Breathe

[Deleted]

Som røgen gled omkring Yewandes arme gjorde hun store øjne. I et øjeblik blev hun helt hypnotiseret og forsøgte at føle den indtil den forsvandt. Når han lige havde skubbet hende og truet hende, var det Yewande en gåde hvorfor han lægede hendes skrammer. Det var trods alt ham der havde skabt dem ved at udgyde voldelige aktioner imod hende. Hun lod sin hånd glide over sin hud hvor der før var små røde mærker og fascineredes.
Hun indhentede ham hurtigt. ”Du forstår ikke. Det er som om det kalder mig til sig, og jeg kan føle det. Hvordan de trækker vejret, hvordan deres blod pumper rundt i deres krop. Alle deres dufte. Jeg føler ej ordinær sult. Det er som om det er jagten, den er levende. Det er tilfredsstillende, men det forstår du vel ikke. Du er blot som et menneskets afart.” Hendes stemme opildnedes til en næsten ekstatisk karakter, og hendes pupiller trak sig kort sammen til lodrette streger.
”Som dig. Jeg kan lugte hvad du føler. Jeg kan høre det. Hver muskel i din krop snakker et klart sprog, og jeg forstår det. Hvis ikke du bringer mig mit pund kød vil jeg selv jagte og finde det. Du kan ikke stoppe mig… Det er således derfor jeg ved at du lyver. Du udtrykker foragt, som var jeg fyldt med pest, men din duft taler sandfærdigt.”

[Brayden Jaxson]

Brayden havde handlet helt uden at tænke før. Selvom han ikke anså hende som en rigtig dame, så ville han jo ikke være voldelig og skade hende sådan. Derfor gjorde han blot bod på det han havde gjort og nærmest hviskede det bort, som om det aldrig var sket. Han gik ned mod torvet, hvor det fine springvand stod. Han søgte udenom det og snart stod de foran de store porten til døren. Han stoppede op og vendte sig mod hende, da hun dog var lige ved hans side. Han løftede et bryn. Selvfølgelig forstod han ikke, for han var jo ikke dyrisk på den måde. Forgiftningen dengang havde vist taget mere overhånd end han lige havde troet og bragt noget frem i hende, som han ikke havde tænkt på. Men det ville han ikke lade om, for han fortrød bestemt ikke sin handling. "Kunne du så i det mindste ikke jagte dyr i stedet for mennesker? Det er altså ækelt at spise mennesker, når du selv er menneskelig, set bort fra halen og kløerne og tænderne," svarede han hende. Men hvis det kom så vidt, så kunne han vel godt bringe hende noget råt kød og lade vær med direkte at tilberede det. Han skulle bare ikke se på mens hun åd det, for det syntes han bestemt ikke om. "Jeg vil gå med til at bringe dig råt kød. Jeg har en aftale med en jæger en gang om måneden, da han skyder vildt for mig. Men du må også gerne selv jage dyr, hvis du vil det," endte han til hende. Det ville han faktisk lægge op til hende, han ville bare ikke tillade, at hun skulle æde mennesker, for det fik ham til at gyse helt ind i det indre. "Og hvad siger min duft så, lille dæmon?" spurgte han, mens han vendte blikket mod hende igen. Hurtigt vendte han dog mod døren i stedet som de stod foran og trak døren op ind til kirken og lod hende gå ind. Han fulgte selv efter og stoppede op. Kirken var ikke stor, men stor nok til at udføre ritualer og ceremonier.

[Deleted]

