Let's go shopping..?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var hen på dagen, da Salvatore endelig nåede byen og det store marked sammen med Denjarna. Så langt, så var de faktisk kommet frem, uden de største problemer og komplikationer, foruden nogen få henkastede blikke. Det var vidst til deres fordel, at folk var vant til at se ham med kvinder omkring, som han forsøgte at ’redde’. I dette tilfælde, så var der nok noget om det. Han ville gerne give Denjarna muligheden for luft, og det som han delte med hende undervejs, gik han faktisk ikke ud fra, blev fortalt til nogen. Han stolede på hende, og mere end det, som han faktisk stolede på så mange andre, så det var noget som faktisk passede ham selv ganske udmærket i den anden ende.
Lyden af mennesker som var i gang med alverdens handler, var noget af det første, som Salvatore måtte bide sig fast i. Det var desuden også nu, at han skulle til at være opmærksom, for det var nu, at de løb den store risiko. Han måtte nu alligevel vise, og ønskede at vise hende, at han gjorde det for hendes skyld. Han lagde endnu en gang armen let om hende, for at føre hende med sig. Det var et sted, som at vandre direkte ind i løvens hule, og han vidste, at det kunne vække den store han, men mad skulle de have, og han ville jo gerne have, at hun havde det godt, og kom vel igennem det! Samt fik lov til at se hvad Procias egentlig havde at byde på, da han jo heller ikke vidste, om det var noget, som hun havde oplevet tidligere. ”Kom.. vi må finde noget at spise, og så vende tilbage til skoven igen,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine. Der var folk stort set overalt. Det var markedet på de typiske lyse og gode dage, og alle var smilende og tilfredse.. En facade, som Salvatore kun var kendt med.. Han vidste, at procianere, var noget af det mest egoistiske folkefærd som overhovedet kunne gå på to ben. Et sted, var det en skræmmende ting, når man altid fremstillede Dvasias, som det mest groteske. ”Hvad kunne du tænke dig?” afsluttede han med en rolig stemme, da han endelig vendte blikket mod hende.

[Deleted]

På vej til byen havde Denjarna sørget for, at hun ej så folk direkte i øjnene. Det havde også vist at betale sig, som ingen havde genkendt hende. Ingen havde i hvert fald nævnt hendes tilstedeværelse. Der havde været blikke, men så heller ikke mere end det. Hendes ansigt måtte også henligge i skygger, som den stjålne kappes hætte var trukket godt op over hendes hoved. Det eneste, som man kunne se, var faktisk kun to rækker ravnsorte lokker, som lå over hendes bryst. Roligt færdedes hun ved Salvatores side, og som han lagde armen om hende, vendte hun ansigtet mod ham med et prøvende smil på læben. Selv mærkede hun adrenalinen i sig, som de trådte ind i byen og ind på selve markedspladsen. Hendes hjertebanken begyndte at slå hurtigere, hvilket måtte gøre hende ganske varm, men de havde trods alt også lige trådt ind i ’løvens hule’. Her var der mange ’fjender’ for Denjarnas vedkommende, og derfor vidste hun, at hun fra nu af skulle være ekstra opmærksom. Ind til Salvatore holdt hun sig, og skønt hans arm kun var ment som en sikkerhedsforanstaltning, nød hun, at den var der. Hun nød at være så tæt på ham. ”Køber vi blot fra markedet her?” endte hun med at spørge ham, alt imens hendes sølvgrå øjne beskuede de mange boder. Synet fik hende helt til at smile.. Civilisation. Guderne måtte vide, at hun havde savnet det! Nok var hun ikke i de ideelle omgivelserne, men bedre var det end jordhulen. Tilfredst indåndede hun den sødmefulde friske luft. Hun havde i sandhed i sinde at nyde det, så længe hun kunne. Hun ville dog ønske, at der fandtes et sted, hvor hun ej skulle se sig over skulderen.. Hun betragtede sig af boderne, som han spurgte ind til, hvad hun kunne tænke sig. ”Noget brød.. Noget pålæg, kød af en art.. og noget friskt at drikke,” sagde hun tænksomt. Hun savnede noget ordentligt og fast at tygge på.. Om hun kunne, vidste hun dog ikke, da hendes måltider ikke just havde været de bedste på det seneste. Hun lod blikket glide rundt omkring. Hun havde faktisk aldrig som sådan set Procias. Før i tiden var hun nemlig kun blevet vist slottet, og landskabet til himmels. Det var derfor en masse nye indtryk, som hun skulle danne sig, men indtil nu nød hun det også kun.