Mirror, Mirror on the Wall...

[Cressida Marvalo]

Aliyah lukkede døren bag sig. Efter hendes træning havde hun haft meget få stunder af det man kunne kalde fritid, Mattheus krævede konstant beskyttelse, men visse tidpunkter havde han ligeså behov for at være alene. Blikket faldt på den redte seng. Det var tydeligt at hun ikke havde boet derinde i lange tider, år måske, men nu hvor han stod for et ægteskab, så kunne hun selvfølgelig ikke længere sove i hans seng. Kort kastede hun et blik mod vinduet. Månen lå skjult bag mørke skyer her i vinterens kulde, men den var kun halv, hvilket næsten ærgrede hende, for efterhånden var fuldmånerne det eneste hun havde med ham. Hun trak gardinerne for og vendte sig mod et spejl der stod op af væggen og reflekterede den store bogreol bag hende. Hun betragtede sig selv, klædt i den tætsiddende dybrøde læderdragt og den efterhånden halvlange, rødblonde fletning. Hendes ansigt var helet mere eller mindre, lige foruden et grimt ar der bredte sig over hele hendes ene kind og ned over halsen, men langt det meste af det var skjult under dragten. Hun lod sine blege fingre danse hen over den ru fornemmelse over kinden, før hun i stedet løsnede agielen fra bæltet om hendes liv og kastede den over på sengen. Smerten ved at holde den, bed hun sig slet ikke fast i længere, og det fyldte hende med stolthed. Roligt lynede hun dragten ned og lod sin blege ud komme til syne bag læderet. Arene var mange og de var opstået både af Mattheus’ behandling men også af den aften i arenaen for warlockerne havde forsøgt at gøre det af med hende. De var alle et tegn på hendes indre styrke. Aliyah frigjorde sine arme og trak læderet ned over livet så hendes overkrop var blottet og hun betragtede sig selv i spejlet. Igen lod hun fingrene glide ned over sine mærker, og kunne ikke lade være med at fortrække et lille smil, det var svært ikke at føle en enorm stolthed ved tanken om hvad hun havde gennemgået for at stå hvor hun gjorde. Langsomt løsnede hun den stramme fletning, så lokkerne faldt omkring hendes skikkelse i de velkendte krøller. Måske hun ikke var perfekt, men hun var stærk og det var første gang hun faktisk kunne se sig selv i øjnene og føle det for alvor.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mange ting stod for fremtiden, og selv Mattheus trak sig til tider fra arbejdet, for bare.. at tænke.. være lidt selv, og med sine egne tanker, for de var mange. Mallorie ville blive kvinden, som skulle have lov til at komme så tæt på ham, men ikke desto mindre, så kom der sine forbehold på det, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på. Han kom ind på hans eget kammer, også selvom sengen var redt og det hele, så var det jo ikke noget som længere skete for Aliyahs hånd længere, så var det her også noget som ville føre til ændringer for dem. Selvom han ikke direkte regnede med at ham og Mallorie skulle dele værelse, for det ville han ikke. Det var forretning, og det var noget som hun skulle vide, i den tid, som hun nu levede om ikke andet.
Mattheus tvang døren op ind til sit eget værelse og smækket den i endnu en gang, for han var frustreret. Han havde så mange ting, som han var nødt til at tænke over for fremtiden, og endnu en gang skulle han til at omlægge hele sit liv, og den tanke, var virkelig, virkelig frustrerende, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han sukkede tungt, inden han vendte blikket mod Aliyahs værelse som lå knyttet til hans eget. Der ønskede han i hvert fald, at hun skulle forblive, for han ville have hende tæt på. Træningen havde hun klaret utrolig godt, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på. Han smilede let for sig selv, inden han søgte hen til værelset, hvor han kiggede ind. Ganske rigtigt.. Der var hun jo. At hun var ved at tage dragten af, ville han ikke have noget imod, for han havde jo efterhånden set det hele, så det var ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han lod hovedet søge let på sned, inden han rettede sig op. #På vej i seng?# spurgte han endeligt. Det var som regel, først der, at hun fjernede dragten.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde udmærket hørt om Mattheus’ nye planer med hensyn til ægteskab og hun bifaldt det bestemt ikke, dog var hun ikke berettiget til at give udtryk for sin utilfredshed, hun måtte bare passe sit job og det agtede hun i den grad også at gøre. Hun betragtede sig selv i spejlet. De fleste kvinder ville hade de mange ar og det halvt om halvt vansirede ansigt, men hun var stolt af hver enkelt mærke hun havde med sig fra træningen og dermed fra Mattheus også selvom hendes skønhed på ingen måde kunne hamle op med hverken Mallorie eller Kellan.
