Let's go shopping..?

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarnas kendskab til Salvatore var blevet godt, og især her på det seneste. Dog mente hun ikke, at kendskabet var i top endnu, for selv dem hun i sin tid havde svoret, at hun kendte, havde alligevel formået at overraske hende. Salvatore havde dog vist sig at være noget særligt, i og med at han havde taget helt til Dvasias, for at redde hende. Det var åbenbart kun noget, som han kunne finde på at belejlige sig selv med. Blikket med glimtet i øjet vendte hun mod ham. ”Kan du ikke blot nyde tanken om, at du skal tilbringe tiden med mig? …eller er det fordi, at tanken i virkeligheden nager dig?” spurgte hun ham med et smil på læben. Hun nød nu engang at færdes omkring Salvatore. Han havde nemlig en afslappende effekt på hende, der fik hende til at føle sig ganske veltilpas. Igennem tiden havde de måske haft deres forskelligheder, men det havde de tydeligvis kunnet overkomme. Blikket drog fra Salvatore og til de forskellige boder, som hun tog imod alle de forskellige indtryk, som hun blev mødt af. Et vidunder var markedet ikke just, da det ligeså vel kunne ligne et dvasiansk marked. Når det så var sagt, nød hun dog at være her, som det var civiliseret og frit. Alt hvad hun længe havde længtes efter. Hun trak let på smilet. ”Det kan jeg tydeligt høre,” sagde hun i en morende tone, inden hun lod sig guide over til en af kødboderne. Lugten af det møre kød kom hurtigt, ligesom synet gjorde. På selve disken lå der forskellige klumper kød, som slagteren kunne skære diverse udskæringer af. Over boden og folks hoveder, hang der en rækker pølser og andet mindre kød på en snor. Selv kendte hun ikke til denne slagters omdømme, men ud fra synet lignede det alt sammen lækkerier. Synet fik også helt hendes mave til at rumle, men mad, som dette, havde hun heller ikke set eller smagt længe! Blikket lod hun dvæle ved de forskellige sorter, som hun blev spurgt, hvad hun lystede. Hun skulle til at svare Salvatore, lige indtil slagteren afbrød. Hun så i hans retning. ”Hvad kan De anbefale af Deres lamme- og oksekød?” spurgte hun ham, som det måtte være hendes foretrukne spise. Selv vidste hun også, at det var nogle af de lidt dyrere sorter, men der var vel noget, som var rimeligt. Det vidste Salvatore dog bedre end hende, da han måtte være kendt med markedets priser og kvalitet. Han ville formentligt heller ikke bringe hende hertil, hvis ej han ville give det nødvendige for det.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde skam slet ikke noget imod det faktum, at skulle tilbringe tiden sammen med Denjarna på denne måde, også selvom det uden tvivl var svært for ham, at finde roen, eftersom der ikke skulle særlig meget til, før tingene ville gå galt. Han smilede let og trykkede hende tættere ind mod sin egen favn. Igen kunne han heller ikke lade være med at lade hånden stryge hende over ryggen, for han kunne virkelig godt lide, at stå der sammen med hende. Det var virkelig noget af det bedste af det hele for hans vedkommende. ”Jeg nyder skam at tilbringe tiden med dig.. Og jeg vil nyde hvert et sekund af det i fulde drag,” forsikrede han hende med en rolig stemme. Han førte ende roligt med sig hen mod boden som solgte kød. Han havde for ry, at være den bedste slagter her i byen, og det var naturligvis noget, som han gerne ville dele med hans kære Denjarna. Han smilede let for sig selv, inden han vendte sig mod sælgeren, som allerede så potentialet i de kunder, som stod for øjnene af ham.
”Åh, hvad jeg kan byde på af okse og lam? Jeg har de fineste lår her af får fra de frie procianske marker,” annoncerede han, da han fandt et stort og saftigt lår frem, som han lagde på bordet foran sig. Det var rødligt, smukt og tydeligt nyslagtet. ”Af oksekød, kan jeg tilbyde det fineste af det fineste, som selv spises på slottet her i landet. Store okser og tyrer som går sommeren igennem på de store marker i landet her, og spiser det frodigste græs. Man finder intet som er bedre end det, som jeg kan tilbyde, Frue,” fortsatte sælgeren. Han vidste tydeligvis hvad han skulle sige, hvilket var noget som selv morede Salvatore. Han ville gerne give hende det, uanset hvad, da det var vigtigt for ham, at Denjarna kom godt tilbage til sig selv igen, og ikke gik rundt og lignede en skygge af sig selv i stedet for. Han vendte blikket mod hende og med et stille smil på læben. Så langt, var der ikke nogen, som virkede til at have genkendt hende, og det var noget som passede ham særdeles udmærket. ”Hvad frister dig, min kære?” spurgte han roligt, og med en nysgerrig stemme. Det var jo yderst relevant for ham at vide, når alt endelig kom til alt. Han ville jo gerne have, at hun fik lov til at tage valget. Specielt fordi at det var hende, som havde brug for den næring og energi mere end hvad han havde.

