First week in a new city

[Deleted]

Marius Amalani Darcy

Casey havde endnu ikke fundet sig helt til rette i Procias. Hun havde søgt om tilladelse til at opholde sig i landet og havde endelig fået lov. Hun var halvt af mørket men eftersom hun intet vidste omkring warlock racen havde hun fået tilladelse. Det havde været den lykkeligste dag i hendes liv da hun fik lov til at tage ophold i Procias. Hun følte sig sikker her og regnede ikke med at William ville finde hende. Hun var stukket af sammen med hendes søster men inden de var smuttet havde Casey taget en smule guld sådan så hun i det mindste havde noget at starte på i det fremmede land. Med rolige skridt gik hun ned gemmen markedet som var ved at pakke sammen for dagen. Det var efterhånden også blevet sent, solen var allerede gået ned og mørket var faldet på. Der hang lamper som lyste gaden op. Det var egentlig et smukt syn. Det røde hår hang ned over hendes skuldre mens hun blot kiggede lidt rundet over det hele. Hun var ufattelig nysgerrig, alt var stadig så nyt her i byen. Hun havde kun været her i et par dage men folk havde taget godt imod hende. Hun vidste endnu ikke hvad hun ville med sit liv, hun skulle finde sig et arbejde for pengene ville snart slippe op, og dog så vidste hun slet ikke hvor hun skulle begynde.
Casey var iført en sommerkjole som var hvid og stod i rigtig god kontrast til hendes hår. Den var dog en smule snavset da hun ikke rigtig havde andet at tage på for tiden. Hun var nød til at gemme pengene til vigtigere ting og for en person som aldrig rigtig havde håndteret penge før så var det svært for hende ikke bare at købe alt hvad hun så. Hun endte med at stoppe op foran en bod som endnu ikke havde lukket og som solgte noget sjove udseendet bøger. De fangede hendes interesse ret hurtigt.

[Marius Amalani Darcy]

Endnu en aften hvor Marius søgte ud.. Han følte sig fanget hjemme, også selvom han bestemt ikke var meget for at søge ud i sit eget land. Det at kæmpe sig tilbage mod toppen, når man stod som vampyr i et lyst land, hvor de generelt var meget imod de mørke race, og nu stod han så her.. Det var bestemt ikke fordi at det var nemt for ham af den grund.
Med den mørke kappe tvunget omkring sin krop og med kutten over hovedet, så gik han ned af gaderne. Han følte sig fanget på Herregården, og når han endelig havde muligheden for det, så søgte han også ud. Han skulle uanset op og hente forsyningen af blod på slottet. Den fik de nemlig bragt derfra, når jægeren ankom dertil med byttedyrene som blev skåret op, parteret og blodet samlet til udkastning.. Det blev jo så bare skænket til ham og hans barnebarn istedet for, hvilket var noget som glædede ham. Så slap han for at jage, og slap for at folk skulle se ham i de temmelig ubehagelige og uheldige øjeblikke, hvor dyret for alvor skulle være fremme i ham.

Marius gik lidt i sin egen verden, som han nu altid gjorde, når han var ude også fordi at det heller ikke skete særlig ofte længere. Han holdt sig nok mere indendøre, også selvom han havde lært at leve med det væsen som han nu var blevet, også selvom det uden tvivl resulterede i sine problematikker, som han måtte forsøge at gøre noget med. Det var bare slet ikke særlig nemt lige nu. Han hævede blikket op mod den store himmel. Folk var ved at lukke boderne.. ja, de gjorde det godt nok heller ikke nemt for en mand som ham at gøre sine indkøb, når det kom så vidt, men hvad havde han egentlig forventet af det? Det var jo ikke ligefrem et sted, som var til køb om aftenen når mørket faldt på, og det var det som gjorde det svært for ham også, når han ikke kunne færdes ude om dagen. Det låste ham fast.. og det frustrerede ham kun yderligere! Han bed tænderne let sammen og slog de tanker ud af hovedet.. Han kunne ikke rende frustreret rundt nu. Folk havde stort set deres øjne i nakken.. ventede jo egentlig bare på at finde en grund til at smide ham ud.