Hun vendte sig roligt mod døren i det den gik op. De grønne øjne faldt hurtigt på Mattheus’ skikkelse hvorefter hun trak en smule på smilebåndet, også selvom det ikke var nær så bredt som det havde været før træningen. Det var svært at komme i kontakt i med følelserne, og særligt når hun ikke var ude af dragten. Hun nikkede roligt. # Det var jeg.. har du brug for mig Mylord?# spurgte hun roligt og var næsten allerede begyndt at ifører sig dragten igen, ikke for at skjule sig, ofr han havde set det hele og hun stolede på ham, mere end hun stolede på nogen anden. Hun fik bakset dragten tilbage over sine arme men ventede dog med at lyne dragten til han havde givet hende tilladelse til enten at tage den af eller på. Roligt valgte hun at træde tættere på ham. Det var rart at se ham lidt på egen hånd, for de havde ikke meget tid alene sammen mere, om ikke andet så ikke uden at hun skulle være opmærksom på alt hvad der foregik omkring ham, desværre frygtede hun lidt at han kun var kommet for at hente hende tilbage i tjeneste.. hun havde netop set så meget frem til at have en enkel aften fri. #Hvis du ønsker det, kan jeg sagtens undvære søvnen,# foreslog hun og lod hovedet glide en smule på sned.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde uden tvivl været en meget presset mand, det var der ingen tvivl om overhovedet. Nu som det var sagt, så var det ikke fordi at han var meget for den endelige beslutning, men han havde været nødt til at drage en konklusion, så det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, det var helt sikkert. Nu hvor han endelig stod overfor Aliyah igen, så ønskede han faktisk at tilbringe noget tid til hende. Han rystede endeligt på hovedet, da hun spurgte om han ønskede hende i tjeneste, for det var han ikke rigtigt interesseret i. Han trådte roligt ind. #Overhovedet ikke.. Du skal ikke tage den på, Aliyah.. Du har fri for i aften.. Tag den af,# opfordrede han med en rolig stemme, idet han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han havde set de mange mærker, og rigtig mange af dem, havde han selv været den som havde skænket hende og tvunget hende under kraftig tortur, og han vidste, at det havde gjort ondt, men det havde nu og da været nødvendigt. Han trådte roligt hen mod hende endnu en gang. Han var ikke en umenneskelig chef, og bestemt ikke når det kom ti hende, så var det slet ikke noget, som ville komme på tale i det hele taget, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han hævede hånden, som han strøg den over hendes kind, inden han førte den videre til skuldrene, hvor han tog fat om læderdragten, for at føre den ned. Det var ikke fordi at han ville se hende blottet, men fordi at han også ønskede Aliyah lidt, og ikke den soldat af en elite, som han havde skænket sig. Han ville give hende en fri aften, hvor hun kunne komme ind og ligge sammen med ham.. Han havde selv brug for bare at tænke på lidt andre ting, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. #Jeg vil have Aliyah for i aften,# fortsatte han. Han vidste jo at det hele stort set lå i dragten, som hun bar.

