The dark water...

[Deleted]

Hun rystede på hovedet: "Nej" sagde hun blot, det håbede hun ikke ihvertfald, men det ændrede jo ikke på at hun var på jagt efter sin bror, og det kunne jo være hun en dag var heldig at nogen genkendte efternavnet. Hun vidste jo ikke om han var død eller levende, og hun anede heller ikke hvilket væsen han måske havde forvandlet sig til, men hun håbede bare at han var derude et sted, også selvom det måtte være på kirkegården, hun havde bare brug for en afslutning på det hele, hun ville vide hvad der var sket med ham, siden at de to forlod hinanden. Selvom det var i fjenskab, så håbede hun da at 100 år havde ændret på nogen ting for ham, det havde det ihvertfald for hende.

"Jeg valgte ikke at opsøge dig... Jeg opsøge søen i håb om at kunne få ro i hovedet" påpegede hun blot og vendte siden til ham for igen at have front i mod søen, det var underligt at han blot talte til hende, at han bare sådan... talte. Uden at ligge på hende på den der særlige måde mænd altid kunne når de havde set en smuk pige, og uden at han lignede en der var klar til at slå hende ihjel: "Måske... Nu til dages er det ikke til at bedømme hvem der er morderiske og hvem der ikke er" sagde hun ærligt og sukkede så let, egentligt ville hun bare gerne leve et normalt liv langt væk fra alle, drikke sig fuld, besvime i en lade og bare... Leve livet, det teenage liv hun aldrig havde fået, ja det var først begyndt at komme til syne nu.

[Deleted]

Kvinden havde uden tvivl vækket en interesse i Amadeus, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Sandt at sige, at han i sandhed måtte elske at stå overfor et nyt. Hendes navn burde ikke sige ham noget.. nu var det noget som han var nødt til at undersøge nærmere. "Lyver du for mig?" spurgte han direkte og med en krævende undertone. Det var sjældent man i det hele taget formået at vække hans nysgerrighed på denne måde, men noget var han jo nødt til at gøre, for at få de svar på de ting som han søgte.

Søen her var præget af en ro og særligt på denne tid, men til tider, måtte man jo bare finde sig i, at der også kom andre. Amadeus blev stående foran hende.. ikke direkte truende.. Hun havde jo endnu ikke givet ham en grund til at handle efter det, kunne man jo sige. "Du er kommet til et af de mest besøgte steder, for at finde ro? Kæreste lille pige.. du tror virkelig at du kan finde ro i et land, som Dvasias?" spurgte han sigende. Der var mørke væsner over det hele, og det var bestemt ikke altid at man kunne se dem. Han trak vejret dybt. Vandet her kunne bruges til mange ting.. selv havde han ikke tal på hvor mange som havde mistet livet ved disse vande. "Du har ret.. og tro mig, når jeg siger det.. du er fri til at gå.. tage din tur til søen i ro og mag, som du vil have.. bare vogt dig.. Søen her er et farligt område." advarede han med en sigende mine.

[Deleted]

Hun undrede sig let over hans interesse i hendes familie og hendes navn: "Nej?" sagde hun en smule hårdt og kortfattet som hun vendte blikket i mod ham, i ganske få sekunder: "Min familie er ikke spændende..." sagde hun, det var den jo ikke. De havde været almindelige krige mennesker som blev forvandlet, og som senere var blevet slået ihjel, og nå ja så var der hendes forsvundende bror. Men det var jo ikke som sådan spændende, det var bare en masse kedelig fakta og hun vidste at der i denne verden var folk der kendte til skæbner langt værre end hendes. Hun orkede ikke at forklare de samme triste historier igen, og igen... Så vigtige var de jo slet ikke, og der var alligevel ikke andre end hende der rent faktisk var interesserede, folk var bare pisse nysgerrige. Hun havde altid været en enspænder.

"Dvasias giver mange minder og det giver mig en smule ro... Så jeg tror ikke du skal dømme hvordan jeg finder ro" sagde hun blot, og kiggede let i mod ham. Hendes døde og ikke eksiterende sjæl havde fra tid til anden brug for at se lidt tilbage på fortiden, og selvom hun officielt stadig boede dette sted, så var det jo ikke et sted hun opholde sig særligt ofte på grund af hendes levevej, hun brugte det mest til at huske tiden sammen med hendes bror og for at se om hun kunne finde nye spor hun måske havde overset: "Du har måske selv en god undskyldning, for at opsøge søen? Hvem siger at du ikke opsøgte mig?" spurgte hun med roligt smil og lagde hovedet på skrå, som hun let betragtede hans ansigt.

