Breathe

[Deleted]

Larm. Mørke stemmer, glas der knustes, folk der råber, og så døren der lukkedes bag hende, så blev der stille. Sjalet som hun havde viklet rundt om sit hår og ansigt blev skubbet ned over hendes skuldre, og som huden over hendes skulderløse kjole blev blottet, således kunne hun føle en masse blikke ende på hende. Hendes hud var mørk som brændt jord, og fin som fløde. Det var tydeligt at hun på trods af det ikke så imponerende tøj kom fra bedre kår. Som præstinde var det Yewandes pligt at holde sit ydre, og hun svøb sig med sort silke, fine stoffer og mange smykker. Når hun ikke var udsat for lidt af hvert under Azraels navn blev hun forkælet med god mad og eksotiske vine.
Med næsen let i sky og øjnene spejdende rundt i kroen begyndte hun langsomt at træde længere ind med vuggende skridt. Opmærksomheden hujede hende ikke, for blev der problemer kunne hun flå dem levende med sine tænder og kløer. Der var beskidt, og det fik hende til at rynke på næsen. Der stank. Sanseindtrykkene var meget stærke.
Yewande nåede op til rækken oppe ved baren, og der satte hun sig som om hun var omgivet af små milde skovvæsner. En rigmand sad ved vinduet. Hun duftede, og hans drink var honninggylden og sød. Op af sit bælte trak hun en lille læderbylt.
”Jeg vil have det som den herre drikker.” erklærede hun og smed de resterende sølvstykker fra bylten på disken.
-”Det har du ej råd til.”
Rynken over Yewandes næseryg blev dybere, men så smilte hun og foldede sine hænder bedende i sit skød. Hendes bryst blev klemt sammen i bevægelsen.
”Det troede jeg”
Manden i baren stirrede frem fra sig med et slesk grin inden han hentede et stort bægre af træ og skænkede hende drikken. Hun sagde ikke mere, men førte kanten op til sine læber og lod sin tungespids lappe nogle dråber op en enkelt gang. Så begyndte hun at drikke den hastigt.

[Brayden Jaxson]

Kroen. Et yndet sted for byens rigmænd, da det kun var folk med penge, status og selvrespekt, der faktisk viste sig her. Kvinderne der var her, var enten prostituerede eller servitricer, for andet tillod de sig ikke rigtigt her. Det larmede til aften, for der var et helt selskab i den anden side med en flok unge rigmandsknægte. Den ene var blevet myndig og skulle have en nat med en af de prostituerede, men først skulle han drikkes fuld, så han næsten ville have glemt det dagen efter. Brayden sad her selv til aften. Hans krøller var slikket tilbage og hans skæg var markeret på hans ansigt. Han var velplejet og duftede godt, da hans tøj var rent og ny vasket og udstrålede tydeligt at være rigmand. Han havde haft en skænderi med sin søster og for ikke at rive håret af hende, så var han gået af irritation. Dog havde han fået sin vilje, for han havde vundet skænderiet, men derfor havde han stadig haft brug for luft. Automatisk blev han altid ledt til kroen når han gik gennem byen, for det var her, han følte sig tilpas. Blandt andre mænd og kvinder, der bare kastede sig for hans fødder. Han var respekteret i byen, eftersom stort set alle kunne lide ham her og han var jo velset både som handelsmand og som fungerende præst, da der ikke var andre i byen til posten. Så han stod for vielser og begravelser med mere. Hans tro var direkte til Azrael, da han tilbedte døden, for han var jo en mørkets præst. Han sad med ryggen til baren og havde netop tømt et glas rødvin. Det var jo bare typisk, at han skulle drikke det lidt for hurtigt. Han rejste sig og gik afmålt op mod baren igen, selvom han stoppede op da han så kvinden sidde der. Hun var kendt for hans lysende blik, men han ville ikke være kendt for hendes, det havde han fjernet for mange år siden. De havde været venner som små... havde udviklet en romance i teenageårerne, der bare var endt helt galt. Så han havde forgiftet hende, fordi han ikke fik sin vilje. Han trak kynisk på smilebåndet og afsluttede sin vej til baren, hvor han satte sit tomme glas. "Et glas rødvin mere, tak," endte han og fik det straks skænket.

