Let's go shopping..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at der var en grund til at alle samfund agerede og handle i forhold til det som de nu havde valgt, og det gjorde ham selvfølgelig nysgerrig, når han gjorde det som han gjorde.. Han kom jo fra helt andre ting og helt andre samfund, som var skruet sammen på en helt anden måde, og han havde jo efterhånden også set frygtelig mange forskellige ting. Han nikkede. ”Nu har jeg oplevet hvordan folk ser ned på det mørkelviske samfund, hvilket jeg selv finder som en stor skam. Det er en skam, at folk ser sådan på tingene, uden egentlig at se på grundene, som faktisk kunne ligge bag dem,” forklarede han ganske sandfærdigt, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn. Hvordan tingene egentlig var skruet sammen, ønskede han dog virkelig at se engang, hvis han nogensinde ville få den mulighed! ”Det er jo trods alt hvad rygterne og historierne fortæller,” forklarede han med en rolig stemme, som han let trak på skuldrene. ”Jeg vil ikke just sige, at mændene er ringere stillet i og med, at de er lavere rangeret end en kvinde, i det samfund du nedstammer fra. Alle har de jo en vigtig rolle at ivaretage,” sagde han sandfærdigt. I det store og hele, så var det jo bestemt ikke ham som hun skulle være bange for, og det stod han gerne fast på i den anden ende. Han smilede let for sig selv. ”Det vil jeg ikke påstå,” sagde han endeligt.
At flette fingrene, var ikke noget som Salvatore havde gjort med særlig mange igennem sit forholdsvis lange liv, og han kunne godt lide, at det var noget som hun ikke afviste ved ham, for hun var mere end fri til at skulle trække sig, hvis det var noget, som hun havde lyst til. Han håbede det selvfølgelig bare ikke. Bageren førte han hende i retningen af, hvor han også holdt døren oppe for hende, så de kunne komme ind i varmen igen. Han rystede let, idet han lod døren glide i efter sig, mens bageren gjorde betjeningen af kvinden foran dem færdig. ”Goddag den Herre… Frue.. Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte den fede bager bag disken med et stort og venligt smil.

[Deleted]

Sandt var det, at folk så ned på det mørkelviske samfund. At han derfra også mente, at det var en skam, var han formentligt den eneste udefrakommende, som mente. Folk havde nemlig for længst taget afstand til hendes race.. ”Folk dømmer hårdt, når ej det er, hvad de er vant til at se, høre og opleve. Folk har svært ved at accepterer mørkelverne, da vi udgør så lille en procent i denne verden, ved siden af alle de samlede racer. Nok vil I mene, at der er forskel på magikerer og warlocks, men i bund og grund, er I de samme. Det er nemlig den samme levevej, som I følger i den sidste ende.. Der har mit folk i stedet valg at skille sig ud,” lød det roligt fra hende. Det var ikke fordi, at hun ikke sagde, at hver en race var unik, for det var ikke, hvad hun ville frem til. Hvad hun derimod ville frem til var, at deres samfund var bygget op på den samme måde i den sidste ende. Der stod mørkelverne og valkyrierne så helt for dem selv. Hun smilte skævt. ”I så fald må du være den eneste udefrakommende, som mener, at de mørkelviske mænd er værdige individer. Det er sjovt at tænke på, når de mere eller mindre gør det med samme med deres egne kvinder.. Dobbeltmoralsk er det, men individet har det med at se sig blindt på alt andet end sine egne veje.” Utroligt var det, at det var således, men om end var det sådan at verdenen fungerede. Når det så var sagt, var hendes folk selvfølgelig også ligeså slemt, da de ligeså ej heller kunne se samfundet fra en anden synsvinkel. Igen.. individet var ej så forskelligt igen.
