First week in a new city

[Marius Amalani Darcy]

Marius var vant til at blive dømt på forhånd af utrolig mange, men nu var det bare sådan at det var. Når alt endelig kom til stykket, vidste han jo godt, at han selv havde utrolig mange odds mod sig i en situation som denne. Ikke fordi at det var noget som gjorde sagerne meget bedre. Utrolig mange stod i situationen, at de bare ventede på en grund til at få ham smidt på porten. En skam.. særligt når de ikke vidste hvor vigtig han var for landet her, for han spillede uden tvivl en af de mere afgørende roller for landet og særligt dets økonomi. "Det er ikke nogen hemmelighed, at landet her er anderledes end Dvasias," begyndte han roligt. Hvorvidt om det var til den gode eller den dårlige side, var så aldrig rigtigt til at finde ud af. Det kom vel lidt an på situationen man stod i. "Stedet er ganske vidst fascinerende, og der er utrolig mange smukke steder at opsøge lige så.. Skoven i særdeleshed er værd et besøg i dagtimerne," fortalte han videre. Han selv kunne lide at være der, selvom det var yderst begrænset hvor store muligheder han havde for det nu om dage, og da særligt når han ikke kunne vandre ude når det var dagslys.
Marius fortsatte roligt med at gå igennem gaderne, for at komme lidt væk fra folk. Han brød sig ikke om at de kiggede sådan efter ham. Tvært imod, så hadede han at blive kigget efter, og da særligt, hvis han kunne blive fri for det. At hun var en født dvasianer, reagerede han ikke på. Der kunne nemlig være godt i alle væsner, og selv det var det som Marius var overbevist om. Det var også det som han ønskede at videreformidle til alle andre lige så. Han vendte sig mod hende. "Det lyder som en meget kompliceret ting," begyndte han roligt. At hun så spurgte ind til hans historie, fik ham kort til at trække på skuldrene. "Procias har altid været mit hjem. Jeg er ikke en født.. vampyr, forstår De. Mørke komplikationer opstod for mig.. og fik mit barnebarn til at tage dette valg for at redde mit liv," endte han med en ganske rolig stemme. Han var ikke bange for at fortælle det. Mørket kunne være.. meget mørkt.

[Deleted]

Casey ønskede virkelig ikke at dømme nogen på forhånd, det var da helt sikkert. Hun sendte ham et stille smil ved hans ord. "Meget anderledes endda. Det er mig tydeligt i den måde folk er på på gaden." Hun lyttede pænt videre ved hans ord. Skoven havde hun også hørt skulle være noget så smuk men hun havde ikke turde tage ud fra byen endnu. Ikke alene i hvert fald. Det måtte være svært for ham nå han kun kunne færdes om natten. "Det har jeg også hørt. Dog har jeg også hørt at den skulle være noget så skøn i skæret fra månen" sagde hun roligt. Hun sendte ham et lille smil og foldede hænderne foran sig mens de gik. Hun måtte indrømme at hun begyndte at finde sig umådelig godt tilpas med ham, det havde hun alligevel ikke troet ville ske så hurtigt.
Casey bemærkede hurtigt de enkelte folk som stadig var ude kigge efter Marius. Hun sukkede opgivende og rystede på hovedet af dem. Hun forstod virkelig ikke at folk var så fordomsfulde. Det var tydeligt at det ikke måtte kende ham for så ville de da se det rare væsen som han var inderst inde, ikke? Hun vendte blikket tilbage mod ham da han begyndte at snakke igen. Hun nikkede anerkendende. "Det har været .... Kompliceret for at sige det mildt" medgav hun roligt og bed sig let i læben. Hun tog en lidt dyb indånding da han begyndte at snakke om sig selv. Hun lyttede meget interesseret. "Mange mener at det er en skæbne værre end døden at blive forvandlet til et væsen af mørket. Jeg ville gøre det samme og lade mig forvandle hvis det lod mig blive med de mennesker som står mig nær. Deres barnebarn var meget modig at forvandle Dem." Han havde muligheden for at blive sammen med sin familie lidt længere, var det så ikke at fortrække over alt andet?

