Et møde med fortiden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel morede sig ved Yuukis forfjamskethed, også fordi at det ikke var noget som skete så ofte igen. Han stod selvfølgelig fast på, at tanker var tolkfrie, og dem som hun gjorde sig, var tilsyneladende så personlige, at det ej var nogen som hun ønskede at dele med ham. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for han havde det faktisk ganske fint med det, nu hvor han endelig skulle sige det. Hans blik hvilede på hende. "Du behøver ej at undskylde, Yuuki. Hvad du gør dig af tanker, vil jeg ikke blande mig i," forsikrede han med en rolig stemme.
Der lå virkelig intet skjult bag Nathaniels ord. I hans optik lå man bare bedre på sengen end hvad man gjorde på gulvet, og der var bedre plads til at hun kunne lægge sig ved siden af, om det var noget som hun kunne være fristet til om ikke andet. Han ville i alle fald ikke tvinge hende til noget, det var helt sikkert. Han tog fat om Yuuki, da hun hjalp ham op og fik ham ind i sengen, hvor han glædeligt lagde sig. Der lå man da straks bedre, end hvad man gjorde alle andre steder! Han sukkede næsten lettet. Om ikke andet, så var han da mand nok til at spørge om hjælp, når det kom så vidt i hvert fald. Han nikkede til hende. "Jeg venter her," endte han. Nok det mest logiske, for han orkede virkelig ikke at bevæge sig synderlig meget. Selv blev han liggende, da hun gik tilbage i stuen, for at hente det hele, hvor han ellers bare blev liggende.. lidt i sin egen verden kunne man næsten sige. Præget af tanker, som han vidste, at han ikke burde gøre sig, men den bekræftelse, som var i det for en mand som ham, at være i nærheden af en kvinde som hende. Var det underligt? Han vidste at han ikke burde, men han kunne jo heller ikke lade være.

[Deleted]

Det var ikke så underligt for hende at hun kunne tænke den slags tanker, hvad der undrede hende mest, var den underbevidste frygt og nervøsitet. Hvor det kom fra havde hun ingen anelse om, men bare tanken om at se Nathaniel i bar overkrop var fik det til at gyse hele vejen op gennem rygraden på hende. Kunne hun stadig være påvirket af sin fortid selvom hun intet kunne erindre? Lå der virkelig minder gemt, som havde fået hende til at lukke fuldkommen af for alt hvad der kom kærtegn ved? Hun sank en svær klump mens hun samlede det hele sammen. Med ét sæt kom klappede benene sammen under hende og så sad hun der, midt på gulvet og trak vejret dybt et par gange før hun kom op og stå igen. Kunne vampyrer svede og lide af svag feber, så havde hun i den grad ikke haft det særlig godt, men skæbnen var anderledes. Hun var ikke længere præget af hendes forhenværende svage fysik og helbred. Sygdom tilfaldt hende slet ikke og skader på kroppen blev helet af sig selv.

Det var et sandt mirakel at hendes liv havde taget sig en sådan drejning. Faste og lette skridt bar hende ind i soveværelset igen hvor hun for enden af sengen lagde det hele fra sig inden hun riggede til. I det store hele så var det ikke noget der var værd at gøre noget stort ud ad. Skete det... så måtte det jo ske! Men det var svært for hende at overbevise sig selv om hvor lidt betydning det egentlig havde og at det i den grad ikke var farligt på nogen måde.

"Kom, læg dig til rette nu... du har brug for hvile..." Bad hun kærligt og håbede et sted at hun lød overbevisende nok. hun var ikke bange for ham eller for at hvile i hans favn, men der var bare ét eller andet som vækkede nogle bestemte sanser i det underbevidste og hun kunne ikke finde ud af hvordan hun skulle håndtere dem.

