Let me see your dark side..

[Deleted]

”Jeg indså blot, at han ville ende mit liv, hvis ikke jeg endte hans først, og det var ikke en risiko, som jeg ønskede at løbe. Til tider gælder det også om at beskytte sig selv lige meget prisen for det,” sagde Denjarna stille. Det var i hvert fald den term, som hun havde fulgt. Personligt var det også et valg, som hun kunne leve med. Hvad hun derimod ikke vidste, om hun kunne leve med, var hvis Dvasias svarede tilbage. Stærkt var landet nemlig, og dum ville man være, hvis man benægtede det. Hun nikkede roligt til hans ord. Fred i sjælen havde hun skam fået af at ende Alexanders liv. Det betød nemlig, at hun havde fjernet et problem fra sine skuldrer. Om hun havde fået skabt et andet, vidste hun dog ikke. Alexander havde nemlig åbnet op for nogle mørke sluser i hende, og om de ville vise sit ansigt igen, kunne hun endnu ikke sige. ”Fred i sjælen har det givet mig at ende hans liv. Det gav mig retfærdighed, ligeså vel som det gav mig sikkerhed,” svarede hun roligt. Hun strøg ham blidt over håndryggen med tomlen. Beroligende var det nu at føle denne nærkontakt med ham nu, skønt hun vidste, at hun ikke burde. Det havde dog aldrig været hendes stærke side at lade være, så det var en af de ting, som hun ikke tog så tungt igen. Hun nikkede til hans ord. ”Jeg vil se, hvad jeg kan finde af allierede. Ikke kun her, men også i andre lande. Jo bredere et bånd man har, jo stærkere vil man være. Jeg vil sikre, at Dvaias ej vil ønske vende blikket hertil, hvis det nogensinde skulle lyste dem,” endte hun med at sige. Hvor hun skulle finde disse stærke allierede, vidste hun endnu ikke, men det var vel blot at starte søgningen ved næste daggry? Skidt ville det nemlig ikke være at starte hurtigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Man må gøre hvad man kan for at vide sig sikker, og der er du naturligvis intet undtag. Jeg håber blot, at det er dysset nok ned til at Dvasias ej vil vende sine mørke øjne i retningen af landet her," sagde Salvatore med en sandfærdig stemme. Han var bekymret for hende, hvilket han heller ikke kunne lægge skjul på, for selvom de måske ikke havde kendt hinanden så længe, så havde hun alligevel denne ganske særlige betydning for ham, også fordi at hun som en af de få, havde accepteret ham til fulde for den mand som han var og med den fortid som han selv havde, som selv ikke altid var så lys som han ønskede at give udtryk for det. Og det var nu bare sådan at det måtte være. "Hvis det giver dig en ellers så tiltrængt søvn om natten, har det også været det værd. Længe ved jeg at han har hjemsøgt dine tanker og drømme," endte han sigende. Det havde jo været et problem ganske vidst siden han havde bragt hende fra fyrstens kælder, og hvor var han dog glad for at han havde fundet hende i rette tid til at få hende derfra i live. Tungen strøg han let over sine læber, mens han lod sin tommel stryge over hendes håndryg ganske let. Han kunne jo faktisk godt lide at sidde sådan her sammen med hende. "Det jeg dog frygter er hvad mørket vil gøre, når det går op for dem, at de har mistet en stærk leder. Hvorvidt om det er hertil de vil vende blikket, skal jeg dog ej kunne sige.. Men det vil komme en dag.. Allierede har du brug for min kære.. Her i landet ved jeg, at der bor en mand som kan yde denne assistance, dog selvom han har rødder og tag i både lyset, såvel som i mørket," forklarede han. De kunne jo lige så godt begynde at tænke, som de kunne begynde at handle. Jo før de gjorde det, jo bedre ville det uden tvivl også ende med at blive.

