Have you missed me?

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke længere sur på sin far og fjendskabet var lagt på hylden. I stedet kunne de bare have en stærk alliance, som uden tvivl ville gavne i længden. Han forstod det hele nu og han skulle bare have Tiyanna overbevist, så hun ikke modarbejdede ham, for det nyttede jo intet. Han så mod hende og forstod egentligt ikke hendes ord, selvom han gerne ville være forstående. "Det er nemmere sådan her..." svarede han hende roligt. I hans øjne skulle hun intet frygte, hun måtte bare lade vær med at tænke så meget med hjertet og så tænke med hovedet i stedet for. Han vædede stille sine læber og gik roligt med hende ned ad gaden. Han havde aldrig haft det så godt med sin far, som nu og han så jo kun tydeligt, at hans mor faktisk virkelig var skylden i, at han havde slået sin far ihjel. Han fik jo leveret noget større af sin far, der støttede ham i at blive mere mægtig end ham selv, så det var jo noget, der faldt i god jord hos ham. For en ting var sikkert; han ville ikke lægge under sin far! Han accepterede kun sin børneværelse for nu, da han jo var ved at lægge planer og det hele. Han var helt rolig, hvilket han virkelig fandt som en kæmpe fordel, for man behøvede jo ikke hidse sig op for at få tingene på sin måde. Som regel var stilheden mere skræmmende end selve tordenen. Han sukkede og rystede på hovedet. "Jeg synes det er en udmærket forsikring... Det er noget, der er gået igennem generationer i vores slægt," svarede han stilfærdigt til hende. Han ville gøre alt for hende, hvis hun da så bare makkede ret. Han ville prøve så godt han kunne, men han var jo egentligt ligeglad det meste af vejen. Han nikkede roligt til hende. "Udmærket," endte han. Han drejede ind til siden og ind i en lille gyde, hvor han trak hende ind til sig og forsvandt.
De landede direkte i hans kontor, hvor der kun var meget enkle møbler.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ville uden tvivl komme til at modarbejde dette, og det ville hun gøre, frem til hun fik en grund til at gøre noget det modsatte. Lige nu, havde hun det ikke særlig godt med tanken om alt det som Theodore havde gjort ved ham, og fordi at hun kunne se, at han reagerede sådan som han gjorde.. helt ligeglad med hvad folk sagde og hvad de gjorde.. Det lignede slet ikke den mand som hun kendte. Hun rystede på hovedet. ”Det er det måske for dig.. men jeg kan ikke genkende dig mere..” Et sted var det en stor, men derimod også meget tung indrømmelse for hendes vedkommende, og det var altså slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Tanken om at skulle frarøve sine egne børn deres sjæle, for at sikre sig at familien ville overleve, synes hun selv var en direkte grotesk handling, og det fik hende til at frygte for det liv, som hun bar i sit indre. Hånden lagde hun mod sin mave helt automatisk ved tanken om det, for det frygtede hun pludselig. ”Jeg ved godt, at det er noget som går igen, for jeg har aldrig set så hjerteløse mænd i hele mit liv,” endte hun med en mere kortfatte stemme. Hun fulgtes med ham hen til gyden, hvor de forsvandt.
At dukke op på hans kontor, fik hende til at se sig om. Selv var hun ikke meget for arbejdet omkring disse steder, men hun havde lært at acceptere det. Noget måtte hun jo bare bide i sig, og hun kunne jo godt lide, at han udførte det ærlige arbejde og tog sig af de ansatte på samme tid. Hun slap ham stille, også selvom det var let vaklende.. Hun brød sig faktisk ikke om magi på den måde, men hun kunne jo ikke just gøre noget ved det af den grund. Hun lagde hånden mod hans lænestols ryglæn, bare for at støtte sig til noget. Tungen strøg hun over sine læber, inden hun vendte sig mod ham igen. ”Det ligner ikke, du har været her i evigheder,” bemærkede hun dæmpet.

