Let me see your dark side..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede naturligvis at hjælpe Denjarna med byrden såfrem at det naturligvis var ham en menneskelig mulighed, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Når det nu endelig måtte komme til stykket, måtte han jo i sandhed erkende, at han faktisk ikke brød sig om at se byrden på de skuldre som hun bar, for den var jo tung. "Om jeg kunne, havde jeg taget del i den," fortalte han med en sandfærdig mine, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det bekymrede ham selvfølgelig at der ikke havde været andre omkring hende til at være med til at tage knækken på den byrde og gøre noget ved det. Han ville.. og han agtet at gøre det, om det var noget som hun selvfølgelig ville tillade ham.
Salvatore betragtede sig af Denjarnas skikkelse, da hun stille stod der mod balkonen og så ud. Han forstod skam godt hendes problematik, men det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre, at hun ikke rigtigt følte, at hun havde nogen at stole på. Han trådte roligt om bag ved hende og med blikke stadig hvilnede på hendes skikkelse istedet for. Han sendte hende et let og stille smil. Det bekymrede ham ganske vidst, men der var jo ikke noget som han som sådan kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Andet end at forsøge at hjælpe hende trods alt, og det var det som han havde tænkt sig at gøre. "Jeg forstår," endte han roligt, inden han forsigtigt lagde begge sine hænder mod hendes hofte.. Lige hvorfor vidste han ikke.. han kunne bare ikke lade være med det. "Jeg formoder at du vil have tid i tænkeboksen? Allierede får du brug for, også i fremtiden, om det skulle blive nødvendigt.. også i tilfælde af en krig," pointerede han sandfærdigt.

[Deleted]

Svagt smilede Denjarna til ham ved hans ord. Venlige var de, når man havde en plaget sjæl som hende. Hun havde nemlig altid båret en form for byrde på sine skuldrer, og næppe ville det blive meget anderledes i fremtiden. Selv havde hun i hvert fald droppet ideen om at sigte efter et let liv for længst.. og hvis hun skulle være ærlig, tvivlede hun også på, at et sådant liv ville være livet for hende. Hun var vant til spændingen.. Hun nød den også et sted, da den til evig tid holdt hende i gang. Det var vel også af den årsag, at hun havde søgt efter nye og større højder ved at blive dronning. Alt andet kunne hun jo næsten sige, at hun allerede havde prøvet sig med. ”Det er jeg end ikke i tvivl om, at du ville have gjort,” sagde hun, hvor hun rent faktisk også måtte mene sine ord. Et sted vidste hun vel, at Salvatore ville gå ufatteligt langt for hende? Måske skræmmende langt i virkeligheden.
Blikket lod Denjarna dvæle ved landskabet. Smukt var det.. Ingen tvivl om det, og så var der det faktum, at det var hendes. Selvom det var aften, var det endnu ikke helt mørkt grundet sommertiden. Det gjorde, at man kunne ane, hvordan der endnu var liv i gaderne. En tanke der fik hende til at smile, da det betød, at hendes folk måtte have fået noget af deres velvære igen. Hun agtede dog også at passe på dem! Hendes hjerte slog et slag over, som hun mærkede hans hænder på hendes hofter, som han måtte befinde sig lige bag hende og ganske tæt på endda. Hun bed sig selv blidt i underlæben. ”Tænketid har jeg brug for.. Især hvis jeg skal overveje at bruge en mand som Nathaniel. Allerhelst ønsker jeg dog at se, om jeg ikke kan finde andre, som er i stand til at leve op til mine krav,” sagde hun stille, inden hun vendte sig rundt i hans arme. Hendes sølvgrå øjne søgte hans blå, som hun automatisk måtte lade sig egne arme smyge blidt om halsen på ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke nogen hemmelighed, at selv en mand som Salvatore ville gå skræmmende langt for Denjarna, om det skulle blive en nødvendighed, for det var hvad han havde tænkt sig. Det var ikke ofte, at han lukkede folk så tæt ind på sig i sit liv, og i sit hjerte, men hun havde nu alligevel formået at finde denne vej ind,og det var noget som end ikke han kunne vende det blinde øje til. Han sendte hende et smil. Hun betvivlede ej hans ord, hvilket uden tvivl var ham en sand glæde. Han havde vel også bevist sit værd for hende, ved at smide alt hvad han havde i hænderne og faktisk vendt sit liv i Procias ryggen til fordel for at drage hele vejen til Dvasias for at redde hendes liv? Blot på baggrund af et rygte? "Godt" endte han med en rolig stemme.
