This feels like home

[Deleted]

Det havde været et direkte chok for Yelena, at stå midt i arbejdstiden og se Lestat træde ind. Hun havde ikke rigtigt vist, om hun skulle grine eller græde, for hun havde da ikke regnet med en så hurtig respons. Faktisk havde hun ikke helt vist, om de ville hente hende, for hun var for ydmyg til at spørge om det i brevet. Hun håbede, at Caleb havde accepteret hvor venlige Lestat og Jacqueline var, for han fortjente jo intet mindre. Han skulle lære, at dette ikke var alt han duede til. Sephiran var heldigvis ikke på Bordellet den dag, så hun tog de penge hun havde tjent og sneg sig så væk med Lestat, lykkelig over endelig at komme væk. Hun turde ikke gå selv, for Sephiran ville kunne finde hende alt for hurtigt. Hurtigt var de kommet op på hesten og så red de ellers mod Imandra...
Turen var befriende for en gangs skyld, ikke som sidste gang hvor hun havde haft Lestats bror bag sig. Hun var stadig skyldig overfor den hændelse, men hun kunne jo ikke have gjort noget andet, når hendes børn blev truet. Hun satte alle andre før sig selv, men hun satte også sine børn før alle andre. Hun vædede sine læber og så lettet ud, da huset stod op foran dem og da hesten var stoppet op, så sprang hun af og stormede direkte ind ad døren. Den første hun mødte var Mirry, der så helt glad og overrasket ud også over, at hun var hjemme. De mødte hinanden i en omfavnelse og hun smilede glad, begge var glade... Dette skulle blive en god dag! Det var kun hen på eftermiddagen, så det var jo altid noget, så havde de resten af dagen.
Lestat fulgte hende roligt efter og trådte ind i forhallen, da han havde fået stalddrengen til at tage sig af hesten.
Yelena smilede stort til Mirry. "Jeg må finde Jacqueline," sagde hun glad og kunne mærke i sit hjerte, at Jacqueline var ovenpå, eftersom de jo begge var dæmon af race. Hun nåede op til værelset og bankede forsigtigt på, afventede et svar til at måtte komme ind.

[Deleted]

Jacqueline havde taget sig af børnene i den tid hvor Lestat havde været af sted. Hun vidste godt, at han gjorde det for hendes skyld.. Selv var hun slet ikke i tvivl om, at hun kunne finde en bedre mand, end den som hun havde fundet. Havde Lestat bare været hjemme, efter at børnene var revet fra dem, så havde hun aldrig stået i denne situation, for selvfølgelig havde de lånt hende de penge, som skulle bruges for at sikre hendes børn! Så var det her aldrig nogensinde sket, og det var noget, som hun uden tvivl var rigtig, rigtig ked af.
Børnene var i øjeblikket lagt til hvile for dagen. De var fuld med energi, og så snart de nåede middagstid, faldt de begge to om. De var jo heller ikke så store endnu, så Jacqueline kunne fokusere på at vente på at Yelena ville komme sammen med Lestat ridende ind til huset. Nu hvor vinduet var vendt ud mod den store og næsten massive gårdsplads fra soveværelset, så kunne hun jo se dem, når de kom ridende.. Og der kom de. Et sted så følte Jacqueline at tusind sten blev lettet fra hendes bryst, ved at se hendes kære veninde komme hjem. Hvis der var nogen, som havde holdt hende ved lige igennem den sidste lange tid, så var det da uden tvivl hende! Roligt rejste hun sig op og vendte sig mod spejlet. Selv var hun kommet rigtig godt igen, siden børnene var revet fra hende, og hun havde ligget nærmest i koma igennem alt for mange måneder.
Endelig bankede det på døren, og det fik Jacqueline til at reagere allerede med det samme. Selvom hun måske en tendens til at virke meget rolig og fattet, men det var jo måneder siden, hun havde set sin kære veninde nogen steder, og med tanke på, hvad hun havde gennemgået, så var det uden tvivl svært for hende, bare at.. virke og lade som ingenting. Hun gik hen til døren og tvang den op. ”Hvor er det godt at se dig,” begyndte hun endeligt, og med et smil på læben. Armene åbnede hun, som bød hun hende til en omfavnelse. Hun havde uden tvivl været savnet her på stedet!

