Et møde med fortiden.

[Deleted]

Hun sendte ham et kært smil. Så det kunne altså godt lade sig gøre at finde nye glimt af håb, selv efter så mange år. Det gjorde hende tryg at være her. Hun kunne ikke komme i tanken om noget andet sted hvor hun havde følt sig så sikker, som hun gjorde nu. Jovist, hun var den stærkeste af dem begge lige nu og tøve ville hun heller ikke, hvis der kom en dag hvor hun var nød til, at gøre brug af sine kræfter for at beskytte både Nathaniel og Demian.

"Ensomheden er en grusom ting, jeg kan ikke selv sige at jeg har været foruden selskab. Demian har altid været der for mig, men han er ikke en som kan give mig den tryghed og nærhed, som et hvert levende væsen har brug for.." Svarede hun. Betragtede hans skikkelse i bevægelse da han valgte at søge mod væggen for at komme tættere på varmen. "Fryser du?" Indskød hun pludseligt med en bekymret tone. Uden at tænke før hun gjorde noget rykkede hun tættere på for at måle hans puls ved halsen med to fingre. Hun havde aldrig før næret sig på et levende individ, så han kunne lige understå sig i at få det dårligt!

Hun bed sig svagt i læben og så ham i øjnene da hans stillede hende sit spørgsmål. "Til tider plager den mig, selvom jeg ikke sidder tilbage med nogen følelser der nager mig fra alt hvad der er hændt, så kan jeg stadig ikke undgå følelsen af skam. Et eller andet sted kan jeg ikke løbe fra det og det er en realitet som jeg møder hver gang jeg træder udenfor min dør. Folk der snakker i krogende og dømmer ud fra hvad de har hørt..." Sukkede hun lettere bedrøvet og trak derefter hænderne til sig for at rejse sig op. Uden egentlig at forklare hvad hun ville gav hun sig bare til at lede ihærdigt omkring. Hendes skikkelse i bevægelse var altid elegant og yndefuld. Styrken, som hun besad var mere end rigeligt til at bære hende omkring som en fjer. Efter at have søgt omkring sig inde hvor de var, trak hun længere over i den anden ende i håb om at finde det der burde være hans sovekammer. Han sov da vel næppe på gulvet i stuen? Uden hverken et skind eller tæppe til de kolde dage?

[Nathaniel Diamaqima]

Selvom Yuuki i øjeblikket forekom som den stærkeste af de to, så var Nathaniel fuldkommen afslappet med at være omkring hende. Selv nu hvor han et sted havde en formaning om at hun var klar over hvordan forholdet egentlig var mellem hende og Demian, så tog han det ikke særlig højtideligt. Selv stod han fast på, at hun fortjente sandheden, men naturligvis kun i den mængde, hvor hun kunne håndtere det, og det var det som han gerne ville have i længden. "Jeg formoder du allerede er kendt med Demians betydning for dig og dit væsen, Yuuki. Han er måske ikke den som kan skænke dig den tryghed som et hvert andet væsen har brug for, men han giver dig hvad han kan," sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvom han havde rykket sig nærmere pejsen, så var det kun fordi at han havde brug for en væg at sidde op af. Han rystede let på hovedet. "Overhovedet ikke," sagde han med en rolig, dog sandfærdig mine.
Nathaniel nåede ikke rigtigt at reagere, før Yuuki havde valgt at trække sig for at rejse sig op istedet for. Blikket gled i hendes retning, for han magtede ikke rigtigt at rejse sig op. Det var han faktisk bange for at han ikke var i stand til lige nu. Han blinkede kort med øjnene. "Folk vil altid snakke i krogene og dømme på ting som de ej har kendskab om. Folk kender måske mere til din historie end hvad du i øjeblikket selv gør, men gør det virkelig nogen forskel? Selv jeg har gjort ting i mit liv, som jeg ikke kan være stolt af.. Værre end ting som folk nok nogensinde ville tro om mig.. Det er nok ganske naturligt at folk dømmer på tingting, som de ikke har nogen anelse om," endte han med en mere sandfærdig mine. Hvad hun egentlig søgte efter, skulle han ikke kunne sige, for hun virkede skræmmende rastløs.. Og valgte hun at smutte nu, ville han ikke kunne søge efter.. Et sted var det ham en skræmmende tanke.