[Deleted]

Casey var virkelig rundt på gulvet. hun var slet ikke vant til at få lov til at rende rundt på denne måde så det at være udenfor og ikke være fanget var en helt ny følelse for hende. Hun kunne ikke lade være med at dreje forvirret rundt om sig selv, flere gange for at få så meget med som muligt. Der var flere som kiggede på hende, måske det ikke ligefrem var normalt at se en voksen kvinde rende rundt og reagere på sådanne en måde men alt var jo så nyt. Bøgerne som hun havde fundet fangede hendes interesse. Hun elskede at læse, man skulle jo lave noget når man var fanget hele dagen. Hun tog fat i en af dem, en eventyr bog som hun betragtede nøje. Hun bed sig let i læben og hev sin lille ping frem, hun havde ikke mange penge tilbage. Hun kunne ikke købe den. Hun sukkede en gang og lagde den på bordet igen, hun takkede sælgeren for kigget og vendte sig om for at gå videre. Det var med lidt tungt hjerte men hun måtte se i øjnene at når man ikke havde en til at sørge for sig og man selv skulle arbejde for pengene så måtte man også passe noget mere på dem. Hun kunne dog ikke lade være med at vende blikket over skulderen for at kigge tilbage mod boghandleren hvilket så også resulterede i at hun endte med at støde lige ind i en kappeklædt skikkelse. "Om forladelse min gode Herre. Jeg så mig vidst ikke for" skyndte hun sig at undskylde og bukkede for skikkelsen. Hun var virkelignikke smart sådan ikke at se hvor hun gik.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var så sjældent ude, og normalt så var det ikke i Procias han gjorde det, udelukkende fordi at han faktisk frygtede at støde ind i folk. Langt de fleste ventede jo trods alt bare på en grund til at råbe op, og få ham kastet ud, fordi at han var det væsen som han var - en vampyr, og det var ikke noget som folk ville have på denne side af grænsen, også selvom han vidste, at landet her ikke rigtigt kunne undvære ham. Der var en del problematikker i det hele, og det var uden tvivl noget som han helt klart også selv måtte finde morende. Han kunne ganske vidst ikke rigtigt gøre noget ved det, men nok om det.. Så var det jo bare sådan at det måtte være.
Kvinden som endte med at gå direkte ind i ham, rev ham ud af hans tankestrøm, hvor han dog alligevel næsten stod stille på sin plads. Kutten var faldt ned, hvilket fik ham til at vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Hans hud var bleg.. hans øjne bar den typiske røde glød, også selvom det ikke var noget som han selv reagerede på. "Alt forladt," afviste han med en rolig stemme. Han rettede sig op og rettede på sit tøj, så det endnu en gang sad ordentligt. Han bøjede sig ned, hvor han samlede stokken op, som han børstede fri af sand og støv og alt det andet, inden han roligt tog om den og satte den foran sig igen. Han vendte blikket mod hende. Han forsøgte virkelig at lade som ingenting. Og så håbe, at hun var i stand til at gøre det samme. "De er okay?" spurgte han høfligt, idet han vendte blikket mod hendes ansigt. Han kunne jo selv have set sig for, så var det jo heller ikke sket. Det var farligt at vandre rundt i sine tanker.. og særligt for en mand som ham i disse dage.

[Deleted]