[Deleted]

Yelena vidste godt, at det hele kunne have været anderledes, men sådan havde hun ikke råd til at tænke. Sket var sket, og hun kunne da slet ikke tillade sig at bebrejde Jacqueline og Lestat, når deres små piger var blevet taget fra dem så brutalt fra vuggen. Det var jo deres sag og hendes ex-mand, var jo faktisk hendes sag, så derfor ville hun slet ikke blande de to ting sammen. Hun havde det fint med sådan som tingene var, for hun tog det ikke for så meget dybere. Det var en ny profession for hende, hvor hun havde en sikkerhed, ligesom hun havde en selvsikkerhed, når hun havde med sit første erhverv som jordmoder at gøre. Men når paraderne blev sænket og hun ikke arbejdede, så var hun bare den usikre kvinde. Men glæde kunne hun bestemt også vise, for lige nu var hun bare lettet over, at de var kommet for at hente hende. Og heldigvis var de ikke stødt på komplikationer! Hun hastede op ad trappen og op til Jacqueline og Lestats værelse, hvor hun regnede ud, at hun ville være. Pigerne sov vel i deres værelse nu? Det var jo den tid på dagen. Kort slog det hende, at de da måtte være blevet store de små, for hun havde jo ikke set dem siden de var et par måneder gamle! Hun stoppede op foran døren og bankede pænt på, for hun ville jo heller ikke brase ind, selvom de var gode veninder. Hun smilede stort og gav sig næsten til at græde af lettelse og glæde, for dette var virkelig en god dag! "Jacqueline!" sagde hun med en varm stemme og trådte hende i møde. Hun slog armene omkring hende og holdt hende ind til sig. Hun var selv blevet tyndere, på trods af, at de fik, hvad de havde brug for. Det var bare som om, at alt den omgang med mændene nærmest tog noget af vægten med, uanset hvor underligt det løb. Hun trykkede sig ind til hende et øjeblik, inden hun trak sig lidt væk. Hun holdt hænderne på hendes skuldre og så på hende. "Du ser godt ud," sagde hun. Hun var kommet sig godt ovenpå det hele.

[Deleted]

Uanset hvad, så hjalp veninder og venner hinanden, og selvfølgelig ville de have gjort det samme med Yelena, om de havde vidst hvad der egentlig havde været galt. De ville have hjulpet hende, også fordi at Jacqueline virkelig følte, at hun skyldte hende det, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende, for det var jo hende, som havde været der for hende, når hun skulle føde, eller når hun virkelig havde haft det svært, og specielt efter at Giovanni var gået bort.. Så var det ikke en tid af hendes liv, som hun rigtigt mindes længere, for hun var kommet videre.. Var blevet gift, og havde fået den mest fantastiske mand, som hun overhovedet kunne forestille sig! Hun følte sig virkelig, virkelig heldig!
Døren fik hun op, kun for at få øje på sin kære veninde, som hun omgående tog imod, og trykkede ind mod sig. Selv var hun kommet sig rigtig godt efter alt der var sket, og nu var det på tide, at hun kunne hjælpe Yelena lidt på samme vej, for det fortjente hun så sandelig også, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Endelig er du hjemme igen,” sagde hun glad. Det kunne godt være, at hun boede på tjenestefløjen, men hun havde det største værelse, og det var gjort meget personligt, også fordi at hun havde den betydning for Jacqueline som hun havde, og det ønskede hun at vise hende. Hun lod hende trække sig, hvor hun selv kort strøg hende over kinden. Hun smilede let. ”Jeg kom mig efter at børnene kom hjem.. Nu er det dig, vi skal have på benene igen. Vi fik din besked,” sagde hun roligt. Nok ganske åbenlyst, men hun følte bare for at sige det. Hun trak endelig hånden til sig. Nu hvor de kære børn lå og sov lidt, så var der også lidt tid til voksenting. ”Caleb er her også,” sagde hun roligt. Selv var hu nikke i tvivl om, at den unge mand nok skulle passe ind i huset her.

