The dark water...

[Deleted]

@ophira - @amadeus

---

Det var ved at være sent på aftenen. Ja. nok nærmere nat, da Amadeus endelig ankom den sorte sø. Det var vindstille i aften.. og næsten for stille, hvis man spurgte ham. Efter angrebet som var sket på slottet i det mørke land, så var folk blevet skræmmende påpasselige med at søge udenfor efter mørkets frembrud. En tanke som kun passede ham selv ganske fint.
De sorte vinger trak han let ind til sig.. Selv var han laset i tøjet.. Han ejede intet der indikerede en formue og han levede alene på toppen af et bjerg. Egentlig en ganske ensom og trist tilværelse, men noget som han havde lært at leve med. Evnerne som mentaldæmon gav ham desuden muligheden til at følge med i hvad der skete omkring ham, uden at han egentlig behøvede at være der. Det havde da sine fordele.

Roligt bevægede han sig langs søen og det mørke vand. Om natten forstod man da, hvorfor den havde fået navnet 'Den Sorte Sø'... Minen forblev kold og hård.. ikke så meget som et smil var der at spotte undervejs.
Alene foregik hans vandring i hans mange tanker. Det var lang tid siden han havde været forbi det procianske og se til Yessica.. hun havde glemt ham.. glemt alt om ham, efter alt hvad der var sket, hvilket næsten var det værste.. han burde tænke på andre ting end lige hende nu om dage. Det gjorde ham kun mere skade end hvad det gjorde gavn!
Det var efterår, det var ved at blive køligt om natten og dog, var det intet der rørte ham. Vinteren kunne jo bare komme an.

[Deleted]

Det var efterhånden noget tid siden at Ophira havde været i vante omgivelser. De sidste tre år havde hun rejst på må og få, uden egentligt helt at vide hvor hun skulle rejse hen. Penge var kommet og gået, og det samme var mennesker i hendes liv. Hun havde brug for en smule ro, inden at hun tog den samme tur rundt i landet igen. I takt med at solen var gået ned og Ophira var stået op, havde hun valgt at søge udenfor. Hun var sulten og hun følte sig næsten en smule forvirret for tiden. Hun havde gjort et ihærdigt forsøg at leve af de dyr som hun kunne finde rundt omkring i skovene, og denne aften var ingen undtagelse. Hun kunne ikke fuldføre sit job hvis hun følte sig tiltrukket af mennesker, men det var et svært instinkt at gemme væk.

Søen havde altid været et vendepunkt i sit liv, der lå mange minder fra fortiden omkring den og når hun var på disse kanter, så var det altid stedet hun søgte hen, og denne aften var ikke anderledes. Med en sort bluse, en sort nederdel med sorte strømpebukser, små sorte sko med en lille hæl og en sort kappe over hendes skuldre, bevægede hun sig roligt ned af den sti som hun havde gået på flere hundrede gange. Hendes tempo var friskt, hun ville gerne nå derned at sidde inden sulten blev for stor. Hun var ikke bange af sig, selvom hun måske burde være det. Alligevel satte hun farten kraftigt ned, som hun spottede en fremmede nogen få meter fremme...

[Deleted]

Amadeus valgte til sidst endelig at stoppe op. Selv på trods af hans ekstremt høje alder og meget lange livserfaring, var der stadig ting, som han var meget påpasselig med - særligt det som hed overraskelsesmomentet. Lige den slags, var han faktisk ikke særlig god til.
Selv lod han hovedet søge let på sned, som han betragtede det klare syn af månen som afspejlede sig i vandet. For mange var det en ro at se det, og selv for ham, da det fik ham til at tænke på lidt andre ting, end hvad der faktisk plagede ham i løbet af en dag. En mentaldæmon med for mange tanker? Ja, det kunne jo faktisk godt ende med at blive farligt!

