Have you missed me?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var sent på eftermiddagen, da Tiyanna fortsatte den ellers evige vandring igennem Rimshia.. et sted mere i håbet om at få et glimt af Sephiran, men så heldig havde hun ikke været endnu. Efterhånden var der kommet en lille bule på hendes mave igen.. en tanke som faktisk kun skræmte hende, for hun så jo hvad der var sket sidst, og frygten for at det skete igen, var stor i hende. Vandrende som en hjemløs, som ikke havde noget andet sted at søge hen, så var hun uden tvivl også møgbeskidt. Til tider kunne hun vaske sig i søer og åer, når hun lige passerede dem, for hun havde jo ikke ligefrem andre steder at søge hen, og selv nætterne var jo endnu kolde, selvom hun virkelig havde været heldig, at finde nogen steder hvor hun kan søge ly.
Den mørke kappe trak hun tæt om sig. Selv havde hun jo ikke rigtigt fået skiftet tøj, siden hun havde reddet Sephiran i Procias, og selv det, var bestemt ikke et træk som hun havde fortrudt.. Men hvad der var sket efterfølgende var nok det som bekymrede hende.. for han var slet ikke kommet efter hende? Savnede han hende overhovedet? Hun skød de tanker fra sig.. Hun var nok mere optaget af at finde ud af, hvor hun egentlig kunne være, og hvor hun skulle sove i aften. Armene lagde hun om sig, idet hun bare satte sig ned på et af hjørnerne, hvor der for hendes held, da ikke var alt for mange mennesker, hvilket passede hende fint. Hun var godt kold, men ikke nok til at det gik hende helt på endnu om ikke andet. Hånden gled over bulen på maven.. De ventede sig.. tanken fik hende svagt til at smile. Hun ville jo gerne give ham den.. Det var noget som faktisk betød meget for hende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var for alvor ved at føle sig ovenpå igen. Nederlaget fra Procias var forsvundet sammen med det sidste af hans sjæl og han brugte ikke længere tiden på at tænke tilbage i tiden. Han brugte nu bare tiden på at planlægge hvem der skulle overtage bordellet, når han tog til Imandra - og især at planlægge hvordan det skulle foregå i Imandra. Han agtede at have Tiyanna ved sin side, men han blev så bare nødt til at finde ham først. Marvalo City var nu omvendt fra det dårlige og usande rygte om ham til at kende sandheden og han havde denne sene eftermiddag valgt at søge mod Rimshia, der var en af de vigtigste byer. Nok var han ikke Greve længere, men han stod stadig for det samme som før og under titlen, så det burde virkelig ikke ændre på noget som helst! Han havde sine egne tilhængere og de havde nu også fået forklaret hvordan tingene stod, så de fik valget mellem ham eller Kimeya... og hvis de svarede forkert, så slog han dem ihjel. Heldigvis havde ingen endnu valgt Kimeya over ham, så han havde ikke nyt blod på hænderne andet end det, han havde fået i Procias. Han bar i dagens anledning et pænt mørkt sæt bestående af mørke lædersko, mørke tætsiddende bukser og en sort skræddersyet skjorte. Udover skjorten havde han en vestlignende kappe, da det jo var ved at blive lidt lunere i vejret, da vinteren jo for længst var ovre. Han dukkede op i en sidegade han vidste, der aldrig var folk og trådte roligt frem og ud på hovedgaden, hvor der vrimlede med folk de fleste steder. Han smilede tilfredst og gik blot roligt, mens han overvejede hvor han skulle gå hen og starte sin færd på at omvende sit rygte.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ikke nogen anelse om hvad Theodore havde gjort ved Sephiran… om der overhovedet var sket noget, men siden han ikke var kommet efter hende, så gik hun lidt ud fra, at noget var sket.. At selv søge til Marvalo City var hun ikke dum nok til. Han ville finde hende, og uden tvivl slå hende ihjel, hvis han kunne komme til det, og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem, og bestemt ikke nu, hvor hun vidste, at hun gik med et andet liv, som hun også skulle passe på. Hovedet hævede hun. Selvom hun måske ikke havde særlig god styr på alt det med magi og den slags, så kunne hun jo alligevel genkende noget af det.. noget velkendt var omkring hende. Hun så sig om. Bevidst valgte folk jo at ignorere hende, som hun sad der, som havde hun været en hjemløs tigger, selvom det ikke var tilfældet.. Hjemløs ganske vidst, men hun var ikke typen som gik og tiggede på gaden, og det ville hun da for guds skyld heller aldrig nogensinde blive! Igen tvang hun sig op på benene. At få noget at spise, gjorde hun jo heller ikke rigtigt, og varmen om natten var stort set umulig for hende at finde, og det liv i luksus som hun nu havde været så vant til, gav uden tvivl bagslag for hendes vedkommende. Det var faktisk svært for hende at klare sig, selvom hun bestemt ikke ville stå inde ved det.