Selvom det var ganske varsomt, så tillod Salvatore sig alligevel at lægge hænderne mod hendes hofte. Han ønskede ikke at noget ondt skulle ske hende, og derfor ønskede han selvfølgelig også at passe på hende i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt. Han nikkede til hendes ord. Han forstod hende godt, også selvom han nu alligevel stod fast på, at Nathaniel var en mand som man i hvert fald skulle overveje i dette henseende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Landet her var hendes, og hun havde folk som var trygge nok ved hende som sin dronning til at de søgte ud på denne tid af aftenen. Det var i sig selv, ikke noget som man havde set i lange tider. "Han er blot tanken værd, om der ikke er andre alternativer som passerer dine tanker, min kære," begyndte han roligt. At hun vendte sig, fik ham til at slippe, også selvom de fandt vejen tilbage til hoften igen, da hun lagde armene om hans nakke. Han sendte hende et smil. "Så mange ting at tænke på og alle de tanker. Det er jo lige før jeg kan høre dem i dit sind, kæreste," endte han lettere.. bekymret.

[Deleted]

Salvatore havde skam vundet Denjarnas tillid, som han havde smidt alt, hvad han havde haft i hænderne for hendes skyld. Hvis det hele engang skulle vise, at det blot havde været et trick fra hans side, kunne hun ikke nænne ham, at han havde gjort det mesterligt. Dog troede hun på, at han var oprigtig overfor hende, og ikke blot en spion, der skulle infiltrere hende og hendes regime. Al det var trods alt også først kommet efter, at han havde reddet hende. Redningsaktionen var også en redning, som hun bestemt ikke ville glemme igennem det næste lange stykke tid! Hvordan kunne hun også det, når han åbenbart havde været den eneste, der oprigtigt havde været der for hende, samt været den, der havde trukket hende ud af pinslerne? At det var med varsomhed, at han rørte hende, var skam ikke nødvendigt, men det var vel blot fordi, at han var den mand han var? Selv ville hun dog mene, at de havde brudt det trin, dengang de havde været fysiske sammen. En tanke der måtte få hendes indre til at summe. ”Jeg vil skænke ham en tanke, mens jeg søger landet for andre muligheder.. Jeg forventer ligeså, at min ven og min rådgiver vil gøre det samme,” sagde hun roligt, alt imens hun havde fået vendt sig og langt armene om ham. Intet syntes han at sige til det, og derfor begyndte hende fingre lige så stille at stryge ham over nakkehårene. Hendes hoved gled en anelse på sned ved hans bekymring. Rart var det at vide, at han bekymrede sig for hende, men bekymring behøvede ikke at fylde deres dagligdag. Bestemt ikke.. ”Så fjern dem.. Fjern mine tanker og erstat dem med ro og behag, så jeg uden kvaler kan lægge mig,” opfordrede hun ham i et dæmpet toneleje.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne slet ikke falde Salvatore ind at gøre Denjarna noget ondt. Hvorfor skulle det da også gøre det? Hun var ham et væsen som stod ham frygtelig nært til hjerte, og endda så nært, at han hverken kunne eller ville lukke hende ud af det igen. De grønne øjne hvilede på hendes smukke skikkelse. