Setting an example

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at Aliyah ikke var i stand til at kommunikere med ham, og det var egentlig noget som han havde det fint med, for tanken om at hun skulle tigge og bede ham om at sætte hende ned, var nok ikke noget, som han kunne klare lige nu. Han lod hånden stryge mod hendes kind, også fordi at han vidste og kendte hende godt nok til at vide, at det ville vække hende. Og ganske rigtigt. Hun slog øjnene op næsten med det samme. Han vidste at hun havde ondt, og han vidste, at han var nødt til at køre temmelig hårdt på hende, for at få hende igennem det. Straffen for hvad hun havde gjort i skikkelsen som varulv, havde hun kommet igennem, og han var stolt af hende. Det var det sidst her, som ville komme til at trække tænder ud, og det vidste han. Han håbede bare inderligt på, at hun havde og besad styrken til at komme vel igennem det, ellers ville han nok se sig nødt til at afblæse det hele.
Mattheus trak roligt hånden til sig. Han kunne se en helt anden mimik ved hende, og det var egentlig slet ikke noget som gjorde ham det mindste, for han ville gerne gøre hende tryg. Hun stolede på ham, så meget vidste han. #Jeg ved godt, du ikke kan give mig svar, så jeg beder dig bare om at nikke.. og ryste på hovedet,# forklarede han sigende. Han kendte jo udmærket godt til de magiske lænker, så hun ville ikke kunne afgive respons på noget som helst af det som han ville fortælle hende. For ham, var det bare vigtigt, at vide, at hun stolede på ham, og stolede på, at han ville hjælpe hende igennem det her, og til det bedre, for det var jo faktisk også det eneste som han havde lyst til i denne stund. #Agielen kan jeg ikke bruge mod dig, for den smerter mig for meget, til at jeg kan løfte den. Jeg har desværre ikke fået den pågældende træning, kan man vel sige.. Jeg har bare brug for at vide: Stoler du på mig?# spurgte han ganske sigende, idet han roligt vendt sig mod et bord, for at tage nogle handsker på. For ham, var mange af hendes svagheder, ligeså nogle, som han selv var i besiddelse af, og det var skam slet ikke fordi at han ønskede at komme til skade selv under hendes træning. Ikke før hun skulle stå den endelige test om ikke andet. Han vendte blikket mod hende igen. Det svar kunne blive afgørende for hvor lang tid dette ville ende med at tage, for han var jo selv mest fristet til at hjælpe hende ned og få hende i seng, selvom han var klar over, at det ville ødelægge det hele så absolut.

[Cressida Marvalo]

For Aliyah var det virkelig frustrerende at hun ikke kunne tale med nogle når hun hang der. Det lettede hende lidt at se, at Kimeya var væk for den mand var uden tvivl blevet fuldkommen skør og hun var faktisk ikke sikker på at hun havde lyst til at vedkendes ham mere. De grønne øjne faldt på i Mattheus’ rolige blik. Han formåede at gøre hende rolig stort set med det samme bare ved at stå der. Hun opførte sig ikke stædigt som hun havde gjort med Kimeya, men blev derimod hængende så stille som hun overhovedet formåede, det gjorde jo ondt at bevæge sig.