Med fuldt overlæg knappede hun sin nederdel op bagpå og lod den falde til gulvet. Blusen havde slis i begge sider og gik hende kun til midt på låret, men nøgen var hun bestemt ikke. Et bar lyse, posendebomulds bukser dækkede hende til lige over knæet hvor de var snøret til og spændt ind ved at binde en sløjfe med snorene. Uden at gøre sig alt for bemærket af situationen satte hun sig blot op ved siden af ham og trak tæppet til sig, som for at dække dem begge til.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels øjne gled i for et ganske kort øjeblik, vel nok mere fordi at han havde brug for at samle sig om tingene som ellers påvirkede ham i denne forstand. Han var slet ikke vant til at gøre sig de tanker, og specielt ikke efter at han jo i princippet var blevet gjort til en enkemand for frygtelig mange år siden, og selv han måtte jo se at komme videre. Det føles bare som.. så dejlig nemt, efter at han havde mødt Yuuki igen. Han havde vel virkelig været blind? Og det var uden tvivl først for alvor gået op for ham nu hvor han lå der i sine egne tanker, som Yuuki nu også havde valgt at efterlade ham i.

Øjnene tvang Nathaniel op endnu en gang, da han så hun kom tilbage med det hele igen. Sandt at sige, at han havde brug for hvile, men han ville jo faktisk gerne have at hun lige så var omkring ham. Selv var han ej bange for hende. Aldrig havde han haft en grund til det. Uanset hvad historierne og rygterne måtte sige om hende, så havde hun jo altid været ham en kvinde, som han vidste at han kunne stole på. Hun havde jo aldrig gjort nogen skade på andre, eller havde været oplagt ond ved andre, og det vidste han jo godt. "Jeg ville værdsætte, om du ville lægge dig ved min side," sagde han blot. Selv var det ikke fordi at der lå noget som helst skjult i hans ord, men nok mere ønsket om et selskab. Han brød sig ikke om at være alene, og han var en mand som havde brug for selskab. Han kunne ikke slappe af, når han faktisk gik rundt alene
At hun nærmest begyndte at klæde sig af foran ham, fik ham kun til nærmest at stirre på hende. Ja, selv ham påvirkede det jo. Hans blik gled ned af sin egen krop.. Mest af alt, for at fokusere på noget andet.

[Deleted]

Som hun sad der ved hans side, tog hun en dyb vejtrækning. Det kunne godt mærkes hvordan alle cellerne i hendes krop stadig skreg efter mere... meget mere. At hun stædigt valgte at ignorere det, ville bare presse hende helt derud hvor det ville gå hen og blive ulideligt. Det var intet vant ved denne bivirkning, men det ville ikke være nogen overraskelse for dem som kendte til racen.
Tankerne blev ved; hun havde lysten til at give sig hen og stille sig selv den tilfredsstillelse, ved at røre ved ham.. mærke ham helt tæt på og drukne helt i duften af ham.
"Jeg går ingen steder.." Svarede hun lettere hæst. Alle de tanker, sammen med nervøsiteten gjorde hende helt tør i munden. Svært forsigtigt drejede hun sig for at sidde med fronten til ham, mens hun lettere skælvende strøg håret tilbage over med sin hånd. Hun prøvede med al magt at fremstå helt seriøs og fokuseret inden hun tilføjede mere til sin sætning. "Jeg ønsker at blive her.. Her ved din side, det er alt hvad jeg har gået og drømt om. Der findes ikke noget som helst andet sted i denne verden... hvor jeg gerne vil være... Her, ved din side... uanset hvor, uanset hvordan... uanset hvorfor.." Det var svært for hende at organisere sine tanker, men hun havde nu lagt mærke til hans bekymring om hvor vidt at hun ville søge væk eller ej og om hvor vidt hun ville være der for ham, men har var ikke den eneste der sad med den slags tanker. Hun rakte ud efter ham stadig lettere rystende og fik fat i hans ærme ved han overarm. Blikket hun sendte ham var bedende. "Hold om mig.." Bad hun stille.

