Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jun 25, 2014 14:31:45 GMT 1
Nathaniel gled direkte i gulvet i takt med at processen var igang. Han reagerede langt stærkere på den, end det som han lige havde regnet med at han ville, og et sted slog det ham fuldstændig ud af kurs. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst. Han blinkede let med øjnene. Sådan en effekt havde han ikke regnet med at skulle opleve og da slet ikke på denne her måde, hvilket han så sandelig godt kunne mærke her i øjeblikket. Det sitrede helt ud i fingerspidserne, mens han virkelig forsøgte at finde roen igen. Hånden som lagde sig i Nathaniels nakke, gav ham en følelse af ro, hvor han vendte blikket mod hende. Tænderne bed han en kende sammen og forsøgte virkelig at slappe af, og vente på at effekten langt om længe ville aftage, også selvom det ikke var så nemt, som han lige havde regnet med. Han lukkede øjnene kort.. Mest for at slappe en smule af istedet for. Blikket gled i retningen af hende. "Jeg.. jeg har det fint.. Bare lidt... omtåget." Han lod hånden glide let mod hans ansigt, mest for at samle sig, inden han igen vendte blikket mod hende. Han rystede let på hovedet af sig selv, inden han gjorde tegn til at ville rejse sig. "Hvordan føler du dig..?" Nathaniel vendte blikket roligt i retningen af Yuuki, som endnu sad der ved ham. Naturligvis var han glad for hendes omsorg, også fordi at det ikke var noget som han mødte særlig meget af i sit liv længere. Et sted var tanken uden tvivl trist, men noget som han kun var blevet vant til igennem den sidste lange tid. Han trak vejret dybt og satte hånden i gulvet for at holde sig siddende oppe. "Det... det var... Fantastisk.." Han vendte blikket næsten vantro mod hans håndled. Aldrig havde han oplevet noget lignende.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jun 25, 2014 15:08:54 GMT 1
Hun støttede ham hele tiden og fulgte hans bevægelser med fuld kontrol og balance. Det var helt underligt som tyngdekraften bare forsvandt fra hendes krop. At blive mødt med en sådan kraft at det gav en følelse af uovervindelighed, var næsten skræmmende.
Hun hjalp ham op at sidde, slap end ikke hans håndled på noget tidspunkt, men det rørte hende igen slet ikke at blodet grissede hendes hånd helt til. "... Let." Svarede hun og lød næsten helt livs forladt, men det var hun bestemt ikke. Hans blod løb omkring i hendes åre og det ville medføre en svag ændring i hendes krops temperatur for bare en kort periode. Alligevel slap hun hans hånd efter lidt tid og kiggede selv op og ind i hans øjne igen. "... Jeg kan forstå hvorfor man ser og høre om folk der bliver slagtet af vampyrer, der er styret af en voldsom sult." Tilføjede hun og løftede sin rene hånd til hans kind. "Jeg kunne godt mærke det på dig. Den ekstase du meget hurtigt endte over i gjorde det mere besværligt for mig at trække mine tænder ud af dig igen. Jeg... havde slet ikke lyst til at stoppe igen..." Sluttede hun og fik en lille klump i halsen.