[Marius Amalani Darcy]

Forskellen mellem Procias og Dvasias var uden tvivl stor, og da særligt, når man så hvordan folk opførte sig når man gik på gaderne. Han trak let på smilebåndet. "Det er der forskellene er tydeligst at se," sagde han roligt. Selv var han glad for at hun ikke dømte ham på samme måde som andre, og derfor havde han heller ikke noget imod at åbne bare lidt op og fortælle om ting her i landet, som var værd at opleve. Hendes ord anså han næsten for at være en trøst af en slags. "Der er intet som gør op for at se det en varm sommerdag, når du har lagt dine øjne på det i dagtimerne.. Men selv i natten og månens skær, er det uden tvivl et smukt sted," endte han roligt. Han havde selv ikke været der i mange år. Måske at det var på tide, at gøre en visit i skoven? Og betragte sig af det endnu en gang?
Folk kiggede efter Marius. Ikke at det var noget nyt, for det var han faktisk blevet vant til med tiden, og særligt efter han var kommet tilbage som vampyr. Det gjorde ondt. Naturligvis gjorde det da det, men han lærte at leve med det. Det var jo også derfor, at han faktisk sjældent var ude i det hele taget. Han hadede når folk kiggede sådan efter ham, som havde han været et monster eller lignende. Han sendte hende et overbærende smil. "Det lyder også som en meget kompliceret ting, Casey," endte han sigende. Selv at fortælle om ham selv gjorde han gerne, når folk endelig spurgte. Han ville hellere have at de spurgte, end at de konkluderede ud fra latterlige grundlag, som man ikke kunne bruge til noget so helst. Det var de særligt gode til her i Procias. "Mit barnebarn er en modig ung mand, som gjorde hvad der skulle til for at redde sin bedstefar. Skæbnen har længe forvoldt mig en smerte i form af lidelse eller tab. Begge mine børn er mistet og min Herregård har i årevis stået i forfald. Han gav mig muligheden for at komme igen.. og gøre hvad der var nødvendigt for et sted som dette. Procianerne ønsker mig ej her.. men derimod kongehuset gør. Jeg gør hvad jeg kan for landet her.. da jeg er lys af hjerte og sind," forklarede han sandfærdigt.

[Deleted]

Casey kunne virkelig godt lide Marius. Han var utrolig rar at snakke med og hun følte sig helt rolig omkring ham også selvom han nu måtte være den race som han var. Hun lo en smule ved hans ord. "Absolut. Man kan tydeligt se forskellen på folkene. Det er en sjov ting. Jeg nyder at studere folk, det er så .... utrilregnelige" sagde hun mildt. Hun dømte ham ej for hvad han var men på hvordan han var og af hvad hun kunne fornemme og mærke af var han en sød og rar mand så hvorfor skulle hun tro andet blot fordi han var vampyr? Hun havde altid elsket natten selv, hendes fascination af stjernehimlen var umådelig stor. Hun sendte ham et blidt smil. "Måske. Og dog har jeg altid være fascineret af nattens himmel. For mig er der intet bedre end at være i naturen og kigge op på den skyfie stjernehimmel og bare betragte det hele." Nok kunne solen bringet det smukke frem i lyst men ej skulle man blot overse stjernenes og månes blide skær. De kunne absolut være lige så smukke.
Casey brød sig slet ikke om det. Hun synes vel et sted at folk var umådelig tarvelige når de bare dømte ham på den måde. Den mand som de troede han var, frygtede at han var var han jo slet ikke. Hvis han var så skjulte han det i hvert fald umådelig godt. Hun vendte blikket mod ham igen. Hendes liv havde været utrolig kompliceret, det var sikkert. "Jeg er ikke en som ynder at klage men det har været svært. Dette er første gang i mit liv hvor jeg kan føle mig fri. Det er både en dejlig og meget underlig følelse på samme tid, hvis De forstår?" forklarede hun roligt og vendte blikket mod ham igen. Han var virkelig behagelig at snakke med, det var sikkert. Hun åbnede sig langsomt men stille en smule mere op for ham hvilket virkelig var rart for hende. "Dit barnebarn er meget modig og ligeså er De. De bliver i landet selvom De er uønsket af folket og prøver at hjælpe Kongen og Dronningen så godt som det er Dem muligt. At det Procianske folk ønsker dem ud må være svært. Jeg beklager. Jeg forstår slet ikke alle disse fordomme de holder sig her. For mig er det ej vigtigt hvad man er men hvordan man er." Det var jo også sandheden. Det var meget vigtigere hvordan man var end hvad man var. Hvorfor vidste folk ikke det?

