I need sleep

[Deleted]

Carlisle sendte Aya et overbærende smil. "Han ser det gode i alle.. Selv tror jeg ikke på, at du skal være bange for, at han vil ende med at fortryde.. Han er ikke den type som gør den slags," fortalte han roligt. Selv var evnen til at gå ude i stolen, uden tvivl hvad der hjalp ham en del, men han var stadig direkte afhængig af blod for at overleve, så det satte ham bestemt ikke i et godt lys ved særlig mange borgere. Han klarede det nu alligevel.. Han forsøgte i hvert fald med de midler som han nu havde til gode, også selvom det faktisk ikke var særlig mange igen. Hans blik gled mod hendes skikkelse. "Det har sine fordele, som det har sine ulemper.. Folket tror jeg nu kan jagte i alle døgnets timer, selvom de burde vide, at ingen af os nogensinde har fået den slags.. Jeg har aldrig smagt det menneskelige, men blot det dyriske.. Det er hårde odds vi har imod os, og de vil nok for altid være der," endte han sigende. Det var hårdt.. men det var ganske enkelt ting, som man bare måtte lære at leve med i disse tider.

Carlisle kunne nu godt lide hende. Han kunne godt lide det faktum, at hun åbnede sig op på den måde for ham. Han sank klumpen i halsen og vendte blikket mod hende igen. "Alle har brug for at vide hvad de kommer fra. Det er bare ikke altid at svarene er hvad man ønsker at høre," fortalte han med en rolig stemme. Sandt at sige.. hans fars grusomme fortid var ikke noget at råbe hurra for. Det var nok ingenting i forhold til hvad hun havde at slås med på den front. Han smilede let til hende. "Ræk mig din hånd.." endte han med en rolig stemme, inden han ganske forsigtigt tog om den og placerede den tæt ved hans kolde og døde hjerte. Ingen puls.. ingenting. "Jeg har vampyren stærkt i mig lige så.. Bare ikke så banebrydende under solens lys," fortalte han roligt. At de kunne hjælpe hinanden, ville ikke gøre ham noget. Det glædede ham faktisk. "Det vil gøre tilværelsen meget nemmere.. Særligt som den eneste af min slags i søskendeflokken," fortalte han og rullede med øjnene. Familien havde ikke været helt lille!

[Aya Keena]

Aya rystede stille på hovedet. "Et sted så rygter jeg allerede nu at han fortryder det. Han er en god mand, måske en gang i mellem for god" sagde hun stille. Hun var et sted begyndt at tvivle utrolig meget på om det havde været en god ide for Gabriel at tage hende med sig og tilbyde hende et arbejde på slottet. Selvom det var en tanke som gjorde ondt så kunne hun alligevel ikke lade være med at tænke den. Aya var som Carlisle afhængig af blod. Hun havde smagt menneske blod så det var en omvæltning for hende at drikke dyreblod ny selvom hun drak det uden at klynke. Hun ville ikke smides ud. Ikke på vilkår. hans ord fik hende til at sukke stille. Folket i Procias kunne virkelig være for meget en gang i mellem. De ønskede ikke at der skete nogen noget ondt og alligevel så var de jagtet på denne måde? "Folket her i Procias har virkelig svært ved de mørke racer. Et sted kan jeg godt forstå dem, der er hændt meget i landet her men stadig synes jeg ikke at det er nogen undskyld for den opførsel som de ligger for dagen. jeg har smagt menneskeblod. Jeg ved ikke om det er dig kendt men før Gabriel redet mig var jeg slave. Jeg har været hos forskellige herre og den ene af dem ønskede at jeg skulle bide ham. Jeg har altid kun bidt folk som har villet det så det er en smule underligt at drikke dyreblod nu. Det smager anderledes" endte hun roligt og med et lille smil

Aya kunne virkelig godt lide ham. De var meget ens og det var nok første gang at hun havde fundet en som var så ens med hende selv og det var en dejlig tanke. Hun smilede varmt til ham. "Svarene kan være grumme, det er jeg skam indforstået med. Jeg tror bare aldrig at jeg kommer til at kende sandheden medmindre jeg søger til Dvasias og det er ikke en handling jeg har lyst til" sagde hun mildt. Hun kravlede tættere på ham, hun var meget nysgerrig for aldrig havde hun mød en som ikke havde en puls. Hun lod ham tage sin hånd og ligge den mod hans kolde bryst. Det var hende virkelig en underlig følelse. Hun satte sig helt tæt ved ham og sad bare og holdt hånden ved hans bryst. Dette var i sandhed noget hun aldrig havde prøvet før! Blikket vendte hun roligt op mod ham. "Det er virkelig underligt. Du er den første jeg nogensinde har mødt uden en puls." At de kunne hjælpe hinanden var en dejlig tanke. Aya kunne virkelig ikke lide at være alene så det at han sagde ja glædet hende umådeligt. Hun nikkede blot til hans ord og smilede varmt til ham. Glæden kunne umuligt skinne mere ud af hende end den gjorde nu.