Aliyah nikkede stille til hans ord for at lade ham vide at hun ville gøre som han sagde.. det havde hun alle dage gjort lige foruden den ene aften hvor hun havde valgt at tage forvandlingen derhjemme frem for på slottet som han havde bedt hende om, en fejl som hun ikke ville gøre igen. Det var stadig ikke gået op for hende hvad der foregik eller hvad meningen med alt dette var, men nu var han der og han var vel ikke blevet skør? Der var så mange ting hun gerne ville spørge ham om, og derfor var det frustrerende kun at kunne nikke eller ryste på hovedet! Igen endte hun med at nikke til hans ord. Hun stolede på ham med hele sit liv, og selv hvis han ønskede at tage livet af hende, så ofrede hun det gerne for ham, uanset hvor skræmmende den tanke var. Dyret i hende var stærkt og med ham i nærheden blev det kun værre også selvom hun ikke havde noget mod det som sådan. Blikket fulgte ham hen til bordet hvor handskerne lå. Hun kunne ikke se hvad han skulle bruge dem til men det gjorde hende ikke urolig bare sådan.. det var Mattheus hun havde jo set hvor kraftigt han havde reageret på Noelles slag så han kunne vel næppe finde på at gøre hende ondt selv? Hun fugtede læberne og tvang sig til at hæve hovedet en smule, lige overfor ham var det vigtigt ikke at gøre sig svag også med henblik på at hun konstant ønskede at imponere og gøre et godt indtryk på ham.. dog var hun ikke ligefrem sikker på at det var noget som lykkedes overhovedet, han havde jo desværre først fået øjnene op for hende efter hun var blevet spærret inde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde kigget på Aliyah nok mere end det som hun gik og regnede med, men det var vel heller ikke noget, som kunne forundre nogen i det hele taget. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Så lang tid at hun stolede på ham, så var han glad, for det gjorde også automatisk at det hele ville blive langt nemmere. Selvom det slet ikke var noget, som man kunne sige, at han havde særlig meget lyst til, så var det nødvendigt, for at give hende den styrke. Uanset hvad Kimeya havde fortalt hende, så havde det været rigtigt nok. Manden havde set fordelene ved det hele, og havde til sidst bare taget imod og bedt om mere.. Det var i hvert fald hvad hans moder havde informeret ham om, og han håbede så sandelig, at dette, var noget som ville være langt hurtigere overstået, end det som det kunne lyde som, også fordi at han slet ikke kunne lide at se hende hænge der. Han.. holdt vel af hende? Og mere end det, som han nok lige ønskede at give udtryk for i den anden ende.
Mattheus tog omkring en lang kæde af sølv, inden han igen vendte sig mod hende. Han vidste godt, at hun nok regnede med, at han ville komme og hjælpe hende ned, men det ville han ikke.. ikke endnu. Ikke før det virkelig skulle vise sig at blive en nødvendighed. #Jeg ved det måske lyder dybt tåbeligt, men du skal stole på mig, når jeg siger, at jeg gør det her for dit eget bedste. Jeg vil lære dig at tackle og tåle smerte. Du vil blive en del af noget stort til lands,# fortalte han. #Kig på mig, og tænk på noget ved mig, som du godt kan lide. Du skal forbinde hvad jeg gør, med noget godt,# afsluttede han med en ganske kortfattet og yderst sigende mine. Sølvkæden søgte han roligt hen til hende, og lagde omkring hendes hals, uden at han slap hendes blik med sit eget. Det var ham kraftigt imod at gøre det, men han vidste godt, at han ikke havde noget andet valg ellers. Han var hendes eneste mulighed, og han ønskede bestemt heller ikke at lade hende have det skidt og rode rundt på bunden, når hun var en af dem, som i sandhed havde potentiale til at opnå det store i højderne. Og nu hvor han havde set med egne øjne, hvordan Kimeya faktisk føjede hans mor, selv på trods af de konflikter som havde luret der, så var han overbevist om, at det hele nok skulle lykkes ham i den anden ende. Han gav bestemt ikke op!

[Cressida Marvalo]

Mattheus var hendes bedste.. og eneste ven, men det var ligegyldigt! Uanset hvad han sagde eller gjorde, så ville hu stole på ham nok til at lade ham, og ikke kæmpe imod som hun havde gjort med Kimeya. Hun elskede ham, selvom det var ord hun aldrig ville kunne give ham eller noget som hun kunne gøre noget ved. Det var noget andet end Kimeya, udelukkende fordi han var hendes bedstefar og hun ønskede ikke at gøre hvad som helst for ham som hun gjorde med landets Konge, selv hvis det skulle koste hende livet. Hun stirrede ind i hans blå øjne, søgte en form for trøst.. der var noget bekymring at sporer, hvilket var mere end man havde kunnet sige sig om Kimeyas. Det var måske fuldkommen naivt, men hun stolede pludselig på at der var en større mening med dette, at han ønskede hende det bedste. Hun sank en klump og blegnede fuldstændigt ved synet af sølvkæden. Vagterne havde brugt det mod hende til tider i løbet af de sidste måneder, hun vidste hvor meget det brændte og sved. Aliyah så bedende på ham og rystede på hovedet som tegn til at hun ikke havde lyst, et sted med direkte frygt malet. Hun var ikke sikker på at hun kunne håndtere den smerte lige nu.