Et koldt smil bredte sig på hans læber. Han kunne fornemme, at der var nogen omkring ham. Selv forholdt han de sorte vinger tæt ind til kroppen. Bange havde han aldrig været.. hvorfor skulle han? Han var selv livsfarlig at komme på tværs af.. Og mange havde måtte erfare det på den hårde måde. "Jeg ved du er der.." endte han blot med en neutral stemme, inden han drejede om på hælen, for at vende sig mod den kvinde, som nu måtte stå der, dog selvom han intet valgte at gøre i en stund som denne. Han havde endnu ikke nogen grund til at agere truende.. selvom han kunne virke stor og farlig. "Kom du endelig tættere på.." fortsatte han.. næsten med den lokkende undertone. En farlig blanding var han.. mental dæmon, samt dødsengel og sensuel dæmon.. Det var et livsfarligt mix, som han havde måtte lære at leve med.

[Deleted]

Dette var en tid, hvor man ikke stolede på andre end sig selv. Ophira havde lært at leve med det, især efter de første hundrede år var gået, det kom naturligt til hende med tiden. Folk var idioter, psykopater og bare.. Hyklere. Tænkte på penge, magt eller andre ting som de kunne bruge til at købe, sælge eller udnytte folk med. Det var ikke hendes stil, hun ville leve i ro og fred når det passede hende, og hun ville have action når det passede hende. Hun ønskede at styre sin egen verden, frem for at blive styret af den. Men i disse tider var det langt lettere sagt end gjort, om ikke andet gjorde hun et bravt forsøg.

Ophira var ikke en naturlig kriger. Hun var ikke typen der slog fra sig, så snart hun slog nogen. Mange folk ville ikke engang tro så grimme ting om hende når de først mødte hende. Ville ikke tro at hun kunne manipulere, svigte, udnytte og kæmpe som hun kunne og som hun gjorde. Hendes udtryk blev kritisk som denne mand talte, og hun stoppede et øjeblik helt op for at aflæse hans skikkelse, mørkt væsen. Ingen overraskelse: "Det er ikke svært at høre mine skridt..." tilføjede hun med en rolig stemme og fast stemme.

[Deleted]

Med de rigtig mange tusind år Amadeus havde på bagen efterhånden, så havde han hørt denne kvinde længe før han overhovedet havde hørt hendes skridt. Han blev ellers roligt stående. Det var ikke ofte, at man så folk herude længere.. Stilheden var noget af en idyl, som i særdeleshed kom en mand som ham meget godt til gode.. Særligt i stunder som det her. De mørke øjne forblev hvilende på hendes skikkelse, som hun alligevel valgte at komme nærmere. Den tiltrækning som han havde af dem som han mødte, var han kendt med.. men til nu så det ikke ud til at have overtaget, hvilket var noget som passede ham fint.
Det kolde smil bredte sig på hans læber. "Jeg hørte dig ikke.. Jeg fornemmede dig længe inden jeg hørte dine skridt," endte han roligt, inden han denne gang slap hende med blikket. Det var ikke fordi at der var noget direkte truende over denne kvinde.. Hvem vidste, om det kom.. men lige nu var der intet. Man kunne ikke just sige, at han var imponeret over kvinden som han stod overfor.

Amadeus lagde roligt hænderne over kors og betragtede sig igen af det mørke vand. Han kunne se, at han skulle skippe den dukkert som han havde regnet med, da han som regel gjorde dette, når han var alene. Visse ting ville man heller ikke dele med andre som en sensuel dæmon. Han sukkede tungt og lukkede næverne mere om hans overarme. "Vampyr...? Ikke sandt?" fortsatte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Nysgerrigt.. Dem så man sjældent herude.