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var klar over, at omstændighederne, måske ikke var de mest optimale, men hun kunne få lov til at komme ud, bare han tog med hende, for han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget, hvis han da ellers kunne undgå det i den anden ende. Når det nu var sagt, så lod han armen søge omkring hende, også for at holde hende tæt ind mod sig, så han kunne passe på hende, men selv fordi at… han godt kunne lide det. Det var heller ikke ligefrem ofte, at denne mulighed faktisk bød sig for hans vedkommende, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit. Han vendte blikket roligt mod hende. Foreløbig, havde hun klaret det udmærket.. Så lang tid, at hun ikke fik øjenkontakt med nogen, så var det fint for hans del. Han nikkede. ”Det er det sikreste, at holde os til så få steder som muligt, nu i tilfælde af.. ja, at du skulle blive genkendt,” sagde han roligt. Nu hvor de var ude i civilisation, så kunne det godt være, at det var mere afslappende for hende, selvom det på ingen måder var det for Salvatore. Han frygtede virkelig, at folk skulle genkend hende, lave optøjer, og faktisk tiltrække vagter, for i og med, at det var landets handelscentrum, så var der vagter temmelig tæt omkring, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. Selvom det var forholdsvist nemme og ikke nær så krævende ønsker, som hun sad igen med, så var han da temmelig sikker på, at det var noget, som han godt kunne indfri for hende. ”Jeg tror også vi skal finde dig en passende beklædning.. Du har brug for noget nyt,” sagde han endeligt, inden han roligt førte hende med sig frem. Folk kiggede ganske vidst, for de var jo heller ikke vant til, at han gik sådan rundt med nogen som helst. ”Kom,” sagde han endeligt, inden han roligt førte hende med sig igen, for at komme lidt længere ned af handlegaden. Det var måske ikke Procias, som hun kendte det, men han ville jo gerne vise hende, at selvom man kom fra den anden side af muren, så var det faktisk et smukt sted, hvis man kiggede og oplevede det på den rette måde, for så var det et sted, som ikke var så slemt igen. ”Sig til, hvis du falder over noget interessant,” opfordrede han med en rolig stemme. Grebet omkring hende, slap ikke på noget tidspunkt.

[Deleted]

Forstående nikkede Denjarna. Selv forstod hun skam, at hun var nødt til at passe på, og derfor havde hun heller ikke noget problem med at indordne sig, under det faktum. Hun havde desuden fået lov til at komme med ud – mod Salvatores gode vilje – og derfor anså hun det heller ikke for at være et problem at lytte lidt til ham. Noget for noget trods alt. De sølvgrå øjne vendte hun mod ham. ”Bare rolig.. Jeg behøver at ikke at blive genkendt. Folk kan se, at jeg er med dig. De vil formentligt allerhøjest tænke, at du har været så venlig at hjælpe mig, eller at jeg er din elskerinde. Hvorfor udnævne mig, når en af deres ledere har sagt god for mig?” lød det fra hende med et lille smil på læben. Hun kunne dog ikke benægte, at hendes hjerte var begyndt at banke en tand hurtigere, efter at de havde trådt ind i byen. I denne forsamling var det trods alt kun Salvatore, som hun stolede på. Blikket vendte hun ned ad sig selv, som han kommenterede hendes tøjsituation. Selv savnede hun at føle sig smuk. Forfængelig måtte hun nemlig være, og derfor var det af gevaldig betydning for hende, hvordan hun tog sig ud. Hun trak svagt på smilebåndet. Hun ville elske at bære en ny kjole. ”Det er venligt af dig, at du vil bruge den form for penge på mig. Du har allerede gjort så meget for mig, og jeg har givet dig så lidt igen,” sagde hun stille. Først og fremmest havde han hjulpet hende med at finde Enrico.. Dernæst havde han reddet hende fra Alexander.. Og nu beskyttede og værnede han om hende. Han var i sandhed hende utroligt god. Nysgerrigt fulgte hun ham, som han ledte hende over mod boderne. Øjeblikkeligt gled hendes blik over de forskellige stoffer og former. Selv mærkede hun, hvordan begejstringen begyndte at summe i hende, og selvom det blot var ’indkøb’, måtte det være livsgivende for hendes vedkommende. Med et glimt i øjet ledte hun dem over til en af beklædningsboderne. Fingrende lod hun glide over det bløde og fine stof af en violet kjole. ”Hvad må jeg vælge?” endte hun med at spørge ham, som hun ærlig talt ikke vidste, hvad han havde at gøre godt med. Stunden måtte desuden helt give hende tilbageblik til hende og Vladimirs tid sammen. Deres indkøbstur sammen, for at være helt præcis. Dengang havde hun nemlig ej heller eget noget, som det ligeså havde været efter en indespærring. Det måtte i sandhed være skæbnens ironi!