[Cressida Marvalo]

Så tæt som Aliyah var kommet på ham, så vidste hun at han havde været presset og frustreret og hun havde i sandhed gjort sit bedste for at hjælpe ham med at finde ro. Det kom lidt bag på hende at han ikke ønskede hende tilbage i tjeneste, men det lettede hende dog, for måske hun havde lært at sætte sine følelser til side, men hun var trods alt kun menneskelig og selv hun havde brug for at kunne smide de mange facader bare engang imellem. #Med alt forlov Mylord, men at beskytte en mand som dig, giver aldrig anledning til fritid,# påpegede hun med et drilsk glimt i øjet. Med træningen var hun blevet mindre usikker og mere modig, men hun var stadig Aliyah, det var noget som hun havde formået at holde fast i. Kælent lod hun kinden glide mod hans hånd og nærmest spandt for et øjeblik inden han bevægede sig ned over hendes skuldre og endnu engang frigjorde dem fra dragten. Hun stoppede ham ikke, hun skammede sig ikke over sin krop og slet ikke overfor ham. Igen blottede hun overkroppen og overlod selve afklædningen til ham, et sted med bankende hjerte. #Hvad herren ønsker, skal han få..# svarede hun og førte dragten helt ned før hun trådte ud af den og smed den på sengen med agielen, fuldkommen uberørt af at hun stod blottet overfor ham.. det havde hun jo gjort i måneder mens hun havde været i kælderen. Smilet ændrede sig allerede idet øjeblik hun ikke længere var iklædt dragten. Varmen vendte tilbage i hendes blik og hendes smil forvandledes fra et halvhjertet til et varmt og lettere genert. #Hvordan gik mødet med Frk. Erredy?# spurgte hun og vendte sig od sengen. Ja hun var misundelig, og slet ikke interesseret i at snakke om Mallorie, men hun interesserede sig for ham både som konge og som mand. Roligt lagde hun dragten sammen og tog agielen i sin hånd. Hun så på den og klemte om den for et kort øjeblik inden hun lagde den på sengebordet, mest fordi hun godt kunne lide at have den omkring sig.. som sagt havde hun aldrig fri.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var klar over, at han virkelig var et fuldtidsarbejde, men ikke desto mindre, så var det virkelig vigtigt for ham, at hun vidste, at han også ønskede at passe på hende også. Lige nu var det ikke hende i tjeneste, som han ønskede, men Aliyah. Han ville ikke have sin soldat og beskytter konstant, og specielt med de frustrationer, som han havde gået med igennem den sidste tid, så var det virkelig vigtigt for ham at understrege, at der også lå helt andre ting i det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og med et let smil. Det falmede dog hurtigt igen. #Jeg ved det.. Og du gør et fantastisk stykke arbejde.# Hånden lod han stryge hende ganske let over kinden, inden han førte den ned til dragten, som han valgte at fjerne. Det var skam ikke fordi at der lå noget i det som sådan, bare.. at han savnede Aliyah lidt.. Han ønskede sin veninde for en gangs skyld, og nu hvor han var klar over, at hun stadig var der, så var han jo selv ved at finde ud af, hvad det var han følte inderst inde, for det var jo efterhånden ved at være temmelig mange ting, og det var svært at finde ud af det. #Jeg vil altid få min vilje.. Og jeg elsker det,# tilføjede han sigende. Han lod dragten forsvinde, inden han igen vendte blikket mod hendes smukke ansigt. At hun så startede med at spørge ind til Mallorie, fik ham til at vende øjnene, for han ønskede slet ikke at snakke om det. #Det gik ganske udmærket.. Som man kunne forvente,” svarede han kort for hovedet. Tydeligt, at det slet ikke var noget, som han var det mindste interesseret i at snakke med hende om, for nu var det hende, som han ønskede at fokusere på, og ikke hundrede andre ting, for det var da nok, som det var i forvejen. #Kom.. du sover i min seng i aften,# sagde han med en rolig stemme, inden han igen valgte at forlade hendes værelse, for at søge til sin egen seng i stedet for. Han krøb roligt op og lagde sig i den.