Døren åbnedes. Deres skridt gav ekko i kirkens konstruktion. Så snart hun var trådt ind fra gaden gik hun et par skridt foran Brayden og stoppede så op. Hun stop helt stille og stirrede stift ud i luften. Langsomt rullede hendes øjne tilbage så det hvide blev vendt ud af, og hun rykkede sit hoved bagud i en kraftig bevægelse, som var hun besat. Det lød nogle krak og lidt knasende lyde, og det afsløredes hurtigt hvorfor hun så let fik hovedpine af sine aggressioner. Hendes fem horn kom til synes, eller rette – groede frem fra hendes kranie, dækket af rødlige slimede tråde. Den magi illusion hun kunne fremføre skjulte dem - Meget vel ved at få dem til at trække sig tilbage, men det fik dem til at sætte sig kraftigere fast i hendes kranie. En gurglende lyd kom fra hendes brystkasse. Hornene lignede forholdsvist noget fra dyr. To af hornene lignede vædderhorn. De var brede og snoede sig frem mellem hendes tindinger og siden af hendes hoved. Et lille horn sad i midten af hendes pande og de to sidste gled knasende frem imellem hendes sorte lokker, fra toppen af hendes hoved. Sådan blev hun stående i et kort stykke tid indtil hun tog sig til hovedet.
Små røde dråber af blod dryppede ned på kirkens stengulv. Yewandes øjne tilpassede sig ligeledes til mørket og ændrede farve fra brun til en gul grønlig farve. Hendes pupiller trak sig helt sammen til to tynde streger, og så smilte hun mens hendes blik stadig var stift ud i luften.
Han var et fjols. Braydens ord fremkaldte en klukkene, mørk latter, der steg indtil den blev høj og gav genklang i rummet. Så skævede hun til ham, og hendes smil flækkedes større. Hun behøvedes ikke at svare. Braydens vimsede forsøg på at overtale hende til at holde sig fra mennesker var næsten latterligt i hendes øjne. Han kendte allerede svaret.
Yewande spiste ikke hvem som helst. Kun dem hun fandt unødvendige. Folk der var for grådige. Folk der troede de havde hende i sin hule hånd. Folk der var for blødsødne. Hun befriede blot verden fra dem der ikke gjorde sig fortjent til den, og ej hellere var stærke nok til at leve der i. Folk af den slags havde hun ædt, og tre af dem var endt i hendes armbånd. Hendes bejlere som hun end ikke kunne huske, kun i svage glimt. Hun huskede at de havde været i samme rum, og hun huskede hvordan hun begyndte at flå kødet fra deres knogler mens de stadig var levende. De var alle tre dæmoner af fine slægter. Det var et mirakel at Brayden ikke havde fået samme tur. Måske fordi han var anderledes. Ikke blot af blod, men fordi han havde vist hende at hendes verden ikke behøvedes at bestå af lukkede mure. Måske fordi hun rent faktisk havde følt noget specielt som de andre ikke kunne vække i hans selskab. Hvad end det var, var det væk nu.
Armbåndet med knoglestykker raslede mod hinanden når hun trådte videre ind i kirken. Hun havde fundet ham værdig til at leve. Menneskelig.
”Ja, det vil jeg… dyrrrr.” brummede hun fjernt. Hun begyndte at nynne og spejdede efter velkendte relikvier fra de andre templer, og relikvier som hun forbandt med smerte, men hun kunne ikke få øje på det store. Langsomt drejede hun om mod Brayden og nærmede sig med glidendes skridt indtil hun stod ham ganske nært. Hendes øjnes chokoladebrune blik der før virkede fløjlsblødt og inviterende virkede i den lave belysning stikkende og beregnende. Næsten truende. Månen stod højt på himlen udenfor, og inden længe ville det være helt mørkt. Måneskinnet fik de små skæl som var synlige på hendes krop til at glimte i gyldne nuancer. De var ikke specielt tætte omkring hendes kraveben og lår, som kunne skimtes igennem kjolens slidser. Nærmest var de som drysset støv. Omkring hendes hofter og mave begyndte de at blive mere dominerende og massive, som tætte plader, der smygedes langs hendes kurver. De var hårde og kolde og bredte sig kun i visse områder som man normalt ville anse for sårbare, næsten som om giften var bevidst og forsøgte at understøtte hende, som en symbiot. Som om den var levende.
Yewande lænede sig tættere ind mod Brayden, mens hun støttede sig til sine lår. Hendes tænder var hvide. Hendes tunge gled langsomt hen langs dem. Sultent.
”Alllt.”

[Brayden Jaxson]