[Deleted]

Yelena var nu bare glad og lettet over at være hjemme, så derfor ønskede hun slet ikke at tænke på alt det andet. Hun var lettet, glædede sig til at komme tilbage til hverdagen og bare nyde det så meget hun kunne, for hun gik rundt med frygten om, at Sephiran ville finde hende. Men han vidste vel ikke hvor huset lå? Det gjorde kun den Kimeya, hun var rejst med sidst og hun håbede bestemt ikke, at han kom igen! De havde jo altid været der for hinanden, så derfor var hun også sikker på, at de nok skulle komme igennem det hele. Hun smilede stort, da Jacqueline kom til hende og de omfavnede, for det føltes godt. Hun nikkede. Det var dejligt at være hjemme! "Det er lettende. Tak fordi du forstod mit brev, selvom jeg jo ikke bad jer komme," svarede hun roligt. Hun boede ganske vist på tjenestefløjen, men det gjorde hende intet. Hun anså det ikke som en tjenestefløj, men mere bare en fløj hvor hun boede og var omringet af medmennesker. Det var jo klart, at Jacqueline og Lestat som ejere af huset skulle være adskilt fra resten, men hun så det slet ikke som noget dårligere. Hun havde det godt hvor hun var og måtte jo selv indrette sit værelse. Hun smilede til hende. "Jeg har det fint... på trods af omstændighederne, Jacqueline," svarede hun, også lettere afvisende. Hun tog sjældent imod hjælp. Hun vædede flygtigt sine læber og sendte hende et smil, for det var dejligt at være tilbage. "Ja, jeg sendte ham jo, da han kunne få lov til at gå frit. Jeg må hellere finde ham," sagde hun og skænkede Jacqueline et kram mere, hvor hun trykkede sig ind til hende. Hun gav slip på hende roligt og bakkede ud af rummet og hastede nedenunder for at finde Caleb, for hun kunne også mærke ham. Han var jo også en dæmon race. Hun nåede nedenunder igen og ned på tjenestefløjen. Gad vide hvilken værelse? "Caleb!" kaldte hun let.

[Deleted]

Jacqueline håbede naturligvis ikke, at Sephiran ville komme hertil for at hente Yelena igen. om det skulle ske, så kunne hun i hvert fald nok love manden for, at han ville møde en massiv modstand når han stod på døren her! Selvfølgelig havde hun da kunne tolke brevet. Hun havde vel heller ikke regnet med, at hun ville se til, at hun skulle stå og sælge sin krop for penge overfor en mand, som slet ikke ville have noget med sine børn at gøre, og truet børnene på livet, bare fordi, at han ikke havde andet at give sig til? ”Du havde vel heller ikke regnet med, at vi ville lade dig være der og bare acceptere det? Havde vi været til stede, ordentligt, ville vi have hjulpet dig, Yelena,” sagde hun roligt. Om hun ville takke sig til takke med hjælpen eller ej, var hun faktisk ligeglad med, og hun vidste at Lestat havde det på samme måde. Man hjalp hinanden, og det var noget som hun stod fast på endnu. Hun ville ikke snakke om det, og det var skam noget som Jacqueline godt kunne forstå, selvom hun nu alligevel gerne ville hjælpe hende. Hun nikkede blot. Hun ville ikke presse hende, men hun havde så til gengæld også den forståelse for det. ”Jeg forstår,” sagde hun blot. Caleb havde uden tvivl haft svært ved at finde sig til rette her, og derfor håbede hun, at Yelenas tilbagevenden, ville gøre det hele en kende nemmere for ham. ”Han har været bekymret for dig. Find du ham hellere,” sagde hun med et stille smil, mens hun så til at Yelena vendte om og skyndte sig mod tjenestefløjen. Selv valgte Jacqueline at gå Lestat i møde, kun for at skænke ham et kys. Hun var selv glad for, at have ham hjemme nu.