[Deleted]

Denjarna mærkede, hvordan den efterhånden vante sitrende fornemmelse gled gennem hendes krop, som han blidt strøg hende over ryggen. Det var ikke fordi, at hun havde siddet inde med den følelse i måneder. Det var nærmere efter, at Salvatore havde reddet hende, og efter at han var begyndt at røre hende således, at den var kommet. Velkommen fandt hun den dog, som hun fandt det rart.. Hun trykkede let om pakken i sin favn, inden hun så mod ham. Gad vide, hvor længe de ville tilbringe tiden sammen? Det ville formentligt stoppe, når hun var klar til at stå på egne ben igen. Planen havde nemlig blot været, at han skulle værne om hende til den tid.. De levede trods alt også hvert sit liv, som hun for eksempel aldrig kunne blive her i landet. Hvor hun helt præcist kunne blive, var også en ting, som hun skulle se at hitte ud af. ”Ser man det.. Er jeg på vej til at gøre magikernes leder blød i knæene?” spurgte hun ham drillende, skønt glimtet i hendes øjne var trygt og varmende. Det selvsamme blik valgte hun dog at tage fra ham, som hun blev ledt over til slagteren. Udvalget tog hun nysgerrigt i blik, som hun så efter, hvad der måtte interessere hende, inden hun skænkede selve slagteren sin opmærksomhed. Længe siden var det, siden hun sidst havde handlet således, men hun måtte nu sige, at hun nød fornemmelsen! Opmærksomt lyttede hun til, hvad slagteren havde at byde på. Selv vidste hun, hvad man skulle gå efter, når det kom til de udsøgte vare, og derfor måtte hun ej heller være særligt let at snyde på det punkt. ”Vil det være muligt at få mørbradudskæringen af oksen, og nogle lammekroner? Hvis ikke De har lammekroner, tager vi køllen, og hvis ikke De har oksemørbraden, tager vi fileten,” bad hun sikkert. Selv var hun vant i de finere kredse, og derfor kendte hun til alle de gode udskæringer. Det var måske nogle måneder siden, at hun sidst havde fået serveret noget så fint, men visse ting huskede man blot. Om Salvatore kunne lide disse dele af dyret, tvivlede hun end ikke på, da hun personligt vidste, at det var de bedste dele af dyret. De skulle selvfølgelig også tilberedes korrekt i så fald. Det var dog ikke længere bare at få nærring for hende, som det også handlede om at få det til at smage nu. Dette ville dog uden tvivl give god nærring, og det havde hun også særligt brug for, nu når hun var ude nu og brugte kræfter. Nok gik hun nemlig, men alligevel skulle man ikke tage fejl af, at hendes krop hurtigt blev afkræftet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvor længe dette ville vare ved, vidste Salvatore ikke, og derfor gik han faktisk umådelig meget op i, at nyde det så længe, som han nu havde muligheden for det, da det også var noget, som han understregede som noget yderst vigtigt, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han begyndte at føle det lidt vel for komfortabelt, at skulle have hende stående i favnen på denne her måde, og han understregede gerne at han kunne lide det. Hendes ord derimod, var noget som for alvor fik smilet til at brede sig på hans læber. Ham blød i knæene? Ja, han kunne jo ikke benægte, at hun havde fået en ganske særlig betydning for ham. ”Jeg er en mand.. jeg skal blive blød i knæene ved en smuk kvinde,” påpegede han morende, inden han let blinkede til hende, ofr det var virkelig sjovt. Han lagde jo ikke direkte noget alvorligt i det, kunne man jo sige, og så alligevel.. Han kunne uden tvivl lide at tilbringe tiden med hende, og han vidste jo godt, at de før eller siden, skulle gå hvert til sit, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Sælgeren havde set potentialet i sine kunder, og derfor fandt han selvfølgelig det fineste frem, som han havde. Denne kvinde var uden tvivl en kender af dette fine og fornemme kød, og derfor ønskede han selvfølgelig at komme af med det også til en fornuftig pris – i hans øjne, om ikke andet. ”En yderst fornem frøken, De har fundet,” kommenterede manden med et let grynt, inden han vendte sig mod det kød som han havde. Lammekroner fandt han hurtigt frem og pakkede ind i en pakke, som han let lagde til siden og et stort stykke okse også, so han lagde foran sig på disken. Med sin slagterkniv af fineste smedekvalitet, skar han en smuk mørbrad af det flotte stykke. ”Er det et stykke, som behager fruen?” spurgte han ydmygt. En god kunde, kom altid igen, og det var jo det, som man vidste, og det var også derfor, at det var vigtigt, at tingene blev gjort rigtigt.