[Deleted]

"Det tror jeg ærlig talt ikke, at du skal være bange for," sagde han roligt. Selvom Gabriel var typen som faldt det gode i alle, så havde det uden tvivl også sine fordele, at han tog tingene på den måde, som han nu også gjorde det. Carlisle var glad for den mulighed han selv havde fået, også selvom mange af befolkningen var mod dette. Han lod hovedet søge let på sned. Procianerne var egoistiske.. og man kunne jo lige så godt indrømme det fra start af, istedet for det andet. "Folk er måske bange for at de tragiske ting skal gentage sig. Det som de derimod glemmer, er at mange onde ting lige så kan være sket med os, siden vi har valgt at slå os ned her.. Det er ikke noget som de ser.. De giver os ikke en stemme til at forklare os, og ej heller en mulighed for det. I deres øjne, er vi grumme væsner, der skal udryddes.. De ved slet ikke hvad vi kan," forklarede han sandfærdigt. Selv havde han længe været udsat for alverdens tilråb af den procianske befolkning, og nu siden han havde valgt at omlægge sin hverdag og være vågen om natten, så var det som om at folk havde glemt, at han var der. Uden tvivl var det noget som han var virkelig glad for.

Carlisle kunne virkelig godt lide at snakke med Aya. Selvom det uden tvivl var en direkte tragisk historie som hun måtte bære på, så var det ikke noget som han tog så tungt. Han forstod hvis hun have brug for at fortælle den og brug for nogen til at lytte. Det gjorde han gerne. De var trods alt nødt til at hjælpe hinanden lidt. Særligt nu hvor de faktisk kunne. "Aldrig har jeg smagt menneskeblod, så om der er nogen forskel skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved ikke meget om din fortid.. blot hvad der er snakket om på slottet her. Det er en grum fortid du har lagt bag dig, så jeg forstår, at dette er noget af en omvæltning.."
Selv lod Carlisle hendes hånd falde mod hans bryst. Der var ikke en puls at finde. At det så derimod var noget som fascinerede hende så meget, var noget som han selv blot måtte finde direkte morende. "En gang skal jo være den første.. Det er ikke det bankende hjerte, som holder liv i mig. Det er den hårde odds jeg har imod mig," forklarede han roligt. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han slap den igen.

[Aya Keena]

Han trak stille på skuldrene. Et sted var det vel heller ikke så underligt at hun frygtede det? Hun havde jo ikke lige frem været den med mest held indtil nu og et sted var hun jo vant til at blive udskiftet. Det var da vidst tydeligt fordi hun ikke kun havde haft en men mange herre tidligere. Hun var vel bare bange for at Gabriel skulle ende med at blive træt af hende så hun blev kastet væk igen, hun ventede vidst bare på det et sted. Gabriel så virkelig det gode i alle og det gav dem begge mulighed for at sidde her som de gjorde det nu. Inden for slottets mure kunne de da være sikre, i hvert fald sådan nogenlunde fra folket og deres had. Hun nikkede roligt ved hans ord. "Du har ret. De glemmer at hvis der sker noget slemt i landet her vil det ligeså ramme os fordi vi er en del af dette land. Dog kan de kun se at det er mørket som går imod dem og eftersom vi er en del af mørket af race så forbinder de mørket med os. Det er det som er noget af det værste ved det hele" sagde hun stille. Det kunne virkelig være forfærdeligt at blive behandlet som om man kunne finde på at slå en eller anden ihjel hvert øjeblik det skulle være.