//Out

[Deleted]

Caleb havde efterhånden været i huset i et døgn, og det havde været svært for ham at finde sig til rette i det hele taget. Ikke bare fordi at han slet ikke var vant til den form for venlighed, men også fordi, at det var folk, som han slet ikke havde det mindste kendskab til. De havde givet ham en seng at sove i, som de også havde givet ham mulighed for varme og hvile, så var det jo langt mere, end det som han lige havde forestillet sig. Det som han havde regnet med, var jo at beskeden skulle afleveres, og han så skulle rejse den lange vej tilbage igen. Det havde jo så næppe vist sig at være tilfældet. Lige nu sad han på det værelse, som han havde fået skænket, og kiggede ud af vinduet. Det var virkelig svært for ham at acceptere, at nogen var så venlige overfor en som ham, for det var han slet ikke vant til. Hans eneste bekymring lige nu, var at Yelena havde det på den måde, som hun havde det, og det var slet ikke noget som han kunne lide. Tvært imod! Han sukkede tungt og slap det i et tungt suk, inden han lænede hovedet ind mod muren. Han var for en gangs skyld udhvilet.. og han var blevet vist rundt af Joshua og det hele, men det var bare svært det hele! Det var virkelig for godt til at være sandt. Fandtes der virkelig sådanne mennesker derude? Det var uden tvivl noget, som han havde rigtig svært ved at forholde sig til.
Kaldet af hans navn, var noget som hurtigt fik ham tilbage til den virkelige verden igen. Han blinkede med øjnene, inden han hastigt rejste sig fra sengen. Han var jo kun vant til at blive kaldt på, når der var noget galt, så det var den tanke, som slog ham ind, som noget af det første. Stemmen var dog genkendelig.. Det var Yelena. Hurtigt kom han hen til døren og fik den op. ”Yelena..? Er det virkelig..?” Han skyldte sig ud på gangen, inden han skyndte sig at komme hende i møde, for han var jo slet ikke i tvivl om, at det jo faktisk var hende! Han smilede for første gang i dage, inden han direkte kastede armene om hende, og rev hende ind til sig. Det var sjældent at han var så overvældet, men han var virkelig glad!

[Deleted]

Yelena var virkelig lettet, selvom hun stadig sad med frygten for at blive hentet igen. Sephiran ville nok gå amok så snart han fandt ud af, at hun var væk. Men lige nu, ønskede hun slet ikke at tænke i det baner, for der var mange af "hvad nu hvis" med den mand. Han havde ganske vist fået bordellet til at genopstå med maner, men han ledede også med hård hånd. Hun trak vejret roligt og så på Jacqueline, som hun nu stod overfor. Det hele var en dårlig situation og nu ønskede hun bare, at de skulle lægge det bag dem og så komme videre! Hun så ned og rystede på hovedet. Det kunne hun aldrig regne med, eftersom hun vidste, at Jacqueline altid ville stå der, uanset om hun ville have hjælp eller ej. Hun var bare ikke den, der spurgte om hjælp for sig selv, så derfor havde hun jo bedt dem hjælpe Caleb i brevet. "Sket er sket. Det hele har været et stort rod og nu ønsker jeg bare, at vi skal komme videre," afsluttede hun roligt med et bestemt nik. Hun sendte hende et varmt smil og var glad for, at Jacqueline for nu accepterede, at hun faktisk afviste hjælpen. Det var slet ikke vigtigt for hende, for hun følte ikke, at hun havde brug for hjælp. Når hun kom ind i rytmen her så ville hun vel automatisk tage lidt på igen? "Tak," endte hun roligt, som hun vendte om for at løbe til tjenestefløjen. Hun ville finde Caleb! Hun vendte sig rundt på gangen da en dør gik op et stykke fra hende og hun smilede stort, da Caleb stak hovedet ud; lige den mand hun ønskede at se. De havde været skilt et par dage og det havde været hårdt, men hun havde holdt hovedet højt fordi hun vidste, at han nok skulle finde det. Hun satte direkte i løb mod ham, som han selv skyndte sig at komme hende i møde. "Det er mig!" sagde hun glad og fløj ham i armene, da han rev hende ind til sig. Hun grinte lettet og knugede sig ind til ham, som hun nærmest et kort øjeblik blev svunget rundt over gulvet. Hun så op på ham. Endeligt kunne der ske noget godt for ham, for han ville uden tvivl få det meget bedre her! Hun lagde hænderne på hans brystkasse og strøg fingrene let frem og tilbage, som hun flyttede blikket fra hans øjne til hendes hånd. "Aldrig skal du tilfredsstille griske kunder igen," lovede hun blidt. Hun vendte sine mørkebrune øjne op mod ham igen.

