First week in a new city

[Deleted]

Casey følte sig sikker i Marius selskab, hun troede ikke at han ville gøre hende det mindste. Hun så den blide sjæl i ham også selvom han var vampyr og regnet for et bæst af natten. Hun kunne virkelig ikke se andet end godhed i ham og det var også derfor hun gerne ville have ham til at vise hende Procias. Hun ville se det hele, se alle skattene og med ham så var det en mulighed. Hans ord fik hende til at le mildt og vende det blide blik mod ham. "Jamen så vil jeg føle mig yderst beæret over Deres selskab" sagde hun mildt men ligesom han, en smule drillende. Hun kunne virkelig godt lide det her, hun hyggede sig med ham og havde det rigtig godt. Den måde som Marius var på passede hende umådelig godt, hun følte sig sikker og rolig hvilket betød utrolig meget for hende.
Hun var ked af at ikke alle havde det som hende. Det var synd at folk havde det med at dømme ham for det væsen som han var og ikke den person han var. Hvis de dog blot kunne se forbi tænderne og den døde krop ville de se det samme som hende, en blid, mild og rar mand som havde hjertet på det rette sted. Det var ærgeligt men der var ikke meget man kunne gøre ved det. "De har ret. Men folket må dog vide at De har kongehuset i ryggen? At kongen og dronningen ser det gode i Dem. Landet borgere burde da have så meget tiltro til deres kongehus ville jeg mene. Selvom der ej er lys i Deres væsens natur så er der lys i Deres sind. Det burde betyde mere" sagde hun ærligt. Hun mente det virkelig, det var hende meget uforstående at folket ikke havde den tiltro til deres kongehus. Kongen og dronningen havde jo sagt god for ham? Hvorfor kunne folket så ikke lade ham være? Det var hende umådelig uforstående. Hendes blik vendte roligt mod hans skikkelse og hun sendte ham et smil. "Den hårde tid vil slutte på et tidspunkt. Det er sikkert. De burde finde en som De kunne dele tilværelsen med så ville den måske heller ikke virke så hård?" Hun vendte blikket mod sine hænder og rodede let ved sin kjole som de gik. Hendes tanker fløj kort tilbage til William, ledte han mon efter hende? Den tanke skræmte hende så meget at hendes hjerte måtte begynde at hamre i hendes bryst.

[Marius Amalani Darcy]

Casey var en kvinde af et positivt sind, hvilket var noget som Marius virkelig godt kunne lide. Med smilet stødt hvilende på hans læber, vendte han sig mod hende endnu en gang. Var det virkelig nogen hemmelighed, at det betød så meget for ham, som det gjorde? Det var også derfor at han valgte at gå med til at vise hende disse ting, da det var noget, som han i sandhed ønskede at vise hende. "Det glæder mig," sagde han med en ærlig stemme, da han igen valgte at nikke i hendes retning. Når alt endelig kom til alt, var det bare vigtigt for ham at understrege den betydning det havde for ham. Det var uden tvivl rart, at det ikke var alle, som dømte ham på det væsen han faktisk var.
Det var ikke mange som bar hendes positive syn på tilværelsen, og da særligt, fordi at hun stod overfor en mand som ham. Det glædede uden tvivl Marius at vide, at nogen kunne se sådan på det. Han trak let på skuldrene. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at Silia havde det bedste ry i forvejen, og han vidste, at det var risikabelt for hende, at have ham i landet. Derfor ønskede han jo at gøre hvad han kunne for at lette den byrde. "Procias er et mærkværdigt land hvad det angår. De bryder sig ikke om folk udefra. I det her tilfælde, er det også en grum skæbne, som har ramt vores kære dronning. Ikke fordi at du skal være bange for, at noget vil hænde, for det vil det ikke. Lyset i sind er ikke nok, om du ikke har det i racen du er en del af," fortalte han roligt. Det var jo ikke løgn. Hun havde jo selv set hvordan folk havde stirret efter ham, efter de var kommet til at gå ind i hinanden. Han vendte kort blikket op i retningen af himlen over ham. Han havde endnu god tid, inden han var nødt til at søge ind. At finde en anden, var ikke en nem opgave, hvilket han allerede nu var klar over, men han gjorde det nu alligevel så godt som han nu kunne. "Jeg takker mange gange.. Det er et fint råd.. men jeg.. frygter at finde en ny igen, efter hvad der er hændt," fortalte han ærligt. Han var bange for at miste igen.. som han havde mistet alle andre.