Salvatore smilede let tilfredst. Kød var kød, men mørbrad og krone, var og blev nok det bedste og det mest lækre, som man overhovedet kunne komme i nærheden af. Penge var heldigvis ikke det største problem, selvom de for hans vedkommende, kunne rende ud på et tidspunkt, så var det ikke noget som de gjorde lige foreløbig, så det passede ham selvfølgelig også udmærket i den anden ende. ”Det lyder da virkelig, som du har tænkt dig, at lave fantastisk god mad i aften,” påpegede han morende. Selv han, kunne jo heller ikke lade være.

[Deleted]

Hvor længe dette ville vare ved, var i sandhed det store spørgsmål. Derfor havde Denjarna også svært ved at udrede præcist, hvad hun skulle lægge i alt dette. Ville hun være hos ham for uger? Eller ville det alt sammen slutte om et par dages tid? Hun vidste det ikke, da det var svært at sige, hvordan hendes krop og psyke ville tage sig af det lange forløb. Hun trak på smilebåndet ved hans svar. Hun kunne lide hans svar, selvom det blev sagt i morskab. ”Arh.. Enhver mands store svaghed,” sagde hun med et glimt i øjet. ”Jeg vil dog gerne lave den lille rettelse, at jeg ikke ser mig selv, som enhver anden smuk kvinde.” Hun blinkede let til ham, inden hun så imod slagteren. Det var uden tvivl et fornemt stykke lammekølle, som han havde langet op på disken, men selv vidste hun, hvad hun allerhelst ville have.. og dette stykke var alligevel ikke hendes førsteprioritet. Hun tryk på smilet ved slagterens ord. Jo, hun havde altid været vant til det bedre.. eller næsten altid. Hun havde nemlig boet på fine herregårde og slotte, men som hun havde boet der, havde hun også boet på hyggelige landsteder, og så var der til sidst hendes miserable fangesteder. Opmærksomt betragtede hun slagteren, som han først fandt et par lammekroner frem. Delikate så de ud, og derfor valgte hun ej heller at bryde ind. Chancen for, at de ikke ville være tilfredsstillende, var desuden lille, som kropdelen af dyret ofte var nok. Mørbraden som han ligeså skar ud og holdt frem, skænkede hun ligeså et studerende blik. Umiddelbart syntes farven og strukturen på kødet at være den rigtige, og derfor havde hun svært ved at finde nogle indsigelser. ”Det ser lovende ud,” medgav hun ærligt. Kort vendte hun blikket til siden for at beskue Salvatores reaktion, og som det ej lignede, at han ikke havde nogen indvendinger, nikkede hun til slagteren. ”Vi tager det!” meddelte hun slagteren, inden hendes blik igen måtte fange Salvatore. Havde hun mon gået over gevind med at vælge alle delikatesserne? Nej.. han kunne vel bare have stoppet hende, hvis han havde fundet det i overkanten. Hun var dog sikker på, at han ligeså ville nyde et ligeså luksuriøst og veltilberedt måltid, som hende. Der var deres smagsløg vel ikke forskellige? ”Skal jeg stå for et festmåltid? Og her gik jeg og troede, at du ville være galant for i aften, ved at varte mig op,” svarede hun morende igen. Hvordan hun helt præcist ville klare sig i køkkenet, var dog tvivlsomt. Det var nemlig længe siden, at hun sidst havde stået for tilberedningen af et måltid.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste ikke hvor lang tid de ville være sammen, og derfor ville han nyde det så længe, at han havde muligheden for det, da det også var noget, som faktisk var vigtigt for ham. Han omgås ikke mennesker under normale omstændigheder, på denne her måde, og derfor føles det virkelig rigtig godt. Han smilede let. Hun havde ret.. hun var ikke som enhver anden smuk kvinde. ”Du har ret, kæreste.. Du er noget specielt og noget unikt.. Noget som jeg gerne kom for at lege prinsen på den hvide hest, for at redde,” sagde han med en rolig og alligevel ganske alvorlig stemme, da det også var noget og ord, som han faktisk mente.
Slagteren gik i gang med at finde noget af det fineste kød, som han havde i sin lille butik, og skar det gerne ud for øjnene af dem, så de var sikre på, at de fik det helt rette med sig hjem igen. Gode kunder gav jo trods alt også god omtale, og det var noget af det, som de var nødt til at tage højde for også. Han gjorde i hvert fald. Lammekronerne pakkede han flot ind, inden han skar ud den smukkeste mørbrad, som man længe havde set, og viste den frem til dem, så de kunne få lov til at se den. ”Det smukkeste af oksen, frue,” fremlagde han med en stolt mine, da det var en af hans specialiteter, og ikke noget kød, som særlig mange havde råd til, da det var frygtelig dyrt. At de valgte det hele, var noget som passede ham fint! ”De vil ikke fortryde!” lovede han, inden han flot pakkede det ind for dem, inden han rakte denne pakke til Salvatore i stedet for, da Denjarna jo allerede stod med armene fyldt med andet. ”Det bliver 8 guldmønter og 4 sølv, for dette udsøgte kød,” informerede han dem.