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dette skete ikke ligefrem ud af Salvatores gode vilje, men han ville gerne sikre sig, at Denjarna fik den oplevelse med, frem for at sidde fanget et andet sted, for at kunne overleve, for så kunne man jo efterhånden stille sig spørgsmålet, om livet så ville være det værd. Han vendte blikket mod hende, hvor han lod armen ligge og hvile om hende. Han kunne godt lide at mærke hende så tæt på, velvidende om, at han med største sandsynlighed, også var hendes skalkeskjul, for folk stillede ikke rigtigt nogen spørgsmål, når hun var omkring ham, hvilket uden tvivl også var noget som passede ham selv ganske glimrende. ”Det er vel til dit held, at folk ikke stiler spørgsmål, fordi at jeg er omkring. Jeg kan dog trygt love dig for alligevel, at folk hurtigt begynder at stille spørgsmål.. om den ene eller den anden ting, og specielt ved ukendte heromkring.. Det kan godt være eller blive farligt,” forklarede han roligt. Det var med sanserne på stilk, da han førte hende med sig ned af markedet og igennem den mere civiliserede verden, end den, som man kunne sige, at hun lige var vant til at færdes rundt i. Selv vidste han da, at folk ønskede at se ordentlig ud, og ud fra de omstændigheder, som han havde kendt hende i, så var det bestemt ikke noget som hun var tilfreds med, eller komfortabelt med sikkert, og han havde jo ikke rigtigt andet at bruge pengene på, end.. ja, det som han fandt værdig, i og med, at han levede sit liv alene på den måde, som han gjorde, af grunde, som han nu skulle tænke lidt mere over, eftersom det var noget, som de havde snakket om. ”Jeg gør ikke dette, så du skal stå i gæld til mig, men fordi, at jeg gerne vil se dig smile optimalt og ægte igen.. Som den kvinde, som jeg kender dig. Jeg ved, at du gerne vil over i noget andet.. Du er næppe komfortabel i det der,” sagde han endeligt, da han selv så, at hun faldt lidt for den violette kjole, hvis stof, hun berørte. Han smilede let for sig selv. ”Ønsker du at prøve den?” spurgte han med en rolig stemme, a han igen lod blikket glide mod hendes skikkelse. Af det som de skulle have, ønskede han faktisk, at hun skulle tage valget, da det var noget som.. skulle til for hendes skyld. ”Lige det, som du har lyst til,” afsluttede han med et stille smil på læben.

[Deleted]

Armen der hvilede sikkert om hendes liv, sagde Denjarna intet til. Behagelig fandt hun den nemlig, selvom hun vidste, at den blot var til for en sikkerhedsforanstaltning, og skønt den indsnævrede hendes muligheder. Hun havde nemlig intet andet valg end at bevæge sig tæt på ham. Alligevel anså hun det ikke for at være et betydeligt problem. For selvom hendes hoved og hjerte endnu var forvirret, kunne hun godt lide at mærke en mand så tæt på sig igen.. og ikke en hvilken som helst mand, men faktisk Salvatore. Blikket drejede hun mod ham, som han gav udtryk for, at han på ingen måde ville kunne falde til ro her i byen. Det var på ingen måde positivt, hvordan han valgte at sælge sine egne landsmænd. Faktisk lød de til at være et ganske belastende folk.. Det var dog ikke ukendt for hende at høre, at procianerne var et selvophøjet egoistisk folk. Nok skulle de eftersigende være ’lysets folk’, men titlen havde åbenbart givet dem nykker med tiden. Åbensindige var de i hvert fald ikke.. Derfor vidste hun ligeså, at som Dvasias ej var stedet for hende, var Procias det ej heller.. ”Salvatore.. Jeg har prøvet alt, hvad fare har at byde på. Jeg har prøvet at være blevet ført bag lyset.. forsøgt myrdet.. blevet myrdet.. blevet tortureret.. været holdt indespærret. Jeg har mildt sagt taget hele turen, og derfor kan det næppe blive værre,” sagde hun ærligt. Nej, hun kunne ikke just blære sig med at sige, at hun havde haft et simpelt liv, for det havde hun bestemt ikke haft! Faktisk havde hendes liv altid bestået af prøvelser på prøvelser. Nysgerrigt ledte hun dem over til en af beklædningsboderne, hvor hun faldt for den violette kjole. Jo, hun savnede skam at føle sig smuk. Hun berørte stille dets stof, hvilket hurtigt fik hende til at indse, at den var lavet af silke. Hun fulgte kjolens form med hånden, hvilket ledte hendes fingre til et enkelt fastsyet guldsmykke i halskraven. Det var også der, at hun måtte sande, at denne kjole formentligt ikke lå i den helt billige ende. Hun smilte let. ”Du kender mig ret.. men hvilken kvinde nyder også at ae den samme kjole for måneder? ..Det ville glæde mig at eje noget nyt,” sagde hun stille. Prøvende løftede hun kjolen op, så hun ordentligt kunne beskue den. Flere detaljer røg desuden i hendes blik, såsom ærmerne. Ærmerne var luftige og af et gennemsigtigt stof i en lysviolet farve. Som ved halsen bar disse et guldbånd omkring albuerne, så også disse bar en form og ynde. ”Hvorhenne?” endte hun med at spørge, som Salvatore spurgte ind til, hvorvidt hun ønskede at prøvede den. Ej kunne hun benægte, at den vækkede hendes interesse, og derfor skadede det vel ikke? Deres snak vækkede dog ikke kun Denjarnas appetit, men også sælgerens. Begejstret vendte han sig om mod dem, som han bemærkede sig af kvindens interesse, og hvordan manden var villig til at købe. ”De kan lide denne, ja? En kjole som denne vil også kun berige en skønjomfru som Dem.. og især hvis De også bær denne tilhørende kappe,” lød det smigrende fra sælgeren, alt imens han fremdrog en violet kappe af noget tykkere og lunere stof end kjolens.