Breathe

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede tilfredst, da han var tilbage på toppen. Han var tæt på at bryde trancen. Da hun slap hans manddom med sit hårde greb, så slap han dog også hendes hale. Han ville ikke være ond og knække den som de andre præster, men det havde været en automatisk reaktion på hendes eget træk... noget for noget. Tonen blev en helt anden nu, hvilket passede ham fint. Han tænkte lidt mere klart, lige indtil hun endte med at kysse ham igen. Straks låste det hele fast igen og det var som usynlige lænker greb fat om hænder og fødder på ham og holdt ham fast i den sensuelle ekstase som hun pustede i ham ved hvert kærtegn, kys og berøring. Hans øjne gled i under kysset og han gengældte det mere blidt og lystigt. Hans hænder kørte han op over hendes ryg, væk fra halen så hun ikke følte sig truet og lod den ene hånd finde vej til hendes bryst, som han masserede gennem kjolens stof. Som hun selv arbejdede med hans lem, så måtte han gispe sødt mod hendes øre og han var igen i hendes greb. Han brød kysset for at trække vejret og måtte slippe et lille støn tæt ved hendes øre. Nok var hendes handlinger nu et forsøg på at råde bod på det med halen og hendes hårde greb før, men det var næsten glemt allerede. I hans indre bad han allerede Azrael om tilgivelse, for de stod for pokker midt i hans hellige kirke og kom tættere og tættere på selve akten. "Jeg håber vi er nået til en enighed," endte han sigende. Han ville give hende puder, dyner og smykker. Og til gengæld måtte hun love ham, at hun ikke ville jage i Atterlin, men søge ud på den anden side af deres tilhørende arealer og væk fra byen, når hun skulle finde mad. Så vendte han det blinde øje til.

[Deleted]

Fra ængstelig halvgråd gled Yewandes mørke stemme over i små brummende lyde. Suk og gisp begyndte at fremkomme fra hundæmonen, da Brayden gav sig til at udforske et nyt sted. Hun følte sig lettet over at mærke sin hale fri igen, og lod sig give hen til den energi det gav hende, når hun satte lysten i gang hos andre. Selv Brayden efter den stædighed han havde udvist hen af aftenen.
Hun gjorde sig sikker hele tiden at have tilpas meget opmærksomhed på hans bløde punkt til at hun kunne fastholde ham i sit tag, og med sin anden hånd lod hun sin kjole glide lidt ned og frigjorde sig hans hænders leg. Det var ikke just det mest komfortable sted for den slags ømhed og nærkontakt – i et hus tilhørende mørkets engel, men det ville være hendes hjem for nu, og hun opmuntrede sig selv ved tanken om at de var alene uden afbrydelser, og hun kunne koncentrere sig om ham og det hun lavede. Det havde trods alt sine plusser. Han var mere høflig og blid over for hende end han havde opført sig hele aftenen, og hun havde på fornemmelsen at han ville blive vred eller returnere til sit ophøjede, bedrevidende væsen når hun atter satte ham fri af den trancelignende tilstand. Men han nød jo det hun gjorde ved ham.
”Fint. Jeg vil gøre som du siger.” Hun vendte sit hoved til siden for at skimte efter noget blødt og komfortabelt de kunne fortsatte på, men hun fandt intet, og fortsatte derfor med at hvile op af Braydens krop. Hun gjorde sig umage for ikke at trykke sine horn, eller kløer imod hans hud og forårsage ham ubehag.
De små lyde Brayden kom med fik hende kun til at smile selvtilfredst, og Yewande genoptog kyssene ned langs hans hals. Samtidig forsøgte hun at få hans skjorte op. Hendes koncentration var i den slags situationer ikke det mest optimale, så hun var fummelfingret og formåede ikke at få mange op. Et par knapper sprang af - lidt ligesom hendes tålmodighed, og til sidst snerrede hun af skjorten og flænsede den op med sin hånds kløer indefra og ud.

