This feels like home

[Deleted]

Caleb kunne man jo sige, var bare vant til at skulle støde på modstand af den ene eller den anden slags, og det var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det hele forvirrede ham virkelig, og det var helt klart en underlig fornemmelse, som han lige skulle finde ud af. Lestat ville virkelig tilbyde ham et sted at være, med et job som han kunne tage sig af, som ikke involverede et job på bordellet, og det var virkelig en underlig fornemmelse, selv for ham. Han lyttede til manden.. En mand, som man uden tvivl kunne se op til, og det var tydeligt, men han ønskede jo heller ikke ligefrem, at gøre ham frustreret ved at gang på gang, arbejde mod ham. ”Jeg ved ikke hvad De har været igennem, Herre.. Men hele livet har jeg tilbragt på det sted.. Mit liv har aldrig bestået i andet,” forklarede han roligt. Selv vidste han ikke om det måske var for sent at gøre noget ved det, men han ville naturligvis forsøge at gøre det, så godt som han nu kunne, og det var skam også derfor, at han valgte at give manden ordene, og sværge sin evige loyalitet, for det havde han bestemt ikke nogen kvaler ved. ”Jeg tror ikke De ved hvor stor en betydning det her har for mig,” forklarede han med en rolig stemme. At manden så gik med til det, var noget som kun fik ham til at smile, for det var uden tvivl noget, som faktisk betød utrolig meget for ham. At han rejste sig og rakte ham hånden, fik ham til at stirre.. Han var slet ikke vant til at det foregik på den måde. Han tog ham dog i hånden og trykkede om den. ”Det.. det gør vi, Herre,” sagde han dæmpet, idet han roligt rejste sig op igen. Han forstod ikke hvorfor, men muligheden var virkelig det vigtigste for ham. Ingen tvivl om det. Han vendte blikket mod ham. ”Jeg.. Nej.. Jeg tror jeg har fået besvaret dem jeg har,” sagde han roligt. Han sendte ham et yderst taknemmeligt smil. Det betød meget for ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat smilede venligt til Caleb. Manden fortjente uden tvivl noget bedre og han ønskede at skænke ham det. Han følte, at han skyldte Yelena en masse, for både hendes hjælp med Jacqueline samt den svig han havde påført hende, ved at have været væk i så mange måneder. Han vidste godt, at han ikke burde føle skyld, men det kunne han ikke rigtigt lade vær med. Flygtigt vædede han sine læber, mens han så på Caleb med sine havblå øjne. Han tilbød Caleb alt dette, fordi det betød meget for Yelena og derfor var det vigtigt for ham, at lade ham blive her. Han var sikker på, at de faktisk havde noget kørende, nøjagtigt ligesom han havde set det på Joshua og Mirry tilbage, da han havde taget dem med hertil fra Dvasias. Ingen fortjente skæbnen som en gemen slave og de trivedes jo her. "Jeg har mange gange måtte gennemleve en omvæltning i min tilværelse. Det er på tide, du gennemgår din første og finder ud af, hvor godt det kan føles at gå i den rigtige retning," forklarede han ham sandfærdigt. Den anden vej rundt, var jo så mindre heldig, men han havde jo både prøvet fra fattig til rig og omvendt, så man kunne jo kun sige, at han faktisk kendte alle aspekter af livet og han havde en kæmpe forståelse. Han så roligt mod ham, som han selv kom op at stå og lyttede til hans ord. "Jeg kan set det på dit ansigt, Caleb," svarede han selv ganske mildt. Han kunne godt lide, at manden faktisk ikke holdt det inde men udtrykte sig, selv på trods af, at det jo var første dag han rigtigt var her. Han trykkede hans hånd, selvom han havde set Caleb stirre underligt et øjeblik, men det var jo starten på tilvænningen til dette. Han nikkede fast og slap hans hånd, som han vendte sig mod døren og gik derhen, for at lede Caleb ud. "Udmærket så. Find Yelena, der er snart aftensmad for staben. Så kan du begynde at møde de andre," endte han stilfærdigt. Han trådte ud af stuen og gik så mod 1. salen, hvor Yelena var på vej ned igen.

//Out.

[Deleted]

For Caleb var det hele virkelig overvældende. Alene den tanke om, at han nu skulle til at.. arbejde her, var mere end det, som han lige havde turde håbe på, kunne man sige, også fordi at den tanke i sig selv, havde været skræmmende nok. Han vendte blikket mod ham. Han havde aldrig rigtigt gennemgået nogen omvæltninger i hans liv, som man kunne anse som nogen betydningsfulde. Jovist havde han mødt Yelena, som havde vendt op og ned på det hele, men selv de var jo revet væk fra hinanden, og nu sad de her, som de gjorde netop nu.. Det var en god ting.. Det var han overbevist om. ”Den første store omvæltning, er vel også den mest voldsomme, er det ikke? Jeg.. ved bare ikke helt hvordan jeg skal tackle det hele endnu,” sagde han roligt. Lestat sad inde med viden, og en forståelse, som man ganske vidst kunne sige, at han ikke ligefrem havde regnet med, men det var virkelig rart, at der var nogen til at vise den overfor ham.. Han havde brug for det, og derfor var det uden tvivl også noget, som betød ekstremt meget for ham, ingen tvivl om det. Han smilede let for sig selv, idet han tog manden i hånden. Glæden kunne måske ses i ansigtet, selvom han virkelig forsøgte at holde det en kende diskret, for han var jo heller ikke ligefrem ude på at skulle virke alt for vild og overgearet på grund af det her. ”Er det så tydeligt?” spurgte han med en rolig stemme. Han slap ham. De var enige.. Og at det hele skulle starte så hurtigt, var noget som han faktisk så frem til. Så kunne han jo kun håbe på, at han kunne præstere med noget brugbart, som Lestat og hans familie kunne drage nytte af, i stedet for det andet og modsatte. Han nikkede mod ham og sænkede hovedet i den dybe respekt for ham og hans familie. ”Selvfølgelig, Herre.. Må De og Deres hustru have en fortsat god aften,” hilste han roligt, da Lestat forlod stuen. Selv søgte han ud for at finde Yelena. Han var virkelig, virkelig glad!

//Out