Let me see your dark side..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at være så meget hen på aftenen, at mørket havde sænket sig over Manjarno. Selv for Salvatore betød det bare, at endnu en dag var forbi.. Endnu en dag som en rådgiver af en kongelig. Han var efterhånden begyndt at falde temmelig godt til i den rolle, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. Den første tid for ham, havde været svær, udelukkende fordi at det havde været en kæmpe omvæltning fra det liv som man kunne sige, at han havde haft i Procias, men han havde nu ikke fortrudt sit valg.
Umiddelbart var hans kammer frygtelig simpelt, men sådan var det dog af en grund - Det var nemlig sådan at han kunne lide det. Et stort skindtæppe prydede gulvet, og med en stor seng med smukt sengetøj. En balkon vendt i retningen af solen med store døre, som kunne åbnes, samt en kommode og et skab.. Andet havde han ikke brug for.. Og så selvfølgelig et badeværelse som lå lige ved siden af, da han ellers skulle gå temmelig langt for sine ærinder og bade ikke mindst. I øjeblikket, havde Salvatore netop forladt badet, og kun med et håndklæde omkring livet, havde han søgt tilbage i kammeret. Han måtte i sandhed erkende, at han elskede det liv.. Han havde respekten, folk respekterede ham, som han respekterede dem, og han følte at han kunne udføre det arbejde som Denjarna ønskede af ham. Hænderne strøg han igennem det våde hår, inden han søgte hen til klædeskabet for at finde tøj som han kunne tage på inden natten ville kalde ham til hvilen, inden solen igen ville stå op. Det var så der at tanken strejfede ham. Han kunne sove i ingenting.. Det havde han nu især altid været glad for. Hvorfor ikke? Han lukkede klædeskabet igen, inden han søgte hen til sengen, for at gøre sig klar til natten.

[Deleted]

”Sørg for, at der bliver taget sig godt af ham,” lød det fra Denjarna, som hun blidt strøg sin hvide hingst over mulen. Træt prustede den igen, som det havde været en lang tur for den. Helt til Cetiul havde hun nemlig redet ham. Selve meningen med turen havde hun kamufleret bag et andet ærinde, da den helt oprigtigt var blevet foretaget grundet et dystert og hemmelighedsfuldt ærinde. Efter at hun havde taget vampyrfyrstens liv, havde hun nemlig brændt ham, så der kun havde været hans aske tilbage. Den aske havde hun samlet i en lille krukke, hvortil hun havde fragtet indholdet helt til stranden, hvor hun havde smidt indholdet ud i havet. Blot for at hun kunne være sikker på, at hun aldrig ville få den mand at se igen. Dog kunne en dronning ikke blot ride helt til Cetiul for at besøge havet, for derefter at vende snuden hjemad igen.. Derfor havde hun kamufleret sit ærinde med en visit til selve byen, hvor hun havde hilst på de forskellige borgere. Det var nemlig en handling, som ingen ville tænke videre over, da det var ganske fornuftigt for en regent at besøge sit folk, samt kende til deres tilstande. Nu var hun tilbage i Neutranium, hvor hun i øjeblikket forlod stalden.