[Deleted]

Casey kæmpede virkelig for at være så positiv som hun var det. Et sted så kæmpede hun for det fordi det havde været hendes storesøsters sidste ønske. Hun ønskede ikke at hun skulle gemme sig væk ned i et lille hul uden kontakt til omverdenen, nej hun ønskede at hun skulle komme ud og møde nogle nye mennesker som hun gjorde det nu. Hun var umådelig taknemmelig for at hun havde mødt en som var så rar som Marius var, det var da helt sikkert. Hun sendte ham blot et blidt smil som svar. Hun nød virkelig det her, hun følte sig utrolig glad i hans selskab hvilket kun var en positiv ting.
Casey lyttede roligt til hans ord. At dronningen heller ikke havde det bedste ry anede hun intet om, hun kendte faktisk slet ikke til det Procianske kongehus hvilket vel ikke var så underligt? Hun havde ikke ligefrem meget mulighed for at lærer om Procias før hun søgte til landet, hun havde været heldig nok til at få lov til at komme over muren på grund af hendes dybe kontakt med engleracen som hun havde hvor imod hun intet kendte til warlock racen i hende. Hun sendte ham et lille smil. "Selv er jeg halvt af hver. Jeg har Warlock racen i mig selvom jeg ikke kan et gram magi ud over healingen fra engle racen i mig. I min familie var det strengt forbudt for kvinderne at lære magien og min far var en som håndhævede reglerne meget fast og dog kan jeg ikke lade være med at frygte at folk stadig vil være efter mig for det. Som de fortæller så er der nogle folk her i landet som virkelig ser sig ondt på mørket og dets racer" sagde hun stille og bed sig let i læben. Hun ønskede jo heller ikke ligefrem at der skulle ske noget med hende. Hun var lige sluppet væk fra William, hun havde ikke i sinde at der skulle hænde hende noget forløbig. Casey lyttede og vendte et trist blik mod ham. Han måtte da ikke give op på kærlighed eller på at finde en han kunne tilbringe livet med af den grund. Man skulle aldrig give efter for frygten og alligevel kunne hun se hvad han mente. "Jeg forstår men det er ej en god ting at give efter for frygten. Mit liv har ikke været det letteste, i min familie blev kvinder behandlet som ting, slaver, noget som blev købt for penge. I en meget ung alder blev jeg solgt til en herre som senere blev min mand. Da jeg ikke var villig til at gøre som han bad om blev jeg tortureret indtil jeg var lydig. I mange år var jeg fanget, jeg turde ikke bevæge en muskel uden at have fået lov. Det var indtil min søster redet mig og bragte mig til landet her selvom det kostede hende livet. Selv lever jeg i frygten for at hvis jeg skulle finde en anden at min tilværelse ville blive som den var før ... men jeg kan ikke tillade mig at være bange for hvad ville min søster så havet givet sit liv for hvis jeg bare lukkede mig inde og døde alene?" spurgte hun stille og lagde blidt en hånd på hjertet før hun vendte blikket mod ham på ny. "Man skal ikke give efter for frygten for hvis man lader den styre en så holder man i sandhed op med at leve."

[Marius Amalani Darcy]

Marius tog det nu ikke så hårdt, at der var mørke væsner i Procias, for han havde jo selv den erfaring, at der var noget godt i alle, så hvorfor skulle dette være noget undtag? Han egen forhenværende kæreste, havde været en mørk race, men uden tvivl også noget af det mest fantastiske, som han nogensinde havde haft i sit liv.. Og nu var det hele mistet. Han kunne intet gøre ved det lige nu. Hans blik hvilede på hende. Uanset hvad hun kom fra, var ham ganske enkelt ukendt, men han havde endnu ikke nogen grund til at skulle afbryde denne samtale og gøre noget som dette, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Dronningen selv stod ikke just i hvad man kunne kalde for en heldig position, og Marius vidste det godt, og derfor var det også hårdt for dem at have ham omkring, særligt fordi at han nu havde den race, som han nu havde. Han trak vejret dybt og med det samme rolige smil på læben. "Mange familier er præget af de gamle traditioner og holdninger, og særligt dem som går mange år tilbage. Her i landet i særdeleshed, er det urent at være af en mørk race.. med alt det mørke som er sket her igennem de sidste rigtig mange år, er det dog ej underligt at folk har det syn på os som de nu har.. Jeg kan blot håbe på, at du er forsigtig, når du færdes rundt omkring i landet her," sagde han med en rolig stemme, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse. Det var ikke fordi at han selv tog det så tungt, for han havde sit liv, og han havde accepteret omstændighederne, som han nu havde gjort det, og det var lidt det, som i hans øjne, måtte være det vigtigste. Selv med frygten for at miste eller blive såret igen, havde han taget følelsesmæssig afstand til alt og alle, foruden hans barnebarn, som han i sandhed forsøgte at beskytte med alt hvad han nu kunne. Han forstod hendes problematik... også fordi at han godt kunne sætte sig i den samme situation. Han betragtede hende med de røde øjne. "Frygten for at genleve hvad vi førhen har oplevet, er uden tvivl noget af det som vi begge er blevet plaget af. Det gør mig ondt, at det er så tragisk og trist en skæbne, som har ramt Dem.. Jeg er ked af det på Deres vegne," sagde han med en rolig stemme, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse. Det onde og det grumme havde længe ramt dem alle sammen... men lige det som hun havde været igennem, lød da til at være værre end hvad flest ville.