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ikke noget imod, at skulle vise hvordan folk egentlig var når det kom til stykket. I det store og hele, så var han en mand, som vidste hvordan folk egentlig var, og det var jo ikke nogen hemmelighed, at dem som havde en tendens til at virke lys, også var meget beskyttet overfor sine egne værdier, at der ikke var plads til andet. Han havde jo selv bøvlet rigtig meget med det, da han selv var kommet ind til landet her, for han var jo selv kommet udefra, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Blikket gled mod hendes skikkelse. Selv han måtte erkende, at han godt kunne lide at holde om hende og holde hende tæt ind til sig, og lige der, var han faktisk ligeglad med hvad hun havde bøvlet med frem til nu.. For han ønskede slet ikke, at det var noget som skulle ske igen. Han trak let på smilebåndet. ”Jeg ved, at det måske ikke har været en nem tilværelse for dig, min kære, men dog af den grund, så ønsker jeg dog at forhindre, at nogen ting øvrigt af dette, skulle ske dig,” sagde han roligt. Han valgte sine ord med omhu, udelukkende fordi, at han ikke ønskede at vække folks opmærksomhed, dersom de nu skulle finde ud af, hvad de egentlig stod der og snakket om, for det var slet ikke meningen! Overhovedet ikke! Det var jo ikke ligefrem ekstraordinært, at en kvinde, ønskede at gå rundt i den samme kjole for tid og evighed, så derfor var det slet ikke underligt, at dette også var noget som fangede hendes interesse. Han kunne slet ikke lade være med at smile. Han var ikke decideret rig.. men han havde jo kun sig selv, at bruge penge på, og derfor, var det ikke noget som sagde til, at han gerne ville bruge lidt på hende også, bare så hun også havde noget godt fra Procias, og et væsen derfra – som ham. ”Og derfor vil jeg meget gerne give dig denne,” sagde han endeligt, også fordi at det jo var ord, som han mente. Han ville virkelig gerne give hende denne gave. Han vendte blikket mod sælgeren, som tydeligt forsøgte at lægge yderligere i det. Ikke noget nyt.. Det var noget som de altid gjorde, hvis de så potentialet til det. ”De har vel et sted hvor den smukke beklædning kan prøves?” spurgte han endeligt. Hvorvidt om kappen røg med i, eller hvad den gjorde, havde han ikke lige besluttet sig for endnu, men han ville i hvert fald ikke udelade, at der kunne være noget om det i den anden ende. Desuden ønskede han jo heller ikke ligefrem at hun skulle stå og blotlægge sig herude, for at prøve en ny kjole.

[Deleted]

Aldrig havde Denjarnas tilværelse været let, men på den anden side var det heller ikke ens betydning med, at hendes liv blot havde været forfærdeligt. For som der var det dårlige, var der skam også det gode. Sådan var alles liv blot, skønt der selvfølgelig spillede visse faktorer ind i nogles liv. Der var hun også selv en af dem, som havde været en tand mere uheldig end andre. At Salvatore ønskede at beskytte hende mod mere onde, fandt hun både prisværdigt og sødt. Selvom hun var en stærk kvinde, var det rart at fornemme, at der igen var en, som ønskede at værne om hende. Hun havde desuden i sandhed brug for en tryg base, efter al den svigt hun havde lidt under. Hun smilte svagt. ”Jeg ber’ skam også selv til, at al det onde er drevet over. Desværre er det ej noget jeg kan sætte min lid til. Det er blot at tage tingene, som de kommer,” sagde hun stille. Selv havde hun altid holdt af at omgive sig steder og personer, hvor der foregik en form for spændende handling. Nu måtte hun indrømme, at hun bedst kunne håndtere en tilforladelig indkøbstur. Derfor håbede hun ligesom Salvatore, at der ej ville bryde et postyr ud i byen. Derfor var hun også fortsat varsom, som hun stod i beklædningsboden. Selv irriterede det hende, at det skulle foregå på den led, men hvad kunne hun også gøre? Hun smilte stille for sig selv, som han gav udtryk for, at han ønskede at give hende kjolen. Hun ønskede skam at eje denne kjole.. ”Tak,” endte hun mildt. ”Det sætter jeg pris på.” Ud gennem øjenkrogen så hun mod sælgeren, der havde givet sig til at ‘sælge produktet’. Det var blot den evindelige smøre han kom med, da et salg var et salg for hans vedkommende. Han havde end ikke kunnet lægge øjne på hende, som han kaldte hende for ’skønjomfru’.. Men selvom det blot var den evindelige smøre, han kom ud med, prallede det ikke fuldstændigt af på Denjarna. Kvinde var hun trods alt, og en kvinde, som altid havde vægtet sin ydre fremtoning ganske højt.