Bleg følte Denjarna sig helt, som hun bevægede sig op ad trapperne. Nu hvor Alexander rent faktisk var død og borte, måtte det gå op for hende, hvad hun havde lavet. Mange forfærdelige ting havde hun gjort de seneste par dage, og det efterlod hende med blandede følelser.. På den ene side følte hun, at hendes hævn var retfærdig, som han havde været et monster og formentligt havde gået efter hende igen, hvis han havde været hurtigt nok. På den anden side måtte det vende sig i hende, da hun aldrig før havde tortureret en mand.. Dog måtte hun sige, at en torturmester ville have været stolt af hende, men hvem andre end en der selv havde været udsat for tortur, kendte også bedst til de forskellige torturmetoder og hvad de gjorde? Hun bed sig selv i læben, som hun stoppede op foran det værelse der tilhørte den kongelige rådgiver. Skulle hun fortælle ham det? Hvad ville han mene om hende, hvis hun gjorde det? Men på den anden side var han den, der havde leveret hende Alexander, og derfor spurgte han vel før eller siden ind til, hvordan det gik med fangen.. Hun rettede let på sin blodrøde kjole, inden hun bankede på døren. Hun vidste, at det var sent. Måske var han allerede gået i seng? Men det var en byrde, som hun måtte dele ud. ”Salvatore?” kaldte hun.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna havde været på en lang tur i dag, hvilket Salvatore ikke havde stillet nogen spørgsmål ved. Det havde der som sådan aldrig rigtigt været nogen grund til. Det var trods alt også meningen at hun skulle fremstå som en stærk royal for landets borgere, så det at hun tog ud på visit til dem og aflagde byerne et besøg, var noget som han selv kun havde den stærkeste respekt for, og det samme vidste han at borgerne ville have. Hvem ville da ikke ønske en dronning som tænkte på deres velbefindende? Blot var det Gabriel som udøvede denne taktik i praksis. Han mindes ikke at Silia havde været ofte ude for den sags skyld. End ikke til gudstjenesterne i kirken af ukendte årsager.
Salvatore stod nu ved sengen i intet andet end sit håndklæde, for at gøre sig sengeklar. Selv havde der været en del arbejde for ham at påtage sig på slottet i dronningens fravær, hvor selv bagtankerne ved hendes tur ud, end ikke var noget som han havde regnet ud. Hvorvidt det stod til med vampyrfyrsen i kælderen havde han selv ikke nogen ide om, som han heller ikke havde nogen ide om at Denjarna faktisk havde endt mandens liv efter en gruopvækkende tortur. Stemmen på den anden side af døren og de lette bank, fik ham dog hurtigt til at kigge i retningen af døren. Denjarna på denne tid af aftenen? Det var ikke normal menneskelig skik at opsøge nogen sent, med mindre at det faktisk var vigtigt, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Han lagde dynen roligt på sengen, så den lå klar til når han skulle sove, inden han søgte hen til døren og fik den ganske roligt op. Lige på denne fløj var der ikke mange vagter.. De var jo primært placeret omkring hendes kammer, netop for at sikre sig, at intet skete deres dronning. "Det er meget sent, Deres Højhed. Kan jeg gøre noget for Dem?" spurgte han. Selv upassende at stå der i intet mindre end et håndklæde, men noget skulle han jo trods alt have på, og det havde han jo så. Det var jo trods alt bedre end absolut ingenting.

[Deleted]