Som de trådte ind i bageren, lød en klingende klokke, som den blev slået idet døren gik op. Anmeldelsen af nogle nye kunder, syntes dog ikke at påvirke selve bageren, men underligt var det ej heller, da der var travlt med ekspeditionen af nogle andre. Tungt tog Denjarna det dog ikke, som hun blot stillede sig om i køen, sammen med Salvatore, som hun endnu havde i hånden. Roligt trådte hun et skridt frem, som kvinden foran dem blev betjent færdig, og som det syntes, at hun igen skulle tage beslutningen, rømmede hun sig let. ”Vi skal have et tykt og bredt langbrød, hvis der endnu er et af dem tilbage,” bestilte hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at hvert et samfund havde gjort hvad der havde været en nødvendighed for de muligheder, som nu havde været, og det var noget som faktisk passede ham ganske udmærket, da det var en fascinerende ting i hans øjne, og det var noget, som han gerne ønskede at opleve lidt på afstand, hvis den mulighed en dag nogensinde skulle byde sig. ”Folk tager afstand fra det, som skiller sig for meget fra det, som de har selv i forvejen, kan man vel sige. Det her er noget som de kender.. De forstår ikke det andet, og så er det vel bare nemmere, at skulle se ned på det,” sagde han med en rolig stemme, da han let trak på skuldrene. Det var naturligvis en skam i hans øjne, men det måtte jo folk selv om. Valkyerierne som væsen, hørte man ikke rigtigt om mere, og han frygtede et sted, at de var uddøde, og aldrig ville komme retur igen. Der var noget godt ved alt og alle, og det var det som man skulle huske.. Det var i hvert fald den overbevisning, som man kunne sige, at han måtte være i, selvom det ikke var noget, som særlig mange havde troen på igen kunne man vel sige. ”Hvorfor skulle de ikke være lige så værdige individer, som vi andre, bare fordi de har valgt en anden måde at leve på? Jeg står jo med et perfekt eksemplar på, at der er noget godt selv i dem, på trods af den måde at se på livet på,” påpegede han sigende og med et stille smil på læben. Han kunne slet ikke lade være!
Endelig var det deres tur inde ved bageren og igen lod Salvatore Denjarna tage sig af bestillingerne, da han gerne ønskede at give hende et fantastisk måltid, og fylde maven, og samtidig lade hende vide, at han stod der med hende, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Bageren sendte dem begge et varmt smil og nikkede til hendes ord. ”Naturligvis frøken. Jeg har et parti som netop er færdigbagte,” sagde han endeligt, inden han søgte ind i baglokalerne til de store ovne, som han havde, for at finde de varme og lune brød, da han uden tvivl havde erfaret, at det var det, som folk flest ønskede at få med sig hjem. Han kom tilbage med brødet i en pose. ”Skulle der være andet?” spurgte han venligt.

[Deleted]

”Ligesom det er lettest at se bort fra sine problemer, er det ligeså lettest at afvise den blotte tanke om det der er anderledes. Det vil altid være sværere at tage konfrontationen op, og at smide ting bort, end det at arbejde med det. Det kræver nemlig noget af en, hvor det andet blot er at lægge sig tilbage. At min race derfra altid er blevet gjort til synderen, behager mig bestemt ikke,” sagde Denjarna stilfærdigt. Simpel måtte verdenen være at forstå. Desværre lidt for simpel til tider, da det mundede ud i sådanne situationer. Verdenen var dog for stor til, at man blot kunne lave om på den, og derfor vidste hun, at dette ikke lige umiddelbart ville blive ændret. Hans hånd klemte hun blidt om. Skønt manges lille syn på livet, var Salvatore dog anderledes.. Alligevel havde hun en nagende følelse af, at han måske ikke havde accepteret hende, hvis han havde mødt hende i hendes unge dage. Dengang havde hun nemlig været anderledes.. Ung og arrogant vel. ”Ikke alle er som dig, min kære ven.. Jeg ved dog heller ikke, om man kan bruge mig som eksempel længere,” sagde hun med et lille smil på læben. ”Jeg har på fornemmelsen, at jeg blot har lettere ved at mænge mig med folk, end andre generelt.”