[Deleted]

"Jeg har vidst det længe, men han elsker at gemme på sin hemmeligheder overfor mig." Endte hun inden hun rejste sig op. Hans ord fulgte hende uanset hvor hun befandt sig henne, ikke ét eneste ord mistede hun mens hun var i færd med at søge. Han havde vel ret i det han sagde. Hun vidste ikke selv særlig meget om ham og hans fortid, men ville det også få en betydning for hvem han egentlig var, hvis hun en dag fandt ud af hvad det indebar? Som hun stod i døråbningen til hans sovekammer lagde hun en hånd over brystet for at mærke efter; Nej, hun var slet ikke nervøs for hvad han gik og gemte på. Hvis han kunne acceptere hende for hvem hun var så var der heller ingen grund til at uden ham nogen tvivl heller. Blikket faldt mod sengen og tæpperne som hun tog med sig tilbage ind i stuen. Da han kom til syne igen sendte hun ham blot et smil. Med en lettere trykket mine, følte hun næsten for at undskylde sig overfor ham... for at lade en ukendt fortid plage hende. "Jeg beklager.." Hvad kunne hun ellers sige? Han havde jo i den grad ret. Folk kunne snakke om alt de ville, men hvorfor lod hun det gå sig på?

Med tæpperne hvilende i sin favn satte hun sig igen på sine knæ, en arms længde fra ham. "Du har ret... jeg ved har bare svært ved at ikke at overhøre det.." Selvom at hun var bevidst om mange ting, så følte hun sig stadig meget forvirret når alt kom til alt. Der var ingen samling på noget som helst, det var intet andet end bundløse rygter som fløj omkring hende og hun alt hun bare gerne ville, var at vide hvad hun kunne forvente at stå ansigt til ansigt med når det kom så vidt.

Kold som hun var, havde hun egentlig ikke brug for tæpperne, men derfor var hun stadig i stand til at blive varm som alle andre når hun pakkede sig ind.

[Nathaniel Diamaqima]

"Det anede mig nok," sagde Nathaniel med en rolig stemme. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Lige hvad angik hans eget liv, havde han været meget lukket omkring hans fortid, og det havde der været ekstremt mange gode grunde til. Han selv blev liggende op af væggen, ganske enkelt fordi at han ikke rigtigt magtede at skulle flytte sig ind på soveværelset. Selv var det faktisk heller ikke det sted som han måtte erkende, at han brugte mest tid på - af temmelig åbenlyse grunde, for han brød sig faktisk ikke om at være alene, selvom det ikke var noget som særlig mange vidste om ham. De mørke øjne gled i retningen af hendes skikkelse igen. "Beklager? For hvad, Yuuki?" spurgte han direkte, som hans blik hvilede på hendes skikkelse, selv da hun kom ud med favnen fuld af tæpper. Ikke at det ville gøre ham noget. Han måtte jo faktisk erkende, at han følte sig godt træt.
Nathaniel sendte hende et smil. Han forstod godt at rygterne frustrerede hende, for det frustrerede ham lige så, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre alverdens ved det af den grund. "Det er heller ikke nemt, og det ved jeg godt." Med disse ord, så rakte han ud mod hendes hånd endnu en gang. Han sendte hende et betryggende smil. Selv måtte han jo erkende, at han ikke brød sig om, at hun gjorde sig de tanker. Selv måtte man jo bare indse, at rygter var rygter, og så vise at man var bedre end det.
"Læg dig ved mig," bad han med en rolig stemme, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes ellers så smukke skikkelse.