Et sted så havde Aya vel meget brug for en som kunne lytte til hende og snakke med hende? Hun kunne ikke rigtig med Gabriel fordi han var kongen og hun var blot en tjeneste pige. Deres sidste møde var virkelig ikke gået så godt og det kunne få det helt til at vride sig i hendes indre af bare ubehag når hun tænkte på det. Det var også derfor hun var så taknemmelig over at Carlisle faktisk godt gad at snakke med hende og lytte til hende. Allerede nu følte hun at hun ville få en ven og støtte i ham. "Det er en omvæltning men en jeg gør med glæde. Jeg brød mig aldrig om at bide i andre selvom de gerne ville have det. Det er virkelig en underlig følelse. Hvad angår hvad der bliver sagt på slottet om mig og min historie tror jeg at man skal tage med et gram salt. Jeg har hørt nogle ret vilde historier som er gået fra mund til mund og blevet fordrejet fra sandheden at jeg end ikke selv kunne genkende dem" sagde hun mildt og smilede.
Hun var umådelig fascineret af hans mangel på puls. Det var virkelig noget hun aldrig havde oplevet før. Hun satte sig helt tæt på ham og mærkede efter men der var virkelig ikke andet end kulde. "Det er mig virkelig underligt at du ingen puls har. Jeg vidste godt at vampyr som race er døde og at når man er halv race at man så kan være det samme men dette er første gang jeg oplever det" endte hun nysgerrigt. Hun mærkede hans hånd give et blidt klem omkring hendes hendes og ligesom han lod hun den falde. hendes blik vendte hun ned i skødet med en let rødmen i kinderne. Hun havde måske været en smule får påtrængende?

[Deleted]

Carlisle betragtede hende roligt. Hvad der ramte landet her, ramte også dem, men det var også den historie som de selv var en del af og som de selv havde med sig, hvilket selvfølgelig var en trist tanke. Folk blev ikke hørt i dette land, og uanset hvor grotesk det end måtte være.. så var det jo bare omstændigheder som man måtte lære at leve med, uanset hvor hårdt det så end måtte være. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse og med et svagt træk på smilebåndet. Han fandt det faktisk rart at have nogen at snakke med om det. "Folk er så hurtig til at dømme andre på hvad de ser og hvad de hører og det er en skam. Vi har selv en historie som vi ønsker at fortælle.. noget som vi ønsker et klap på skulderen for, og en menneskelig forståelse.. Den får vi bare ikke i landet her.. Og det er noget som selv du skal være forberedt på.. Kan de smide dig på et bål, er der mange som ikke vil tøve med at gøre det.. Uanset hvad, så er vi ikke velsete." endte han med en sigende mine. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme noget til.

Carlisle lod hendes hånd hvile mod hans bryst. Et sted føles det rart, men underligt også fordi at han ikke lod folk komme så tæt på. Langt de fleste plejede at blive skræmt af den kolde hud og det døde hjerte. "Folk kan spille så venlig, så venlig, og alligevel har de altid en bagtanke med hvad de gør, og det er noget som du er nødt til at huske på," fortalte han med en rolig stemme, som han igen lod hovedet søge let på sned. Han betragtede hende roligt. At det var første gang hun kom over en som virkelig havde denne del af vampyren i sig, fandt han underholdende. Han havde lært at leve med det.. for ham var det hverken underligt eller fascinerende, men derimod ganske normalt. Han smilede let for sig selv. "Det glæder mig at jeg kan fange din fascination, Aya.. Det her er nu hvad jeg er.. og det er den del af mig," fortalte han. Han var stolt af hvad han var, og hvad han havde opnået.

[Aya Keena]

Det var egentlig forfærdeligt at folkene i Procias ikke kunne se hvad de udsatte andre for. De var så hurtig til at dømme mørket, mørkets land og dem som havde de mørke racer i sig uden at de vidste noget som helst. Tanken om at være hadet på forhånd var utrolig hård for Aya fordi hun virkelig søgte andre folks velvilje på den måde som hun gjorde det. Hun vidste at det var noget hun skulle vænne sig til men det var virkelig svært for hende. Det var rart at føle at hun ikke længere var alene om det, et sted fortrød hun at hun ikke havde søgt Carlisle ud noget før, måske hun så slet ikke have oplevet det som var hændt i byen. Hun rystede tankerne af sig, der var ingen mulig måde at ændre fortiden på, nu måtte hun hellere se fremmad. Hun sendte ham et lille smil. "Det er virkelig grotesk at de hader og foragter os så meget uden at kende os men der er ikke rigtig noget vi kan gøre ved det. Du har boet har i mange år som du siger og de kan stadig ikke lide dig og så er der vidst heller ikke meget håb for mig?" endte hun roligt.