[Deleted]

Casey havde det lidt på samme måde som Marius med at der var noget godt i alle og at mørket ikke var nogen undtagelse. Selv var de jo begge glimrende eksempler. Selv kunne hun slet ikke forstille sig at der var noget som helst ondt i Marius overhovedet, den måde han var på. så sød og rar var virkelig fantastisk når man tænkte på hvilket væsen han var. Det var da helt sikkert. Hun smilede roligt, jo der var noget godt i alle, en gang i mellem skulle man måske bare grave lidt dybt efter det?
Casey var stadig så ny til landet at hun ikke rigtig kendte noget til kongehuset eller landets problematikker så det var umådelig rart at gå her og snakke med Marius fordi han kunne fortælle hende nogle ting. Det var rart ikke at være alene og ikke at skulle finde ud af alting selv. Hun sendte ham et lille smil. "Det lyder som om at Procias har været ramt af mange ulykker når det kommer til mørket. Det er en skam og især fordi det har sat sådan et præg i borgerne at de ej kan tolerere nogen med mørkt blod. Det er langt fra os alle som har onde hensigter men det er et sted forståeligt at de reagere som de gør. Jeg skal nok være forsigtig når jeg søger ud" sagde hun roligt. Hun ønskede jo heller ikke ligefrem at komme til skade. Hun ønskede virkelig bare at leve i fred og ro i dette land uden at skulle bekymre sig for meget om hvad der var på den anden side af muren. Det at frygte og være bange for at tingene skylle gentage sig var kun menneskeligt. Det vidste hun godt men derfor var det alligevel ikke en god ting at give sig hen til frygten. Det kunne virkelig være noget af det dummeste. Selv havde hun langt fra ikke været heldig med sit liv men hun var trods alt stadig i live og det måtte i det mindste tælle for noget. Hun mødte hans blik og sendte ham et varmt smil. "Jeg er i live, hvilket er det vigtigste. I mens alt dette forgik i mit liv så hadede jeg det og alligevel var det blot min hverdag, der var intet jeg kunne stille op andet end at gøre som der blev sagt fordi så skete der mig intet. Jeg følte det ej så slemt imens det forkom fordi det var sådan jeg var vokset op, et sted er det først nu det virkelig kan plage mig at jeg ikke flygtede noget før." Hun ønskede ikke at hendes fortid gik hende for meget på selvom det virkelig var svært! "Frygt er en følelse som vi deler og som vi vidst begge skal ligge på hylden. Det er sikkert" endte hun roligt og med et lille smil. Det var utrolig rart at snakke med Marius også selvom det de snakkede om måske var et lidt ømt og ubehageligt emne.

[Marius Amalani Darcy]

Selv på trods af alle de ting, som Marius havde haft at slås med, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel for Marius. Det mørke havde aldrig nogensinde kunne tage den plads i hans hjerte, og det ville det heller aldrig nogensinde komme til! Han sendte hende et smil. Selv ønskede han selvfølgelig at hun skulle få den bedst mulige start i Procias, og derfor skulle hun selvfølgelig også vide, at selvom det var kendt for at være et smukt og lyst sted, hvor alle var velkomne, så var sandheden faktisk det stik modsatte, og det var noget som man uden tvivl fik lov til at mærke på egen krop, når det kom så vidt. Han nikkede til hendes ord. "Mange ulykker er sket og har ramt landet her igennem de sidste mange år, desværre. Det har gjort at mange ser sort på tingene, og med en grund. De frygter at der skal ske noget yderligere, end hvad der sker nu.. og det er naturligvis farligt og frygteligt," sagde han med en rolig stemme. Det var uden tvivl en hård tid Procias havde været igennem med både hungersnød som endelig var ovre.. en økonomi som han selv gjorde hvad han kunne, for at banke op, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var nemt, men det handlede jo om at gøre tingene så godt, som det nu var ham menneskelig muligt.
Selv måtte Marius sande, at han virkelig godt kunne lide Casey. Hun var en varm og behagelig person, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han kunne virkelig godt lide det. Han lod hovedet søge let på sned. Han holdt øje med himlen. Han vidste at den her i Procias hurtigt viste om solen var på vej op. Gudskelov var det ikke endnu. "Frygten deler vi, Casey... Og det er deriblandt den som sørger for at vi tager de valg som vi gør. Naturligvis ønsker jeg en at dele livet med.. men ud fra min egen.. ja, tilstand.. Kald det hvad du vil, er jeg selv meget påpasselig med hvem jeg åbner op for i mit liv. Det er farligt for mig," sagde han, inden han alligevel valgte at fortsætte sin rolige vandring. Enhver ønskede selvfølgelig at dele tilværelsen emd nogen.. og der var han så sandelig intet undtag.