[Cressida Marvalo]

Det kunne godt være at han var fuldtidsarbejde, men Aliyah nød at hun endelig var i stand til at udrette mere end at vaske hans beskidte tøj. Hun havde ikke rørt en klud siden masakren på Den Dansende Flamme for et års tid siden, sandt at sige havde træningen også hjulpet hende med at slippe sin skyldfølelse med henblik på den episode. #Tak Mylord, guderne må vide at jeg gør mit bedste,# svarede hun og sendte ham et lille smil. Selvom hans havde været kortfattet så lettede det hende lidt at de mange frustrationer endnu ikke havde fået skovlen fuldkommen under ham. Hun lod ham fjerne dragten, ikke fordi hun lagde det mindste i det, men fordi hun faktisk nød at de kunne være sig selv for en gangs skyld, ikke noget med at skulle lukke sig inde bag et hav af facader, og allerede i det han fjernede hendes klæder, meldte varmen sig igen i hendes grønne øjne. #Lad det nu ikke stige dig til hovedet,# advarede hun morende. Når dragten ikke var på, så var hun ej forpligtet til at følge hans mindste vink, og det var en fantastisk følelse til tider, igen at have sin egen vilje og frihed. Det at han direkte vendte øjne ved at hun bragte Mallorie op, fik hende til at le. #Sikke en begejstring for din kommende hustru, Mattheus,# påpegede hun lidt kækt. Uden dragten tiltalte hun ham ligeså mindre formelt. Hans besked om at hun skulle sove hos ham i aften, fik hende blot til at nikke uden indvendelser. I stedet tog hun agielen og besværede sig ikke med at finde nattøj. Døren gled i bag hende idet hun var strøget ind på hans kammer og nu i stedet lagde våbenet på sengebordet, for selv at kunne krybe ned under dynen og ned ved siden af ham. Lidt forsigtigt rykkede hun tættere på og hævede hånden for at stryge hans kind med et let strøg. #Jeg kan ikke lide at du er så anspændt.. er der noget jeg kan gøre?# spurgte hun en kende bekymret og strøg videre ned over hans skulder med halvt om halvt masserende bevægelser. Det pinte hende at se ham træt og irriteret konstant, når hun vidste at han var så meget mere end det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne ikke være andet end tilfreds med det arbejde som Aliyah udførte, for hun gjorde det virkelig fantastisk godt, det var der ingen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende og med den samme ganske kortfattede mine. #Det ved jeg, og jeg kunne ikke være andet end tilfreds med din indsats,” fortalte han med en ærlig og ganske fredelig stemme, for det var heller ikke ligefrem fordi at der var nogen løgne i det. Han trak vejret dybt, til han havde valgt at få fjernet den dragt. Han ønskede Aliyah i aften og ikke en elitesoldat, og det var vigtigt for ham, at selv hun kunne skelne mellem de to, og det så jo faktisk sådan ud, hvis han endelig selv skulle sige det. #Det gør jeg naturligvis heller ikke,# påpegede han morende, inden han roligt søgte tilbage ind på værelset. Nu hvor det var Aliyah, gav han hende automatisk lidt af sin vilje tilbage igen, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, for han kunne lide det, når hun var glad og smilende, og ikke bare var den faste og bestemte kvinde, som han havde set frem til nu. Lige Mallorie reddede hans position i landet, men det var stadig en langt hårdere beslutning, end det som han lige havde gået og troet. Han havde tilbragt stort set hele dagen med hende, for at få snakket det hele igennem, så de kunne finde en løsning på tingene, men det var bestemt heller ikke fordi at det ville blive nemt for fremtiden, og han vidste, at frygtelig meget af det, ville hænge på ham. #Jeg ønsker ikke at tænke yderligere på det lige nu.. Hvis jeg skal være helt ærlig. Det har fyldt hele dagen.# Han lagde sig roligt ned i sengen, hvor han lod hende lægge sig tæt ind mod sig, hvor han i stedet for, også lod armen glide omkring hendes talje, så hun kunne komme ordentligt og tæt ind mod ham. Han tog glædeligt imod de strøg over hans kind, for det føles virkelig fantastisk. Han sukkede. Hun kendte ham lidt for godt efterhånden, men det var heller ikke underligt efter alle de år. #Jeg har bare mange ting i tankerne lige for tiden, Aliyah.. Tænk ikke på det,# bad han ærligt. Det var tungt nok i forvejen.