Det var ikke meningen at hun ville være påtrængende på nogen som helst måde men hans krop fascinerede hende utrolig meget. Altid havde hun gået meget op i sin egen krop, hvordan hun healede og sådan noget ting så at møde en hvis krop var så anderledes kunne hun virkelig ikke lade være med at ville vide mere om. Hun smilede lidt ved hans ord og vendte blikket tilbage mod ham. "Og hvad er så din bagtanke, Carlisle?" spurgte hun blidt men måske også en smule drillende. Hun kunne vel ligeså godt høre om han havde skumle bagtanker eller om han bare sad her fordi han kunne lide det. Hun var umådeligt fascineret af hans krop og det var også derfor hun holdt hånden mod hans bryst så længe. Det var hende virkelig underligt! Den røde farve var begyndt at forsvinde men varmen var der stadig væk. Sådan nogle små ting kunne hun virkelig ikke lade være med at reagere på og det var pinligt. Forsigtigt tiltede hun hovedet og lagde kinden let mod hans ene skulder. Den var dejlig kold. "Jeg er sikker på at det for dig er meget normalt men det er det ikke for mig. Undskyld hvis jeg er lidt påtrængende men jeg har det en smule varmt." Et lille grin kom over hendes læber og hun drejede hovedet lidt så hun kunne kigge op på ham. Som Gabriel havde hun ligeså knyttet sig ufattelig hurtigt til Carlisle.

[Deleted]

Carlisle ville ikke sige, at håbet var ude for at hun kunne blive accepteret i landet her, men det var svært.. Det havde til nu taget selv ham frygtelig mange år, og så langt med den anerkendelse ville han end ikke sige, at han havde opnået endnu. Et sted var det da en frygtelig tanke, men der var bare ikke noget at gøre ved det. Han trak let på skuldrene. "Jeg skal ikke kunne sige om mine søskende, såvel som min kære far spiller ind på den accept jeg får af folket her.. ingen af dem er særlig heldig stillede, forstår du," begyndte han roligt. Hans familie havde længe været præget af ulykke, samt en masse andet, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved.. Det var bare sådan at tingene var for dem i Nimanhra-familien. "Men at påstå at håbet er ude.. det vil jeg ikke sige. Du har en god personlighed og du har en lys udstråling. Jeg er sikker på, at det nok skal gå dig bedre," sagde han endeligt.

At han virkelig var så fascinerende for hende, var slet ikke noget som Carlisle kunne forstå, for i hans øjne, var der virkelig ikke noget særligt ved ham. For ham var det bare ganske naturligt at sidde der uden et bankende hjerte i brystet og uden den varme som kunne spottes i kinderne... eller bare generelt for hans vedkommende. "Hvem siger jeg har bagtanker?" endte han næsten hemmelighedsfuldt. At hun lagde hovedet mod hans skulder, sagde han på sit vis heller ikke noget til. Han hævede brystet ganske let. At være tæt på andre på den måde, vækkede dyret i ham.. Han lagde hovedet mere ind mod hendes, inden han vendte blikket ned mod hende istedet for. Han trak let på den ene mundvig. "Det skal du ikke tænke på.. Sig endelig til, hvis jeg gør noget, som gør dig ukomfortabel, ikke?" Den ene hånd lod han roligt søge til hendes ryg.. som han strøg ganske forsigtigt. Selv det at være tæt på nogen for ham, gjorde han jo stort set aldrig. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det.

[Aya Keena]

Et sted så skræmte hele situationen hende. Det var svært at håbe og tro på at hun kunne blive accepteret af folket når hun stadig var som hun var. Hun trak vejret en smule dybt og vendte blikket roligt mod ham. At hans søskende og far heller ikke havde været så heldigt stillet kunne vel heller ikke hjælpe på hans situation, her kunne man jo så sige at Aya var heldigere på en måde. Hun havde ingen familie i landet til at give hendes navn et dårligt rygte, kun hende selv selvom man ikke lige frem kunne sige at det var gået fantastisk for hende. Hun sendte ham et lille smil "Vi bærer alle vores families navn og også deres byrder. Hvis dine søskende og far ikke har været populære i landet her så er det ej underligt at det kan være svært for dem at acceptere dig. Jeg har ingen familie i landet så på den måde står jeg bedre. Hvis lys udstråling var nok så ville vi begge to være meget bedre stillet" sagde hun blidt og roligt.