[Sephiran Acheron]

I længden ville det kun være ris til egen ende, hvis Tiyanna valgte at modarbejde ham. Sephiran ville være ligeglad, for hvis hun ikke var den hustru og kvinde, som han jo havde valgt i starten, så ville han jo begyndte at fravælge hende. Derfor prøvede han lige nu også at få hende vundet over på sin side, for han ville jo faktisk gerne gøre alt for hende. Han havde bare i mente, at det ikke skulle være hans skyld, hvis det gik galt. Men han ønskede, at det skulle fungere, fordi hans far skulle ikke have ret! "Jeg er da den samme... Bare bedre," svarede han roligt og trak på skuldrene. Det var ganske vidst en tung indrømmelse for hendes vedkommende, men det lagde han ikke rigtigt mærke til mere. Han så ikke, hvordan hun nærmest beskyttende lod hånden falde mod hendes mave, for de tegn var han jo nok lidt blinde for i den tilstand, han var endt i uden en sjæl. Han rullede øjne ad hende. "Du bliver nødt til at acceptere tingene som de er Tiyanna," svarede han roligt og ikke med en speciel tone, for han var helt neutral og kølig. Da de stod i kontoret, så lod han hende lige komme til sig selv et øjeblik. Han så sig rundt. Han havde kun været her en gang siden han var hjemvendt fra Procias, men tingene kørte godt, for folk overholdt hans regler eftersom hans vagter jo ligesom holdt styr på dem. Han vendte sig roligt mod hende. "Kontoret flyttede jeg inden brylluppet, så at her er få møbler skulle ikke overraske dig. Men det er sandt, at jeg ikke har været her meget siden vores bryllup... Kun en enkelt gang, men bordellet kører nærmest sig selv," svarede han roligt. Han rakte hende sin hånd og førte hende med sig. Det var ikke bade-dag og alle var på arbejde, så den fløj kunne de jo låne for nu. Han førte hende ned ad gangen og ud i den lille gård hvor brønden stod og over til en anden del af stedet, hvor han trådte ind på et badeværelse. Døren låste han efter dem og han viftede med hånden, hvilket tændte faklerne herinde og gav det en ret hyggelig stemning. Kjolen lagde han på en lille taburet og trådte så hen til karet, hvor der lå en slat bundvand og han fik hurtigt badekaret fyldt op med dejlig varmt vand. "Værs'go," endte han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Meget muligt at det ville svide til hendes egen ende, men lige nu havde Tiyanna så mange andre ting at tænke på, og tanken om at hendes egen søn eller datter skulle igennem det selv samme, var bestemt ikke en tanke som hun bifaldt på nogen måde. Hånden strøg kort over maven alene ved tanken, for det ville han bestemt ikke få lov til af hende! ”Det er jo det, som jeg må finde ud af, ikke sandt?” spurgte hun ganske sigende. For nu, lod hun tvivlen komme ham til gode, for han havde jo heller ikke givet hende en grund til at skulle tro en masse andre ting, måtte man jo sige. I det store forløb vidste hun jo allerede godt, at hun ville være nødt til at acceptere disse nye omstændigheder, selvom hun bestemt heller ikke var meget for det.. En ligeglad mand.. og med et barn på vej? Det i sig selv, lød ikke som nogen særlig god blanding. Hun sukkede tungt og vendte sig mod ham. ”Det ved jeg ærlig talt ikke om jeg kan,” fortalte hun ærligt.