[Deleted]

At mørket ej var en del af hans hjerte måtte da være tydeligt for alle at se? Folk kunne da umuligt være så blinde? Selv mente Casey heller ikke at hun havde mørket i sig, hendes mangel på magiske evner inden for alt andet end healing gjorde at hun vel et sted altid havde opfattet sig selv som blot ren engel i stedet for en varyl? Hun forbandt sig meget mere med englen i sit sind, hun følte og nød varmen som kom med racen og var i det hele taget bare gladere for den del af sig. Hun sendte ham et lille smil. De var ens på nogle punkter hvilket måtte være utrolig rart for hende. Hun var slet ikke vandt til at kunne knytte sig sådan til andre. "Det lyder som om der er sket en del i landet her? Selv er den Procianske historie mig ukendt men jeg vil gerne lære mere om landet her. Det er forståeligt at folket frygter mørket og mørke væsner når disse har gjort så meget skade som det lyder som om de har. Dog er det en meget trist holdning at have til tingene vil jeg mene" endte hun blidt. Hun ville virkelig gerne vide mere om Procias' historie men bare med det som han havde fortalt hende nu så kunne hun da godt se hvorfor folk handlede og ergerede som de gjorde. Dog var det en skam at det skulle være på denne måde, hun ville et sted ønske at de kunne ligge det bag sig sådan så de mennesker som faktisk havde fået ophold i landet kunne leve i fred.
Casey vendte blikket roligt mod Marius. Hun var virkelig glad for at hun havde mødt ham. Han var sød og rar og virkelig dejlig at snakke med. Det var noget som faldt i hendes smag. Det at han måtte vende blikket mod himlen fik hende selv til at følge trop. Hun vidste hvad han kiggede efter. Et sted så ønskede hun ikke at denne samtale skulle ende men han var jo nød til at søge ind når solen begyndte at melde sin ankomst. "Har du stadig tid eller er det ved at være tid til du skal søge hjemover?" spurgte hun roligt. Selv ville hun da gerne være en smule opmærksom på det, om ikke andet så for at hjælpe med at holde øje. Det var da det mindste hun kunne gøre. Hun nikkede roligt ved hans ord. Hun kunne godt forstå hans påpasselighed. Hendes smil blev en smule større og hun lod hovedet søge let på sned. "Jeg er sikker på at du nok skal kunne finde en som vil elske dig for den du er, hele den du er og med alt hvad det indebære. Dit hjerte og sind er lyst og rent, der er ej noget ondt at spore i dig og det er jeg sikker på at andre også kan se hvis de blot åbne øjnene en smule. Frygten deler vi og for mit vedkommende vil jeg gøre alt for at sætte den til livs. Jeg vil ikke være alene forevigt." Hun var beslutsom. Hun ville virkelig ikke ende alene, det egnede hun sig da heller ikke til. Hun havde aldrig været alene før så det var allerede utrolig overskridende for hende selvom hun nød at være fri på denne måde.

[Marius Amalani Darcy]

Procianerne havde skam sine klare grunde til at handle og reagere som de gjorde, og det var skam ikke fordi at Marius ikke forstod sig på det, for det gjorde han skam. Det var virkelig trist, at det var det liv og den retning som det skulle tage, men hvad der var sket, kunne man endnu selv den dag i dag, høre folk snakke om. Han nikkede mod hende. "Meget er hændt her i landet. Skovene er brændt ned.. slottet har været under angreb og selv hungersnød har længe præget stedet her på baggrund af handlinger forårsaget af dvasianerne eller andre mørke racer udefra. Det er ikke underligt, at de er forsigtige og påpasselige, og det er hvad man også skal huske.. Den historie som de bærer præg af, sætter frygten i dem.. som den sætter frygten i os," endte han dæmpet. Selvom han havde været lys af race igennem stort set hele sit liv, og aldrig nogensinde havde vendt landet her ryggen, var han dømt på den race, som han nu var blevet, også selvom det var de færreste, som i det hele taget var kendt med historien bag det faktum, at han blev gjort til et af nattens væsner.. Der var jo heller ikke nogen som var interesseret i at lytte.