Selv på trods af hendes nuværende situation, var hun stadig en stolt kvinde, som ikke tog imod hjælp. Hun nåede ikke langt længere ned af gaden, før hun fik øje på ham.. Den velkendte skikkelse, som alligevel måtte vække savnet i hende. Der gik jo ikke den dag, hvor hun ikke skænkede ham en tanke. Han så.. rank ud i forhold til hvad rygterne sagde.. At stillinger og alt var blevet ham frataget. Sådan ville han normalt ikke reagere, det vidste hun uden tvivl godt. Der var sket noget.. men lige hvad, måtte hun jo finde ud af. Menneskemængden forsøgte hun at komme igennem. Folk begyndte igen at snakke.. specielt nu hvor Sephiran stod midt på åben gade.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde de godt efter hvad hans far havde gjort ved ham. At fjerne det sidste af sjælen var virkelig en øjenåbner, for ingenting kunne påvirke ham nu og det skulle folk tidsnok få at se. Han kunne ikke provokeres længere, ej reagere voldsomt, da han jo faktisk ingen følelser ejede af nogen grad og han kunne godt lide det. Tingene så han langt mere klart, for der var intet værn mellem ham selv og den sande fornuft længere. Det skulle han nu også bare vise resten af landet, da det rygte om Procias havde floreret alt for meget rundt og sikkert ændret sig efterhånden. Han var ikke interesseret i det falske rygte længere, for det skulle afværges, så han kunne forlade Dvasias med et stærkt ry i ryggen, så han ville være på toppen af sin magt når han skulle indtage Imandra. Han kunne fornemme, at folk stoppede op for at snakke om ham, men han var ligeglad, han skulle nok sætte sit eksempel. Ud af øjenkrogen hørte han, at nogle igen tog det gamle rygte op. Men han reagerede ikke, før nogle andre valgte direkte at kalde efter ham og kalde ham en forræder samt et lysvæsen, for det fandt han sig ikke i. Ganske vidst kunne han ikke blive sur, men han ville ikke have, at folk skulle kalde ham det. Han vendte sig om mod dem og så direkte på dem, med et overlegent og velkendt Sephiran smil, for det havde ikke ændret sig det mindste. "I må nok hellere lige tænke en gang mere, før I råber mere efter mig, når I ikke ved hvad pokker i snakker om," startede han roligt ud og foldede hænderne bag ryggen. Han skridtede roligt hen til dem, uden det mindste spor til at være vred eller lignende, for det kunne han jo slet ikke mærke. "Hvis jeg ønskede en alliance med Procias, hvilket jeg aldrig ønskede, så havde jeg nok ikke slået en del af hæren ihjel, der prøvede at beskytte stakkels Gabriel. Jeg indrømmer det var en fejl, men tro ikke det ændrer på noget... Jeg er den samme som før... Bedre faktisk," svarede han stilfærdigt og vendte om på hælen og gik videre ned ad gaden.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna forventede næsten et vredesudbrud, nu hvor folk gik og snakkede så åbenlyst om ham, selvom.. der skete intet? Selvom det i sig selv, var nok til at sætte en frygt i hende om, at Theo havde taget det sidste lille fra ham som han havde, og det var det som et sted bekymrede hende, for hvor placerede det så hende i det hele? Hvad var bagtanken ved at komme her? Umiddelbart gik hun ikke ud på, at det var for at finde hende.. og det satte alligevel en vrede i hende og en knude i maven, som hun bare ikke kunne få løst op. Hun forsøgte at komme hen til ham, også selvom han hurtigt var videre igen. De mænd som havde snakket, stod og gloede efter Sephiran, som om at de slet ikke vidste hvad de skulle sige, eller hvordan de skulle reagere, og hun forstod dem godt.. For det gjorde hun godt nok heller ikke. De mørke øjne fulgte hans skikkelse. Hun savnede ham.. Han plejede da at reagere på, at hun var der! At han havde det bedre, var da godt nok for ham, for hun havde det bestemt ikke særlig godt.. Selvom det nok var svært at se udadtil. Det at blive smidt ud på den måde, havde virkelig slået hende omkuld. Aldrig havde hun været udsat for noget lignende! ”Vi er nogen, som er glade for, at Procias ikke blev dit endelige, Sephiran,” endte hun efter ham i håbet om, at det ville få ham til at reagere. Selvom hun måske ikke var sit fine og rene jeg lige i øjeblikket, så var hun der stadig.. og hun elskede ham. Præcist, som hun havde sagt på daværende tidspunkt, og da han havde siddet i den procianske fangekælder. Igen trådte hun hen mod ham. Hun havde uden tvivl manglet ham, og selvfølgelig håbede hun da også på, at det var noget som faktisk var gengældt fra hans side af.. hun ønskede virkelig ikke at fortsætte livet på gaden alene, når hun vidste, at hun havde ham.. Det håbede hun da, at hun stadig havde.