Salvatore smilede til Denjarna. At der ikke skulle mere til for at gøre hende glad, gjorde ham bestemt ikke noget. Han nikkede til slagteren, hvor han igen slap taget om hende, for at finde pengene frem fra sin lille pung, som han gav ham. Disse blev hurtigt talt op. ”Det skulle være det,” sagde han venligt og rakte Salvatore pakken, som hurtigt fandt vejen under armen. ”Jeg kan nu godt lide en kvinde i et køkken,” sagde Salvatore morende, inden han igen lod den frie arm søge omkring hende, for at føre hende med sig videre. Alt i alt, så hygget han sig virkelig. ”Nu har vi tøj, og vi har det saftigste kød i hele Procias. Andet du kunne tænke dig på middagstallerkenen?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

Blikket måtte Denjarna holde på ham, som han påbegyndte sin tale. Hans ord rørte uden tvivl noget i hende, da de var utroligt venlige. Som et eventyr lød det helt, at en mand ville drage af sted, kun for hende… for at redde hende. Engang var det Derick, som havde haft det således omkring hende, men ikke mere. Hvad der var blevet af ham, vidste hun end ikke, men betænkningsværdigt fandt hun det nu, at hun slet ikke havde set skyggen af ham, siden deres afsked. Den af stand havde dog også gjort, at hun havde fået lettere ved at finde ro i sig selv. Hun bed sig selv i læben. Derick var her ikke længere.. Det var Salvatore derimod.. Hun endte med at sende ham et smil ”Og hvilken prins du i sandhed er,” endte hun mildt. Han havde nemlig i sandhed været prinsen på den hvide hest for hende, sådan som han havde draget til Convento for hende. Bare for hende.
At de fik det fineste af det fine kød, vidste Denjarna allerede besked om. Det var også derfor, at hun måtte glæde sig til at smage på varerne, når maden engang blev tilberedt. Yderst lovende så det dog ud, og især sådan som slagteren skar kødet ud for øjnene af dem. Det var uden tvivl et syn, som hun kunne lide! ”Det ser fortrinligt ud, hr. Jeg vil se frem til at smage, om det er ligeså godt for tungen, som det er for øjnene,” lød det fra hende. I nat ville hun i sandhed gå mæt i seng! Hun smilede let. ”Det håber jeg så sandelig ikke.” Hendes sølvgrå øjne fulgte kødet med blikket, som det blev lagt over i Salvatores favn, så de hver især stod med en pakke. Hende med sin kjole, og han med kødet. Dyrt måtte hun dog sige, at det blev, men forhåbentligt var kødet prisen værd. Hun rystede let på hovedet af Salvatore, som han snakkede om hende i et køkken. ”Med mig i køkkenet bliver det på eget ansvar,” advarede hun ham morende. Hvordan det helt præcist ville blive at lave mad i jordhulen, blev dog interessant at finde ud af. Det var vel en form for bål, og en plade eller gryde, hvorpå eller i man kunne ligge ingredienserne? På ny fulgte hun med ham, som han lod armen glide om hende. ”Det ville gøre godt med et godt stykke brød.. Hvis ikke til middagen, så til morgendagen i morgen. Der vågner vi trods alt også med sulten i vore maver,” sagde hun roligt og så sig omkring. ”Og grøntsager.. som supplement til kødet.” Ja, al det burde være nok til at få sig et godt måltid.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dericks rolle for Denjarna, var Salvatore slet ikke i tvivl om, men selv han så langt forbi det, for han stod fast på det, som han havde fortalt hende allerede dengang; At hun fortjente bedre end det, og selvom det måske ikke skulle vise sig at være ham, så ønskede han nu alligevel at passe på hende og vogte om hende, på den måde, som han nu gjorde det bedst. Han smilede let for sig selv. At være prinsen på den hvide hest, var noget som han virkelig godt kunne lide, da han havde gjort de ting, som han havde gjort, fordi at han jo faktisk havde haft lyst til det, og ikke fordi at han følte sig tvunget til det, eller noget lignende. ”Og lige præcis den tanke, er noget som jeg godt kan lide,” sagde han med en rolig stemme. Han kunne godt lide, at det var sådan hun så på ham.
