Breathe

[Deleted]

Yewande stirrede noget utilfredst på Brayden. Hun møvede sig tættere ind til ham og brummede af ham med rynker på sin næseryg. Hun stillede sit lys fra sig. Ikke så meget at han ville forlade loftet var problemet, men det at han skulle sove i en blød seng, og hun skulle hvile mod det hårde, støvede loft. For at illustrere dette lagde hun sine håndflader mod Braydens brystkasse, pustede hans flamme ud. Hun skubbede ham ned at ligge på loftet med hele sin kropsvægt for at illustrere dette, men det legende glimt var ikke at finde i hendes øjne. Det ene lys der var tilbage kastede skygger af dem på vægen og lavede silhuetter til deres kroppe.
”Den mad har bare at smage godt. Ellers må jeg jo finde andre alternativer.” Hun gled sin tungespids langs hans nøgne brystkasse og sluttede oppe ved hans adamsæble.
”Og du smager ikke værst.” smilte hun skummelt, inden hun vrikkende satte sig til rette på hans skød. Det var trods alt mere blødt end træet.
”Men fortæl mig, Brayden – Hvad slags folk er det der kommer her. Hvad er det du ser i dem? Hvorfor søger de den hjælp du af alle kan tilbyde? Morer fortabte sjæle dig?”

[Brayden Jaxson]

Brayden så uskyldigt mod Yewande. Det var tydeligt, at hun blev utilfreds over, at han skulle sove i en blød seng i nat og hun ikke skulle, men det var trods alt ikke hans problem. Eller var det? I princippet burde han vel tage hende med sig, men hvorfor yde hende den luksus? Hans familie ville stille alle mulige spørgsmål og det ville blive vanskeligt at snige hende ud dagen efter. Han fulgte hendes handling med sit lys med blikket og løftede et bryn. Da hun pustede hans lys ud, så kiggede han hende ind i øjnene med sammenknebne øjne. Dæmonen rev stadig i ham, men ikke så meget som før, for hun holdt den selv igen. Han satte lyset fra sig og røg i gulvet, da hun skubbede ham ned at ligge. Gulvet var lidt ujævnt af de brædder, der var blevet lagt og han rykkede sig lidt for at finde til rette. Det sitrede i ham, da hun lod sin tunge glide langs hans brystkasse, hvilket kildede behageligt og rev lysten tilbage i ham. "Min kokkepige er dygtig... Men som sagt, må du også gerne selv tage ud af jage... Bare udenfor byen," svarede han hende. Han så mod hende, da hun satte sig over hans skød og kneb øjnene sammen mod hende. "Husk på jeg er alkymist... Du kunne ende med at dø, ved at spise mig," svarede han hende skarpt. Hun vidste trods alt ikke hvilke forsvarsmekanismer han havde foretaget sig. Hans arme vidste han ikke hvad han skulle gøre med, så de lå bare spredt ud fra hans krop, da han ikke ville lægge dem mod hendes lår. Han så mod den ene skrå væg, hvor deres skygger var. Det dunkede i hans underliv når hun sad der, men han prøvede at ignorere det. "Her? Som i kirken? Som regel byens indbyggere, men kun ved særlige lejligheder, som hvis jeg skal vie dem eller døbe deres barn. Ellers kun de allermest troende og jeg selv. Jeg ser, hvad de er... ud fra deres sjæl og aura," svarede han hende. Han ville ikke svare på det sidste spørgsmål.

[Deleted]

Yewande lagde sig til rette over Brayden, så hun hvilede, med et lår på hver side af ham. Hendes hale svirpede frem og tilbage, og hendes øjne søgte hans som under et forhør, men der var intet flirtende over det blik hun sendte ham. Hun hvilede sin hage på sine arme, og hendes øjne blev smallere jo mere han sagde.
”… Du nyder den magt det giver dig, og du gør dem afhængige af at vende tilbage til dig… gør du ikke? Hvad vil du få ud af mit ophold, Brayden? Måske spiser jeg dig ikke. Måske smager jeg blot lidt på dig, lille alkymist. Jeg er bange for at du ej kan forlade dette loft, for jeg agter at sove på dig. Du ser ikke specielt fornøjet ud over den behandling du vil give mig, men alligevel er det her du vil byde mig hvile uden noget som helst til at gøre min tid komfortabel før i morgen.”

[Brayden Jaxson]

Brayden kneb øjnene sammen og så på Yewande. Hun fangede hans blik, uanset om hun ikke selv fandt det flirtende eller ej, men dæmonen rev jo stadig i hans opmærksomhed. Hun kunne mærke hendes hale svirpe over hans ben og det føltes meget mærkeligt. Han så på hende med sammenknebne øjne og holdt sit blik mod hende, som hun lagde sig ned over ham. Han vædede sine læber og lyttede til hendes ord, som hun snakkede. Hun havde da pokkers mange spørgsmål, som han slet ikke havde lyst til at svare på. "Jeg nyder det ikke. Jeg forventer det. Jeg vil gerne være loyal overfor andre, men jeg forventer det samme til gengæld. Hvad jeg får ud af dit ophold? En renere samvittighed. Jeg er ikke en ondt menneske, Yewande," svarede han roligt. Han fnøs, da hun nævnte, at hun ville sove på ham. Det tillod han bestemt ikke! Han lagde endeligt hænderne mod hendes hofte og i ét snuptag, så havde han vendt dem op, så hun nu lå under ham og han ovenpå. Han trak på mundvigen ad hende og lagde sin vægt i, så hun var fanget og nu lå mod gulvet. "Så er det godt, jeg er stærkere end dig. Du må tage hvad der er i aften eller liste ud af byen engang i nat og sove i skoven, hvis det er blødere. Jeg kan ikke skaffe dig noget før i morgen," svarede han hende hvislende.

