Breathe

[Brayden Jaxson]

Brayden måtte trække på mundvigen, da hun slet ikke reagerede på, at han ikke ville tildele hende en titel som dame. Derimod så fornemmede han et smil ved hende og et kort morskab, så det var da kun rart om ikke andet. Han rynkede på næsen af hendes næste ord. Selvfølgelig vidste han hvad han snakkede om, ellers så fortalte han det jo ligesom ikke, vel? #Eftersom du ikke er integreret i samfundet, så bliver du nødt til bare at tage det jeg fortæller dig som gode varer,# svarede han hende lidt spidst. Hun skulle ikke fortælle ham, at han ikke vidste hvad han snakkede om! Han manglede noget at drikke igen, men ville ikke indtage mere alkohol, eftersom det bare sløvede hjernen og det ønskede han trods alt ikke. Han så væk fra hende, eftersom han ikke ønskede at falde i hendes spind. Han så ud over hele kroen i stedet for og fik øje på to af hans kolleger fra byrådet, der sad her til aften og fik sig en drink sammen. Han trak på mundvigen, mens han stadigvæk ikke så på hende. Før hendes horn og hale, havde de jo faktisk været sammen. I dag kendte hun dog intet til det, hvilket var for det bedste, for det kunne da skade hans ry betragteligt hvis det kom frem i lyset. Han vædede sine læber og lænede sig tilbage op ad baren. #Min kirke er i byen, nær ved torvet. Og du kan jo lave en ønskeliste med mad, så kan jeg se, hvad jeg gider bringe dig,# svarede han hende roligt.

[Deleted]

#Og forvirret er du også, lille mand# Hun vendte næsen i sky med en stor selvsikkerhed og bundede bægeret. Alle tilbageværende dråber om sin mund slikkede hun begærligt i sig, mens hendes blik søgte hans. Yewandes øjne skinnede drilsk, og hendes smil blev langsomt større. Hun lænede sig tættere mod hans ansigt og krop, med et blik som havde han været en spiselig delikatesse. Til sidst var der ikke andet end et par næsers afstand imellem dem. Hun lukkede sine øjne og forsøgte at stryge sine læber imod hans hals med en mørk kurrende lyd, nærmere en spinden. – For at slå ham hårdt og hurtigt over skinnebenet med sin hale inden hun gemte den under sin kjole igen og trak sig med et triumferende grin.
Hun løsnede ikke sit blik fra ham, men gav sig til at kradse op og ned af træet fibre på bægeret, nærmest legesygt og trodsigt.
#Sådan en stolthed er mangen mands endeligt. Pas hellere på…#
Bægeret blev rakt hen over bordet med store hundeøjne, og hun behøvedes intet at sige før en herre smed flere sølvstykker for hende. Hun spejlede sig i væsken.
#Vil jeg kunne forlade stedet?#

[Brayden Jaxson]

Brayden måtte knibe øjnene sammen. Hun lød nu lidt for selvophøjet til hans smag, for kvinder skulle ikke have sådan en mening. De skulle lytte. Der var jo en grund til, at Brayden tilbedte en mandlig Gud. Dermed ikke sagt, at han ikke kunne respektere en kvinde, for det kunne han sagtens. Han havde jo været med en bred vifte af forskellige kvinder og Yewande var jo faktisk iblandt fra hans unge dage. #Er jeg forvirret? Så må du jo oplyse mig,# svarede han skarpt til hende. Han var ikke dum og det skulle hun bestemt også lære. Hun ville dog nok med tiden finde ud af, at han ikke var som de andre præster. Han var ikke ond og grusom, han havde bare principper. Og han ønskede tingene på sin måde. Som hun lænede sig tættere på ham, så kunne han se hende ud af sin øjenkrog. Hendes blik søgte hans og det fik automatisk hans hoved til at dreje mod hans vilje. Han hadede sensuelle dæmoner, for de lokkede virkelig folk i fordærv! Selvom han hvilede meget i sig selv og mestrede tankens kræft, så kunne selv den bedste ikke lukke af for en sensuel dæmon. Han fangede hendes blik og gik i stå for et øjeblik, indtil han kunne løsrive sig en smule, da hun lukkede sine øjne. Hun var tæt på nå, men han skubbede hende ikke væk. Det sitrede i ham og fik hans nakkehår til at kilde, da hun strøg sine læber mod hans hals. Det hele blev dog brat afbrudt af hendes slag over hans skinneben med halen og hans krop spjættede i overraskelse, da det kom ret bag på ham. #Hold op med dine julelege, Yewande!# snappede han ad hende. Han var glad for... nej, virkelig glad for, at hun ikke huskede deres fortid. Da hun så over baren i stedet, så hev han sit blik tilbage til sig. Hans skinneben summede der hvor hun havde ramt, men han rakte ikke ned efter det. #Ja. Men jeg forventer, at du gør det diskret og uden at folk stiller spørgsmål. Ligeså skal du være der, når jeg har bedt om din tilstedeværelse,# endte han.