[Sephiran Acheron]

Sephiran reagerede slet ikke som han plejede og det var noget som han hørte, at folk snakkede om, da han havde vendt den lille flok ryggen, som han netop havde sat på plads. Han smilede tilfredst og gik ganske langsomt og afmålt, da han gerne ville opfange snakken omkring ham og også sætte et eksempel; han var tilbage! Roligt vædede han læberne, som han fortsatte sin gang ganske roligt. Han fornemmede en tilstedeværelse, der var ganske velkendt for ham, men vidste ikke helt hvad han skulle gøre med den før ordene nåede ham. Den stemme sagde jo det hele! Hvis han kunne udvise glæde, så havde han nok gjort det, men han mærkede intet overhovedet, han var bare... ligeglad. Alligevel, så kunne han stadig med sin fornuft se, at han burde have hende ved sin side, eftersom ægteskabet bandt dem sammen og han var en ærlig mand. Han fandt det fornuftigt at være sammen med hende, da der var store fordele i det... også selvom hans far ikke kunne se det. Det var det punkt, de var ekstremt uenige, selvom de var enige i alt andet. Han stod stille midt i det hele, selvom menneskemængden blev ved at gå imellem dem. Han forsvandt i den sorte røgsky for at dukke op lige ved Tiyanna, mens han så roligt mod hende. "Og det er takket være dig," endte han til hende, som han tog hendes hænder og kiggede på hende. Hans ansigt var neutralt, koldt og uden en eneste følelse. Han så over hendes ansigt. Hun var stadig smuk... og de hørte sammen, det var for ham bare et faktum som det for hende var kærlighed og følelser.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At nå Sephiran her i menneskemængden, var stort set en umulighed, så hun håbede lidt, at han hørte hendes ord i stedet for. Hun måtte erkende, at hun virkelig savnede ham. Hun manglede hans favn at sove i om natten.. vide, at der var en mand til at passe på hende.. For hun kunne jo et sted godt lide den tanke, selvom det ikke var noget som hun havde udvist åbenlyst. At han så forsvandt, kun for at dukke op ved siden af hende, fik hende til at vende blikket mod ham i stedet for. Hans blik.. var tomt.. Normalt kunne hun læse noget ved ham.. men nu var det væk.. Og det gjorde hende et sted en smule bange.. Og hun hadede at være bange! Som han tog hendes hænder, knugede hun automatisk omkring hans hænder.. hun ville ønske at han bare tog om hende.. og fortalte hende, at det hele nok skulle gå, selvom det vidst var noget, som hun kunne sende en hvid pil efter. ”Hvad gør man ikke for sin mand?” spurgte hun med en rolig stemme. Hun tog et skridt tættere på ham. Hun slap hans ene hånd, for at hæve den og stryge den mod hans kind. Andre kiggede efter dem, som var de rablende vanvittige, men selv det, var noget som hun var ligeglad med. Hun havde været tæt på at gå i døden for ham.. og det var på ingen måder en handling, som hun havde fortrudt på noget tidspunkt. ”Hvad har han gjort ved dig, Sephiran? Jeg plejede at kunne se et glimt i dit øje,” fortsatte hun. Ja, det kunne godt være, at de mere latterlige følelser tog overhånd ved hende, ligesom der var sket sidst, men det var nu heller ikke noget som hun kunne gøre for. Hun strøg hånden roligt over hans kind.. Ganske kærligt.. De var jo gift, og hun elskede ham.. Selvom det uden tvivl var svært for hende at stå ved det, når man havde en mand, som ikke kunne gengælde det.. Men hun forsøgte virkelig at leve med det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde udmærket hørt Tiyanna gennem menneskemængden og det var også det, der fik ham til at stoppe op. Ganske vist ville hun aldrig kunne have nået ham, hvis