[Deleted]

Hvem gjorde ikke, hvad de kunne for at vide sig sikker? Denjarna gjorde i hvert fald alt i sin magt for at opnå dette! Indtil nu havde hun desuden formået at myrde alle dem, som havde gjort hende fysisk fortræd og det var en statistik, som hun personligt godt kunne lide. Salvatore ønskede måske ikke at høre nærmere om den, men det var også, hvad det var. Alle havde trods alt også sine forskelligheder, og hvis man ønskede at have vedkommende inde i sit liv, måtte man respektere vedkommende for, hvordan vedkommende var. Der var desuden også en årsag til, hvorfor Denjarna var blevet denne kvinde, som verdenen og hendes omgivelser havde været med til at forme hende. ”Dette håber jeg ligeså. Hvad andet jeg kunne have gjort, ved jeg dog ikke.. Ingen har set mine handlinger, som jeg var alene, da jeg dræbte ham. Derudover har jeg kun drøftet dette med dig, og selv stoler jeg på, at du ej går videre med dette,” sagde hun sandfærdigt. Formentligt ville ingen forbinde Denjarna med Alexanders død, og hvis det var såvel, ville hendes fred være fuldkommen. Ro gav mordet i sig selv hende, som det gav hende tryghed at have den vished om, at vampyrfyrsten ikke længere vandrede på gaderne. Af hvad hun vidste af betød det nemlig, at hun havde ingen fjender havde, som direkte ønskede hende død. Ganske vidst betvivlede hun ikke, at Mattheus og Gabriel ej var komfortable med hendes nye stilling, men død ligefrem? Det troede hun alligevel ikke.. ”Længe har mine nætter været præget af frygt. Nu behøver jeg ikke længere at se mig over skulderen i mørket, og ej heller frygte mine mareridt, når jeg overgiver mig til søvnen.” Som han selv begyndte at stryge hende håndryg, mærkede hun, hvordan varmen måtte brede sig i hendes bryst. Hun nød hans kærtegn.. Det var en sandhed, som hun ej kunne komme udenom. Alexander havde ligeså haft ret i, at Salvatore var en mand af stor værdi for hende. ”Folk mister på daglig basis livet i Dvasias gader. At være vampyrfyrste betyder ikke, at man er nogen undtagen. Død kan og vil altid tage os før eller siden.. Derfor er det ikke ens betydning med, at de vil beskylde Manjarno eller mig for dette. ” Hendes blik faldt nysgerrigt på ham. En mulig allieret heri Manjarno? Det var intet ringe sted at starte.. ”Fortæl mig, hvem denne mand er,” opfordrede hun ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Et hvert menneskeligt individ ville sætte alle midler ind for at sikre sig et godt og roligt liv, og selv der var Denjarna og Salvatore selv for den sags skyld, jo heller ikke ligefrem noget undtag. Når alt endelig skulle komme til alt, så ville han selv ikke tøve med at gøre hvad det krævede af ham, for at sikre sig, at hun ville have det godt, så i det henseende, kunne han skam godt forstå at hun havde handlet som hun havde gjort, og særligt med baggrund i hvad den mand selv havde gjort ved hende. Han trak vejret dybt og pustede tungt ud. "Jeg har ikke tænkt mig at berette om dette til nogen osm helst, Denjarna. Det er ord, som du trygt kan stole på," sagde han med en ærlig og sandfærdig mine. Det var måske grusomt, men hvad der var sket, hvem der havde gjort det, og hvor det havde fundet sted.. Det var ikke ord som han havde i sinde at fortælle nogen som helst.