Alt ting var bare så nyt og spændende for Casey. Hun havde aldrig før fået lov til at slå sig løs før og da slet ikke ude blandt andre mennesker. Hendes liv havde næsten været en fangelejr, hendes far havde solgt hende til hendes mand og hendes mand havde behandlet hende som et objekt. Hun var blevet straffet indtil hun var lydig og hun var ham tro siden da. Eller det var indtil hendes søster fik rusket noget fornuft ind i hende og hun fandt modet til at flygte. Nu var hun fri og kunne gøre hvad hun ville. Det var en dejlig men også skræmmende følelse.
Manden som hun stødte ind i satte en underlig fornemmelse i hende. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på det til at starte med. Hun trådte roligt et skridt baglæns for ikke at stå helt oppe af ham, et roligt smil prydede hendes læber. "Mit blik var fanget hos den spændende boghandler istedet for det hvor jeg gik. Hvilket ikke var så smart" sagde hun roligt og sendte ham endnu et smil. Hendes blik hvilede på hans skikkelse og hun kunne ikke undgå at bemærke hans blege hud og rødlige øjne. Han var vampyr, ingen tvivl om det. Dog så gjorde det hende ikke så meget. Hun frygtede ikke vampyrer hvis de ikke gjorde hende noget og hvis han var her i Procias så måtte han vel havde fået lov til det ligesom hun havde gjort det? Så kunne han vel ikke være så slem. Roligt foldede hun hænderne foran sig. "Jo tak. Jeg har det skam fint. Og De? De er ikke kommet noget til håber jeg?" Høflighed var hun da opdraget med i det mindste. Hovedet søgte let på sned mens hun blot betragtede ham med en rolig mine. Han virkede ikke farlig overhovedet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius frygtede et sted at hun ville råbe op om hvad han var. Folk vidste det jo godt, men at give folk det mindste, ville koste ham selv frygtelig dyrt, og det vidste han ikke om han ville kunne klare. Han ville ikke give folk en grund til direkte at skulle hade ham, og give kongehuset en grund til at smide ham ud, når han vidste hvor vigtig han faktisk var for dem. Han havde god kontrol over den dyriske sut, og han havde endnu ikke kastet sig efter folk fordi at sulten havde præget ham for meget. Han holdt det nede med dyreblod.. også selvom det blod faktisk gjorde ham skidt tilpas. Han bed det i sig for nu. Det var nok bare en vanesag. Han sendte hende et venligt smil. "Jeg kunne selv have set mig for. Jeg gik for meget i mine egne tanker.. Og det beklager jeg," sagde han roligt. Om han havde haft øjnene med i dette henseende, så var dette nok heller aldrig sket.
Marius håbede naturligvis ikke at hun var kommet galt afsted. Det var da noget af det sidste, som han ønskede sig i dette henseende. Han trak vejret dybt og betragtede sig kort af hendes skikkelse. Smuk var hun uden tvivl, også selvom han var for meget en gentleman til at sige eller kommentere på det. Han gjorde sig tanken, og det var vel også mere end rigeligt? Han rystede lettere afvisende på hovedet. "Jeg klarer mig.. Som sagt, så kunne jeg bare have set mig for," forklarede han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han lod hænderne hvile på stokken foran sig. "De er sikker på at De klarer Dem? Jeg kan.. være hård at gå ind i, hvis De forstår," sagde han roligt. Han var vampyr. Der lå jo trods alt lidt en anden styrke i ham, end der gjorde i de fleste.

[Deleted]

Casey ønskede ikke at råbe op omkring hvad denne mand var. Han havde jo intet gjort hende så hvorfor skulle hun dog også det? Det Procianske folks holdning til vampyrer var hende ukendt, det eneste hun gik op i var at hvis han havde fået lov til at være her så måtte de kunne se noget godt i ham vel? Hun ønskede langt fra at ødelægge noget for ham. Hun sendte ham et roligt og blidt smil. "Skal vi så ikke blot sige at vi begge var lige gode om det? Der var vidst ingen af os som kiggede hvor vi gik" sagde hun opmuntrende og strakte sig en gang. Casey havde altid haft et mildt sind, hun var rolig og fattet selvom hun havde været igennem meget. Det var som om hun rigtig kunne komme frem nu hvor hun var fri?
Casey's blik søgte roligt til den fremmede. Det var virkelig længe siden hun havde haft så meget kontakt med en anden end William og hans familie. Selvom det de havde lige nu ikke var meget for andre så var det i hendes øjne meget stort. Det var langt fra noget hun var vant til og det var både dejligt men også utrolig skræmmende. Hun sendte ham blot et smil ved hans ord. Det var godt at han ikke var kommet noget til, det var da i det mindste noget. Desuden så kunne de begge have set sig for, det var da sikkert. Hans kommentar om at han var hård havde noget at gøre med hans race. Hun sendte ham blot endnu et smil og rystede på hovedet. "Jeg er en smule øm men det er alt. Jeg er ikke vant til at være ude så det kan meget vel være derfor jeg er øm end at det er fordi at De er hård" sagde hun mildt og begyndte let at rode med sit hår. En dårlig vane hun havde fået sig gennem tiden. "Desuden har jeg været igennem værre ting end hvad De ville kunne udsætte mig for ved at gå ind i mig. Jeg klare mig."