[Deleted]

Amadeus lod hovedet søge let på sned. Nu gjorde hun ham jo for alvor nysgerrig, og for en mand som ham, så var det faktisk farligt. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse ved hendes ord.. hurtigt og hårde, som de måtte komme.. Så måtte der være noget i det. "Du forekommer mig snarere som en, der ikke vil have sandheden frem på bordet." Nu kunne man jo ikke ligefrem sige, at han var bange for en vampyr, for det var han ikke. Han havde mange andre ting på lur, som kunne redde ham i sådan en situation og det var skam også hvad han havde tænkt sig at udnytte, om det skulle komme så vidt. Han smilede let for sig selv. Hånden hævede han og tog om hendes kæbe, kun for at holde hendes hoved fast i retningen af ham selv. "Hvad har din familie præsteret, siden du ikke vil fortælle mig det.." Ja, han var nysgerrig.. Forbandet nysgerrig!

Selve søen her, var et sted hvor selv Amadeus kunne finde den ro og tryghed som selv en mand som ham havde brug for. Særligt i denne tid, hvor ingen turde at bevæge sig udenfor om natten. Det passede ham egentlig ganske glimrende. "Jeg er mere imponeret over, at en kvinde som dig, bevæger sig ude alene. Det er dog ej normalt," pointerede han sigende.. Inden han roligt slap hendes kæbe igen og langsomt lod hans arm falde endnu en gang. Smilet bredte sig let på hans læber. "Jeg var her længe før du selv meldte din ankomst, Ophira. Søen har været der jeg fandt min fred, og således har det været i langt flere år, end hvad du kan forestille dig." Et sted var der pludselig noget faretruende over hans stemme. Hendes væsen.. begyndte at irritere ham.

[Deleted]

Hun fnøs let over hans kommentar. "Ikke ligefrem" sagde hun blot: "Der er ikke meget sandhed, de er alle døde" sagde hun blot og besluttede for at rette sig selv: "Mere døde end mig" tilføjede hun, ja hun var jo godt nok også død, men hun var jo desværre stadig fanget på denne jord, hvor at hendes forældre var kommet videre, også selvom hun ikke vidste om det var til det bedre eller det værre, det var mærkeligt at gå med den uvished også vide at man aldrig ville komme til at finde ud af det, for selv når at hun selv skulle dø en dag - rigtigt dø, så var der jo ingen sjæl der ville flyve nogen steder hen, den var jo allerede væk.

"Jeg er ikke bange af mig, som du nok har opdaget" sagde hun og lagde sine arme over kors, ja det var da fint at han var imponeret, men det var da også kun fordi han ikke havde set hvor stærke hendes kræfter kunne være, hun havde trænet dem godt på grund af hendes karriere og desuden så havde hun mødt lidt af hvert igennem hendes liv: "Arh så du står og fortæller mig at søen gør dig helt sentimental?" sagde hun i et lille provokerende grin, selvom det jo næsten var samme tilfælde som hende selv, hun tænkte jo altid på sin bror når hun var i nærheden af den, men det havde hun da ikke tænkt sig at indrømme for noget i verden.

[Deleted]

Alle var de døde? En skam, men man kunne jo blot sige, at døden var en naturlig del af livet, som ville ramme dem alle sammen på et tidspunkt. Det var dog bare ikke til at sige helt præcist hvornår, men det var nu bare sådan at det var. "Frygter du det naturlige og uundgåelige?" spurgte han dog med en nysgerrig stemme, som han blev stående foran hende. Selvom hendes familie måske var helt igennem døde, så var det virkelig ikke noget som gjorde den store forskel for Amadeus. Han var nysgerrig og for kold til at pakke tingene ind. Det var slet ikke en ting som han dyrkede på noget tidspunkt, så det var noget som faktisk noget der som regel gjorde folk fornærmet eller forlegnet.

Selvom hun ikke var bange for ham, kunne Amadeus snildt vise sig at blive en farlig mand, om man faktisk pissede ham af i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg venter blot på bekræftelsen på om det er dumdristigt eller om det er direkte modigt," pointerede han med en sigende mine. Armene lagde han over kors. Hun begyndte virkelig at irritere ham.. Og at irritere ham, var ikke altid lige smart. "Pas på..." endte han med en kortfattet tone. Her var han blot kommet, for at lufte sine tanker.. Denne kvinde skulle uden tvivl tage sig i agt, om hun ikke ville ende som resten af sin familie!