[Marius Amalani Darcy]

For Marius var en skovl en skovl, og en spade var en spade, så han sagde jo tingene som de var, hvis man bare spurgte og stillede de helt korrekte spørgsmål. Dvasias og Procias lignede hinanden på mange områder, men der var så sandelig også dem, som skilte dem fuldstændig fra hinanden. Han sendte hende et let smil. "Det er også alle studierne værd, såfremt at man er påpasselig. Det kan godt vise sig, at blive farligt," sagde han. Det var ikke fordi at han så nogen grund til at skjule det. Selv i Procias, kunne det faktisk vise sig at være temmelig farligt, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme til skade. Særligt fordi at det skete så nemt nu om dage. "Nætterne er smukke uden tvivl, det erkender jeg gerne. Der er noget smukt ved det hele.. særligt nætterne når det er stjerneklart og når solen må være oppe," fortalte han med en rolig stemme.
Marius var nu vant til at blive dømt, selvom han alligevel havde valgt at blive. Han holdt sig primært for sig selv, for ikke at ende med at komme på tværs af nogen som helst, for det ønskede han heller ikke. Han lod hånden roligt hvile langs stokken ved hans side. Han trak let på skuldrene. Folk måtte jo trods alt tro hvad de ville. "Jeg tror jeg har mine anelser om hvad De mener," sagde han med en rolig stemme. Han dømte hende ikke. Der kunne være gode ting i alle og det var det som faktisk var det vigtigste af det hele. Han sukkede let. Han blev.. han udførte sit arbejde, og forsøgte at give noget tilbage til folket, netop for at overbevise dem om at han havde det at leve op til, som han gerne ville.. og som han havde gjort tilbage i gammel tid. "Hvad folk tror om mig, må de jo naturligvis selv om, Casey.. Jeg er den mand jeg er, og jeg har altid været og tilbragt tid i landet her. Primært holder jeg for mig selv på Herregården hvor jeg bor.. Det er sjældent jeg bevæger mig ud," forklarede han roligt. Selve grunden til dette var vel ganske... tydelig, var den ikke? Han brød sig ikke om det faktum at folk nærmest søgte efter en grund til at få ham smidt ud.

[Deleted]