Helt behageligt måtte det forekomme Denjarna at stå i det lune bagerhus. Selv ville hun helt ønske, at hun blot kunne slippe paraderne og blot være sig selv, men desværre vidste hun, at folk muligvis ville se anderledes på hende. Enten fordi, at de vidste hvem hun var af person, eller fordi de kunne se, at hun var mørkelver. Selv hadede hun det, og derfor måtte hun igen ønske, at der var et sted, hvor hun blot kunne være sig selv. ”Det lyder forrygende,” sagde hun roligt, inden bageren søgte om i baglokalet efter et stykke brød til dem. Roligt stod Denjarna i ventetiden, skønt det ikke varede længe, da bageren kort tid efter vendte tilbage til dem. Hun rystede let på hovedet. ”Nej tak. Det var alt,” afviste hun venligt. Hende og Salvatore havde blot aftalt et stykke brød, og derfor bestilte hun ej heller mere. Meget andet var der nu ej heller, som der var al bagerbrødet, og alle de søde kager. Tillokkende kunne det sidste altid være, men nødvendigt var det som regel ikke.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Det er nemmest at tage afstand til det, som skiller sig fra det, som man i forvejen er vant til at håndtere i dagligdagen. Jeg ved ikke helt præcist hvordan de øvrige dvasianere har accepteret mørkelverne, men hvis muligheden skulle byde sig, så vil jeg meget gerne betragte mig af jeres samfund.. ved at stå i det,” sagde Salvatore med en rolig stemme, for han kunne bestemt ikke benægte, at det var noget som gjorde ham nysgerrig. Selvom han måske var mere åben, end hvad de fleste kunne siges at være, så havde han jo alligevel sine grænser – som enhver anden, så om det havde været anderledes at møde hende på hendes unge dage, vidste han ikke. Han havde skam hørt historierne, og specielt på munde her fra Procias, om hvilken kvinde hun havde været, at smøre Gabriel om sin lillefinger, som hun havde gjort med mange andre mænd. Igen havde hun jo bare levet op til rollen som mørkelver, ved at manipulere det mandlige køn. Han sendte hende et smil og trykkede i hendes hånd i gengæld. ”Hvad mener du med det? Du er da et glimrende eksempel på at mænge sig med folk, og samtidig holder fast i de gamle værdier.. Jeg synes det er meget imponerende,” sagde han roligt.
Bageren hentede det brød som Denjarna havde bedt om, hvor Salvatore blev stående med hende. Det var måske svært for hende at sænke paraderne, men han var der for hende, og han kunne lide hende præcist som hun var, og det var noget af det, som han også ønskede at understrege for hende i længden. Salvatore slap kun hendes hånd ,for at få betalt for brødet, som ikke løb op i meget andet end en enkelt mønt i sølv og pakken blev udleveret til ham, så selv de kunne komme videre. Han tog den roligt under armen, inden han igen vendte blikket mod hende. Det var måske en dyr dag, men selv han måtte jo erkende, at han virkelig hyggede sig og han fandt det faktisk utrolig behageligt. ”Så lad os komme videre, min kære.. Vi har stadig ting, vi skal nå,” sagde han roligt, inden han denne gang lod hånden stryge over hendes ryg og mod hendes lænd, for at føre hende tilbage i retningen af døren, som han selv åbnede for hende. Han kunne jo tage hendes hånd igen når de kom udenfor. Desuden havde han jo stadig den lille overraskelse, som han skulle have ordnet med, nu mens de var i byen alligevel.

[Deleted]

Denjarna bed sig selv let læben. Ja, det ønske ville i sandhed være sværere at efterkomme.. For det første var det nemlig ment som, at Maerimydra skulle være skjult for alle andre end mørkelverne selv. Det første problem ledte desuden videre til det andet, da fremmede kun kom til byen, hvis enten det var som fange eller som slave. Derfor var det næppe et ideelt sted for Salvatore at være! ”Tro mig.. Du vil helst se, at det blot forbliver et ønske,” sagde hun sandfærdigt, og vendte blikket mod ham. Hun løj skam ikke, når hun sagde al dette. Derfor ønskede hun også, at han så alvoren i det. ”Vor by er ej stedet for nogen udefrakommende, og slet ikke en af mandligt køn. Hvis først du træder ind, skal du forvente et meget langt visit.” Selv ønskede hun ham intet ondt, men af hvad hendes race angik, kunne hun ej sikre ham. Det ville desuden blive set på som forræderi, hvis hun blot slæbte magikernes leder ind i deres hemmelige by, for blot at lade ham gå igen. Hun smilte let ved hans ord. Jovist, at hun altid havde haft let ved at kommunikere med folk, og stadig holde fast i sine værdier, men alligevel vidste hun, at hun var et pragteksemplar blandt sine egne, og derfor var det ikke nok til at skabe en almen realitet. ”Det er sandt, at jeg altid har kunnet befærde mig blandt alle. Jeg ved dog, at resten af verden og mit folk er, som to mure der ramler ind i hinanden. En sådan proces kræver langt større tilvænning, og det er en tilvænning, som end ikke jeg har formået at gennemføre,” sagde hun stilfærdigt.