[Deleted]

"Det er ikke naturligt fister, jeg er jo død" sagde hun en smule åbenlyst, hun behøvede jo ikke at dø en gang til, ikke før om flere tusinde år ihvertfald, hun vidste ikke om hun orkede at være på jorden så længe, lige nu kæmpede hun sig bare igennem livet, fuld af drama og alvor, og det var også fint nok, men det var jo meget rart at sige at man havde levet imens at livet faktisk foregik - og når man så døde, ja så kunne man jo bare leve en lille smule mere: "Måske en blanding" sagde hun en smule provokerende og lod en hånd snoge sig omkring hendes mørke hår: "Hvad vil du helst have jeg er?" spurgte hun udfordrende og en smule sensuelt som hun bed sig i underlæben.

Som han sagde hun skulle passe på lod hun sin hånd falde i et suk: "Nu hvor det lige var begyndt at blive sjovt..." sagde hun i et lille grin og kiggede i hans retning, han var sjov at snakke med, nok fordi at han udfordrede hende en smule, og selvom hun måske burde være bange for ham, så var der ikke ret mange ting som Ophira var bange for, nogen ville måske mene at hun var en smule dum, men hun havde det mere bare sjovt, det var sjovt at drille ham lidt.

[Deleted]

Der var intet væsen der levede evigt, og selv det vidste Amadeus. Før eller siden ville selv døden tage ham, og han havde bestemt ikke tænkt sig bare at stå og vente på at det var noget som ville komme til at ske. Han betragtede hende. Hun tog meget let på tingene. Ikke noget vidunder når hun ikke var ældre. "Selv du vil falde til jorden som intet andet end en bunke aske," pointerede han sigende. Den dag ville komme før hun mindst ventede det. Det evige liv kunne uden tvivl være forbandet lang tid, og selv han.. nød at se hende stå der, og tro at hun var noget. Virkeligheden ville før eller siden banke på døren.. Måske at det var hvad den gjorde her i aften? "Hvad ønsker du at være? Dumdristig eller modig?" spurgte han videre. Det nagede ham virkelig, at denne kvinde formåede at gøre ham så nysgerrig. Nu var det jo så også sjældent at han mødte nogen i det hele taget... stod overfor nogen.. og faktisk førte en samtale. Han levede jo normalt sit liv alene.

Selvom denne kvinde virkelig formåede at prikke til ham, så kunne han jo heller ikke lade være med at prikke igen. Det rørte ham virkelig ikke, og han måtte i sandhed erkende, at han elskede den følelse og fornemmelse af det hele. Han trak morende på smilebåndet. "Man brænder sig når man leger med ilden.. blot husk det.. Så kan du prikke og lege lige så tosset du vil," endte han sigende. Det var aldrig til at sige, hvornår han fik nok. Amadeus pustede sig en anelse op, som han igen greb omkring hende kæbe, for at tvinge hendes blik mod sig. Hun virkede heller ikke bange for ham.. Og det var ellers den effekt som han normalt havde på folk. Ung og uovervindelig.. udødelig.. Det var i sandhed en farlig tankegang.

[Deleted]

Hun rullede let med øjnene og smilede så i mod ham: "Aske ville ikke klæde mig" sagde hun med et smil: "Men så kan jeg da i det mindste hvivle efter mine fjender i vinden!" sagde hun og åbnede sine øjne et par millimeter ekstra i et kort sekund, som prøvede hun at skræmme ham let, selvom hun godt vidste det nok ikke virkede, han var alt for selvsikker i sig selv til at sådan en bemærkning ville skræmme ham, generelt var han nok bare ikke så nem at skræmme og det var faktisk en smule irriterende, ligesom han sikkert også fandt hende irriterende for ikke bare at overgive sig til hans dominante attitude. Han var ikke ligefrem typen man havde lyst til at bide sige råbe 'dæk' til, selvom det ellers altid morede hende.

