningen af pejsen i stedet for. At gøre det ukomfortabelt for hende, havde da aldrig nogensinde været hans intention ved dette.. Overhovedet ikke.

[Aya Keena]

Aya forstod ham. han måtte virkelig have det hårdt, det var da tydeligt og hun vidste ikke hvad hun kunne gøre for at hjælpe ham. Hun lyttede til hans ord og uden at sige noget kom hun op knæene. Hun slap hans hånd og lagde roligt armene om ham, den ene om hans skuldre og kørte hånden igennem hans hår og den anden lod hun stryge hans kind. Hun sendte ham et lille smil og krammede ham. "Du er ikke alene længere. Jeg vil kæmpe ved din side og støtte dig så længe som du har brug for det, det lover jeg" hviskede hun blidt og betragtede ham med blide øjne. Han havde haft det hårdt og hun ønskede virkelig ikke andet end bare at hjælpe ham og være der for ham.

At dyret var stærk i Carlisle havde hun fundet ud af men det gjorde hende intet. Han var sød og rar og dyret var en del af dem begge selvom det ikke var ligeså fremtræden i hende. Hun grinede lidt ved hans ord og lod hovedet søge let på skrå. "Måske, hvad hvis jeg ikke er bange for dig?" spurgte hun drillende. Han var virkelig rar at være sammen med og bare snakke med. Hun nød denne lille leg som de lavede og bare det at være i hans nærhed. Han udstrålede noget, noget som hun ikke kunne sætte fingeren på men noget som hun kunne lide.
Hun havde været uopmærksom og det havde bragt dem i denne situation og det var ikke en behagelig tanke. Det var tydeligt at han lagde skylden på sine skuldre, sagde at han ikke skulle reagere sådan men det behøvede han ikke. Aya vidste hvordan det var, selv bar hun det samme dyr i sig som han. Dette var ikke noget som havde påvirket hende. Hun betragtede ham som han vendte blikket mod pejsen. Hun lod hovedet søge let på sned, hun rykkede sig tættere på ham, slog armene om halsen på ham og plantede sine læber blidt på hans kind. "Så. Det betyder at du er tilgivet. Jeg kender følelsen du sad med, jeg er som dig. Du behøver ikke undskylde overfor mig på den måde. Dette er noget som vi deler og noget som vi begge forstår os på" sagde hun mildt men også en smule fast. Han skulle ikke undskylde, han havde jo intet gjort! Hun slap ham roligt igen og smilede blidt til ham. Der var virkelig intet at undskylde for.

[Deleted]

Kampene var mange og de var uden tvivl også hårde for Carlisle. Særligt fordi at han konstant mødte den ene modgang efter den anden, og det var uden tvivl noget, som han kunne begynde at mærke. Han kunne ikke gøre for det.. men det var der, og det var nok! At hun så direkte skulle lægge armene om ham, var han dog ikke ligefrem forberedt på, selvom dette dog ikke var så slemt igen. Han måtte jo erkende, at han godt kunne lide den fornemmelse, som det efterlod ham med. En følelse af omsorg.. End ikke den, havde han mødt igennem mange år nu. Han smilede svagt for sig selv. Naiv var hun virkelig, og det kunne godt gå hen og blive farligt. "Det er store ord du giver mig, når du ikke kender til de kampe, som jeg nu har måtte kæmpe," forklarede han roligt. Ikke fordi at han ønskede at skræmme hende væk, men et løfte om at kæmpe ved hans side.. Den var svær.. og det vidste han jo godt.

Legen her, var en som Carlisle uden tvivl godt kunne lide. Det var en leg med dyret, som befandt sig i dem begge, og særligt fordi at han så sjældent lod det komme frem. Han blinkede til hende med det ene øje, inden han lod en brummen tvinges forbi hans strube. "Er du bange for mig nu?" spurgte han drillende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle være bange for ham. At der var andre som ham, og som hende, var jo altid rart at få en bekræftelse på - og det var jo det som han nød af lige nu.
Blodet havde måske ødelagt stemningen lidt, for blod var det som kunne rive selv det værste frem i Carlisle! Ej fordi at han kunne gøre det store ved det, for det kunne han da godt nok ikke, men selv han måtte jo gøre så godt hvad han kunne med de muligheder han havde. At hun så igen lagde armene om ham og kyssede hans kind. Dette var han dog slet ikke vant til at blive udsat for. Ikke fordi at det var slemt, men.. bare uvant for ham, og det var jo det som han reagerede på. Han vendte blikket mod hende igen. Han sendte hende et smil og hævede hånden og strøg hendes kind. "Det er måske en del af mig, som det er en del af dig, men det er netop dette, som gør, at folk har det syn på mig, som de nu har. Jeg ved ikke hvad blod gør ved dig, hvis det bliver præsenteret.. friskt for dig på den her måde.. Men mit første instinkt, siger at jeg skal.. slå ihjel.. Og det ønsker jeg jo ikke at gøre," endte han dæmpet.