Salvatore lod armen trygt hvile om Denjarna. Han kunne virkelig godt lide at sidde med hende på denne her måde. Han vendte blikket mod hende.. Han trak svagt på smilebåndet. "Om du nu kan sove godt og trygt om aftenen, så er det jo alene et klart tegn på at det valg som du har foretaget, har været det rette for dig," sagde han med en rolig stemme. Han fortsatte selv de rolige strøg.. Han kunne jo nærmest mærke, at det var noget som gjorde hende rolig, hvilket var en fornemmelse, som han uden tvivl virkelig godt kunne lide, så det herskede der ikke ligefrem nogen tvivler om. Han plantede et roligt kys mod hendes pande. Han kunne faktisk godt lide at have den effekt på hende. "Døden rammer os alle på et tidspunkt, det er bare et spørgsmål om valg og tid," sagde han ærligt. Selv havde han et meget fornuftigt forhold til døden. Måske at det var derfor at han havde sluppet til nu? Hvad angik den alliance som hun ønskede var der nok allerede en mand i landet, som kunne hjælpe dem.. hvis han var interesseret vel og mærke. "Jeg går ikke ud fra, at Nathaniel Diamaqima er dig en ukendt mand?" spurgte han med en sandfærdig stemme.

[Deleted]

Denjarna sendte ham et lille smil. Andet havde hun heller ikke forventet at høre fra ham. ”Det tænkte jeg ej heller, at du ville,” svarede hun ærligt igen. Hun stolede på ham, samt hun vidste, hvor hun i det store og hele havde ham. Hvis han havde ønsket at sladre, havde han ønsket at gøre hende ondt, og det kunne hun alligevel ikke forestille sig med alt det, som han havde ofret for hende. Han havde trods alt givet opkald på sit liv for at redde hendes. Alt hvad han engang havde haft, havde han nemlig ikke længere. Komisk var det vel næsten, at det var en fra Procias, som havde valgt at ofre alt for hende, og ej en fra Dvasias. Det sagde vel også lidt om det land, som hun kom fra?
Hovedet lod Denjarna på ny søge ind til Salvatores skulder. Hun nød at sidde således med ham, da han i øjeblikket var den eneste, som hun kunne være således omkring. Selv en dronning havde trods alt brug for tryghed og intimitet. Dog var han måske ikke længere den oplagte at søge denne form for komfort hos, da han nu arbejdede under hende. ”Tanken om al dette skal blot nå at ligge sig, og så er jeg ikke i tvivl om, at alt vil være i den skønneste orden igen,” sagde hun roligt, hvor hun måtte referere til torturen, hvor Salvatore højst sandsynligt bare tænkte på selve drabet. Det var trods alt også kun det, som han kendte til, og mistænkelig syntes han ikke at være overfor hende. Han tænkte vel ikke, at tortur kunne have været et muligt indgreb? Dæmpet sukkede hun, som hans bløde læber kærtegnede hendes pande. Hun nød det.. og hun kunne ikke lade være med det. ”Det er sandt.. Men lad den ikke indtræffe for os endnu,” sagde hun stille, inden hun løftede deres hænder, så hun blidt kunne skænke hans håndryg et kys. Deres hænder sænkede hun igen. Som han nævnte Nathaniel Diamaqima for hende, måtte hun rynke brynene. Åh ja, hun havde skam hørt lidt af hvert om den mand. Hun havde dog aldrig selv kastet blik på ham. ”Hvem har ikke hørt om den mand? ..men er han til at stole på? Jeg ved, at han er en magtfuld alkymist. Måske den mest magtfulde i øjeblikket.. At han er en damernes ven.. At han har gjort modbydelige ting ved folk..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne aldrig nogensinde drømme om at stikke Denjarna i ryggen. Han havde bogstavelig talt ofret det liv som han havde i Procias for hende, og han havde bestemt heller ikke fortrudt den handling. Hvorfor skulle han da gøre det? Det havde han ikke nogen grund til, og når man endelig stødte på individer som man kunne lide at være omkring på den måde, som han gjorde det med Denjarna. Han smilede let for sig selv. "Mig kan du altid stole på," lovede han med en rolig stemme. Professionelt og personligt.. lige der gjorde han ikke nogen forskel, da han jo faktisk godt kunne lide at være her og omkring hende. En mere særlig kvinde skulle man da lede længe efter.