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede ikke at ødelægge den ene chance som han havde på denne side af muren. Hans egen race talte kraftigt imod ham i dette henseende, og det vidste han godt. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han var særlig begejstret for i udgangspunktet, for det var det da godt nok heller ikke. Derfor var han selvfølgelig glad for at hun netop valgte ikke at råbe op om overfald og alverdens andet, som mange af de procianske borgere ville have gjort, om de havde haft muligheden for det. Han nikkede roligt mod hende. "En fællesskyld kan jeg godt gå med til," sagde han med et smil, hvor man kun lige kunne ane de spidse tænder i hans mundvig. Han kunne jo heller ikke ligefrem lægge skjul på hvem og hvad han var trods alt.. uanset hvor meget han ville ønske at han kunne gøre det.
Marius betragtede sig roligt af hendes skikkelse. På grund af styrken som lå i ham som vampyr, så skulle der en del mere til, før han blev væltet omkuld. Han stod da om ikke andet, så ved hvad han var. Han så nemlig heller ikke nogen grund til at skjule det faktum, at han var en vampyr, men dog på den procianske side, som ønskede at yde sit arbejde og sit ansvar i den sammenhæng. "I så fald, så beklager jeg.." Han vendte sig mod omgivelserne.. Der var ikke rigtigt nogen som havde bidt sig mærke i det, hvilket skam også var noget som passede ham ganske udmærket. Hvorfor skulle det ellers passe ham anderledes? Han trak vejret dybt og vendte kort blikket mod himlen. Han hadede at være så fastlåst til natten.. Hvad han dog ikke ville give for at se solen bare for en enkelt dag. Smilet forblev dog på hans læber.. Han lod sig ikke gå på af det faktum. Han havde jo endnu sin frihed i forhold til så mange andre. "Det er jo trods alt heller ikke hver dag, man bare vandrer direkte ind i en anden kvinde.. Jeg beklager endnu en gang.. Mit navn er Marius Darcy," præsenterede han sig roligt som. Hvorfor ikke bare komme videre i programmet, istedet for at stå og konstant undskylde for hinanden?

[Deleted]

Casey bed sig virkelig ikke mærke af at han var vampyr. Hun kendte til Procias og det gode i folket her så hun frygtede ham ej. Hun var vel et sted meget naiv, hun skar dem alle over samme kam og anså dem som gode. Et sted kunne der vel ikke være nogen af dem der var værre end William? Hun sendte ham et blidt smil ved hans ord. Fælles skyld lød som en glimrende ting. "Få er vi vidst enige" sagde hun blot for der var jo ikke mere at sige om det. De spidse tænder bemærkede hun men det gjorde hende intet. Et sted var hun egentlig mere facineret af at møde en anden vampyr end dem hun havde været vant til i Florence familien. Måske de ikke alle var lige slemme? Interessant.
Hun rystede på hovedet ved hans ord. Han skulle ikke beklage, det var jo ej hans skyld alene og det faktum at hun var øm i kroppen var da slet ikke hans skyld overhovedet. Hun sendte ham et lidt opmuntrende smil. "De skal ej beklage. Man kommer ikke langt her i livet hvis man ikke kan tåle og være øm. jeg er vant til det. Tænk ikke mere på det" forsikrede hun ham. Det gjorde hende virkelig intet og denne herre lod jo faktisk til at være meget flink. Hun mærkede et underligt sus i maven, han var den første hun sådan rigtig havde snakket med ud over hvis hun havde skulle købe noget. Det var en helt rar fornemmelse. "Det er absolut heller ikke hver dag man støder ind i en gentleman som Dem. Mit navn er Casey Florence. Rart at gøre deres bekendtskab." Høflig og mild som dagen var lang var hun. Casey havde aldrig gjort nogen fortræd og heller aldrig rigtig været arrig overfor nogen. Sur havde hun været men det var mange mange år siden da hun stadig boede hjemme hos sine forældre. Siden den gang havde hun aldrig rigtig opført sig andet end pænt overfor andre, givet hun aldrig rigtig havde mødt andre personer end hendes mand og hans familie.