[Deleted]

Når hun kun var delvist bevidst om sin fortid, så kunne det ikke undgås at hun sad tilbage, med en fornemmelse af ubehag. For nu var alting egentlig fint nok, det var ikke de største problemer hun kunne løbe ind i og hendes usikkerhed kom i grunden bare af den underbevidste fornemmelse af at hun igen ville blive efterladt. Uanset hvor mange gange hendes hukommelse ville blive stødt hen i mørket, så var det nok den ene ting der måtte hænge ved. Frygten for at være alene... hvad kunne hun gøre ved den, udover selv at blive så stærk så hun ikke bare kunne kostes rundt med. At ændre på sin egen skæbne ville kræve en enorm styrke fra hendes side af. For en gangs skyld ville hun også gerne sidde med magten til at beskytte hvad hun havde kært.

Siddende på sine knæ foran ham, med tæpperne i sin favn betragtede hun ham blot. Det trætte blik og den vage tilstand der hærgede ham i nuet morede hende slet ikke. Hun tog fat om hans hånd som han rakte ud efter hende med og trykkede den, som bekræftede hun sin tilstedeværelse. "Lad mig lægge tæpperne ud for dig først." Bad hun roligt. Hun havde slet ikke tænkt tanken på noget tidspunkt; om at stikke af fra ham og hvorfor skulle hun også det? Hun havde fundet ham igen efter så mange år, ej om hun frivilligt ville lade ham i stikken igen. Denne gang skulle hun ingen steder. Mest af alt fordi han betød så meget for hende, men også fordi havde følt sig så hel, som hun også gjorde nu. Hans eksistens alene fuldendte hende på flere måder end hun gav udtryk for. Det var vel også et naturligt moder instinkt hos hende, at skulle værne om sine nærmeste og sørge for at de havde det godt. Alene var han i hvert fald ikke længere, ikke så længe hun havde noget at skulle have sagt.

[Nathaniel Diamaqima]

Alle havde de noget som de ikke var stolte af. Selv Nathaniel var fuldt ud kendt med hvad han havde gjort, og det var bestemt ikke det hele han var stolt af, og han var skam også mand nok til at indrømme det. Han havde tortureret, testet.. slået ihjel for sin egen viden, og det der var værre. Og det var selv ikke en historie, som han ønskede at særlig mange skulle vide, for det var noget som kunne bruges mod ham, hvilket han ikke brød sig om på nogen måde. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Hemmeligheder var vel bare en del af det menneskelige liv, som man ikke rigtigt kunne gøre det største ved i den anden ende. Hans blik gled dog ikke bort. Den omsorg som hun udviste for ham nu havde han ikke oplevet på sin egen krop igennem utrolig mange år. Og han måtte erkende, at det uden tvivl var noget som faktisk betød ekstremt meget for ham, og det skjulte han heller ikke.
"Det gør du bare," afsluttede Nathaniel med en rolig stemme, inden han selv satte sig mere op af væggen, så det var til at lægge tæppet om ham. Selvom det ikke var fordi at han frøs, så ville end ikke han, se bort fra, at han selv kunne lide den omsorg, som hun udsatte ham for. Som hun havde taget omkring hans hånd og trykkede om den, sendte han hende blot et stille smil. Han kunne nemlig heller ikke lade være. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. Sengen ville uden tvivl blive bedre at ligge i, end her, men han kunne jo heller ikke rigtigt gøre alverdens ved det i denne stund. "For et kort øjeblik, frygtede jeg, at du ville søge ud," sagde han ærligt. Lige hvad angik Yuuki, så han ikke nogen grund til at skulle lyve. Han vidste, at han kunne stole på hende.

[Deleted]

Hun slap hans hånd lige så roligt, kun for at rejse sig igen og rette det tykkeste tæppe ud på gulvet foran pejsen og lod det andet ligge ved siden af. Kappen tog hun fat i og foldede den sammen som en støtte til hans hoved. Igen trådte hun over til ham og knælede ved hans side. "Kom og læg dig ned." Befalede hun ham med en mild tone og lod sine arme søge omkring ham for at hjælpe ham på benene. Om han end ville det eller ej, så skulle hun med lethed få ham på benene. Det var også en ting hun aldrig ville vænne sig til i det store hele. Det at hun var i stand til at flytte på objekter der var langt over 10 gange hendes egen vægt, var noget som hun sjældent gjorde brug af, med mindre det var nødvendigt. "Bare rolig jeg har dig." Om han ville støtte sig op af hende, så skulle han nok også bemærke hvor stabil hun var. Aligevel så spinkel og tilmed et hovede lavere end ham, så var det næsten skræmmende. At en kvinde med så skrøbeligt et udseende som hende, ejede så mange kræfter kom selv bag på Demian ind i mellem. Hun var jo fuldblods og tilmed også langt stærkere end Demian rent faktisk var.