For Aya var det virkelig bare en naturlig fascination når hans krop var så anderledes. Det var jo helt nyt for hende at opleve at nogen havde en død krop. Hovedet søgte let på sned, nysgerrig af natur var hun og derfor var det også svære for hende at holde igen når noget var så nyt og spændende. Et lille grin kom over hendes læber ved hans ord. "Folk har altid en bagtanke. Det fortalte en meget vis mand mig en gang" sagde hun tydeligt morende og bed sig let i læben. Hun havde absolut ikke noget imod at sidde med ham tæt, faktisk så kunne hun godt lide det. Hans kolde krop mod hendes varme var faktisk utrolig behagelig for hende. Hun mærkede hvordan han lagde armen om hendes ryg og begyndte at nusse hende der. Selv gjorde det hende ikke noget men hun lagde heller ikke mere i det end det det var. For Aya havde det faktum at hun var så meget alene på slottet være svært. Hun havde altid været omringet af andre mennesker og aldrig før havde hun sovet alene heller så det var en omvæltning. Det var måske også derfor hun søgte så meget nærkontakt? Hun smilede stille til ham. "Det skal jeg nok, og det må du også endelig sige til mig. Jeg har aldrig rigtig været vant til personlige grænser, det kan man ikke have når man er slave" endte hun roligt og vendte de blå øjne mod hans skikkelse. Det var faktisk utrolig rart at sidde her sammen med ham på denne måde. Hun kunne virkelig lide det.

[Deleted]

Carlisle smilede let for sig selv. Hvad angik hans familienavn, havde han uden tvivl rigtig meget til at snakke imod sig, og det var da uden tvivl noget af det som man da kraftigst kunne mærke. "Min far er kendt fra gammel tid for sin morderiske person... min bror er i dag landsforvist for at bide og omdøbe en engel.. selvom det var for at redde hendes liv.. Alt sammen falder tilbage på mig, da jeg bærer det samme navn," endte han med en rolig stemme. Selv havde han ikke noget imod at fortælle det. Det var en del af ham, som det var en del af hans familienavn, og noget som han så bare måtte lære at leve med i det tilfælde, selvom det uden tvivl holdt hårdt i den anden ende. Han trak vejret dybt. "Det lyse som vi besidder er det som faktisk holder os i live, og som gør, at der er nogen som yder deres hjælp, når det er nødvendigt. Det er dog ikke alle der gør det," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han ville jo ikke skræmme hende, men hun kunne jo lige så godt få at vide fra starten af, hvordan landet måtte ligge, for det var bestemt ikke positivt altid.

At Aya satte sig så tæt på Carlisle, fik ham nu kun til at smile. Det var faktisk ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for han havde virkelig ikke nogen grund til at skulle handle forhastet med disse ting. Han vendte blikket roligt ned mod hende, som han lod hånden stryge op og ned af hendes ryg. Han smilede let for sig selv. "Uden tvivl en meget vis mand, som har skænket dig det råd," sagde han roligt. Alle havde de en bagtanke.. Lige nu ønskede Carlisle bare at hun fandt det komfortabelt at sidde med ham. Selvom de stort set var ukendte for hinanden, så var det virkelig ikke noget som gjorde nogen forskel for ham i sager som dette. De delte noget.. de havde noget tilfælles, og de kunne hjælpe hinanden lidt igennem det. "Vi deler noget ganske særligt, da vi nedstammer fra det samme. Tro mig.. Du er langt fra min personlige grænse," sagde han roligt. Det mente han dog.. Det var mere det dyriske som slog ind, når han sad tæt på hende, som han gjorde lige nu.

[Aya Keena]

Aya lyttede til hans fortælling og vendte blidt de blå øjne op mod hans skikkelse. Han havde da heller ikke haft det helt let lød det som om. "Det gør mig ondt med din familie. Det er ikke retfærdigt at du skal bære deres byrder på den måde blot fordi du bære deres navn. Det burde virkelig ikke være sådan verdenen fungerede selvom jeg godt ved at det er det som sker. Det er ikke retfærdigt at du skal bære deres skyld" endte hun stille og vendte blikket i gulvet. Det var virkelig ikke iorden selvom hun vidste at der ikke var meget at gøre ved det det. Procianerne havde svært ved at se forbi deres racer og hvis familie så også gjorde grimme ting selvom det måske havde været i god mening så blev dette også brugt. Det var bare ikke retfærdigt. Hans ord skræmte hende ikke, hun vidste det jo godt. Hun nikkede blot. "Jeg ved det." Det var virkelig ikke behageligt men sådan var det nu en gang.