[Deleted]

For Caleb, var det virkelig en svær situation at finde ud af. Han vidste for det første ikke, om det var et sted, som han skulle blive på, eller om han var ’ansat’ der, eller noget so helst, selvom han havde fået den rundvisning. Det hele var bare.. forvirrende. Han var jo slet ikke vant til at blive imødekommet med den form for venlighed. At man overhovedet skulle være i stand til at finde noget lignende på denne side af grænsen, var ikke just kendt for nogen, men han følte sig heldig.. Han havde i det mindste fået en seng, som han kunne hvile i, og det alene, var da bedre end alt det andet, for skulle han være ærlig, så vidste han slet ikke, om han overhovedet ville være i stand til at finde hjem i den tilstand, som han nu befandt sig i. Han havde været træt og direkte iskold, som aldrig nogensinde før, og det var jo faktisk uhyggeligt nok! Hovedet havde han valgt at stikke ud, da han havde hørt sit navn blive nærmest råb.. Og stemmen genkendte han jo faktisk uden det mindste problem. Havde Lestat virkelig hentet hende hjem? Det var det bedste, som nogensinde kunne ske dem! Derimod var det en langt større lettelse end det som han lige havde regnet med, at skulle se hende igen. Han skyndte sig at komme hende i møde, også selvom hun gjorde det samme. Med et kæmpe smil på læben, så tog han mere end glædeligt imod hende, og rev hende direkte knugende ind i favnen. Hun var det mest værdifulde han havde i sit liv, og derfor var det vigtigste for ham, at få hende i sikkerhed! De drejede rundt, og selv han måtte smile ved lyden af hendes latter.. den havde han godt nok ikke hørt igennem frygtelig lang tid nu. Han satte hende roligt på gulvet igen, og vendte blikket mod hende. Hendes ord var næsten som et paradis, selvom han stadig havde svært ved at skulle forestille sig det. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg synes stadig det er svært at forestille sig et liv uden. Her er jeg blevet mødt med venlighed, og skænket et værelse for natten.. Jeg kan da ikke bare.. blive,” sagde han endeligt. Han kunne slet ikke få sig til at takke for det!

[Deleted]

Yelena havde fået forklaret af Lestat, hvad han havde gjort for ham indtil videre og det hele var jo allerede meget bedre. Caleb havde fået et værelse og var blevet vist rundt af Joshua i dag; så på et tidspunkt i løbet af dagene, når han var faldet til, så kunne han jo vælge sig et arbejde. Måske han kunne prøve nogle forskellige gøremål i huset og så senere bestemme det endelige? Lestat og Jacqueline var meget åbne på det punkt og frie ligeså. Nok holdt de på formerne, så de var Herre og Frue for tjenestestaben, men ellers var det nok et af det bedste hjem man kunne komme til og tjene. Der var en god løn og en venlighed uden lige. Det var klart noget, der var kommet med Lestats styre, hvilket hun virkelig godt kunne lide, for hun havde jo altid været her. Hun havde hjulpet alle Jacquelines børn til verden, også selvom Giovanni slet ikke havde set hende som noget specielt som Lestat gjorde. Den mand satte jo faktisk pris på den hjælp hun kunne skænke Jacqueline og det, at de var veninder, var jo faktisk helt accepteret på trods af klasseforskellen. Det hele var jo kun glædeligt! Hun krammede sig ind til Caleb, som han nu stod der igen og hun grinte, som hun ikke havde i længe. Hun smilede til ham, for hun følte sig bare så lettet, at det hele kom ud nu. Hun strøg fingrene let over hans bryst og mødte hans blik med de mørkebrune øjne. "Du vil vokse fra det... Lige nu, er det mig også mærkeligt, at jeg kan vende tilbage til min hverdag her," startede hun, også for at være ærlig overfor ham. Hun havde jo arbejdet på bordellet i hvad der måtte være over et år og det var jo faktisk skræmmende at tænke på! Hun så optimistisk på ham og rullede med øjnene, da han sagde, at han ikke kunne blive. Selvfølgelig kunne han blive! "Jo du kan. Jeg er sikker på, at du kan finde noget at lave her." Hun løftede hånden fra hans bryst til hans kind og strøg fingrene igennem hans hår. "Og måske hvis du er heldig, vil jeg lade dig bo på mit værelse," endte hun hentydende og med et glimt i øjnene.