[Deleted]

Et suk brød roligt hendes læber, som hun kiggede ned af sig selv. Hun havde forventet en rolig og ensom aften, men lige nu var hun ikke sikker på om hun var landet i problemer, trængende mænd eller bare dumhed. Hun ønskede at være alene, men hun vidste at denne verden sjældent gav hende hvad man ønskede. Hun rullede med øjnene over hans ord, fint at han ville stå der og pointere at han var magtfuld og havde gode sanser, men praktisk talt. Så var hun ligeglad. Hun var ikke kommet for at høre på mænd og deres magtfulde statusser i denne verden. Faktisk var hun bare kommet for at være i fred og mindes den fortid som hun så ihærdigt forsøge at glemme. Men det var svært når den jagtede en, i 100 år havde fortiden jagtet hende, imens hun ihærdigt havde jagtet sin mor, som jo i teorien måske slet ikke levede længere.

Som han spurgte om hun var vampyr, eller nærmere bekræftede det, kiggede hun blot i mod ham: "Du vil måske gerne lægge åre til?" spurgte hun en smule arrogant og lagde så ligeledes armene over kors, hun var en mand i en kvindekrop på mange områder. Lige så sød, uskyldig og fin hun så ud, lige så hård en skal havde hun med årene bygget op omkring sig, og egentligt så var der mange ting der ikke helt ragede ham, eller nogen som helst anden for den sags skyld: "Du spørger måske, fordi du ikke stoler på dine evner?" spurgte hun næsten en smule udfordrende: "Du lød ellers så selvsikker" bekræftede hun med et lille smil, som hun kneb øjnene let sammen og kiggede i hans retning.

[Deleted]

Amadeus vidste at denne kvinde var vampyr.. Det stod langt ud af hendes udstråling, for ikke at glemme, at det stort set kun var vampyrere som søgte ud alene om aftenen.. Særligt fordi at de var det væsen som de nu var.. og det væsen som rigtig mange faktisk måtte frygte, så et sted kunne ikke det ikke komme bag på nogen. "Vampyrere er det eneste væsen der er ude alene.. særligt i denne tid." Han var hurtig til at finde de koblinger, og særligt når han havde set dem igennem frygtelig mange år.
Amadeus lod blikket betragte sig af denne kvinde.. gammel kunne hun næppe være.. men skarp nok i tungen, det var hun bestemt. Det var noget som han nu godt kunne lide. "Du har en skarp tunge.. Jeg kan lide det.." Smilet bredte sig en anelse på hans læber. Han tog det nu ikke så tungt. Tilværelsen alene kunne være hård, selvom det selv var den som han faktisk foretrak.. ganske enkelt fordi at han vidste, hvad der skete med hans evner, dersom han ikke kunne holde det under kontrol.

Om han ville, kunne Amadeus søge direkte ind i hovedet på denne kvinde, og finde ud af alt hvad han ville.. han ville vel bare give hende muligheden for at komme med svarene uden at han skulle tvinge dem ud af hende? Særligt i denne tid, hvor man kunne sige, at Dvasias var et meget presset sted at være. "Skulle jeg ikke stole på mine evner? Du har ikke nogen anelse om, hvem du taler med, lille pige.." advarede han med en ganske sigende mine, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Denne gang var der en advarende undertone ved det.

[Deleted]

Hun vendte blikket i mod ham, som hun nu stod få meter fra ham. Betragtede roligt hans skikkelse, han var næppe vampyr, selvom hans hud var lige så blev som hendes og selvom hans lyse hår måske ville antyde noget andet, hvis han kunne fornemme hende så tydeligt, så var han ikke vampyr - for hun kunne ikke fornemme noget som helst. Hendes krop var død for spiritualitet og hendes sind var lige så dødt som hendes krop. De eneste væsner hun tydeligt kunne fornemme, var engle. Hun kunne nærmest mærke den ubehagelige varme de spredte ud i luften, som om at hun kunne brænde sig på dem hvert øjeblik det skulle være: "Tak... Det har du ikke" sagde hun blot og sendte ham et kort smil, det var vel et kompliment, var det ikke?