[Brayden Jaxson]

Brayden følte en hvis tilfredsstillelse da Yewande igen virkede til at nyde det på samme måde som han selv gjorde, for det forstærkede trods alt kun den tilstand han var sat i. I det indre bandede han af sig selv og vidste, at han ville pine sig selv for dette i lang tid. Ikke fordi, han ikke måtte have samleje med andre, det var jo ikke det. Men et, så anså han hende som en test fra Azrael og den var han i den grad ved at dumpe. To, så var de ved at gøre det på et helligt sted, der var bygget til at tilbede Azrael. Og tre, så gjorde han det ikke af sin direkte fri vilje. Det var en slags frivillig tvang. Han var lysten nok til at ønske hele akten og kunne ikke kæmpe imod den. Hele hans krop gav udtryk for at nyde det og hans små suk han slap af og til bevidnede om det samme. Han slap et gisp som en sitren skød igennem hans krop. Hendes sikre håndelag om hans manddom var uden tvivl virkelig god og han kunne mærke det hele fylde ham op med nydelse. Han slap hendes bryst, da hendes kjole gled lidt ned og han lod sin hånd finde vej ind til hendes bare bryst ned i kjolens udskæring, som han fortsat masserede og nussede. Han smilede da hun sagde sine ord. "Godt," brummede han mod hende i en lavmælt tone. Hornene lagde han næsten ikke mærke til i øjeblikket, ikke i denne trance han stod i. Han fulgte hendes blik - hun søgte efter et bedre sted at ligge og han kendte det "perfekte" sted. Han sukkede mørkt og blødt over hendes små kys og kunne fornemme, at hun fumlede med hans skjorte. At hun så bare flænsede den op ville han normalt have protesteret voldsomt over, men kunne ikke få det ud over hans læber. "Kom," endte han og fejede hende op i sine arme, som han bar hende med sig op ad gulvet. Hans skjorte og bukser blev liggende på gulvet, for bukserne var gledet helt af ham, så dem var han blot trådt ud af. Oppe nær alteret var der to brede trin, der var dækket til med gulvtæppe og her satte han hende ned igen, da det ville være blødere end trægulvet hvor de havde stået før. Han fumlede med sine hænder for at finde en måde at få hendes kjole af, mens han fangede hendes læber i et lidenskabeligt kys.

[Deleted]

Yewande grinte da Brayden tog hende op i sine arme. Hun endte med at blive placeret på trappen ved hans side, og hun nød da han skænkede hende kysset. Hun fulgte hans hænder da han begyndte at bakse med hendes kjole, men da den faldt og nåede ned til hendes hofter holdt hun den tilbage og lagde sin anden hånd forsigtigt om hans håndled. Smilet på hendes læber forsvandt dog kort efter. Hun skævede til guldskællene og så til sine kløer, for så at kigge ham ind i øjnene for en tid uden noget at sige.
…
”Du ser mig virkelig som et dyr, gør du ikke?” Det var lidt som om at en tung klump sank ned i hendes hals. Den ømhed Yewande nu blev vist for en kort stund var kun fordi Brayden befandt sig i en trance. Ligesom alle som hun fangede i sin spind, var han blindet for en kort stund, og når hun gav slip ville hun igen bare være et ækelt dyr. Folk blev bange når de så hende. Hun følte sig skamfuld jo længere Brayden fik hendes kjole ned. For hvert lille stykke blev hun blot mindet om at det ikke var hans egne vilje, men noget hun manipulerede ham til. Hun tvang ham til at røre hende, ligesom hun heller aldrig kunne bide sig sikker på hvad der var folks ægte følelser og hvad der var hendes evne.
Hun lagde sin hale hen over sit skød og skævede ned i trægulvet.