[Nathaniel Diamaqima]

Uanset hvilke tanker Yuuki gjorde sig, så ville Nathaniel ikke blande sig. Om det var noget som hun ønskede at han skulle tage del i, gik han skam også ud fra, at det var noget som hun ville dele med ham af sin frie vilje, fremfor at han nærmest skulle opfordre hende til at fortælle ham om det. Han blev liggende, nu hvor han var godt lagt til i sengen. En menneskekender kunne man skam godt kalde ham, og derfor kunne han nærmest gætte sig til hvilke tanker hun gjorde sig, selvom det dog ej var ord som han lod forlade hans egen strube. Han ville nødigt ende med at gøre det ubehageligt eller ubekvemt for hende, for han ønskede virkelig, at hun skulle lægge sig ved siden af ham, så han kunne.. passe på hende vel? Det var vel egentlig den eneste bagtanke han selv havde?

Den lange stime af ord, gjorde dog kun Nathaniel ekstrem nysgerrig, og rev virkelig i hans opmærksomhed. Selvom han mest af alt havde lyst til at holde om hende og bare give sig hen til søvnen, så var det under ingen omstændigheder noget som ville komme på tale i denne situation, og det stod han da også gerne fast på, når det nu endelig var det. "Uanset hvad du gør dig af tanker og følelser, Yuuki, så frygt dem ikke. Det er blot vigtigt for mig, at du ved at jeg altid vil stå dig i ryggen," sagde han roligt, som hun tog fat om hans ærme og rev let i det. Han ville mere end glædeligt ligge der og holde om hende, hvis han kunne komme til det, også fordi at det var en tryghed i det hele for hans vedkommende, og det var også det som han ønskede at vise hende. Armen hævede han, kun for at gøre plads til hende. "Læg dig ved mig, min kære," bad han endeligt. Han ville virkelig, virkelig gerne ligge der og holde om hende.. mærke hende tæt ind mod sin egen krop.

[Deleted]

Der var intet skamfuldt ved hendes tanker overhovedet, men det troede hun alligevel fuldt ud på. Den længsel som han havde revet frem i hende, kunne hun på ingen måde håndtere. Der var intet af det som kunne relateres til noget hun før havde oplevet, men alligevel var det som om at hendes krop vidste på forhånd hvad det var. Hun følte sig i den grad ynkelig og hjælpeløs. Hun ville gøre alt for at skubbe det ud til siden, for ikke at sidde med sådan en forvirrende følelse.

Armen som han hævede tolkede hun som en direkte klar invitation og med de tilhørende ord, så var det slet ingen tvivl tilbage. En anelse usikkert, men alligevel målrettet, slap hun hans ærme igen og lagde sig helt tæt ind til ham. Hendes øvre arm søgte uden tøven hen over brystet på ham, så hun kunne trygge sig helt ind til ham. Under alle omstændigheder var det slet ikke hvad hun havde forventet. Igen faldt hun fuldkommen til ro og i løbet af kun ganske kort tid forsvandt alle spændinger som var det ikke andet end damp. Hun sukkede tungt, men lettet. Det var vel lige præcis dette hun havde brug for? Det at hun kunne høre og mærke hans hjertebanken, var enormt beroligende for hende. En blid og fast rytme, som rungede i hendes sind, stærkere end når hun bare sad tæt på ham. Hvilende så tæt med hovedet ved hans skulder kunne hun ikke dy sig og strakte derfor let sin hals for at for at lade næsetippen stryge let over den bløde og sarte hud. Hun gjorde på ingen måde antegn til at bide ham, for det havde hun på ingen måde i sinde, men duften af ham, var for hende stærkest ved området lige neden under hans øreflip. 