Sælgeren rystede beklageligt på hovedet. ”Jeg beklager, hr. Salizmira. Pladsen på markedet er trang og priserne er høje. Jeg er dog villig til at uddybe den aftale til Dem og Deres veninde, at I kan tage beklædningen med hjem. Hvis ej tøjet skulle passe, må I bringe det tilbage til mig i morgen,” tilbød han venligt. Selv vidste sælgeren, hvilken mand Salvatore var, og hvilken titel han bar, og derfor turde han afgive ham det tilbud. Når det så var sagt, tænkte han generelt, at en leder ikke var nogen ringe kunde at have.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede slet ikke, at der skulle ske noget med Denjarna, og derfor holdt han endnu armen om hende, nærmest som havde hun været en udkåren for ham. Et sted så.. kunne han jo selvfølgelig godt lide det, men om det var på den måde, at han ville være i stand til at se på hende i længden, det vidste han faktisk ikke helt. Når det endelig skulle være, så havde man ikke rigtigt andet valg, end at tage tingene som de nu måtte komme, og det var jo heller ikke fordi, at man kunne gøre det største ved det, uanset hvad. Han vendte blikket mod hende. Hans ønske om at beskytte hende, var måske sødt, men ikke desto mindre, så ønskede han da at gøre en indsats, og samtidig vise, at selvom hele verdenen føles, som at være imod hende, så var det slet ikke fordi, at det var tilfældet.. De var nemlig ikke alle mod hende, for det ville han heller ikke ligefrem påstå, at han var. ”Lige nu, er det slet ikke noget, som du skal skænke en tanke, men derimod noget, som du bare skal nyde af. I øjeblikket, lader jeg intet gøre skade på dig,” sagde han med en dæmpet og ganske sigende mine. At hun derimod var faldet for denne kjole, forundrede ham faktisk ikke, for den var virkelig, virkelig flot! Selv han kunne lide den, og så var det uden tvivl noget som man kunne kalde for noget virkelig ekstraordinært. Han smilede let for sig selv. ”Intet at takke for. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den vil klæde dig,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, kunne man vel sige? Han vendte blikket mod sælgeren. At han så derimod havde så meget tillid til ham, at han faktisk ville lade ham få denne dyre kjole med sig hjem, så Denjarna kunne prøve den, nød han selvfølgelig kun af, for jo mindre tid de brugte på markedet, jo bedre ville det uden tvivl blive. Han nikkede roligt til sælgeren. Foreløbig, så snakkede de jo samme sprog, hvilket var noget som faktisk passede ham ganske fint. ”I så fald, vil jeg råde Dem til at lægge kjolen og kappen til side, pakke det forsvarligt, og så tager vi det med os,” afsluttede han roligt. Hånden strøg let over Denjarnas ryg.. Selv kunne han ikke lade være, og han kunne jo godt lide det faktum, at han kunne gøre hende glad. Han elskede det!