[Deleted]

For Caleb var det hele bare overvældende, selvom han naturligvis var rigtig glad for den mulighed, som han havde fået Det var for meget af det gode i hans øjne, for han var vant til at blive kommanderet rundt, som han var vant til at blive slået, sågar sparket, hånet og nedgjort, for at være hvad han var.. Han kunne jo ikke gøre for, at han var en sensuel dæmon! Selv Joshua – en engel, var på stedet, og havde udvist den venlighed overfor ham. Han havde virkelig aldrig nogensinde været udsat for noget lignende, og han kunne uden tvivl kun nyde forbandet godt af det, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende.. Slet ikke! Han knugede Yelena ind til sig. Det var her hun holdt til, hvilket han havde fundet ud af, og derfor ønskede han naturligvis at hjælpe hende så godt, som det nu var ham overhovedet muligt. ”Det er her du hører til, Yelena.. Jeg vil bare gerne have, at du har det så godt som muligt,” sagde han med en rolig stemme. Om han kunne finde noget at lave her, vidste han ikke.. Han var slet ikke vant til, at skulle arbejde på denne her måde, og det erkendte han så sandelig også. Han sukkede dæmpet. Bordellet og den slags havde jo trods alt også altid været hans liv. Han var jo for pokker blevet født på sådan et sted. ”Tror du? De har.. godt nok hentydet meget til det,” sagde han. For ham, var det bare svært at forestille sig, lave noget andet, når det var det, som han havde været vant til, dog selvom den tanke, virkelig gjorde ham glad.. Han ville gerne have et liv, som man kunne kalde for værdig. Strøget igennem hans hår, fik ham til at smile, og det holdt så sandelig også ved. Han blinkede let til hende. ”Sove på dit værelse?” spurgte han næsten kækt. Det var slet ikke en tanke, som han havde det mindste imod.

[Deleted]

Yelena forstod godt, hvis det hele var overvældende for ham. Han havde aldrig lavet andet i sit liv, hvilket også smertede hende at tænke på, for hvis hun jo bare... var kommet tilbage efter ham dengang. Men hun havde ikke råd til at tænke sådan, for hun ville bare køre sig selv ned i et hul, hvor hun ikke kunne komme op igen. Hun havde mange ting i livet at skamme sig over, men hun kunne ikke lade sig selv gå ned på det. Hun vædede flygtigt sine læber og så på ham. Lestat havde fortalt, at Caleb var blevet vist rundt; så engang i dag ville han jo nok komme for at snakke med Caleb om det hele. Caleb skulle have en plads her og det vidste hun, at han ville få, for Lestat tog ikke så gerne et nej for svar. Joshua var jo blevet overhovede af det hele, fordi Lestat havde troet på, at han kunne. Hun smilede til ham og stod stadig inde i hans stærke arme. Han var en flot mand. Og nu skulle han kun være hendes, hvis... han da ville. De var begge i samme sø på den måde, at hun nu også havde arbejdet på bordellet og delt sig selv med mange forskellige og det havde han jo gjort i lang tid også. Så nu skulle de lære bare at have hinanden. "Og jeg vil gerne have, at du skal føle dig hjemme her med tiden," svarede hun ham blidt. Hun var sikker på, at de kunne finde noget han kunne lave, for mon ikke han havde nogle skjulte færdigheder, der aldrig var kommet frem i lyset? Hun nikkede til ham og smilede stort og optimistisk, for hun havde et brillant humør lige nu som sjældent var set fra hendes side. "Ja. Joshua og Mirry kom hertil fra slavemarkedet, hvor Lestat befriede dem. Gav dem hvad de fortjente og de klarer sig godt," sagde hun og nikkede. Det fortalte vel også en del? De havde jo faktisk haft det værre end Caleb kunne man sige, hvis man endeligt skulle sammenligne. Hun nussede ham i håret og kunne godt lide at mærke hans hår mellem sine fingre. Hun løftede et bryn og sendte ham en trutmund. "Ja, hvis du vil?" svarede hun i en blød stemme, så blød som vand. Hun lagde hånden fra hans hår omkring hans nakke og holdt sig op ved ham, hvor hun med den frie hånd strøg ham over brystet. Uerfarne... var de jo ikke ligefrem. Hun strøg den frie hånd op over brystet igen og ned over hans arm, som han tog fat i hans hånd og vendte om for at tage ham med sig hen til sit værelse. Det lignede fuldkomment sig selv. "Jeg har brug for noget andet tøj end denne," forklarede hun og skubbede døren i bag dem. Hun slap ham og så ned af sig selv, hvor hun stadig bar bordellets kjole. Hun fandt hen til sin kommode og åbnede den, mens hun gav sig til at kigge gennem sit tøj.