At han førte hende med sig hen til badekammeret, havde hun ikke noget imod. Hvad hun dog ikke ville give for et bad og noget rent tøj. Før hun havde mødt ham, havde hun været ligeglad med det, men de finesser som lå til det gode liv, var hun vel bare blevet for vant til med tiden? At han havde flyttet det hele, vidste hun godt, men det lignede virkelig ikke, at han havde været her i lange tider. ”Det er vel bare et tegn på at det er en forretning, som kører som den skal?” spurgte hun. Hun var jo ikke ligefrem en kvinde som gik meget op i forretning og den slags.. men derimod det kar som han fyldte op for hende, fik derimod smilet til at brede sig på hendes læber. ”Jeg takker..” sagde hun blot, hvorefter hun slap ham og bare.. klædte sig af. Den ellers så lille bule på maven tog hun sig ikke af lige nu, og hun tvivlede på, at han overhovedet lagde mærke til den. Uden en trævl på kroppen, steg hun op i karret og sænkede sig. Der var jo ikke det på hende, som han ikke havde set. Hun vendte blikket mod ham. ”Kommer du med i?”

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ganske vist ændret sig, men fordi han ingen sjæl havde, så så han det kun som en fordel. Fornuft gik ud på at veje i fordele og ulemper, så det gjorde han også og det gik jo allerede fremragende. Folk havde stadig ligeså meget ærefrygt for ham som før og han elskede det, for magten komplimenterede hans person virkelig godt. "Det må du jo," gav han hende ret i. Hvis hun ikke selv fandt ud af det, så ville det bare svide hendes egen ende i længden, for der var ingen nåde hos ham hvis hun først begyndte at træde forkert. Lige nu var han betaget af hende som før, fordi hun var speciel for ham, anderledes og komplimenterede hans egen person. Ligeså var der store fordele i at have hende ved sin side, da de fleste kunne lide hende i Imandra og det kunne komme til stor gavn. Dertil var de også gift, som jo ligesom bandt enderne sammen. Han mødte roligt hendes blik og løftede et bryn. Det vidste hun ikke om hun kunne? Så måtte hun jo finde ud af det. "Der er ikke så meget at gøre ved det, hvis du ikke kan acceptere det," fortalte han blankt, dog med en neutral tone. Han vendte sig roligt mod hende, nu hvor de var nået til badekammeret. Her var ret hyggeligt, specielt med faklerne og sådan. Han nikkede stilfærdigt til hende, mens han stod og betragtede sig af hende. "Bestemt... Det har passet sig selv uden problemer under mit fravær," svarede han roligt. Han vædede stilfærdigt sine læber og så over hende, da hun klædte sig af, uden rigtigt at lægge mærke til den lille gravide mave. Hendes ord kunne han dog godt lide, for det sagde han bestemt ikke nej til. "Gerne." Han begyndte roligt at knappe og binde sit tøj op. Han lagde det sammen på jorden og trådte nøgen hen til hende. Hans ryg var præget af piskeslagene hans far havde skænket ham og det ville hun nok se, da han trådte omkring karet. Han steg op bag hende og lænede sig tilbage og bød hende ind i sin favn.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna måtte stadig finde ud af, om dette var noget, som hun faktisk kunne leve med i længden, selvom hun.. et sted tvivlede på det hele. Hun nikkede blot til hans ord, og vendte sig væk. At det hele nu var væk, var uden tvivl svært for hende, men hun måtte jo lære at leve med det.. Selv vidste hun jo, at hun ikke rigtigt havde noget andet valg end det, og det var en tanke, som faktisk.. frustrerede hende, og langt mere end hvad hun nik gik og gav udtryk for. Hun trak vejret dybt og strøg hånden over maven.. Det var uden tvivl en langt mere besværlig situation end hvad godt var, at være i nærheden af, og hun vidste det jo godt. ”Det vil vel bare gå udover mig, hvis jeg ikke lære at acceptere det, ikke sandt?” endte hun denne gang mere kortfattet. Han følte sig ved styrke.. og hun vidste, at det var fordi, at han ej var i stand til at se noget andet. Hun smilede let for sig selv. ”Det er jo glimrende… Det beviser jo blot, at du styre stedet her med den rette hånd,” fortalte hun med en ærlig stemme.