Brayden blev stående ved døren, som Yewande var gået ind og stod foran ham. Han holdt hendes blik køligt mod hende, som hun gjorde hvad hun gjorde. Han havde set hende gøre det før, når hun var blevet slæbt frem af de andre præster til deres ceremonier. Dog så det mere voldsomt ud når han stod her ene mand. Hendes horn dukkede frem og hun blev mere og mere dyrisk at se på. Forgiftningen måtte virkelig have steget hende til hovedet, så den havde da virket som den skulle... plus lidt ekstra, som han ikke lige havde set komme. Han vædede sine læber og studerede hendes horn. To af dem var store og brede og de tre andre var forholdsvis små. Hun ændrede natur nu hvor hun lod mere af det dyriske komme frem i hende og hun var på en og samme tid en blanding mellem en sensuel dæmon og en ækel djævleskabning, blandet med en drage-ged. Han lod hovedet glide på skrå. Han lyttede med på hendes tanker, da hun selv tænkte ting om ham. At hans forsøg var latterligt... så hun løj. Han burde straffe hende. Men så ville han synke til et lavere niveau end han så sig selv for, så han blev nødt til at finde på noget andet. I det mindste ville hun da ikke slå ham ihjel. Han kneb øjnene sammen mod hende. "Jeg ved du lyver. Hvis jeg finder ud af, at en i denne by mangler... Og jeg kender alle, så mig narrer du ikke... Så flår jeg dig langsomt fra hinanden, stykke fra stykke. Så du ville ønske, du aldrig var blevet født," endte han i en nærmest venlig tone, selvom undertonen var seriøs og truende. Han mødte hendes blik, der selv nu var nærmere truende, som var hun et rovdyr. Selv på trods af hendes ydre og skiftende fysiske form, så var hun stadigvæk ligeså tiltrækkende som før, eftersom dæmonen jo ikke ændrede karakter. Han faldt kort i staver og lod sine arme falde ned langs hans sider, mens hun lænede sig ind mod ham. Hans vejrtrækning blev mere hæs og det sitrede igen i hans krop. "Oplys mig," endte han lavmælt.

[Deleted]

Yewandes vægt skiftede fra at hvile på sig til helt at læne sig ind mod Brayden. Hun trykkede sig side ind mod ham og hvile sin kind mod hans brystkasse uden at bryde sit blik med ham. Hendes tunge klikkede, og hendes stemme rungede svagt, som om der var ekko på den.
”Tsk tsk tsk… Hvis du er min redningsmand er du ej særligt blid mod mig.” Braydens strubehoved og brystkasse blev kærtegnet, som hun gled sin finger hen af hud og stof og nussede ham under hagen. Hun begyndte at nappe ham blidt i skulderens muskel.
”Hvorfor er du så modbydelig mod mig? Vil du ikke gerne gøre mig glad?”
Langsomt trykkede hun spidsen af sin næse ind mod hans og blinkede med det der før havde været et perfekt dådyrblik.

[Brayden Jaxson]

Brayden snappede nærmest efter vejret, da Yewande lænede sig helt ind til ham, hvilede sin kind mod hans bryst, selvom hun stadig så ind i hans blik. Han var fanget og han så ind i hendes smalle dyriske øjne, der var oplyst af den smal månestribe gennem vinduet fra loftet. Hendes stemme lød som ekko i hele rummet, men det gjorde hans egen jo også, når han selv snakkede. Han kneb øjnene en smule sammen, men var fanget af hendes blik uanset hvordan det så ud. Bare fordi hun nu havde horn og det hele, så var hendes dæmon jo den samme og den rev i ham med store magnetiske kræfter. "Som din redningsmand bliver jeg nødt til at sætte grænser," svarede han hende i en mere blid tone, da han ikke kunne prestere meget andet når hun stod sådan op ad ham. Kuldegysninger gled langs hans arme og han spændte i kroppen. Han kunne ikke længere løsrive sig fra hende, før hun selv gav slip på ham, eftersom hun nu både havde fængslet hans blik og kærtegnet ham. Det var behageligt, for fysisk reagerede kroppen helt naturligt på hendes berøringer, men psykisk var han ved at koge sammen. Han lod armene glide omkring hendes slanke krop, da hun begyndte at nappe ham i skulderen. Hun var uden tvivl provokerende. "Jeg er da ikke så modbydelig. Og nu hvor vi har diskuteret mad-emnet... hvad kunne så ellers gøre dig glad?" endte han spørgende. Han stod fuldkommen stille som deres næser mødtes og hans læber splittedes til en lille åbning for at han kunne snappe efter vejret igen. Hans vejrtrækning blev dybere og hen lænede ind mod hende.