Tænderne bed hun fast sammen da han lagde kæden omkring hendes hals. De begyndte straks at brænde sig ind i hendes hals og fik en kvalm lugt af brændt kød til at brede sig i lokalet. Aliyah skreg og fastholdt hans blik til hun ikke kunne mere. Hver muskel i hendes krop var spændt, hun så op i loftet og følte de blodige tårer løbe ned af hendes kinder. Først der kom hun i tanke om hvad han havde bedt hende om. Efter lange sekunder med smerten, forestillede hun sig hans ru, kølige hænder. Forestillede sig dem kærtegne hende overalt. Smerten var der stadig, men hun blev i stand til at presse skriget tilbage i halsen og langsomt vende blikket tilbage til hans, frygtelig sammenbidt. Kroppen var præget af et tykt lag sved, for torturen var bestemt ikke let at modstå og kæderne sved af helvede til, hvilket kunne mørkes og ses på hende men ikke længere høres. Mens hun så ham i øjnene forestillede hun hans nænsomme fingre løbe ned over hendes kraveben hvor kæden var gledet ned, hun skælvede af hvor virkeligt det føltes, et øjeblik turde hun jo næsten sværge at hun faktisk følte det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus handlede kun på hendes bedste, da han slet ikke var interesseret i, at hun skulle rende rundt og have ondt, også fordi at han vidste, at det her virkelig var en forbandet hård omgang for hende, og det var skam også derfor, at det var vigtigt for ham, at vide om hun stolede på ham eller ej, da det i hans øjne, var yderst relevant for dette. Selvom han kunne se frygten i hendes øjne, da han tog omkring sølvkæden, så vidste han, at det var en smerte som hun var kendt med. Han var bekymret for hende, og det gjorde ondt på ham, at han var nødt til at gøre det ve hende, men hvis hans mors teori holdt stik – hvilket den som regel gjorde, så var det vigtigt, at det var ham som tvang hende igennem det, i stedet for alverdens andre, og det var skam også derfor, at han gjorde det, som han gjorde det nu. Skriget som brød hendes læber, da han lagde den om halsen på hende, var noget som kun fik ham til at bide tænderne tydeligt sammen, for han var slet ikke meget for, at skulle udsætte hende for det der, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være, for hun måtte vænne sig til det! #Kig på mig!# endte han med en fast tone. Hun skulle kigge på ham og kun fokusere på noget ved ham, som hun godt kunne lide, da det også var yderst vigtigt for ham. Det var et vigtigt bindeled i det at lære at tackle og tåle den smerte, som hun ville blive udsat for.
Som hun endelig fik vendt blikket mod ham og tvunget skriget tilbage igen, kunne han også se i hendes blik, at selvom det gjorde ondt.. så var det ikke, som da han havde lagt den kæde om hendes hals, for han vidste at sølv brændte, og at det gjorde forbandet ondt på hende, for det ville have den samme effekt på ham. Hans egen slags, var heller ikke særlig begejstret for sølv af den slags. #Uanset hvad du tænker, så virker det. Hold fast udelukkende i den tanke, og så er jeg ligeglad med hvad af mig, som giver dig den ro. Jeg kommer til at fortsætte med at gøre det her længe.. meget længe, og rigtig meget. Før du ved af det.. så vil du slet ikke føle smerten på samme måde, og så er det dig, som tager agielen i hånden,# forklarede han. Han lod kæden hvile et langt øjeblik, inden han hævede hænderne og fjernede den, og roligt lagde den på bordet i stedet for. Han vendte sig mod hende endnu en gang. Hun gjorde det rigtig godt allerede, og så lang tid hun stolede på ham, så kunne han love hende for, at det ville være overstået, hurtigere end hun anede det. #Forestil dig en verden.. kun dig og mig.. ingen anden, og det perfekte sted. Find det sted som et tilflugtssted. Du skal udelukkende fokusere på mig..” Han vendte blikket direkte mod hende, inden han tog fat om en ny form for sølvkæde. Denne mindede mest bare om en form for hovedbeklædning, som skulle lægges over ansigtet. Hun ville stadig kunne skrige.. men han håbede ikke at det ville blive aktuelt. Ikke hvis hendes fokus var stærkt nok.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde virkelig ondt, og lige nu var hun slet ikke overbevist om at hun ville være i stand til at håndtere mere smerte. Hendes krop skreg efter hvile selvom hun ikke havde lavet andet end at sove gennem flere måneder. Pludselig var alt energi revet fra hende, hun var ikke engang sikker på hvor lang tid siden, det var at hun havde forladt kælderen. Formålet med dette var stadig uvidst, men Mattheus påstod jo hårdnakket at han gjorde det for hendes bedste så det valgte hun at stole på, selvom det virkelig ikke var nemt at få øje på.