Nu hvor hun kom i vandet, så satte hun sig godt til rette. At han så gerne ville hoppe med i, gjorde hende bestemt ikke noget, for det passede hende ganske glimrende. Hun smilede let, og vendte sig mod ham. Den tilpiskede ryg, fik hun hurtigt øje på. Hun sukkede tungt. ”Han har virkelig været hård ved dig, Sephiran.. Jeg kan jo se det med mit blotte øje,” sagde hun sigende, da han satte sig bagved hende. Hun lænede sig glædeligt ind mod hans krop. Her følte hun sig tryg og godt ved mode, og det betød faktisk meget for hende. Hun bed sig svagt i læben. De trygge arme fandt hun trygheden i nu… men hvad med deres kommende barn? Ville det være i stand til at gøre det samme? Hun sukkede tungt og lukkede øjnene ganske kort i. Det var trygt for hende.. og det havde hun manglet. ”Det går først op for en hvad man mangler, når man har mistet det..” Hun vendte hovedet en anelse og kyssede hans kæbe.

[Sephiran Acheron]

Sephiran lagde det op til Tiyanna ligesom at bestemme enden på dette ægteskab. Hvis hun begyndte at gå imod ham, så ville det uden tvivl bare være hendes egen grav hun begyndte at grave. Han ville være ligeglad, hvis hun ikke direkte makkede ret, uanset hvor hårdt det lød. Men han ville gerne gøre alt for at holde på hende, fordi hun jo var en vane for ham som han ikke vidste hvordan han skulle bryde. Uanset hvad, så var hun jo virkelig kommet under huden på ham, også selvom han intet direkte følte. Han vædede roligt sine læber og nikkede til hende, for han kunne jo ligeså godt være ærlig overfor hende. "Jo. Jeg ønsker stadig at følge den oprindelige plan; Vi skal blive stærke sammen, lære af hinanden og alt, hvad jeg har fortalt dig om før," forklarede han. Han var jo ikke dum og vidste, hvordan han efterhånden kunne hele sårene lidt, som han jo også selv var skyld i. Han trak vejret roligt og trak skævt på mundvigen. Det var sandt, for stedet her kørte virkelig godt i forhold til før, han havde skredet ind. Det var en fremragende investering han havde gjort sig der. Han skulle så bare finde ud af, om han fortsat ville styre det fra Imandra eller lade det gå videre til en anden. Han vidste dog bare ikke, om Samuel var duelig til den opgave. Han trådte roligt om karet og burde have vidst, at hun ville se hans ryg med de mange piskesår. Han trak på skuldrene... for ham var det jo ikke noget nyt, for han havde været igennem det under hele sin barndom. "Det der er faktisk ingenting," afviste han hende blankt og gled ned bag hende. Armene gled omkring hende om hendes talje, hvor han hvilede sine hænder lige under hendes bryster omkring hendes ribben. Han ville gerne have, at hun skulle føle, at han beskyttede hende, for det ville han jo gøre! Han lukkede kort øjnene og var ikke helt sikker på, hvordan han skulle tolke hendes ord. "Jeg har savnet dig," endte han dæmpet. Det var jo end ikke løgn, for han kunne jo godt mangle og savne noget, som han var vant til. Han kyssede hende på siden af hovedet og nussede hende under brystet med sine tomler. "Hvad ville du snakke om?" afsluttede han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna frygtede at modstand fra nu af, bestemt ikke ville komme hende til gode, og det var det som hun var mest bange for.. Specielt nu hvor hun vidste, at hun ventede sig en søn eller en datter.. og det var det som påvirkede hende mest. Hun havde brug for ham.. uanset hvor meget hun så end måtte hade den tanke, så var det jo sådan at tingene faktisk forholdt sig. ”Den plan kan jeg godt lide..” sagde hun med en sigende mine. Magi ville hun virkelig gerne lære, som han også gerne ville ære, at kæmpe med krop og næver. Det var jo