Hans ord var næsten som taget ud af munden på hende da han valgte at vende hovedet ned mod sit håndled. Det var nemlig en voldsom fantastisk følelse. Hånden lod hun langsomt glide om i nakken på ham, som hun lænede sig frem og placerede et vagt, men dybt kys imod hans kind. "Tak..." Hviskede hun let mod hans øre.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jun 27, 2014 8:38:37 GMT 1
Nathaniel stod fast på, at han havde handlet på baggrund af hvad der var bedst for Yuuki i denne sag, også selvom reaktionerne af det, var noget som uden tvivl kom bag på ham. Hans krop sitrede, hans fingre summede, og det var jo ikke fordi at det havde gjort ondt.. For det havde det virkelig ikke. Han missede let med øjnene og tog dybe indåndinger, mest af alt for at få kroppen til at falde til ro igen. Det havde uden tvivl været en ekstase, som han slet ikke kunne huske, at han nogensinde havde oplevet. "Let?" gentog han spørgende. Så lang tid, at effekten af det, også havde været positiv for hende, så var det så sandelig også noget som han var glad for at kunne give hende, for det var alt sammen noget, som faktisk betød ekstremt meget også for ham. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse, som han nu endelig var kommet op at sidde. Hendes strøg mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene. "Og alligevel, var det noget som du gjorde.. Og det er jeg stolt af," fortalte han roligt. Ikke at det var et ord som han brugte særlig ofte, men selv han havde en sjov fornemmelse af, hvornår det netop skulle bruges. I takt med at Yuuki lagde sin arm omkring hans nakke, satte det en voldsom sitren i hans krop og sind. Han kunne virkelig heller ikke lade være, med at bide sig fast i det. Kysset mod hans kind.. Han var næsten skuffet over, at det ikke var endt et andet sted. Han kunne virkelig godt lide, når hun gjorde det der. Varsomt lagde han igen armen omkring hende. Nok præget af hvad de netop havde delt, men det var vel også det menneskelige behov for nærkontakt, der gjorde det? Han drejede forsigtigt hovedet mere mod hende. "Det er mig der takker," hviskede han, inden han skænkede hendes læber et kort og blidt kys.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jun 27, 2014 10:15:37 GMT 1
Yuuki havde alle dage været en meget nærværende type. Hun havde det godt med at se andre med et smil på læben og i det her tilfælde var Nathaniel bestemt ikke en undtagelse. Det gjorde hende i den grad glad inderst inde, ved at høre hvordan han ligefrem var stolt af hende. Hun gjorde sjældent ting som var værd at være stolt af, så det kom helt bag på hende, at en mand som Nathantiel ligefrem skænkede hende så megen tro og tillid. Hendes sanser var helt i top og hver en celle i hendes krop opfangede mange små signaler, som konstant advarede hende om udviklingen af deres nærkontakt. Hun havde behov for det i allerhøjeste grad, nærkontakten, men hun gjorde sig langt fra nogle forhåbninger om en gengældelse fra hans side af. Hvad var det nu lige der skete? Følelsen der dukkede op over hendes læber for en kort stund, fik hende helt til at spære øjenene op. Armen omkring hende holdte hende placeret tæt på ham, så hun ikke kunne stikke af, men alligevel søgte hånden til hendes læber for at føle efter, alt imens at hun bare holdte øjenkontakten med ham, nærmest afventene. Hun var i den grad tabt for ord. Det kys som han lige havde skænket hende, hun hadet det bestemt ikke, men det var ikke hvad hun havde ventet. Var det en fejl? En impulsiv handling? Noget som blot skete fordi de begge var grebet af den intense stemning der lå omkring dem i nuet? Hendes mave snurrede en anelse og hun kunne mærke spændingen og glæden kravle op langs rygraden. Da hånden faldt fra hendes læber, kriblede det hele vejen ud i fingerspidserne for at få sagen bekræftet, så hun lænede sig igen let frem og lukkede øjnene, som hun varsomt nærmede sig og strejfede læberne mod hans.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jun 28, 2014 17:09:01 GMT 1