[Deleted]

"Samvittighed?" Hvad havde hun at gøre med hans renselse eller tilsværtning af den? Yewande lignede et stort spørgsmålstegn.
Braydens vægt var tung og tvang hende i et øjeblik til at miste vejret med et "Umpf!" Hun begyndte at vride sig under ham i hans greb. Alle konturerne af hans krop kunne hun mærke, og hun kunne ikke bestemme sig for om den frihedsberøvelse irriterede hende, eller om hun nød den fuldt ud: Følelsen som han gav hende af at være belejret og eftertragtet. Et sted havde hun lyst til at fortsætte fra hvor de slap i kirkens haller neden under, så hun kunne nyde godt af den bølge af vellyst hun havde vækket hos ham, og han hos hende, som det krævede hende at leve. Men hun følte sig stadig nedtrykt over sit ydre, skønt Braydens træk begyndte at puste liv i hendes ild på ny. Brayden bar ikke kroppen af en kriger, eller en der arbejdede meget, men han var en flot mand og han bar en overraskende styrke.
Efter at hun havde kæmpet lidt måtte hun gispe efter vejret og underkaste sig ham. Hun kom ingen vegne.
"Du-du kan - hnm - ikke holde på mig sådan for evigt!" prustede hun. Til sidst lod hun sit hoved falde tilbage mod gulvet og lagde sin ene hånd tøvende mod hans læn.

[Brayden Jaxson]

Brayden ville ikke kunne forklare Yewande, hvad det havde med hans samvittighed at gøre. Han var glemt for hende og sådan blev det nødt til at fortsætte, for han turde ikke tage konsekvenserne af, at hun ville huske igen. Så han lod det forblive ubesvaret til hendes egne tanker, for det var egentligt også sjovere. Han holdt hende på plads med et selvtilfredst smil, som hun begyndte at vride sig. Hun ville nok ikke komme fri, for sensuelle dæmoner havde da heldigvis ikke en overnaturlig styrke. Han kunne selvfølgelig ikke vide, om det var kommet med forgiftningen, men det så ikke sådan ud. Så muteret var hun ikke endnu. Han kunne egentligt godt lide at være den dominerende, for eftersom han var en ledertype, var der ingen, der skulle bestemme over ham. Han kunne mærke, at hun blev en smule tændt på en måde, hvilket han ikke vidste om han brød sig om eller ej. Han var stadig lidt tændt, lysten, fordi hun allerede havde sat det i ham, men han var heller ikke glad for tanken om at skulle blive fanget i hendes sensuelle spind igen. Han lo blidt mod hende, selvom han lige måtte holde vejret et øjeblik da hun lagde sin hånd mod hans lænd... mere for at se tiden an, om hun flyttede den andre steder... men heldigvis ikke. "Det behøver jeg vel heller ikke? Du har vist forstået mine ord," svarede han roligt. Han slap hende og satte sig op igen, da han ikke brød sig om sine egne tanker når de lå sådan.

[Deleted]

Der gik lidt tid inden Yewande fik sat sig op lettere stakåndet af både kampen, men også den varme der atter var begyndt at ulve i hendes krop. De sad side om side, og hun uden ord for en stund, så skævede hun til ham. Glimtet i hendes øjne sagde at hun bestemt ikke var helt færdig endnu. Hun nægtede sig selv at give sig til den kødlige lyst, men kun fordi den psykiske smerte og det dilemma der forekom fra tid til anden igen havde fået sit tag i hende: Hvis hun ikke havde sin naturlige tiltrækningskraft, som dæmonerne var så velkendte med, ville hun så blot være et monster ved Braydens side. Når folk væmmedes ved Yewande allerede nu, så turde hun knapt nok tænke på hvordan verden ville se ud, hvis det var som han sagde… at hendes krop muterede sig. Det var som en sygdom der slugte hende langsomt, men i stedet for at bringe hende egentlig fysisk smerte forstærkede den hendes sanser og gjorde hende stærkere på så mange måder, hvor hun før var et nemt offer at udnytte.
”Jaaa… Jeg forstår dig da nok, lille prædikant. Men forstår du mon mig?”
Et skub, og de var tilbage ved udgangspunktet: Yewande havde lagt alt sin vægt mod Braydens overkrop, og hun sad ved hans side med begge hænder mod hans brystkasse. Hans utroligt lyse øjne skinnede, som var han selv et gespenst af kød og blod, eller lige så dyrisk som det han engang havde gjort hende til.
”Hvor ridderligt af dig at forlade en kvinde sådan. Jeg kan fortsætte hele natten! Jeg sagde at du bliver her. Du må hente mine ting ved daggry. Du kan blive, eller du kan forsøge at tage her fra, og jeg vil tilbageholde dig, så du aldrig får lukket et øje.”
Yewande førte blidt en finger hen over hans underlæbe. Nok var Brayden stædig, og nok var han en mand der i sidste ende fik sin vilje, men skønt Yewande havde glemt alt om sin fornemme opvækst, havde hun stadig den ophøjede attitude. Næsten som et modstykke til ham selv.
”Brayden? Hvilket eksempel du dog er, når jeg skal tjene dig, og du blot efterlader mig i denne kulde. Det ville en rigtig mand aldrig gøre - Hvis du er sådan en... Bestemt ikke mod en af Azraels tjenerinder.”