Selv lod Salvatore armen hvile omkring Denjarna, og lod hendes hoved hvile mod hans skulder. Han arbejdede ganske vidst for hende, men gjorde det nogen forskel på deres liv i det private? De formåede jo stadig at holde det hele fuldkommen professionelt når de endelig var ude i arbejdet. "Det håber jeg virkelig," sagde han med en sigende mine, idet han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Naturligvis betød det meget for ham, at hun havde det godt, og sådan som hun havde reageret på Alexanders død, så håbede han da naturligvis at det var noget som kunne dysses ordentlig ned og til sidst bare.. blive glemt af alt og alle. Han smilede let for sig selv. Døden kom når døden kom, og det ville den for dem alle før eller siden. "Tag fornuftige valg og overlev. Det er det som det hele handler om lige nu," sagde han blot. Han trykkede omkring hendes hånd, da hun skænkede den et kys. En følelse som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. At Nathaniel havde et rygte som lød på at han var damernes ven, ændrede ikke på det faktum og de mange store gerninger som han havde gjort igennem tiden. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. "Hvem burde kende kongeparret i Procias og Dvasias bedre end en far? Alle har de gjort ting igennem deres liv.. handlinger som de ikke kan være stolte af.. Af hvad jeg har hørt om den mand, er han stor, nævnbar, samt husket for mange store handlinger og begivenheder. Jeg tror han vil være værd at tage fat i," afsluttede han.

[Deleted]

Varmende var tanken om, at Denjarna altid ville kunne stole på Salvatore. Dog tillod hun ikke sig selv at tage ordene fuldkomment til sig, da hun aldrig havde oplevet, at ord som dem var hundred procent sande, men kunne man også nogensinde mene noget hundred procent? Dog kunne hun ej heller se bort fra, at Salvatore måtte være den nærmeste, som hun havde lige pt. ”Ligesom du kan stole på mig,” medgav hun roligt, som hun ej heller ønskede at vende ham ryggen. Ikke med alt det, som han havde gjort for hende, samt med den betydning, som han havde fået for hende.
Denjarna smilte svagt for sig selv. Tag fornuftige valg og overlev.. Folk brød sig muligvis ikke altid om hendes valg, men ingen kunne benægte, at hun var exceptionelt god til at klare sig. Hun var nemlig altid i stand til at finde en smutvej. Overmodig ville hun dog ikke mene, at hun var blevet af det, da hun skam stadig følte frygt. ”Vi må begge have gjort noget rigtigt, siden vi har holdt så længe. Mange har forudset, at min ende skulle komme, men alligevel har jeg altid snydt dem.. Vampyrfyrstens død skal ej være den, som trækker mig ned,” sagde hun sigende. At Salvatore ønskede, at hun skulle ligge sin lid i Nathaniel, vidste hun ikke selv, hvor glad hun var for. Hun vidste at manden havde lidt for nære relationer til både Procias og Dvasias, så ville han nogensinde kunne vælge hende og Manjarno frem for dem? Derudover var hun vel også en anelse malet af Vladimirs syn på manden.. og det var endda på trods af, at hun ikke vidste om Vladimir havde svigtet hende eller rent faktisk var kommet galt af sted. ”Det er meget muligt, men vil jeg kunne stole på manden? Vil jeg kunne stole på, at han vil stå bag mig og mit land, når det virkelig skulle gælde? Jeg kender ikke selv manden, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan han er i person, men ærlig talt har jeg svært ved at se det.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste at han kunne lægge sin lid til Denjarna, som hun vidste at det var gengældt, og selvfølgelig var det noget som han i særdeleshed måtte vægte meget, meget højt. Han sendte hende et smil og nikkede. "Det ved jeg," sagde han roligt. Hun havde jo i aften bevist for ham, at han var vigtig for hende, ved at komme og forklare ham hvad hun havde lavet og gjort ved vampyrfyrsten, og selvom han måske virkede ganske rolig udenpå, var det dog ikke det som han følte indvendig. Han var virkelig bange for hvad konsekvenserne af den handling skulle vise sig at blive, også fordi at man hørte rygterne om den handlingsglade konge fra Dvasias, og hvis han kunne finde noget på Denjarna.. ville han så ikke bare ende med at gøre det? For nu valgte han at slå de tanker ud af hovedet. Det kunne meget vel være fordi at han var træt, at han tænkte i disse baner.