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en mand som havde brug for selskabet, for omsorgen og for at have folk omkring sig. Selvom rygterne måske sagde, at han var en ekstrem vis mand, nærmest umenneskelig, sådan som han var blevet fremstillet igennem de sidste rigtig mange år. For en gangs skyld, så kunne han glemme det lidt, og faktisk.. bare være sig selv, give udtryk for de menneskelige behov, som han ellers igennem så lang tid havde forsøgt at lægge til side. Det var svært nu.. virkelig svært. Selv nu hvor han varsomt havde hævet sin arm, også selvom den rystede en anelse, så lagde han den først ned igen, da hun havde lagt sig godt til rette ind mod hans favn.
Nathaniel frygtede ikke for Yuuki eller hvad hun var, for han vidste, at hun ønskede at passe på ham. Det var i hvert fald det eneste som hun faktisk havde givet udtryk for, og det var det som han stod fast på. Hun havde aldrig givet ham en grund til at betvivle det. Øjnene lukkede han ganske let, og med en tydelig sitren i kroppen, som hun nærmest gned sig op af ham. Han var bare for træt til at handle og reagere på det, men ikke desto mindre, så kunne han faktisk godt lide det. Han smilede let for sig selv, inden han tog omkring de gamle tæpper, og lagde dem godt over dem begge to. Nok mere for ham end for hende, for hun kunne jo trods alt heller ikke fryse. Det gøs ned over ryggen. "At jeg ikke har set det før.." Ordene var nok sagt for højt, da det jo i princippet bare havde været ham en tanke. Han havde brug for en.. brug for en som han kunne leve et liv med, uden altid at skulle vogte hvad han sagde og hvad han gjorde.. Det var måske på tide, at han for alvor kunne give slip på Liya?

[Deleted]

Den slags ubetinget loyalitet, var ikke noget som mange besad. Det var helt klart også en egenskab med visse negativer. Det meste af tiden mistolkede folk omkring hende det bare som ren og skær naivitet og blind tillid, men det var langt fra tilfældet. Hun var med sikkerhed i stand til at skubbe fra sig om nødvendigt, men det var yderst sjældent at det skete.

Hun smilede svagt for sig selv og glemte helt tid og sted, som hun lå her med lukkede øjne. Alle sanser slugte omgivelserne til sig, duften af ham, hans varme krop og måde musklerne spillede under huden på ham hver gang han bevægede sig. Det var i den grad livsbekræftende for hende og hun nød det fuldt ud.

Nathaniel var nok den eneste i hele hendes liv, som ikke havde behov for at have en grund til at holde fast i hende. Hun havde ingen grund til hvorfor at hun var så fredfyldt omkring ham; det var hun bare. For nogen findes der kun én, som de kan falde til ro ved og det var han bestemt for hende. Alle var vel lidt nervøse og påpaslige i starten? For hende var det en meget stor gåde, fordi hvorfor føltes det som om at hun havde prøvet det hele før? Kærtegn og da bestemt kysset som de delte, var da på ingen måde et fremmed fænomen for hende og så passioneret og kærlig havde Joshua slet ikke behandlet hende... langt fra. Mon det var noget hun kunne spørge Nathaniel til råds om, hvis det blev nødvendigt?

Hun lod kun svagt mærke til hans ord og kunne på ingen måde fange budskabet af det. "Hm?" Lød det meget svagt fra hende, som hun faldt dybere og dybere hen i søvnen. Hun ville gerne lytte til ham, høre hvad han havde at sige, men selv hun var helt slået omkuld i favnen på ham og det kunne mærkes på hendes vægt. Al den energi hun havde brugt til sidst for at håndtere sig selv og sine tanker, samtidig med at det var første gang at hun havde været så ophedet ved at drikke hans blod.



~ Timelaps, next morning ~

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var træt, hvilket der nu heller ikke just herskede nogen tvivl om. Der var sket skræmmende mange ting på en aften, og det var ikke fordi at han havde noget imod det. Han havde vel bare ikke helt været forberedt på, at det var på denne måde, at det hele skulle udfolde sig på. Han vendte blikket mod hende. At ligge der med hende.. at have noget at holde om, var uden tvivl bedre end at ligge der alene. Selv normalt faldt han jo faktisk i søvn over sit arbejde, istedet for alt det andet, for han ønskede jo faktisk ikke at leve livet alene. Og han var en ensom mand.. Han var virkelig en ensom mand, og han var bestemt ikke meget for at indrømme det. "Det her er virkelig rart.." Hans stemme bar præg af en sindsro, som han ikke havde følt igennem rigtig lang tid, og naturligvis var det noget som han uden tvivl godt kunne mærke. Hans blik gled kort i hendes retning, hvor han alligevel tillod sig at plante et let kys på siden af hendes mundvig. Smagen hang i hans læber, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig var igang med det hele, og det kunne han jo godt mærke.. Det satte en masse igang ved ham, som heller ikke havde været igang i mange år. Dog selv på trods af den træthed, var det noget som meget hurtigt, selv måtte overmande ham... Og han faktisk endte med at falde hen i søvnen.