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde chancen for det igen. Han nød når de endelig havde tiden sammen, og selv nu hvor hun havde valgt at skænke ham et liv og en chance her i landet, så havde han bestemt heller ikke tænkt sig at svigte hende. De havde hinanden.. og de stod hinanden nær, så der var vel også en god ting når alt skulle komme til alt? Tungen strøg han let over sine læber, som hun vendte sig i hans arme, så de istedet stod front mod front. Ej var det en tanke som gjorde ham det mindste. Hovedet lod han søge let på sned og med et smil på læben, som bestemt heller ikke var til at se bort fra. Såfremt hun blot skænkede Nathaniel en tanke i ny og næ, så var det fint, og naturligvis skulle han hjælpe hende også. "Naturligvis, Denjarna. Om jeg kunne, ville jeg gennemtænke det hele for tid.. Du har alt for mange tanker i dit hoved nu om dage." Sandt var det, at det faktisk bekymrede ham at se hende på denne måde, men hvad var der at gøre ved det? Han kunne naturligvis ikke tage det hele fra hende, men at hjælpe hende med byrden, var naturligvis noget som han godt kunne. Ved hendes ord, måtte det morende glimt alligevel melde sig i hans eget blik. Den ene arm søgte fra hendes hofte og omkring hendes liv. "Tænker du på noget hen af.. dette..?" hviskede han i hendes øre, hvorefter han roligt plantede et let kys mod hendes kind og videre nedover hendes hals. Ej var det første gang at de var så tætte på hinanden, og selv han måtte i sandhed erkende, at han elskede fornemmelsen af det.. fornemmelsen af en kvinde så tæt på sig.

[Deleted]

”Mine mange tanker er en byrde, som jeg selv valgte at pålægge mine skuldre, dengang jeg besluttede mig for at indtage den manjanske trone. Det er derfor tanker, som jeg må leve med, og som jeg først kan slippe, når jeg engang afsiger tronen,” fortalte Denjarna sandfærdigt. Det var en byrde, som hun selv havde pålagt sig, og ej kunne hun sige, at hun fortrød det. Hun havde desuden fra start vidst, at det ej havde været en let opgave, som hun havde pålagt sig selv. Det var nemlig en stor ting at stå som dronning af et land, og endnu større blev opgaven kun, når hun stod der uden en konge ved sin side. Derudover var det ej heller en lille ting at hedde Denjarna, som der automatisk kom en masse af at være hende. Det var vel både hendes velsignelse og forbandelse at være den person, som hun var? Som hans hænder gled var hendes hofter og rundt om hendes liv, mærkede hun, hvordan hendes hjerte igen måtte slå en takt hurtigere. Hans legende hviskende ord, fik hendes øjenlåg til at søge trygt i. Sukket fald over hendes læber, som han plantede det første kys på hendes kind, for derefter at antænde en steppebrand, hvor end hans læber syntes at berøre hendes hud. Svagt fik det hende til at sitre i hans arme, alt imens hun nu lod sine hænder grave i hans mørke hår. ”Mmh,” endte hun dæmpet med at svare til hans ord og handlinger. Meget andet syntes hun nemlig ikke at kunne forme på læberne. Det eneste det blev til, var i hvert fald kun et nyt sødmefuldt suk. Skønt det kun var anden gang, at hun mærkede ham på denne måde, syntes hendes krop alligevel at flamme op af forventninger og fornøjelse. Alene var de i hans kammer, uden nogen vagter, og derfor måtte man sige, at de var så sikre, som de kunne blive. Klogt var det dog stadig ikke af det.. eller var det? Hun vidste det ikke.. Han syntes helt at forhekse hendes sind og krop med sin blide og stærke krop.