Nathaniels fingre sitrede voldsomt, og uden at stoppe, hvilket et sted faktisk var ubehageligt. For alt hvad han vidste, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget andet ved det, end at forsøge at trække vejret dybt og falde til ro igen. Han bed tænderne let sammen og rystede let på hovedet. Når alt endelig måtte komme til alt, så var det en ekstase, som han uden tvivl ikke havde oplevet igennem frygtelig mange år, og derfor satte det jo også tanker og følelser i ham, som han ikke havde følt længe.. Ikke siden Liya. De mørke øjne gled roligt i retningen af Yuukis skikkelse, som hun sad ved siden af ham. Det korte og blide kys, var mest fordi at han frygtede for at hun ville trække sig, blive forarget eller noget lignende, men selv den menneskelige omsorg og nærkontakt, var noget som han havde brug for at mærke selv til tider. Hans hjerte slog let mod hans bryst, og med en sitren som han kunne mærke helt ud i fingerspidserne! Selv da hun valgte at bevæge sig tættere og tættere på ham selv, rykkede han sig ikke det mindste. Selv lod han øjnene glide i, da hendes læber blidt måtte strejfe hans. Han blev siddende der for en kort stund, inden han alligevel varsomt gengældte det kys, som hun havde valgt at skænke ham. Nathaniel hævede varsomt og stille sin hånd og lagde den mod hendes kind, inden den forsigtigt måtte glide om i hendes nakke. Han havde brug for det.. Brug for anerkendelsen og bekræftelsen fra et andet individ, nu hvor han igennem flere år, havde tilbragt tilværelsen og livet alene. Kysset måtte han holde for en længere tid, inden han roligt valgte at trække sig væk igen. Mest for at se hvordan hun ville tage det hele. Han var et sted.. fuldstændig rolig med det. Det havde været rart!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jun 28, 2014 19:57:06 GMT 1
Hvis man var mere fokuseret på fortiden, så ville denne situation måske slet ikke have fundet sted. Ikke alene var den besynderlig, men den var i den grad også livsbekræftende; Intet levende væsen kunne holde evigheden ud alene. Lige meget hvilket liv som hun før havde levet, så lod det ikke til at Nathaniel anså det som en negativ faktorer og Yuuki var ikke selv klar over hvor skandaløst det ville se ud i andres øjne, hvis de vidste hvilken relation der lå imellem hende, Nathaniel, Kimeya og Faith. Hun havde nok heller ikke budt hans tilnærmelser velkommen om hun stadig sad tilbage med lænkende følelser til sin fortid og Kimeya. Hun bemærkede hans varsomhed, hans forsigtige handlinger, som hun alligevel bød så hjerteligt velkommen uden at tænke to gange over det. Hans læber føltes bløde og varme, hans hænders berøring stjal mange gange hendes fokus og gjorde hende helt blød i knæene. Så blød at hun helt sank sammen i hans favn, lænede hovedet en anelse på sned som hun lænede sig let til den ene side og omfavnede ham med hånden stadigt hvilende om hans nakke og den anden som gik nedenom hans talje og op til hans skulder. At han gengældte kysset var en næsten himmelsk oplevelse for hende. Han var blid overfor hende, lyttede til hende, velsignet hende med en ny start på livet og ikke mindst forstod han hende. Lige som hun var ved at lægge op til et dybere og mere passioneret tiltag i kysset, blev det afbrudt... til hendes store ærgelse. Vejtrækningen var dyb hos hende. Hun lagde bestemt ikke skjul på hvad denne situation gjorde ved hende og det var alt sammen på grund af måden han gjorde det på. Det var bestemt ikke tilfredsstillende for hende at han havde trukket sig, så hun lod ham ikke trække sig særlig langt før at hun genoptog kysset endnu engang og denne gang dybere, men stadig kærligt, blidt og med en fornemmelse af klar accept. Det kildede i maven på hende op til flere gange, selv hendes fingre var i konstant bevægelse. Hans hår i nakken som hun legede med og følelsen af hans muskler der spillede under huden. Alle steder hvor hun var i berøring med hans krop, der påvirkede det hende og hun var næsten ved at drukne i alle de indtryk. Alt hun kunne var at bare at handle efter hvad hun følte for i nuet; og det var bestemt ikke at give slip på ham.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jun 29, 2014 8:03:29 GMT 1