[Aya Keena]

Aya ønskede at udvise ham den omsorg, et sted havde hun allerede på nuværende tidspunkt knyttet sig til ham, han var af samme sjæl som hende, ønskede blot at kunne være i dette land uden at skulle se sig over skulderen hele tiden. Det var en kamp for dem begge og han havde det hårdere end hende fordi han ligeså havde hans fars og brødres rygte at holde over hovedet. Folket her i landet så ikke bare ham mens så hans familie og det var i sandhed en forfærdelig ting. Hun holdt roligt om ham og sendte ham et kæmpe smil. "Måske jeg ikke ved hvad det er for nogle kampe du kæmper men jeg finder heller aldrig ud af det hvis jeg lader dig kæmpe dem alene. Jeg ved at jeg måske stadig er meget ung men ..... men jeg ønsker at hjælpe og det kan jeg gøre ved at støtte og kæmpe ved din side. Jeg er ligeglad med at det er farligt for både du og jeg fortjener folk omkring os som vil kæmpe til den bitre ende" sagde hun blidt og strøg ham over hårdet. Sådan havde hun bare altid været og dette ville nok ikke ændre sig.

Dyret i dem var noget som de kunne dele selvom de ikke var lige påvirkede af det. For Aya's vedkommende bemærkede hun ikke vampyren ret meget men hun tog jo også mange foranstaltninger for at hun skulle bemærke det så lidt som muligt. Den sult hun havde følt var forfærdelig og hun ønskede ikke at føle den igen, derfor drak hun også regelmæssigt sådan så hun mærkede den så lidt som muligt. Hun grinede let af ham og lod hovedet søge let på skrå. "Jo jeg er meget bange for alle de farlige ting som du kan finde på at gøre ved mig med dine skumle bagtanker" drillede hun igen og grinede lidt mere. Hun hyggede sig virkelig med Carlisle, hun kunne slet ikke lade være.
Hendes blod havde rykket i ham, revet i hans sind og vækket hans sult hvilket var en trist tanke. Selv bemærkede hun det ikke for det var jo hendes eget blod. Hovedet søgte let på sned inden hun rystede på hovedet ham. "Jeg ved det godt. Aldrig har jeg prøvet at have nogen der blødte foran mig, ikke af hvad jeg mindes. Jeg ved hvad det river i dig og det er jeg ked af men i dette rum, når der bare er os to, så skal du ej undskylde for jeg ved hvordan det kan påvirke os. Så lad være med at undskylde overfor mig, okay?" bad hun stille og nød det at han strøg hendes kind. Hun satte sig ved hans side, lænede sig let op af ham og begyndte blidt at nusse ham på armen. Hun følte sig virkelig rolig sammen med ham.

[Deleted]

Det gik hurtigt op for Carlisle at denne kvinde, måtte være den mere naive af slagsen. Ikke fordi at det var noget der som sådan, gjorde ham noget, men det var nu bare sådan at tingene var. Et eller andet sted, så var det faktisk... sødt. Selvom han nu heller ikke sagde det højt. Det var en tanke, som han kunne gøre sig i sit eget stille sind, og det var næsten det, som var ham selv det bedste af det hele. "Det er meget muligt, men det er virkelig en hård kamp, som jeg ikke ønsker, at du skal blandes ind i. For alt hvad jeg ved, kan det resultere i at du kommer til skade, og det er slet ikke noget som jeg ønsker.. Støt mig moralsk og ikke fysisk.. Så er jeg tilfreds," sagde han med en rolig stemme. Han ville hellere have det på den måde, at han så havde en at søge til efterfølgende, og så vide, at tingene var som de burde være.. og at han havde en at snakke med om tingene, og særligt når de var hårde.