[Deleted]

Da Braydens krop trykkede sig ind mod Yewandes, skubbede hun tilbage og trykkede sit bryst ind mod ham. Hendes hale viftede langsomt frem og tilbage i morskab, og hun lod ham frit holde om sig. Det her var et af hendes yndlingsspil. Kort nappede hun ham i underlæben og slap en klar, lav latter.
Hendes udtryk var ikke længere specielt truende, men nærmere legesygt, som en killing der havde fundet en mus og ikke vidste hvad der skulle gøres af den. Som hun snakkede, sikrede hun sig at gøre det ganske langsomt, næsten drilsk og tirrende. Hun bevægede sig tilbage til hans hals og slikkede op af den, så et lille glinsende spor fremkom på hans lyse hud.
”Hmm… Måskeee kan jeg tilgive dig. Men du kommet til at gøre bod. Jeg viiil… ha’… femten silkepuder. Fem dyner fyldt med dun fra procianske gæs. De skal være renset i lud tredive gange, for jeg kan ikke lide den lugt de har. Og smykker med rubiner.” Procianske gæs var engle i Yewandes verden, og de var ikke mere værd end dyret. De var altid højrystede omkring alt det gode de skulle gøre, og de syntes bestemt ikke om Dvasianere. Desuden stank engle på en aldeles ubeskrivelig måde i forhold til dæmoner, men deres vinger var et utroligt materiale.
”OG!… JEG. Vil have to fuldfede, unge, raske mennesker hver femte. dag. Jeg er ligeglad med hvor fra, men jeg vil have dem. Hvis du gør som jeg siger, så kan det være du fortjener en belønning for din indsats.” brummede Yewande som hun strøg sine kløer blidt ned langs Braydens lårben.

[Brayden Jaxson]

Fornuften blev fængslet af den sensuelle energi. Brayden kunne ikke længere kæmpe imod når hun både stod så helt op ad ham, holdt hans blik låst til sig på sin egen legesyge måde og også kærtegnede ham. Den dæmoniske kraft blev for stor, for ingen mand - eller kvinde for den sags skyld - kunne vinde over en dæmon, der først satte sig noget for og slet ikke en sensuel dæmon. Hans indre var sat bag tremmer og lysten overtog hele hans krop og skyggede for alt der var fornuftigt og rigtigt. Han havde fejlet sin prøvelse så langt... og kunne nu bare håbe på, at hun faktisk ville lade ham gå. Men han ønskede jo, at hun skulle gå hele vejen, når han var under den påvirkning han var. Armene lod han holde om hende og han holdt nærmest vejret, da hun nappede ham i underlæben. Han lod en hånd stryge op over hendes ryg og skulle netop at kysse hende lystent, da hun begyndte at tale. Han så på hende med rynket pande, da hun fremsagde alle sine ting som hun ønskede. Det var dog ikke specielt svært for ham at skaffe. Han kunne selv lave rubiner, få smedjen til at lave smykkerne med det. Han kunne handle sig til gæssene og silken ligeså, da han jo havde uanede mængder af penge, eftersom han var ganske velhavende. "Du får dem så hurtigt som det er muligt at producere det," svarede han sigende. Hvis hun ønskede de ting, skulle hun også få dem. Dog kunne han stadig få sin vilje igennem og han nægtede at give hende mennesker, for det gik for meget imod hans person. Så skulle hun i hvert fald kæle for ham noget mere før han overgav sig til det. "Det er alt for meget, Yewande... Folk vil bemærke det, for det er altså 12 mennesker på en måned... Du bliver nødt til at finde på noget andet eller hente dem selv... Men hvis du tager her fra byen, så ved du hvad der sker," svarede han. Tonen var kælende, hvilket ikke passede til ordene, for han kunne holdt fast lidt i nu. Bare ikke løsrive sig. Han gispede kort, som hun strøg hans lårben. Det kildede behageligt og han kunne mærke det rive i hans manddom.

[Deleted]

Svaret var aldeles upassende. Puderne og de mange ting hun havde krævet var blot for velbehag under hendes ophold, men det passede hende bestemt ikke at han stadig ikke ville give sig i forhold til sin føde. Det fik hende til at rynke svagt på næsen, og halen viftede kraftigere fra side til side.
”Så tag af bønderne og de fattige.” brummede hun blødt.
”Du gør kun byen en tjeneste ved at tynde ud i pøblen. De er som rotter og vokser sig for mange. Snarest begynder de at stjæle og begår oprør!” Hun skulle opholde sig på loftet i den trange kirke, og hun ville have det bedst muligt at leve under. Almindelig mad gav hende ikke længere den samme tilfredshed, og hun ville derfor have tingene ordnet ned til mindste detalje uanset metode.
Hun lagde sin ene arm om Braydens skuldre, mens hånden på hans lår søgte til siden og endte mod hans bule. Smilet på hendes læber blev kun udspekuleret og større. Jo mere han benægtede hende det, jo mere ville han lide. Hun lod sin hånd stryge over stoffet et par gange inden den hvilede på hans hofte, og hun trykkede sine læber krævende mod Braydens i et kys.