Der var så mange forskelle på Dvasias og Procias at det kunne virkelig helt uvirkeligt og så kunne man træde om et hjørne og så kunne der være så mange ting der var ens. Det var både sjovt og underligt på samme tid. Hans lille advarsel fik hende til at vendte blikket mod ham og lade hovedet søge let på sned. "Det lyder som om jeg skal passe på så. Jeg har aldrig rigtig været på egen hånd før, jeg kommer nok til at ende i problemer" grinede hun mildt og rodede let i sit hår. Det var jo sandheden. Hun havde aldrig været alene før, hun var altid blevet beskyttet af endten sin far eller hendes mand. Hun regnede med at der nok skulle komme problemer ud af det på et eller andet tidspunkt, desværre. Hans ord fik hende til at smile. "De har ret. Selv er jeg umådelig fascineret af stjernerne og månens skær på vores jord. Jeg kunne bruge hele natten på blot at kigge op mod himlen." Hun blev let fascineret af ting og himlen havde altid været det helt store siden hun havde været helt lille.
Casey ønskede ikke at dømme nogen og jo mere hun snakkede med Marius, jo mere synes hun om ham. Han var høflig, sød og mild hvilket var noget hun slet ikke var vant til hos det mandlige køn. Når hun snakkede med ham følt hun sig ikke intimideret, truet eller tvunget til noget som helst. Det var virkelig rart. Hun slog armene lidt om sig. Natterne var begyndt at blive køligere og hun havde ikke just meget tøj på. Hun frøs en smule men klagede ikke. Hun sendte ham et lille smil. "Det er rart at De forstår. Det er der ikke mange som gør" sagde hun roligt og nappede sig selv let i læben. hans ord fik hende til at nikke let og alligevel så var det en smule trist. "Så sandt men det må være svært at skulle holde sig alene. Jeg vil gå ud fra at De ikke er alene på denne Herregård men det må et sted være ensomt ikke at kunne gå ude uden frygt for at blive hadet?" Hun synes det var synd. Kongen og Dronningen kunne tydeligt se noget i ham så hvorfor var folket så meget imod? Var deres had til mørket virkelig så stort at de ikke kunne se det gode i folk længere? Det var virkelig trist.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var bare ærlig. Han vidste hvordan folk var derude, da han også efterhånden havde vandret på denne jord i frygtelig mange år. Først som en formskifter.. en venligsindet mand, som bare passede sig selv, til nu hvor han for alvor så hvad der egentlig hvilede bag facaderne. "Jeg siger blot, at De skal være forsigtig. Det kan være farligt, at studere andre væsner... særligt, hvis man gør det åbenlyst," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han ville bare gerne give hende den bedste start, og helst uden at det skulle vise sig at gå galt i den anden ende, da det heller ikke var noget som man kunne sige, at han var synderlig interesseret i. Hun var venlig.. gav ham muligheden for at snakke sin sag, og det var bestemt heller ikke noget som han havde tænkt sig at vende ryggen til. "Månen er og bliver nu min sol.. og stjernerne pryder den godt, må jeg sige.. Særligt på de stjerneklare aftener, når jeg sidder hjemme," fortalte han roligt. Det var en skønhed i sig selv.. men ikke nær så meget som solen i hans øjne.
Selv var Marius nu bare blevet vant til at blive dømt, selv på trods af det faktum, at Gabriel og Silia havde set det gode i ham. Det var uden tvivl noget som han var utrolig glad for, men det var svært, når resten af folket ikke just kunne siges, at dele dette syn. "Jeg har oplevet mere end hvad folk går og regner med," fortalte han roligt. Han selv havde utrolig mange historier at berette om, om man havde tiden til at lytte til dem. Han smilede svagt for sig selv. Selv på trods af den modstand og modgang han blev mødt af.. så forholdt han sig optimistisk.. han bar ikke nag. Det var livet ganske enkelt alt for kort til i hans øjne. "Jeg bor med mit barnebarn.. det er noget af det sidste jeg har tilbage af min familie.. særligt efter jeg mistede hans moder," fortalte han med en rolig stemme. Marcianus var uden tvivl det vigtigste i hans liv lige nu.. og det var uden tvivl noget, som han havde tænkt sig at vogte om og passe på, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt.

[Deleted]

Casey var virkelig glad for at han var så ærlig. Det betød rigtig meget at der var nogen der kunne og ville fortælle hende om hvordan det var i landet her for selv anede hun jo intet. Hendes liv havde været indelukket, hun havde aldrig rigtig hørt meget om de andre lande, kun hvad hun havde kunnet læse sig frem til selv. Det var rart at Marius var så flink at fortælle hende tingene. "Jeg skal nok passe på. Tak for advarslen" sagde hun mildt og smilede stille. Hun ville virkelig ikke ende i problemer, som han kunne hun jo også blive smidt på porten selvom hun var halvt engel og det var absolut ikke noget hun ønskede. Hun kunne virkelig godt lide at snakke med Marius. Som de gik der ned gennem de øde gader så hyggede hun sig faktisk umådeligt. Det var virkelig rart. Hans ord fik hende til at smile. Han måtte savne solen når han kun kunne gå i månens skær ligesom hun var fascineret af månens skær og stjernehimlen fordi hun tilbragte mere tid under solen. "Det er langt fra ofte jeg befinder mig ude om Natten. Jeg var altid nød til at kigge på stjernerne fra mit vindue. De virker meget større og mere overvældende herude." Hun elskede virkelig stjernerne. Det var der ingen tvivl om.
At folket ikke forstod at han var værdsat af kongehuset var en gåde for Casey men på den anden side var hun jo også vant til at alting blev bestemt af dem der havde komandoen og man havde bare at rette ind ellers blev det værst for en selv. Hun var ikke vant til at have et valg som folket i Procias havde. Hun smilede mildt ved hans ord. "Jeg er skam ikke i tvivl om at De har oplevet meget. Selv har mine oplevelser ej været mange forskellige, blot mange af de same forfærdelige nogle" forklarede hun roligt. Hun tænkte ikke så meget over hvad hun fortalte ham for det føltes bare helt naturligt at snakke med ham. Hun følte sig et sted umådelig lettet over at hun var stødt ind i sådan en forstående og rar mand som Marius. Det kunne have endt galt for hende kunne hun da høre. "Jeg beklager dit tab. Det er ej meningen at forældre skal overleve deres børn." Den tanke var virkelig ikke rar. Det var meningen at børn skulle ligge deres forældre i jorden, ikke omvendt.