Dyret var uden tvivl en stor del af Carlisle, og selv det, var jo en ting, som helt klart måtte tale imod ham i det her tilfælde, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han blinkede let til hendes skikkelse. Selv kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Han trak let på smilebåndet. "Du skal selvfølgelig også bare ødelægge det hele," endte han med en tydeligt morende stemme. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Selv nu hvor hun sad der og så tæt på ham.. skænkede ham de kærtegn, gjorde det jo selv noget ved den unge mand, som måtte være i ham. Ikke at det gjorde tingene bedre, og det vidste han jo udmærket godt. "Du er godt klar over, at jeg virkelig er fristet til at kysse dig lige nu..? Ikke?" Han blinkede let til hende og med det tydelige smil på læben. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han sukkede ganske let. "Kan vi ikke bare blive enige om, at ingen af os, er så uskyldsrene, som vi gerne vil have lov til at virke til at være?" spurgte han med et drilsk smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.

[Aya Keena]

Aya var langt fra en kriger, hun ejede ikke den fysiske styrke eller den hurtighed som kom med vampyrgenerne. Hun var på alle måder bare ret almindelig bortset fra at hendes tid i solen var begrænset og hun var nød til at drikke blod for at overleve. Hun sendte ham et lille smil og strøg ham over kinden. Hans ord fik et lille overbærende smil til at pryde hendes rosa læber. "Jeg er ej en kriger, det indrømmer jeg gerne. Jeg har ikke den fysiske styrke som man skal have for at kæmpe og ..... jeg bryder mig ikke om at kæmpe imod. Da jeg blev angrebet her kunne jeg havde gjort så meget men jeg valgte ikke at kæmpe i håb om at overleve og fordi jeg ikke bryder mig om at yde andre skade så jo, vi kan godt aftale at jeg er din moralske støtte og hjælper dig og snakker med dig. Et sted er det jo også en måde at kæmpe med dig på, hvorfor tror mænd altid at en kamp skal være fysisk?" spurgte hun mildt og satte sig ned ved hans side igen.

Det dyriske i dem var noget som de bar præg af. Det var der ikke noget at gøre ved og lige nu kunne hun godt bare lide at snakke med ham og have denne her lille leg som de delte. Hun kunne virkelig ikke lade være med at grine med hans ord. "Undskyld at jeg ødelagde det hele for dig" sagde hun tydeligt morrende og lænede sig let indtil ham. Han var hyggelig og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Det gjorde hende glad at hun kunne have sådan en kontakt med en person som faktisk næsten var hende fremmed.
Hovedet lod hun let søge på sned ved hans ord. Hun rystede stille på hovedet. "Hvorfor er vi ej uskyldsrene? Er det blot fordi vi er vampyrer? Jeg ved ikke hvad du har bedrevet i dit liv men sådan som jeg ser på mit så har jeg aldrig gjort noget som gør min sjæl plettet. Jo, måske da jeg bed min tidligere Herre men det var noget han beordrede mig til. Hvis det gør min sjæl plettet så er det ej værd at være ren af sjæl" sagde hun roligt. Hun følte sig ikke uden kritik, det var slet ikke det men hun havde altid været meget påpasselig med at gøre noget ondt, hendes opdragelse i kirken bar hun meget præg af selvom hun havde været slave og ikke altid havde haft et valg. Hans ord om at han var fristet til at kysse hende gjorde hende faktisk helt forfjamsket. Hun blev rød i hovedet og vendte blikket mod gulvet og pillede let ved noget af sin uniform. Hun var absolut slet ikke vant til at nogen sagde sådan noget til hende, hun var vel egentlig bare vant til at de tog hvad de ville have? Aya var virkelig ikke vant til at være forfjamsket på denne måde og det var tydeligt at hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun sad lidt og endte så til sidst med at vende de blå øjne mod ham. "Jeg ..... Hvorfor? Jeg er ikke noget specielt så hvorfor får du de lyster? Jeg er jo bare mig" tanken om at nogen kunne have lyst til sådan noget med hende var hende så ufattelig fjern at hun slet ikke kunne begribe det han sagde.