[Cressida Marvalo]

Det var bestemt ikke en let opgave hun var blevet med henblik på at skulle se efter Mattheus, men om ikke andet så gjorde hun virkelig sit bedste og han var da stadig i live, hvilket var det vigtigste. Hun krøb under den varme dyne og sank ned i den bløde madras. Selvom hun havde en forholdsvis god seng på sit eget værelse, så ville det aldrig blive det samme som at sove sammen med ham i hans, hvor duften var forbandet kraftig. Hun tog sig selv i at vende næsen mod spidsen af hans pude kun for at tage en dyb indånding. #Det er alt der betyder noget for mig.. det og så det faktum at du stadig er i live,# tilføjede hun en kende drilsk. Tomlen strøg blidt hen over hans varme kind. Hun havde lagt sig helt tæt på ham og ladet ham lægge armen omkring hendes talje for at holde hende tæt, hvilket i sig selv var en fantastisk følelse, lige i denne stund tillod hun sig bare at være Aliyah og ingen anden. #Det siger du nu,# påpegede hun med et morende smil på læben og lagde hovedet ind til hans. Hånden faldt stille og lagde sig i stedet halvt om halvt ved hans bryst uden på dynen, selvom de var tætte turde hun jo heller ikke at bringe den for langt. Hun nikkede forståelsesfuldt. #Det forstår jeg godt, jeg er blot glad for at høre at det gik som forventet, løj hun for nu hvor hun ikke var i tjeneste, så havde hun faktisk retten til at fyrer en lille, hvid løgn af også selvom han aflæste den hurtigere end noget andet. Hendes smaragdgrønne øjne fandt hans idet hun igen hævede hovedet en smule. #Så del det med mig Mattheus eller fortæl hvis jeg kan gøre noget for at lette byrden, det bekymre mig at se dig så anspændt,# svarede hun med bekymringen malet tydeligt i hendes blik. Der var nok ikke den ting som hun ikke var villig til at gøre for hans skyld, de havde delt alt og været frygtelig tætte mere eller mindre siden træningens begyndelse, og han vidste vel at han kunne komme til hende med mere eller mindre hvad som helst?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At dele seng med Aliyah, var noget som faktisk gjorde Mattheus rolig, og han kunne virkelig godt lide, at ligge der sammen med hende. Det var skam ikke fordi, at han ikke ville nyde det, for han nød det uden tvivl. Det var også altid bedre, når hun lå der ved siden af ham.. Og faktisk berørte ham. Aliyah var stadig derinde, og så lang tid, at hun kunne klare skillet mellem hvornår hun skulle være Aliyah, og hvornår hun skulle være en soldat, så var det også noget som faktisk passede ham selv ganske fint, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han lukkede øjnene let, som hun strøg hånden mod hans kind. Han nød det uden tvivl! #Pas på,# endte han morende, inden han let blinkede til hende. Han genkendte hende, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide. Han blev liggende med hende tæt på sig.. Med hendes duft i hans næse, så faldt han selv til ro på en helt anden måde, og det føles virkelig godt, at kunne røre ved hende. Alt med Mallorie, var gået som ventet.. lidt bedre end ventet på visse steder, kunne man nok også tilføje, men.. skulle han sige det? Det frustrerede ham uden tvivl at Mallorie havde givet ham de store ord, for han var ikke i stand til at gengælde dem, og faktisk mene dem. #Det gik nok bedre end ventet for hendes vedkommende. Tager jeg ikke meget fejl, så havde hun virkelig lyst til at springe mig i armene.. Hun skænkede mig sågar de store ord i forventningen på, at jeg kunne gengælde dem..Det kan jeg ikke.# Han kunne jo lige så godt være ærlig. Desuden var Aliyah hans bedste veninde, og en som han vidste, at han virkelig kunne stole på, og det var bestemt ikke ofte, at han åbnede op for folk på den her måde. Han lagde sig godt til rette. Han var en stresset og presset mand og.. han ville ikke lade hende ligge og tænke på det. Han åbnede øjnene igen, kun for at lade blikket glide mod hendes skikkelse. #Du har lov til at sige nej.. Men det fik mig til at slappe af sidst.. Vil du give mig en omgang massage?# spurgte han. Det havde jo faktisk fået ham til at falde i søvn sidst!