[Deleted]

På et øjeblik ændrede Yewande positur, da hun opfangede en stank. Den var så velduftende at den nærmest stak ud af baggrunden og blev irriterende, nu hvor hendes følsomme næse havde fundet sig nok til rette med kroens stank til at hun kunne holde ud at være der. Hun kunne genkende den alle vegne, og det fik Yewande til at vikle sin hale rundt om låret, under kjolen og hendes ansigt til at trykkes længere ned mellem sine skuldre. Hendes kløer borede sig ind i bægerets fibre, og hendes øjne blev lukket hårdt i. Nok var han vellidt, men ikke hos hende. Han var ofte sammen med de præster der udførte ritualer på hende og pinte hende, derfor kunne hun pr. automatisk heller ikke lide ham.
Instinktivt forsøgte hun at gøre sig så lille så muligt. Måske havde han ikke set hende? Måske var han for fuld til at lægge mærke til hende. Måske havde han ikke i sinde at hive hende tilbage til et af templerne.
*Nej! Jeg vil ikke tilbage. Vil ikke. Aldrig mere. De kan ikke tvinge mig*

[Brayden Jaxson]

I dag var historien dog en anden. Brayden var præst og i fællesskab med de andre, der tilbedte Azrael, så han, at de udførte eksperimenter. Yewande var blevet en af dem siden dengang, siden hun havde glemt alt om ham, hvilket var for deres begges bedste. Selvom han ikke var fuldt uddannet præst, så var han bare blevet det for Atterlin by, da der ikke var andre end ham. Han så til, som hun fløj sammen og lignede en, der prøvede at gemme sig. Han kendte til hendes hale og klør, eftersom han jo selv havde givet hende dem med den gift, han havde tvunget i hendes hals dengang. Hun vidste det bare ikke og det skulle hun heller ikke. Han vædede sine læber og stoppede op i baren, hvor han stod nær hende nu. Han så ikke på hende og løftede bare sit rødvinsglas, som han tog en tår af. Han var ikke særlig påvirket af alkoholen endnu, da det kun var hans tredje glas. Han kunne se ud af sin øjenkrog, at hun gjorde sig så lille som mulig, men han havde udmærket set hende. Hvis hun var ved at løbe fra sine pligter som præstinde, så blev han jo nødt til at være efter hende. Men han havde nu ikke tænkt sig at bruge sin tid på at slæbe hende tilbage til Azraels tempel, eller et af de mindre templer. Han hørte hendes tanker så klart, som havde hun talt til ham. Om muligt endnu tydeligere. #Hvorfor vil De dog ikke det? De yder alle en stor indsats. Jeg tror Azrael er yderst tilfreds med Dem,# svarede han hende stilfærdigt via tankens kraft. Han kiggede ikke på hende, så det lignede end ikke, at han talte til hende.

[Deleted]

Hun sank en klump. Braydens stemme lød i hendes hoved og det fik hendes øjne til at opspærres. Hendes mund føltes tør, som var den fyldt med sand. Hun hævede væsken op til sin mund, men uden at drikke.
*Du er forfærdelig. Hvordan kan du om muligt være tilfreds med dig selv? Du har ingen skam i livet!*
Den søde væske der løb ned i Yewandes hals syntes kun kortvarigt at mildne situationen. Hun kiggede heller ikke på ham, men stirrede tomt ud i luften, skønt han næsten var ved hendes side.
*Jeg er ligeglad! Aldrig har jeg været belønnet for de ting. Aldrig har jeg end ikke fået det mindste himmelfaldne vink om dette. Mit liv er som et betændt sår, der åbner sig igen og igen.* Hun havde ikke følt andet end pine. Hun følte ikke at hun kendte til andet. Hvis ikke på hendes krop, så i hendes tanker. Ting som hun helst ville glemme dukkede af og til op til overfladen. Skrig, som da hendes barn var blevet flået for hendes øjne. Til hvilket formål vidste hun ikke. Hun sank endnu en klump for at tilbageholde gråden, som gjorde hendes øjne blanke.
Hun hostede og var ved at kvæles i drikken og den bitre fornemmelse det gav at holde at smerten inde.
*Du er et udyr. Ligesom alle de andre.*