[Marius Amalani Darcy]

Så lang tid Casey var forsigtig, så var Marius uden tvivl en ganske tilfreds mand. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at se hende komme galt afsted, om det var noget som han kunne forhindre blot ved at give hende en lille advarsel på forhånd, for det var jo det som han gjorde lige her. Hans blik vendte han i retningen af hende endnu en gang og med et smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. "Jeg ville blot sikre mig.. De kan lige vel, få den bedste start i landet her," sagde han med en rolig stemme. Han lagde begge hænder mod stokken foran ham. Ikke fordi at han havde ondt eller noget lignende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selv var han naturligvis glad for at hun var så dejlig nem at snakke med. Det var ikke ofte, at han fandt den mulighed, men han kunne derimod rigtig godt lide det. "Månen er uden tvivl et smukt syn på nattehimlen, men om muligheden byder sig, vil jeg da anbefale dig at søge ud, om du kan.. Det er smukkere udendøre end igennem et vindue," fortalte han roligt. Selv brugte han jo mange af sine timer udendørs, hvor han selv kunne betragte sig af det. Det var det skønneste ved natten i hans øjne.
Kongehuset havde Marius i ryggen, men det var ikke en støtte som han kunne finde ved sit eget folk og de borgere i landet, som han befandt sig i for øjeblikket. Han trak svagt på smilebåndet. Selv tog han det ikke tungt.. Det var bare noget som han måtte lære at leve med.. og han måtte kæmpe ekstra hårdt for at få den tillid fra folket igen.. bare på grund af et dødt hjerte og et par hugtænder. "Alligevel er de med til at forme Dem til den kvinde, som De i dag er, Casey... Om muligt, vil jeg gerne høre dem.. og lære Dem lidt bedre at kende," fortalte han med en sandfærdig mine. Selv var det ganske vidst ikke meningen at forældre skulle gravlægge deres børn,og selv havde Marius gravlagt mange igennem sit liv.. Grotesk som det end måtte lyde. "Det har været mit lod i livet.. Desværre. Mange omkring mig, har jeg måtte lægge i jorden og skænke den evige hvile," sagde han blot. Ondt gjorde det.. men det gjorde ham stærkere.

[Deleted]