hun ikke havde talt, men han var glad for, at hun gjorde det. Han havde ikke regnet med, at hun stadig var så tæt på ham, for han havde troet, at hun var længere væk. At hun var gravid, anede han ikke, for det lagde han nok slet ikke mærke til. Han var tom indeni, for der var ingen følelser tilbage på nogen måde. Han så roligt på hende, da han dukkede op ved hende og holdt hendes hænder i sine. "Det må du jo svare på... hvad du ville gøre," svarede han med en nærmest sigende mine, da det jo trods alt bare var logisk tankegang for ham. Han kunne ikke selv regne det ud, så hun måtte jo fortælle ham det, eftersom der ingen følelser var tilbage. Han slap hendes hånd og så hende ind i øjnene, selvom hans blik ikke udviste noget som helst. Han modtog hendes kindstrøg og lod armene glide omkring hendes talje. Lige nu var han lidt ligeglad med, at hun var beskidt eller at folk kiggede. Nok ejede han ingen følelser, men da hun var en vane for ham, så skulle hun have det godt. Hun var næsten gået i døden for ham og hun fortjente virkelig alt fra hans side, for det fandt han kun rimeligt. Han vædede flygtigt sine læber. "Han har åbnet mine øjne, Tiya... Jeg ser det hele meget klarere nu, hvor jeg ikke kan mærke vreden eller frustrationen," forklarede han hende. Det var jo sandheden om ikke andet, så meget mere var der jo ikke i det. Han flyttede en hånd fra hendes talje og løftede til hendes nakke, som han lukkede afstanden mellem dem og skænkede hende et kys. Fra hans side ganske vist følelsesforladt, men hun smagte godt og velkendt og det var bare... vanen i det hele, at det var sådan, det var. "Min sjæl er måske helt væk... Men din glæde kommer først, det er min pligt som din mand. For jeg har jo valgt dig."

[Tiyanna Direshade Acheron]

At Sephiran var kommet hende i møde, indikerede kun for Tiyanna, at han ikke var ligeglad med hende, hvilket faktisk betød meget. Det var for længst gået op for hende, at det var de små ting, som hun var nødt til at vægte højt når det kom til ham, og det var skam også det som hun havde planer om. Følelser forstod han sig ikke på, og det vidste hun jo godt. ”Alt, Sephiran.. Alt,” fortalte hun med en sigende mine. Den mand som faktisk fik hende til at give det evige ja, havde uden tvivl gjort noget rigtig godt for hende og noget meget rigtigt, ellers ville hun aldrig have gjort det. Blikket hvilede på hans skikkelse. Hans ord.. forvirrede hende faktisk, for hun havde ikke nogen anelse om hvordan det skulle tolkes, men havde sine ideer. Hans sidste ord bekræftede det hele jo så bare for hende.. det sidste som var, var væk.. og om det var en god eller en dårlig ting, vidste hun så ikke helt. ”Han har taget det sidste fra dig… har han ikke?” endte hun tydeligt bekymret. Armen og hånden i hendes nakke, fik en sitren til at skyde direkte igennem hende, hvor hun glædeligt tog imod hans kys, som hun gengældte.. Selv med en længsel, for hun havde jo manglet at have ham så tæt på sig! Hånden strøg endnu en gang mod hans kind. Han havde ikke glemt hende.. Og det var det, som hun faktisk havde været mest bange for. Hun havde altid været omkring.. Aldrig særlig langt væk. ”Jeg håber godt nok også, at du gør det, fordi at det er noget som du har lyst til at give mig.. Og ikke bare af pligt.. Jeg var virkelig bange for at du havde glemt mig.. Jeg.. har noget som jeg er nødt til at fortælle dig,” tilføjede hun videre. De ventede sig igen.. og hun håbede denne gang, at hun ville være i stand til at give ham det. For det ønskede hun faktisk.. hun ville virkelig gerne give ham det, at være stolt af.

