Let's go shopping..?

[Deleted]

Denjarna var muligvis ikke enig i Salvatores beslutning, men ikke desto mindre ønskede hun ikke at diskutere det med ham. Hvordan kunne hun også det? Hun kendte måske til stedet, som han ønskede at søge til, men ej var hun af nok betydning for ham, til at hindre ham i det. Derfor besluttede hun sig blot for ikke at diskutere samtalen nærmere. Hun smilte let over hans ord, og hans blide strøg af hendes hår. Stakkels mand? Ham? Der var ikke just noget stakkels over den samtale, som de drøftede. Det var trods alt kun i morskab, at de talte.. og dog var det sandt, at det var på eget ansvar at placere hende i et køkken. Det havde nemlig aldrig været der, at hun havde holdt til. Hun trak en tand mere på smilebåndet. ”Det har jeg jo lige fortalt dig, at jeg har i sinde at gøre,” fortalte hun ham drillende. Dog forstod hun godt ideen i, at hun ej skulle være til stede, når han hentede overraskelsen til hende. En overraskelse betød jo, at man ej kendte til tingen eller handlingen, som ville blive givet til en, eller som ville hænde. Ej heller ønskede hun at vide det, som hun ligeså godt kunne lide overraskelser. Det var også allerede at tyde på hende, som hun agerede spændt. Hvad han havde i sinde at give hende, vidste hun dog vitterligt ikke, for.. han havde jo allerede foræret hende kjolen og kappen. Hvad mere kunne han finde på at give hende? ”I hvert fald ikke denne her kvinde,” sagde hun sandfærdigt, for nej. Hun ville bestemt ikke afvise hans overraskelse! ”Jeg ser frem til at se, hvad hun har tiltænkt mig,” tilføjede hun stille, alt imens hun hævede hånden, så hun blidt kunne stryge den over hans kind. En blid og kort handling. Hun trak hånden til sig igen, inden hun måtte gå med ham over til grønthandleren. Spændt var hun på det kommende måltid, for man kunne bestemt ikke sige, at det var kort tid siden, at hun sidst havde fået så godt et. Det var nærmere måneder siden.. Hun slap en let latter. ”Så det kan du? I så fald må vi hellere købe, hvad du bifalder.” Hun stoppede roligt op, som de nåede boden. Jo, noget grønt ville i den grad gøre godt til middagsbordet. Hun vendte blikket mod grønthandleren som de nåede hans bod. Hun kiggede på ham, men ej til, at hun så ham direkte ind i øjnene. Det var for risikabelt.. Hun lyttede til, hvad Salvatore bestilte, inden hun selv måtte bryde ind. ”..Og nogle gulerødder,” brød hun ind, som han Salvatore lod hende melde ind med et forslag. Med al dette ville maden uden tvivl være fuldendt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ville bestemt ikke sige, at Denjarna ej havde en betydning for ham, for det havde hun skam.. og det var en temmelig stor en efterhånden, og han stod gerne ved det. Han smilede let til hende. Den overraskelse, som han virkelig gerne ville købe hende, var noget som han gerne gjorde, uden at hun stod og så ham over skulderen, for så var der jo ikke rigtigt nogen overraskelse i det mere, kunne man jo sige. Det kunne godt være, at det krævede, at hun sad hjemme og det hele, men det var bestemt heller ikke fordi, at der lå noget skidt i det. Han var desuden meget påpasselig med hvor mange steder de tog hen, for han frygtede virkelig at nogen ville genkende hende, for så havde de for alvor et kæmpe problem. ”Det passer mig ganske udmærket,” sagde han morende. Han gik bestemt heller ikke ud fra, at hun var kvinden som sagde nej til en overraskelse, da det bestemt heller ikke var ofte at man faldt over den slags. Han smilede til hende, da hun selv strøg ham over kinden, for han kunne virkelig godt lide det. ”Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra,” sagde han endeligt, også fordi at det jo var ord, som han mente. ”Jeg har tiltænkt mig temmelig mange ting,” påpegede han med en næsten hemmelighedsfuld stemme, da han roligt førte hende med hen til grønthandleren, som hurtigt gav sig til at finde det, som han havde bedt om. Han var ikke den største fan af grønt og den slags, men han spiste det da, da han også vidste, at det uden tvivl var godt for ham at få. Han smilede let. ”Ja.. lige her må man sige, at jeg er kræsen,” sagde han drillende.
Grønthandleren fandt også gulerødderne frem, da det var noget som Denjarna gav udtryk for at ønske sig. ”Det skulle være det hele, Herre.. Frue,” sagde han ydmygt og rakte Salvatore posen, for at tage imod betalingen for det, som selv Salvatore havde fundet frem i mellemtiden. Gulerødder var ganske vidst ikke hans foretrukkende spise, når det kom til noget hen af det her, men de skulle jo trods alt starte et sted, ikke sandt? Han vendte sig mod hende, da han stod med armene fulde. ”Skal vi vende hjemover?” spurgte han med en rolig stemme.