[Deleted]

Selv den bedste kriger, behøvede ikke at udkæmpe sine slag på slagmarken, og selv det var noget som Carlisle var klar over. Selv ville det være rart, at der var en her på slottet, som man kunne trække sig til, og bare snakke med tingene omkring, når det blev for hårdt. Han kunne jo heller ikke fortsætte med at gå til Gabriel, selvom den mand i sandhed ydede en fantastisk hjælp hvad angik ham og hans familie, og særligt nu hvor han var den ældste, og skulle tage vare på resten af flokken. Det var ikke nemt.. men det hele handlede jo om at gøre tingene så godt, som det nu var dem overhovedet muligt. Han sendte hende et taknemmeligt smil. "Det er meget muligt, at ikke alle slag foregår i de fysiske, men for en som mig, er det en psykisk kamp, og til tider har selv jeg brug for at kunne trække mig.. brug for en at holde om og bare snakke med." Hovedet lod han søge let på sned. Han kunne virkelig godt lide hende, også fordi at hun.. snakkede åbent, og alligevel indrettede hun sig bare. Det var virkelig en pige, som han godt kunne lide. "Du tog det rette valg, selvom jeg kan forestille mig, at de ej har været tilfredse i det henseende. De har ønsket, at du skulle reagere, så de havde en grund til at gøre hvad de gjorde," fortalte han ærligt. Det var noget, som blev praktiseret næsten dagligt heromkring. Skræmmende nok.

Carlisle blev siddende, selv da hun valgte at skænke ham de kærtegn og den omsorg. Selv var det noget, som han måtte slappe af med. Hovedet lod han søge let på sned og uden at smilet falmede. "I mine øjne, er der intet væsen som er uskyldsrent. Vi lever af andre.. vi lever af hvad der holder andre i live, for at overleve selv. Selv de levende gør sig tanker, og benytter sig af handlinger, som fjerner selv den uskyld, som de er kommet til verden med.." Det kunne godt være, at det var noget af en tankestrøm, men det var sådan at han så på tingene. Der var jo heller ikke just noget, som man kunne sige, havde afvist, at det var sådan at tingene faktisk forholdt sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han betragtede hende roligt. Lysten til at kysse hende, var faktisk stor.. virkelig stor lige nu. At se hende reagere på den måde, var noget som uden tvivl morede ham. "Præcis. Du er dig.. hvorfor skulle det ikke give mig en lyst til at gøre det?" spurgte han videre. Han hævede hånden, som han let lod stryge henover hendes kind. Hun var bedårende. Hvilket var noget som han uden tvivl godt kunne lide.

[Aya Keena]

Lige som han havde Aya også brug for en hun kunne gå til. Gabriel var fantastisk, hun elskede ham faktisk men hvordan kunne han tage sig af alle hendes problemer når han nu var konge og havde et helt land at holde hånden hen over? Hun var vigtig for ham som alle andre i landet her og hun havde brug for en som hun kunne gå til når hun havde brug for det og Gabriel havde bare for travlt og var for vigtig til at de kunne blive ham. Hun bed sig let i læben og betragtede ham roligt. "Jeg er altid på slottet så du skal være velkommen til at finde mig for bare at snakke. Du er et fantastisk menneske og hvis du bare har brug for at komme væk så er jeg her" sagde hun mildt og sendte ham et smil. Hun havde truffet det rigtige valg ved ikke at kæmpe imod, Aya kæmpede aldrig imod for hun var jo opdraget med at det måtte man ikke? Et sted så havde hendes verden været meget mands domineret igennem hele hendes liv og derfor havde hun svært ved at gøre noget, især overfor mænd. Hun trak let på skulderen. "Måske, jeg ved ikke hvad folk tænker, jeg ..... kan bare ikke gøre noget mod folk, slet ikke mænd. Det ligger for dybt i mig siden alle mine tidligere Herre har været mænd og jeg bare skal føje mig. Alt det her frihed er mig virkelig nyt og faktisk skræmmende."

Han var en meget tænkende person som hun selv var. Hun kunne ikke andet end at smile ved hans ord selvom hun ikke var enig, eller hun var uenig til en hvis grad. "Jeg tror det afhænger af hvordan vi ser på det og ser på os selv. Vi kommer ind i denne verden som værende uskyldsrene, vi er født frie og det er vores valg som gør om vores sjæle bliver plettede, ikke hvad vi er født som. Du, selvom du er vampyr, har aldrig bidt et menneske, aldrig drukket blodet fra nogens hals så hvorfor skulle du ikke være uskyldsren bare fordi du er vampyr?" spurgte hun roligt. Det at han ønskede at kysse hende var virkelig så fjern en tanke for hende at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun betragtede ham en smule skeptisk ved hans ord. Hun var jo ingenting, et slavebarn, hvorfor gav hun ham de lyster? Hun kunne slet ikke forstå det, ikke det mindste! Hovedet søgte let på sned. "Jamen ..... Jeg .... Jeg er jo bare mig. Jeg er et slavebarn, jeg er intet værd. Hvorfor får du de lyster? Jeg er bare ...... ligegyldig" endte hun stille og vendte blikket i jorden. Hun kunne virkelig ikke forstå det for i hendes øjne var hun virkelig ligegyldig og slet ikke værd sådan noget. Det var en tankegang hun havde fået som slave, det var vel derfor hun havde klaret sig så godt i det miljø, fordi hun bare havde accepteret at hun ikke var mere værd end det.