[Cressida Marvalo]

Aliyah nød virkelig de øjeblikke hvor hun havde mulighed for at være tæt på Mattheus, ved nyheden om hans kommende ægteskab var hun dog rykket ind på sit eget men det ville aldrig blive det samme. Sengen lugtede ikke af ham, og hun havde ingen at putte sig ind til som nu. Fingrene hvilede lidt forsigtigt hen over hans bryst, dog strøg hun ham ikke for der skulle vel være en grænse? #Ellers hvad?# spurgte hun og hævede blikket til hans med et direkte drilsk glimt i øjet. Hun var den med agielen og når hun ikke havde dragten på, så straffede han hende som regel ikke, så hvad ville han egentlig stille op? Hu7n strøg de blonde lokker væk så de ikke ville være i vejen og gned hovedet en smule mod hans hals uden at tænke over det, det var nok nærmere dyret som valgte at reagere på at være så tæt. Efter hun havde mødt ham så var dyret for alvor kommet frem i hende og det havde skræmt hende før træningen, men nu fandt hun det næsten befriende, primært fordi hun havde erfaret at han ikke gjorde noget ved det. Hendes blik blev langt mere alvorligt da han nævnte Mallorie. Hun var sammenbidt i et øjeblik før hun alligevel måtte bryde i latter – en som hun aldrig selv havde hørt. #Med alt forlov, men hun spilder ikke tiden. Det er en kende naivt, på den anden side.. det lader til at være en generel kvindeting at hoppe dig om halsen,# påpegede hun sigende og fik næsten tårer i øjnene. Så vidt hun vidste, havde han aldrig givet de ord til nogle. #Du har aldrig nogensinde givet nogle de ord, har du? Ud over Lilith selvfølgelig,# tilføjede hun roligt.. bare af ren og skær nysgerrighed. Det skræmte hende lidt at tanken om at hun nemt ville kunne give ham de ord og mene dem, hurtigt krydsede hende. Hånden hævede hun atter og lod den glide hen over hans kind. #Jeg sagde jo at det ville virke.. selvfølgelig vil jeg det, men det koster et kys,# påpegede hun kækt, bare fordi hun nu kunne. Det var heller ikke fordi hun lagde det helt store i det, men efter tiden i kælderen så var det jo blevet mere eller mindre normalt for dem at dele den slags, han havde rørt hende som hun aldrig før var blevet rørt og hun havde nydt det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Mattheus, var det naturligt at dele alle de specielle ting med Aliyah, så hun vidste bare lidt om hvordan det var omkring dem, og det var noget som han faktisk gik op i. Hun var og blev noget af det nærmeste, foruden Lilith, som han havde tæt på sig, og derfor ønskede han at lade hende vide det, da de også skulle være omkring hinanden hver eneste dag. Han havde ganske vidst set hvordan hun havde reageret, og han kunne faktisk godt lide, at det ikke var en tanke som hun brød sig synderlig meget om. Han trak ganske let på smilebåndet. #Tør du løbe den risiko?# spurgte han morende. Ja, det morede ham faktisk, at han kunne slappe af sammen med hende. Han fortalte hende gerne det hele, også selv nu hvor hun valgte at spørge ind til det, selvom det ikke ligefrem var det, som han ønskede at snakke mest om. Mallorie havde valgt at give ham de store ord, og det var ikke noget, som han var i stand til at gengælde dem, og det tvivlede han ærlig talt på, at han nogensinde ville gå hen og blive. Han trak let på skuldrene. #Jeg ved ikke hvad jeg gør.. Ærlig talt. Det er naivt, og alligevel typisk.. Mange gør det for mit navn og hvad der følger med, så meget ved jeg jo,# påpegede han sigende. Det var vel ikke underligt at han gjorde sig de tanker, også omkring Mallorie? Han rystede på hovedet. #Jeg har aldrig haft andre i mit liv af betydning, foruden min kære søster. Min mor og far