[Marius Amalani Darcy]

Denne kvinde var høflig, hvilket uden tvivl var noget som faldt i Marius' smag. Det gjorde det også langt nemmere at færdes ude og omkring andre, og det var han skam heller ikke bange for at vise hende. Han blev roligt stående og nikkede sig enig. De kunne fortsætte med at kaste med hvis skyld det var, og så ikke komme videre med den, så at dele den lige over, det kunne han vel godt leve med? "De har så ret." Hans stemme forblev rolig. Selv på trods af det faktum, at han var en vampyr, så tog han egentlig tingene ganske roligt.
Hvad denne kvinde havde været udsat for, havde Marius dog ikke nogen anelse om. For alt hvad han vidste, så var hun blevet øm af at vade direkte ind i ham, for det var han jo vant til. Han var hård og med den overmenenskelige styre han havde, så var det skam heller ikke underligt. "Hvis De er så sikker, frøken," afsluttede han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Han så det bare på sin ret, at skulle præsentere sig ved navn overfor hende, også fordi at hun havde vadet direkte ind i ham, og han alligevel tildels følte skyld for at hun var øm. Kunne man andet? Han var vant til at blive hadet for at være det væsen som han var, så når man endelig blev mødt af en venlighed, så var det uden tvivl noget som han havde tænkt sig at udnytte til fulde, og dette var bestemt ikke noget undtag for hans vedkommende. Han nikkede mod hende. Casey... Et ganske utraditionelt navn, men han kunne lide det. "Et smukt navn til en smuk kvinde.. Tilgiv mig. Det er ikke ofte at jeg.. støder ind i folk på denne måde," fortalte han med et smil på læben. Selv kunne han ikke lade være. Det føles rart at kunne snakke mere.. frit end hvad han var vant til, også fordi at det så sandelig heller ikke var noget som skete særlig ofte, så det handlede vel egentlig i princippet om at nyde det, mens man kunne?

[Deleted]

Casey var opdraget godt. Hun var god og mild og rigtig huslig efter hun havde været gift. Hun var en som aldrig gjorde sit bedste for at alle andre havde det godt. Det var jo det hun var vant til. Dog kunne hun mærke hvordan hendes hjerte måtte hamre en smule ved hans ord. Det var faktisk ord hun aldrig havde hørt før? Hun havde aldrig haft ret i noget men skulle altid bare indfinde sig. Det var en underligt følelse hun stod med. Hun sendte ham et lille smil.
Hun mente det virkelig. Eftersom hun havde været fanget i et hus de sidste mange mange tusinde år og nu havde haft et par uger til at rende rundt og lave en masse ting gjorde hende uden tvivl øm. Hun var jo ikke vant til at lave meget andet end at servisere hendes mand, rengøring havde kun været brugt som straf i hendes tilfælde selvom det ikke havde gjort hende det mindste. Hun var ikke påvirket af at skulle rydde op eller gøre rent. Et sted fandt hun det hyggeligt. Hun sendte ham et sødt smil og nikkede. "Jeg er sikker i min sag. Jeg har haft omgang med Deres race før så det var et sted en velkendt følelse at støde ind i dem" forsikrede hun ham med et lille grin. Det var ikke mange ting hendes mand havde arvet efter vampyren men den rå muskelstyrke havde han. Det var absolut noget hun var vant til. Hun ønskede ikke at være andet end venlig ved Marius. Han virkede god og han var en rigtig gentleman hvilket hun absolut kun kunne se positivt på. At han komplimenterede hende fik en omgående rød farve til at stige op i hendes kinder. "Jeg takker." Hendes blik flakkede en smule. Dette var virkelig uvant for hende og hun vidste virkelig ikke hvilket ben hun skulle stå på lige nu. "Som sagt er der intet at tilgive. Selvom jeg må indrømme at jeg er glad for at vi stødte ind i hinanden. Jeg har ikke haft en ordentlig samtale med en anden person umådeligt længe" forklarede hun roligt. Hun kunne virkelig godt lide det her. Det bare at stå og snakke med folk, det var fantastisk og helt anderledes end det hun var vant til.