I løbet af tiden, løsnede det lette greb sig bestemt ikke om Yuuki, som Nathaniel glædeligt lod hvile helt ind mod hans egen krop. Følelsen af ikke at være alene, og at der var nogen omkring ham, og nogen som selv ønskede ham det gode, når han nu havde været vant til den enlige tilværelse som en enkemand igennem så mange år. Han trak vejret dybt. Selv lignede det ikke ham at sove tungt, men for en gangs skyld, så følte han trygheden nok til at gøre lige så.. Igen på grund af Yuuki. For nu, var det hende, som havde en skræmmende påvirkning af ham.

[Deleted]

ikke ville forlade hans side... til hun lærte at verden var meget større og havde mange flere ting at byde på. Den gang havde hun ikke siddet med et ønske om tilknytning på samme måde som hun gjorde nu. Den livsglæde og naturlige ro hun dengang havde været i besiddelse af, var i den grad slået ned igen. Hun fremstod i hver falt ikke som den typiske lille naive og smilende pige hele tiden. Men kunne vel sige at hun var vokset fra det? Lært af sine erfaringer ved blandt andet at møde væsner med et særpræget mørke omkring dem.
Trods alt hvad hun havde lært sig af, så var det langt fra lige så slemt som det engang havde været. Hun var ikke præget af mange ting fra sit nye liv. Det meste af det havde hun i og for sig bare valgt at fortrænge, men det som nok ville tære hårdt på hende igen, ville være minderne om sin fortid. Allerede nu var det enormt farligt for hende at træde rundt i de mange rygter og historier omkring hendes tidligere liv. Nok var Alkymi meget stærkt, men ingen bobbel holdte for evigt. Ville hun i så fald være stærk nok til at holde hovedet koldt og ikke miste sig selv til det vanvid, det had og den hævngærige tørst? I grunden var det en periode af hendes liv, som hun aldrig havde accepteret og derfor påvirkede det hende også så voldsomt.

Hun åbnede sine øjne igen lige så stille, ingen hastige bevægelser. Hun blev mødt med et syn der kun fik smilet til at brede sig over hendes læber. Hans ansigtstræk, lige ud for hendes næsetip, som hun blidt strøg mod hans kind. Hun væddet let sine læber før hun lod dem kærtegne hans mundvige. Øjenene gled i igen, som hun faktisk bare nød det faktum af at hvile i en tryg favn for første gang i mange år.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki var på ingen måder den naive unge pige som hun havde været før. Hun drog ikke forhastede konklusioner, og vigtigst af alt, så havde hun taget det valg, at blive her ved ham, ligge i hans favn og bare.. være der, og det var uden tvivl noget af det bedste, som han vidste. Det havde givet ham en mærkværdig form for ro, og det var afslappende og ikke mindst tiltrængt, og det erkendte han uden tvivl gerne. Selv nu hvor han måtte ligge i den søde søvn, så kunne han slappe af, han følte sig.. komplet på en anden måde, og det var det som gjorde, at han for en gangs skyld faktisk også fik en ordentlig søvn, hvilket uden tvivl havde været tiltrængt over frygtelig, frygtelig lang tid nu.
Kysset som tilfaldt hans mundvig og strøgene over hans kind, fik ham til at trække kort på smilebåndet, selvom smilet dog hastigt gled til ingenting igen. Han rykkede sig en anelse, som om at det havde været den mest behagelige måde at vågne op på. Øjnene missede han let med, idet han endelig tvang dem op. Synet af Yuuki ved hans side, gjorde det kun bedre. Han havde jo lovet Demian at holde hende tryg og sikker.. og det gjorde han vel også? Nok bare ikke lige på den måde, som knægten havde givet udtryk for ønsket, men det var der vel intet galt med? Han smilede let, inden han strækkede sig, for at vågne ordentligt. "At vågne side om side med en kvinde. Jeg har i sandhed glemt hvordan det føles," endte han med en dæmpet stemme mod hendes øre. Han trykkede hende roligt ind mod sig, inden han selv plantede et let kys mod hendes pande. "Hvordan har du sovet, min kære?" spurgte han med en rolig stemme, idet hans blik igen gled mod hendes skikkelse. Et sted.. følte han sig heldig. Han var tydeligvis ikke ligegyldig for alle.