[Deleted]

Ayas syn på tingene, var uden tvivl noget af det som Carlisle var mest fascineret af. Alene det faktum, at hun ikke havde gjort modstand i den situation, hvor andre faktisk havde gjort hende ondt.. Det var svært for ham overhovedet at forstå, og særligt fordi at han vidste hvor indgroet, det var i den menneskelige tilværelse, at slå fra sig, hvis livet var blevet truet. Han sendte hende et smil. Så evig optimistisk.. Det var jo lige før, at det faktisk var noget som smittede af. "Jeg må beundre dig for din indstilling, Aya. Det er ikke ofte, at det er sådan noget man ser her i landet, og da slet ikke i disse tider. Selv ønsker de os isoleret.. de ønsker vi skal handle ondt, så de har en grund til at gå videre med det til kongehuset.." For ham var det hårdt, og da særligt, fordi at han hellere end gerne - som så mange andre, ønskede sin plads i livet. Var det virkelig så underligt, at det var sådan? Han trak vejret dybt og med et let smil på læben. Hun havde ikke gjort modstand, og det kunne han virkelig ikke begribe. "Din verden må i sandhed have været mandsdomineret, om du ikke gør modstand, fordi at det var en mand.. En af slagsen som faktisk var ude på at tage dit liv den aften. Jeg ønsker ikke at noget skal ske dig, Aya.. Jeg kan skam godt se hvad det er kongen ser i dig," endte han sigende.

Carlisle var en god mand på bunden, selvom det var yderst sjældent, at han fik muligheden for at vise netop dette. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han jo bare selv at forstå sig på hende og hendes måde at se tingene på, da meget af det, var så anderledes end hans eget. "Dyr bliver slået ihjel, for at vi kan blive skænket det blod, vi skal bruge. Vi er af mørket og midt i lysets land og siden tidernes morgen, er vi blevet betegnet som uhellige.. Vi er døde.. Jeg er i hvert fald og uden et bankende hjerte.. Folk ved, at jeg slet ikke burde sidde her og snakke med dig.. jeg burde ligge kold og død i en grav." Han bragte det måske til et meget filosofisk niveau, men at høre hendes holdninger og meninger, var faktisk yderst fascinerende for ham.
At hun gik fuldstændig i baglås, da han sagde, at han var fristet til at kysse hende, fik hans smil til at brede sig. Ligegyldig? Det var der bestemt ikke nogen der var! "Hvem har sagt, at du er ligegyldig, Aya? Det er slet ikke tilfældet. Du er en unik kvinde.. virkelig unik.." Hånden hævede han igen mod hendes kind som han strøg let. Han var virkelig, virkelig fristet!

[Aya Keena]

Det meste modstand Aya havde mønstret var at prøve at fjerne englens hænder fra hendes hals men det var ikke et ihærdigt forsøg. Det lå så dybt i hende at hvis hun kæmpede imod blev alt ting værre. Hvis hun kæmpede imod så ville hun bare blive straffet hårdere og derfor kæmpede hun aldrig imod hvis hun kunne blive fri for det. Dette var nok en ting som aldrig ville ændre sig for hendes vedkommende for det lå så dybt i hende at det var bare sådan det var. "Man lærer hurtigt at tingene kun bliver værre når man kæmper imod. Sådan var det altid for mig med mine tidligere Herrer, hvis man kæmpede blev torturen kun værre, slagene hårdere eller flere af dem. På det tidspunkt var det lettere bare at give efter" forklarede hun roligt og sendte ham et stille smil. Alle søgte de vel en plads her i livet, et sted som de kunne kalde det sted hvor de hørte til. Alle ville jo gerne have det sådan og hende og Carlisle var jo ikke anderledes på det punkt. Hun rodede let ved en tot af sit hår mens han fortsatte med at snakke. Hun nikkede stille og vendte de blå øjne mod hans skikkelse. "Jeg ..... Jeg kan bare ikke kæmpe imod. Det er som om at jeg holder helt op med at fungere hvis det er en mand som har fat i mig. Jeg er virkelig ikke i stand til at kæmpe imod fordi det har været for vant for mig at blive behandlet på den måde og sådan var det bare, hvis jeg gjorde modstand betød det at jeg havde større chance for at dø end hvis jeg ikke gjorde det." Hun sukkede stille og sendte ham et lille smil. Han kunne godt se hvad Gabriel havde set i hende? Så var der i det mindste en af dem der kunne.