[Marius Amalani Darcy]

Selv måtte Marius erkende, at han fandt det rart, at han ikke behøvede at skjule hvad han var. Han var ikke skamfuld over det, men dog derimod forsøgte han at lære at leve med det, også selvom det ikke ligefrem var nemt i det tilfælde. Tungen strøg han let over læben. Ikke fordi at han var sulten eller noget lignende, men ganske enkelt, fordi at det var ved at være ham en oldgammel vane, som han bare ikke havde formået at lægge fra sig endnu.
Hænderne lukkede han roligt og afslappet omkring den stok som han havde stående foran sig. Selvom han selv ikke direkte var i besiddelse af nogen adelig titel, havde den jo trods alt tilfaldt ham en enkelt gang tidligere, og derfor havde han da naturligvis stadig finesserne efter det. "Meget vel," begyndte han med en rolig stemme. "Så er der ikke nogen grund til at skjule hvem og hvad jeg er.." Han blev stadig roligt stående. Kvinden foran ham var yderst velopdragen, hvilket uden tvivl var en tanke, som selv han kunne lide, og det erkendte han så sandelig gerne. Selv havde han ikke noget imod, at hun tog sådan på det, som hun gjorde lige nu, også fordi at hun heller ikke udviste, at hun var bange for ham, hvilket var noget som han faktisk godt kunne lide. For ham var det afslappende og betryggende ikke mindst, og det var noget som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. "Så tillad mig at give dig et lille plaster på såret... og opfordre dig til at gå en tur med mig?" spurgte han roligt. Selv havde han ikke noget imod at stifte nye bekendskaber, og da særligt når hun reagerede sådan på hans væsen, som hun gjorde, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele, og selv for hans vedkommende. Han trådte roligt mod hende. Selv så han ikke nogen grund til at skulle gøre hende noget ondt.. Da særligt ikke når hun handlede og reagerede på denne måde, som hun nu gjorde det, så var det jo heller ikke fordi at det gjorde ham det mindste. Tvært imod.

[Deleted]