Aya havde det bedste når hun var tæt på andre, hun havde virkeligt savnet den form for kontakt som Carlisle gav hende lige nu. Hun var ikke vant til at være så meget alene som hun var på slottet selvom hun ikke var alene. I alle de andre steder hun havde været så havde hun aldrig været alene i særlig lang tid af gangen og der var næsten altid nogen der havde haft fat i hende på den ene eller den anden måde. Hun grinede mildt og nikkede. "Han er meget vis. Det er også derfor jeg ved at du må have en bagtanke for det sagde han" sagde hun tydeligt morende og lod hovedet hvile stille mod hans skikkelse. Hun kunne virkelig godt lide det her, det gjorde noget ved hende. Hans ord fik hende til at smile lidt blidt og vendte blikket ned mod gulvet igen. "Det var godt. For at være ærlig har jeg følt mig lidt ensom på dette store slot. Jeg er vant til meget mindre plads men meget flere folk, hvis du forstår." Hun bed sig en smule hårdt i læben og uden hun selv fik bemærket det fik hendes spidse tænder endnu en gang lavet hul i hendes læbe. Det skete så ofte at hun faktisk slet ikke bemærkede det længere. Forsigtigt vendte hun blikket mod ham og sendte ham et lille smil. "Du er dejlig at sidde op af, ved du godt det?" spurgte hun blidt.

[Deleted]

Carlisle havde ikke været særlig heldig hvad angik hans familie og hans baggrund, så det var uden tvivl noget, som han skulle lære at leve med. Det havde nu altid været ham en kendt byrde, så han så jo ikke ligefrem sådan på tingene som hun sikkert gjorde. Den familie som havde været så stor og så.. stabil, var uden tvivl gået voldsomt i opløsning, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.. Det var næsten det værste af det hele. "Det er de omstændigheder som nu har ramt min familie.. Min familie er i opløsning, og folk forventer nærmest at jeg reagerer voldeligt på det.. Jeg ønsker at tage vare på min familie, nu hvor jeg er.. ældst, og den som burde gøre det," fortalte han. Selv havde han utrolig mange ting, at tage hensyn til, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var nemt. Det gjorde ham selvfølgelig trist at der ikke var nogen hjælp at hente nogen steder. Det var næsten det som var ham det værste, særligt i et land, hvor folk var kendt for at hjælpe hinanden.. bare ikke når man havde noget andet af mørket som en del af sig. Så var man tilsyneladende stemplet nærmest for livstid.

Carlisle havde slet ikke noget imod at Aya sad så tæt på ham, som det hun gjorde lige nu.. Han kunne lide at sidde der og stryge hende over ryggen. Han smilede let for sig selv. Det var faktisk sjældent, at han viste sig fra denne side, men ikke desto mindre, så ville han meget gerne vise hende, at hun om ikke andet, så faktisk var i stand til at stole på ham. Det var virkelig vigtigt for ham, at det var sådan at tingene faktisk blev. "Tæller det dyriske, i så fald?" spurgte han roligt. Han var jo et dyr og det var med alt hvad det måtte indebære. Derfor var det vel bare n.. dyrisk bagtanke som var med det hele? At lære hende at kende? Han rystede let på hovedet. "Jeg ville ønske at jeg kunne sætte mig i det, men det kan jeg desværre ikke.. Jeg har været her.. i al den tid jeg kan huske.." Han tav, som duften af blod omgående ramte ham. Hans pupiller trak sig sammen, inden hans kærtegn holdt inde. Han måtte beholde kontrollen..! Han trak vejret dybt, inden han koncentreret fortsatte sine strøg. "Mhmm.." svarede han blot.

[Aya Keena]

At Carlisle's familie var blevet ramt hårdt kunne hun da godt mærke. Det var en trist tanke men der var ikke ret meget hun kunne gøre ved det jo? Hun kunne give ham en støtte hvis han havde brug for det men der var ikke meget andet hun var i stand til. "Jeg er ked af det på dine vegne med din familie. Det er ikke retfærdigt at du bliver dømt på forhånd på grund af dem og dog ved jeg godt at dette er et faktum som ikke står til at ændre. Det er trist at sådan noget skal forgå i lysets land" sagde hun blot og kørte en hånd igennem det røde hår. Lysets land havde altid virket som en drøm udefra. Aldrig havde hun troet at det ville være så langt fra sandheden at sidde her nu.