[Deleted]

Vejret trak Denjarna dybt. Hun stolede på Salvatore. Hendes forskellige kendskab havde muligvis vist hende, at hun kun havde sig selv at stole på, men alligevel stolede hun også på ham. Om det var dumt, vidste hun ikke, men hun bad til, at dette var den ægte vare.. For et liv alene, var et ganske langt og sørgeligt liv. Tanken om, at han ville beskytte hende, fandt hun også beroligende.. især som han gik med armen omkring hende. Om det kun var tanken om, at han ville beskytte hende, eller om det var følelsen af hans arm om hende, der beroligede hende, måtte hun endnu være frustreret over at være uklar over. ”Og hvor heldig kan en kvinde være, end at have ingen ringere end selveste magikernes leder ved sin side?” lød det fra hende med et smil på læben, alt imens hun flygtigt lod sine sølvgrå øjne falde på hans ansigt. Om han i sandhed turde træde frem foran hele Procias, for at beskytte hende, vidste hun dog ikke. Det var dog heller ikke en viden, som hun behøvede at tvinge op til overfladen. Hun kastede igen et blik på kjolen, hvor hun let smilede ved hans ord. Om den ville klæde hende? Selv ville hun mene, at hun altid havde været fortræffelig til at udvælge beklædning til sig selv.. men hvem kendte også sig selv bedre end en selv? Hun berørte kjolens stof, alt imens hun fantaserede om at bære noget så blødt og fint igen. Hendes egen lasede kjole havde uden tvivl taget sit sidste åndedrag.. ”Jeg håber, at du har ret,” sagde hun roligt. Som Salvatore og sælgeren drøftede salget, mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte slå et slag over. Det var en stor gestus, at sælgeren gjorde, men selvfølgelig.. Hun vidste, at magikernes leder ville være ham en god kunde, hvis først Salvatore følte, at han fik den bedste behandling. Det var alt sammen et spil.. Salvatore ville anbefale sælgeren til andre, og Salvatore selv ville smide gode penge til sælgeren. Det var selvfølgelig, hvad sælgeren håbede på at opnå.
”Udmærket, hr. Jeg er sikker på, at tøjet vil klæde Deres veninde,” sagde sælgeren, alt imens han greb om tøjet, som han pænt gav sig til at folde sammen. ”Det vil blive 6 guldmønter og 5 sølvmønter for delene.” Både kjolen og kappen viklede han ind i et tyndt stykke stof. En tyk pakke var det, men stoffet indeholdt trods alt også både kjolen og kappen. Tøjet rakte han frem mod Denjarna. ”Værsgo’ frøken. De er en heldig kvinde.”
Denjarna tog imod beklædningen. ”Det ved jeg,” sagde hun mildt, og skænkede Salvatore et smil. ”Det prøver jeg også at fortælle ham.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne godt lide det faktum, at han kunne stå der med hende i sin favn.. Passe på hende og beskytte hende, og så kunne han rigtig godt lide, at mærke hende tæt på sig som hun var lige i øjeblikket. Han kunne godt lide, at stryge hende over ryggen, også selvom der nok ikke lå mere i det end som så, men han ønskede jo alligevel, at gøre sin indsats, for at der ikke skulle ske hende noget yderligere, da det også var noget af det, som han virkelig vægtede frygtelig, frygtelig højt. Han vendte sig roligt mod hendes skikkelse, og med et stille smil på læben. ”Pas nu på, du ikke ender med at blive alt for vant til det,” påpegede han morende, inden han roligt vendte blikket i retningen af sælgeren. Det ville uden tvivl være en fantastisk god handel for denne mand, for han kunne uden tvivl sprede rygtet, og gøre ham til den mest kendte og mest populære sælger på hele markedet, hvis han viste sig at være lidt medgørlig. Selv var han nemlig ikke i tvivl om, at denne kvinde i sandhed ville klæde den kjole, som hun netop stod og nærmest kærtegnede på denne måde. ”Jeg har set meget i min tid.. Så jeg er slet ikke i tvivl,” sagde han med en rolig stemme. Han kunne godt lide, at gøre hende glad, og specielt, hvis der ikke rigtigt skulle mere til, end det her, så blev det bestemt heller ikke meget bedre for hans vedkommende.
Nu hvor det virkede til, at de nåede en enighed med sælgeren, så vidste han, hvad han kunne regne med. Han var en leder, og derfor også en af de mest respektable som man kunne stå overfor som kunde på markedet her, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som gjorde skade på hans forretning. Tvært imod. ”Meget vel..” Han lod den frie hånd søge til den læderpung, som han havde om livet. Det var ikke fordi, at han gik rundt med den største formue, men han havde da noget på sig. Han slap Denjarna, kun for at fiske de respektive mønter op, og rakte derved disse til sælgeren i stedet for. ”Om den ikke passer eller er den rette, vil vi vende tilbage i morgnen, sagde han endeligt, inden han igen vendte blikket mod hende ved hans side, da hun fik leveret pakken. Han trak på smilebåndet. ”Det er noget, som jeg gerne vil høre noget mere af..” Han nikkede mod sælgeren, inden han førte hende med sig længere ned af gaden. Hun skulle jo helst ikke genkendes!