[Brayden Jaxson]

Brayden blev stående på sin plads med siden til Yewande. Han kendte hende jo udmærket, skønt hun var et meget gammelt minde, næsten som var hun en historie, han havde fået fortalt. Han vidste dog, at han havde forgiftet hende, selvom det i princippet i hendes sind kunne have været alle andre præster og tilbedere af Azrael. Hun havde været meget udsat siden han havde fået hende til at glemme ham, men det berørte ham ikke. Hun kunne dog bare ikke se, at det gjorde Azrael glad, men det følte han i sit hjerte. Han var stærk i sin tro på Azrael og udførte jobbet som præst i respekt for den ypperste magt, som var ham. Han udførte dog også jobbet for præsten før ham, der jo havde lært ham alle de gamle fortællinger, myter og andet godt. Og som en ledertype, så tog han jo ansvar, når han fik chancen for det. Ikke fordi han ville have mere, men han tog sig godt ud hos alle, fordi han tog ansvar. Han var tilfreds med det han havde opnået og i dag arbejdede han videre på den vej han havde skabt for sig selv, da han havde været yngre. Som hun begyndte at skælde ham ud i hans sind, så mærkede han en nærmere rungen af, at hun nærmest råbte ad ham på tankens vej. Han tog tavst en tår mere af sin vin og lod hende råbe færdig, før han brød ind. Ved hendes sidste ord om, at han var et udyr, så vendte han fronten direkte mod hende og så gennemborende på hende med sine lyse øjne. Så lyse, som man meget sjældent så. #Er du virkelig så respektløs, at du end ikke i dit hjerte kan acceptere den skæbne, der er blevet valgt for dig? Og du skal skælde andre ud fordi du selv er i smerte? Og er du virkelig så respektløs, at du forventer at blive belønnet... Du bliver belønnet ved at være Azraels præstinde. Jeg ved i mit hjerte, at han er der,# svarede han hende i en lang og bestemt smøre. Han talte dog roligt og lød ikke ophidset som hun selv gjorde, for han var jo næsten lige kommet fra et skænderi i dag og han orkede ikke mere. Han kneb øjnene sammen og bundede sin vin, inden han så mod hende igen. #Du kender mig ikke,# endte han sagte. Det havde hun gjort engang, men det huskede hun jo ikke.

[Deleted]

Yewandes øjne mødtes med hans stikkende blik. Det fjernede ikke hendes vrede og sorg, men satte blot låg på den for lidt tid. Hun holdt øjenkontakten længe, uden at tænke og uden at blinke. De mørke øjne virkede slidte og trætte og hendes stemme i sit sind lige så.
*Jeg ved end ikke hvad det er jeg hengiver mig til. Jeg er blot en ingrediens som medvirker i det i laver. Du fortæller mig at min smerte er min belønning? At der intet bedre er end dette. Jeg husker end ikke hvor længe jeg har tjent Azrael.*
Spidserne af hendes hvide hugtænder blev blottet mod ham imellem den smalle streg, som hendes sammenbidte læber udgjorde. De var ikke som en vampyrs, men de var stærke, og hun havde før bidt lårbensknoglen over på et levende individ. Hendes kløer gled hen over knoglearmbåndet på sit håndled. Det raslede, når stykkerne slog mod hinanden på en næsten truende facon…
Så kiggede hun væk igen. Hun kendte ham ikke… Eller gjorde hun?
*Det har jeg intet behov for. Jeg har set hvordan du går rundt sammen med dem, mens du mæsker sig i den prisgiven de tilegner dig. Næsten som en udhungret hund. Du er præcis ligesom dem. Den eneste grund til at du er tilfreds er fordi du aldrig har smagt på andet. Det havde jeg for en kort stund, og så gled den ud af mine arme.*

[Brayden Jaxson]