Aya havde aldrig rigtig haft en så dyb samtale med nogen før, hun havde aldrig rigtig haft muligheden for det og derfor lyttede hun også godt efter når nu hun sad og snakkede på denne måde med Carlisle. Hun sendte ham et lille smil ved hans ord, han havde ret i nogle ting og dog alligevel ikke. "Dyrene bliver slagtet for at folket får kød, at kongen og dronningen og resten af staben kan få noget at spise, blodet er et spild produkt som bare blev smidt væk før, nu bliver det givet til os og på den måde er der endnu mindre af det dyr som er gået til spilde end før. Din race gør dig ikke uhellige, selvom vi begge har vampyren i os så er vores sind og sjæl lyst og jeg ved godt at det Procianske folk ikke ser det men det betyder ikke at vi er uhellige eller urene. Din race er anderledes, dit hjerte behøver ikke banke for at du er i live. Folk frygter det som er anderledes hvilket er en skam" endte hun roligt og smilede blidt til ham. Dette var en meget dyb men dejlig samtale.
Hun gik fuldstændig i stå ved hans ord om at han var fristet til at kysse hende. Han var en fantastisk mand så hvorfor skulle han havde de lyster med hende? Det gav jo virkelig ingen mening overhovedet! Hovedet søgte let på sned og hun bed sig let i læben. "Jeg er et slavebarn. Slavebørn er altid ligegyldige for alle andre end slavehandlere. Jeg er intet specielt, jeg er bare Aya, jeg er bare mig selv. Jeg kan slet ikke forstå det når du siger sådan. Hvorfor skulle nogle have de lyster med sådan en som mig?" endte hun roligt og betragtede ham stadig en smule skeptisk.

[Deleted]

Selv var det meget tydeligt for Carlisle, at de kom fra hver deres stand i livet. Selv var han født ind i det fine her på slottet, hvor hun derimod havde været en slave for en anden mand, hvis ikke flere, igennem frygtelig mange år. Det var ikke en ting som han brød sig om, men derimod en ting som han måtte lære at leve med. At nogen kunne gøre sådan noget, forstod han da virkelig ikke. Han betragtede hende med en rolig mine, som han lod hånden stryge hendes kind. "Du kommer uden tvivl fra en anden stand end jeg. Selvom livet for mig, også er en kamp for respekten og retten til at være her, så gør jeg modstand, når jeg føler mig uretfærdig behandlet.. lige så burde du også gøre," endte han sigende. Uanset hvad der var sket den dag, var han glad for, at hun var kommet fra det. Han kunne i hvert fald ikke lide, at den slags skete i landet her. "Du gør kun den slags, når det er en mand som gør det, ikke sandt? Jeg skal ikke kunne sige, hvordan du førhen har været behandlet, men jeg kan forestille mig, at det ikke har været nemt for dig, at klare dit liv. Jeg er nu kun glad for, at du sidder her," endte han med en rolig stemme. Det var faktisk noget som betød en del for ham.

Selvom Aya måske havde svært ved at se det, kunne Carlisle nu godt se hvad det var Gabriel så i hende. Det var skam ikke fordi at det var nogen skidt ting, for det var på ingen måder sådan ment. Han betragtede hende med et let smil. "For mange i landet her, som går op i det rene og det hellige, så er jeg.. jeg særligt en plet på det kort. Jeg er kold.. død indvendig, og er ej i besiddelse af et bankende hjerte.. Selv jeg bliver råbt efter, når jeg endelig vandrer rundt ude, selvom jeg kæmper for deres rettigheder og dere velbefindende. Det er en hård tilværelse.. Man kan nu blot håbe på, at det er noget som vil blive bedre med tiden," endte han sigende. Selv for ham var det hårdt.. Han stod kongen, såvel som dronningen meget nær. Han var jo... den nye kongelige rådgiver, også selvom det ikke var bifaldt fra alle i folket. Han grinede let.. Det var faktisk noget, som han gjorde frygtelig, frygtelig sjældent. "Her er du ikke en slave, så hvorfor betegne dig selv som en? Du er unik, Aya.. Du er blevet skænket en verden af muligheder, som du ikke har haft tidligere.. Og hvis du ikke stopper med at nedværdige dig selv på den måde, så kysser jeg dig," endte han morende. Og han kunne finde på det!