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Tankerne fulgte ganske vidst med tronen, men det ændrede ikke på det faktum, at Salvatore oprigtigt var bekymret for hende, om hun ikke kunne finde tiden til bare at slappe af og være sig selv. Det var nemlig vigtigt at kunne lægge arbejdet lidt til side og give sig hen til ting som faldt i ens personlige interesse.. at værne om sit private og ikke bare det professionelle, som de begge to skulle holde i løbet af en dag. For nu var det privat, og det var også derfor det bekymrede ham at hun stadig tænkte så meget som hun tilsyneladende viste tegn til at gøre. "Tronen kræver meget tid, som den kræver meget af dit personlige, såvel som private, for at ivaretage det professionelle, men lov mig, at du selv giver dig selv tid," bad han roligt. Han kunne hjælpe hende med at tænke, men aldrig tage det helt fra hende, uanset hvor meget han så end måtte ønske at han kunne. Ikke at det var tanker som han gjorde sig nu, da der var ganske andre ting, som faktisk måtte tilrettelægges for øjeblikket. Hvorvidt om det var forbudt eller ikke, skulle Salvatore ikke kunne sige sig, da de blot en gang tidligere havde været helt tætte. Han ønskede at skænke hende det behag, som han også ønskede at opleve det på nært hold atter en gang. Han smilede let.. hendes strøg over hans nakkehår fik det til at gyse igennem ham. Impulser som selv satte sig i resten af kroppen i form af en varme, men også det behag, som han ikke havde følt, siden de sidst havde stået nærme og tæt på hinanden. Han smilede let for sig selv. Hans kys fortsatte roligt nedover hendes hals, inden han let trykkede hende ind mod sig. Med rolige skridt førte han hende hen mod sengen, hvor han roligt lagde hende op på madrassen istedet for. Han kravlede roligt op ved siden af og halvvejs over. Hånden gled mod hendes hofte, som han strøg ganske let. "Ved du hvor meget jeg har savnet det her?" hviskede han mod hendes øre igen, hvorefter han kyssede hendes tinding.

[Deleted]

Tronen krævede uden tvivl meget af Denjarna. Det havde hun dog allerede vidst, dengang hun havde fået den for øje. Altid havde hun nemlig færdes i de kredse, og derfor havde hun altid vidst, hvad det havde betydet. At Salvatore nu beklagede sig over, at hun bar på for meget i sin fritid, ønskede hun bestemt at tage med sig. Hun ønskede nemlig bestemt ikke at lade sig opsluge af arbejde! Dog havde det end ikke været meningen, at de skulle drøfte arbejde i dag.. Hun havde blot ønsket at lette sit tunge hjerte for ham.. En handling der havde ført til det ene, og dernæst til noget andet. "Jeg beklager, at jeg har forsømt mig selv.. Det har aldrig været mit henseende, at det skulle gå således, men overraskende let er det at fortabe sig i det ene og det andet. Jeg ønsker dog ikke at tænke på titler.. Vampyrfyrster eller allierede længere.. Jeg ønsker blot at fokusere på dig og mig," sagde hun ærligt i en stille tone. Heldigvis syntes det også at være det, som Salvatore ønskede at fokusere på, sådan som han fortsatte kyssede for derefter at placere hende i sin seng. Hvor havde hun dog manglet dette.. Hans himmelske læber, der perlelet dansede hen over hendes hud. Hans berusende hænder, der holdt hendes krop. Hans stærke krop, der halvt måtte presse hende ned i sengen og vide, at det var ham. Om hun vidste, hvor meget han havde savnet dette? I det store og hele nej, men tidspunkterne havde måske ej heller været der til det. Selv kunne hun dog trygt sige, at hun havde savnet nærkontakten.. Hun havde savnet af mærke hans begær.. Fantastisk var det at mærke hans hænder og kys igen. Ej heller kunne hun sige, at hun havde tæt på en anden mand siden ham.. Og kunne han mon sige det samme? For at være ærlig vidste hun ikke meget om hans privatliv på den front. Kun at han engang havde elsket en kvinde ved navn Eniqa, og ja, ligesom alle andre kendte han vel til hendes fyldte kærlighedsliv. Et par var de ikke just, men alligevel skulle man