[Brayden Jaxson]

Brayden nød den lette latter, der kom fra Yewande. Den holdt ham uden tvivl i skak i denne tilstand som han var blevet sat under af hende som sensuel dæmon. Han brød kysset, da han ikke kunne koncentrere sig om både kjolen og hendes læber, og han åbnede øjnene for roligt at se på hende. Han så misfornøjet ud da hun holdt kjolen tilbage, men fik et glimt af guldskællene på hendes krop. Han lod hende bare holde om hans håndled og følte tiden for et øjeblik gik i stå, hvor han bare ventede på hvad hun ville sige. Hele stemningen havde ændret sig og hendes spørgsmål kom bag på ham... Trak i den fornuftige del af ham, som var fængslet af hele trancetilstanden. Dette var nok ikke hans egen vilje, men det var en indre lyst som man nok ikke kunne tage fra nogen som helst af dem, som hun fangede i sit spind. "Du.... er som et dragemenneske," sagde han tænksomt. Drager var jo gamle, mytologiske og ofte omtale væsener, som man hørte fra folkeviserne der løb landene rundt. Han havde aldrig set en drage, de skulle være uddøde. Men forgiftningen han havde forårsaget hende, havde jo trukket nogle ting frem, der mindede om det - skæl, klør, halen og hornene. Dog var vædderhornene der lidt malplaceret og igen strøg hans tanker tilbage til drageged som han havde tænkt før, men det ville han ikke sige højt for hende. At hun så lagde hans hånd mod hendes skæl fik ham kort til at snappe efter vejret, da han ikke lige havde regnet med det han mærkede under sin hånd. Kort strittede han imod, men efterhånden så trykkede han selv hånden ind mod hendes skæl. "Har du det over hele kroppen?" endte han spørgende. Lige nu holdt hun jo sin kjole ved hoften og han så jo kun hendes bare bryster og mave.

[Deleted]

”En drage? Det aner jeg ikke. Aldrig har jeg set dem, kun i bøger. Jeg husker ej hvornår det begyndte. Jeg tror at nogen gav mig et eller andet.”
Yewande blev kun mere vemodig. Hun havde ikke ønsket at være sådan her.
”Jeg hader når at folk ser mig sådan her.” Det var en sjældenhed, med mindre at hun blev tvunget til at vise det frem, og det var derfor et beriget indblik på det som Brayden havde skabt for lang tid siden.
”Ikke helt… Mest på min mave, mine hofter og lidt ned af mine lår, men det spreder sig som var det sortsot.”
Hun pegede på hvordan de sad med mellemrum på hendes hofter og let op af hendes brystkasse, næsten som om de var drysset på.
”Specielt når jeg bliver bange. Jeg skulle ligge i et form for tegn, og så dolkede de mig i min mave. I løbet af de næste dage var mit sår væk på trods af hvor meget jeg havde blødt, og skællene var vokset tæt hen over såret. Og til min overraskelse…” Yewande greb forsigtigt fat i Braydens hånd og fjernede den uden at slippe. Og af bæltet på sin kjole trak hun en syl og hamrede den med fuld kraft imod skællene, der dækkede hendes mave. Ved sammenstødet lød det næsten som når et sværd stødte mod et skjold. Sylen knækkede.
”-Erfarede jeg at man ikke kan stikke igennem dem. Der er mange ved alle mine bløde punkter, næsten som om jeg har fået et ekstra sæt knogler.”

[Brayden Jaxson]

"Ja... Jeg har set tegninger af drager, læst beskrivelserne. Men heller aldrig set dem i levende live. De uddøde for mange år siden," svarede han hende roligt. Han kunne høre, at det gik hende på og det kunne han ikke lide i den tilstand han var i. Han havde gjort hende ondt... Mere ondt, end hvad han nok havde ønsket. I hans unge dage havde magien jo ikke altid været så præcis og skarp som den var i dag. Sådan som hun så ud nu, havde ikke været hensigten med forgiftningen. Det havde taget overhånd. "Men det er hvem du er... Ikke? Eller ville du lave det om?" endte han spørgende. Han længtes stadig efter hende... Helt tæt på, eftersom den sensuelle påvirkning hev i hans lyst som bare pokker. Han var stadig fanget i hendes spind. Som hun forklarede om skællene, så kørte hans øjne over hendes mave og hofter, som han også studerede hendes bryster et øjeblik. De sad spredt. Han løftede sine unaturligt lyse og gennemsigtige øjne til hendes øjne, da hun forklarede videre. Skællene var en forsvarsmekanisme i hende. En dag, ville hun sikkert være helt dækket af skæl. Hendes adfærd ændrede sig jo også, eftersom hun var blevet kannibal med tiden. Det dyriske rev i hende. "Du muterer..." endte han lavmælt, mere for sig selv. Det var fascinerende for en alkymist at se, hvad gift kunne udrette. Specielt når han selv havde forgiftet hende, men det ville han ikke ligefrem fortælle hende. Han spændte i sin hånd, som hun stadig holdt i og gispede, da hun hamrede sylen imod skællene. Men skællene afværgede angrebet. "Skæl er hårdfør... Stadig er du som en drage. Dine skæl er et forsvar imod angreb," kommenterede han.