[Deleted]

”Passe på? Hvorfor? Har du planer om at forsvinde fra mig inden længe?” spurgte Denjarna ham i en drillende tone. Selv vidste hun, at hun mindst af alle kunne klynge sig til nogen, men alligevel tvivlede hun på, at hun burde bære nogen frygt lige nu og her. Ikke nu, hvor han var hende så god. At han var sikker på, at kjolen ville passe hende, fordi han havde set meget igennem tiden, fik hende til at smile skævt. Selv ville hun mene, at han vrøvlede en anelse med ordene, men det var, hvad det var. Han mente det trods alt godt med hele seancen, og derfor tog hun det også ganske let. Positiv kunne man trods alt også kun tillade sig at være, når en mand tilbød at give en én så yndefuld en kjole, og for ingen penge eller midler retur. Hun smilte let. ”Godt så.. Jeg er blot glad for, at jeg ingen kan klæde mig præsentabelt,” sagde hun stille, så det ville gå forbi sælgerens øre. Han behøvede nemlig ikke at fatte mistanke ved hende, og mistænkelige kunne hendes ord til dels være. Armene trak hun ind til sig, som de to mænd fortsatte handlen, og som beklædningen blev pakket ind. Selv mærkede hun, hvordan begejstringen summede i hende, og måtte gøre ende en anelse ’høj’. Det var næppe en følelse de to herre kunne sætte sig ind i, men for en kvinde betød stunder som disse en ting eller to.
Den svøbte beklædning rakte sælgeren over i Denjarnas favn, inden han tog imod mønterne fra Salvatores hånd. Man kunne se, hvordan hans øjne for et øjeblik hvilede på hver enkelt mønt, som han talte dem, inden han med et smil så imod Salvatore igen. [color=red[“Det skulle passé,”/color] sagde han, alt imens han lod møntrene klingre ned i en stor læderpung ved sit bælte. Høfligt nikkede han først til Salvatore, og dernæst til Denjarna. ”Må I have en fortsat god dag på markedet.”
Venligt bøjede Denjarna hovedet for sælgeren, inden hun lod sig føres med Salvatore ned ad gaden. Hun slap en dæmpet latter, alt imens hun sørgede for at holde indpakningen i et sikkert greb i sin favn. ”I så fald må vi se, om du kan gøre dig fortjent til flere af sådanne ord,” svarede hun muntert igen. Forholdsvist hurtigt havde de klaret sig gennem den første handel, så nu var det vel blot at finde nogle fødevarer for derefter at vende snuden hjemad igen? Selv måtte hun helt erkende, at hun nu så en glæde ved at vende tilbage til hulen. Ikke just på grund af, hvad den havde at byde på, men nærmere fordi, at hun så kunne prøve sin nyindkøbte kjole.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke lade være med at smile. Han havde så sandelig heller ikke nogen intentioner om at skulle smutte nogen steder hen. ”Ligner jeg en mand, som kunne finde på, at vende ryggen til og gå?” spurgte han drillende. Han opfangede det hele i hendes stemme og hendes øjne.. Det glimt, som hun havde genvundet, siden han havde fået hende ud af Fyrstens klør, var uden tvivl det bedste af det hele. Han stod dog fuldkommen fast på, at denne kjole, ville være typen, som ville passe hende frygtelig godt. Den var smuk i farverne, og han kunne godt lide, at hun faktisk var faldt for noget, som var fundet i Procias, for det var noget som langt de fleste, faktisk tog afstand til, så snart de havde muligheden for det. ”Jeg vil gerne give dig den glæde,” sagde han roligt, selv udenfor sælgerens hørevidde, for det var bestemt heller ikke alt, at den kære mand skulle høre.
Handelen gik igennem, og pakken blev overleveret, hvilket var noget som faktisk passede Salvatore ganske fint. Foreløbig, gik det hele jo egentlig ganske udmærket, da Denjarna ej var blevet genkendt, men af den grund, så ville han da være sikker på, at denne mand ej heller ikke fik lov til at se mest på hende. Han ville passe på hende, men vel også et sted, fordi at han følte lidt, at.. det var hans ret at kigge på hende? Det var ikke ofte, at han gjorde sig disse tanker om nogen, men han kunne derimod godt lide det. ”Jeg takker. Fortsat god dag,” afsluttede han venligt, inden han fik Denjarna med sig væk fra sælgeren med det flotte tøj. Han smilede let for sig selv. At se Denjarna nærmest knuge om den pakke med det fine tøj, var uden tvivl en tanke, som faktisk måtte more ham et sted, og det var noget som an virkelig godt kunne lide, og bestemt heller ikke ønskede at lægge det mindste skjul på overhovedet. Han kuklo ganske let og trykkede hende mere ind mod sig. ”Jeg er nu temmelig sikker på, at det er noget, som jeg har gjort mig frygtelig fortjent til!” sagde han med en morende stemme. Nu var det nok maden som de skulle have fundet. Og sådan som hans mage knurrede, så var det da kun ved at være på tide!