Længe havde Denjarna snydt døden, og naturligvis var det noget som selvfølgelig glædede Salvatore, for så havde han mødt hende.. Et møde, som han slet ikke kunne forestille sig at være foruden. Hun havde så sandelig vist sig at have en ganske særlig betydning for ham, og det var ikke noget som han havde i sinde at vende ryggen. "Du har heller ikke ladet hans væsen trække dig mere ned, end hvad du kunne trække op igen, Denjarna. Han er væk nu og du kan komme videre med dit personlige liv, uden at skulle være bange for at se dig over skulderen. Døden er ikke længere i hælene på dig," sagde han roligt. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Selv ville han ikke tøve med at stole på Nathaniel, om manden først havde skænket ham de ord på forkant. Ord som man kunne stole på. "Jeg forstår godt, at du er påpasselig med at give andre din tillid, Denjarna, men som en beboer i landet her, burde det vel også have noget at sige i hans favør? Jeg beder dig blot overveje det," sagde han med en rolig stemme, og med et sigende nik.

[Deleted]

For en stund tillod Denjarna at lade sine øjne glide i, så hun blot nød roen ved at sidde med Salvatore. Smilet trak hun let på ved hans ord, som det måtte glæde hende at høre, at han ligeså stolede på hende. Der var måske dem som mente, at hun var en slange, men ej heller skulle man tage fejl af, at hun oprigtigt stod ved folk, når hun sagde det. Selv var roen begyndt at ligge sig i hende, som han syntes at lindre hendes problemer. At han derimod selv fortsatte med at tænke i bekymrede baner, kunne hun ikke vide. Øjnene slog hun roligt op, som hun rettede sig op igen. ”Hvor end jeg går, vil uro altid følge. Vampyrfyrsten er måske væk nu, men som han er væk vil der komme noget nyt. Det er således at det altid har fungeret.. Jeg har aldrig været velsignet eller kedet mig med en stille tilværelse. Jeg kender ikke til at have en stille tilværelse, og ej heller tror jeg, at jeg kan få en,” sagde hun sandfærdigt. Det var således, at hendes liv var, og hvis man ønskede at være i hendes liv skulle man forvente, at man ligeså ville blive inddraget i det. Hendes tilværelse bestod af mange huller i vejen, og hvis det gik på skinner for hende kunne man være vis på, at faren lurede bag det næste hjørne. Om det ville være anderledes denne her gang? Ja, det havde hun selvfølgelig svært ved at tro. Hun bed sig selv let i læben, mens hun så bort fra ham. ”Jeg ønsker skam at være mit folk tro og stole på dem, samt lytte til dem. Jeg frygter blot, at manden blot er her, fordi det er en passende mellemvej, så han kan lave de sidespring, som nu engang skulle falde ham ind,” sagde hun ærligt, som hun så sig nødsaget til at fortælle, hvad hun tænkte. ”Tror du, at manden ville sværge mig troskab og stå ved det, samt vende Procias og Dvasias fuldkomment ryggen?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hånden fortsatte den rolige vandren op og ned af Denjarnas ryg. Om det var noget som skulle give hende den nødvendige tryghed, så var det noget som ha helt klart ønskede at give hende. Han var tryg omkring hende og med hende, hvilket han så sandelig heller ikke havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på for hendes vedkommende. Hun betød meget for ham, og derfor ønskede han selvfølgelig også at vise, at han var der når hun havde brug for det - som lige nu hvor hun havde haft brug for at dele det med nogen. Hun havde måske ikke været den mest heldige med sit liv, og bestemt heller ikke nu hvor hun havde valgt at påtage sig rollen som en dronning af et helt land liggende mellem de store stridene, som selv ikke havde haft meget til overs for hende. Han måtte i sandhed beundre hende for hendes gå-på-mod. "Uheldet har i sinde altid at følge dig, min kære.. Men vi er andre omkring dig nu, som gerne hjælper med at bære denne byrde, og som lige så ønsker at vogte om dig og dit velbefindende - som mig," begyndte han med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket i hendes retning. Det betød uden tvivl utrolig meget for ham at vise at han var der for hende. Han havde jo ikke haft nogen i hans liv som sådan, som.. han havde haft det som det her omkring. "Du er på baggrund af hvad du har oplevet, en ekstrem erfaring, som ingen anden kan sammenlignes med. Det er det jeg i særdeleshed finder beundringsværdigt," sagde han sandfærdigt.