Beslutningen fik Denjarna taget, og som resultat bankede hun på Salvatores dør. Hvordan hun skulle fortælle ham det, vidste hun ikke. Hvad skulle hun sige til ham? Skulle hun give ham den fulde sandhed eller kun den halve? Skulle hun pakke det ind eller sige det direkte? Selv måtte hun erkende, at hun frygtede, at han ville smelte under opdagelsen af hendes mørke side, hvis hun fortalte ham den helt korrekte historie. Længe nåede hun dog ikke at tænke på den anden side af døren, før den gik op og afslørede Salvatore, der stod i intet andet end et lille håndklæde. Intet sagde hun til hans fremtoning, da hun trods alt havde set ham i mindre. Lige pt. fokuserede hun vel også på andre ting, end på hans krop. Hans høflige tale syntes helt at gå forbi hende, som hun uden et ord passerede ham og gik direkte over til sengen, hvor hun tog plads på dets kant. Hendes blik faldt på hans ansigt. ”Jeg dræbte ham,” fløj det direkte ud af hendes mund i en utroligt kortfattet sætning. Ja, ordene var vel bare kommet til hende som det første, som hun havde lagt blik på ham. Selv bebyrdede hun sig ikke med at forklare ham hvem. Han vidste højst sandsynligt hvem ham var. Det var trods alt Salvatore selv, som havde bragt Alexander til hende. Forhåbentligt havde han også vidst, at det muligvis havde endt således. Hænderne foldede hun i sine hænder, som hun lettere nervøst afventede hans reaktion. I øjeblikket kom hun vel til ham, som Denjarna og ikke som hans dronning. Dog skadede en smule rådgivning vel ej heller på dette punkt.. Salvatore var dog den eneste, som hun ønskede at sige det til. Han var den eneste som måtte vide, at dette overhovedet havde fundet sted.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore nåede stort set kun at åbne døren, inden Denjarna søgte ind i hans kammer. Noget var galt, ellers ville hun ikke handle eller reagere på denne måde, og naturligvis var det noget som faktisk gjorde ham.. urolig et sted? Det var ikke nogen hemmelighed at Denjarna var ham en kvinde, som han vægtede utrolig høj betydning. Han lukkede døren efter hende og vendte blikket mod hendes skikkelse. Alene kunne han tiltale hende som den nære veninde hun var for ham. Hun havde dræbt ham? Selv behøvede han ikke lege Sherlock Holmes for at finde ud af hvem det var hun omtalte. Han rystede let på hovedet.. Ja hvordan skulle man reagere på den? Han vidste jo at hun havde været direkte indebrændt på manden, og at det var den effekt som hun nu måtte sidde igen med. Roligt søgte han hen ved siden af hende.. Ja, hvad skulle han da ellers gøre? Han var selvfølgelig glad for at hun delte det med ham. Han greb roligt omkring hendes fumlende hænder og vendte blikket mod hendes. "Fortæl mig hvad der skete, Denjarna," bad han. Han så ikke nogen grund til at dømme hende på noget som helst, for der var en mening med alt, og det var der vel også i dette tilfælde?
Mons tro, at det var derfor hun kom ti ham på denne tid af døgnet? For at fortælle ham om det, eller fordi at hun måske bare havde brug for det? Han var nu mere bange for hvordan Dvasias ville reagere, nu hvor den ene leder, og endda en af de mest loyale faktisk var blevet slået ihjel af den nye dronning af Manjarno. Kunne det resultere i krig? Hvilket han vidste, at hun slet ikke var rustet nok op til endnu. "Jeg taler til dig som en ven nu, og ej som en rådgiver min kære. Hvordan har du det?" spurgte han videre. Han kunne jo mærke på hende, at hun var påvirket af det.. men i hvilken retning?

[Deleted]