Hurtigt måtte det vise sig at gå i bageren, for det varede ikke længe, før de igen fandt sig på den anden side. Køligt var det at komme ud igen, som Denjarna hurtigt følte, hvordan hun blev ramt af vinden. Varmere skulle det dog eftersigende være i selve byen, i forhold til de åbne marker længere ude på landet. Kappen trak hun tættere om sig, så hun kunne holde sig skærmet fra vejret. Hun så sig let omkring, inden hun pegede på en af boderne længere fremme. ”Der er en grønthandler derovre.. Det ser ud til, at han har et bredt udvalg,” lød det fra hende. Om det var en fornuftig grøntbod, vidste hun ikke, men det lignede, at der var et solidt udvalg. Hun begyndte roligt at gå fremad. ”Er der egentligt drikke tilbage i hulen?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore stod fast på ønsket om at skulle se Mørkelvernes by hvis det engang skulle blive en realitet for hans vedkommende, for han kunne jo godt lide det faktum, at der var ting, som skilte sig så meget fra det som man ellers var så vant til at se på, og det var noget som han gerne stod fuldkommen fast på, i den anden ende. ”Du advarer mig direkte?” Han ville jo gerne se det, og når først han havde sat sig noget i hovedet, så var det ej en tanke, som han var i stand til at slippe, før han faktisk havde oplevet det, og det var noget som han meget gerne stod fast på, i den anden ende. ”Jeg ved godt, at Jeres slags er meget anderledes end hvad der er typisk for folk som man færdes omkring. Jeg gik ikke ud fra, at det er noget, som jeg ville få muligheden for at gøre lige nu og her.. Men jeg har mine evner og talenter som gør, at jeg med større chance og mulighed, måske kan få lov til at se det en dag,” sagde han endeligt. Han var ganske vidst ved at være en gammel mand, men han lærte jo stadig, og der var stadig rigtig mange ting, som han ikke havde set før, så naturligvis var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Han smilede let. ”Det har måske ikke været nemt, men jeg må da sige, at det er noget, som du har gjort fantastisk godt af den grund. Det er noget, som du kan være stolt af, at præstere,” sagde han roligt.
Det var uden tvivl koldt at komme udenfor igen, men nu var de også ved at være færdige med de indkøb, som skulle gøres, inden de måtte søge hjem igen, for det var uden tvivl også ved at være tid måtte man jo sige. Han hævede blikket, da hun konstaterede, at de var nærme grønthandleren. Han var udmærket, men det var uden tvivl efter sæson, men det var det jo stort set alle steder. ”Udmærket, så lad os komme derhen,” sagde han roligt, idet han igen trykkede omkring hendes hånd, og førte hende med sig derhen. Meget havde de at nå og de havde jo stadig et helt måltid at forberede, som hun havde en kjole at prøve. Han håbede virkelig at den passede! ”Vi kan da ikke bære det hele i første omgang. Vi kan bære det hjem. Du kunne måske gøre forberedelserne til maden, så jeg tager mig af resten?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Ja, det var vel en advarsel, som Denjarna kom med, da Salvatore oplyste, at han ønskede at se hendes hjemstavn. Selv kendte hun nemlig til realiteterne der, skønt hun ej havde været der i et stykke tid, og det gjorde, at hun vidste, hvad der kunne hænde ham, hvis han kom dertil. Selv vidste hun dog også, at han umuligt ville finde dertil uden hjælp.. For selvom folk vidste, at mørkelverne holdt til i de dvasianske skove, kendte ingen andre end dem selv til byens præcise location. Den havde de nemlig brugt århundreder på at holde skjult, og det betød, at de enten havde afledt eller dræbt dem, som havde været tæt på, samt beholdt dem, som havde nået dertil. Hun kiggede mod ham. ”En advarsel er på det rette,” svarede hun blot, og sandt var det. Direkte dum var man nemlig, hvis man blot troede, at man med oprejst pande kunne vade dertil, og dernæst ud igen. Så simpelt var det bestemt ikke.. ”Det er sandt, at du har panteren i dig, som kan hjælpe dig med din færd.. Dog er det alligevel ikke en færd, som jeg vil presse dig ud. Mit folk består muligvis ikke af gemen ondskab, men uvelkomne personer bliver der bestemt ikke set lyst på.” Blikket sænkede hun en anelse, som hun tilføjede det sidste i en lavere tone. ”..Det er selv procianerne et tegn på.” Som han ej ville være velkommen blandt mørkelverne, var hun ej velkommen her. Der ville for eksempel uden tvivl være dem, som ønskede at fange hende, hvis de enten kendte til hendes identitet eller nationalitet. Det var blot således at verdenen var indrettet.. Hun smilede stille ved hans ord. Jovist at hun ikke brød sig om hele sin vej, men alligevel måtte hun sige, at hun godt kunne stå inde for den kvinde, som hun blevet. ”At se og høre det fra en andens øjne og mund, er altid af stor betydning. Det glæder mig at høre, at du kan lide, hvad du har mødt,” sagde hun ærligt.