[Brayden Jaxson]

Brayden kunne straks mærke på hende, at hans svar ikke passede hende. Hun skulle selvfølgelig have det behageligt når han nu tilbød hende at være i hans by, men derfor ville han stadigvæk ikke tillade kannibalisme, for det fik det til at gyse i hans indre og gav ham kvalme. Bare tanken om et menneske, der spiste et andet menneske, var virkelig ikke rar. "Det tager vigtig arbejdskraft hvis jeg tager af mine bønder. Og der er ingen fattige i denne by, det har de ikke råd til," svarede han hende spidst. Nok så han sig selv som langt hævet over bønderne og de fattige, men han nægtede at give dem til hende. Hun forstod sig vist slet ikke på denne by. Dette var en fredelig by, hvor alle kendte alle. Opstod der problemer, så kunne byrådet eller indbyggerne stemme problemskaberne ud af byen og så måtte de flytte. Det havde de gjort før. "Der er ingen pøbel her. Kun fine mennesker... Hvis du vil have mennesker, så må du selv fange dem og så vender jeg det blinde øje til... Men du ho-" Han stoppede midt i sin sætning. Han strammede sit greb om hende og mærkede hendes hånd over hans bule, hvilket var pokkers pirrende og fik ham til at slippe et suk af nydelse. Hun var virkelig provokerende og det kunne han også se i hendes ansigt. Hun pinte ham virkeligt! "... du holder dig væk fra Atterlin og tætte omegn. Du må søge ud til de små landsbyer ude i landet og tynde ud i pøblen der," afsluttede han bestemt. Som hun kyssede ham, så mærkede han det hele eksplodere i hans indre og det hvide var næsten vendt ud af øjnene, før han lukkede dem i og gengældte hendes krævende kys. Han trykkede hende ind til sig og lod sine hænder søge ned over hendes bagparti, som han pirrende strøg sine hænder over.

[Deleted]

Yewande afbrød kysset. Hun brummede overvejende og skævede om til hans hånd. Hendes tunge gled hen over sine læber. Han var begyndt at anderkende det, men hun var stadig ikke helt tilfreds i forhandlingen.
”De unge har sjældent status. Atterlin har rigeligt af folk. Ingen vil vide hvor de forsvinder hen, for jeg gemmer mig blot her oppe… Braydeeen?” Hun førte sin hånd tilbage ved hans bule og begyndte at lege med snorene ved stoffets åbning med et uskyldigt smil.
”Elleeer… Måske behøves de ej være så unge igen.” Hendes fingre kørtes langs snorene og af og til lod hun dem strejfe hans bule. Hans gispende reaktion fik hende kun til at grine klukkende indtil hun blidt klemte om den.

[Brayden Jaxson]

Brayden åbnede øjnene igen, da Yewande brød kysset. På grund af hendes sensuelle påvirkning, så søgte han dog straks hendes blik. Hun var et fængsel. Hun trickede det mørke, han gik og gemte på og han hang virkelig i en tynd tråd. Azrael prøvede ham, det var han fuldstændig sikker på... Og han var ved at fejle, hvilket ikke ligefrem var en rar tanke. Han var begyndt at give sig lidt, men han tillod stadig ikke at noget skete i Atterlin, for det ville sætte byen ud af kurs hvis nogle forsvandt, unge som gamle. Alle vidste hvem hinanden var, de var et stærkt, selvforsynende samfund og han tillod ikke, at det skulle ødelægges. Så slæbte han hende hellere tilbage til de andre præster. Han skulle aldrig have foreslået hende at blive her... Pokkers dæmon. "Du ved intet om denne by, Yewande. Alle kender alle, så forstå det dog, så alle vil lægge mærke til det og alle vil stå sammen om at lede. Jeg giver mig ikke længere end dette. Husk på hvad jeg har sagt," hvislede han mod hendes øre lettere anstrengt, da hun igen begyndte at stryge sin hånd omkring hans nedre region. Han spændte og mærkede, at hun pirrede ham mere og mere, hvilket gjorde ham mere og mere lysten og bulen blev også hårdere. Han gispede blødt til hende, da hun strejfede ham og dernæst klemte. Han trykkede omkring hendes bagparti med sine hænder og trykkede hende ind til sig. "Men hvis nogle... fra byen går udenfor Atterlin, på den anden side af markerne... Kan du jo ikke kende forskel på en fra Atterlin eller en fra en anden by," endte han hentydende. Hun måtte jage på vejene på den anden side af markerne og ellers væk fra Atterlin.