[Aya Keena]

Aya kunne virkelig godt mærke den forskel der var imellem deres stand. Han var født på slottet, født fint hvorimod hun altid havde været en slave for andre. Hun huskede ikke meget fra sin tid før hun blev slave, hun huskede svagt kirken som hun var vokset op i men det havde aldrig været så fint som det var her på slottet. Hun sendte ham et stille smil som han støg hendes kind, hun kunne virkelig godt lide de kærtegn som han tildelte hende. Det var rart. "Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver i stand til at kæmpe imod. Jeg kan ikke lide at blive uretfærdigt behandlet men .... der er langt fra det og så affinde sig med det" sagde hun mildt og sendte ham et stille smil. Hun skulle virkelig lære det hele, det var sikkert. Hun strakte sig roligt og betragtede ham mildt. "Mest mænd men jeg har det bare generalt svært med autoriteter. Mænd er værst fordi jeg altid er blevet behandlet på den måde som jeg er blevet det på. Mænd har ...... bare et eller andet. Jeg føler mig fanger af dem og føler mig bare tvunget til at gøre som de siger og det er ligegyldigt hvem det er." Et sted var det vigtigt for hende at hun fik understreget at det virkelig var alle.

Aya kunne virkelig ikke se det. Hun var taknemmelig for det han havde gjort for hende men hun kunne stadig ikke se hvorfor han gjorde det. Med et lille smil lyttede hun til hans ord, han havde jo ret et sted. "Det er ikke iorden at de behandler dig på den måde. Du er et fantastisk menneske som virker vil dette folk det bedste. Det er synd at de ikke kan se forbi deres egne næser hvad det angår. Selvom jeg har vampyren i mig er jeg ikke død, mit bankende hjerte er noget de kan forholde sig til men jeg kunne have været ligeså død som du. Hvorfor gør det os til mindre værd end alle andre?" spurgte hun stilel og kørte hånden igennem hendes hår. Han var den kongelige rådgiver og forhåbentlig ville han få noget mere merrit med folket når han begyndte at gøre de gode ting for dem. Man kunne jo altid håbe. "Jeg nedværdiger ikke mig selv, det er blot sandheden. Jeg har altid fået det af vide, jeg er intet værd og kommer aldrig til at være noget værd. Det er noget jeg har affundet mig med for mange år siden, intet andet." Hun kunne virkelig slet ikke forholde sig til det her! Hun var intet værd, lavere end det gulv folk gik på, hvorfor prøvede han at overbevise hende om andet?

[Deleted]

De kom fra hver deres stand, og det var uden tvivl noget som havde været med til at påvirke hvordan de så på verdenen omkring sig. Carlisle var meget løsningsorienteret, hvor hun derimod.. bare accepterede tingene som de var.. Det var nok også det, som man kunne sige, var hans største problem. For han forstod virkelig ikke hvordan man kunne gøre den slags og særligt overfor sig selv. "Jeg har respekten for, at det ikke er os alle som er lige heldige.. Selvom jeg måske er født på et sted som det her, så er det bestemt ikke ensbetydende med, at det er grænser for hvad man alligevel skal acceptere og finde sig i. Det andet er bare en ond cirkel, som kan blive så svær at bryde," fortalte han med en sigende mine. Det var et alvorligt emne.. et virkelig alvorligt samtaleemne i hans øjne, og derfor havde han uden tvivl svært ved at lade den ligge. Tungen strøg han let over sine tynde læber, som han lod hovedet søge på sned. "Jeg formoder at du ikke er den store ledertype.." tilføjede han, næsten som en morskab. Det var han tildels.. Det havde han været nødt til allerede for sine søskende for flere år tilbage nu. "Selvom man har svært ved autoriteter.. Så har du da ikke udvist besvær hvad det angår overfor mig?" tilføjede han sigende. Kiggede man på rang, var han jo en højtstillet autoritet og særligt når det kom til hende. Han var jo trods alt en kongelig rådgiver.