[Deleted]

"Jeg vidste slet ikke at det kunne føles så godt... Jeg har ikke prøvet det før, det her." Svarede hun en smule undrende. Yuuki havde kun ved lejlighed puttet Demian og hjulpet ham på vej til søvnen, når han havde haft de dårlige dage. Hun havde ikke haft en mand at vågne op med på samme måde som nu. De minder var for længst gået i glemmebogen og der blev de vel forhåbentlig liggende?

"For første gang i mange år er jeg gået igennem en søvn uden at være jagtet af det samme mareridt." Svarede hun ærligt. Hun havde ofte forfærdelige drømme om konstant at blive jagtet og slået ihjel. En skikkelse som hun aldrig kunne sætte ansigt på hærgede hendes underbevidsthed, men for første gang var hun ikke blevet hjemsøgt.

Hun lod sig trygge ind mod ham, som ønskede hun næppe at give slip på ham, for hvad nu hvis det mareridt så kom farende tilbage?

Kysset mod hendes pande, det dybe suk der forlod hendes strube og en fast knyttet lille næve der holdt fast i hans klæder omme på ryggen, jo, hun var skam vågen. Bare det at hun kunne mærke hvordan deres kroppe lå fuldkommen op og ned ad hinanden, bryst mod bryst, lår mod lår. Alt ved denne situation stod som et klart bevis på at der ingen fare var for at hun skulle falde tilbage i søvnen. Hun strakte sig let og forsigtigt uden at give slip på ham. ".. Jeg kunne godt vænne mig til det her." Kommenterede hun ærligt. Hævede blikket til hans og strakte let sin hals for at nappe ham let i underlæben. Drilsk smilede hun til ham for et kort øjeblik inden hun bevægede sig ned over kæben på ham for at nå til hans hals, med blide strøg og lette kys.

[Nathaniel Diamaqima]

"Det er for mange år siden, jeg har gjort det her.." svarede Nathaniel roligt. Han havde jo ikke gjort det siden.. ja, han kunne faktisk ikke huske det. Han selv have været præget af mange ubehagelige situationer, hvad angik dette, og specielt når det kom til det at dele noget så intimt som de havde gjort. Kys.. at sove i samme seng, og faktisk det at sove godt, var nok mere end hvad han lige havde regnet med på denne her måde, men det var virkelig ikke noget som gjorde ham noget. Han havde ganske vidst lagt sine børn til hvile dengang de havde været små, som han havde delt seng og favn med Liya, men nu hvor hun havde været død og borte igennem så mange år, så var det som om at.. det var på tide, at komme videre. Han kunne ikke fortsætte med at hænge fast i de gamle tider.
"Mareridt er ikke nødvendigvis en skidt ting.. Jeg er dog glad for at jeg har givet dig den nødvendige hvile igennem den tiltrængte søvn," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hende. Mareridt havde han selv været præget af i mange år, men i denne nat havde han intet mærket. Og det havde uden tvivl været utrolig rart, og det erkendte han også glædeligt. "Du virker også mere smilende.. Det er noget som jeg især godt kan lide at stå op til." Under normale omstændigheder, var Nathaniel typen som faktisk bare.. rejste sig og gik igang med arbejdet, men lige nu ville han bare gerne ligge der sammen med hende.

Som hun gav sig til at arbejde med læberne, satte det en voldsom sitren i hans krop. Selv frygtede han ikke for at Yuuki ville gøre ham noget, for den mulighed havde hun allerede nu haft så mange gange tidligere. Hans hjerte begyndte at hamre mere og mere mod hans bryst. "Det.. samme kunne jeg.." Hans ord var mere kontrolleret end tidligere, og specielt da hun nåede hans hals.. Han blotlagde den. Gjorde sig faktisk svag for en vampyr, hvis hun faktisk havde i sinde at bide.