"Hvad vil du gerne have jeg skal være?" spurgte hun drillende, og bed sig kort i underlæben, man kunne ikke ligefrem kalde Ophira super sensuel, og alligevel så kunne hun ikke lade være engang imellem. Dog var det klart den hårde attitude der slog igennem, frem for den sensuelle, men njah, man kunne da gøre et forsøg, om ikke andet bare fordi hun elskede at drille og provokere en smule: "Og hvad? Du står bare her og prikker løs, uden nogen grund.... Bare fordi din tur til søen endte med at blive kedeligere end forventet?" sagde hun og rullede kort med øjnene, hun havde bare haft planer om at sidde lidt ved søen, også skride ud og drikke sig fuld, eller måske bide en alkoholiker, det plejede at virke bedre.

[Deleted]

Kvinden gik med fornemmelsen af at være uovervindelig, ellers havde hun virkelig en meget dårlig form for humør, af hvad Amadeus nu kunne konstatere. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det måtte hun da endelig selv om. Han trak let på smilebåndet. "Du har mig godt nok en levende fantasi," pointerede han med en sigende mine, som han let blinkede til hende. Han kunne jo ikke lade være. Det var ikke ofte, at man fandt den slags mennesker omkring landet her mere.. og det fangede ham virkelig.. På en eller anden måde, var det noget, som faktisk måtte fange ham, og det var lidt det, som selv han måtte reagere på.

Amadeus betragtede sig roligt af hende. Nej, men kunne ikke ligefrem sige, at han var. Han legede gerne lidt med ilden.. og særligt når det var på denne her måde, at han kunne gøre det på, så var det jo faktisk lidt sjovere. Han smilede let for sig selv. Tankerne begyndte at kværne rundt i hans tanker og sind. Og der var mange af dem. Rigtig mange endda. "Lige præcis det, som du ønsker det skal være.." pointerede han med en sigende mine, som han igen vendte blikket mod hende. Han blev stående helt tæt på. Hans bad var ganske vidst spoleret, for det at smide tøjet lige nu, var ikke noget, som han måtte erkende, at han havde særlig meget lyst til. "Kedeligere end ventet..? Tvært imod.. Nu kan du jo få den ære af at gøre mig selskab i stedet for," pointerede han med en sigende mine. Det i sig selv, var bestemt ikke en tanke som han havde det fjerneste imod! Han elskede den!

[Deleted]

Hun kom med et tørt grin over hans kommentar. "Well lidt hjerne har jeg da tilbage!" pointerede hun og kneb let øjnene sammen, hun vidste jo godt at hun teknisk set ikke havde noget som helst, og at hun teknisk set var mere død end en koma patient, men Ophira var bestemt ikke dum, måske lidt overmodig til tider, men på den anden side, når man ikke havde så meget at miste, så kunne man jo lige så godt bare have det sjovt, så længe det varede. Han var en smule underlig, ham her... Hvadend han hed, fordi at han ikke rigtigt kunne komme med et klart svar på, hvad han havde tænkt sig. Han ville vel ikke stå og small talke hele natten, så ville Ophira ihvertfald nok ende med at falde mere eller mindre i søvn.

"Og hvad har du så tænkt dig?" spurgte hun: "At stå her og blive bedste venner, også jeg invitere dig på kaffe i morgen?" spurgte hun ironisk, som hun igen lagde armene over kors og kiggede i mod ham, lige nu kunne hun ikke helt finde ud af om hun fandt ham spændende, eller mere som en stor belastning, måske en kombination af de to. Han var bare.. Irriterende, han gik hende på nerverne, fordi at han talte i så store og indpakkede ord, som om at han var en del af kongefamilien, kunne han ikke bare spytte ud med tingene. Især nu hvor hun næsten mistænkte ham for at have opsøgt hende med vilje, hvad dælen ville han?

[Deleted]

Denne kvinde morede uden tvivl Amadeus, og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Det var en kulør på tilværelsen, som han selv ikke havde oplevet igennem rigtig mange år, og han måtte i sandhed erkende, at det var noget som han faktisk godt kunne lide. "Lidt er der gemt i den døde skal," medstemte han med en rolig stemme. For nu valgte han blot at betragte hende.. Hun var spændende, og den tanke kunne han virkelig godt lide, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt.. Det var faktisk sjældent, at hans opmærksomhed blev fanget på denne her måde.