Med rolige skridt fulgte hun ham over på tæppet og ville først slippe ham når han var kommet ned og sidde igen. Hun var langt fra blind og kunne da tydeligt mærke på ham at dette havde været en hård aften for ham. Alkymi og drænet for overskud af energi, så var det ikke underligt at han måtte have brug for hvilen. "Jeg er ikke typen der stikker af så let." Smilede hun let for sig selv. "Man stikker kun af når man ikke bryder sig om at være hvor man er." Tilføjede hun seriøst. Om han så kunne lide det eller ej, så skulle hun ikke være den første til at vende ham ryggen. Loyalitet og respekt var alt for hende. Man måtte stå ind for de valg man nu engang tog og så følge dem til vejs ende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne ikke lade være med at smile til hende. Dog selv træt, men det var ikke noget som han kunne gøre noget med. Alkymi, blodtab, fordi at han havde skænket hende det, og det var bestemt heller ikke noget som han fortrød på nogen måde. Når det nu endelig var sagt, så havde han ikke noget imod at hun redte op til ham. Han kunne virkelig godt lide, når nogen gjorde den slags for ham, og derved understregede at det havde betydning. Han lod hende tage fat om ham og tvang ham op på benene. Han var skælven. "Du er godt klar over, hvor forkert det her er... ikke?" Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hendes skikkelse, da hun fik ham lagt til på tæpper og det hele foran pejsen, hvilket også var noget som passede ham fint. Alderen trykkede måske, men han var træt.. Ikke fordi at han ikke havde mange år endnu, for det gik han da så sandelig ud fra, at han havde.
Nathaniel lagde sig ned igen og vendte blikket ned i retningen af hendes skikkelse, som hun nærmest pakkede ham godt ind. Det fik ham til at smile. Han kunne virkelig, virkelig godt lide det. "Jeg frygtede det for et ganske kort øjeblik," sagde han blot. Sådan som hun havde rejst sig og rastløst havde valgt at kigge frem og tilbage, hvilket han ikke rigtigt kunne lide. Han trak vejret dybt, inden han lagde sig til rette ved siden af hendes skikkelse. "Du er komfortabel omkring mig, Yuuki?" spurgte han med en rolig, dog direkte stemme, for selv han var præget af den form for nysgerrighed. Når alt endelig måtte komme til alt, var det vigtigt for ham at understrege den vigtighed ved at hun havde det godt og var komfortabel omkring ham, og det understregede han gerne for hende, og specielt når hun var så god ved ham. Det var uden tvivl noget, som han havde savnet.

[Deleted]

Hun kunne kun le ganske let til hans udtalelse. Det nok mere komisk i hendes verden at det var hende der stod med den fysiske magt. Og den var det også helt i top når det ikke var dage siden at hun havde indtaget føde. I bund og grund så var hun langt mere frisk og energisk, på trods af at hun sjældent sov nætterne væk. Mange gange måtte hun slå timerne ihjæl ved at læse i bøger.