Nathaniel var om ikke andet, den sidste som skulle have lov til at dømme nogen for hvad de havde gjort tilbage i deres fortid. Han var bestemt ikke meget bedre hvad det angik, også selvom han var meget, meget lukket om hvad han egentlig havde gjort igennem de frygtelig mange år, som han havde vandret. Ja, han fremstillede faktisk sig selv som en vandrer fremfor en bofast. De eneste som faktisk kendte til hvad han havde gjort helt og særdeles, var hans børn. Han var forsigtig, da han ej ønskede at gøre noget overiglet hvad angik Yuuki. Selv i hans øjne, var hun en skrøbelig sjæl, som man måtte ivaretage og ønske at passe på, og det var også det som han gjorde i denne stund. Uanset hvor forfærdelig forkert dette måtte se ud udadtil, var det ej noget som gjorde nogen forskel på ham. For en gangs skyld, valgte han at give efter for de menneskelige behov og den menneskelige lyst, som han ikke havde gjort det igennem frygtelig mange år, og selv han kunne jo mærke, at hun var med.. Selv hun måtte da have et behov for den menneskelige nærhed, som han havde? Han gik bestemt ikke ud fra, at det var anderledes fra vampyr og så til det her. Hånden i hans nakke definerede han som tryghed.. en tryghed, som han ligesides ønskede at skænke til hende. Det hele tog overhånd. Nathaniel havde kun lige trukket sig, for ikke at blive for nærgående, dog selvom Yuuki uden tvivl hentydede til noget andet, da hun valgte at kysse ham igen. Øjnene gled i endnu en gang, hvor han denne gang, valgte at give sig fuldstændig hen til kysset. Han gengældte det, hvor han denne gang lod armene glide tæt omkring hendes kolde, men dog slanke skikkelse, blot for at trykke hende helt ind mod ham, så de måtte sidde der tæt i tæt. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. Det var en spænding.. En spænding, som han ej havde oplevet eller bidt sig fast eller mærke i, igennem frygtelig mange år. Et dæmpet suk brød hans læber, også selvom han i denne omgang, ikke kunne få sig selv til at trække sig. Det var uden tvivl det bedste som han længe havde oplevet!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jun 29, 2014 10:17:14 GMT 1
Der var en verden til forskel på nærhed og ensomhed. Selvom Yuuki var en kvinde fanget af mørket, så var hun stadig lige så blid og kærlig som hun alle dage havde været det. Det var noget af det mest naturlige grundlag i hendes personlighed, så det ville altid være et gennemgående karaktertræk hos hende. Alle der havde mødt hende, havde også oplevet det. Alle dem, som igennem tidens løb havde budt hende velkommen med åbne arme, som hun aldrig havde afvist. Hun levede i troen på nuet og om at den aldrig ville ophøre... ganskevist en farlig ting, men også derfor at hun sjældent led i længere tid over tabet af en som havde stået hende kær. Kimeya var dog helt anderledes fra alle de andre, for han var nemlig den eneste der havde formået at ødelægge hende på flere måder. Det ødelagte sind, plaget af kun en enkelt mands eksistens, var noget som Nathaniel havde helet for hende ved blot at tage alle de smertelige minder fra hende. Et mirakel var det vel? At hun kunne sidde som hun gjorde nu, uden af være plaget og ødelagt. At hun kunne sidde her i hans favn og blomstre ganske som hun før i tiden havde kunnet og selv som vampyr havde hun stadig behov for menneskelig nærhed. Et næsten lydløst støn, som hun alligevel bed mærke i og gjorde at hun langsomt åbnede sine øjne igen, påvirket af stemningen så hun virkede en anelse mere sløret og hengiven. Denne gang hvor det faktisk var hende som brød det for at se ham i øjnene endnu engang. Selv hendes bryst hævede sig rytmisk, som enhver anden kvinde der var underlagt et nærværende behag. Hånden om hans nakke søgte til hans kind endnu engang og smilet faldt over hendes læber, prægede de blå øjne med et funklende skær af glæde. Havde der stadig hvilet nogen tvivl om hvor vidt hun var med i disse handlinger af egen vilje eller ej, så burde de helt klart fordufte fra hans sind nu. Hun havde givet sig hen, fordi hun ville og ikke fordi at hun følte sig tvunget og ikke kunne sige fra.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jun 30, 2014 21:16:58 GMT 1