Adrenalinen kørte uden tvivl i Denjarna, som hun havde besluttet sig for at inddrage Salvatore i hendes mord. Faktisk havde adrenalinen kørt i hende igennem de seneste par dage. Siden Salvatore havde leveret Alexander til hende havde alt nemlig omhandlet: audienser og tortur. Det sidste kendte ingen dog til, og hvem kunne hun også snakke med det om? Det var vel hendes mørkeste side, og ærlig talt tvivlede hun på, at hun havde nogen omkring sig, som ville kunne klare den.. eller jo, hun havde vel Faith, men den kvinde så hun ikke meget til længere. Hun bed sig selv i læben. Hendes sikkerhed med hensyn til al dette var dog, at ingen andre end hende og Salvatore havde vidst, at Alexander havde været her. Ingen ville derfor vide, at det var hende – dronningen af Manjarno – som havde dræbt vampyrfyrsten. En tanke der uden tvivl beroligede hende. Mattheus ville nemlig næppe se positivt på, at hun havde dræbt en af hans ledere. Gudskelov for hende, havde hun smidt alle beviser bort.. Hun bed sig selv i læben, som han tog om hendes hånd. Kunne hun fortælle ham den fulde sandhed? At hun havde pint Alexander til det sygelige? Nej, han ville blot splintre som et knust glas.. ”Han ønskede mig, og alt hvad jeg havde kært død.. Jeg gjorde blot, hvad jeg kunne for at sikre mig selv. Derfor spiddede jeg hans hjerte, for derefter at brænde hans krop. Jeg smed hans aske i havet så ingen nogensinde ville kunne finde ud af, at det var mig som gjorde det,” fortalte hun ham stille. Sandt var det skam også. Det eneste hun gjorde var blot at undlade at fortælle ham, at hun rent faktisk også havde valgt at torturere manden. Visse sandheder var dog bedst gemt væk i skyggen.. Hun så frem for sig. Hvordan hun havde det? ”..Jeg tror faktisk, at jeg er glad. Han var et monster.. Han ville have gjort det samme ved mig, hvis ikke jeg havde gjort det først,” endte hun med at sige. Hun var selvfølgelig skræmt over, hvad hun havde været i stand til, men overordnet set havde det bragt hende en lettelse at komme af med ham.. Derudover var der også det faktum, at hun havde fået en grusom, men sød, hævn.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne jo godt mærke, at dette var noget som tog på Denjarna, og den tanke var ikke noget som han direkte brød sig om. Det bekymrede ham, også fordi at han vidste at dette kunne få folk til at reagere på grusomme måder.. og særligt Dvasias var kendt for at drage brug af de forhastede konklusioner, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme galt afsted! Ikke på vilkår! Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Alexander var kendt for at true mange, men derimod ikke gøre alvor af det, men han forstod til gengæld godt, at hun ikke tog chancen. "Manden har allerede gjort rigeligt mod dig, Denjarna, men er det ikke en lidt forhastet konklusion at drage?" Han sukkede dæmpet, inden han forsigtigt lod den ene arm søge omkring hende og trykkede hende ind mod sig. Hun rystede.. det lignede hende slet ikke. At hun derimod havde det godt med at have slået et andet individ ihjel, ville selv ikke han have troet. Det var ikke denne side af hende, som han kendte.. Hvad der var sket ellers foruden at hun havde slået manden ihjel, ville han nok heller ikke vide.
Hånden strøg han forsigtigt nedover Denjarnas ryg, mens han lod blikket glide mod hende. Han var mere bange for hvordan hun ville tage det efterfølgende, som han også frygtede for hvordan Dvasias ville tage det, at miste en af deres mest loyale ledere af en ellers meget stærk race, som bare skulle holdes i snor. Han nikkede blot til hendes ord. "Alexander er kendt for at have det i munden og ikke i handling. Jeg forstår derimod godt, at du tog det valg som du gjorde. Jeg vil bare sikre mig, at det er en handling som du kan leve med. Andres blod på hænderne, er en forfærdelig fornemmelse," endte han blot. Selv havde det ikke været mange, men selv han havde stået i situationer for mange år siden, hvor det direkte havde været ham en nødvendighed at gøre det, og det var næsten det som var ham det værste af det hele. Han sukkede let. "Lov mig du er forsigtig," bad han dæmpet.