"Frygten er det modsatte af tillid. Det vel ikke fordi du ikke stoler på mig?" Den meget milde men seriøse lille anklagelse der lå i hendes tone, var ikke for at stille ham i et dårligt lys. Han skulle bare være klar over hvor det bar hen ad når han kom med den slags udtalelser. Smilet bredte sig dog hurtigt på hendes læber, som hun lænede sig ned over ham for at skænke ham et blidt kys i panden, hvorefter at hun svarede ham på hans spørgende konstatering. "Mere end hvad godt er... langt mere komfortabel end hvad godt er, Nathaniel." Roligt rankede hun op i sig selv, siddende ved hans side og samlede i en let bevægelse alt sit hår frem over den ene skulder, så det faldt ned over brystet på hende og fulgte hendes kurver. Med en snild bevægelse lagde hun sig ned over brystet på ham så hun kunne se ham i øjnene. "Du skal virkelig arbejde for sagen hvis du vil indhente mig i styrke." Drillede hun sagte og sendte ham et lettere kækt smil. Med den ene hånd lod hun bare fingrene spille ganske let med stoffet der skjulte den bare hud over brysetet på ham. Hun nød hvert eneste øjeblik, helt og igennem elskede hun det at være så tæt på ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var bestemt ikke fordi at Nathaniel ikke stolede på Yuuki, for det gjorde han. Det var bare aldrig til at vide, hvordan en kvinde som hende, ville reagere, og specielt ikke nu hvor han selv stod i den situation, at han intet kunne gøre. Det var i hvert fald ikke mange ting, kunne man jo så sige. Hans blik gled mod hendes skikkelse. "I mange henseender, er frygt det modsatte af tillid, men det kan derimod også være et tegn på bekymring. Jeg vil gå ud af mig selv af bekymring, om du søgte ud, nu hvor jeg selv befinder mig i en stand, hvor jeg intet kan gøre for at sikre mig, at det netop ikke vil gå til," svarede han sigende, da hans blik endnu en gang gled i hendes retning. Javist var det noget som faktisk bekymrede ham, men når det nu endelig skulle komme til stykket, var det vigtigt for ham, at gøre det klart for hende, at det bestemt ikke var fordi at han ikke stolede på hende, for det gjorde han så sandelig.
Nathaniel blev liggende foran hende, hvor hans blik hvilede på hendes smukke skikkelse. At hun strøg ham over brystet, var noget som faktisk fik ham til at slappe af. Det var rart, at der faktisk var nogen som ønskede at tildele ham det, og faktisk ønske at give ham det. "Det er jeg glad for," sagde han ærligt, idet han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han hævede den ene hånd, for at tage omkring hendes, som han let trykkede omkring med et stille smil på læben. Han var vel.. blevet glad for hende? "Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, at det er en af de få kampe, som jeg er nødt til at opgive på forhånd, min kære. Der vil jeg aldrig kunne slå dig," pointerede han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Menneskeligt, ville han da aldrig nogensinde kunne overgå en vampyr i styrke.

[Deleted]

Et eller andet sted syntes hun faktisk at han var voldsomt bekymret for at hun skulle søge ud, men hvad skulle hun søge efter. "Mange gange er der ganske få ting som slet ingen mening giver. Er der en bestemt grund til at du ikke ønsker at jeg skal søge ud?" Spurgte hun meget interesseret. Hvad kunne der være så farligt ved at hun forlod huset? "Er der noget du ikke har fortalt mig?" Egentlig kunne hun vel sige sig selv at hun ikke havde fået hele sandehen endnu, men i stedet for at fare op i en spids ville hun hellere høre det fra ham af.

Det stod allerede klart for hende at der var én mand som hun skulle undgå; Kimeya. Dog vidste hun slet ikke hvordan den mand overhovedet så ud. Det korte møde hun havde haft med ham for tusind år siden havde hun fuldkommen glemt alt om. Hun havde ingen grund til at søge ud og hvis det var noget som Nathaniel heller ikke ønskede, jamen så var de da om ikke andet på samme spor?

Blikket lod hun falde til hans hånd, som tog fat om hendes. Han var lige der... lige ved siden af hende. En tanke som hun slet ikke havde turde drømme om før i tiden. Hun havde i meget lang tid slet ikke forstillet sig at hun skulle sidde her med ham, som hun gjorde nu. Hun havde rent faktisk mest af alt lyst til at... hun bremsede sin tankegang da hun udmærket godt vidste at det var et naturligt instinkt der sad og prikkede til hende. Den ekstase som de tidligere havde delt kom pludseligt tilbage til hende og mindede hende om alle de stærke indtryk. Duften af ham som hun også nød ved at hvile op af ham i nuet. Pulsen, varmen og ikke mindst lysten til at blive mærket af hans kærtegn.