Det var som om verden for et øjeblik gik i stå, da Brayden mødte Yewandes blik. Hun var en sensuel dæmon og derfor var hendes blik det mest lokkende og tiltalende ved hende. Det var jo nok det, der i bund og grund havde lokket ham i hendes klør dengang, som han heldigvis havde løsrevet sig fra ved at forgifte hende. Han trak vejret dybt og tog et skridt mod hende, selvom han dog også der satte foden ned. Han løsrev sine unaturligt lyse øjne fra hendes øjne og lod øjnene glide mod hendes blik i stedet. Han kunne fornemme på hende, at hun virkede udpint på en måde. Men hendes liv var jo nok heller ikke ligefrem gået i hendes vej. #Jeg siger ikke, at der intet bedre er. Men jeg siger, det er din skæbne. Og du burde være taknemmelig for at være blevet valgt. Vi tager ikke hver og en ind,# svarede han sigende. I hendes tilfælde skulle hun næsten være heldig for, at de ville bruge hende i deres ritualer. Efter forgiftningen af hende, der havde givet hende hale, horn, tænder og klør, så stod hun jo ret meget ud. Lige nu var det dog godt skjult af hendes tøj. Hans øjne gled over hendes mund da han fangede de små hvide hugtænder. De var farlige, men hun ville ikke få noget ud af at gøre ham ondt, for enhver i dette lokale ville beskytte ham og her var mange racer. Ligeså bar han jo altid rundt på diverse små flasker eliksirer under frakken, så han kunne hurtigt få smidt hende væk hvis det skulle være. Da hun selv kiggede væk, så kunne han endeligt løsrive sit blik helt og han drejede siden til hende igen og lænede sig ind over baren. #Hvis du nu faktisk selv tilbedte Azrael fremfor at modarbejde ham, kunne det jo være, at han ville belønne dig med gode ting fremfor dårlige,# svarede han sigende. Han talte altid godt om Azrael, for han forgudede jo sin Gud. Så I hans øjne var alt hendes egen skyld.

[Deleted]

#Udvalgt – valg. Har jeg nogensinde haft skyggen af et?#
Hun gled sine arme rundt om sig selv i e omfavnelse, som om hun frøs.
Alt var ødelagt for hende. Den skikkelse som hun skjulte: De fem horn på sit hoved, hendes hale, skællene på hendes krop, der var hårde som en rustning, og hendes tænder. Det var alle ting der forhindrede hende i at leve et normalt liv. Hun kunne skjule skællene, der skinnede som guld under sit tøj, hendes horn kunne hun få til at forsvinde midlertidigt med magi – en magi som tog meget af hendes energi, og hendes kløer kunne hun trække tilbage. Hugtænderne var kun tydelige når hun smilte. Lige siden hun var blevet forgiftet, havde hun oplevet en stor forøgelse af alle sine instinkter: Lyst, sult og vrede. Alt det var ting der forekom naturligt hos et dyr, men alligevel var det noget som hun oplevede.
Af og til følte Yewande at det end ikke var hende der snakkede – at der var noget fremmed i hendes krop og hoved der overtog hendes tanker i vildskab.
Lige siden hun mistede sit barn, havde hun bortført børn hun fandt. De døde dog ofte, for hun gemte dem af frygt for at præsterne også ville tage dem fra hende, og så glemte hun dem. Hun forsøgte at opfostre dem efter det hun ville have – blod og råd kød fra folk hun slagtede, og det var ikke alle børn der kunne tåle den hårde behandling. Til sidst stod hun igen uden sit barn, men med en følelse af ulyksalighed. Hun kunne end ikke bære et spædbarn i svangerskab, for det privilegie var taget fra hende af en anden forbandelse. Præsten, der havde kastet den på hende i et forsøg på at stoppe hende fra at løbe væk, havde hun slået ihjel, og hun var kun modtagelig når hun blev tilbudt en specifik plante. En plante hun ofte afslog, for hun vidste at når den var hende givet skulle de bruge et nyt offer. Det ville hun ikke give dem. Ikke igen.
#Du snakker som du har forstand til… Jeg kunne flå din hud af dig og bruge den som kappe, så ville jeg slippe for at høre din bedrevidende stemme i mit hoved… Men hvis du ej fortæller dem hvor du har set mig kunne jeg lade dig være#

[Brayden Jaxson]