Hans nedværdigende kommentar faldt ikke i god jord, men hun bevægede ikke på sig. Hun var en kvinde der hvilede mere i sig selv end så mange andre af hendes race, og det var sjældent hun valgte at blive direkte sur, men når hun gjorde, så skulle man også komme til at høre for det i lang tid: "Jeg pointere bare hvad du selv siger..." sagde hun og kom igen med et lille smil, som hun lagde hovedet på skrå, var det ikke ham der spørgende havde spurgt til hendes race? Ja hun havde da ingenting sagt så vidt hun huskede. Hans skræmmende undertone, rørte hende ikke. Ville han noget måtte han jo sige det, frem for bare at stå der og spille smart, eller havd det nu end var han prøvede: "Du har måske ventet mig?" spurgte hun et øjeblik, ja man vidste jo aldrig nu til dages.

[Deleted]

Amadeus betragtede sig af den unge kvinde.. meget gammel var hun dog ikke, af hvad han kunne fornemme. Ikke fordi at det gjorde ham noget. Det som dog derimod fascinerede ham, var den måde, som de opfangede verdenen og livet på i forhold til ham selv, når han selv var så meget ældre. En skarp tunge? Det lå slet ikke til hans generation at benytte sig af denne slags! "Jeg har klaret mit liv uden, pigebarn. Du må være af rige kår," sagde han endeligt. Selv kom han jo af det stik modsatte.. Et langt liv på gaden, en søgen efter sine forældre, og nu sit ensomme liv på bjergets top, hvor han vidste at han kunne leve alene. Jovist.. det var da et meget fredsommeligt liv.

De mørke øjne gled mod vandet. Han kunne sagtens holde øje med hende, uden at hans øjne behøvede at være en del af dette billede. Han trak vejret dybt. Så ung og så uerfaren i hans øjne. Det morede ham virkelig. Om han havde ventet hende? Det kunne meget godt være. "Jeg har kendt til din tilstedeværelse længe inden, du betrådte stedet her.." Den ene hånd lod han falde mod sit hoved, hvor han let slog sin pegefinger ind mod sin tinding: Mentaldæmon. Han kunne læse tanker og forudsige træk så snart de gjorde sig den tanke i hovedet. Det var uden tvivl hans klareste fordel. "Den skarpe tunge kan skabe dig problemer.. mærk dig mine ord.." Han vendte sig denne gang mod hende med hele fronten.. Selv han havde et problem med den, også selvom han forholdt sig roligt. Han så ikke nogen grund til at handle overilet.. særligt ikke hvis hun tog ved lære!

[Deleted]

Hun smilede let i mod ham, oprindeligt så ja, hun var fra rige kår og det var da også derfor at hun forsigtigt nikkede til ham: "Men det er mange år siden..." pointerede hun blot, hun havde levet på røven i mange år frem til nu, så ja måske hendes gener lå et helt andet sted engang, og måske at hun havde levet i et stort hus med alt hvad hun kunne ønske sig, men sådan var livet ikke længere, hun klarede sig selv og hun levede hvor hun fandt husly. Hun elskede den livsstil, eller også havde hun ihvertfald lært at elske den. Han var mystisk, næsten en smule spændende - hvorfor stod han her, på denne tid af natten? Han lignede ikke en mand klar til angreb, måske han ventede på nogen?

"Den har allerede skabt mig problemer... Men jeg kan lide en udfordring" sagde hun og smilede kort i mod ham. Hun levede for at spise, slå ihjel, tjene penge, have det sjovt... Måske manipulere en fyr eller to, men det var snart længe siden- Mænd var simpelthen for nemme til at det var rigtigt sjovt: "Og hvad er din grund til at være her nu...?" spurgte hun roligt og kiggede i mod vandet som han gjorde, han kunne ikke bilde hende ind han bare kunne lide stjernerne og himlen. Han lignede en mand med en plan, generelt så lignede han bare ikke den romantiske, ensomme type der var på vandring i skoven.