[Deleted]

Jo mere de snakkede om det, og Yewande blev mindet om realiteten – des mere frustreret blev hun, for hun kunne jo se at det kun blev værre. Hun havde ikke altid været sådan. Det ændrede sig efter at hun havde været Azraels præstinde i et par år. Pludselig fik hun hovedpine og blev meget syg indtil hendes horn borede sig vej frem fra hendes kranium, som var de planter der skød igennem den blødeste muld indtil de havde sat sig fast som gevækster.
”Du forstår intet - Nej, jeg har ej været sådan altid. Du kan ikke finde andre der er som mig. Det er noget der er opstået – Det er ikke mig! Jeg vil ikke være sådan her!” Yewande rejst sig brat op, tog sig til hovedet og virrede kraftigt med det, så de sorte filtrede lokker dansede bag hende. Hun lagde armene om sig selv og gik et par skridt til siden med blikket slået ned. Brayden sad som en godbid på trappen, men hvis han var ved egen vilje, ville han så finde hende smuk, eller væmmes? Hun kiggede kun op med et ulyksaligt suk, da Brayden præsenterede hende for et ord hun ikke kendte.
”Jeg hvad?!” Hendes stemme var næsten ved at knække over et øjeblik af ren benægtelse.

[Brayden Jaxson]

Jo mindre den sensuelle kontakt blev holdt fra Yewandes side, jo mere kom Braydens fornuft igennem. Han var ved at trænge ud af fængslet i det indre, bryde ud af trancetilstanden, da hendes tanker nu sværmede om nogle helt andre ting end at bringe lysten frem i ham. Selvfølgelig var hun stadig meget tiltrækkende, for dæmonen hev jo i ham uanset, men når hun blev ufokuseret, så kunne han trække sig fri. Han kendte hele hendes forhistorie, men tog nu bare imod den fra hende, da hun ikke skulle have det at vide. Han så tænksomt på hende, med hovedet på skrå, mens han søgte hendes blik. Kort overvejede han, om han burde hjælpe hende. Men i det samme så lagde hun armene om sig selv og gik væk fra ham, hvilket for alvor fik ham til at snappe ud af trancen. Han kiggede ned af sig og sendte hende et skarpt blik, før han hurtigt løb tilbage efter sit tøj. Bukserne trak han på igen og bandt, men skjorten tog han bare op og kiggede opgivende på, da den jo var ødelagt. Skulle han nu gå hjem i bar mave? Det var da virkelig ucharmerende! Han slog armene over kors og blev lidt på afstand af hende. Hendes udbrud rungede i kirken og han tyssede på hende. Han nærmede sig lidt mere, men blev med et par meters afstand. "Du muterer... Det betyder, at du forandrer dig," svarede han sigende. Han ville egentligt godt kunne lave en modvirkning til giften, men det var ikke sikkert det kunne lykkes, for han vidste jo ikke hvad han havde gjort forkert i eliksiren dengang.