[Deleted]

"Jeg har også virkelig trængt til det, men jeg har aldrig kunne sove ret længe ad gangen... ikke når drømmen om at blive konstant jagtet og slået ihjel blive ved med at dukke op." Modsagde hun ham. Der var intet godt ved en drøm der hele tiden ledte til hendes dages ende, gentagende.

Hun smilede bredt til hans ord, hun kunne kun bekræfte sin glæde, for hans kommentar kunne ikke være faldet mere rigtig. Hun var bestemt glad i nuet, hvis ikke ligefrem på grænsen til det man ville kalde for ren lykke. En ganske naturlig ting som mange ville bruge flere år på at søge efter, selv hvis de aldrig fandt frem til den før de døde. Glæde og lykke var kostbart for mange og derfor også den mest eftertragtede følelse at besidde.

Som hun nærmede sig hans hals fortsatte hun blot ned mod hans skulder, hvor et sidste kys blev plantet, mens hånden mod hans ryg gav slip på stoffet og gled ned langs rygraden på ham, for at lægge sig mod hans hofte. Roligt hævede hun blikket igen, halvejs døsigt. Hans læber søgte hun endnu en gang, som for at smage på dem igen, ligesom hun havde fået lov til aftenen før. Det skete igen på en prøvende måde, som søgte hun hans accept uden at gå for vidt. Hun kunne bare ikke dy sig. Hun havde lyst til at skænke ham disse kærtegn, lyst til at omfavne ham og give sig hen til hans kærtegn. Hendes sanser nærmest skreg efter det igen og det blussede sig i den grad op hurtigere end hun havde regnet med. Det var svært ikke at falde i med begge ben... hun kunne jo lide ham langt mere end hvad hun gav udtryk for verbalt.

[Nathaniel Diamaqima]

"Dine tanker bliver bearbejdet i nattens hvile, min kære. Selvom du ikke er helt bevidst om din fortid, så vil du stadig have minderne. Jeg vil tro, at det er derfor at dette mareridt plager dig," sagde han roligt. Det var ikke en skidt ting at drømme, men derimod en god en. Hellere det end slet ikke at drømme i det hele taget.
At Yuuki arbejdede sig nedover hans krop, sagde han ikke noget til. Selv for ham var det en bekræftelse, og for en mand i hans alder, så var det faktisk vigtigt. Selvom det måske ikke var noget som man kunne se udefra, så havde selv han brug for bekræftelsen som måtte ligge i det, og det lagde han så sandelig heller ikke ligefrem skjul på, når det nu endelig skulle komme til stykket. Som hun slap hans tøj, vendte han roligt blikket mod hende, idet at deres læber måtte mødes igen. Øjnene gled i, hvor han glædeligt gengældte det. Det kunne måske godt være, at dette var noget som forekom så hastigt, men.. Det føles bare rigtigt i denne stund, og det var vel også det som var det vigtigste, var det ikke? Han brummede let for sig selv, inden han selv hævede hånden og kort strøg hende over kinden..

Det var også ørst der, at han valgte at bryde kysset. Hans øjne gled op endnu en gang. Han sendte hende et smil. Dette var noget som han uden tvivl godt kunne vænne sig til at vågne op til om morgenen, og det erkendte han uden tvivl også gerne. Han strøg roligt hånden mod hendes kind, og uden at smilet falmede fra hans læber. Hun var uden tvivl en speciel og værdifuld kvinde - selv i hans øjne. "Og det dér, kan jeg virkelig godt blive for vant til," endte han roligt. Han endte med varsomt at lade den ene arm glide omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt på sig. Igen lod han læberne møde hendes, langt fra så forsigtigt som hun havde gjort det. Hun havde hans fuld tilladelse til at skænke ham disse kærtegn.. som han også ønskede at skænke dem til hende.