Nathaniel havde aldrig nogensinde været ude for at gøre Yuuki ondt. I mange henseender, kunne man jo godt sige, at han havde handlet for hendes velbefindende, uden egentlig at vide hvorfor. Den unge sjæl.. så uskyldsren og så præget af det mørke, at hun nu også var blevet en del af det. Som enhver anden mand af hans kaliber, så følte de vel lige så, at de havde brug for at beskytte hende? Uanset hvor dumt det så end måtte lyde. I øjeblikket så præget af en ekstase og en nærhed som han ikke havde oplevet i årevis, så kunne han ikke få nok af den. Når alt endelig kom til alt, så var Nathaniel Diamaqima ikke andet end et menneske som så mange andre med et ry og rygte, som i mange tilfælde også måtte tale imod ham. Det kys som de i øjeblikket havde delt, efterlod en varme i hans krop, som han nærmest havde glemt hvordan føles. Følelsen af at blive holdt af, og at holde af et andet menneskeligt individ. Essensen af det levende.. Han havde manglet det.. Nok mere end hvad han egentlig ønskede at give udtryk for. Nu hvor læberne havde sluppet hendes, og han forsigtigt åbnede øjnene igen, så var det kun for at tage hendes skikkelse i blik. Smuk som altid.. og stadig lige så uskyldsren, velvidende om, at det på ingen måder var sandt. Måske at det var det, som han rent faktisk var draget af, hvad det her angik? Han kunne i hvert fald ikke rigtigt gøre det største ved det uanset hvad. Han sendte hende et roligt smil. Grebet omkring hendes skikkelse løsnede på ingen måde. "Det føles virkelig fantastisk.." Hans ord var en hvisken og nærmest uden lyd, da det slet ikke var en nødvendighed, så tæt på hinanden som de var. Følelserne blussede i hans krop og sind, som var de vækket af en dræbende hi. Foråret havde meldt sig i det iskolde hjerte, og endnu en gang følte han sig nærmest vækket til live. Nathaniel lod tungen stryge let over læberne, som for at fange den sidste smag af hende. Et glimt i hans øje. Et som ikke havde været set i ekstreme tider, og det var vækket på grund af hende. Han var hende taknemmelig. På flere måder, end hvad han kunne give udtryk for.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jun 30, 2014 22:00:16 GMT 1
Hendes fortid var ej så uskyldig, som essensen af hende i al helhed var. Hendes sind og mentalitet var hvad der gjorde hende til den hun var, trods de mange ar på sjælen, som hun var endt op med. Hvad der var gået igennem tankerne på hende for 1000 år siden, da hun desperat havde forsøgt at nå frem til ham uden held, det kunne hun stadig ikke svare på. Til hendes ubevidste held var hun i den process blevet genforenet med sin søn igen og nu hvor hun sad her i armene på Nath, så var hun endnu mere end før overbevist om sit eget behov.
Der var noget bestemt ved denne mand, noget som hun ikke kunne sætte sin finger på. Den ro som lagde sig over hende; fri for bekymringer, frygt og andre grunde til uro. Hun følte sig ganske enkelt lettet og fredfyldt i hans nærvær. Engang havde hun følt sig alene og havde derfor søgt en favn gentagende gange. Engang havde hun haft et vanvittigt behov for støtte og kærlighed, men hvad dette angik.. så kunne hun kun nikke anerkendende til det faktum af at hun havde brug for ham.. og ikke bare hvem som helst, men ham! Det havde aldrig været hendes henseende at skulle falde i klørene på Dødsenglenes leder, men det tog ikke mere end et ganske kort øjeblik før at det var sket og så havde hun ikke set skyggen af Nathaniel lige siden. Hvad 1000 år havde gjort ved dem begge, var at isolere dem. Selv efter at de havde været adskilt, så var de alligevel endt ned ad samme sti.