ej betvivle, at hendes glødende jalousi sagtens kunne sprede sig, hvis nu han havde været en anden kvinde tæt. Dette var nemlig en af hendes mindre heldige sider. Det var også en side, som særligt Derick havde set hos hende. "Jeg tror, at du for fremtiden skal være bedre til at vise mig det," hviskede hun kælent tilbage. I et dybt kys trak hun ham ind. Det første kys, som deres læber måtte dele efter lang tid.. Hendes hænder placerede sig på hver sin side af hans skuldre, inden hun behændigt vendte dem om, så han nu lå nederst og med hende ovenpå.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det bekymrede naturligvis Salvatore, at Denjarna ikke rigtigt fandt den tid for sig selv, men var det underligt, når hun besad et arbejde som egentlig burde pålægge to par skuldre, når hun stod med det hele alene? Han ønskede selvfølgelig at hjælpe hende, og kunne han, så trådte han mere end gerne til, også overfor hende, men også både professionelt, som privat - som i denne stund, hvor hun havde opsøgt ham på denne tid af aftenen, blot for at fortælle ham den mørke hemmelighed, at hun rent faktisk havde taget et liv. Han rystede let på hovedet, blot for at betragte hende med en bekymring. "Ej har du nogen grund til at undskylde for mig, min kære, når jeg ved, at hvad du er i besiddelse af i disse tider, er dig en byrde, som du er nødsaget til at bære på egen hånd. Kunne jeg, ville jeg gerne tage en del af den, men det er mig ej muligt," endte han roligt.
De var endt i sengen igen, også selvom der endnu ikke var sket noget, så kunne han jo stadig mærke det prikke under huden, og det føles uden tvivl.. direkte fantastisk. Han var spændt. Hendes ord fik ham nu kun til at trække på smilebåndet, hvor han atter en gang let plantede et kys mod hendes kind. Hun havde en påvirkning af ham, som han ikke bare kunne se bort fra.. og han kunne jo mærke det så tydeligt som intet andet. "En mand kan jo trods alt ikke alt.. Jeg kan ikke se bort fra, at jeg endnu kan skænke vores intime aften en tanke.. Den særlige aften vi delte i hulen i Procias.. Jeg nød det," erkendte han med en rolig stemme. Kysset gengældte han uden at tøve det mindste.. det første som i hans forstand, måtte være i alt for lang tid! Armen lod han roligt søge om hende.. strøg hende over ryggen, tildels over lænden og over hoften og videre henover hendes lår. Selv kunne han godt lide opdagelsesfærden i dette.. og bare det faktum at mærke hende helt tæt på sig igen. Kroppen reagerede jo allerede tydeligt på deres gøren.

[Deleted]

”Jeg vil uddelegere mine byrder bedst muligt, når opgaverne tillader det. Der er dog visse ting, som kun jeg kan tage hånd om,” sagde Denjarna roligt. ”Det er en tidskrævende stilling, som jeg har valgt at tage på mig. Det er dog intet jeg vil beklage mig over, da jeg selv har valgt denne sti for mig.” Selv vidste hun godt, at hun havde haft meget at se til på det seneste. Både med hensyn til Alexander og tronen.. Dog skulle man ikke tage fejl af, at hun var nyindsat på tronen, og derfor havde en mere hektisk hverdag. Selv skulle hun nemlig lige ind i tingene, før det hele kørte, og derudover var der folket, som på en gang kom til hende med sine problemer, eller som blot ønskede at se deres nye dronning. Derfor kunne man ikke just sige, at hun havde haft meget tid til sig selv på det seneste, men alligevel følte hun, at hun kunne mønstre tanken. Hun havde trods alt selv valgt at sætte sig på tronen som dronning. Derfor var hendes spinkle fritid også hendes eget valg.