Selvom hele Amadeus' formål ved besøget ved søen her, var ødelagt, så var det skam ikke noget som forhindrede ham i at rende rundt og have det sjovt. Det var også lidt det, som han kunne mærke i et henseende som dette. Han smilede let for sig selv. "Der er mange måder at have det sjovt på.. Og hvem siger, at det var for det sjove, at jeg valgte at søge hertil? Venner er ikke noget som jeg har nogen af," fortalte han roligt. Han var en enspænder.. Han klarede sig bedst alene, og det havde han alle dage gjort. Han havde boet selv.. været kastet fra den ene til den anden og særligt i jagten på sandheden.. Selv i dag, vidste han jo at han var Azraels søn. En ting som han aldrig havde fortalt nogen som helst. Han tog et skridt tættere på hende, så de næsten endte med at stå krop mod krop. "Jeg kom for en hensigt.. Og denne hensigt kan jeg da sagtens nyde... i selskab med dig.." Han blinkede lettere udfordrende til hende.

[Deleted]

Hun kom med et provokerende grin: "åh, der er meget mere end du tror, Darling" sagde hun i en provokerende tone, hun vidste at hun havde meget at byde på, men der var jo forskel på at ville byde på det, og være ligeglad. Og nu var det jo sådan at Ophira var ligeglad med de fleste ting, hun brugte kun sig selv, sin hjerne og sin fysiske kunnen, når hun skulle tjene penge og fange en eller anden idiot, når hendes lyster blev for store og hun havde brug for et godt knald, eller når hun var sulten og havde trang til at slå ihjel. Det var faktisk meget simpelt, og Ophira havde det meget fint med at putte sig selv i kasser på den måde.

"Og hvad er din hensigt? Du er virkeligt kedelig og poetisk lige nu. Har du været præst i et tidligere liv?" sagde hun en smule irriteret, lige nu talte han bare udenom, han havde ingen venner, men ville have selskab. Åh Gud, kunne han da ikke bare sige, hvis det var fordi han var ude på at komme i bukserne på hende, så hun enten kunne være enig eller afvise ham? Det var så meget nemmere når folk bare sagde tingene direkte, i stedet for alt det andet lort, hun hadede det: "Og hvem siger at jeg gider stå her og holde dig med selskab?" spurgte hun og kiggede kort i mod ham, hun kom bare til søen for at mindes hendes bror, og det gad hun da godt nok ikke med ham i nærheden.

[Deleted]

Amadeus var uden tvivl overrasket over at der i det hele taget var noget som helst at flytte rundt med i den døde skal. Han var fascineret af hende.. Og det var uden tvivl også derfor, at han valgte at reagere på den måde, som han nu gjorde det. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Det vil jeg da meget gerne se, inden jeg tror det," endte han ganske sigende. Hun var høj i hatten. En kende for høj hvis man spurgte ham, men det var nu bare sådan at det var. De kære unge skulle nok lære et på et eller andet tidspunkt, og det var også lidt det, som det hele lagde til grunde for.. De lærte af erfaringer.

Amadeus var en gammel mand.. Virkelig gammel, og det kunne godt være, at det også var noget som faktisk spillede ind på ham som den person han var, og det var også lidt det, som gjorde hele udfaldet for hans vedkommende. "Jeg har ikke været præst... Og det kommer jeg nok aldrig nogensinde til," endte han ganske sigende. Det kunne godt være, at hun ikke havde i sinde at holde ham med selskab, men denne gang ville han bestemt heller ikke give hende noget alternativ. Han endte med at lade begge hænderne falde mod hendes hofter.. hvor han bare valgte at løfte hende op og bar hende med sig ned mod søen. Dertil.. smed han hende bare ud i vandet, for derefter at springe i efter hende. Nu var det på tide, at han havde det sjovt!

[Deleted]

Han kom med et lille grin: "Du er desværre ikke lige typen, jeg har lyst til at vise nogen af mine talenter" sagde hun i et kort og flabet grin, njah, selvom han var dominerende, sjov og spændende, så var han lige nu også bare ret så irriterende og hun håbede at han havde lyst til snart, bare at lade hende være og trække vejret for sig selv. For hun kom jo faktisk her for at mindres og ikke fordi at hun havde lyst til at snakke om hverken det ene elelr det andet, med en mand som hun ikke rigtigt kendt, hun anede jo ikke engang hvad han hed.

Som han gik nærmere og lagde sine hænder på hende, skulle hun lige til at protestere som han kastede hende i vandet og hun kom med et stort skrig. Hun kunne lige bundet og kiggede op i mod ham med et hidsigt blik: "Hvad fanden laver du?!" rasede hun og kiggede i mod ham, med øjne der med det samme blev ild røde. Var han fuldstændig syg i potten, åh Gud.. Nu fik hun da først lyst til at melde krig i mod ham, hvis det var den vej han ville lege. Sådan en idiot.