[Sephiran Acheron]

Selvom Sephiran intet reelt følte, så var det for ham bare logisk, at han skulle gøre alt for Tiyanna. Hun var den følelsesprægede, så derfor blev han nødt til at være den fuldstændig fornuftige, hvilket han endelig var blevet. Hendes lykke var vigtig for, at dette ægteskab kunne være stærkt og han ønskede jo stadig det samme; De skulle være det mægtigste par. Lære af hinanden og til hinanden, for de kunne på den måde blive de stærkeste... og så sammen kunne de indtage Imandra, da han stadig så en kæmpe fordel i, at hun var retmæssig arving, for det kunne styrke hans position. Godt nok skulle hun intet have at sige sådan direkte, men hun var et led i hans plan, også selvom hans far ikke ønskede det. Han trak på mundvigen selvom det ikke blev til at smil og nikkede. "Og jeg vil gøre alt for dig," endte han. For ham kun fornuftigt med henblik på et ægteskab, hvor hun ikke skulle modarbejde ham hele tiden. For fornuftig... det var han uden tvivl blevet! Hendes spørgsmål kom ikke engang bag på ham og han nikkede bare, for det var jo sandt. "Jo... Det har han været nødt til for at opretholde sin aftale. Men jeg ser det hele tydeligere nu, der er intet, der skygger for mit blik på tingene," svarede han hende. Hun skulle bestemt ikke se det som en dårlig ting, for han mente selv, at det var fantastisk. Kyssede var velkendt og rart for ham fysisk, for han kunne jo godt føle fysisk selvom han ikke havde de følelser, som Tiyanna besad angående kærlighed og sorg og hvad mere det kunne være. Da han brød kysset roligt igen, så lagde han hånden fra hendes nakke ned på ryggen igen, hvor han holdt om hendes talje. Han nikkede. "Jeg vil også gøre alt for dig, som du vil gøre alt for mig. Det fortjener du. Aldrig kunne jeg glemme dig... det kan ingen tage fra mig," svarede han roligt. Han løftede et bryn. Noget at fortælle ham? Gad vide hvad det kunne være? "Kom," endte han og tog hendes hånd. Han førte hende med sig ned ad gaden, for hun skulle have et bad og nyt tøj. Han nåede en bod med klæder, hvor han stoppede op. Deres hænder flettede han sammen af vanens magt. "Er den der ikke flot?" spurgte han og pegede på en mørkegrøn kjole med mønstre over.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en kvinde af tanker og følelser, og det var hun specielt nu hvor hun endnu en gang ventede sig. Hun havde været igennem forløbet før.. selv tegnene kunne hun jo genkende, når de begyndte at opstå, og da maven så begyndte at udvikle sig, så var hun jo slet ikke i tvivl om det faktum mere. At han så ligeså ville gøre alt for hende, fik et smil til at passere hendes læber. Lige nu havde hun bare… brug for ham. Det liv på gaden og uden et fast hjem, kunne hun virkelig ikke holde ud mere, nu hvor han havde introduceret hende til andet. ”Det er jeg glad for at du siger,” sagde hun ærligt, også fordi at hun vidste, at det var ord han mente. Hun vidste dog stadig ikke om det var en god eller en dårlig ting, at Theodore havde frataget Sephiran resten af hans sjæl, for hun havde set glimtet i hans øjne.. set det lille spor af et liv som han havde tilbage.. og nu var det bare.. tomt. Hun kunne faktisk ikke lide det. ”Det kan godt være, at du ser tingene klarere nu, og det ikke føles så.. slemt, som det måske gjorde engang.. men jeg ved stadig ikke om det er en god ting,” påpegede hun med en sigende mine, for hun mente det uden tvivl også. Kysset fik hende for alvor til at falde hen i hans arme. Hun slap det først, da han valgte at bryde det, hvor hun blev stående tæt i hans arme. Folk stirrede virkelig efter dem. De var jo slet ikke vant til at se Sephiran omkring kvinder på den måde.. men hun var ligeglad. Det var jo hendes mand, og hun elskede ham. Hun nikkede til hans ord. Det glædede hende at høre ham sige dem. ”Jeg frygtede det alligevel.. Jeg har ikke set skyggen til dig i… lang tid,” pointerede hun sigende, inden hun lagde hånden mod hans bryst. Selvom han ikke just gav hende muligheden for at fortælle ham om det hele, men bare.. rev hende med, så fulgte hun med alligevel. Hånden flettede hun ind i hans til de nåede boden med klæder. Det ville uden tvivl gøre godt med nyt! Hun trak let på smilebåndet. ”Den er smuk,” medgav hun. Hun elskede grøn. Det kunne han da huske.