Aya følte sig så godt tilpas i hans selskab. Hun kunne godt lide at sidde op af ham og bare snakke. Hun var et rigtigt snakke hoved og hun havde så meget brug for nærkontakt at denne tid uden havde fået hende til at føle sig så alene. Hun smilede stille og trykkede sig let ind til ham. Hun kunne bare rigtig godt lide at han strøg hende over ryggen. I det hele taget havde hun det bare dejligt sammen med ham hvilket var noget som tydeligt kunne mærkes. Hans svar var hende dog noget overraskende og hovedet lod hun let søge på sned. "Dyrisk siger du? Og hvad mener du helt bestemt med det?" spurgte hun roligt men stadig med et blidt smil på læben. Han var utrolig behagelig at værre sammen med. Det var dejligt. At han ikke kunne sætte sig ind i hendes situation forstod hun godt et sted. Hun grinede lidt og betragtede ham. "Det sidste hus jeg boede i før jeg kom her der var vi omkring 6 piger som boede på og værelserne var ikke meget større end de værelser som vi har her på slottet. Jeg sov i seng med to andre så jeg havde altid noget at holde om og som holdt om mig." Hun prøvede vel bare at forklare ham det så godt som hun kunne. At hun var begyndt at bløde havde hun slet ikke opfanget. Det var først da en enkelt dråbe landede på hendes ene hånd og hun så hans reaktion at det gik op for hende. Hun trak sig lidt da hun ikke ville gøre det svære for ham end hvad det tydeligt vis var og hun tørrede sig over hagen for at få det fjernet. Hullet lukkede sig ved hendes hage og hun vendte blikket mod sine hænder. Der var ikke meget blod men nok til at lugten var der. Hun løftede sin hænder og slikkede den rene før hun vendte blikket mod ham igen. "Undskyld. Jeg bemærkede det ikke" sagde hun blot og vendte blikket tilbage mod sine hænder for at tjekke at hun havde fået det hele.

[Deleted]

Carlisle var nødt til at holde hovedet højt for sine søskende.. De var langt yngre end hvad han var, og derfor havde de uden tvivl også brug for, at han var der. Det var lidt det, som han ønskede at vise dem.. Selvom det uden tvivl holdt hårdt. Han lod blikket søge mod hende endnu en gang. Procias var bestemt ikke som det blev beskrevet ude fra, og det var noget, som han hellere end gerne ville skrive under på, det var da ikke for det i hvert fald. "Der er ikke andre alternativer end at gøre hvad man nu kan med de muligheder som nu tilfalder en, ikke sandt? Det er hårdt.. Det er det virkelig, men jeg ved hvad min far ville have ønsket, og min mor lige så," fortalte han roligt. Han måtte stå stærk for resten af familien - det som var tilbage af den i hvert fald, for det var ikke mange. Han lagde igen forsigtigt hovedet ind mod hende.

Selvom Aya havde været meget igennem. Meget som end ikke Carlisle kunne sætte sig i, så var han skam nysgerrig nok til at spørge efter det, for han ville jo gerne vide hvordan og hvorledes det hele måtte hænge sammen, så det kunne jo heller ikke ligefrem komme bag på nogen, kunne det? Han smilede let for sig selv. Det dyriske var en stærk del af dem begge to. End ikke det, var han et sekund i tvivl om. "Se, det er jo det næste store spørgsmål," pointerede han med et drilsk smil på læben.
Selvom Carlisle forsøgte at høre efter, så var det som om at lugten af hendes blod havde sat en stopklods direkte op i hans tanker og sind, uden at han kunne gøre noget ved det. Let blinkede han med øjnene, som hun fjernede blodet, selvom han uden tvivl var præget af effekten ved det. Han forsøgte virkelig ikke at bide sig fast i det, selvom det uden tvivl var svært netop ikke at gøre dette. Han rystede let på hovedet, inden han tvang et smil frem på sine læber. Han stoppede igen sine kærtegn da hun alligevel havde valgt at trække sig fra ham. "Tænk ikke på det. Det var bare ikke lige.. forventet.. Jeg beklager. Jeg er slet ikke ude på at det skulle være ubehageligt for dig," undskyldte han. Han var jo en vampyr.. Så naturligvis var dette noget som han reagerede på.

[Aya Keena]

Aya kunne godt se at det var hårdt for ham. Han stod som den der skulle passe på hans små søskende og holde tungen lige i munden når det kom til den Procianske befolkning. Det kunne virkelig ikke være let og hun lænede sig let ind mod ham mens hun lyttede til hans ord. Han var stærk, det kunne hun høre og et sted fik det hende til at smile. At være så stærk måtte være dejligt og det var noget hun beundrede ved ham såvel som Gabriel. De var begge meget stærke personer. Hun ville ønske at hun var stærk som dem. "Vi må jo arbejde med det som vi bliver givet og så må vi få det bedste ud af det" sagde hun roligt og smilede stille. Forsigtigt tog hun fat i hans ene hånd med begge sine hænder og hun gav den et lille klem. "Hvis du får brug for en til bare at lytte så må du kalde mig til dig, lov mig det, ikke?" Hun lod ham ligge hovedet tæt ved sig igen og smilede blidt. Hun ville rigtig gerne hjælpe ham.