[Deleted]

Om det havde været en forhastet konklusion at slå Alexander ihjel? Denjarna kunne ikke nå at stoppe sig selv, før et fnys forlod hendes læber. Manden havde fortjent at dø! Det var skam ej heller det, at hun havde kvaler over. Hun vidste nemlig, at det havde været hende eller Alexander, og når det kom så vidt, havde hun altid valgt sig selv. Det var også det der gjorde hende til en overlever. ”Hvis jeg havde kunnet slå manden ihjel, dengang jeg var hans gidsel, havde jeg gjort det. Derfor vil jeg nærmere kalde det en forsinket hændelse, fremfor en forhastet,” endte hun med at sige. Salvatore var måske ikke vant til at handle således, men selv kom hun fra et sted, hvor man var nødsaget til at kæmpe på den måde for at overleve. Blikket lod hun følge hans arm, som han forsigtigt lagde den om hende. Rart var det at vide, at han stadig var her med hende, og derfor måtte hun også finde trøst i hans berøring. Blidt lagde hun selv sit hoved ind mod hans hoved, alt imens hun forsøgte at klare tankerne. Det hjalp at sidde således med ham, men alligevel nagede det hende også at vide, at hun måtte tage den fulde sandhed med sig i graven. ”Tro mig.. Alexander ville ikke have det hele i munden med hensyn til mig. Han ville gå efter mig, hvis han havde fået chancen. Derfor kan jeg ej heller fortryde det.. Jeg må desuden vægte min overlevelse højere end hans, og hvis det er, hvad der skal til, må jeg gøre det,” sagde hun stille. Aldrig havde hun været den store dræber, men hun havde gjort det før.. Indirekte havde Salvatore også selv vejledt hende til et drab, men det kendte han selvfølgelig heller ikke til. Dette drab i sig selv, havde ej heller været hendes værste. Vejen dertil havde ganske rigtigt været det, som hun aldrig havde tortureret nogen før. Øjnene lukkede hun kortvarigt i, som hun sad ind til ham. ”Det lover jeg.. men som sagt.. Dvasias vil ikke vide, hvad jeg har gjort. Hvordan skulle de kunne finde ud af det?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Denjarna var ikke enig i Salvatores udtale, hvilket han skam godt kunne fornemme. Alene af den grund, ville han dog mene at det var forhastet at slå denne mand ihjel, uden at tænke på konsekvenserne af det. Det kunne godt være, at Dvasias ikke direkte havde vidnet til det øjeblik hvor det skete, men selv de vidste, at Mattheus havde øjne stort set over det hele, så det kunne næppe tyde til at blive behageligt for nogen parter. Han vendte blikket sigende mod hende igen. "Jeg mente blot, at det var en god ting at tænke over det, før du førte den spidse pæl," sagde han med en fortsat rolig stemme. Selvom han ærlig talt ikke havde troet at Denjarna havde dette i sig, vidste han jo at der var mange ting ved en dvasianer, som de ikke ønskede skulle komme til overfladen.. Dette var vel bare noget af det? Han sukkede indædt. Han kunne jo mærke på hende, at hun var påvirket af det.
Armene lod Salvatore varsomt glide omkring hendes krop, hvor han let trykkede hende ind til sig igen. Naturligvis bekymrede det ham da, at hun tog det på denne her måde, men det var nu bare sådan at det var. Han kunne ikke gøre noget ved det. Et mørke havde han nu set glimtet af.. og om han brød sig om det? Det var ærlig talt ikke til at sige. "Jeg kan fornemme, at det er naturens love som har været på spil i denne sag. Jeg beder dig blot om at være forsigtig Denjarna. Han var en stærk spiller for Dvasias og kongehuset i mørket har øjne og ører overalt. Jeg vil nødigt have at der skal ske dig noget," sagde han igen, inden han vendte blikket mod hende. Hovedet ind mod hans, havde han ikke noget imod, for han ville faktisk gerne passe på hende, om han så selv skulle fremstå som en personlig vagt for hende, så var det vel en rolle som han havde påtaget sig af hjerte?