Slagteren pakkede kødet sammen og skar det ud i perfekte stykker for dem, inden Salvatore ordnede betalingen. Kødet var ganske vidst dyrt, men ikke noget, som han tog tungere end det. ”Jeg ved, I vil synes om det,” fastholdt slagteren venligt, da Salvatore tog imod pakken, og de forlod stedet. Kødet var temmelig dyrt heromkring, men det var heller ikke underligt. Slagterdyrene var der ikke særlig mange af, og det kød som de fik her, var af fineste kvalitet og bedste opdræt, så han betalte gerne for det, også fordi, at det var noget som havde fanget Denjarnas interesse. Han smilede let for sig selv. ”Jeg tror nok, at det er en chance, som jeg tør løbe,” sagde han morende, inden han førte hende med sig videre ned af markedet. Noget grønt og noget brød, havde hun nok ret i, var god at have til maden i dag, såvel som i morgen, og det var jo også noget, som de var nødt til at tage sine forholdsregler hvad angik. Han havde jo ikke noget imod at rende rundt herude med hende, men han ønskede jo stadig at sikre sig, at der ikke var nogen, som genkendte hende, da det ikke var noget som gavnede nogen af dem. Han nikkede. ”Du har ret… kom min kære, så skal vi den her vej,” sagde han roligt, og førte hende med sig ned af markedet, for at komme til bageren. En ting var sikkert; Ingen af dem gik sultne i seng i aften!

[Deleted]

Denjarna smilede let. Salvatore var en god mand. Faktisk en yderst sjælden mand, da der kun fandtes få, som ham. At hun i så fald havde været så heldig at støde på ham, fandt hun derfor kun ufatteligt heldigt. Det var nemlig kun ved et tilfælde, at de havde faldet i snak med hinanden. Faktisk var det heldigt, at hun under det møde, havde opført sig anstændigt, og ej havde angrebet ham. I sin sværeste periode havde hun nemlig været i, da de allerførst havde mødt hinanden, men alligevel havde de klaret den. Blidt klemte hun om hans arm, som hun for en kort stund greb om. ”Og den følelse er dig retmæssig,” sagde hun roligt. Han havde ikke kun spillet helt overfor hende, men også været en helt. Derfor var det en følelse og tanke, som han sagtens kunne sidde inde med.
Denjarna forlod slagterens bod sammen med Salvatore, efter at handlen var gået i orden. Selv var hun spændt på at opleve, om kødet var af så god en kvalitet, som slagteren havde lovet dem, og ud fra, hvordan kødstykkerne te sig ud. Slagterens kød havde hun dog ikke fået i umindelige tider, og derfor var der generelt ikke langt fra succes.. Eller det var måske medmindre, at hun skulle stå for tilberedningen af den, som Salvatore ellers snakkede om. Hun vendte et smilende ansigt mod ham. Det var vel til at sige, at hun følte sig godt tilpas i hans selskab? ”Hvis det er en chance, som du tør løbe, tør jeg ligeså løbe chancen med, at vi to skal tilberede maden sammen,” sagde hun i en sikker tone. Om han var god til madlavning, vidste hun ikke selv, men eftersom han var alenemand kunne det vel ikke være helt galt? ..Medmindre han selvfølgelig til dagligt spiste på kroer. Det tvivlede hun dog på, da han var en ganske hjemlig mand. Han kunne formentligt godt lide hyggen omkring bordet og gryderne. Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke.. Hun fulgte ham med ned ad markedet, skønt hun ikke just kunne sige med sikkerhed, hvad de var på vej til. Var det mon grønthandleren? Bageren? Eller noget helt tredje? Hun vidste trods alt ikke, om han havde flere tanker i hovedet, og kjolen havde han allerede overrasket hende med. ”Hvor er vi på vej hen?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun ikke selv kendte til turen her.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede egentlig bare at gøre hende godt, og det var det som hun i hans øjne, så sandelig også havde fortjent, for det andet, var da slet ikke noget som gavnede nogen som helst. Han var ked af alt det som hun havde oplevet, og specielt fordi, at dengang han havde mødt hende, havde hun været på sit svageste.. Og det havde stået så tydeligt ud af hende. Han havde ikke hånet eller nedgjort hende for hendes tilstand, for det lå slet ikke til ham, og det havde været til deres begges held, at det var noget, som hun havde taget til sig, i stedet for at afvise det. Han smilede let, da hun trykkede omkring hans arm, for han kunne virkelig godt lide, når hun selv gav udtryk for at ønske at røre ham på denne måde, og det stod han fuldstændig fast på. ”Det kan jeg jo lide,” sagde han med et kækt smil på læben.