[Deleted]

Yewande drak en smule af bægeret, men skævede op til Brayden ved hans ord. Det fik hende til at klukke mørkt, og hun så ikke ud til at være påvirket af hans irritation det mindste. Hun hævede endda sit ene øjenbryn i en hånlig mine.
#Hvorfor skulle jeg det? Du så ud til at nyde det. Du er mere stædig end et mulddyr... Men jeg behøver ikke at høre dig sige det, eller tage dine ord tilbage. Din krop har allerede sagt alt der bør berettes.#
Hun strakte sig og svajede bagud i ryggen, så stoffet ved hendes bryst rynkedes og løftede det ene ben over det andet.
#Det lyder som et tilbud jeg ej kan afslå. Er du sikker på at du kan have en stor styg dæmon i din lille kirke, mandsling?#

[Brayden Jaxson]

Nu hvor Brayden igen havde løsrevet sit blik fra hendes øjne, så han i stedet mod bægeret som hun havde i sin hånd, da han ikke skulle fanges i hendes spind. Hendes klukkende latter irriterede ham dog. Gad vide hvad folk egentligt tænkte. Det lignede jo, at de snakkede sammen, men de bevægede bare ikke munden, så folk måtte virkelig tænke sit. Han studsede kort over hendes ansigt og sendte hende et hårdt blik, da han så hendes hånlige mine. Hun skulle ikke prøve på noget ved ham, for han kunne stadig trække sit tilbud tilbage! Han rullede med øjnene. Han var ganske vist stædig, men det havde han altid været. Vent... havde hun lige opfanget det? Han håbede ikke hun pludseligt begyndte at huske. Ej, hans forgiftning var for stærk til, at hun kunne bryde det og få sin hukommelse tilbage. Det var det smarte ved eliksirer i forhold til magi. Dog så brød han sig ikke om, at hun skulle begynde at lege med ham på den måde, for hvis hun først satte sig for at nedlægge ham... så måtte han pænt følge trop, eftersom han ikke rigtigt kunne hamle op med en sensuel dæmon. #Fordi jeg fint kan aflevere dig tilbage til præsterne,# advarede han hende, som han i en hurtig bevægelse greb fat om hendes hale og holdt truende fast om den. Det lignede dog, at han bare havde stukket sin hånd under hendes kjole og holdt fast på hendes lår. Hans anden hånd støttede af i baren, som han lænede sig mod hende, dog uden at se hende direkte i øjnene. #Et fejltrin... Og jeg skal personligt gøre det til et helvede for dig at være i min by,# hvislede han i hendes tanker.

[Deleted]

I løbet af et øjeblik var Yewande skrumpet fra den ellers så arrogante udstråling til at være aldeles ængstelig. Hun fandt måden Brayden lænede sig imod hende aldeles truende, og grebet om sin hale fik hende til at gispe og trække vejret i små hurtige hiv. Det var hendes tur til at lukke sine øjne, og hun bøjede sig så langt ned stolen tillod, uden at hun faldt ned. Deres mimik måtte se utroligt besynderlig ud, for det han gjorde under hendes kjole så ikke specielt behageligt ud. Hun følte sig utroligt kuet.
Hendes hånd gled langsomt ned under sin kjole og lagde sig på hans, mens hendes kløer let trykkede sig imod hans håndled, blot i tilfælde af at han ikke havde opdaget at hun bestemt ikke kunne lide det og meget gerne ville have ham til at give slip.
Hun åbnede sine øjne på klem og nikkede langsomt. Mest af alt havde hun lyst til at kradse hans pulsåre i håndledet op, men hun turde intet gøre når han holdt fast i hendes hale.
#Jeg-jeg… Jeg skal nok gøre som du siger.#

[Brayden Jaxson]