ikke altid at magien kom til gode i den forbindelse, og det var jo det som de vidste begge to. Uden at håne eller nedgøre hinanden, men hun vidste godt, at de havde meget at lære hinanden. Selvom hun nu havde set hvor ilde tilredt han egentlig var, så forstod hun virkelig ikke, at han kunne fortsætte med at tage den mand i forsvar, som havde gjort ham sådan ondt, og faktisk smidt hende ud af vinduet! ”Manden smed mig ud af vinduet, og har pint og tortureret dig, Sephiran.. Du kan virkelig ikke komme og fortælle mig, at det er ingenting..” påpegede hun med en sigende og mere kortfattet stemme, end hvad hun havde gjort brug af til nu. Blikket gled mod hans skikkelse med en mere alvorlig mine, selv da han kyssede hende på siden af hovedet. Hun kunne faktisk godt lide det. At han lagde armene omring hende under brystet, sagde hun ikke noget imod.. Det føles godt, at have ham liggende der bag hende.. røre ved hende.. passe på og beskytte hende. ”Jeg troede ikke du var i stand til at føle savn, min kære,” sagde hun dæmpet. Ikke at det gjorde hende noget.. hun kunne godt lide bekræftelsen i det. Hun trak vejret dybt og lagde sig til rette. Skulle hun sige det? Hun trak vejret dybt, inden hun tog den frie hånd og lagde den mod den lille gravide mave. ”Jeg venter mig, Sephiran.. Vi.. skal have barn igen,” sagde hun direkte. Hun ønskede bare ikke at han skulle frarøve deres kommende for sjælen!

[Sephiran Acheron]

Modstand ville ikke komme nogle til gavn overfor Sephiran, for han ville ikke tøve med at gøre hvad der passede ham. Han fulgte fornuftens vej og det ville han ikke lægge skjul på overfor nogen. Han trak svagt på mundvigen selvom det ikke nåede at blive til et smil. Han nikkede stille. "Godt, så er vi jo enige så langt," svarede han. Det var tydeligt at høre, at han var tilfreds, for det var jo lige sådan han ønskede tingene... så at hun ønskede det samme, gjorde jo bare det hele meget nemmere! De kunne lære meget af hinanden, da han gerne så hende kunne udføre magi af en simpel og beskyttende art. På samme måde ville han også gerne kunne beskytte sig uden magi, da han jo havde oplevet for sølle han kunne blive og det ville han ikke igen! Han trak roligt vejret og vidste, at de jo faktisk kunne bruge hinanden til meget, hvilket han jo også ville bruge som fordel for det hele. Han tog sin far i forsvar, da han jo forstod sin far nu og derfor handlede man jo, som man fandt passende. "Hvad han har gjort mod mig, skal du ikke tænke på Tiyanna. Sket er sket. Det eneste punkt vi er uenige, er faktisk sagen om dig... Men han kunne have slået dig ihjel, så derfor vil jeg ikke puste mere til ilden," svarede han hende kortfattet. Det var jo sandheden, så han var faktisk bare taknemmelig for, at han ikke havde slået hende ihjel! Han ville hende jo gerne. Han blev siddende med hende i sin far og kunne godt lide følelsen, for den var så velkendt. "At mangle og savne er vel det samme," svarede han hende roligt. I hans verden, var det jo logik... Han prøvede bare at benytte de ord, som hun jo forstod og gerne ville høre. At hun tog hans hånd, sagde han ikke så meget til, indtil han forstod det hele, da ordene fulgte med. Han blev siddende roligt og et kæmpe smil bredte sig på hans læber. Det var jo perfekt! Lige som han ønskede det; en tronarving allerede! "Det er jo fantastisk," endte han og kyssede ømt hendes nakke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ønskede ikke at miste Sephiran på det her.. Og tanken om hvad der ville ske efterfølgende, var det som hun faktisk var mest bange for. Tungen strøg hun let over sine læber. Den oprindelige plan kunne hun