Bare tanken om det som stod på menuen, var mere end nok til at gøre Salvatore voldsom sulten, så han glædede sig virkelig til at få noget at spise efterhånden. Selvom det nok var noget af det dyreste måltid, som han længe havde fået, så var det virkelig ikke noget, som gjorde ham det mindste. Han smilede let for sig selv. At gøre madlavningen til et fællesprojekt, var nu heller ikke noget som gjorde ham noget, for det var noget som han nu godt kunne lide. ”Jeg synes du er lidt krævende af en gammeldags mand,” påpegede han tydeligt morende, da han let blinkede til hende, for det var jo heller ikke fordi, at han lagde noget som sådan i det. Overraskelser, kunne han være med rigtig mange af, for han kunne godt lide at sprede denne form for glæde. ”Vi tager bageren nu, efterfølgende grønthandleren, og så vil jeg lige skænke dig den sidste overraskelse inden vi må søge hjemover igen,” sagde han endeligt, da han vendte blikket mod hende. Igen trykkede han hende let ind mod sig. I det store og hele, så lignede de sikkert et forelsket par, selvom det nu ikke gjorde ham noget. Han kunne godt lide den tanke, som det satte ham igen med, for han kunne virkelig godt lide at tilbringe den tid sammen med hende.

[Deleted]

Intet sagde Denjarna til hans kommentar, som hun i stedet blot valgte at smile. Det var rart at gå og tale med ham.. mærke ham.. og røre ham. Perfekt havde stunden ganske enkelt været, hvis ikke det havde været fordi, at hun følte en svækkelse i sin krop, og hvis ikke det havde været fordi, at hun vidste, at hun var en ’fjende’ i dette land. Hun slap en dæmpet latter. ”Det er krævende at bede en gammeldags mand om at deltage i en smule madlavning? Kæreste ven.. i så fald har du intet kendskab til mørkelviske kvinder,” sagde hun med et smil på læben. ”Hvis du stod i vor by og bad en kvinde om at kokkerere, ville du uden tvivl få slag. Det er sikkert.” Barske var de mørkelviske kvinder.. Selv var hun dog ikke længere helt som dem. Blød var hun nemlig blevet efter sit møde med Derick, som han havde forvandlet meget hos hende. Selvfølgelig havde hun stadig sine træk og sine sider, men det var bestemt ikke som hos de kvinder, der var at finde inde i selve Maerimydra. Med tydelig spænding i de sølvgrå øjne, vendte hun blikket mod ham. Overraskelse? Hvilken overraskelse kunne det mon være? Hun smilte. ”Ved du godt, at det er ondt at nævne en overraskelse, når man ikke få den med det samme?” sagde hun smilende, som var det det eneste hun kunne fokusere på nu. Det var det så også. Hun havde nemlig altid holdt af overraskelser, og når nu hun ikke havde fået dem i umindelige tider, var denne gang bestemt ikke anderledes! Hun tog en indånding, inden hun så sig omkring igen. ”Er der noget specifikt, som du selv ønsker? Madmæssigt selvfølgelig,” endte hun med at spørge ham, som det måtte gå op for hende, at hun egentligt havde styret forløbet indtil nu. Hun havde trods alt hurtigt taget over ved slagteren, som hun havde ført samtalen og derfor bestemt, hvad de havde købt med hjem. Det var dog ikke fordi, at det havde set ud til, at han var utilfreds over, at hun havde taget beslutning, men alligevel.. Det var hans penge, og det var trods alt også ham, der skulle være med til at spise al dette. Hun regnede nemlig ikke med, at han bare satte hende af i hulen, og derefter selv drog videre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde hørt frygtelig meget om de Mørkelviske kvinder, og derfor var det uden tvivl også noget, som han var meget nysgerrig på at lære at kende. Specielt fordi, at det var en del af hende, som han vidste, var underkurret fuldstændig, hvilket jo heller ikke var en fair handling overfor hende. ”Du må fortælle mig mere om det samfund du kommer fra, min kære. Jeg kan forstå, at det er meget anderledes i forhold til hvad vi andre finder som ’normalt’,” fortalte han roligt, da han jo var meget nysgerrig på hvad det her egentlig var for noget. Han kunne forestille sig, at han ville modtage slag, for at gøre sig de tanker og så sige dem højt i det hele taget. ”Jeg er ikke bange for noget… Heller ikke for en mørkelver,” endte han sigende mod hendes øre, også selvom det var morende. Dog selvom han ikke var bange for dem, for det var der slet ikke nogen grund til, hvis han selv skulle sige det. Han smilede for sig selv. Han nød at de kunne drille hinanden, også selvom han selvfølgelig gik ud fra, at madlavningen skulle blive et fællesprojekt. Som regel spiste han faktisk ude, da han ikke magtet at lave den slags til sig selv, og han havde faktisk sjældent tiden til det, da han havde så meget andet at tage sig af uanset.