[Deleted]

Amadeus smilede let for sig selv. "Det er muligt," begyndte han med en rolig stemme, inden de mørke øjne faldt direkte til hendes skikkelse igen. Han tog det bestemt ikke så tungt.. men det derimod, var der mange andre der gjorde. Det som var hans problem, var hendes ekstremt skarpe tunge. "Det står så tydeligt i din udstråling.. hvilken familie er du fra?" spurgte han direkte. Sagtens kunne han finde de svar på egen hånd, men igen, så ville han give hende muligheden for at svare for sig istedet for. Det var da også langt mere.. humant vel?

Denne kvinde elskede at lege med ilden, af hvad Amadeus kunne høre. Selv kunne han jo fornemme, at hun ikke vidste hvem hun var oppe imod. Det skulle nok vise sig at blive yderst interessant. Han var selv klar til udfordringen, og han havde allerede nu en sjov formaning om hvad resultatet faktisk ville ende med at blive. "Virkelig? Ellers meget interessant.. De fleste som har skænket mig de ord, er døde i dag.." Det var sandt. Som mentaldæmon og en med hans alder, så havde han utrolig mange fordele, som han glædeligt gjorde brug af, hvis han kunne. Hovedet lod han søge på sned. "Hvorfor så interesseret i mine ærinder ved søen her? Det er irrelevant for en som dig at kende til. Hvad jeg dog derimod er mere interesseret i er... dig.." Han tog et skridt mod hende.. På ingen måder bange for det væsen som hun var. En vampyr havde han stået overfor mange gange før.

[Deleted]

Hun kiggede i mod ham, han var... Sær og dominerende på sin egen måde, men som altid så orkede hun ikke at opsige ham og stille sig op og spille hellig, det ville ende galt og selvom Ophira ikke var bange for ballade, så opsøge hun den ikke ligefrem selv, ikke hele tiden ihvertfald og slet ikke på en nat som denne: "Artherbury... Du kender dem sikkert ikke" sagde hun blot med en fraværende mine, hendes familie havde godt nok været rige, og især hendes var, Duncan. Men hun vidste at det var så mange år siden, og i så mange år hørte hun på hvordan hendes familie havde været et lille brik i et kæmpe spil, så egentligt gik hun ikke op i familiens navn længere, det eneste hun gik op i var at overleve og finde sin bror.

"Sjovt... Jeg står her jo endnu" sagde hun blot og smilede kort i mod ham, med en let skuldertrækning: "Men jeg er heller ikke lige i humør til den store dødskamp" sagde hun blot, desuden ville det være ham der døde i følge hendes hoved. Ligegyldig hvor stærk han måtte være, så ville hun altid mene at hun var bedre. Som han trådte i mod hende, flyttede hun sig ikke, men vendte blot sit blik i mod ham med en skarp mine: "Og du vil præcist?" sagde hun blot og kiggede ind i hans dybe øjne, hun var ikke bange af sig og det havde hun ikke været de sidste mange år, når man ikke havde noget at tabe, eller nogen at miste. Hvad var der så at frygte?

[Deleted]

Amadeus var ikke bange af sig, og da slet ikke for det, som i hans øjne, ikke var andet end en lille pige. Hvorfor skulle han da ellers gøre noget andet ved det? Han kneb øjnene let sammen. Atherbury? Hun havde ret.. navnet sagde ham ikke så meget, men det var der stort set ikke nogen som gjorde. "Du har ret.. Det siger mig ikke noget," sagde han blot. Han lod hovedet søge let på sned. Den skarpe tunge, var ikke noget som han ærlig talt brød sig særlig meget om. Han trak næsten kynisk på smilebåndet. Der var alligevel noget ganske fascinerende over denne kvinde. Det var ikke ofte, at de var så kække nu om dage. Det kostede nemlig mere end hvad det gjorde gavn.