[Sephiran Acheron]

Sephiran og Tiyanna var om muligt nu, blevet endnu større modsætninger. Han kunne intet føle nu, hvor han før havde haft en snert af nogle ting, men det var langt mere befriende nu. Han så tingene klarere og mødte ikke en mur af vrede, når noget gik ham på... han gik fornuftigt til værks og reagerede efter lyst og hvad der var funktionelt. Han vidste, at hun havde brug for ham og derfor ville han også være der for hende. Han trak på mundvigen selvom det stadig ikke udviklede sig til et smil og nikkede roligt til hende. Han mente det jo, for han ville gøre alt for hende. Det hørte ægteskabet til, men hun fortjente også den rette behandling. Hvis han var god ved hende, så ville hun også være mere medgørlig og det ville uden tvivl hjælpe på fordele-siden. Hans øjne var ganske vist tomme, for øjnene var jo et indblik i sjælen og han havde ingen. Men det ændrede ikke på noget, det mente han bestemt ikke. "Det er da en fantastisk ting. Jeg er langt mere behersket og kan holde hovedet fuldkommen koldt. Jeg er stærkere nu," svarede han. Han blev nødt til at få hende til at tro på det, så hun kunne tro på ham, for hun måtte se det som en god ting. Han syntes bestemt ikke, at hun skulle gå rundt og tænke over det, men bare acceptere, at sådan var det, for det ville blive nemmere for dem. Eftersom sjælen var væk, så var han faktisk ligeglad med at folk kiggede efter dem. Alle vidste, at han var gift og han havde lov til at vise det i al offentlighed. Han rystede på hovedet. "Det skal du ikke tænke på, kære. Jeg skulle komme mig, før jeg kunne gøre optræden i samfundet og rette op på mit ry og rygte... Men nu er jeg her," endte han roligt. Han tog hende med sig, for han ville gerne have, at hun skulle se ordentligt ud og så kunne de snakke lidt mere privat. Han ønskede ikke at folk skulle snakke videre om det, de snakkede om. Han kendte hende godt, for han vidste, at hun elskede grøn... Hun var jo elver. "Den der," sagde han til bodens ejer og rakte nogle mønter over bordet. Han fik kjolen pakket sammen og tog imod den, inden han førte Tiyanna med sig videre. "Hvor skal vi tage hen og få dig shinet lidt op?" spurgte han til hende og så mod hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var stadig ikke overbevist om, at det var en god ting, at han intet kunne føle, men hun kunne jo se og mærke på ham, at han var.. afklaret. Det havde måske noget at gøre med, at han intet kunne føle mere.. hun kunne jo ikke just sige det med en sikkerhed. Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var hun afhængig af ham.. hun havde brug for ham, og det vidste han vel også godt? Og det at vide, at han faktisk ønskede at være der for hende, glædede hende uden tvivl, for det havde hun brug for. Hun bed tænderne en smule sammen. ”Det kan godt være, at du ser det på den måde.. men jeg tvivler på, at det er sådan det foregår på længere sigt, Sephiran,” fastholdt hun sigende. Dog ville hun alligevel lade tvivlen komme ham til gode.. for det kunne jo være, at det var hende som tog fejl.. Lige nu var hun bare glad for, at de havde fundet hinanden igen, også selvom hun ikke vidste hvor hun skulle tage hen herfra.. så var det en glædens stund. Det gjorde hende glad at være omkring ham. Hun nikkede forståelsesfuldt. Hans far måtte have været hård ved ham.. En tanke som hun faktisk ikke brød sig om. ”Jeg kan stadig ikke lide din far, for den måde han behandlede dig på,” påpegede hun sigende. At hun bogstavelig talt var blevet kastet ud af vinduet og ud på gaden, var hun i princippet ligeglad med.. Det var ham, som hun havde tænkt på, og ikke alt det andet. At han udvalgte den grønne kjole til hende, var noget som kun fik hende til at trække tilfredst på smilebåndet. Han kendte hende efterhånden. Det var en af de ting, som en som Jason selv aldrig havde lært. Han havde vel aldrig været interesseret i det? Hun vendte sig mod ham og trak svagt på skuldrene. ”Jeg har vandret rundt på gaden siden din far smed mig ud.. Jeg formoder du har de gode forslag til hvor vi kan søge hen? Jeg har virkelig brug for at snakke med dig om en ting.” afsluttede hun. Det var uden