[Deleted]

Blikket vendte Denjarna mod Salvatore, hvor der måtte være et lille glimt at finde i de sølvgrå øjne. Nej, han var ikke typen, som umiddelbart vendte ryggen til. Der skulle en større grund til, før han ville træffe en sådan beslutning. Nok kendte hun ikke til alt omkring ham, men alligevel ville hun mene, at hun kendte til det omkring ham. Smilet dvælede svagt over hendes læber. ”For at finde ud af det, må jeg hellere spendere en smule mere tid med dig. Vi må alle give os lidt for det store billedes skyld,” sagde hun med en morende undertone, alt imens hun valgte at trykke sin krop en anelse mod hans. Bedre havde hun det skam, som hendes dage uden tvivl var begyndt at blive lysere. Det havde bestemt ikke været let at nå hertil, og i mål var hun bestemt heller ikke kommet endnu, men det vigtigste var, at det gik. Glæden summede dog i hende, og det gjorde den særligt efter, at de var kommet til markedet. For det første kom hun ud i det fri, hvor hun kunne se og høre andre mennesker. Og for det andet blev hun beriget med en smuk kjole, der forhåbentligt ville passe hende. Ja, det gik i sandhed fremad. Derfor sendte hun også blot Salvatore et taknemmeligt smil, som hans svar blot var, at han ønskede at give hende den glæde. Det gjorde han minsandten også!
Beklædningsboden og sælgeren forlod de, som de gik videre på deres færd med at finde et måltid mad. Svært burde det ikke just være, for som Denjarna vendte blikket omkring, så hun adskillige boder med fødevarer! Der var den kraftige lugt, som der kom fra osteboderne. Der var det farverige scenarie fra frugt- og grøntboderne. Der var de rød- og brunlige masser fra kødboderne, og så var der den altid forfriskende lugt af nybagt brød, fra bagerne. Hun trak på smilet, som han lo og trykkede hende tættere på sig. Det var også der, at hun for en stund måtte tage sig selv i at lægge sit hoved ind til ham i farten. ”Fortjent er et stort ord at bruge.. synes du ikke selv det?” spurgte hun ham drillende. Hendes blik gled fra hans ansigt og over mod boderne. Nu var det blot at finde de rigtige råvarer. ”Kan du anbefale en af disse boder?” som hun ham nysgerrigt. Selv kendte hun intet til markedet her, og eftersom han var procianer, regnede hun med, at det ej var den første gang, at han satte foden her. Det ville i hvert fald forundre hende, hvis det var således!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De kunne drille hinanden, og de kunne have det morsomt, hvilket uden tvivl alt sammen, var noget som passede Salvatore fortrinligt, da han godt kunne lide, at have den effekt på hende, da det kun var noget, som gjorde det hele langt mere værd selv i hans øjne. Som det nu var sagt, så tog han det faktisk yderst højtideligt, at hun valgte at åbne sådan op for ham, og kunne fortælle ham helt præcist hvordan hun havde det. Han smilede let for sig selv. ”Virkelig? Jeg tør da vove at påstå, at jeg har åbnet mig frygtelig meget for dig, kæreste.. Du burde vide og kende mig så godt efterhånden,” sagde han endeligt. Han havde jo trods alt valgt at tage hele turen til Dvasias, udelukkende på grund af et ry og rygte, så man kunne ikke ligefrem sige, at han var typen som vendte ryggen til nogen eller noget som helst. Nu hvor de havde fået kjolen i hus, så var det noget som kun måtte behage ham selv, for han kunne godt lide, at se hende smile sådan, da det også var en glæde, som han uden tvivl meget gerne ville skænke hende, og hvis det ikke krævede mere end et par guldmønter, så var det noget, som han gjorde, selv med den største glæde her i livet!
Boderne her var mange, og Salvatore kunne i princippet anbefale dem alle sammen, da han havde prøvet dem alle fra tid til anden. Det var jo sådan, med en varieret dag, og med varieret kost, at man havde brug for lidt af det hele. Han kunne dufte kødet, bagerens bagværk, se den friske frugt og det grønne, samt lugte fisken som var et stykke længere væk, så der var til alle sanser og til alle indtryk. Ligesom han kunne lide det! At hun derimod lagde hovedet ind mod ham, ville han dog ikke sige noget til, da han faktisk godt kunne lide, at hun gjorde således. Han smilede let for sig selv. ”Det er et stort nok ord, som jeg tør tage i min mund,” sagde han tydeligt selvsikkert, inden han førte hende med sig. Hun havde jo desuden gjort sin ønskeliste til ham, så han vidste jo, hvad hun kunne lide, og det var noget som de måtte finde. ”Jeg kan anbefale dem alle, min kære.. Du ønskede noget kød? Så lad os starte der.. Hvad slags er du til?” spurgte han med en rolig stemme, da han førte hende i den retning, hvilket var noget som den halvfede mand i boden, hurtigt lagde mærke til. Han rettede sig hurtigt op. ”Og hvad kan jeg hjælpe Dem med? Min herre og frue,” sagde han ydmygt.