Casey frygtede ham ikke, ikke det mindste. Ikke nok med at han ikke havde udvist en adfærd som skulle gøre hende bange for ham så var der vel en grund til at han fik lov til at rende rundt i Procias som han gjorde? Han gjorde jo ikke meget for at skjule sig og sit væsen så Casey var ikke bange. Desuden så følte hun et sted at hendes møde med vampyrer havde været hårde nok, hvad kunne Marius gøre ved hende som hun ikke allerede havde prøvet? Ikke fordi hun troede han ville gøre hende noget men det var med til at hun ikke frygtede ham.
Casey sendte ham et roligt smil og lod hovedet søge let på sned. Der var virkelig ingen grund til at han skulle skjule sin race for hende, absolut ingen. Hendes blik gled kort rundt på gaderne som efterhånden var ved at blive øde, var han monstro nød til at skjule sig fra folket? Tanken var ubehagelig et sted for hun havde altid anset Procias for at være sådan et tolerant sted, hvis han ikke kunne gå frit ville det da være en skam. Hendes blik gled roligt tilbage på. "De behøver ej skjule Deres race for mig. Jeg dømmer ikke ud fra folks racer. Der kan være godt i dem alle sammen" sagde hun blot med en mild stemme. Hun mente det virkelig. Bare fordi han var vampyr betød det ikke at han ønskede at gøre grimme ting ved hende eller nogen andre. Han virkede utrolig sød og rar, det kunne hun mærke og så var der vel intet at frygte? Hans forespørgsel fik hende til at smile en smule mere. "Det takker jeg skam ikke nej til. De føre an." Hun lod hovedet søge let på sned igen og sendte ham et sødt smil. Dette var første gang hun gjorde sig et nyt bekendtskab som ikke var hende påtvunget på nogen som helst måde. Det var virkelig dejligt.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var naturligvis glad for, at hun ikke dømte ham på racen, for det var faktisk det som han var vant til i en situation som denne.. Han var vant til at alle ville tage de muligheder de ville have for at få ham smidt ud, fordi at han var det væsen som han var, og det var slet ikke noget som man kunne sige, at han var det mindste interesseret i. Nej, han ønskede jo bare at få stablet sit liv på benene igen, og det kunne han ærlig talt ikke se fejlen i. "Jeg kan blot redegøre for hvad jeg er vant til. Landet her er fantastisk.. byerne.. livet.. systemet såmænd.. men selv folket her kan være meget.. fordomsfuld," endte han med en rolig stemme. For ham var det bare vigtigt at påvise, at han ikke var ude på at gøre hende noget, dog selvom folket her kunne være ekstrem fordomsfuld og gøre hvad de kunne, for at få folk smidt af vejen, når muligheden var der for det.
Marius ville gerne se mere til denne kvinde.. lære hende lidt bedre at kende, også fordi at det bestemt ikke var ofte, at man stødte på nogen som var så åbne og så modtagelige som denne kvinde måtte være.. Han kunne lide det. Han kunne virkelig godt lide det. Han nikkede mod hende og med et smil. Han kunne jo heller ikke lade være. "Det glæder mig.." Der var stadig en taknemmelighed at spore i hans stemme. Han ville ikke have noget imod at vandre denne tur sammen med hende. "De forekommer mig ej som en kendt af Procias.. Så fortæl mig.. Hvor er De fra?" spurgte han med en tydelig nysgerrig stemme, da hun alligevel valgte at gå med ham. Uden tvivl var dette noget som han virkelig var glad for, for hun havde uden tvivl formået at vække ham en klar og tydelig interesse.. En interesse, som han kun måtte føle vokse i takt med at han lærte hende bedre og bedre at kende.

[Deleted]

Casey var absolut ikke fordomsfuld selvom man skulle tro det med den opvækst og behandling som hun havde fået gennem sit liv. nej hun valgte at gøre som hendes søster havde påbudt hende det, at tage hendes nye liv med åbne armen og så bare tage det som det kom. Marius virkede som en meget rar og sød mand, hvorfor nogen havde fordomme om ham blot på grund af hans race anede hun virkelig ikke. Mennesker kunne være nogle mærkelige nogen. Det havde hun da lært allerede nu. "Jeg har kun været her i en uge men allerede nu er jeg utrolig fascineret af landet her. Procias virker næsten idyllisk i forhold til hvad jeg er vant til. Dog er det en skam at nogle af borgerne er fordomsfulde. Der findes godt i racerne fra mørket så vel som der findes ondt i racerne fra lyset. Vi kan ikke skære alle over en kam" sagde hun roligt. Hun kunne godt mærke at han intet ondt ville hende. Det var slet ikke svært at se. Hun var faktisk utrolig glad for at hun havde stødt ind i ham. Det lod til at ville blive til noget interessant.
Casey fulgte roligt med ham som de begyndte at gå. Hun var virkelig ikke vant til at være meget ude men det gjorde hende intet. Det at kunne gå rundt og snakke med Marius var virkelig noget at det mest fantastiske hun havde prøvet længe. Hun følte sig fri til at gøre lige hvad hun ville og det var i sandhed noget hun ikke havde haft mulighed for nogensinde før. Hans spørgsmål fik hende til at smile mildt og vende blikket mod ham. "Jeg er født og opvokset i Dvasias. Min far var en mægtig Warlock fra en renblodet familie men på grund af indavl var de nød til at finde nyt blod. Han fandt min mor som var fra Procias og var Engel og de fik mig om mine søskende. Livet i Dvasias er meget anderledes end det er i her i Procias hvis jeg ikke tager meget fejl?" spurgte hun roligt. Hendes historie var ikke noget som gik hende på det mindste. Hun åbnede sig gerne overfor folk, ikke fordi hun var stolt af hvad hun havde været igennem men fordi hun følte at hun var kommet videre. "Hvad med Dem? Har de altid boet her i Procias?"