Som han igen greb om hendes hånd, valgte Denjarna blidt at gengælde trykket, inden de bevægede sig over mod den grønthandler, som hun havde udpeget. At han godtog den, måtte være for hende et godt tegn.. for han kendte formentligt langt bedre til stedet, end hvad hun gjorde. At han derfra forslog, at de blot tog hjem, så hun kunne gøre klar, og så han kunne klare resten af indkøbene, fik hende til at stoppe op. Hun stillede sig med fronten mod ham, uden at hun slap hans hånd. ”Er dette din måde at sige på, at jeg skal tage mig af det hele?” spurgte hun ham drillende, inden hun måtte sende hans favn et blik, med alle de varer han holdt. ”..men hvis ikke du føler, at vi kan have det hele på en omgang, må det være, hvad vi gør.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var forundret over, at nogen i det hele taget ville advare nogen mod sin egen slags, men han forstod det jo godt, og specielt med det ry og rygte, som man jo kunne sige, at hun nok kendte folk og sin race bedst, og derfor vidste hvornår det var berettiget med sådan en advarsel, så han tog det skam til sig. ”Og jeg takker,” sagde han med en rolig stemme. Han lyttede efterfølgende I mange henseender kunne hendes folk have været en procianer, sådan som de blev fremstillet. Panteren var heldigvis til fordel i det henseende, for han kunne skjule sig, og det var jo heller ikke fordi, at der var særlig mange folk som man kunne betegne for animagus tilbage, så det havde naturligvis også sin fordel i det store og hele, og det var noget som faktisk passede ham ganske udmærket. ”Intet folkeslag, vil jeg betegne som noget ondt, men bare har sin måde og sine remedier til at beskytte sine værdier, normer og folkefærd. Jeg er virkelig glad for, at du vælger at advare mig, ofr at passe på mig, min kære, men det er stadig et ønske, som jeg a hjerte, ønsker at opleve en dag,” sagde han endeligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. At hun så afsluttede med at finde den forbindelse til Procianerne, gjorde ham til dels tavs. ”Jeg ved det godt,” sagde han roligt, da han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han gjorde i hvert fald hvad han kunne, for at passe på hende. Han sendte hende et smil. At se hende smile, var noget, som han virkelig godt kunne lide. [color?33ffcc]”Jeg kan bestemt godt lide, hvad jeg har mødt,”[/color] istemte han med et varmt smil.
Salvatore stoppede op, da hun gjorde, og da hun stillede sig foran ham. Det var skam ikke fordi, at han havde tænkt sig at kaste det hele over på hende, men bare.. forberede maden. Skrælle det grønt, som de nu skulle have, sat vand over og den slags, for han havde slet ikke noget imod at skulle hjælpe til. Han lod hovedet søge let på sned. ”Tilgiv den arme mand for forsøget med at sætte kvinden i køkkenet,” sagde han tydeligt drillende, inden han igen let trykkede omkring hendes hånd. Det var bare mange ting at bære, og han kunne godt lide det, at gå og holde hende i hånden, så han var jo heller ikke ligefrem fristet til at give slip. ”Så kan jeg jo også få ordnet min lille overraskelse i al hemmelighed,” påpegede han, inden han let blinkede til hende. Han kunne godt lide at drille hende, også fordi hun kunne tage det.

[Deleted]

Det var ej fordi, at Denjarna lystede at tale ned om sit folk, men selv vidste hun, at en advarsel på sit rette. Hun vidste nemlig, at de aldrig ville godtage en visit fra magikernes leder. Derfor ville det formentligt ende ud i tortur og til sidst drab, hvis de fandt ud af, at det var ham. De ville nemlig ej heller forundre hende, hvis de enten antog ham for at være en sabotør eller en spion, og de to dele kunne bestemt ikke blive i hendes gamle samfund. Sådanne personer ønskede procianerne for eksempel ej heller selv.. Det var også derfor, at Denjarna holdt fast i, at han ikke skulle ønske sig dertil. Han havde også selv været imod at bringe hende hertil.. At han så fastholdt, at han ønskede at se mørkelvernes bosted, fik hende til at sukke dæmpet. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne tale dig fra det. Det er nemlig ej stedet for en udefrakommende, og endnu mindre, hvis man kommer uinviteret. Din færd dertil vil derfor utvivlsomt blive på egen hånd og på eget ansvar,” sagde hun sigende i en stille tone. Hvis ej han kunne stoppes, kunne hun ligeså godt bringe ham alle advarslerne, så han vidste præcist, hvad han gik ind til. ”Det vil dog være på til dig selv, hvad du gør. Jeg er nemlig hverken din moder eller din ægtefælle, så jeg har ej retten til at holde dig tilbage.” Hun anså det måske ikke for at være den bedste ide, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun var jo blot hans ven.. Som han endte med at sige, at han kunne lide, hvad han havde mødt, måtte hun smile stille for sig selv, alt imens hun blidt gav hans hånd et klem. Det var uden tvivl gode ord på vejen.