[Deleted]

Caleb var slet ikke vant til alt det her, så det at det var overvældende, var vel heller ikke så mærkeligt igen, var det? Det gjorde ham et sted ked af, at han ikke havde oplevet andet ned at skulle være fanget på et bordel på den måde, men det havde nu og da, været det lod i livet, som han havde, og han kunne j heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det af den grund, uanset hvor meget han så end ville elske at have gjort det. Det havde været hans mors liv, og nu var det hans. Hvorvidt om det var et sted, som han ville komme til at føle sig hjemme, tvivlede han ærlig talt på, hvis han skulle være helt ærlig. Når det nu var sagt, så var han heller ikke bange for at give det et forsøg, selvom det var noget af en omvæltning for ham, og det var der at hele problemet i den forstand, måtte ligge, kunne man jo sige. ”Det lyder som du er opsat på, at jeg også skal være her,” kommenterede han roligt. Armene lod han stadig ligge omkring hendes skikkelse. Han kunne jo godt lide at mærke hende tæt på. Dengang havde hun heller ikke kommet for ham, og han havde jo egentlig bare vænnet sig til at folk.. ikke ville vide af ham på den måde, andet end som et legetøj de kunne finde frem i ny og næ. Hårdt som det nu var sagt. At Joshua og Mirry selv var kommet hertil udefra, forundrede ham et sted ikke, men at vide, at de var kommet fra det marked, gjorde faktisk ondt.. Ingen fortjente det. Det kunne godt være, at det ikke var den typiske dvasianske indstilling, men han var nok mere i kontakt med sine følelser, end hvad der var typisk. ”Synes det er tragisk..” At hun strøg ham over armen og det, var noget som han virkelig godt kunne lide, og var noget, som faktisk gav ham en tydelig ro, og det erkendte han gerne.. Han kunne virkelig godt lide, hvad hun gjorde ved ham. Hvordan han skulle tolke hendes ord, vidste han ikke rigtigt, og derfor var han måske en kende mere påpasselig. ”Jeg vil da ikke have noget imod det..” sagde han stille, idet han lod hende trække sig med hen mod hendes værelse, som uden tvivl var langt mere fornemt end det som tjenestestaben generelt havde. Hun måtte have en stor betydning for Jacqueline og Lestat. Han så sig omkring. ”Her er smukt..” sagde han, mens han lod hende søge igennem kommoden for tøj.