"... Jah... det tænker jeg... " Hun var fuldstændig fjern. Tabt i de indre billeder der fløj gennem hendes hoved. Nærmest som hvilede hun i en trance. Ikke at hun overhovedet kunne skjule det. Det var nok noget at det mest åbenlyse ved hende, det stod nærmest skrevet i panden på hende at hun var fanget af nogle helt forkerte tanker.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel blev liggende og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Han var uden tvivl bekymret for hende, og specielt fordi at han vidste hvordan hun førhen havde reageret, når hun blev nysgerrig, urolig, eller når hun vidste, at nogen løj for hende. Han sukkede tungt. Det var jo ikke fordi at han ikke ønskede at hun skulle søge ud. Det var vel mere det faktum, at han i øjeblikket ikke var i stand til at passe på hende og beskytte hende. "Jeg kunne remse mange grunde op til at jeg ikke ønsker at du skal søge ud, Yuuki," begyndte han roligt, idet han endnu en gang trykkede omkring hendes hånd. Hans blik gled mod hendes smukke skikkelse. Han kunne virkelig godt lide det. Ingen tvivl om det. "Burde der være nogen hemmeligheder for dig? Jeg har mange ting som jeg ej har fortalt dig, men hvad du ved, er relevant for din overlevelse," endte han med en ganske sigende mine, da han igen lagde hovedet ned mod kappe, puder og tæpperne igen, som lå under ham.
Kimeya var ikke just en mand som Nathaniel tænkte over i denne stund, som det heller ikke var Demian, men derimod Yuuki.. Det var kun hende som han havde i hovedet lige nu. Han hævede hånden forsigtigt og lod hånden stryge let mod hendes kind. Han nød at hun rørte ved ham, som han nød at røre ved hende, og det skjulte han så sandelig heller ikke. Uanset hvad hun gjorde sig af tanker, så var det ukendte for ham, og det var egentlig noget som også passede ham ganske fint.

Yuuki blev fjern.. Det var noget af det som Nathaniel temmelig hurtigt måtte lægge mærke til. Han rynkede let i panden og lod hovedet søge en anelse på sned. Han trykkede let omkring hendes hånd. "Der går mange tanker igennem dit hoved og sind, min kære.. Del det med mig," bad han med en rolig stemme. Selv han var jo trods alt præget af en nysgerrighed, som enhver anden var præget af. De mørke øjne forlod dog ej hendes skikkelse. Han sendte hende et betryggende smil.

[Deleted]

Han gjorde det igen. Viftede hendes tvivl af vejen med det samme at den kom kravlende. At have tillid til een anden person gav dem virkelig en stor magt og indflydelse på hvordan man opfattede deres ord. Rationel havde Yuuki aldrig været, men hun var da ved at lære det. Dog hvis hun først lagde sin tillid og tro på et andet individ, så var det også svært at vifte hende af og støde hende fra sig.

Det at hun ikke kunne styre sine tanker kom helt bag på hende. Hvorfor skulle hun også sidde og tænke på den slags ting, som noget af det første? Han var jo ikke et bytte hun bare kunne fortære.. i almindelig menneskelig betydning. Det gibbede først i hende da han påpegede hendes lille kontrovers med sig selv og det fik hende til at sætte sig op ret hurtigt. Ikke fordi hun skammede sig, men hun var i den grad flov over sin egen opførsel. "Det ingenting..." Svarede hun ham hastigt og dækkede sine kinder til med begge hænder. Hun kunne ikke mærke varmen og der var sikkert heller ikke noget at se, men hun svor på at hun rødmede, som et lille barn taget på fersk gerning med hænderne i kagedåsen. Spørgsmålet var bare om han var klar over hvilke tanker der muligvis gik igennem hovedet på hende. Tidligere havde hun ikke haft megen fornuft til at opfange hvad der foregik. Det øjeblik han havde kysset hende for første gang, havde hun været mere grebet af situationen og lysten til at gengælde hvad han gav hende... netop fordi at han betød så meget for hende. Kun ganske kort skævede hun til ham for at finde ud af hvilket ansigtsudtryk han måtte sidde med, men hun trak det hurtigt til sig igen, fordi hun var bange for at han ville være i stand til at læse hende som en åben bog. Alle fik vel den slags tanker til tider, men hun kunne ej mindes den sidste gang hun havde oplevet det.