Overraskelsen ønskede han at dele med hende, også fordi, at han godt kunne lide at gøre hende så nysgerrig, og det virkede da tydeligvis også efter hensigten. Han grinede let og rystede på hovedet. ”Hvorfor tror du jeg fortæller dig det?” spurgte han direkte morende og blinkede til hende. Om der var noget specielt han ville have, vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig. ”Jeg er ikke så kræsen, min kære.. Du vælger bare det, som du finder fristende og som du kunne tænke dig at spise. Jeg spiser det hele,” lovede han med et let smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han trykkede hende igen ind til sig. ”Du har bageren dernede.” Han gjorde et hovedkast i retningen af den fine og forholdsvist store bygning som lå for enden. Det var jo ikke dyrt med en bager, men derimod meget attraktivt, og derfor var salget stort.

[Deleted]

Overrasket så Denjarna mod ham. Han ønskede at høre mere om hendes folk? Det var de færreste, som interesserede sig for mørkelverne. Mange interesserede sig måske for hende, men bestemt ikke for hendes race. Generelt var mørkelverne nemlig ikke en særligt betænkt race, og hvis de endelig var, lå de som ofte for had. Det var nemlig en selvstændig race, med en masse stærke personligheder, og derfor havde folk svært ved at tolerere dem. Hende selv var dog en anden sag, men hun havde også videreudviklet sig gevaldigt med tiden. Engang havde hun trods alt været som dem. Ja, hun havde stået som den største. Deres leder. Hun vendte blikket frem for sig. ”Det samfund jeg kommer fra, minder om intet andet sted,” begyndte hun roligt, hvor hun startede med at bekræfte hans udsagn. ”Hvor jeg kommer fra, er det først og fremmes kvinderne, som sidder med magten. Jeg selv var den person, som guidede dem engang.. Vi er dem som drager i krig, og dem som tager beslutningerne. Jeg selv må dog indrømme, at jeg aldrig har været synderligt god med et sværd. Det at tage beslutningerne har altid været min vej. Vi er dog ikke kun krig, magt og feminisme, som verdens andre racer identificerer os med. Vort samfund byder nemlig også på smukke vidundere. Tag vores arkitektur som et eksempel.. Arkitekturen er bestemt ikke, som i de gense byer. Derudover har vi også en række specialiteter med hensyn til, hvad vi serverer. Mange ved det ej heller, men vi producerer for eksempel også vores egen vin.” Hendes fortælling var ikke den helt normale, men hvorfor skulle hun også kun give ham stereotypen, når der lå så meget mere bag? Hun mærkede, hvordan hendes nakkehår pludselig stod op. En helt behagelig gysen fór nemlig gennem kroppen på hende, som han talte ind i hendes ører. Hun bed sig selv blidt i læben, inden hun vendte blikket mod ham. En handling der for en stund måtte føre deres hoveder ganske tæt. ”Og jeg er ikke bange for en magiker,” svarede hun kækt igen. Behageligt var det at gå således med ham. Faktisk føltes det hele så vant.. måske for vant. Alting havde trods alt sin ende, og derfor ville dette formentligt ej heller være for evigt. Hun endte med at prikke ham i siden. ”Er dette din form for tortur eller hvad?” spurgte hun ham smilende. Hvis det var, så virkede det.. Hun var nemlig edderspændt på den overraskelse, som nu ventede hende! Hun havde nemlig ikke den fjerneste ide om, hvad det kunne være. Hun smilte let. ”Hvilken let mand at have med at gøre,” sagde hun roligt, for lettere blev det trods alt ikke, når hun fik lov til at træffe alle beslutningerne. I så fald fik hun nemlig alt det, hun kunne lide, og det ville hun bestemt ikke klage over! Som han valgte at trykke hendes krop, valgte hun selv at slippe pakken med den ene hånd, så den nu blot hvilede under hendes ene arm. Forsigtigt vristede hun sig ud af hans favn. Ikke for at komme fri, nej, men for blidt at gribe om hans hånd i stedet. Roligt bevægede hun sig ned mod bageren. ”Så lad os komme derned af.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var måske ikke noget som Denjarna var vant til at høre, men Salvatore ønskede jo faktisk at lære hende at kende, og derved også lære mere om hvad hun egentlig kom fra, og hvad hun var vant til af normer og værdier, for det var måske også noget gav svar på rigtig mange af de ting, og rigtig mange af de valg, som hun igennem sit liv havde taget, så det var jo noget, som faktisk passede ham ganske fint i den anden ende. Han lod hovedet søge en kende på sned og lyttede til hendes ord. Selv lød det virkelig, virkelig anderledes, men det var noget som alligevel gjorde ham nysgerrig. ”Jeg vidste godt, at du havde ledet dem, men at det derimod er så anderledes end hvad man ser omkring ellers i den her verden, det havde jeg ikke ligefrem forestillet mig,” sagde han med en ærlig stemme. Selv ville han ønske, at det var noget, som han havde haft muligheden for at se selv at se, og han regnede dog heller ikke med, at det ville være noget, som han ville få lov til i den anden ende. Arkitekturen derimod, var noget som han altid var fascineret af, for det var noget som jo bekræftede og skilte de forskellige samfund fra hinanden. ”Du fremstiller mørkelverne som et fantastisk sted.. Det er en hel anden indfaldsvinkel, end hvad jeg havde regnet med, at skulle lægge øre til,” sagde han endeligt.