Hans advarsel kom ej for døve øre. Hun ønskede ikke ligefrem at komme galt afsted, ulykke havde der været for meget af i hendes liv. Det var sikkert og vist. Hun smilede roligt til ham og lod hovedet søge let på sned. "Jeg takker. Jeg skal nok være forsigtig fremover" sagde hun roligt. Hun ville da gøre sit bedste for ikke at komme galt afsted. Hun ønskede sig ej mere dårligdom så hun yndede at være forsigtigt når nu han bad hende om det. Han var meget behagelig at snakke med og Casey fik virkelig en følelse af tryghed som hun ikke havde haft før. Dette var en helt anden følelse end hvad hun havde været vant til. "Jeg er ikke længere påtvunget at være inddøre så jeg skal nok få søgt ud og set en masse.. Om ikke andet kan det jo være at De vil vise mig nogle af de smukke ting her i landet." Et sted ar det vel hendes måde at udtrykke at hun ønskede at tilbringe mere tid sammen med ham. Han var dejlig og behagelig, lige det hun havde brug for et nyt sted hvor hun ikke kendte nogen.
Han havde kongehusets velvijle og den ville hun ikke betvivle det mindste. Autoriteter var og blev den enelige magt for Casey, hun var for skadet til andet. Hendes liv havde væet svært, hun var blevet behandlet som en ting, solg til en familie hvor hun ikke ligefrem var blevet behandlet pænt. At han udviste en interesse i hendes oplevelser fik en let rødmen til at bryde frem på hendes læber. Det havde hun alligevel ikke troet. "Jeg ønsker skam også at lære Dem lidt bedre at kende. Sandt at sige så er det første gang siden jeg dog at jeg egentlig har følt mig .... tryg. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. De gør mig rolig på en måde hvor jeg før kun følte mig frygtsom" forklarede hun mildt. Et sted så ville hun gerne have at han vidste det fordi det var en af de følelse som betød umådeligt meget for hende. Det faktum at hun var så rolig omkring ham sagde virkelig meget om ham, hans milde og blide væsen havde fanget hendes ellers så bange sind og gjort hende rolig og det i sig selv var noget af en ting at kunne. "Det lyder ej som at være det mest behagelige lod i livet De holder dem, Marius. Har de ikke en Hustru som De kan dele den smerte som det måtte være at ligge folk i graven på den måde? De er umuligt at gå igennem sådan noget alene."

[Marius Amalani Darcy]

"Det glæder mig," endte Marius roligt. Selv ønskede han jo ikke, at hun skulle komme galt afsted, når hun endelig var ankommet her, og var så glad og så åben for alt det andet, som kunne være sket i landet her. Ikke desto mindre, så kunne han ikke se nogen grund til at gøre ting, for at komme til skade, selvom der var mange ting at undersøge, og mange ting at lære at kende.. særligt på et nyt sted. De rødlige øjne vendte han i retningen af hendes skikkelse igen. Hun ville gerne lære ham bedre at kende? Tanken glædede ham ikke mindst, for det var bestemt heler ikke mange, som han havde tæt ind på sit eget liv, ganske enkelt også fordi at han altid.. mistede dem igen. "Om De vil, skal jeg glædeligt vise Dem hvad landet her har at byde på, efter mørkets frembrud," endte han roligt. Det ville ganske vidst være ham en sand glæde at vise hende rundt.. så følte han jo også at han kunne gøre sin gode gerning hvad angik at omgås borgerne. Det var jo trods alt også noget, som han havde værdsat førhen i tiden.
Marius fortsatte. For ham var det bare vigtigt at komme lidt væk fra folk, for han brød sig faktisk ikke om at stå der.. særligt når han vidste, at de var så tæt på og holdt øje med ham. Som om at han havde skumle bagtanker.. for det havde han faktisk ikke! Han smilede let for sig selv. "Det glæder mig, at det er den følelse som jeg efterlader hos Dem. Selv på trods af det væsen jeg er, er jeg dog ej ude på at gøre Dem noget ondt," forklarede han med en rolig stemme. Han havde ganske vidst ikke været den mest heldige mand i live, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Det var svært selv for ham at finde ud af, hvad han kunne og ikke kunne tillade sig og særligt hvad angik hans familie.. Den var.. sær på en mærkelig måde. "Min hustru døde ved fødslen til min datter... og en enkelt har været i mit liv siden da.. Hende har jeg selv måtte gravlægge på familiens kirkegård sideliggende med min datter," forklarede han. Var det underligt, at han var en følelsesmæssig lukket mand..?