[Deleted]

Yelena var glad på Calebs vegne. Han fik endelig lov til at opleve noget andet end bordellet og møde en venlighed, som var ham uvant. Hun ønskede for ham, at han skulle falde til her, finde sig noget han kunne lave og blive ansat til en retfærdig løn. Og til gengæld ville hun dele sit værelse med ham, da hun ikke så nogen grund til at optage et værelse, en anden kunne få brug for, når hun havde det største værelse af alle tjenestefolkene. Hun var jo mere end en simpel tjenestepige på stedet, når hun var så nær med Jacqueline, men det accepterede folk også, netop fordi hun faktisk boede på gang med dem og bare levede sammen med dem, selvom hun jo fik det ekstra. Hun sendte ham et smil. "Selvfølgelig. Jeg sender dig da ikke hertil, for at få Lestat og Jacqueline til at hente mig, for så at sende dig væk. Altså nu må du jo lige tænke ud af boksen, kære Caleb," svarede hun med et drilsk glimt i øjet. Hun var faktisk meget opsat på, at han skulle være her... måske hun kunne råde bod på fortiden? Hun havde jo ikke haft muligheden for at tage tilbage efter ham under Giovanni's tid, for den mand havde været streng omkring det hele. Heldigt for hende var jo, at hun var dæmon som Jacqueline og derfor havde passet ind. Huset i dag var jo meget blandet af alle racer, for Lestat var jo warlock, Jacqueline dæmon og deres tvillinger var jo så faktisk varyler. Hun så roligt på ham. Han var nok ikke typisk dvasiansk, men det var hun da også kun glad for. "Ja, de havde det skidt i de første lange tider. Men de ser begge ud til at være kommet sig godt efterhånden," svarede hun ham roligt. Hun tog ham med til sit værelse, glad for han accepterede at bo på hendes værelse. Hun trak en violet kjole op, som hun smed hen på sengen. Hun trak en sandfarvet underkjole op ligeså og smed den også hen på sengen og lukkede så kommoden i. Hun trak vejret roligt og så på ham, mens hun fik kigget på sig selv og så hen på ham. "Vil du med i bad?" spurgte hun så og smilede til ham. Hun samlede sit tøj op i armene og gik hen mod døren igen, som hun åbnede og så skridtede hun lidt ned ad gangen til tjenestefløjens badeværelset.

[Deleted]

Det som man kunne sige, at Caleb var mest bange for, var at gøre sig forhåbninger om noget, og så blive skuffet bagefter, for det var slet ikke noget, som han var sikker på, at han kunne holde til. Derfor gjorde han sig stort set kun de negative tanker, for så kunne man da kun blive positivt overrasket i den anden ende, ikke sandt? Han havde selv valgt at tage denne lange tur hertil for hendes skyld, og ikke i håbet om at finde en ny start på livet, som han havde brug for, for hvem ville da normalt give en sensuel dæmon det? Selv var han jo noget af et gadekryds i raceblandingen, men det var da slet ikke noget, som han kunne gøre for. Han vendte blikket mod hende og rystede på hovedet. ”Tilgiv mig min dumhed, min kære,” sagde han med et let smil på læben. Hun ønskede det bedste for ham. Selv det, var han ikke rigtigt i tvivl om, og det stod han meget gerne fast på, når det nu endelig skulle være. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han igen vendte blikket mod hendes smukke øjne. Aldrig havde han mødt så smuk en kvinde før. At der var mange andre, som også havde det skidt, vidste han dog godt, selvom det nu heller ikke var noget, som han tog tungere end det. Joshua og Mirry så begge ud til at trives i største og bedste velgående, og han yndede dem det virkelig. Der var ikke nogen, som fortjente det andet. ”Under omstændighederne, så lyder det sådan,” sagde han roligt. Hendes værelse var uden tvivl af anderledes kaliber end de andre, og det havde nok noget at gøre med den betydning som hun jo egentlig havde for Jacqueline. Han havde jo set hvordan de havde reageret på brevet som han havde givet dem, selvom han ikke havde nogen anelse om, hvad der egentlig havde stået i det, da han ej var i stand til at læse og skrive selv. At hun derimod spurgte om han ville med i bad, var noget som hurtigt fik ham til at vende sig mod hende. Jo.. han ville da ikke sige nej, da et bad uden tvivl ville gøre ham selv rigtig godt, og det var jo også lidt den tanke, som man skulle stå ved. Han nikkede. ”Hvis der er plads til to,” sagde han roligt. Meget af berøringer og andet, ønskede han jo selv at få vasket bort.. tanken om det liv som han havde haft på bordellet, var vel noget, som han efterhånden kunne.. lægge bag sig?