Hans varme kind mod hendes hånd; hun strøg den gentagende let og med et kærligt smil på læben. "Der findes ikke ord for hvor lettet jeg er.. over at du stadig er i live.. at jeg endelig, efter alle disse år, fandt dig igen..." Hendes øjne endte med at løbe i vand og hun tog fat om stoffet, der hvor hendes hænder var placeret. En forsinket reaktion, som hun helt havde overset. Hvis ikke hun havde været så chokeret over at han stadig var i live, så ville tårene have vist sig for længst. Hun nød det inderligt; at hvile her i hans favn og hun ønskede ikke at han skulle give slip.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 1, 2014 5:55:43 GMT 1
Ethvert menneskeligt individ, havde brug for den erkendelse og den bekræftelse af at være sammen og tæt på en anden, og der var Nathaniel bestemt heller ikke noget undtag. Alt for længe havde han holdt sig tilbage, og nu kunne han jo så blot mærke resultatet af det. Liya var væk, og han vidste, at ingen af hans børn ønskede at vedkendes ham for det som han havde gjort mod dem. Skammede han sig? Det gjorde han skam, men selv i denne stund, måtte han erkende, at det var rart at kunne tænke lidt på andre ting end hvad der egentlig plagede ham i en helhed, for det var uden tvivl rigtig mange ting. De mørke øjne hvilede trygt på Yuukis skikkelse, som han lod hende blive siddende der tæt på ham. Han kunne lide det.. Igen den menneskelige nærhed, som et menneskeligt behov, som han blot havde set bort fra, hvad end om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han betød noget for hende.. så meget vidste han, men selv han kunne jo se, at det også var gengældt. Ellers havde han så sandelig heller ikke reageret på den måde, som han nu også havde gjort det, og det stod han da gerne fast ved. Hendes ord fik blot et smil til at passere hans læber. Selvom han selvfølgelig håbede på, at Demian ikke ville dukke op lige nu, for han ville heller ikke have, at han skulle rive hans moder væk fra ham. Ikke lige nu! Han hævede sin hånd og strøg den mod hendes kind. Selv på trods af det faktum, at hun var vampyr, kunne han ikke lade være. Han frygtede ej hende, og det ville han bestemt heller ikke komme til.
"Selv jeg har været præget af død og ødelæggelse i mange tider. Selv jeg har været en tur i det hinsides siden vi sidst sås," fortalte han ærligt. Selv sygdom havde taget hans liv, hvor alkymi ej havde været i stand til at redde ham, dog selvom skæbnen havde ønsket ham det anderledes, og her stod han i dag. Ikke så stærk som han førhen havde været, men noget som han stadig kunne kæmpe sig mod, om det var noget som han ønskede.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 1, 2014 9:21:26 GMT 1
"Og alligevel sidder du her.. Alene det er nok i sig selv. Alt hvad der er sket igennem de sidste mange år, har været med til at bane vejen for hvor vi er nu.." Kommenterede hun kærligt. Der fandtes ikke et øjeblik, som dette her. Nu hvor hun bare kunne lade tiden gå i stå og leve sig ind i nuet. Det havde hun længe haft brug for. Efter blot et lille stykke tid rettede hun sig op for at trække sine ind under sig så hun endte med at sidde på sine knæ. Han alene var frygtelig høj i stående position, i forhold til hende, men bare ved at sidde på knæ var hun alligvel en lille smule højere end ham, så længe han altså blev siddende på gulvet og ikke på sine knæ.
Hun sad blot længe og betragtede hans øjne. Hånden fra hans kind gled langsomt ned over brystet hvor hun til sidst kunne bruge hans lår at støtte sig mod med begge hænder, læne sig frem igen og give ham et ømt kys.