[Deleted]

Hun smilede mildt til ham. Det var rart at have mødt en som kunne hjælpe hende og fortælle hende lidt om hvad der skete i landet her. Hun var jo så ny til omverdenen, det galt ikke kun Procias men bare det hele så for hende var Marius på en måde en lille skytsengel. Det var absolut en sjov tanke et sted. Hun ønskede at lære ham bedre at kende, det var vigtig for hende at hun lærte at komme tæt på folk som hun selv ville være nær og som hun ikke var påtvunget det. Hun kunne godt lide at gå her sammen med Marius, det føltes ... rigtig på en måde. Hun kunne ikke lige sætte fingeren på hvad det var. "Det vil jeg glæde mig til. Jeg er sikker på at det Procianske land har meget at byde på" hun smilede mildt og vendte de blide øjne mod ham. Hun ville gerne omgåes ham mere, hvorfor skulle hun dog ikek ville det? Han var god og rar som dagen var lang. Der var ikke andet at sige til det.
Casey forstod hvorfor han søgte væk fra andre og hun fulgte bare roligt med ham. Hun frygtede ikke at han ville gøre hende noget, ikke det mindste. Hvorfor skulle han dog det? Hun sendte ham et lille stille smil ved hans ord. Hvis hun bare gik efter race så var hun nok løbet skrigende bort ved første øjekast. Vampyrer var skræmmende men hun havde også været igennem en del. "Sandt at sige har mit møde med Deres race langt fra været behagelige. Et sted har jeg altid frygtet racen på grund af hvad der er blevet gjort ved mig tidligere i livet men det var som om at da jeg mødte Dem at frygten forsvandt. Jeg tror ikke at De ønsker mig noget ondt, derfor er jeg ej heller bange længere" forklarede hun roligt. William havde været ond ved hende. Han havde drukket blodet fra hendes hals og en gang i mellem havde han bragt hende så tæt på døden at hun næsten ikke var vågnet op igen. Tanken var virkelig ubehagelig men hun slog den ud af hovedet. Noget sagde hende at Marius aldrig nogensinde ville gøre sådan noget. Hverken mod hende eller nogen anden. Hun bed sig let i læben. Havde hun betrådt teritorie som hun ikke skulle? Hun ville jo heller ikke gøre ham trist ved at bringe dårlige minder op. Forsigtigt lagde hun en arm på hans skulder. "Det gør mig ondt at høre. Skæbnen har ej været på deres side." Hun slap ham igen og foldede hænderne foran sig. Han havde virkelig ikke haft det let.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at selv Procias havde utrolig mange skatte som de gemte på, selvom man nærmest skulle være en del af Procias, for at man overhovedet kunne tage del i dette. Ikke fordi at det var noget som han tog særlig tungt, men uden at vide hvad man skulle sige efter... så var man lidt fanget i de dumme situationer, hvor man ikke fik oplevet noget som helst. Hans blik gled i retningen af hende. Han viste hende det gerne. "Jeg viser dig gerne de skatte, som landet her har at byde på, om det er noget, som De gerne vil have, at jeg skal vise Dem," sagde han med en rolig stemme. Han kunne lide hende.. hun var så dejlig nem at snakke med, og særligt med det faktum, at hun ikke udviste nogen frygt for ham, hvilket kun gjorde det hele hundrede gange bedre, og det stod han gerne fast ved. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse. "Mange af skattene skal betragtes under månen og på en stjerneklar aften.. mange procianere selv, misser dette fordi de frygter at begive sig udenfor," forklarede han med en rolig stemme. Det var ikke fordi at det var noget som han kunne gøre så meget andet ved, men.. han ville jo gerne, også fordi at det gav ham mere tid sammen med hende.
Følelsesmæssigt og socialt plejede Marius faktisk at være en ganske lukket mand, og da særligt nu. Grundene var nok ganske åbenlyse, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre for. Folk var efter ham, og han vidste,a t der ikke var mange i hans liv, som han i det hele taget kunne stole på. Vampyr havde han dog ikke altid været, og derfor forstod han også godt, at folk havde det på den måde. "Hvad jeg er, er et væsen som mange frygter og af åbenlyse grunde. Jeg klandrer dem ikke for det, da jeg selv ved, hvad vampyrer har gjort igennem historierne.. groteske.. og den ene værre end den anden," fortalte han sigende, inden han vendte blikket mod hende, da hun lagde sin hånd på hans skulder. Han havde ikke været en heldig mand, men han klarede sig selv på trods af det. Han sendte hende et taknemmeligt smil. Det havde været hårdt. Ingen tvivl om det. "Det har den ikke.. Jeg klarer mig på trods af det. Der er altid nogen som har det værre end jeg," fortalte han. Han holdt hovedet højt.. Selvom han vidste, at det var et spørgsmål om tid, inden filmen ville knække for alvor.