Carlisle tog tingene lidt som de kom. Det var ikke fordi at der var meget andet valg i denne verden, og hårdt som det måske var sagt, så var der bare visse ting, som man var nødt til at leve med. "Vores levevis gør os mindre værd end andre i det procianske folks øjne. Det er en skam, at det har taget denne drejning, og særligt for os, som ønsker landet godt." Selv var det en tanke som han uden tvivl fandt direkte trist, og særligt når hun også nedværdigede sig på den måde. Bare Aya..? Der var langt mere i hende, og det kunne han jo fornemme, og særligt også mærke på kongen. Han endte med at læne sig frem og plantede et kort kys mod hendes læber. "Visse ting skal man bare ikke affinde sig med," endte han ganske bestemt. Det var jo alvorligt!

[Aya Keena]

Det var tydeligt at se på dem at de kom fra to forskellige klasser. Han var, måske ikke af kongelig stand men han havde altid levet på slottet og nu var han den kongelige rådgiver hvilket var langt fra hvad man kunne sige om hende. Hun havde altid været slave, lige så længe om hun kunne huske det. Hun havde altid bare været mindre værd end alle andre og dog havde hun altid været en af de slaver som blev behandlet bedst. Måske var det også derfor hun var som hun var det i dag, hun havde lært at hvis man var sød og blid og kærlig så skete der langt flere grimme ting med en. "Jeg ville ønske at jeg var stærk nok til at bryde de onde cirkler, at jeg var stærk nok til at kæmpe for mig selv men det er jeg bare ikke. Jeg er til gengæld i stand til at kæmpe for andre. Jeg har en meget høj smerte terskel, der er ikke mange ting i denne verden som gør ondt på mig hvilket jeg fandt ud af meget hurtigt. Da jeg var i slavehold tog jeg ofte straffe for de andre blot for at de ikke skulle lide" endte hun roligt og med et lille smil. Det havde måske ikke været den bedste ting for hendes egen krop at gøre men hun var glad for at hun havde hjulpet dem, det havde betydet meget for hende den gang og det gjorde det stadigvæk. Hans spørgsmål fik hende til at lade hovedet søge let på sned mens hun blot betragtede ham og så rystede hun på hovedet. Hun havde aldrig været en leder type, hun var en som fulgte og var glad nok for det. Hun sendte ham et lille smil. "Du er autoritær ja, lige som Gabriel men der er ingen af jer som kommandere med mig, eller du gør ikke og derfor har jeg det ikke svært med dig. Når jeg siger at jeg har det svært er det fordi at jeg har det med at adlyde uden at sætte spørgsmålstegn. Og det er med alt." Hun vidste at det ikke var en god ting men der var jo ikke så meget hun kunne gøre ved det.

Aya nikkede. De ønskede virkelig kun det bedste for landet her, Carlisle mere end nogen anden. Hans titel kunne virkelig gøre en forskel og hun kunne kun håbe på at han kunne vise dem at han var det værd. Hun sendte ham et lille skævt smil. "For nu må det være sådan men en dag så håber jeg at vi kan vise dem at vi er lige så meget vær som de er det" sagde hun blidt. Stadig kunne hun virkelig ikke forholde sig til hans ord. Hun kunne virkelig ikke se at hun var mere værd en som så. Hun var bare Aya, et lille ulykkeligt slavebarn som var flygtet fra sin herre så ikke en gang det kunne hun finde ud af. Hun var intet værd i nogens øjne så hvorfor prøve at fortælle hende anderledes? Hun blev overrasket da hun mærkede hans kolde læber mod hendes varm. Hans korte kys satte en sitren igennem hendes krop og hun stirrede bare meget forvirret på ham mens hun førte fingrene op til hendes læber da han endnu en gang havde trukket sig tilbage. Hun var målløs, hun kunne slet ikke forstå hvorfor. Det var hende sådan en fjern tanke. Et sted måtte hun bare fortælle sig selv igen at hun bare var et selskabs barn, det kunne da være den eneste grund, kunne det ikke? Ellers ville han da ikke have disse lyster med sådan en som hende? Hun lod sine fingre blidt stryge mod hendes rosa læber. Hun kunne virkelig slet ikke forstå det her! Hun var målløs, kunne virkelig intet få over sine læber. Hun kunne stadig mærke følelsen af ham mod sig. Det var virkelig underligt, det var længe siden hun var blevet kysset og et sted bragte det hende virkelig tilbage til den tid hvor hun bare var et selskabs dukke barn som skulle underholde og passe ensomme mænd.