Brayden vidste, at han ramte et ømt punkt ved at gribe fat i hendes hale. Det havde han set fra før og det var også gået op for ham til en del af forsamlingerne med de andre præster. Han truede hende, ingen tvivl om det, men han ville ikke have hendes små julelege. Mest af alt var han bange for, at hun ville snøre ham og han i morgen ville vågne op og vide, at de havde været i seng sammen og det ønskede han jo ikke. Hans underbevidsthed gjorde måske, fordi han jo virkelig var tiltrukket af hendes sensuelle kræft. Men hvem ville ikke være det? Hun kunne jo selv få en kvinde med i seng hvis hun ønskede det, for ingen kunne modstå en sensuel dæmon... ja, andet end en sensuel dæmon. Og hun havde jo til gengæld også brug for samleje for at overleve, for det var jo dæmonens form for føde. Og den menneskelige krop havde brug for mad. Han smilede koldt og slap hendes hale, da han mærkede hendes hånd og klør mod hans håndled. Han lænede sig væk fra hende igen og lagde sine arme over kors. #Godt,# endte han med en tilfreds tone. Han smilede og klappede hende provokerende på skulderen. #Op med humøret, Yewa. Og velkommen til byen,# endte han i en anden tone. Det var hårdt at være hård og han ønskede jo ikke direkte et fjendskab allerede. Nu havde han sagt hvad han ville og fået sin vilje, som var det vigtigste.

[Deleted]

Smykkerne på Yewandes hale klirrede, da hun kørte sine fingre ømmende på langs af den indtil hun ramte spidsen og den sorte pelstot #Ja, hurra…# Et sted vidste hun ikke om hun skulle føle sig opløftet, eller om hun havde indgået en aftale hun ville komme til at fortryde. Han havde trods alt lige klemt hendes hale ligesom alle de andre, så hun var ikke så imponeret indtil videre. Måske ville det hele være en gentagelse, blot under et nyt tag, og han ville blot være endnu en magtmisbruger.
Hun skævede mod vinduet og rynkede på næsen da han klappede hende. Sjovt nok forekom det ikke særligt trøstende, og det fik hende til at sukke. Skulle hun nu straffes for sin natur og hans elendige mangel på ryggrad og kontrol?
…
#Jeg vil vælge hvem der bringer mig mad, når du er væk. Det skal være en kvinde. Hun må ikke være spinkel.# De spinkle smagte ikke godt. Den mad de bragte var hun ligeglad med. Hun spiste ikke længere almindelig menneskemad, hvis ikke ud fra kedsomhed.

[Brayden Jaxson]

Brayden vidste, at han faktisk havde været fej ved at gribe fat i hendes hale. Han var sunket til de andre præsters niveau, hvilket han jo faktisk ikke ønskede, men det måtte han jo råde bod på på et andet tidspunkt. Han så mod hende og trak morende på smilebåndet. Lige nu kunne hun måske ikke se, at hun havde indgået en god aftale, men han havde jo faktisk lige redet hende fra de andre præster, ikke? Hun kunne vel bedre tackle en præst fremfor en gruppe af præster. Ingen turde alligevel sige ham imod, for så forgiftede han dem i deres søvn og desuden var han jo velset og respekteret. Han ønskede ikke direkte at misbruge hende, men nærmere vise hende, at hun faktisk kunne bidrage og gøre Azrael glad. Han måtte gøre hende stærk i troen. Armene krydsede han foran sig og han så væk fra hendes ansigt for ikke at falde i igen. Hendes ord fik ham til at rynke næsen. Hun var altså kannibal? Det tillod han bestemt ikke. #Når jeg er væk, så giver jeg dig et lager af mad, der passer til den tid, jeg er væk. Kun jeg vil bringe dig mad,# svarede han hende spidst. Hun skulle bestemt ikke spise nogle i denne by, for alle kendte alle, hvilket ville sige, at folk ville opdage hvis en manglede! Han sukkede og vendte sig mod hende. #Kom med,# endte han og gjorde en gestus til, at hun skulle rejse sig. Han trådte væk fra baren og begyndte at gå mod døren. Kirken var ikke langt herfra.

[Deleted]

Yewande rejste sig ufortrødent og begyndte at følge trop, men hans afslag på hendes krav gjorde hende højst utilfreds, og så skulle han ikke slippe for hendes brok. Da hun var nået tilpas væk fra folkene ved baren begyndte hun at brumme mørkt og irritabelt.
#Kun du vil bringe mig mad? Man kunne tro du virkelig ønsker at være alene med mig. Det vil gøre det lettere for dig hvis en anden stiller det til mig foran loftlemmen. Jeg nægter at indtage sølle proletarisk mad. Det er meget under min standard! Hvorfor vil du ikke lade en anden se mig til? En kammerpige. Fede mennesker forstår sig bedst på mad.
Jeg nægter at hvile i tilsmudsede lokaler. Hvor skal jeg sove? Min seng må ikke være hård. Den skal være polstret og blød. Er der vinduer?#
Ved døren stillede hun sig ved hans side med armene lagt over kors.
#Du er en aldeles besværlig mand.#