[Deleted]

Siden Denjarna havde fået Alexander i sin kælder, havde hun vidst, hvad det ville ende ud med. Derfor kunne man vel også sige, at hun havde tænkt over det? Dog måtte man også se på det på den måde, at hun var en kvinde, som langsomt havde fået sin psyke nedbrudt gennem tiden. I den helt normale hverdag, var hun skam også en sammenholdt kvinde, men når hun blev udsat for prøvelser som den med Alexander, vaklede det hele også. Det var højst sandsynligt også en side, som Salvatore ikke spekulerede videre over, men kunne hun også bebrejde ham for det? Han havde nemlig aldrig set hendes psykotiske jeg i funktion. Dog burde han kunne sige sig selv, at den var der, i og med at hun havde oplevet al den smerte. Hun sukkede dæmpet. ”Der er ingen grund til at tænke bagudrettet.. Det er gjort. Jeg gjorde det trods alt, og det kan der ej laves om på,” endte hun blot med at sige. Han bifaldt tydeligvis ikke hendes handlinger, men hvad kunne hun kunne gøre ved det? Det var gjort.. Hun burde muligvis have rådført sig med Salvatore, men badet i sin egen psykose have hun, og det havde ført hende hertil. Varsomt rettede hun sig op igen, hvor hun denne her gang lagde begge sine hænder om den hånd, som han holdt. De sølvgrå øjne vendte hun mod hans. ”Hvis du ej ønsker, at der sker mig noget i denne stund, så lad vær med at vende mig ryggen i dette øjeblik. Du bifalder måske ikke mit valg, men det var en handling jeg var nødt til at gøre.. ellers ville det aldrig have stoppet. Det må du forstå,” sagde hun stille. Hun løftede stille den ene hånd, så hun forsigtigt kunne stryge ham over kinden. ”Ønsker du ikke langt mere mig end vampyrernes fyrste? Han havde gjort mig ondt.. Desuden, du sagde selv engang til mig, at det brød med naturen at være en levende død. Alexander har altid været død, jeg valgte blot at gøre det endeligt..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I denne situation kunne man da ej påstå at Salvatore var blevet konfronteret, så der havde hun valgt at gå udenom sin rådgiver, for istedet for at tage sine egne beslutninger. Ikke at han klandrede hende for det, for han havde jo trods alt set hvad manden havde gjort ved hende, og det var naturligvis det som faktisk gjorde ham bekymret. Han hævede hånden og strøg den roligt over hendes kind. Han havde bestemt ikke tænkt sig at vende ryggen til hende. Ikke på vilkår. I det henseende kunne man vel også sige, at hun faktisk var det eneste som han havde lige nu? "Jeg vil blot forsikre mig, at det er et taget liv, som du kan leve med. Det er en grusom ting at forårsage i livet." Salvatore havde uden tvivl svært ved at sætte sig i hendes tankegang, men det var vle ikke bare hævnen mod Alex som spillede sig ind her? Han vidste jo.. som alle andre også vidste, at hun ikke havde været særlig heldig hvad den slags angik. Nu havde hun vel bare haft muligheden for at lukke det hele ud?
Salvatore sendte hende et let smil, da hun lagde hånden omkring hans. Han trykkede om hendes. "Tror du virkelig, at jeg har i sinde, at vende dig ryggen, Denjarna?" spurgte han direkte, da han igen søgte hendes blik. Selvom han ej bifaldt tanken om hvad hun havde gjort, forstod han jo godt nødvendigheden i det, og hvis det skulle komme til valget mellem hende og vampyrfyrsten, var hendes valg uden tvivl korrekt i hans øjne. Han trak vejret dybt. Han så vel bare på tingene i et lidt andet perspektiv end hvad hun gjorde? "Mit valg vil altid tilfalde dig, min kære, og det håber jeg inderligt også at du ved. De levende døde burde slet ikke være her. Vi deler det syn på det vampyriske væsen og ja.. stod det valg mellem dig og ham, ville jeg så klart til enhver tid altid vælge dig," sagde han sandfærdigt. Hun betvivlede det vel ikke?