Selvom der endnu ikke var sket noget endnu, vidste Denjarna udmærket, hvilken retning hun ønskede at aftenen skulle tage. Det havde hun vel allerede tydeliggjort for ham, da hun havde sagt, at hun ønskede; at han skænkede hende ro og behag. Han havde i hvert fald svaret prompte ved at kysse hendes krop.. Kys som hun nød at mærke.. Kys der havde ført dem videre over i den bløde seng. Hun sukkede dæmpet under hans kys, som han helt fik hende til at sitre indvendigt. Hun trak på smilebåndet, som han mindede hende om deres intime stund sammen. ”Jeg håber ikke, at dette er den eneste gang, at du tillader dig at mindes den aften.. Jeg kan nemlig ej glemme den. Jeg nød den ligeså,” svarede hun sandfærdigt tilbage i en dæmpet tone. Helt umoralsk syntes det nemlig pludselig at hæve stemmen i denne stund.. Deres læber forseglede hun i et kys. Dette fraholdt hende dog ikke fra at slippe et behagende støn, som hans hænder kyndigt gik på opdagelse af hendes krop. Hans hænder var dog ikke de eneste som skulle gå på opdagelse, som hendes ligeså påbegyndte deres vandring. Blidt kærtegnede og mærkede hun på hans stærke overkrop, der frit lå fremme for hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke nogen hemmelighed, at det bekymrede Salvatore, at det var svært for ham at se nogen bare forkaste sig af den ellers så sparsommelige fritid som hun havde som det enkelte individ som hun nu var, og det var det som selv han særligt måtte reagere på. Der skulle være tid til sig selv og de tanker, samt de behov som man hver enkelt måtte føle, og der var hun så sandelig heller ikke noget undtag. Han sendte hende et smil. Hun ønskede denne trone det bedste, og det var noget som han ikke var i tvivl om, at hun sagtens kunne opnå, om det var det som hun havde lyst til, og det var det som han selvfølgelig også valgte at støtte hende i, så det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig var. "Kan jeg yde en hjælp, så lad mig endelig vide," endte han med en rolig stemme. Han sendte hende et let smil. "Det er muligvis en vej, som du har valgt for dig selv og dit liv, Denjarna, men vigtigt er det også for mig at du er i stand til at lægge den lidt til side og bare være dig selv.. som nu.." pointerede han sigende. Nu hvor de jo lå der i sengen, så var det jo selv tydeligt hvad det lagde op til. Han sendte hende et smil. "Aldrig vil jeg glemme det.." endte han med en dæmpet stemme, inden han mødte hendes læber i kysset. Det i sig selv efterlod ham med en sitren som han selv kunne mærke helt ud i fingerspidserne. Han kunne ikke lade være med at røre ved hende.. Det føles virkelig fantastisk at have hende så tæt på sig, som det han havde lige nu. Varmen bredte sig.. hvor han selv ikke kunne lade være med at nyde hvordan hun selv rørte ved ham på denne måde. Han brummede let i kysset, som forsøgte han at holde de små suk og støn tilbage.. Det var virkelig fantastisk. Hånden søgte nedad hendes ben, hvorefter han næsten uskyldigt søgte op under hendes kjole, for at komme i kontakt af hendes nøgne hud.