Marius var nødt til at sikre sig, at han kunne nå i skjul inden solen ville stå op, og derfor var han jo også nødt til at være påpasselig, så det kunne jo heller ikke rigtigt komme bag på nogen. Han smilede let for sig selv, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Jeg har tid endnu. Jeg er blot nødt til at sikre mig, at jeg har tid nok til at nå indendøre. Her stiger solen hurtigt op," fortalte han roligt. Det var det lyse land, så det kunne jo ikke rigtigt komme bag på nogen.
Marius vendte de røde øjne mod hende og med den samme rolige mine fra tidligere. Selv tog han det ikke så tungt. Han ville jo gerne finde en at leve livet med. Hvem ville ikke det? Og der var han jo heller ikke ligefrem noget undtag. "Jeg håber at det er noget som vil komme til mig en dag. Jeg ønsker ikke et liv alene, men derimod noget.. brugbart og noget succesfuldt også på den front.. Jeg vil det gerne til livs.. Og jeg håber, at det er noget som vil ske en dag," sagde han roligt. Han var fascineret af hendes beslutsomhed. Det var ikke noget som man så alle steder nemlig.

[Deleted]

Casey forstod godt at det Procianske folk havde de fordomme overfor mørket efter alt det som Marius fortalte hende. Hvad der var sket i landet her var virkelig horribelt og hun kunne slet ikke forstå at nogen kunne finde på at gøre sådan noget overfor andre. Hun hadede virkelig den tanke at folk kunne være så voldsomt stygge ved hinanden. Hun rystede stille på hovedet af det. Måske var det bare sådan det var, Lyset og mørket havde altid hadet hinanden. "Hvad der er sket i dette land er virkelig ikke til at bære. Procias har været igennem meget, meget som jeg slet ikke kan forholde mig til. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv. Dog er det mig stadig uvirkeligt og meget forvirrende at de stadig har de fordomme omkring dig når du har været af lyse racer før. Det er mig virkelig underligt at det ikke spiller en rolle for dem" afsluttede hun roligt. Det had som de havde til hans race var forståeligt men burde der ikke være en grænse? Hvis han altid havde været landet tro hvorfor skulle det så ændre sig nu? Nok var han mørke af race men hans sind og sjæl var lys. Det var tydeligt for hende at se.

Casey ønskede ikke at der skulle ske ham noget, det var også derfor hun spurgte om han skulle gå. Ikke at hun ønskede at han skulle men hun ville hellere være alene end at sætte ham i fare. hun sendte ham et lille smil og lod hovedet søge let på sned. "Du må virkelig passe på så hvis solen stiger roligt. Jeg har ikke lyst til at miste min nye guide" sagde hun en smule morende og blinkede til ham. Marius havde virkelig udvist hende noget som hun aldrig havde troet at hun skulle finde i en anden sjæl. Den venlighed som han udviste hende selvom hun var ham så fremmed endnu var noget hun godt kunne lide og derfor var det også en trist tanke hvis han skulle være bange for at finde en at dele livet med. Et sted var det næsten selvisk hvis han ikke delte sig selv med et andet menneske, så sød og mild og blid som han var så kunne han næsten ikke tillade sig at lade være med at gøre en anden lykkelig. Hun sendte ham et roligt smil. "Jeg er sikker på at det vil ske. Du er et dejligt menneske Marius, Du skal nok finde en kvinde som vil dig for den du er og som ser som jeg ser, en sød og dejlig person som virkelig vil alle det bedste." Hun kørte en hånd igennem det rødlige hår og legede let med en tot. Han skulle nok finde en som kunne elske ham og holde af ham som han ville det. Det var hun helt sikker på.