blev revet fra mig, da jeg var ganske lille.. Så… nej. Jeg skænker ej de ord til hvem som helst,# fortalte han ganske ærligt, for han så ikke nogen grund til at skjule det for hende. At hun flyttede hånden til hans kind og strøg det, fik smilet til at brede sig let på hans læber, for det var bestemt ikke noget, som han havde imod. Det var faktisk.. rart, hvis han selv skulle sige det, for han følte det oprigtigt fra hendes side. At bede om en massage, var kun fordi, at han vidste, at det var noget som havde.. betydning et sted. Han himlede med øjnene, inden han alligevel lænede sig frem, og skænkede hendes læber et blidt kys. Nu hvor hun selv sagde det! #Lad os se, om du kan løsne op,# sagde han roligt, blinkede til hende, og lagde sig roligt om på maven.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Aly var vant til at dele mere eller mindre alt med ham og det havde hun været i forbandet mange år efterhånden. Hun var den han som regel lod frustrationerne gå ud over, men det rørte hende ikke som sådan, for hun ønskede ham kun det absolut bedste. Lidt forsigtigt lod hun fingrene danse let hen over hans bryst inden hun slap ham helt. #Siden hvornår har jeg sagt nej til en udfordring?" spurgte hun med et lidt kækt smil. Da han havde fortalt hende hvorfor hun befandt sig i kælderen, havde hun trods alt heller ikke kæmpet imod, hvilket vel sagde lidt det hele? Hun spurgte ind til ham fordi hun faktisk gerne ville vide hvad der foregik omkring hende, og det var ikke altid det nemmeste hvis ikke man havde nogen hørelse, desuden havde hun haft en knude i maven hele dagen ved tanken om hvad han havde tænkt sig at bede Mallorie om, heldigvis var dyret blevet lidt nemmere at holde i skak, og heldigvis stank han jo ikke af hende.. ikke meget vel og mærke. #Jeg ved at du du tænker hun kun gør dette for tronen, men har du overvejet at hun faktisk elsker dig Mattheus? Det er ret typisk menneskeligt så vidt jeg ved,# svarede hun blidt. At han så ikke kunne gengælde dem lettede hende en hel del, også selvom lettelsen var kortvarig. Aliyah vidste hvor meget han holdt af sin søster, men han havde også haft hende i en del år, og hun var ikke en af dem af betydning? Hun skjulte sin skuffelse vel og nikkede i stedet forstående. #Det er kun forståeligt og jeg respekterer dig dybt for ikke kaste omkring dig med så store ord,# erkendte hun roligt. Hans blide kys fik hende til at sitre. Hun gengældte det blidt og dog med en mindre forsigtighed. Hun sukkede dæmpet da han brød det og strøg hånden en sidste gang over hans kind inden hun rejste sig fra sengen. #Som sagt takker jeg ikke nej til en udfordring. Jeg henter lige en olie, og så kan du jo meget passende smide tøjet imens,” tilføjede hun med et drilsk glimt i blikket og kunne ikke undgå at rødme lidt da hun strøg ind på sit værelse igen for at finde en passende olie, der var trods alt lidt at vælge imellem, hun havde eksperimenteret lidt

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Aliyah havde efterhånden været omkring ham igennem rigtig mange år, og Mattheus havde slet ikke fortrudt at åbne op for hende, selvom det faktisk havde taget ham temmelig mange år, at skulle gøre det, og det var der jo også mange grunde til, for han var heller ikke den som bare åbnede op for alt og alle, og det var han faktisk glad for den dag i dag. Han himlede med øjnene. Endnu en gang, formåede hun at få ham til at smile, og det var forbandet rart, ingen tvivl om det. #Du leger med ilden, kæreste,# påpegede han sigende. Han respekterede hende uden tvivl for at holde stand, selv med det handicap som hun havde. Det