[Deleted]

Denjarna vidste allerede, at Salvatore ville hjælpe hende, hvis blot han kunne. For det var hun uden tvivl også taknemmelig. Alle havde nemlig brug for en, der både kunne støtte en i det private og på arbejdet, og lige pt. var han hendes eneste. ”Arbejdet er en byrde, som jeg har pålagt mig selv. Derudover har jeg også truffet den beslutning, at jeg skal bære den pligt alene.. Derfor må jeg tage al det, som automatisk kommer med. Jeg vil dog se, hvad jeg kan gøre for at fastholde det private,” sagde hun ærligt, inden hendes mine blev kæk og sigende. ”Ellers må du blot hjælpe mig på vej.. Som du gør nu..” Optaget af hans læber blev hun dog. Det måtte dog også være den eneste form for distraktion, som hun godtog lige nu og her. Selv havde hun savnet at mærke ham på denne måde, men muligt var det ikke blevet før nu. En skam, men det var vel blot sådan, at det var fra nu af? Det var desuden uafklaret, hvordan dette fungerede mellem dem, og derfor havde hun ej heller vidst, om der nogensinde ville have kommet en anden runde.. Ikke, at hun ikke selv havde haft lyst til det, for det havde hun skam. Ellers ville hun heller ikke ligge med ham nu. Svagt gispede hun mod hans læber, som hun mærkede, hvordan hans hånd var forsvundet ind under hendes kjole for at komme i kontakt med hendes følsomme hud. Svimlende var det helt at blive rørt således igen, men hurtig måtte hun være til at svare tilbage, som hendes egne fingrer efter kort tid begyndte at danse nedover hans brystkasse til hans mere følsomme maveregion. Kysset mod hans læber brød hun langsomt ved at tegne en kysserække ned ad hans kæbe, og videre ned over hans hals. Sidst de havde været tætte sammen, havde hun endnu været lettere afkræftet, og derfor kunne man vel sagtens sige, at det ville blive anderledes denne her gang. Delvist kærligt og delvist drilskt og delvist frækt, begyndte hendes læber at gå på opdagelse på hans overkrop. Blidt, hårdt og vådt begyndte hun nemlig at kysse, slikke og bide hans hud.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore sendte hende blot et stille smil. "Det er en byrde, som du måske har i sinde at bære alene, frem til der dukker en mand op ved din side, min kære, men ikke desto mindre.. Så sørg for at tag noget tid fri. Det har alle brug for," pointerede han med en sigende mine, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. For nu var de sammen om det.. det var ikke det kongelige som han tænkte over lige nu.. Det var det som de havde i det private, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvad det egentlig var.. men det var vel også noget som han ville finde ud af før eller siden?
Han smilede let, da han lod hånden komme i kontakt med hendes hud. Det var bestemt ikke fordi at han havde i sinde, at gøre hende ondt på nogen måde, da han slet ikke ønskede at forvolde nogen skade på hende, og havde bestemt heller aldrig nogensinde gjort det. I det store og hele, så var det egentlig vigtigt for ham, at hun nød det mindst lige så meget, som det han selv gjorde, og han vovede nu alligevel at påstå at det var noget som han nød. Selvom de ikke var noget fast, så regnede han da med.. og håbede, at det ikke ikke var noget som nogensinde ville stoppe igen. Som hun selv strøg hænderne over de nedre og ømme mavemuskler, satte det nærmest igang i en krampetrækning i hans krop og sind, som han ikke kunne se det mindste bort fra. Han klemte øjnene let sammen og med et støn. Han endte med at tage om hende, hvor de let vendte sig, så hun tildels måtte ligge over ham. Han lagde hovedet tilbage ved hendes kys over kæben og videre over halsen, hvor hun fortsatte arbejdet nedover hans krop. Det var uden tvivl noget af det bedste, som han længe havde oplevet! I takt med hans egen hånds vandring, førte han kjolen med sig, som et tydeligt tegn til at han ønskede, at hun skulle tage den af. Han ønskede at kærtegne hende som Gud havde skabt hende.