Hun var egentlig ikke så bekymret for om Demian skulle finde ud af hvad der foregik her. Drengen ville få et chok, men ikke et der var stort nok til at sætte had og foragt i sjælen på ham, så meget vidste hun. Selv uden at sige noget til nogen, så var hun allerede godt klar over at Demian var hendes søn og at det var Nathaniel der stod drengen tættest som potientiel fader figur. Hun kunne et eller andet sted også godt forstå den manglende accept han måtte sidde med, ved ikke at have noget forhold til Kimeya, men det var ikke noget hun kunne hjælpe ham med. For alt i verden ønskede hun ikke at blande sig i den slags sager mere. Hun var godt tilfreds med at vide hvor hun kom fra og dertil også hvor hun nu hørte til.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 3, 2014 8:57:56 GMT 1
Nathaniel kunne ej være mere enig i Yuukis ord, end hvad han ellers lige valgte at give udtryk for i denne situation. Han ønskede selvfølgelig kun at se hende glad.. som han ønskede at opleve den endnu en gang. Han sendte hende et svagt smil. Træt, men det var der. "Døden siger man blot er en start, og at sjælen vil vandre videre. Skæbnen har ønsket at vi skal sidde her. Altid er der en mening med alt," sagde han sandfærdigt. Selv var han afslappet, som han ikke havde været det i frygtelig, frygtelig lang tid, og selv han måtte jo erkende, at det var utrolig rart, at han kunne slappe af med det. Selvom han i øjeblikket nærmest kunne sige, at han legede med liv og død, så var det noget som han så sandelig havde tænkt sig at gøre, uden at fortryde det. Døden hvilede overalt omkring dem og selv Nathaniel var overbevist om, at Yuuki ville være kvinde nok til at kontrollere det, for han vidste, at hun ikke ønskede at gøre ham noget ondt. Nærmest som dansende på et knivblad.. Han var afslappet.. tog det egentlig ganske rolig. De mørke øjne fulgte hende roligt, inden han endnu en gang mødte hende i kysset, kun for at gengælde det. Armenes greb strammede han endnu en gang, kun for at lukke hende helt tæt på ham og hans krop igen.
Nathaniel frygtede naturligvis for Demians reaktion hvad det her angik, også fordi at han på ingen måder var knægtens fader, dog selvom han måske var den som fremstod som den tydeligste faderfigur for ham. En rolle som han glædeligt påtog. Knægten stolede på ham, men ville han gøre det efter dette? Igen brød han kysset. Tanken plagede ham.. også fordi at han bestemt heller ikke havde tænkt sig at vandre bag ryggen på hendes søn. Ja, et eller andet sted, var hun vel klar over hvordan tingene egentlig og oprigtigt måtte hænge sammen? Han trak vejret dybt, og lod endnu en gang blikket falde til hendes skikkelse. "Hvordan tror du Demian vil tage det?" spurgte han. Spørgsmålet plagede ham virkelig.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 3, 2014 17:08:05 GMT 1
Det var ganske enkelt ikke nogen hemmelighed... ikke for nogen af dem, men alligevel var der ikke blevet nævnt noget om det. Det at Demian var hendes og Kimeya's søn, hvordan havde Nathaniel det egentlig med det? Hun ønskede selv ikke at det skulle plage hende på nogen måde, men tanken lå dog alligevel hele tiden og prikkede til hende. Specielt i denne stund. "Selv efter tusinde år... Er det så muligt at håbe på en bedre fremtid?" Spurgte hun nysgerrigt.