[Brayden Jaxson]

Brayden trådte væk fra baren og gik imod døren. I det mindste fulgte hun da med, så der var ikke direkte noget bøvl endnu. Han kunne høre, at hun begyndte at brumme igen som om hun var irriteret og utilfreds. Hvad havde hun regnet med? At han ville sende mennesker i sin død for at hun kunne æde som en kannibal? Skulle han redde hende fra præsterne, så blev det på hans metode eller ingen metode. Han kunne også sende hende ud af byen til at arbejde i markerne, men det ville være synd for hans bønner, så det ville han ikke. Han rullede med øjnene og stoppede op ved døren, da hun selv stoppede op. Han greb fat om hendes arm og trak hende ud af kroen og ud på gaden, hvor der var ret mennesketomt, for det var jo aften. Han slap hende hurtigt igen eftersom det at røre hende fik hans hånd til at sitre og lysten steg voldsomt i ham, hvilken han forbandede langt væk. #Jeg havde da ikke tænkt mig at lave maden selv, det skal min kokkepige. Men jeg bringer den til dig. Du vil spise hvad jeg bringer dig eller sulte, det er dit valg. Der er ingen kannibaler i min by,# svarede han hende spidst, stadig via tankens kraft. Han rullede med øjnene ad hende og vinkede hende med sig, som han begyndte at gå ned ad gaden mod torvet. #Du er en endnu mere besværlig tøs,# svarede han hende. Med vilje kaldte han hende ikke kvinde eller dame.

[Deleted]

Braydens hurtige greb i hendes håndled fik Yewande til at grine. Hun kunne se små træk der viste at han var påvirket af hende, og hendes følsomme næse kunne dufte det i form af feromoner. Små galpende protester undslap hende højlydt i munden på hans ord.
Braydens stemme rungede i hendes sind: #Jeg havde da ikke tænkt mig at lave maden selv, det skal min kokkepige. Men jeg bringer den til dig.#
”Men!” Nu hvor ingen mennesker var at finde lod hun sin hale piske frem og tilbage som det passede den, og det gjorde den meget udtryksfuldt som tegn på hendes utilfredshed. Af og til blev hendes ord en blanding af udtale og brummelyde.
Ved Braydens kommentar til kannibalisme spærrede hun munden op og rynkede sine bryn. ”Nu har jeg aldrig. Hvad er det du hentyder til? Jeg har aldrig sagt noget om den slags.” Hendes ansigtsudtryk endte dog med at glide hen i en opgivende mine, og hun bed sig i underlæben, så hendes rovdyrstænder forekom ualmindeligt store på komisk vis. Han ville virkelig ikke kalde hende en kvinde? Han skulle nok lære det, om ikke andet på den hårde måde. Med sin hale knuget beskyttende ind mod sin favn strøg hun blidt sin ene hånd igennem hans hår og ned langs hans nakke, ryg og lår. Pinefuldt langsomt.

[Brayden Jaxson]

Brayden kneb øjnene sammen da han hørte Yewande grine af ham. Han syntes bestemt ikke det var sjovt og han blev kun mere og mere glad for, at han havde fået hende til at glemme deres forhold fra ungdommen. Hun var djævelens værk... Azrael udfordrede ham, det var han sikker på og han måtte ikke fejle! Armene gled over kors foran hans bryst nærmest som en beskyttelse for ham selv, da han ikke ønskede noget med hende at gøre. Hans lyst sagde dog noget andet, hvilket han dog benægtede på det hårdeste lige nu. Han smilede kynisk til hende da hun protesterede. Han kunne tydeligt se på hende, at hun var utilfreds, men det måtte hun jo selv om, for det skulle køre på hans præmisser og ingen andres. Han fik altid tingene som han ville have dem og det skulle hun nok lære. Han så mod hende, da hun begyndte at protestere ved hans ord. "Jeg kan læse alle dine tanker, læse din aura... se igennem dig som en åben bog. Så du kan ligeså godt opgive at benægte det," svarede han hende sigende og klappede hende provokerende på hovedet, som var hun ikke mere end et dyr. Hun var ikke en kvinde i hans hoved. Hun var noget andet... en test, en prøve og derved bare en tøs eller tøjte. Han stoppede op, idet hun rørte ham og strøg sin ene hånd igennem hans hår og ned over hans ryg og nåede helt ned til låret. Det sendte en behagelig skælven igennem hans krop og han måtte kort lukke øjnene. Han kom dog ud af det og greb fat om hendes håndled og skubbede hende væk fra sig. "Vig bort, djævletøs," hvislede han ad hende. Han burde faktisk binde hende fast i kirken, men han havde jo lovet hende, at hun måtte gå ud når der var færrest folk i byen.