Øjenbrynet hævede Denjarna let, som hun endte med at stille sig ind foran ham med det morende smil på læben. ”Ak ja.. I mænd ændrer jer aldrig,” lød det drillende fra hende. Hun måtte dog stadig selv holde fast i, at hun aldrig havde været husmorstypen, og heller aldrig ville blive det. Sine manglende kundskaber for det, havde hun nu også allerede advaret ham imod. ”Men som jeg tidligere sagde, er det på eget ansvar at sætte mig i et køkken,” sagde hun med et smil på læben og dog ærligt. At han igen nævnte sin overraskelse til hende, fik hende til at ryste på hovedet af ham. Hun glædede sig bestemt til at finde ud af, hvad han gik og snakkede om, men ond var han virkelig! ”Du kan virkelig lide at tvære det i hovedet på mig, hva?” Hun kunne dog godt se ideen i hans forslag, og derfor var det formentligt også sådan, at det blev.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore respekterede skam Denjarna for at fremstillede sin egen art og race på den måde, også fordi at det ikke kom synderlig bag på ham, at han skulle være påpasselig omkring dem, så var det noget, som alligevel gjorde ham en kende trist. Ingen burde skulle fremstille sine egne sådan, selvom han nu alligevel stod fast på, at det var et folkefærd som han gerne ønskede at betragte på afstand, selvom det nok mere var hans egen nysgerrighed som tvang ham til at gøre det, så var det virkelig ikke noget som mange kunne gøre noget ved. ”Jeg sætter pris på, og værdsætter din bekymring for mig, min kære, men når det er sagt, så har jeg besluttet mig,” sagde han endeligt. Som hun jo selv korrekt påpegede, så var hun ikke hans ægtefælde eller noget lignende. Selv havde han aldrig som sådan, haft en kvinde så tæt på sig, at de kunne kalde sig ved den titel, hvilket jo i det store og hele, var… underligt, men han havde lært at leve med det, kunne man vel sige. ”Det er nemlig op til mig selv, og jeg ville aldrig tilgive mig selv, for at snyde mig for den oplevelse, hvis det skulle gå hen og blive en mulighed for mig.. Ej skal du tænke mere over det, min kære.. Jeg kan godt passe på mig selv,” sagde han med en rolig stemme.
Det var skam ikke fordi at Salvatore udelukkende var ude på at placere hende i køkkenet, for det var slet ikke meningen med noget som helst af dette. Det som han jo egentlig gerne ville understrege, var at det andet, kunne gå hen og blive temmelig tungt at bære, også fordi at han jo godt kunne lide, at han kunne gå med hende i hånden, for det føles.. virkelig, virkelig godt for ham. ”Man skal da have lov til at prøve, ikke sandt?” spurgte han morende, idet han let blinkede til hende igen. Det var måske på egen risiko, at sætte hende i køkkenet, men hvor slemt kunne det være? ”At skrælle lidt grønt, er vel ikke en umulighed?” spurgte han med et let smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han kuklo ganske let. Han gjorde det hele med vilje.. og det var han temmelig sikker på, at selv hun måtte være klar over. ”Virker det da?” spurgte han drillende, og med det næsten hemmelighedsfulde glimt i øjet.

[Deleted]

Salvatores beslutning var og blev hans egen beslutning. På den front kunne Denjarna nemlig intet stille op, andet end at råde ham, som hun fandt bedst muligt. At det kun kunne blive til en advarsel, var hvad det var, og forhåbentligt var han påpasselig efter det. Han skulle nemlig ikke tro, at mørkelverne var blinde overfor det, som var nyt, for det var de bestemt ikke! Selv synet af en panter ville formentligt få dem til at tænke, for synet var jo ikke just normalt. Derfor tænkte hun, at han skulle tænke planen igennem adskillige gange, inden han overhovedet overvejede at nærme sig territoriet. ”Det er din beslutning, og hvis du allerede har besluttet dig, kan jeg intet gøre. Jeg kan kun ytre min mening, men selv det vil være unødvendigt i denne sag.. Fra nu af kan jeg kun sige, at jeg håber, at du ved, hvad du gør,” sagde hun sigende. Selv gjorde tanken hende ubehageligt til mode, men det måtte hun blot kaste af sig. De var blot venner, og hvis han ønskede sig et eventyr, måtte det være hans egen sag.