[Deleted]

Venligt var det vel af Salvatore, at han ønskede at vide sig sikker på, at Denjarna vidste, hvad hun var gået ind til. På den front fik hun vel et indblik i hans procianske hjerte? Han havde et godt hjerte, og derfor var det både på godt og på ondt, at han var her hos hende. Hun holdt af ham, men uforenlige var de vel på det punkt, at han nok aldrig ville kunne godtage det mørke, som var en del af hende. På det arbejdsmæssige plan kunne dette dog være en fordel, da det betød, at hun ville få indblik i flere synsvinkler end blot sin egen.. som nu for eksempel. ”Det er måske en grusom ting at gøre, men alligevel ved jeg, at jeg vil kunne bære det. Ganske vidst er jeg ikke den person, som kræver flest liv, men alligevel har jeg før krævet dem,” fortalte hun ærligt. Problemet med denne her situation var dog, at hun ikke kunne fortælle Salvatore sit egentlige problem. Selve mordet havde hun det nemlig fint med. Faktisk lettede det hende ligefrem.. Det var derimod torturdelen, som plagede hende. Dog kunne hun se for sig, hvordan hans gode hjerte ville bløde, hvis hun fortalte, hvordan hun havde taget Alexanders tænder.. hans manddom.. og næsten hans ene hånd. Hun frygtede vel, at han ville væmmes ved hende? Igen måtte det føre hende til den konklusion, at de var uforenelige.. Hun sendte ham et trist smil. ”Du ved aldrig, hvad folk er i stand til at gøre,” endte hun blot med at sige, for ja.. Ville han kunne blive ved hende, hvis han vidste, hvad hun var i stand til? Hun havde nemlig langt flere skeletter i skabet, end hvad han havde. Det var vel også lettere at chokere end procianer, end en dvasianer? Hånden lagde hun blidt over hans igen, som hun vendte blikket ned mod dem, og trak svagt på smilet. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun stille. ”Begge ser vi det forkerte i at have vampyrer gående på vores jord. Jeg prøvede selv at gøre en forskel på dette, dengang jeg befandt mig på den gren, men en ting udvisker ikke alt.. Alexander stod udelukket for det vampyriske. Verdenen vil være bedre tjent uden ham.. Jeg vil kunne ligge trygt om natten og vide, at han ikke vil være derude efter mig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var nemlig prociansk af hjerte, og havde måske en helt anden indfaldsvinkel på rigtig mange ting, og det behøvede der vel heller ikke være noget skidt i? I mange henseender kunne det mix af landene som de heraf var omringet af, være en god ting til netop at bruge hvad der var godt fra alle parter og sikre sig, at Manjarno skulle blive det stærkeste, og det ønskede han at være en del af. "Vi har alle stået i valg, hvor vi har været i stand til at tage liv, men ikke har gjort det.. eller har gjort det, alt efter hvad omstændighederne har gjort," sagde han ærligt. Han huskede stadig den unge warlock som han havde stoppet i angrebet på Procias' slot.. for derefter at lade hende gå. Personligt til ham, lå det bare ikke at slå ihjel.
Hvis omstændighederne krævede det, så vidste selv Salvatore, at det enkelte individ ville være i stand til at gå frygtelig langt. At Denjarna så havde haft dette i sig, var bare ikke lige noget som han havde set komme. Overhovedet ikke. Han bed tænderne en smule sammen og vendte blikket mod hende. "Der er ikke nogen som ved hvad man egentlig er i stand til, før det i sandhed bliver krævet af os," sagde han blot. Visse steder var de bare fuldstændig forskellig.. Og det var vel det, som han et sted også godt kunne lide? At de ikke bare var enig, men derimod kunne argumentere for hver deres synspunkt? Selvom han havde levet mange år i Dvasias og i mørket, var han bestemt ikke sat ind i hvordan det i princippet hang sammen. Hans hånd fortsatte roligt at stryge over hendes. "Han er død nu.. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg er om ikke andet, så glad for at du vælger at fortælle mig det. Du kan sove trygt om natten, og jeg ved nu hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg er ude.. Folk vil komme til at stille spørgsmål.. Og Dvasias vil efterlyse ham," fortalte han. Det var grunden til hans bekymring.. At Mattheus skulle vende sig mod hende.