Det var bestemt ikke fordi at Salvatore ville tvinge Denjarna til at lytte til ham. Det var blot et råd. Selv havde han hørt mangt og meget om Nathaniel Diamaqima, og særdeles fra hans datter i Procias. Han vendte blikket mod hende. Hun stolede ikke på manden.. Alene det kunne han jo konkludere ud fra hendes ord. "Han forlod sine børn efter hans kærestes død, til fordel for stedet her. Jeg ved at mange historier og rygter har vendt sig mod ham. Om der er noget han kan rådføre, så er det hvordan de andre lande skal tackles, så krig kan undgås," fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Sandt var det højst sandsynligt, at uheldet ville følge Denjarna til hendes død. Om andre ville dele byrden med hende, samt hjælpe hende sikkert igennem, når nu hun stod som landets dronning, måtte hun blot vente og se. Selvfølgelig håbede hun på dette, da hun ønskede at være en værdsat dronning, ellers havde hun aldrig valgt at påtage sig denne stilling. ”Skønt jeg ikke håber, at det nogensinde vil komme så vidt, ønsker jeg at tro, at du har ret. Ligeså vel som jeg har et ansvar overfor mine borgere, har de også et vidst ansvar overfor deres regent,” sagde hun i en rolig tone. At Salvatore lod sig beundres af hendes livserfaring, ønskede hun skam ikke at tage fra ham, skønt det havde været hende dyrt købt. Hendes erfaring betød nemlig, at hun havde været nede og skrabe jorden mange gange, og lige pænt havde det ikke just altid været. Dog følte hun ikke just, at hun direkte dvælede ved fortiden.. Hun syntes nærmere, at hun havde den med sig som en erfaring. ”Det glæder mig at høre, at andre kan finde glæde af mine dyrkøbte erfaringer,” sagde hun i en lettere drillende tone.
Hvorvidt Denjarna kunne stole på en mand som Nathaniel, vidste hun ikke. Selv havde hun altid haft en tendens til at være skeptisk overfor fremmede, og især når man bar rundt på en historie som Nathaniel.. Hun ønskede jo blot at beskytte sig selv.. Dog efterlod Salvatore hende betænksom, for værd at tænke over var det jo stadig. Tænk hvis manden virkelig kunne vise sig at være brugbar for hende? ”Jeg kan ej diskutere imod en person der ved, hvordan Procias og Dvasias skal tackles. Begge lande kan i princippet til hver en tid vende deres vrede mod mig, og lige nu og her er det bestemt ikke ideelt. Du siger, at manden kan undgå en krig, men hvad hvis en krig ville komme? Ville han i så fald i så fald kunne være sit land tro? Ville han kunne kæmpe imod sine børn.. sågar slå dem ihjel?” Hun løftede det ene øjenbryn.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore valgte at se positivt på tingene, istedet for det modsatte.. Det var nemlig ikke noget som han brød sig særlig meget om. Det var meningen at man skulle være optimistiske. Som hun havde et ansvar overfor sit folk, havde folket skam også et ansvar overfor hende, og til nu, måtte man jo i sandhed erkende, at tingene gik som man ønskede at de skulle gå. Folket respekterede hende, som de havde anerkendt hende som sin dronning, så det var vel et godt skridt på vejen, var det ikke? Han sendte hende et let smil. Det kunne godt være, at de bumper i vejen ville følge hende frem til den dag hun gik i graven.. men var der noget at gøre ved det? Andet end at få det bedste ud af det selvfølgelig. "Dem som hjælper hinanden, er dem som får det største udbytte af det. Du har måske været vant til at kæmpe disse kampe alene, men end ikke det, er noget som du får lov til at fortsætte med. Jeg er her om ikke andet," sagde han roligt. Han havde svoret en loyalitet.. både professionelt, men så sandelig også i det private. Hun var ham en kvinde, som han havde meget, meget kær. Han smilede let. "Du kan jo se hvor langt den har bragt dig, min kære," sagde han sandfærdigt.