Så lang tid hun ikke var bange for ham, så var det noget som faktisk passede Salvatore fint, for det var bestemt heller ikke meningen, at det skal være sådan i den anden ende. ”Så lang tid du ikke er bange for mig, er det fint,” sagde han med en rolig stemme, som han igen trykkede hende ind mod sin egen favn. Han kunne virkelig godt lide det faktum, at skulle have hende stående så tæt på sig. At hun så derimod trak sig ud af hans favn, forundrede ham lidt – Frem til hun tog omkring hans hånd, hvor han kun måtte smile. ”Det er min yndlingsform af tortur.. For jeg ved det virker,” sagde han med en rolig stemme. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han selv valgte at tage skridtet videre. Forsigtigt sammenflettede han deres fingre, inden han igen trykkede omkring hendes hånd. Han var ikke så kravestor igen, og han ville jo bare gerne have, at hun fik hvad hun ville have. Han var ikke den kræsne, og han spiste gerne lidt af det hele. ”Lad os,” sagde han endeligt, og fulgte hende ned i retningen af bageren med rolige skridt. Bygningen tårnede sig i det fjerne. Det var ikke bare en bod, men derimod næsten et lille hus. Det var jo noget, som alle havde brug for dagligt, og det kom jo bageren godt til gode. Han nåede den lille bygning, inden han roligt åbnede døren for hende, så hun kunne træde indenfor.

[Deleted]

Denjarna nikkede medgivende. ”Der er skam intet samfund, som vores. Det er også derfor, at folk har så svært ved at forstå mørkelverne. Vi er måske alle af kød og blod, men vor mentalitet og historie er anderledes,” fortalte hun roligt. Selv havde hun intet imod at fortælle ham, om hvor hun kom fra. Det var trods alt en del af hende. Hun var måske ikke den gense mørkelviske kvinde, men hun havde alligevel en række af deres værdier, samt samfundet trods alt også havde været hendes hjem. Hun smilede skævt. ”Hvad havde du regnet med at høre? At vi er et folk som slår koldblodigt ihjel, og som får alle mænd til at kravle for vores fødder? Jeg selv kan ikke benægte, at mit folk har deltaget i en del krige, og at vi er meget fremtrædende af person. Ej heller kan jeg benægte, at mændene er ringere stillet end kvinderne. Jeg ønsker dog, at folk ved, at vi er mere end det. Vi er ikke kun, hvad snakken gør os til.” Maerimydra var bestemt ikke helvedet på Jorden, som folk forsøgte at gøre det til. Mørkelverne var nemlig ikke det uhyre, som folk forsøgte at gøre dem til, og det var hun vel også et levende bevis på? Hun smilte let. Nej, hun var bestemt ikke bange for Salvatore. Hvad var der for hende at være skræmt af? ”Har jeg da noget at frygte omkring dig?” lød det stille fra hende. Hendes ord var som sådan ikke et spørgsmål, da hun nærmere sagde det på en måde, hvorpå hun vidste, at det var unødvendigt at frygte ham. I hvert fald hvis man var hende. Hvordan han var overfor andre, kunne hun ej tage højde for. Morende rystede hun på hovedet af ham. Det var hans form for yndlingstortur? Det var det sikkert! ”Ak ja. Jeg må se, om jeg kan give igen før eller siden,” sagde hun drillende. Hendes hjerte slog et slag over.. Blikket lod hun glide til deres hænder, som hun mærkede, hvordan han skilte hendes fingre ad. For en stund mærkede hun blot, hvordan hendes hjerte bankede, da dette for det første var en tand mere intimt, end at holde i hånden, og for det andet havde hun sidst holdt Derick således i hånden. Det endte dog med, at hun intet sagde, men blot lod deres fingre flettes, inden de fortsatte turen mod bageren. Som de nåede bagerhuset, kunne hun hurtigt spotte, hvordan brød og kager lå på rækker i vinduet. Indbydende og hyggeligt så det al sammen ud, og som Salvatore åbnede døren for hende, smilte hun let til ham. ”Tak,” sagde hun, inden hun som den første trådte ind i varmen. Lettere trængt måtte der være inde i selve forretningen, som der stod en række mennesker, der alle skulle handle dagens brød. Lunt var der inde i selve huset, hvor det helt måtte lugte af hjemmebag, hvilket gjorde atmosfæren helt hjemlig. Roligt stillede hun sig om bag en ung pige, der også stod i kø til at blive betjent. ”Så er der intet andet for, end at vente.”