godt lide, dog selv på trods af det faktum, at hun følte for ham. Hun… elskede ham jo. ”Det er vi.. Så langt i hvert fald,” medgav hun sandfærdigt, mens hun lagde sig godt til ved hans skikkelse igen. Selv for hende, var det rart at have ham liggende ved sig. Det fik hende til at slappe af.. Specielt fordi at hun jo vidste, at han ville passe på hende. Det havde han jo trods alt lovet. Selv på trods af det faktum, at hun slet ikke kunne fordrage hans far for hvad han havde gjort.. at man kunne slå deres egne, og endda kaste hende ud af vinduet, så var hun egentlig ligeglad med hvor mild han havde været, for hun fandt sig bestemt ikke i det! ”Det kan godt være, at du er ligeglad med det hele, Sephiran, men det er jeg ikke. Det kan godt være, at det i dine øjne, var mildt at jeg blot blev kastet ud af vinduet.. men tænk på det hele.. jeg blev tvunget væk fra dig. Jeg er ligeglad med hvad han gør sig af tanker om det hele.. Men jeg kan ikke lide det.. Jeg vil bare være sammen med dig.. Det er der da ingen skam i?” endte han med en sigende mine. Tungen strøg hun let over sine læber. ”Det er ikke helt det samme, men tæt på.. Men vi kan godt sige det er det samme.. hvis det gør det nemmere for dig,” sagde hun med en rolig stemme. Hun lagde sig godt til rette ved ham, hvor hun roligt lod hånden stryge over hendes mave. Hun trak let på smilebåndet. At se ham smile, forundrede hende faktisk, for hun kunne slet ikke huske at have set ham smile sådan før. Hun trak vejret dybt og bed sig let i læben. ”Du kan lige vove på, at gøre det samme som din far har gjort, Sephiran.. Det får du ikke lov til,” endte hun mere sammenbidt. Hendes kommende skulle ikke rende sjæleløs rundt!

[Sephiran Acheron]

Sephiran ville gerne have det hele til at fungere, for han ønskede hende ved sin side. Hun var hans vane, som han ikke helt kunne leve uden, for han havde brug for det velkendte. Hendes duft, følelsen af at have armene om hende og alt, som han kendte fra førhen, for det holdt jo stadig ved. Han nikkede roligt og kyssede hende på siden af hovedet ganske roligt, som han lod hende finde sig til rette ved ham. Det var sådan her, han godt kunne lide det, for han følte sig tilfreds og ovenpå. Han blev nødt til at have hende med, for der var så mange fordele i det, som han så. Ganske vist så hans far det ikke, men det gjorde han og der ville han selv bestemme. Han passede på hende, for han holdt altid hvad han lovede. Han vædede stilfærdigt sine læber og nød det varme vand, for det fysiske behov lå der jo trods alt stadigvæk. Det kunne så godt være, at hun ikke fandt sig i hans far, men det blev de begge nødt til for at han ikke blev ved med at skille dem ad. "Men vi er sammen nu Tiyanna. Og vi kommer til at være sammen, så snart jeg iværksætter planen for vores fremtid," svarede han hende stilfærdigt. Det var jo sandt. Lige nu ville han bare ikke forklare hende planen, for han vidste ikke, om hun var parat til det? Han måtte spille sine kort klogt, så han kunne få hende med på den, fordi hun ville uden tvivl hjælpe ham på sin vej bare ved at følge med. "Jeg prøvede bare at benytte dine ord," forklarede han hende. Hans velkendte smil holdt ved et øjeblik, som han blev siddende med hende i sine arme. Han lukkede stille øjnene og slog dem dog op ved hendes sidste ord. Det skulle hun da virkelig ikke bestemme! "Så må du håbe på, at det er en pige der kommer til verden," svarede han hende køligt og afvisende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna faldt for alvor til ro ved at ligge i Sephirans arme, for det var der at hun for alvor følte sig godt tilpas.. Det var uden tvivl