Brayden trak på mundvigen til et kynisk smil. Det var ikke alle, der fik et valg, nogle fik det trukket ned over hovedet i stedet for. #Ikke alle er priviligerede nok til at få et valg selv. Nogle gange bliver der valgt for en, som i dit tilfælde,# svarede han hende sagte. I hans hoved stod det ikke direkte til diskussion, for det var en logik han så. Han havde selv haft nogle valg, valgt rigtigt ved at tage ansvar og i dag stod han meget tilfreds i en position, som han ikke ville ændre på. Han ville hverken have mere eller mindre, for han kunne lide sin tilværelse som det var. Han vendte blikket mod hende igen og lod hovedet falde lidt på sned. Han undgik at kigge direkte i hendes øjne, så hans øjne flakkede istedet rundt. Han vidste hvordan hun så ud, for han havde jo selv forsaget det mod hende. At hun så formåede at skjule hendes horn, det måtte da virkelig tage på hendes energi, men det var ikke noget han ville skælde hende ud for. Hun var som et mishandlet dyr, der ikke vidste hvilket ben hun skulle stå på. Et kort øjeblik fik han næsten ondt af hende. Han havde så meget og var nok en af de rigeste i byen, så han kunne få alt bare ved at knipse med sine fingre. Han vendte sig mod baren igen. "Et glas whisky, tak," bad han og smed mønter over bordet for rødvinsglassene og til whiskyen, som bartenderen tog imod. Han fik et glas med whiskyen i og han løftede det mellem sine slanke fingre. Han hævede det til sine læber og smagte på den. Udsøgt whisky! Denne by var virkelig god til alt med mad og drikke. Han så ikke på hende ved hendes næste ord og forholdt sig helt rolig. #Du kunne også blive her i byen.# Komplet emneskift. Men så ville hun på en måde være i hans varetægt og så kunne hun da lade vær med at rende sådan rundt.

[Deleted]

Lettere undrende gav den mørke kvinde sig til at køre blommen af sin pegefinger langs bægerets kant. Hun kom med en lav, brummende lyd og tiltede sit hoved til side. I et lille stykke tid lød der ikke andet end den lave brummen. Hendes hale piskede frem og tilbage, og hun skævede til Brayden.
Det var aldrig forekommet Yewande som en tanke at blive. Halen gled ud gennem slidsen i hendes sorte kjole og begyndte at daske ind mod Braydens bukseben, som havde den sit helt eget liv. Det var et meget pludseligt forslag, og dertil også lidt mistænkeligt for hende.
#Her i byen? Hvorfor skulle jeg? Jeg har intet sted at slå mig ned. Gaden er fyldt med rotter. Aldrig vil jeg synke så dybt#

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne i sin øresnegl godt høre den lave brummen, der kom fra Yewande. Hun havde fået nogle dyriske træk som følge af forgiftningen, det kunne han tydeligt høre og fornemme på hende, men dog ikke noget som han ville gøre noget ved. Han gjorde ikke sine valg om, for det at trække i land var ikke en mulighed for en leder. Og han fik altid tingene som han ville have dem og derfor gjorde han det netop heller ike om. Han løftede sit glas med whisky og bundede det i to mundfulde, som han skubbede glasset ind til bartenderen, der greb det og satte det på bakken med glas, der skulle ud og vaskes op. Han fornemmede hendes hale da den kom ud under hendes kjole og han tog hurtigt fat om den og skubbede den op under hendes kjole igen, ligeglad med at hans hånd strejfede hendes lår. Han trak hurtigt hånden til sig. #Hold den hale gemt,# snappede han af hende. Folk ville se ned på hende om de så det, for det ville de finde yderst mærkeligt og det kunne bare føre til andre, der ønskede at eksperimentere med hende og de ville bestemt ikke være venligt sindede! Han vendte fronten mod hende og mødte kort hendes blik, selvom han brød øjenkontakten straks efter, da han ikke måtte falde i hendes sensuelle spind. #Jeg har en fornemmelse af, at Azrael ville acceptere, at du blev her og arbejdede under mit præststyre. Jeg skal nok slippe af med de andre præster,# forklarede han hende nærmere.