[Deleted]

Brayden behøvedes ikke at kæmpe meget for at holde sig fra synden eller for at komme til sig selv. Testen fjernede sig igen helt af sig selv. Hun hev sin kjole op på plads, gik lidt rundt og stoppede op mens hun holdt rundt om sin hale. ”Jeg ved det…”
Så snart Yewande fjernede sig, nedstirredes hun af Braydens glasøjne, og han løb fra hende og holdt afstand til hende. Det fik hende til at bide sig i læben. Han så da ud til at være så glad over de ting hun gjorde ved ham, men nu reagerede han som alle andre der så hende i sin fulde form. Tanken gjorde hende trist. Det var svært nok at finde nogen der så bag det ydre, når man var en sensuel dæmon, men det kom helt ud af proportion jo længere tid der gik.
*Selvfølgelig…* Hun ville ikke kigge på ham. Hendes blik sad fast på en pyntegenstand på væggen, for i det øjeblik var den lang mere opmuntrende en noget levende og hvad det kunne give hende.
”Ingen vil røre en drage.” mumlede hun lavt for sig selv. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene. ”Hvor er mit værelse?” Det var umådeligt lille i forvejen, og hun havde svært ved at se hvordan hun skulle kunne opholde sig der.

[Brayden Jaxson]

Brayden havde ganske vist løsrevet sig nu og følte en trang til at dække sig til, da han trods alt var i en kirke. Ligeså var det en barriere imod hendes sensuelle tiltrækning, da han jo blev revet i endnu, selvom det slet ikke var ligeså stærkt som før. Han var lidt rundt på gulvet, men kom så småt til sig selv. Han selv så, at hun dækkede sig til, hvilket passede ham fremragende! Han var ikke interesseret i hende på den måde... ikke længere. Han vidste, at skulle han have en kone engang, men det skulle bestemt ikke blive med en muteret dæmon, der lignede en drage med gede og vædderhorn på hovedet. Ej ville han gøre det om selvom han kunne, for han gjorde aldrig om... Men på den anden side, så var det jo hans fejl, fordi han dengang havde lavet fejl i forgiftningen. Hans intention havde været, at hun skulle glemme ham og blive smertet for den smerte, han selv havde haft. At giften så ville begyndte at mutere hende havde jo ikke været meningen. Han kunne ikke gøre op med sig selv hvad han skulle... Den blev han nødt til at gå hjem og tygge på. Han lod armene lægge over kors foran hans bryst, mens han nedstirrede hende et øjeblik, før han så væk fra hende. Han hørte hendes tanker, men blandede sig ikke. Han blev heller ikke sur på hende og begyndte at skælde hende ud for det, de netop havde været ved. "Kom," endte han. Han trådte forbi alteret og ned til en dør, der førte ud til en lille baggang. I hjørnet stod en stige og for oven kunne man se et hul ind i loftet, der var over kirkerummet. Han ventede på hende og pegede på stigen. "Den fører op til loftet..." endte han til hende og gjorde en gestus til hende, så hun kunne kravle derop. Der var ikke meget plads, selvom det var ligeså stort som kirkerummet, da der var bjælker for at holde taget på plads. Men der var plads nok til en person.

[Deleted]

Yewande fulgte langsomt med Brayden. Hun stod noget eftertænksomt og stirrede på stigen og det mørke hul. Der skulle noget til før hun begyndte langsomt at bestige stigens trin.
”Såå… Jeg har vel intet at tabe.” Hun stak hovedet ind i mørket og kiggede sig rundt. Hendes hale begyndte at piske fra side til side. ”Det her… Er mit hjem nu?” Det var svært at kunne ane om hendes stemme bare skuffelse, eller blot var mere konkluderende. Hendes stemme gav ekko i kirken, og da hun følte at Brayden var kommet lidt langt væk – så lang stigen var, hævede hun også sin stemme. Og så startede en talestrøm uden lige.
”HVEM HAR LAVET DET HER? JEG KAN EJ SIGE OM DET BLOT HAR VÆRET DOVENSKAB, ELLER REN ELENDIGHED, MEN DET HAR TILSYNELADENDE BEGGE DELE I KONSTRUKTIONEN.” Hun begyndte at vrikkede frem og tilbage. ”HER LUGTER. HVOR ER MIN SENG? JEG FÅR BLÅ MÆRKER. DET HER ER ET TRIST STED. BRAYDEN? BrayDEN? BRAAAAYDEEEEN?”