Smilende rystede Denjarna på hovedet af ham. ”Og prøver gør du i hvert fald,” svarede hun drillende. Ideen måtte dog lyde fornuftig, da hun allerede nu kunne se, at de bar meget i deres favn. Selv bar hun sin nykøbte kjole og kappe, der i sig selv fyldte en del, som den var stor og bred, skønt den var let. Salvatore bar derimod både brødet og kødet, og efter grøntsagerne var der ingen tvivl om, at de begge ville være pakket godt op. Derfor var der ganske enkelt ikke nogen stor grund til at stritte imod forslaget.. Kun den årsag, at hun havde sine tvivl om sig selv i et køkken. Hun smilte let. ”Skrælle grøntsagerne bliver det så,” endte hun roligt med at sige. ”..men så må også hellere se at få dem købt.” At han fortsatte med at pirre hende med hensyn til overraskelsen, fik nu hende til at støde sin håndflade ind mod hans bryst i et let puf. Der var trods alt ikke ment noget ondt med det hele. Hun sendte ham et morende blik. ”Stopper du, hvis jeg siger nej?” spurgte hun ham, skønt der ikke var nogen tvivl om, at det virkede.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde taget beslutningen for lang tid siden, men tiden var slet ikke ret for det endnu, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hende. Han var uden tvivl glad for den advarsel som han havde fået, for det gav ham da ekstra ting, at skulle overveje, når det endelig skulle komme så vidt, så det havde vel også sine klare fordele? Han trykkede let omkring hendes hånd. Han ønskede slet ikke, at det var noget som hun skulle bekymre sig om på den måde, for han var en stor mand som godt kunne tage vare på sig selv, selvom han vidste, at der var rigtig mange ting, som han skulle huske at have med i overvejelsen. ”Det er min egen beslutning, som jeg tog for rigtig mange år siden. Som du selv siger, er du ej min mor, eller min ægtefælde, og derfor ej har noget at sige i denne sag. Jeg kan love dig, at jeg nok skal være forsigtig,” sagde han endeligt. Uanset hvad, så var det ikke en tur eller færd, som han regnede med at tage lige foreløbig. Ikke når han havde hende, at skulle tage sig af, som han havde lige nu.
Stemningen lettede tydeligt igen, hvilket uden tvivl var noget som Salvatore virkelig var glad for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Det virkede, og det var skam også det som var hensigten. De havde desuden også armene fulde, og når det grønne var hentet, så var det da ikke til, at skulle slæbe på mere. Ikke at han havde noget imod at være et pakæsel, for det var faktisk sjældent, at han tilbragte så meget tid ude, og blandt andre, som det han gjorde med hende. ”Så lang tid det virker,” sagde han morende. Uanset, ville det ikke tage ham lang tid sat hente det sidste, for han vidste jo hvad det var han skulle have. ”Det er en aftale.. Det kan da umuligt gå helt galt,” påpegede han morende. Han slap kort hendes hånd, for at stryge en lok af hendes hår bag hendes øre under hætten. Så lang tid, at hun kunne forblive lidt i det skjulte, så passede det ham uden tvivl rigtig godt. Han rystede på hovedet. ”Jeg vil jo gerne give dig den overraskelse, ikke sandt?” endte han sigende, idet han let blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke lade være med at drille bare lidt!

[Deleted]

At Salvatore ej ville lægge turen forbi Dvasias lige foreløbig, passede skam Denjarna udmærket. Enig så hun sig nemlig ikke i hans tankegang, og derfor passede det hende fint, at det blev udsat. Selv havde hun måske altid nydt af eventyr, men dette måtte hun nu kalde en tand for dumdristigt. Især fordi hun i sandhed kendte til det sted, som han ønskede at søge til. Hun kunne dog ikke kontrollere ham, og ej heller ønskede hun at gøre det, og derfor måtte det være det. ”Hvis ej der er mere til den sag, behøver vi ej at uddybe den mere. Jeg føler, at jeg har sagt, hvad der er at sige til den sag,” endte hun roligt. Det andet var trods alt bare at snakke i ring, og det kom man ikke ligefrem videre med.