[Marius Amalani Darcy]

De mange fortids spor, var hvad man kunne fornemme i Procias, og det var selvfølgelig også derfor at borgerne var som de var. Det værste var vel et eller andet sted, at end ikke Marius kunne klandre dem for deres tankegang hvad han angik? Han havde jo en gang førhen, da han havde fundet sammen med Melody, valgt mørket fremfor lyset, selvom han havde valgt at blive boende i Procias og udføre sit arbejde for dem. Det havde bare ikke været nok i det henseende. Han lod hovedet søge en kende på sned og betragtede sig roligt af hende. Han sendte hende et svagt smil. "Førhen, da jeg havde en kvinde ved min side - før hendes død, bad jeg hende om at gøre mig til et mørkt væsen.. så vi kunne være sammen. Jeg var blot en enlig mand af race, som ej ville blive særlig gammel, og det ønskede jeg ikke.. Jeg er sikker på, at det er hvad folk mindes.. At jeg valgte mørket fremfor lyset," forklarede han med en rolig stemme. Hvorfor lægge skjul på det? Selvom han altid havde været lys af sind og sjæl, så havde det bare aldrig været nok. Det var et folk som var utrolig svære at stille tilfredse.

Marius passede skam på sig selv. Det var bare ulempen ved dette i Procias: Solen stod pludselig bare op, og så var det på tide at tage benene på nakken, og så komme derfra. Det var ikke altid lige nemt, men det var vel bare at gøre hvad man kunne. Han trak igen på smilebåndet. Hun gjorde ham glad, og det var en effekt, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. "Jeg er så vant til det, så det kommer ikke til at ske.. Tro det eller ej, men De hænger på mig, Casey," pointerede han med en tydeligt drillende mine.
Selvom de havde mange ting til fælles, så var der skam også mange ting som faktisk skilte dem, og det var noget af det, som uden tvivl også var Marius meget fascinerende. Selv var han bange for at finde en ny, også fordi at han heller ikke ville placere hende i den samme kategori som ham selv, men frygten for at han ville miste hende på den ene eller den anden led, var også frygtelig, frygtelig stor, og det kunne han da slet ikke have med at gøre i den anden ende. Han nikkede. Han håbede virkelig at hun havde ret i sin udtale, for det liv alene.. det var han virkelig ikke god til, og for ham, var det uden tvivl også en kæmpe udfordring. Han smilede let for sig selv. "At finde en som vil acceptere mig for den jeg er, i et land som dette, er nok det som er den store udfordring.. Men jeg håber virkelig på, at du har ret," endte han taknemmeligt.

[Deleted]

Hun vidste at det var svært at holde deres holdninger hen over hovedet på det Procianske folk men det var bare ikke i orden. Det irriterede hende at de skulle være sådan, det var så underligt for på den anden side af muren så ansås Procias som værende et sikkert sted for alle at søge til selvom dette langt fra var tilfældet. Hun lyttede roligt til hans fortælling og bed sig let i læben. Det var det som folk huskede når de så ham? Et sted bebrejdede hun ham ikke det mindste. "Som jeg ser på det så valgte De kærligheden over døden. Hvis De er lys af sind og sjæl så vil det at blive forvandlet til en mørke race ikke påvirke Dem det mindste hvilket er tydeligt at se på den måde De er nu. Det at mørket har Deres krop har intet gjort for at påvirke din lyse sjæl" endte hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun vidste godt hvad han mente men det var bare ikke retfærdigt.

Casey ønskede at han skulle passe på for .... hun synes egentlig ret godt om ham. Han fik hende til at smile og hun følte sig sikker og tryg omkring ham hvilket ikke var noget hun var det mindste vant til. Det glædet hende at han gav hende disse form for følelser for de var nye og nogle som hun gerne ville have flere af. Hans ord fik hende til at grine mildt. "Det glæder mig. Jeg er ikke sikker på at min charme ville virke på et nyt offer når jeg nu har brugt så meget på Dem" sagde hun morende og lod hovedet søge let på sned. Hun var glad hvilket var en så dejlig følelse, hun kunne virkelig ikke huske hvornår hun sidst havde været så glad.
De var ens og dog så forskellige. Casey ønskede at gøre alt for at få en ny tilværelse, frygten for at hun en dag ville stå ved en som var ligesom William var umådelig stor men hun ville prøve, hun kunne virkelig ikke bare give op og det var det hun levede for. Hun levede virkelig for at finde en hun kunne dele livet med og som ville hjælpe hende igennem de hændelser som hun nu havde været igennem. Hun vendte blikket mod ham. Hun forstod hans frygt, det måtte virkelig være svært. "jeg er sikker på at De nok skal finde en som kan acceptere Dem for den De er. Selv ønsker jeg at finde en som kan hjælpe mig igennem nogle af alle de ting som er hændt mig for .... jeg er skadet, jeg er i stykker og jeg ved at jeg har brug for en andens hjælp til at klare mig igennem det hele" sagde hun mildt og smilede blidt til ham.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig ingen kvaler ved at skulle fortælle Casey sin historie. Hans liv med Melody, havde været det, som havde ødelagt det hele for hans vedkommende. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, kunne man jo sige. Hans blik søgte til hendes skikkelse. Han var glad for hendes indstilling til det, for det var ham et valg, som han ikke havde fortrudt. Et sted, vel også fordi at han havde været.. bange for døden? "Folk frygter mig, fordi de ved hvilket valg jeg har taget tidligere. Det har måske ikke påvirket min.. lyse sjæl, som du så fint beskriver det.. men jeg er menneskelig, med følelser og behov.. selvom min krop er død og kold. Det er blot det faktum, som de til tider må.. glemme.." endte han. Det gjorde ham selvfølgelig trist, for selv for ham, var det en evig kamp, og han kunne virkelig ikke have det. Men selv han var jo nødt til at leve med konsekvenserne af sine handlinger.