[Deleted]

Yewande smilte veltilfreds. Den opmærksomhed han gav hende var der ingen tvivl om at hun nød, og da Braydens hænder trykkede hende tæt op af sin krop og klemte hendes muskler undslap hun et lavt prust. Hun blev holdt i sted, men ikke på en ubehagelig måde. Hun kunne føle hans krops konturer, og kun stof og klæder var imellem dem. Det gav hende den bekræftelse hun i forvejen vidste: At hun var mere kvinde end han kunne klare.
Hans vislen fik hende dog til at rynke sine bryn ned og misse bidskt med øjnene.
”Hvordan er det du tiltaler mig? Jeg er intet dyr. Jeg er tjenerinde af Azrael – Som dig!” med disse ord gik der en tanke igennem hendes hoved: Nu skulle han bøde indtil han tiggede hende om at blive skånet fra pinen. Hurtigt blev snorene rykket op, og hun greb fat om hans manddom med et hårdt klem.
”Gør du det igen mister du den, og jeg skal personligt fodre svinene i nærmeste går med resterne!”

[Brayden Jaxson]

Brayden nød det kun endnu mere når han nu ikke kunne slippe ud af trancen, at hun også lod til at nyde det, for hendes krop arbejdede ikke direkte imod. Han holdt hende jo tæt, men det var ikke på en ond måde, det var mere lidenskabeligt ment end noget andet. Han kunne mærke hendes bryster trykket mod hans bryst og det pustede virkelig til hans lyst. Alt ved hende pustede til hendes lyst, selv på trods af, at hun havde horn og det hele. Dæmonen var jo den samme uanset hvad. At hun så igen skulle blive utilfreds, var jo ikke som sådan hans problem. Hun var en tjenerinde - hun sagde det jo selv. Derfor skulle hun også lystre ham, eftersom han var en tak højere i hierarkiet end hende. "Intet dyr? Selvfølgelig er du et dyr, Yewande... Du spiser mennesker," endte han hånligt. Når hun selv talte i en skrap tone så gav han bare igen. Han var et stædigt menneske og fik altid sin vilje, så det skulle hun jo trods alt lære hvis hun ville være under hans dømme. "Hvis du vil være i min by, så følger du mine regler. Ellers så giver jeg dig tilbage til de andre præster og-" endte han, selvom han brat stoppede. Hurtigere end regnet fik hun bundet hans bukser op, så de faldt ned om hans knæ og hun havde hans manddom i hånden. Ikke et direkte blidt greb og han klemte øjnene sammen i overraskelse og smerte. Han tav for et øjeblik. Nu var rollerne et øjeblik byttet om og han bandede af sig selv i det indre. Gennem hendes kjole bagpå greb han fat om hendes hale, da den var lige ved, da han jo havde haft sin hånd på hendes bagparti. "Jeg skal knække din hale før du når at gøre noget som helst," endte han selv. Han var ved at komme lidt mere til sig selv, nu hvor stemningen havde ændret sig drastisk.

[Deleted]

Et hvin undslap de fyldige læber og Yewande skævede om mod sin hale. Hun løsnede øjeblikkeligt sit greb i Braydens følsomme del og klynkede: ”Slip min hale, jeg beder dig milord!” Hun måtte gøre et eller andet for at få ham til at mildne eller løsne sit greb i halen!
Armen hun endnu hvilede om Braydens skuldre hev hun ned mod sig og kyssede hans mund for at aflede hans opmærksomhed, hendes vejrtrækning var dog hulkende, og ikke nær så selvsikker som før. Hun lukkede sine øjne. Hun havde ikke lyst til at se om han gjorde alvor af sin trussel, og i et forsøg på at mildne ham begyndte hun igen blidt at arbejde med hans lem. Det var bestemt ikke noget hun kunne nyde, når hun følte sig underkuet!