[Nathaniel Diamaqima]

Frygtelig mange tanker gik igennem hovedet på Yuuki, og han kunne jo fornemme det på hende. Hvorvidt om det jo så var en god eller om det var en skidt ting, kunne han jo ikke ligefrem sige. Han blev dog liggende for nu om ikke andet, og han havde så sandelig heller ikke tænkt sig at lægge skjul på det. Han sendte hende blot et smil. "Jeg synes det kom en kende for hurtigt," pointerede han med en ganske sigende mine, idet han sendte hende et smil. Det var ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, men han var jo selv præget af en nysgerrighed, som han heller ikke kunne lægge skjul på.
Nathaniel så sig kort omkring, da Yuuki havde valgt at trække sig en anelse. Uanset hvad hun gjorde sig af tanker, så var disse tolkfrie, og det var det som han lige så også måtte stå fuldkommen fast på i den anden ende. For ham, var det betydningsfuldt, at der var nogen omkring ham på denne måde, og han var skam heller ikke bange for at stå ved det. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Selv måtte han erkende at han ville ligge bedre i sengen, end hvad han ville ligge her. Han sank klumpen i halsen og sukkede tungt. "Nu hvor du er så glad for at have mig liggende her.. hvad med at hjælpe mig ind i seng? Så er der plads til os begge to," sagde han sandfærdigt. Det var skam heller ikke fordi at der var nogen bagtanker ved det, foruden at han uden tvivl lå bedre der, end han lå på gulvet, og hun kunne lægge sig godt ved siden af ham. Han tænkte faktisk ikke beskidt på den måde, for det var ærlig talt ikke noget som lå til ham som person. Hans blik forblev hvilende på hende, inden han gjorde tegn til at sætte sig op, også selvom det ikke ligefrem gik som han ville.

[Deleted]

Hun rystede forsigtigt, men insisterende på hovedet til hans pointering. Der var slet ikke noget som helst i vejen... det var bare ikke hvad hun havde regnet medat der skulle fare gennem tankerne hos hende. "Det ikke noget vigtigt, bare... flygtige tanker! Det alt hvad det er, ikke noget alvorligt." Prøvede hun igen at spise ham af med. Aldrig om hun ville åbne munden omkring den slags ting. Det var ikke ting man talte om, men noget som man gjorde i stedet. Uanset så var det alt for pinligt for hende at beskrive. Hvad ville han ikke også tænke om hende hvis han først fandt ud af hvad der lige var gået igennem hovedet på hende?
Hans ord kunne have slået hende ud som en hammer. Noget så simpelt og så alligevel lød det som en klar hentydning til noget helt andet. Hendes blik fór tilbage mod ham og det tog hende lidt tid før at hun sad med et nogenlunde normalt udtryk i ansigtet. "Hm? Åh, ja.. selvfølgelig.." Hendes efterfølgende måde at håndtere situationen på, bar tydeligt præg af hvor flov hun følte sig. Med meget mere påpaslige bevægelser fik hun ham op på benene igen og støttede ham hele vejen ind til sengen. Uden at tænke to gang over hvad han havde sagt, så slog det hende at hun også manglede tæpperne og puderne fra sengen, som stadig lå inde i stuen. "Vi mangler stadig det inde fra stuen af.. jeg henter det lige." Kom det nærmest som en undskyldning for at gå ind i stuen igen og inden for ganske få sekunder gjorde hun antegn til at vende om og gå ind efter det. Hun var ikke ukomfortabel ved at være i nærheden af ham, men det var mere det faktum af at hun kunne tænke den slags tanker, som gjorde hende flov og frustreret.