Marius kunne lide denne kvinde, og det var ikke ofte, at han sagde det, men det kunne han virkelig. Han ville meget gerne lære hende bedre at kende, og det krævede jo, at de tilbragte denne tid sammen. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det bestemt ikke. Han smilede let for sig selv. Hun fik ham til det.. Han kunne virkelig ikke lade være. "De er et godt væsen, Casey.. Den kvindelige charme, må siges at være et spind jeg nu sidder fast i," påpegede han drillende. Selv han kunne faktisk godt drille, om det skulle være det. Humørforladt, kunne man bestemt ikke sige, at han måtte være, og det var jo lidt det, som han ønskede at understrege for hende på denne her måde.
Selvom der var visse ting, de havde tilfælles, så var der også ting som skilte dem ad, og det var det som Marius faktisk godt kunne lide. Han nikkede mod hende endnu en gang. Han håbede virkelig at lykken ville stå ham bi en dag. Det var et held, som han kun måtte sige, at have brug for. "I landet her, er der nok også en mand, som kan give Dem, netop hvad De har brug for. Det er jeg sikker på. Lykken har for vane med at banke på døren, når man mindst venter det. Måske De allerede har mødt denne mand.." endte han sigende. Selv var det jo trods alt aldrig til at vide.

[Deleted]

Casey var glad for at han delte noget af sin historie med hende, hun ville rigtig gerne vide mere om ham. Hun sendte ham et stille smil, han havde truffet et valg i sit liv som hun kunne forstå sig på, han ville være sammen med den han elskede og hvem kunne bebrejde ham for det? Hun lod hovedet søge let på sned mens hun lyttede til hans ord. "Sådan som du forklare om det Procianske folk så lyder det ikke som om de glemmer så nemt men måske de kunne indse at du var et menneske med følelser som bare gerne vil hjælpe. Man kan jo håbe at de kan indse det på et tidspunkt" sagde hun roligt og sendte ham et blidt smil. Han var jo en god mand som bare ville det bedste. Det var synd at det ikke var alle som kunne se det. Han kæmpede og han var stærk. Det var noget som Casey kunne lide og hun fik næsten lyst til at kæmpe sammen med ham. Han havde bare en udstråling som hun virkelig kunne lide.

Casey kunne virkelig godt lide Marius. Han havde et godt hjerte og hun ønskede virkelig at lære ham bedre at kende og lære mere om hans liv. Hun kunne allerede nu godt lide at snakke med ham, han var utrolig rar og han fik hende til at smile selvom hendes situation var ret hård der hvor hun sad. En tanke slog hende og hun tænkte lidt. Gad vide om han kendte et sted hvor hun kunne få noget arbejde? Hun havde snart ikke flere mønter tilbage. Hun rystede tanken af sig igen, ej det kunne hun virkelig ikke spørge ham om ...... kunne hun? "Det glæder mig at De synes det. De er selv god og meget rar. Jeg føler mig tryg ved dem hvilket betyder rigtig meget" sagde hun mildt og med et lille smil. Han kunne godt drille og det var noget som hun fandt dejligt for det løsnede ligesom stemningen en smule op. Hun bed sig let i læben og betragtede ham.
Casey ønskede virkelig at det ville lykkes for dem begge at finde en at holde af. Hun ville virkelig gerne finde en. Et let grin kom over hendes læber og hun vendte blikket mod ham. "Den eneste mand jeg har mødt er Dem og for at være ærlig vel det ikke gøre mig noget. De virker som en fantastisk mand" sagde hun med et let smil og legede med en tot af sit hår.