Det kunne tydeligt høres på hans hjerteslag, at der var tanker han ikke kunne give slip på. Den uregelmæssige rytme tydet nemlig på at han ikke var med i nuet, at hans fokus befandt sig andetsteds. Selvom hans handlinger talte for at holde hende tæt, så var hans tanker stadig et helt andet sted og det kom som et mildt chok da hans åbnede munden. Hvordan hun helt skulle tolke hans forståelse af situationen mellem hende og Demian, vidste hun ikke lige helt fra første indskydelse. Han havde nemlig ikke selv givet hende en klar bekræftelse på at han vidste hvordan det hele hang sammen. Nu var det hendes tur til at sidde som et stort spørgsmålstegn. "Han vil ikke komme imellem os... Nok er han stædig og temperementsfuld, men han kunne aldrig finde på at lade mig sidde i ensomhed. I starten nægtede han at søge efter dig. Der gik lang tid før jeg endelig fik ham overtalt.. Han tænkte vel at jeg ville komme for tæt på Kimeya igen hvis jeg først opsøgte dig... Som en søn bekymre han sig meget for min sikkerhed... han ønsker ikke at miste mig igen. Jeg forstår hans bekymring, men... jeg var for rastløs uden dig..." Hun trak skuldrene til sig og gemte sit ansigt ved hans skulder. Armene slog hun om livet på ham og knugede sig forsigtigt ind til ham. "Min fortid... plager den dig slet ikke?" Spurgte hun til sidst. Mere end noget andet, så ville hun faktisk gerne vide hvad han egentlig tænkte omkring det faktum af at hun var mor til Kimeya's børn. Intet kunne hun selv huske, så bundet af følelser var hun slet ikke, men skulle hun være ærlig, så sad hun stadig tilbage med en følelse af skam. At have et rygte som eks-elskerinde til en mand som Kimeya, var for hende et eller andet sted mere en skam end en sorg og ærgelse.
|
|
Alkymist
Leder af Dvasias
1,230
posts
0
likes
In peace - Children bury their fathers.. In war - Fathers bury their children
|
Post by Nathaniel Diamaqima on Jul 3, 2014 22:22:56 GMT 1
Nathaniels blik hvilede på Yuukis skikkelse og med et stille smil på læben, for han kunne virkelig godt lide at tilbringe den tid sammen med hende, og opleve den form for anerkendelse, for det kunne han virkelig godt lide. En bedre fremtid kan man finde, selv efter frygtelig mange år," sagde han roligt, også selvom det var noget som han stod fast på i den anden ende. Han strøg roligt hånden over hendes kind, selv da hun havde valgt at lægge sig mere ind mod ham. Han ville virkelig gerne passe på hende.
Nathaniel var uden tvivl præget af de mange spørgsmål, og det frustrerede ham, og derfor måtte han afbryde det. Hendes ord derimod måtte indikere, at hun et sted var klar over, at Demian var hendes søn, og det gjorde ham også mere rolig. Han lukkede øjnene ganske let og trykkede hende ind mod sig. Hendes ord derimod efterlod ham med en lettelse i sindet. Han sukkede lettet, og det føles næsten som skuldrene måtte falde ned på plads igen. Demian ville passe på hende, hvilket han slet ikke var i tvivl om. "Demian ligner sin kære far hvad angår hans temperament, men han ønsket dig jo trods alt kun det bedste. Selv har jeg blot vandret i min egen verden de sidste mange år.. Selv mig har folk vendt ryggen. Efter min egen tid i det hensides, har selv jeg ændret i mit udseende.. For mange er jeg ukendt.. En de blot passerer på gaden, og ensomheden er ikke en skæbne som jeg vil byde nogen," endte han blot. Han endte med at sætte den ene hånd i gulvet, så han kunne søge henover gulvet og derefter ende op af væggen tæt ved pejsen, så de kunne holdes varme - ham om ikke andet, for hun var jo et koldt væsen. Han rystede let på hovedet. Han var da den sidste som skulle dømme nogen på fortid! "Hvorfor skulle den da plage mig?" spurgte han med en dæmpet stemme, kun for at vende blikket mod hende. Det var faktisk ikke noget som gav nogen mening for ham. Han skulle da slet ikke dømme hende på noget!
|
|