At Denjarna var skeptisk overfor fremmede, var slet ikke noget som kom bag på nogen, og ej heller Salvatore. Med det liv som hun havde haft, så havde alt det andet uden tvivl blot været.. underligt og mærkværdigt. Nathaniel vidste hvordan de andre lande skulle håndteres og tackles og med den viden som man sagde, at den mand havde i sin besiddelse, så var det jo ikke noget, som end Salvatore kunne måle sig med. "Om dagen skulle komme, tvivler jeg stærkt på at han vil være i stand til at slå ihjel når det kommer til sine egne. Procias og Dvasias kan på et øjeblik vende opmærksomheden mod Neutranium, og kan krigene undgås, er det så ikke det værd?" fortsatte han roligt.

[Deleted]

Tanken om, at Denjarna ikke længere skulle stå alene med sine byrder, fandt hun i den grad tiltalende! Folk havde nemlig ingen ide om, hvordan det havde været at gennemgå alt det, som hun havde været igennem, og igennem historien havde det bestemt ikke været lidt. Selv ville hun sågar mene, at hun var blevet udsat for flere ting, end hvad en person egentligt burde slås med. Hun havde vel bare trukket et yderst uheldigt lod, dengang hun blev født? Dog skulle det ikke forstås på den måde, at hun kun kendte til negative ting, for det gjorde hun bestemt ikke! ”Og jeg sætter pris på at have dig ved min side nu, min kære. Jeg har stået alene med mangt og meget gennem tiden.. Det vil uden tvivl være en lettelse at få lettet byrden en anelse fra mine skuldrer,” sagde hun sandfærdigt. Særligt måtte hun være glad for, at han nu stod helt og holdent ved hendes side. Ganske vidst havde han hjulpet hende, dengang han havde været procianer, men alligevel gav det hende en vis tryghed, at han nu stod under hendes vinger.
Lettere frustreret endte Denjarna med at slippe hans hånd for at rejse sig. Selvfølgelig kunne hun se en ide i, at manden havde kendskab til både Procias og Dvasias, men så var der også blot den nitte, at hun ikke følte, at hun kunne stole på ham. Hun sukkede dæmpet, inden hun valgte at bevæge sig over til balkondøren, hvor hun kastede et blik ud over landskabet. Svært var det bestemt.. ”Misforstå mig ikke, for tanken om, at han muligvis kan forhindre en krig er uden tvivl prisværdigt.. Jeg kan dog ikke se bort fra, at manden ej vil kunne give sig helt og holdent hen til min sag. Det er nemlig, hvad jeg har brug for. Folk jeg ikke skal frygte at stole på, og det frygter jeg, at jeg vil gøre med ham,” sagde hun sandfærdigt. Kunne han mon forstå hendes dilemma? Hun vidste det ikke.. Men Salvatore valgte også kun at se det positive i alt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forstod skam godt, at det havde været en svær tid for Denjarna, og derfor ønskede han naturligvis også at hjælpe og støtte hende igennem det hele, nu hvor han også havde muligheden for det. Han ville gerne være der til at støtte hende og tage noget af byrden, såfremt at det skulle vise sig at blive en mulighed selv for ham, for han brød sig da slet ikke om, at hun skulle have det på den måde. Han sendte hende et smil. "Så snart du har brug for det, så ved du hvor jeg er. Og kan jeg hjælpe med at bære denne byrde for dig, så er det også hvad jeg har tænkt mig at gøre," endte han med en ganske rolig stemme, også fordi at det jo var ord som han rent faktisk også måtte mene i den anden ende. Han kunne jo mærke selv på hende hvilken lettende tanke det var, og det kunne han godt lide. Det beviste jo om ikke andet kun, at det var noget som betød frygtelig meget for hende.