Amadeus stoppede op foran kvinde, da hun ikke rokkede sig det mindste ud af kurs. Det var vel meget at forlange? Hun var ung.. følte sig vel uovervindelig et eller andet sted? Ikke fordi a det var en tanke som gjorde det mindste for ham. Han hævede den ene hånd, som han let lod glide henover hendes kæbe, inden han tvang hendes blik op mod sig. "Jeg er ikke interesseret i en dødskamp med dig.. Jeg derimod, har mange andre ting i tankerne, end hvad du nok vil tro." endte han med en rolig stemme. Der var noget over hende, som han ikke kunne sætte en finger på, og det var det som gjorde det hele.. spændende og langt mere interessant. Han slap hende roligt igen og lod hånden falde. "Hvad bruger man vand til? Ophira..." spurgte han endeligt. Han havde jo kunne læse hendes navn.. bare ved at søge ind i hendes tanker og sind. Han elskede den evne!

[Deleted]

Hun sendte ham et kort smil, som han bekræftede at han ikke kendte dem. Det havde hun heller ikke ligefrem forventet, desuden så var hun heller ikke særligt interesseret i at snakke om sin familie, det var et overstået kapitel for hende. Hun var kommet videre og nu gav hun livet fuld gas, på bedste vis. Det var bare langt nemmere at leve, når man ikke tænkte på konsekvenser, og når man slog fra sig hvis man følte fare på færde. Lige nu have hun bare brug for at slappe af, og tænkte lidt i disse vante omgivelser, inden hun begik sig ud på en ny opgave, en ny chance for at tjene penge til de ting som skulle hjælpe hende med at overleve: "Tænkte jeg nok..." bekræftede hun blot en smule fraværende, som hun vendte blikket i mod søen igen.

Hun kneb lidt øjnene sammen som hun kiggede på ham, han var faktisk ikke helt let at regne ud: "Hvad vil du mig?" spurgte hun blot og lagde så sin ene arm over hendes bryst, for at gribe fat i den modsatte. Hun havde ikke lyst til at kæmpe lige nu, hun havde lyst til at stå i fred og betragte søen, drikke sig en flaske whiskey, også besvime et eller andet sted, tæt ved ruinerne til den bolig de havde flygtet til da de var kommet dertil. Hun havde brug for ro i sit hoved, hun følte sig meget forvirret over alt. Som hun slap ham, brød hun stadig ikke øjnkontakt: "Det ved jeg ikke, drukne væsner med en vejrtrækning?" sagde hun flabet og direkte, imens hun prøvede at ignorere hans kald af navn. Hun kort kiggede i mod søen igen. Hvad ville han dog? Kunne han ikke bare komme til sagen.

[Deleted]

Amadeus blandede sig ikke i meget af det som foregik rundt omkring i denne verden, og da særligt ikke når det kom til familier og familiesammenhold. Han havde prøvet det.. det var bare ikke gået som han gerne ville. Selv havde han mistet sin datter.. gad vide hvor hun var henne efterhånden? Han troede ikke på at hun var død. Det var bare en underlig fornemmelse som sagde ham, at det ikke var tilfældet. "Skulle jeg da kende til dem?" spurgte han direkte. Hvis det var en familie af rige kår, måtte de da have gjort noget for landet her.. Og det gjorde ham jo nysgerrig. Var der virkelig noget som havde gået ham forbi?

Hvad han ville hende? Amadeus var faktisk ikke ude på noget som helst. Hvorfor skulle han dog være det? Sådan noget gjorde han slet ikke. "Tror du virkelig at jeg er ude på noget? Det er trods alt dig som valgte at opsøge mig," pointerede han med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, så var hun.. anerledes end de typiske som han stødte på undervejs. Det var ikke ofte, at dette var noget som skete, og naturligvis var det noget som gjorde ham nysgerrig! Han rystede let på hovedet. "Ser jeg morderisk ud i dine øjne? Tro mig.. om jeg ville, kunne jeg få dig til at gå i vandet på egen hånd og blive under.. det er der jo ikke noget sjovt i, vel?" pointerede han sigende. Det var en god idé... men den var jo ikke ligefrem det mest spændende eller sjove for den sags skyld.