[Marius Amalani Darcy]

Marius' historie indikerede og fremhævede faktisk hvordan langt de fleste procianere tænkte. De glemte nemlig hurtigt.. De glemte nemlig utrolig meget af det som engang havde været, og endnu kunne være, om det var noget som man blev skænket muligheden for. Det var jo ikke just noget, som man kunne sige, at de havde valgt at give ham. Det gjorde ham trist, men selv han måtte jo bare holde hovedet højt, og så gøre tingene så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. De røde øjne hvilede på hendes skikkelse. "Uanset hvad jeg har gjort før i tiden, er det min nuværende tilstand, som faktisk vil ødelægge denne slags for mig i fremtiden. Det er en hård udmelding, men det er desværre sådan at verdenen er skruet sammen her i Procias," fortalte han. Det var også derfor, at det var så sjældent, at han i det hele taget var ude i det procianske land. Han fandt det faktisk frustrerende, men han var jo bare nødt til at lære at leve med det. Faktisk havde han jo faktisk ikke rigtigt noget andet valg.

Marius kunne uden tvivl godt lide Casey, ellers ville han ikke tage tingene som han gjorde i denne stund. Hans blik gled direkte i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Tingene var som de var.. tingene skete lige så også af en grund, og for nu, forsøgte han jo bare at få sit eget liv til at harmonere, selvom det virkelig var svært.. særligt alene. Han sendte hende sit typiske varme smil. "Jeg er meget beæret over at det er sådan De har det med mig, Casey," sagde han endeligt. Selv måtte han jo erkende, om ikke andet, så for sig selv, at han var glad for hendes selskab.. For det var han virkelig. Han rettede sig en smule op, inden han stoppede op endnu en gang. Han selv havde det.. underligt med alt dette.. Men han kunne derimod godt lide det, og det var lidt det, som i hans øjne, faktisk måtte være det vigtigste af det hele. Den slags komplimenter havde han godt nok ikke hørt igennem frygtelig mange år, og de betød faktisk utrolig meget for ham. "Det er mange år siden, at folk har skænket mig et kompliment af denne kaliber, Casey... De skal vide, at det er noget som betyder meget for mig. Det er næsten en skam, at vore veje snart skal skilles.. men inden længe er solen på vej op.. Desværre," endte han. Det var nok noget af det værste ved at være hvad han var.

[Deleted]

Lysets land var glemsomt. Folket huskede ikke på alle de gode ting som var sket eller som var blevet gjort men huskede de dårlige og det var en skam. Det var virkelig ikke en måde at leve livet på synes Casey i hvert fald ikke. Mildes talt var hun skuffet over at det måtte være sådan men hvad kunne man gøre ved det? Ikke noget som helst og det var noget af det værste ved det hele. Hun lyttede roligt til hans ord og nikkede stille. "Det er en skam at det skal være sådan. Det er som om at folket ej husker de gode ting men kun husker de dårlige og det er i standhed meget trist at tænke på" sagde hun roligt. Det var virkelig ærgeligt at det skulle være sådan men hun vidste ikke om det kunne ændres.

Hun prøvede lidt at finde sig mod til at spørge ham. Han var meget indflydelsesrig så det kunne være at han kendte nogen som kunne søge noget arbejde? Hun kunne virkelig godt bruge nogle flere penge mellem hænderne. Hun sendte ham et roligt smil. Han var bare så dejlig og behagelig, hun kunne slet ikke tænke på andet lige nu end den følelse som han gav hende og den var skøn. "Hvorfor skulle jeg ikke have det?" spurgte hun roligt og hævede det ene øjenbryn lidt. Hun bed sig kort i læben før hun tog sig sammen. Hun var virkelig nød til at spørge. "Jeg har faktisk et spørgsmål til Dem. Jeg står jo i en lidt ringe situation for tiden, penge er få og jeg ville høre om de kendte nogen som søgte en arbejder? Jeg kan mange ting dog mest huslige pligter." Hun kunne jo ligeså godt spørge. Hvis hun var heldig så kendte han nogen og det ville bare være helt og holdent fantastisk for hun kunne godt bruge nogle flere penge. Hvordan han havde det med hende anede hun ikke men hun var faktisk blevet rigtig glad for ham og hans selskab. Han var bare så dejlig behagelig at hun slet ikke havde turde drømme om det i hendes vildeste fantasi. Hun sendte ham et blidt smil ved hans ord. "Det er et kompliment som De fortjener at høre noget mere. De er fantastisk og utrolig behagelig at snakke med. De har gjort min aften meget bedre blot ved at gå denne tur med mig. Vores veje vil skilles for nu men med et løfte om at de vil vise mig nogle af Procias mange vidundere under månens skær husker De vel nok." Hendes smil blev en smule større. Selvom det var trist at de snart skulle skilles så var der ingen grund til at begræde det for meget for de ville jo ses igen snart håbede hun.