[Deleted]

Yewande udstødte et højt klynk, da hendes hale blev berørt. Af gammel refleks havde det været hendes ømme punkt, og folk havde brækket den hvis hun ikke gjorde som de sagde. Af angst blottede hun sine tænder og skulle til at bide ud efter ham indtil han blot puffede den ind under hendes klæder igen og strejfede hendes lår, hvor af sidstnævnte ikke var noget hun havde det mindste imod. Det lå trods alt i hendes race.
#Man rører ej en dames hale!# vrængede hun tilbage - Hendes lår og andre kropsdele var derimod en anden sag, men BESTEMT ikke hendes hale. Halen fortsatte med at daske frem og tilbage, men under hendes kjole, og glasperler, bånd og lædersnore, som hun pyntede den med klirrede svagt derved.
Hun brummede igen overvejende og vendte denne gang sin front helt imod Brayden, så hendes store brune dådyrøjne søgte imod hans ansigt.
#... Hvad er nitten?#

[Brayden Jaxson]

Brayden så upåvirket på Yewande over hendes reaktion. Han vidste trods alt godt, at hun ikke kunne lide, at den blev rørt, for han havde jo set præsterne bruge den imod hende. Han mente dog intet ondt ved det, han beskyttede hende jo faktisk for et øjeblik, hvilket han end ikke selv forstod. Han himlede med øjnene da hun sagde, at han ikke måtte røre hendes hale, men han trak bare på skuldrene og et kynisk smil gled forbi hans læber. #Damer har ikke haler,# svarede han hende hånligt. Damer i hans syn, var hans moder eller søstre. Velopdragene, almindelige borgere, som kendte sin plads i samfundet og som vidste hvor de hørte til. Ligeså havde de ingen haler, de gik i pænere tøj og var ikke brugt som eksperiment, fordi de havde en anden skæbne. Han kunne stadig fornemme hendes hale, men dog så var den skjult under hendes kjole igen, hvilket passede ham fint. Da han fornemmede, at hun søgte hans blik, så mærkede han igen tiltrækkelsen af hende. Det var naturligt med den race hun havde, så han var egentligt heldig, at hun ikke skruede op for sin sensuelle charme. #Du vil få loftet som dit eget private sted. Du må ikke færdes i selve kirkerummet i dagtimerne, eftersom du er en kvinde og sensuel dæmon... Du skal ikke lokke nogle i fordærv under mit styre. Jeg vil give dig et lille lager af mad, der kan holde sig i længere tid, som du kan spise af når du er sulten. Og i weekenden vil jeg bringe dig varm mad. Til gengæld skal du stå til min rådighed når jeg har brug for dig,# svarede han sigende. Han kunne jo selv bruge hende i sin private tilbedelse af Azrael. Og ellers kunne han også bruge hende hvis han holdt en prædiken eller andet ritual. Han ville dog nok bare være mindre hård end resten af præsterne.

[Deleted]

”Pfft…” Yewande hævede blot et øjenbryn og smilte til hans bemærkning. Det var jo næsten sødt.
#Du ved ikke hvad du snakker om, gør du lille mandsling?# Det ramte hende som vand på en gås – overhovedet ikke. Hun var en kvinde med kurver og en skønhed der var beriget hendes race. Noget man sjældent så andetsteds. Hvis hun ønskede det, kunne hun få samtlige mænd i den lille kro til at slås om hende, blot ved at sende dem et smil og glimt i øjet. Hun havde gjort det mange gange, så selvfølgelig var hun bevidst om dette.
Brayden der imod vidste det også, men fra en anden tid hvor de var blevet forenet og havde ligget sammen. Det huskede hundæmonen lige så lidt om, som hun huskede om sin oprindelse i overklassen og det lukkede liv hun havde levet som fuldblodsdæmon inden Azrael. Det der i sidste ende fik hende til at snige sig væk med Brayden og fortabe sig i ham så mange gange. Deres veje var blevet skilt, de var blevet ældre og mindet var blevet fjernt som en tyk tåge i hendes sind.
Hun lappede den alkoholiske nektar i sig, som et dyr indtil hun glemte at hun ikke var alene.


#Hmmm… Hvor er din kirke? Hvilken mad?#