tvivl en vigtig sag for hende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så uden tvivl den fuldstændigt manglende sjæl som en virkelig god ting og det skulle Tiyanna jo så bare acceptere. Det var meget bedre end det andet, for nu kunne det ikke slå klik for ham, så han blev vred eller frustreret. Han var iskold og klar i hovedet, hvilket han virkelig så som noget fantastisk. "Du ser det helt forkert, Tiyanna. På længere sigt er jo netop der, hvor det bliver bedre! Men lige nu kan det godt virke svært," svarede han hende roligt. Hun blev nødt til at stole på ham på dette, for det ville gøre det nemmere for dem. Hvis hun begyndte at modarbejde ham, så kunne det først gå galt for hende, fordi han ville være... ligeglad. Hvis forholdet ikke kørte, som han havde det i sit hovede, så ville det jo netop gå galt og der ville han ikke stå med skylden. Lige nu kunne han dog mærke på hende, at hun var glad, så det gjorde ham tilfreds. Han så på hende med sine isblå og tomme øjne. Nej, selvfølgelig kunne hun ikke lide det, for hun så det gennem et filter af følelser og alt det andet pladder. "Min far har intet forkert gjort mod mig. Han har gjort det nødvendige og han har fået mig på det rette spor," afviste han hende fast. Nok havde hans far kylet Tiyanna ud, og lige der var han slet ikke enig med sin far, men når det kom til ham selv, så var han faktisk taknemmelig for det hele, for han havde fået en brat opvågning. Han tog den grønne kjole under armen. Han kendte Tiyanna bedre, end man nok skulle tro. Selvom han ingen følelser havde, så opfangede han jo faktisk utroligt mange ting og de havde jo været sammen et godt stykke tid nu. Han holdt roligt hendes hånd imens de gik ned ad gaden. Han så tænksomt på hende. Han var ikke sikker på, hvor det var bedst at tage et bad. Egentligt måtte det jo være derhjemme? Men han ville først have hende ren og pæn før han tog tyrene ved hornene med sin far og præsenterede hende for ham endnu engang. "Ville Marvalo Bordel gøre dig noget? Der kan vi også snakke," endte han. Det var det mest fornuftige sted af hvad han kunne se.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tanken om alt det som Theodore havde gjort ved Sephiran, var slet ikke noget som Tiyanna kunne lide. Før var han da i det mindste i stand til at give udtryk for.. noget, og nu var det jo bare tomt. Hun rystede på hovedet. Den fornuft kunne hun ikke følge, men hun havde nok også en lidt anden tilgang til tingene nu, end det som han havde, så der blev de jo nok aldrig nogensinde enig. ”Det er svært.. før kunne du give udtryk for lidt.. og nu er der ingenting..” Ja, et sted så frygtede hun lidt, hvor det skulle efterlade dem, for før kunne han jo give lidt udtryk for, at han faktisk.. ønskede hende. Hun ville ikke have, at dette skulle være noget af bare forpligtelse, så det ville uden tvivl resultere i langt flere bump på deres vej.. Om det så var noget som de kunne overkomme, måtte tiden jo vise for dem om ikke andet. Hans far havde smidt hende ud, og gjort så mange ting ved ham, så hun synes bestemt ikke, at det var okay, så der var de bestemt heller ikke ligefrem enige! Hun vendte blikket op mod ham. Han snakkede roligt. Under de omstændigheder, som hun kendte ham i, ville han have hævet stemmen, blive frustreret og ikke mindst vred.. og der var intet. Det var virkelig svært for hende. ”Måske i din optik, men for mig, er det på ingen måder i orden, at frarøve sine børn deres sjæl, for at redde sin egen ende, Sephiran.. Han har gjort dig kold.. alt for kold,” sagde hun med en bekymring i stemmen. Selvom hun måske var en hård kvinde, så havde selv hun brug for den bekræftelse, som kunne ligge i det, og hun tvivlede på, at det var noget som hun ville få for fremtiden. Uanset hvad, så havde de brug for at snakke, også selvom hun tvivlede på, at hun ville få de reaktioner som hun ønskede på det hele. De havde om ikke andet fundet hinanden lige nu, og det var det som glædede hende. Bordellet ville nu ikke gøre hende noget.. lige nu var det bare ikke Theodore som hun ønskede at støde på. ”Det passer mig glimrende,” svarede hun og med et bestemt nik.