[Deleted]

Spændt var Denjarna på at finde ud af, hvad Salvatore havde tiltænkt hende eller dem måske. Når alt kom til alt, vidste hun nemlig ikke engang, om overraskelsen var personligt til hende, eller om det var en overraskelse, som de begge skulle nyde af. Det var dog et mysterium, som hun kun kunne nyde af! Længe siden var det, at nogen havde været således overfor hende, og hun kunne kun sige, at hun havde savnet det. Savnet at føle sig speciel, samt omgivet af en. Det var nemlig let at sige, at Alexander ikke havde bragt hende noget godt. Smerte var der nemlig kun kommet med den mand. Hendes hoved søgte en anelse på sned, som han sagde noget interessant. Han havde tiltænkt sig temmelig mange ting.. Sikkert ting, som omhandlede overraskelsen.. Ting, som hun ikke måtte vide, men som gjorde hende vanvittigt spændt! ”Er det noget, som man kan lokke ud af dig? Bestikkelse muligvis?” spurgte hun ham med en lokkende undertone. Selv vidste hun, at hun kunne være ganske overtalende, hvis hun selv ville. Denne her gang var der dog det faktum, at hun godt kunne lide, at overraskelsen var en hemmelighed.. Muntert rystede hun på hovedet af ham, ved hans ord. Det overraskede hende bestemt ikke, at grøntsagerne ej var hans spise! Der var mænd igen ganske simple. ”Jeg må sige, at du ej formår at overraske mig på dette punkt,” sagde hun med et smil.
Tålmodigt stod Denjarna og så til, som grønthandleren fandt det hele frem til dem. Med tanke på al, hvad de havde købt, havde de vel mad til det næste stykke tid! De kunne i hvert fald næppe spise det hele i dag. Især hvad kødet angik.. Hun nikkede let til grønthandleren, som de også blev færdige i denne bod. ”Hav en fortsat god dag,” endte hun høfligt med at sige, inden hun vendte boden ryggen. Hun så på Salvatore. ”Lad os,” svarede hun roligt. Med tøjpakken i armene begyndte hun roligt at gå igen. Bort fra markedspladsen og i den retning, som de til en start var kommet fra.. Tilbage til jordhulen.

// Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore elskede overraskelser, og specielt når det var ham, som stod for dem. Han kunne godt lide at gøre hende glad, for ikke at glemme, at han godt kunne lide, at tilbringe tiden med hende, og specielt nu hvor han vidste, at det var en knap tid, for det var jo aldrig til at vide, hvornår de igen ville skilles, så var det jo bare at nyde tiden, mens man nu havde den. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, og med et smil på læben. Hun var spændt, og det var noget som stod tydeligt ud af hende, så kunne han jo heller ikke lade være med at bide sig mærke i det. Med et smil på læben, måtte han alligevel ryste på hovedet. ”Du må vente og se, min kære.. Det er jo en overraskelse, ikke sandt?” endte han ganske sigende, som han let lod hovedet søge på sned. Han kunne godt lide, at se at det var noget som gjorde hende spændt, for det var lige præcis også den effekt, som han ønskede, at det hele skulle have på hende også! Det var noget mindeværdigt.. noget som ville få hende til at tænke på ham. Om der var bagtanker ved det, var jo aldrig til at vide. Han kuklo let og rystede på hovedet. ”Ikke? Det er nok en typisk mand, ej at være glad for grønt.. Det er jo dyreæde,” påpegede han sigende. Selovm han nu nok heller ikke lagde så meget i det igen, som han ellers kunne have gjort det normalt, så passede det ham jo egentlig ganske fint.
Som de fik færdiggjort deres handel ved grønthandleren, så var det også på tide, at komme hjemover, hvilket skam også var noget som passede ham fint. Han nikkede til hendes ord, inden han nikkede i en venlig gestus i retningen af grønthandleren, som gengældte det med sit store smil. ”Med håbet om at se Dem igen,” sagde han ydmygt. Det var skam her Salvatore handlede grønt mest, når det endelig var, for han vidste, at det var af god kvalitet, og manden selv på trods af venlighed, vidste hvordan grøntsagerne skulle se ud og være, for at de kunne sælges. Ikke noget vidunder, at det også var her, at folket, såvel som kongehuset købte sit. ”Lad os,” sagde han roligt, inden han førte hende med sig vejen som de var kommet, så de kunne vende tilbage til jordhulen i skoven – Der hvor hun igen for alvor var i sikkerhed.

//Out