First week in a new city

[Marius Amalani Darcy]

Lysets land glemte de gode ting og fokuserede på det negative. Selv var det jo noget som havde kostet Marius frygtelig dyrt, og var en pris som han stadig denne dag i dag, var nødsaget til at betale, selvom det nu slet ikke var noget som han faktisk havde lyst til. Han rystede de tanker lidt ud af hovedet. Han kunne i hvert fald ikke være til hjælp, om han begyndte at gøre brug af den negative tankegang. "Med så stort et fokus på det negative, er det andet faktisk svært og yderst problematisk. I det tilfælde, må man jo kun sige at det er en tankegang, som ej er til landets egen fordel," fortalte han med en rolig stemme. For ham, kunne man jo sige, at det var en tankegang, som han blot var ved at vænne sig til.. Uanset hvor hårdt det nu var sagt.

Deres veje ville meget snart skilles, hvilket nu heller ikke var noget som Marius havde den største lyst til. For hans vedkommende, var det uden tvivl forbandet rart at vide, at der var nogen som faktisk gerne ville åbne sig for ham og bare.. snakke med ham, som de gjorde lige nu. Han nikkede roligt mod hendes skikkelse igen. Han sendte hende et smil. Et af de varme, hvilket faktisk ikke skete så ofte igen i denne tid. "Tilgiv mig," endte han roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at han ville dømme hende for hurtigt eller noget lignende. Ved hendes spørgsmål, måtte han let lade hovedet søge på sned. Penge var en mangelvare generelt i denne tid, og selv med det arbejde som han udførte, kunne man heller ikke sige, at han havde dem i overflod, som han havde engang. Han lod blikket tænksomt falde ned mod jorden. "Det gør jeg faktisk.. Jeg mangler selv," sagde han endeligt. Det huslige var nok ikke lige det som hverken ham eller hans barnebarn gik synderlig meget op i.
Marius blev stående og betragtede sig af hende. Han sendte hende det varme smil. "Tro mig.. Nok er jeg procianer af hjerte, sind og sjæl, men jeg glemmer ikke.. Det er nemlig det gode jeg holder fast i. Og de vidundere af Procias under den blege måne, er noget som jeg glæder mig til at vise dig," sagde han endeligt.

[Deleted]

Det var virkelig synd at det skulle være på denne måde. Hun kunne virkelig ikke lide at et helt land på sådan en måde overfor andre men de kunne jo ikke gøre så meget ved det andet end at prøve og kæmpe for at blive accepteret i den sidste ende. Hun sendte ham et opmuntrende smil. "De har så ret. Denne tankegang er ej god for landet men .... det betyder vel bare at vi må kæmpe for at ændre den, ikke? Vise dem at vi faktisk er til at stole på selvom det er svært for dem at forstå" sagde ham opmuntrende og smilede til ham. Hun ville i hvert fald ikke give op, hun ville kæmpe for at blive accepteret, for at de begge blev accepteret.

Casey havde ikke lyst til at skilles fra ham endnu. Hun nød virkelig at tale med ham, at være i hans nærhed for var i sandhed en god og rar mand som virkelig ville det bedre for alle i landet her. Hun følte sig fantastisk heldig at hun havde fundet ham og var bumpet ind i ham på denne aften, det var da sikkert. Hun kunne ikke andet end at grine mildt vad hans ord. "Alt forladt. De må huske på hvad jeg har sagt tidligere. De får mig til at føle mig rolig og tryg og det er noget jeg ikke har oplevet meget meget længe" sagde hun blidt og sendte ham et roligt smil. Hun var ikke sur eller noget men ønskede blot at han skulle huske det hun havde sagt. At han så måtte sige at han selv søgte en arbejder gjorde hende kun glad. Hun ville absolut ikke havde noget imod at komme og arbejde for ham, det var da sikkert. "Det lyder dejligt. Jeg kan lave mad, gøre rent, rydde op, handle og vaske tøj hvis der er brug for det. Sandt at sige er jeg en rigtig husmor hvad sådan noget angår." Hun grinte en smule og vendte blikket mod ham på ny. Det ville virkelig være helt fantastisk at få sig et arbejde sådan så hun kunne tjene nogle få mønter og at det var hos ham gjorde hende absolut intet.
Det varme smil var smittende og hun gengældte det. "Det handler om at holde fast i alt det gode, Det handler om at se positivt på tingene selvom man måske lever i en uretfærdig verden, man kommer bare ikke langt hvis man sætter sig ned på sin flade og bare siger at det heler et uretfærdig og at man ikke gider mere. Man må kæmpe og komme videre. Det er godt at De ej glemmer det for nu har du jo lovet mig at vise mig dem alle sammen og selv har jeg hukommelse som en elefant så jeg vil ej glemme Deres løfte" endte hun en smule drillende og smilede sødt til ham.

[Marius Amalani Darcy]

Tilværelsen i Procias, kunne uden tvivl være utrolig hård, og særligt hvis man var af et væsen og race, som slet ikke hørte til der. For Marius var det svært, for han havde boet der hele sit liv, han havde gjort meget for at hjælpe landet tilbage på fode, og han kæmpede da endnu for at hjælpe dem, selvom mange ikke ønskede den. Han nikkede mod hende. "Vi er en lille flok, som har boet i landet her, som ønsker at ændre den gamle tankegang, så vi igen kan føle os respekteret som retmæssige borgere i landet her. Sågar den ene er kongelig rådgiver og har ej folkets støtte og tillid," fortalte han. Carlisle var en ung mand, som han snakket meget med og særligt i denne tid. Vampyren havde de jo trods alt også tilfælles, og var noget af det, som de begge uden tvivl blev dømt frygtelig hårdt på, uanset hvor hårdt det så end lød.