[Deleted]

Sandt var det, at man altid stod overfor et valg. Denjarna kunne have valgt at frelse Alexanders liv.. Og dog havde hun aldrig anset det for at være en mulighed. Han ville have kommet efter hende, hvis hun havde sat ham fri. Det var hun sikker på! Derfor tænkte hun også således; hvis liv var af størst betydning? Hendes eller Alexanders? Der havde hun uden tøven valgt sit eget, og det ville hun formentligt altid gøre. Var der også noget galt i at beskytte sig selv? ”Hvis der var et valg med hensyn til at dræbe ham eller ej, var det et næsten ikkeeksisterende valg. Hvorfor skulle jeg desuden vise en mand som ham barmhjertighed? Jeg havde aldrig set manden.. Aldrig gjort ham noget, dengang han valgte at indespærre mig. Det eneste jeg gjorde nu var blot at svare igen,” endte hun med at sige med en vis sikkerhed i stemmen, som hun selv følte, at hendes ord var hende retfærdige. Sande var hans ord omkring, at man først vidste, hvad man var i stand til, når man stod i situationen. Selv havde hun aldrig troet, at hun kunne torturere en mand, men som hun havde haft muligheden med Alexander, havde al hendes had og smerte vældet op i hende, og så havde hun bare … gjort det. ”Vi kan være i stand til skræmmende mange ting, hvis blot vi bliver presset tilstrækkeligt,” sagde hun samtykkende. Som han valgte at fortsætte sine strøg hen over hendes hånd, valgte hun selv at adskille sine fingrer, så hun kunne flette sine fingrer ind i hans og holde hans hånd tæt på den måde. Det var måske forkert at sidde således med sin rådgiver.. Det var også yderst upassende, at han kun sad i håndklæde overfor hende.. Faktisk var det selv upassende at være i hans kammer.. Dog følte hun, at hun kunne gøre det grundet deres dybere historie. ”Vi må føre os frem med en vis forsigtighed, ja.. Ellers må vi allerede nu begynde at sikre os, og finde stærke allierede ude i verdenen. Allierede er aldrig en skidt ting at have med sig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore forsøgte virkelig at forstå, og det var vel derfor han fortsatte. Han havde jo selv set hvilken forfatning Denjarna havde været i, da han havde fundet hende i kælderen til vampyrfysten, så at det have slået klik burde han jo egentlig have sagt sig selv. Et sted kunne man vel nærmest sige, at det var ham som havde dømt manden til døden ved at bringe ham hertil? Han havde jo stadig tandsættet i halsen som erindring om hvad der var sket den aften. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Jeg havde naturligvis ikke regnet med en decideret menneskelig behandling, men dog heller ikke at du ville ende mandens liv. Hvad han dog gjorde mod dig er utilgiveligt. Jeg kan blot prise mig lykkelig for at jeg fandt dig i tide," sagde han ærligt. Manden ville bestemt heller ikke have tøvet med at tage hendes liv,og det vidste han jo derimod godt.
I mange henseender og særligt i det professionelle var dette dybt forkert at sidde på denne måde. Deres historie gik dog dybere end som så, og de havde delt utrolig intime stunder med hinanden, og det var bestemt ikke noget som han kunne eller ville fortryde, for han havde så sandelig nydt det på alle måder. "Netop. Jeg antager at du nu har fået fred i sjælen ved at hævnen er sket fyldest?" fortsatte han. Fingrene sammenflettede han roligt med hendes, idet han igen roligt lod den frie arm søge omkring hende, så hun havde hans favn at sidde i. Han ønskede at hun faldt helt til ro igen. Naturligvis glad for at hun havde delt det med ham. Uden tvivl. "Allierede har altid været til gavn, hvis man har fundet de rette, Denjarna. I dette tilfælde, vil det nok være på sin plads at søge netop disse," forklarede han sandfærdigt. Lige hvem det kunne være, var ganske vidst ikke til at sige.. selv vidste han om en stærk mand som boede i landet her: Nathaniel.