De havde vidst begge været igennem meget igennem deres forholdsvis korte liv og for dem begge havde det været hårdt men måske det ikke ville være så slemt længere nu hvor de ikke længere var alene om det? For Aya var det i hvert fald klart en fordel for hende at han var der og var villig til at hjælpe hende. Deres dyriske side havde de begge men der skulle meget til at vække Aya's, hun var ikke ligeså præget af dyret som det virkede som om Carlisle var, ikke at det gjorde hende noget. Stadig havde hun meget at lære om begge hendes racer. Hun grinede mildt ved hans ord. "Du er kryptisk, skal jeg være bange nu?" spurgte hun drillende og lod tungen glide let hen over hendes læber.
At han ikke havde hørt efter hvad hun havde sagt var intet under. Hendes blod havde tydeligt revet i ham, det kunne hun se. Det gjorde hende ikke så meget, det var jo en naturlig reaktion for sådan nogle som dem og dog var det første gang hun var i samme rum med en anden vampyr og derfor ikke vant til at der blev reageret sådan over hendes blod. Hun rystede på hovedet af ham og satte sig helt tæt ved ham igen da hun var sikker på at der ikke var mere blod tilbage. Hun løftede forsigtigt den ene hånd og strøg hans kind blidt. "Du gjorde intet som var ubehageligt for mig, Carlisle. Det var vidst mig som fik noget til at rive i dig og det beklager jeg. Det er en dårlig vane som jeg har tillagt mig, jeg bemærker det end ikke længere" forklarede hun undskyldende og sendte ham et blidt smil. Hun ville jo heller ikke have at han blev påvirket af det på denne måde og dog var det ikke noget som de kunne styre nogen af dem.

[Deleted]

Carlisle synes virkelig det var hårdt at være stærk hele tiden, men med de søskende han havde, som uden tvivl også var langt bedre stillede end hvad han selv var, så gjorde det jo også deres omstændigheder betragteligt bedre end hvad de var for ham. Han sendte hende et smil. Det holdt hårdt, men han gjorde det for deres skyld... Han havde bare ikke nogen at smide de hårde facader for.. Og det var nok det, som var hårdest for ham. Han sænkede hovedet ned mod hende, som hun tog omkring hans hånd. Han trykkede igen let omkring hendes, som han lod blikket hvile på hendes skikkelse. "Mine søskende har andre odds at slås med end hvad jeg har.. De er rene og lyse af krop, sind og sjæl og ikke et snert af mørke, er at finde i nogen af dem. Det er en fordel for dem, som jeg heller ikke ønsker at tage fra dem." Praktisk talt kunne man jo faktisk kalde dem for landets prinser og prinsesser, selvom det nu heller ikke var noget som Carlisle gik særlig meget op i. Han sendte hende et let og roligt smil. "Det skal jeg nok," sagde han med et stille smil på læben. Det var faktisk ting, som betød meget for ham at vide.

Dyret var og havde uden tvivl været en kæmpe stor del af Carlisle og det havde det altid været. Han var vokset op med sin far, og havde frygtelig lidt tid sammen med sin mor, så naturligvis havde det da også påvirket ham i den forstand, uden at han kunne gøre noget ved det. Han trak vejret dybt og blinkede så efterfølgende til hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det. "Det kommer an på... Føler du dig bange for mig?" spurgte han morende, som han let blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.
Selvom Carlisle ganske enkelt ikke havde hørt noget som helst, på grund af den lugt af blod, som havde taget absolut hele hans fokus.. mærkede han hvordan det sitrede i hans krop. Det menneskelige havde han jo aldrig smagt. Hans far havde sparet ham for den oplevelse hele hans liv. Han lukkede øjnene ganske let, og særligt, da hun valgte at stryge hans kind. Han sitrede.. Et kærtegn af den slags kunne han ikke huske hvornår han sidst havde oplevet. "Det er slet ikke meningen, at du skal undskylde for den slags.. Det er virkelig ikke din skyld," sagde han roligt. Han kunne jo bare lære at styre det, men visse ting var bare bedre og nemmere end andre.