Marius ønskede skam heller ikke at lade vejene skilles endnu. Han kunne virkelig godt lide, at snakke med hende og særligt på denne her måde, så hvorfor ødelægge det, hvis der var andre alternativer? Det var end ikke noget som han forstod. Han sendte hende et let smil og nikkede så. "Det glæder mig," endte han roligt, som han nu selv måtte annoncere, at han lige så måtte mangle nogen i hans eget hjem, som kunne påtage sig noget af det mere huslige. Det var uden tvivl ikke noget af det som ham selv og hans barnebarn tog sig særlig meget af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det var skal heller ikke fordi at han ønskede at noget skulle ske, hvis han da ellers kunne blive fri for det i den anden ende. "Det lyder da glimrende. Det er nemlig ikke just det arbejde som jeg selv og mit barnebarn påtager os. Vi arbejder på vinplantagerne, for endnu en gang at hjælpe den procianske økonomi.. Om De vil, kan De tage med mig hjem, så vi kan få resten på plads?" spurgte han med en rolig stemme.
Selv var Marius ikke typen som glemte det gode. Selv ville han elske at vise hende de store og fine ting, som var ved landet her når månen stod højt. Han smilede venligt til hende. "I det tilfælde, frygter jeg ej at det bliver glemt. Skal vi komme videre?" spurgte han roligt.

[Deleted]

Casey lyttede roligt. Hun kunne godt lide hans tankegang og hans mål for landet. Det virkede som om at han virkelig ville det bedste for alle, både for dem som kom til landet og ønskede landet det godt og det oprindelige folk som skulle lære at der var noget godt i andre folk. Hun sendte ham et lille smil. "Det er dejligt at der er nogen som ønsker at varetage vores interesser og som ønsker os det bedste. Det får i hvert fald mig til at føle mig en smule sikre i landet her. At den kongelige rådgiver ikke bliver stolet på af folket er en skræmmende tanke. Han har en så vigtig position som er givet af vores kongehus og alligevel stoler de ej på ham. Det er forfærdeligt" sagde hun stille og bed sig let i læben. Hvorfor kunne de ikke en gang stolt på en i en stilling som var givet direkte af kongehuset??

Casey sendte ham et roligt smil. Hanvar så sød og rar at snakke med og hun kunne virkelig godt lide det. Det var rart at snakke med ham og bare ... føle at der faktisk var en plads til hende i dette land. Hun kunne virkelig godt lide det og tanken om at skulle skilles fra ham var ikke rar men dog en nødvendighed. At det glædet ham at hun følte sig tryg omkring ham var ikke så underligt. Det var nok ikke ord han hørte ofte hvilket var meget trist synes hun. At han ønskede at hun kom og arbejdede for ham fik hende blot til at smile. Hun kunne godt lide tanken og det lød som om de kun var to mænd i huset så rengøring og sådan noget var sikkert ikke i høj prioritet. "Det glæder mig til at være til nytte. Sandt at sige har jeg været en kendte rastløs her på det sidste fordi alt bliver ordnet for mig på kroen. Jeg ønsker at tage med dig men jeg ville høre om der var tid til at søge omkring kroen og hente mine ting? Jeg har ikke mange, ting og det vil blot tage et øjeblik." Hun kunne mærke glæden i hendes sind. Dette var virkelig en dejlig ting, hun kunne gøre nytte og hjælpe ham og hans barnebarn og så fik hun et sted at være. Det var virkelig rart.
At han holdt ved det gode var kun en glædelig ting. Hun sendte ham et smil. "Det glæder mig. Hvis De nu skulle glemme det så skal jeg love Dem for at jeg kommer efter Dem" sagde hun drillende og blinkede til ham. "Jo. Lad os komme afsted. Vi skal jo helst nå indendøre inden solen står op."

[Marius Amalani Darcy]

Folket her var bestemt ikke venligsindede overfor fremmed og ukendte, og særligt ikke når de var af en mørk race. Enkelte - såsom Carlisle, var faktisk født i landet her, og det samme havde Jacques været tilbage i sin tid, så i det tilfælde, så gjorde det virkelig ikke nogen forskel. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Han var jo enig. Det var virkelig en skræmmende udvikling. "Det er skræmmende, men det er nu omstændighederne ved at være her. Desværre. Kongehuset står ganske vidst med den største og højeste magt, men ikke altid er det nok, om folket er af en anden mening," fortalte han roligt. De var en mindre gruppe som samlede sig fra tid til anden, bare for at komme af med frustrationerne, så det mindskede chancen og risikoen for at der skulle ske noget, for det var slet ikke noget som han ønskede sig.

Marius mente det nu, når han sagde, at han gerne ville give hende det arbejde. Selvom han ikke kunne sige, at have den største pengebeholdning lige nu, var han nu temmelig sikker på, at han godt kunne betale sig fra at have hende boende og arbejdende på samme tid. Det ville bestemt ikke gøre ham noget, hvis han selv skulle sige det. "Alle har noget at yde noget af, og det ved jeg jo. Derfor vil jeg gerne give dig muligheden for at lave noget, samtidig med at du får betaling for det. Jeg har ikke meget lige nu.. men kost og logi kan jeg give dig oveni," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han nikkede. "Vi kan godt tage forbi kroen på vej hjem, og hente dine genstande," sagde han roligt, inden han faktisk gjorde tegn til at ville den anden vej. Det gode ved det hele, var skam også noget som han gerne ville mindes, i den forstand, at han kunne. Han havde selv brug for det. Han smilede let for sig selv. "Det ville jeg værdsætte," sagde han roligt, inden han roligt søgte tilbage i retningen af kroen. For nu skulle de have hentet tingene, og så komme hjem til ham. Dette skulle uden tvivl nok vise sig, at blive umådelig interessant.

//Out