Salvatore slap Denjarna i det øjeblik, at hun selv valgte at rejse sig op. Det var skam ikke fordi at han ikke kunne se problematikken, men den viden som den mand var i besiddelse af, var uden tvivl noget som kom dette land til gode, og det var jo den vej man lige så måtte se det. Han rejste sig roligt op selv, også selvom han kun stod der i et håndklæde, så rørte det ham virkelig ikke. Han søgte roligt hen mod hende. Uanset hvad, så var han jo ikke i besiddelse af noget som hun ikke havde set, efter den intime nat som de sammen havde del. "Jeg forstår skam godt din problematik, Denjarna," begyndte han roligt. Han sukkede indædt. Han forsøgte om ikke andet bare at komme med nogen løsningsforslag, som de muligvis kunne bruge til noget. "Tilgiv mig for ikke at have skænket det en tanke.. Jeg skal ellers se hvad jeg kan gøre," endte han med en ærlig og sigende mine. Han ville jo gerne gør det lettere tilgængeligt for hende, end hvad det havde været til nu.

[Deleted]

Prisværdig var tanken uden tvivl, at han ville tage nogle af byrderne fra Denjarna. Allerede nu havde han også vist sig at være en hjælp, skønt han måske ikke selv havde set det komme, at det ville udvikle sig i en sådan forstand. Han havde nemlig taget en byrde fra hende i og med, at han havde fanget Alexander for hende og leveret manden til hendes dørtrin. Derfra havde hun selvfølgelig taget sagen i egen hånd, som hun fuldkomment havde fjernet sin byrde ved at eliminere manden fra verdenskortet. ”Jeg ønsker ej, at du bliver tynget ned ad mine byrder, som jeg i tide og utide er blevet.. Dog vil jeg altid finde lidt hjælp prisværdigt. Meget er og har det nemlig altid været at stå alene med, og værre kan det kun blive med det nye ansvar, som jeg har påtaget mig,” sagde hun ærligt. Selv håbede hun selvfølgelig, at det ville gå nogenlunde fra nu af, men med hende kunne man trods alt aldrig regne med fremtiden. Det havde hun i hvert fald for længe siden indset selv.
Som Denjarna bevægede sig over til balkondørene, lod hun armene glide over kors. Salvatore havde muligvis kun ønsket at hjælpe hende.. Faktisk betvivlede hun slet ikke på, at det havde været hans hensigt, som hun troede på, at han havde foreslået det af godt hjerte. Desværre så hun blot flere problemer i at lukke en mand som Nathaniel ind i sin inderkreds. Hun frygtede nemlig, at han i den sidste ende ville vende sig mod hende og Manjarno, og forståeligt var det vel næsten, når hans børn stod som regenter i de andre lande. Hvorfor vælge en fremmed kvinde fremfor sine børn? Derfor tvivlede hun på, at den mand ville komme dem til gode i den sidste ende.. ”Jeg ved, at du foreslå manden ud fra rene tanker. Jeg tror desværre bare ikke på, at manden ville vælge min side frem for de andres, hvis det endelig skulle brænde på, og jeg kan ikke løbe risikoen med, at han skulle sladre til mine modstandere. Nej, jeg ønsker personer i min inderkreds, som er villig til at sværge mig sin evige loyalitet.. Ligesom dig.” Blikket vendte hun mod ham. Han stod nu op, ligesom hende. En god mand var han, og en flot mand, sådan som han stod der kun iklædt sit håndklæde.