var virkelig beundringsværdigt. Han havde ikke noget imod at dele disse ting med hende, for han vidste, at hun lyttede til det, som han fortalte. Mallorie havde skænket ham de store ord, og han havde ikke været i stand til at gengælde dem, og det vidste han udmærket godt. Han var ikke et væsen, som var så tæt tilknyttet sine følelser, som det hun måtte være, men.. alligevel! Det var forvirrende! Strøget over hans bryst, fik ham til at spænde, selvom det var en glæde kortvarig. #Det er en menneskelig ting, som jeg heller ikke forstår mig på. Skal jeg være helt ærlig, så.. ved jeg ikke helt hvor jeg faktisk har hende.. Jeg slynger ikke bare ud med de ord.. Desuden virkede hun.. ja, skuffet over, at jeg ikke ville gengælde dem,# fortalte han. Han var måske blevet en voksen mand med det hele, men der var stadig rigtig mange ting, som han slet ikke forstod sig på, og det var jo det, som han nu måtte leve med under disse omstændigheder. Det var slet ikke fordi at han ikke holdt forbandet meget af Aliyah, for det gjorde ham skam. Skulle han være helt ærlig, så troede han faktisk godt, at han kunne skænke hende præcist disse ord. Han nikkede, inden han skænkede hendes læber et kort og let kys, inden han rullede om på maven i stedet for. Han kuklo ganske let. #Som du ønsker,# sagde han endeligt, inden han satte sig op, og fjernede tøjet, så han lå i stort set ingenting, inden han endnu en gang gled ned og lagde sig på maven, afventende til at hun igen ville komme ind.

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste udmærket hvordan tingene foregik omkring Mattheus, og den måde de var begyndt at være sammen på, havde kun gjort det langt morsommere. De var blevet meget tætte gennem træningen, og alligevel så lå der ikke mere mellem dem end et underligt form for venskab, hvilket til tider var frustrerende når de opførte sig som et.. ja et par. #Du glemmer at det er mit element kæreste, den kan ikke røre mig. Du har ingen agiel, intet du gør kan skræmme mig,# påpegede hun og rynkede lidt på næsen i samme øjeblik hun sagde det. Som Mord Sith var der nok intet der kunne skræmme hende, men som Aliyah.. som kvinde, så kunne han nok gøre en hel del som ville ryste hendes verden lidt. Det var ikke for at gøre ham ubehageligt til mode at hun blev ved med at snakke om Mallorie, men han kunne snakke med hende om hvad som helst og dette ville trods alt få en stor betydning for ham senere hen i livet. #Mattheus.. du er en flot mand, med status og en pengepung som de færreste kan prale med, selvfølgelig er de efter dig, det er jo den ultimative fangst. Jeg ved ikke om Mallorie er en af dem, men du fortjener bedre.. du fortjener en der holder af dig, og du bør kun give de ord til en kvinde som du virkelig elsker,# fastholdt hun og så i hans blik. For et kort øjeblik var hun fristet til at tilføje ’ligesom jeg gør’ men hun lod være, for han fortjente mere end hun kunne give ham. Hun rejste sig roligt for at finde den rette olie og lod ham lægge sig klar imens. #Åh du ville ikke engang vide hvad jeg ønsker mig nogle gange,# påpegede hun drilsk også selvom det fløj ud af hende. Hun bed sig i læben og lod stilheden lægge sig for et øjeblik inden hun vendte tilbage til sengen og satte sig over ham, ligeglad med at deres nøgne hud mødtes. Flasken åbnede hun og en lidt tung duft af appelsin lagde sig i lokalet og blev kun stærkere da hun strøg den gennemsigtige substans ud over hans ryg. Da den var godt olieret lod hun sine varme fingre vandre hen over hans stærke ryg, følte musklerne under sig, nogle af dem hårde som sten.. det skulle nok tage sin tid!