[Deleted]

Indtil der dukkede en mand op i hendes liv. For at være ærlig, så agtede Denjarna ikke at dele sin plads med en konge ved sin side. Hun havde allerede haft en mand ved hendes side.. Derick.. og det havde ikke just gået, som hun havde ønsket. Derfor måtte hun ærligt indrømme, at det at have en fast mand ved sin side ikke var det, som hun tænkte mest på. For nu ønskede hun blot at dele det intime mellem hende og Salvatore. Var det så galt igen? Dette var dog ikke et emne, som hun behøvede at diskutere med ham lige nu og her. Det var vel også ganske ucharmerende i denne stund. Det kunne dog godt komme, at han en dag ville rådgive hende til dette som sin rådgiver. ”Jeg vil se, hvad jeg kan gøre for fremtiden.. Spekuler ikke mere over det i dag, min kære,” bad hun stille. Selv ønskede hun blot at nyde stunden mellem dem, og forhåbentligt ville det ej heller blive den sidste. Hun kunne i hvert fald ikke se et problem i, hvad de gjorde, så længe de nød det. Hendes fingrer vandrede kærtegnende over hans maveskind, hvor hun nød at mærke, hvordan hans krop krampagtigt trak sig sammen under hendes lette berøringer. Ej ønskede hun at stoppe med at røre ham, og derfor begyndte hendes læber ligeså at gå på opdagelse af hans krop. Dette gjorde hun, indtil hun fornemmede, hvordan han forsøgte at trække kjolen hende. Med et blidt kys under navlen på ham, stoppede hun og satte sig overskrævs på ham, så han kunne få trukket kjolen helt af hende. Selv mærkede hun, hvordan det fine stof kærtegnede hendes krop, som den blev revet helt af hende og efterlod hende ganske bar. Flottere måtte hun være, siden han sidst så hende således. Skønt hun endnu havde de mange ar, så hun nu sund ud, fremfor den sultende tilstand han havde fået hende i. Lysende klare måtte hendes sølvgrå øjne være, som hun så ned på ham. Selv nød hun at sidde således på ham med ham under sig, da det efterlod hende med en vis form for magt. ”Dette går vidst heller ikke længere..,” sagde hun legende, som hendes fingre dansede over lukningen af hans håndklæde. Uden at tage blikket fra ham, løsrev hun erfarent stoffet fra hans underliv, så han måtte ligge ligeså bar som hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste slet ikke hvordan Denjarna havde det med tanken om en anden mand i hendes liv, og selv var han jo ligeglad. Bare hun også gav sig tid til sig selv, så det heller ikke var noget som ville blive mistet undervejs. Han sendte hende et smil og nikkede så. Han tænkte måske meget og måske i lidt andre baner, end hvad hun vandrede rundt i, men det var ærligt ikke noget som han kunne gøre for. Han strøg roligt hånden over hendes kind og skænkede hende et let kys. "Meget vel," endte han med en rolig stemme, inden han let lagde sig ned ved hende. Selvom det uden tvivl ville være svært, så forsøgte han da om ikke andet.
Når alt endelig kom til alt, så var det vigtigt for ham at understrege, at han gjorde det for behaget.. for nydelsen og det faktum, at de uden tvivl gav udtryk for, at de faktisk ønskede det for hinanden. Han var på ingen måder ude på at gøre hende ondt eller noget lignende, for det så han da ærlig talt slet ikke nogen grund til. Roligt fik han dem vendt, så det var ham som lå nederst. Han smilede let for sig selv, inden han fik kjolen hevet af hende, og smed den fra sig vilkårligt på gulvet, så hun sad i det rene ingenting. Smuk var hun uden tvivl og smukkere end sidst, det kunne han jo også selv så tydeligt se. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste overhovedet. Hænderne lod han vandre over hendes mave og videre mod hendes bryst. "Hvor er du smuk, min kære.." endte han med en dæmpet stemme. At hun så selv fjernede hans håndklæde, sagde han ikke noget imod. Han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide det. Selv blev han liggende under hende i det rene ingenting.. ikke noget at skamme sig over, som han jo kun var stolt over hvordan han i princippet måtte se ud, og det skjulte han så sandelig heller ikke for hende. Hændernes kyndige vandren fortsatte dog.. Han kunne slet ikke få nok af det syn som udspillede sig for øjnene af ham.