noget som hun havde manglet i den tid som hun havde været væk fra ham i den her måde. Hun ville ikke have at de skulle skilles fra hinanden igen. Det kunne godt være, at de var gift af aftale og forretning, men for hende, så var der også følelser med i billedet, og det var det som var det vigtigste for hende.. også fordi at han var klar over det. Hans planer for deres fremtid havde hun virkelig ikke nogen anelser om, for det var jo ikke just noget, som man kunne sige, at hun var indviet i på nogen måde.. Ikke at hun brød sig om det faktum, for det gjorde hun ikke, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? ”Hvad er dine planer for vores fremtid, Sephiran? Jeg føler at du har gjort dig så mange tanker og overvejelser, som jeg ikke er blevet indviet i,” fortalte hun med en dæmpet og sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun trak vejret dybt. Selv for hende, så var det her uden tvivl en rigtig krævende situation, for hun ønskede virkelig ikke at det skulle ødelægge det hele, selvom den helt manglende sjæl nu, uden tvivl ville blive en problematik, som hun håbede de ville overkomme sammen. ”Det betyder meget for mig, at du prøver,” sagde hun ærligt. Tænderne bed hun let sammen. Han ville gøre det.. og hun kunne slet ikke lide den tanke! ”Sephiran.. du må ikke gøre det..” endte hun, inden hun vendte sig direkte mod ham i stedet for. Selv vidste hun jo, at hun havde tendens til at føde drengebørn, for det var jo faktisk det eneste som hun havde fået.. og hun ville slet ikke have, at han skulle gøre sådan noget mod deres kommende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt mærke, at Tiyanna faktisk lå roligt ind til ham, så det var da kun rart for ham. Han ville jo hurtigt kunne mærke, hvis hun lå anspændt eller ikke følte det behageligt, så det var han godt tilfreds med. Den ene hånd hvilede stadig på hendes mave, uden at han tænkte videre over det, og den anden lå tættere på brystet. Han lukkede øjnene roligt og plantede et kys mod hendes nakke, for han kunne bare ikke lade vær. Hun var hans vane og det blev hun ved med at være, for han havde brug for hende i sit billede. "Dem vil du blive indviet i, så snart planen er helt klar... Det er store planer... faktisk min fars idé, men jeg kan virkelig lide den," svarede han roligt og nærmest forsikrende, som havde det været en god ting, at det var hans far idé. Han så det jo sådan, at hans far tog hans retmæssige og bare gav endnu mere til sin ældste søn, så derfor var han ikke gal over Acheron Landsted mere, for han fik jo et helt land så snart planen var fuldført! Han trak på mundvigen ved tanken, for det var lige noget der kunne tilfredsstille ham. Ganske vist var han sjæleløs, men han vidste, hvad der gjorde ham tilfreds og utilfreds, samt hvad der var fornuftigt og ufornuftigt. Han nikkede stille. "Godt. Så kan jeg jo blive ved," endte han til hende. Han sukkede, da hun nu drejede sig helt rundt og han slap hende derfor. Han mødte hendes blik med sine egne tomme og kolde øjne. "Det er jo ikke som om, at vi kun skal have et barn Tiyanna. Jeg tager den ældste, fører arven videre som man gør i Acheron familien... Og så får vi nogle andre du kan pusse og nusse med," svarede han kortfattet. Han så mod sine hænder, der var begyndt at rynke og tænkte, det var på tide at komme op. Han rejste sig derfor og steg roligt op af karet, ligeglad med at han dryppede på gulvet. Han tilkaldte sig et klæde til at tørre sig med og fik sig hurtigt tørret, inden han vendte tilbage til sit tøj, som han begyndte at iklæde sig. Han tilkaldte et klæde mere med magien og holdt det mod hende som en gestus.