Denjarna smilte blot ved lyden af hans ord. Om det virkede? Det gjorde det vel ikke helt efter hans hensigt. Det var nemlig kun den letteste del af madlavningen, som hun endte med at beskæftige sig med. Man kunne trods alt trygt sige, at det at skrælle grøntsagerne var ganske harmløst. Det var vel næppe det, som man mistede fingrer af. ”Og hvis det skulle gå galt, ved jeg, hvem jeg skal give skylden,” afsluttede hun drillende. Hendes hoved endte med at søge en anelse på skrå, som han strøg en lok om bag hendes øre. Hun smilede blidt til ham. Alt andet var svært. Han var hende nu en god ven, samt en god hjælp, selvom det ikke just hujede hende, at hun skulle gemme sig, som var hun en gemen flygtning. Dog vidste hun, at hun umuligt kunne træde frem som sig selv, så længe hun befandt sig her i Procias. Hun higede dog efter den dag, hvor hun ville være fri igen, og den dag skulle nok komme! Hun smilte let. ”Og den overraskelse vil jeg ej heller afholde dig fra at give mig.” Hun endte med at se over mod grønthandleren, som hun lavede et hovedkast til. ”Kom.. Lad os sørge for grøntdelen, inden vi vender snuden hjem,” sagde hun roligt, inden hun begyndte at begive sig i retningen af boden. ”Hvad plejer du at spise af grønt? Eller er du typen, som udelukket lever af kød?” endte hun med at spørge ham. Nu havde hun taget størstedelen af beslutningerne, og derfor var det vel kun fair, at hun også lod ham komme til. Derudover var det også blot rart at få en fornemmelse af, hvad han kunne lide.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at det var hans egen beslutning, og det var en beslutning, som han havde taget, selv for rigtig mange år siden, men havde bare ikke fundet muligheden for det endnu, og lige som det stod nu, så regnede han faktisk heller ikke med, at det var noget som ville ske, bare sådan uden videre, hvis han nu endelig skulle sige det. Han sendte hende et smil. Han ville ikke diskutere det med hende, men han stod fast på, at det ikke var noget som hun skulle være bekymret for, for han kunne skam godt passe på sig selv. ”Så lader vi den ligge der,” sagde han med en rolig stemme. Han ville heller ikke gøre det til en diskussion, nu hvor de var omkring hinanden, og faktisk kunne nyde det.
Salvatore smilede venligt til hende, da han strøg en lok bag hendes øre. For nu, så var hun jo nødt til at gemme sig lidt, selvom det var noget, som hun var nødt til at leve med. Det var omstændighederne på denne side af muren. Han rystede smilende på hovedet. ”Vil du give en stakkels mand skylden, som ikke engang er hjemme til det?” spurgte han tydeligt og drillende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det, nu hvor det endelig var. Desuden havde han jo den lille overraskelse, som han meget gerne ville give hende, og det var jo ikke noget, som han kunne skaffe sig, når hun var omkring, for det ødelagde jo overraskelsen lidt i hans øjne. Han sendte hende et smil, for han kunne jo heller ikke lade være, for hun gjorde ham glad.. som han ikke rigtigt havde oplevet det før. ”Hvilken kvinde siger nej til en overraskelse?” spurgte han morende, da han blinkede til hende. Han nikkede. Nu var det så også på tide, at hente det grønne, som de skulle have med, så de kunne vende hjem med armene og favnen fulde af gode varer. Bare tanken om det hele, var noget som gjorde ham sulten. ”Tro det eller ej, så kan jeg godt lide grønt… noget af det..” Han skulle nok tage det hele herfra, for han kunne godt fange det op i hendes tone, at det var ham som skulle gøre det herfra. Han vendte sig mod den venlige grønthandler, som selv imødekom dem med et stort smil. ”Noget jeg kan byde på, Herre og Frue?” spurgte han venligt. Salvatore gengældte mandens smil. Han kunne ikke lade være. Det var bare den effekt, som Denjarna efterlod ham med. ”Nogen af sæsonens asparges og noget grønt salat. Agurk og noget tomat.. Import ikke?” Grønthandleren nikkede, og begyndte at samle det samme, som blev remset op. Han vendte sig efterfølgende mod Denjarna. ”Noget du vil have med, kære?” spurgte han blidt.