[Deleted]

Støv fra gaden blev blæst op, og Yewande landede tungt på jorden. I første omgang så hun yderst forvirret ud, og hun havde lidt svært ved at se hvad hun havde gjort forkert. Han kunne jo tilsyneladende lide det, så hvorfor kæmpede han så meget imod sig selv? Noget som forekom så utroligt naturligt hos hende selv, da det flød i hendes blod. Måske dedikerede Brayden sig så meget til at tjene Azrael at han ganske enkelt så det som en forstyrrelse og et forsøg på at lede ham på afveje. Hun havde aldrig fået påbud imod fysisk kontakt med en mand i sin tid som Azraels præstinde. Måske fordi mange i ordenen vidste at det bestemt ikke var noget de kunne bestemme. Det var ikke en handling hun tænkte specielt over. Det var blot noget hun gjorde.
Yewandes arme havde ramt først, så hendes hud var let skrabet af småsten, og små røde mærker kunne anes, og hun tog sig til dem sammenbidt. Langsomt fik hun rejst sig igen, og nu var hun ved at blive vred. Hun nærmede sig Brayden igen med sin ene hånd løftet op over hans hoved og kløerne udstrakte.
”FINT! Hvis du læser mig såvel, hvad ser du så? En djævletøs. Jeg kan også lege den leg! Hvis du bringer mig hundeæde sværger jeg at jeg vil sluge dig i stedet! Eller jeg kunne gøre det nu og slippe for besværet. Her er ingen til at hjælpe dig! ” Yewandes hånd rystede tydeligt, som om hun ikke kunne bestemme sig for om hun ville bore sine kløer ind i hans hals. En dyb knurrende lyd fra hendes svælg undslap hende, og hendes tænder blottedes. Ingen skulle behandle hende sådan. INGEN!... Men der var alligevel noget der fik hende til at holde sig tilbage. Noget hun ikke kunne sætte ord på.
Det var også det der gjorde at Yewande til sidst tog en dyb indånding og sukkede med lukkede øjne. Hun sænkede sin klo og gik i stedet et par skridt væk fra ham med sin ryg til. De små rifter var ikke meget, men huden derved dunkede og sved. Det hjalp kun svagt, når hun lod sin hånd stryge de ømme punkter. Og hun skulle slå sig ned under hans styre? Det var lovende.
”Du formår ej hellere at være ærlig for dig selv. Du giver mig helvede allerede…”

[Brayden Jaxson]

At Yewande direkte faldt havde Brayden ikke lige set komme og kort mærkede han et stik af samvittighed. Hans tanker fløj rundt i hans hoved. Han ville gerne have hende væk fra alle præsterne, eftersom det var til hans egen fordel. Han ville også gerne give hende en hvis frihed, så hun kunne samarbejde med ham fremfor, at han skulle tvinge hende, som præsterne gjorde det. Hun gjorde dog forkert i at prøve på at lokke ham til samleje. Hun lokkede ham i fordærv og ud på et sidespor som han ikke ville tillade med sin gode vilje. Men hvis hun ønskede det nok, så skulle hun jo bare gribe fat i ham og se ham dybt i øjnene... tage den dominerende styring. Så ville han havde svært ved at kæmpe imod, fordi hun så brugte alle måderne til det. Øjnene var specielt tricket, så meget vidste han. Han havde jo været fanget i hendes spind før... Før hu havde fået hale og klør og det hele. Han holdt sine arme over hovedet da hun truende løftede sin hånd over hans hoved, men han mærkede dog intet direkte slag. "Så fortæl mig hvad du ønsker af mad, så du kan komme af med den forfærdelige kannibalistiske vane!" endte han fast. Han kunne bedst læse lysten til at æde en tyk kokkepige hos hende og det ville han bestemt ikke give hende, for det var da virkelig en ækel tanke. Han trak selv vejret dybt som hun gjorde det og så mod hendes arme. Han trak en lille flaske op af sin lomme som han åbnede. Han mumlede en kort sætning af fremmedord og væsen i flasken blev til en røg, der gled omkring hendes arme og helede hendes arme, så det ikke længere sved og var irriteret. Han puttede flasken væk igen. "Ærlig overfor mig selv? Jeg er da altid ærlig overfor mig selv," svarede han fast. Hvorfor skulle han ikke være det? Han drejede om igen og fortsatte mod kirken, regnede med, at hun fulgte med.