[Deleted]

Hun smilede næsten lykkeligt da han sagde at han med glæde ville vise hende Procias's skatte. Det ville hun virkelig glæde sig til. Hun kørte en hånd igennem det rødlige hår og sendte ham et stort smil. "Jeg vil med glæde se alt hvad Procias har at byde på og jeg ville være meget Beæret hvis De ville vise mig det" sagde hun roligt. Hun kunne virkelig godt lide den tanke at han ville vise hende rundt i Procias, at det kun kunne blive om natten gjorde hende virkelig intet. Et sted så gjorde det hele ikke så meget for hende, bare det var med ham. Hun følte sig så tryg omkring ham. Det var umådeligt rart. Det var ikke noget hun var vant til. Hun lyttede til ham og nikkede. "Mørket skræmmer mange. De har svært ved at se om der kommer noget efter dem. Men det gør ikke så meget. Så kan man have disse skatte lidt for sig selv." Hun sendte ham et blidt smil og trak lidt på skuldrene. Det ville vel et sted ikke være skatte hvis alle folk kendte dem og alle folk kom der altid.
Casey havde aldrig haft mulighed for at åbe sig for andre end hendes søster og selv det havde været svært for hende. Hun havde jo vidst at de ville ende med at skildes og den tanke var ubehagelig. Dog havde det i sidste ende været hendes søster som havde reddet hende og hun havde lovet hende at hun ville prøve at åbne sig og det måtte man sige at hun havde gjort. Hun nikkede roligt. "Vampyrer er ikke ligefrem en race som man forbinder med godhed. Det kan være svært. Som sagt har jeg selv haft nogle grumme oplevelser med racen. Jeg er blevet bidt flere gange, bragt så tæt på døden at jeg næsten ikek har kunnet komme tilbage. Vampyrer kan være grumme, dog er det ikke alle der er sådan. Man kan ikke skære alle over en kam" sagde hun roligt. Hun lagde armene om sig selv efter at have haft den på hans skulder. Hun frøs ret meget lige nu, det var koldt og hun var jo varm af natur. Hun strøg let hen over de bare arme mens hun blot lyttede til hans ord."Det er sandt. Der er næsten altid nogen som har det værre end en selv." Hun kunne jo ikke andet end at give ham ret.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var uden tvivl glad for at Casey ville se det hele,og alligevel stolede nok på ham til at lade ham vise hende det. Det var bestemt heller ikke fordi at det kunne falde ham ind, at påføre hende noget, som måtte minde om en skade af nogen slags, for sådan en mand var han ikke, selv på trods af det væsen han var. Sandt som sagt, så var der skatte både om natten og om dagen.. det var bare sjældent, at man fik begge dele at se. "Det er de færreste som får dem om natten at se.. Der skal De føle Dem meget beæret, frøken Casey," påpegede Marius næsten med en drillende mine. Det var måske ikke ligefrem noget som lignede ham at gøre, men han kunne virkelig ikke lade være, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han var en mand som tog det meste med et smil, og når han så endelig fik muligheden for at lære en anden at kende, så var han bestemt heller ikke den som sagde nej.
Marius betragtede sig roligt af Casey. Hvis alle havde den åbne holdning og tilgang til tingene, havde tilværelsen for et væsen som ham, været meget nemmere. "Når man ikke ved andet, er det dog ej underligt, at folk frygter for deres velbefindende, når der befinder sig en vampyr i lysets land. Det er jo ikke just noget lyst over min natur," begyndte han roligt. Man kunne ikke just sige, at han havde været heldig hvad den slags angik, for det havde han godt nok ikke. Selv valgte han roligt at nikke til hendes ord. "Netop. Selvom jeg måske har det hårdt lige nu.. så er der altid dem som har det værre end mig.. Det er dem som man skal have ondt af.. Jeg har et liv.. tag over hovedet.. et job at udføre. Jeg har et kald i mit liv," fortalte han sandfærdigt. I hans øjne, var han blandt de mere heldigstillede. Han havde jo ikke noget som han skulle brokke sig over.