[Tiyanna Direshade Acheron]

For Tiyanna var det uden tvivl rart at være ved Sephiran igen, da hun havde manglet det, som hun havde manglet ham. Hvorvidt om det var graviditeten som gjorde det, eller om det faktuel var ægte, var svært selv for hende at finde ordentligt ud af. Hun smilede skævt, selvom det falmede da han ikke ville fortælle hende det, samt det faktum at hans far var indblandet, fik for alvor alarmerne til at ringe for hende. "Din far er blandet ind i det? Og det er hans idé? Spørger du mig, er det ikke ligefrem betryggende.." pointerede hun med en sigende mine. Dog glædede det hende at han prøvede at glæde hende på den måde for det betød da at han ville hende.. og det var vigtigt for hende. "Fortsæt du endelig." sagde hun dæmpet.
At de så skulle til halvvejs at skændes, fik hende til at himle med øjnene og ryste på hovedet. "Børn er Kime bare noget man får for at pusse og nusse om, Sephiran..!" endte hun mere bestemt, da han slap grebet om hende og rejste sig i stedet for. Næverne knyttede hun inden hun selv rejste sig op i stedet for. "Det er et barn.. et levende individ.. sådan gør man ikke." bed hun ham af, inden hun tog om håndklædet og tog det om sig, så han ikke kunne se noget som helst. Hun håbede på en datter.. hun ville ikke have at noget skulle ske hendes børn!

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret dybt og pustede roligt ud. Han havde intet at hidse sig op over, for det kunne han ikke, så han forklarede bare tingene lige som de var. Han var tilfreds med at have hende ved sig igen og han ville også sørge for, at han kunne have hende ved sig. Dog ville han ikke tage hende med hjem, for det ville være for farligt lige på nuværende tidspunkt, hvor Theodore var ved at indtage sin position i huset og gøre klar til, at han skulle ægte Clemency igen. Men til brylluppet kunne han godt finde på at tage hende med, hvis de da var enige om deres fremtid sammen, så hun faktisk var fuldt på hans side. "Min far, er min støtte... Han tager hvad der retmæssigt er hans og giver mig langt mere," svarede han hende roligt. Han fandt det betryggende, at hans far var med ham hele vejen, for det gjorde det hele betydeligt nemmere at have allierede i Dvasias, når han selv skulle indtage Imandra. Han skulle samle mænd og folk, der kunne tage med ham og så iværksætte en fejlfri plan, for han ville ikke fejle igen! Han nikkede roligt og fik sit tøj på igen. Han så mod hende, som hun blev sur. Det kunne han tydeligt se, selvom det slet ikke påvirkede ham, for han havde ingen lyst til at hæve stemmen eller råbe ad hende som førhen. "Ikke? Hvad vil du så med et barn, Tiyanna? Hvis du hverken vil videreføre arven eller nusse om det?" spurgte han hende sigende. Nu måtte hun da lige finde ud af det - kvinder! At hun var sur blev kun tydeligere for ham, da hun dækkede sig til, for det gjorde hun altid - hun var nu en sjov skabning. "Og det bliver da ikke mindre barn eller mindre levende af, at jeg fører arven videre. Det er sådan man gør i min familie og det bliver vi ved med," endte han afsluttende. Han gad slet ikke diskutere det, for hun havde intet at sige. Han løftede den mørkegrønne kjole de havde købt og rakte den til hende. Da hun havde fået den på, førte han hende med sig tilbage mod sit gamle kontor, der jo var lidt væk fra alt andet i selve bordellet. "Jeg vil rede op til dig hvor jeg før havde kontor... På den måde vil min far ikke ane uråd om, at jeg skjuler noget for ham, for jeg ejer jo trods alt bordellet og skal jo herned," forklarede han hende på vejen... Det gjorde han så... og så tog han hjem. Lod hende sidde med alle de mange tanker.

//Out.