[Brayden Jaxson]

Brayden fulgte Yewande med blikket, mens hun kravlede hele vejen op ad stigen. Han var stadigvæk en smule ved siden af sig selv og kunne ikke helt tilgive sig selv for at have ladet den gå så langt. Han måtte hjem og bede til Azrael, for det andet, det kunne han slet ikke acceptere. Han kunne se på hendes hale, at der var noget i vejen, men lige hvad, det kunne han ikke rigtigt fornemme. Men alt var vel bedre end at ligge i lænker i et det store tempel? Han nikkede, men det gik op for ham, at hun jo var øverst på stien og kiggede ind ad åbningen til loftsrummet. Der var nok lidt støvet, men så snart hun fik sine ting derop, så ville det automatisk støve af og blive beboeligt. "Ja, det er dit hjem nu," svarede han hende stilfærdigt. At hun så hævede sin stemme og nærmest råbte ned til ham, fik ham til at rulle øjnene. Han greb fat om stigen og begyndte at bestige den efter hende, indtil han ikke kunne komme længere, fordi hun var i vejen. "Så kravl dog derind, dit utaknemmelige møgdyr," svarede han hende. Det var egentligt ikke sagt nedladende, men mere lidt i sjov, eftersom han morede sig over hendes skiftende reaktioner hele tiden. Hun var krævende, uden tvivl, men det var ham, der fik sin vilje... det gjorde han altid og det skulle hun nok lære! Da hun var kravlet ind, så kravlede han ind efter hende. Der stod en bakke med stearinlys på en lille skammel og en holder til stearinlyset samt tændstikker. Han tændte et lys og rakte det til hende, samt tændte et til sig selv. Han så mod hende igennem flammen og rejste sig op, for det var rummet stort nok til på midten. "Her skal nok blive mere hjemligt så snart du får dine sager," endte han.

[Deleted]

Da Brayden endelig havde fået Yewande op af stigen efter hun havde kommet med en serie utilfredse lyde, stod hun og kiggede rundt. Hun fandt det meget passende at der trods alt var plads til lidt flere end blot hende, for hun agtede ikke at leve i ensomhed.
”Hvor vil min mad være?” spurgte hun inden hun gik lidt rundt og forsøgte at varme hænderne tæt mod lysets ild. Loftet var ikke specielt tæt, så Yewande kunne mærke kulden trække der igennem. Det fik hende til at gyse. ”Jeg forventer nogle tæpper og noget blødt, med mindre du har tænkt dig at blive og varme mig? Jeg fryser!” Lysten til at forføre Brayden var gået lidt af hende efter snakken om hendes hale og hvordan ”det” muterede og prægede hende, men det forhindrede hende dog ikke i at trykke sin krop ind mod hans for at stjæle hans kropsvarme.

[Brayden Jaxson]

Brayden holdt stearinlyset i hans hænder foran ham, så der kom lidt lys omkring, samt lidt varme. Ligeså ville det oplyste hans ansigt for hendes åsyn. Her var måske lidt trækkende og det, men han vidste ikke hvor han ellers skulle sætte hende hen. Hans familie ville sikkert kunne huske hende fra fortiden, så han agtede bestemt ikke at tage hende med hjem. Hans to søstre havde jo også været veninder med hende, før han havde taget lidt over og blevet den bedre ven. Indtil de så var blevet nærmere fjender og nu... vidste han ikke hvad de var. "Jeg vil komme med en kasse, hvor der er madvarer i, der kan holde sig... Ellers så kommer jeg op med det til dig," svarede han hende roligt. Han så mod hende og lod hovedet glide på skrå. Han overvejede kort at drille hende, men lod vær, for nu skulle det bare gå glat de næste 5 minutter, så han kunne smutte. Han så mod hende, som hun snakkede. Hun kunne mærke, at han ikke blev trukket i særlig meget mere, men det havde nok noget med hende at gøre. "Det skal du nok få, men jeg kan tidligst skaffe det i morgen. Jeg havde dog tænkt mig at gå hjem i min seng," svarede han hende. At hun trykkede sig ind til ham fik ham til at stivne, eftersom hans overkrop jo stadig var helt bar, da hun havde smadret hans skjorte ved at rive den op med kløerne. Han kneb øjnene en smule sammen, men blev dog siddende og kiggede mod flammen på stearinlyset han holdt.