Sølvkæden brændte sig til hendes hud, lavede dybe brandmærker som nærmere var utålelige. Først da han beordrede hende til at se på ham, sank hun blikket så det mødte hans og hun bed skriget i sig. Han skulle ikke høre hende gøre sig svag på den måde, ikke en å prægtig han og slet ikke den mand hun elskede. Hendes pupiller var sammentrukkende, men hun så på ham som han havde bedt hende om, forsøgte at holde fast i tanken om hans blide berøringer, til han valgte at fjerne kæden. Smerten lettede ikke øjeblikkeligt da brandsårene blev siddende, men hun kunne trække vejret igen. Hun slappede af i kroppen men prustede tungt, desperat efter at få vejret igen, der var virkelig ikke nemt. Et sted var hun bange for hvordan han ville reagere på hendes tanker, men hun kunne trods alt ikke dele dem med ham. Det var alt sammen i hendes hoved hvor det ville forblive. Dog så blev hun en kende modløs af at høre ham sige at han ville gøre det mere end en gang.. at han ville gøre det i lang tid. Hun forsøgte med fingrene at forme tegnene så godt som hun nu engang kunne. ¤Hvorfor?¤ spurgte hun lidt kortfattet, men hun kunne jo ikke se hvad pokker hun lavede.
Hans ord fik hende til at smile lidt for sig selv. Hun lukkede øjnene og forestillede sig skoven i den smukkeste tid, hvor bladende begyndte at falme og falde af og i stedet dækkede skovbunden. Hun forestillede sig hvordan de lå på en bunke af blade, nøgne men det eneste han gjorde var at stryge hende over ryggen. Hun kunne dufte bladende. Blikket gled op igen, Aliyah så på den beklædning han havde fundet frem og spændte igen i hele kroppen af frygt før han overhovedet lagde den på. Hele hendes ansigt brændte.. sølvet ætsede sig ned i hendes ansigt, fjernede huden og efterlod i stedet et stort åbent sår. Hun var ikke forfængelig, men han skulle ikke se hende sådan.. hun ville ikke have den af. Der var intet skrig som brød, kun et par dæmpede støn. Hun forestillede sig den bløde skovbund og hans blide strøg, der fik hende til at skælve.. hvor hun savnede det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste, at han snart måtte stoppe for dagen, for han ville heller ikke drive hende derud, hvor det kunne være, at hun slet ikke vågnede igen, for det ønskede han da slet ikke! Han.. elskede hende, og det var skam også derfor at han gjorde det, og så lang tid, at hun stolede på ham, og det som han gjorde, så var han ikke den som ønskede hende noget ondt, men derimod så det stik modsatte, også mest for sin egen skyld. Kæden om hendes hals, var en smerte, som han vidste, at han var tvunget til at give hende, også fordi at det var vigtigt at hun lærte, hvor vigtigt det var for hende at fokusere på de ting, som han bad hende om. Hendes spørgsmål med hænderne, kunne han dog godt tyde. Det var ikke et af de sværeste at se. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. #Hvorfor? Kære Aliyah, det har jeg allerede fortalt dig. Jeg gør det for din skyld, og jeg gør det for at hjælpe dig til den samme styrke, som du nu har set i din bedstefar. Jeg hjælper dig med at blive noget af det stærkeste, som landet her har set.. Og derfor må du stole på mig, når jeg siger, at jeg kun gør det her for din skyld.# endte han med en ganske sigende mine. For ham, var sagen jer jo lige så alvorlig, som alt det andet.
Sølvhovedtøjet, var noget som han tog i sine hænder dernæst. Hvis der var nogen steder det gjorde ondt, så var det uden tvivl i ansigtet, og det var slet ikke noget so han tog hårdere eller tungere end som så, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han havde bevidst valgt at bede hende om at tænke på et sted, hvor det kun var ham og hende, og hvis det var noget som hjalp hende, så var det noget som han gjorde mere end glædeligt. Han skulle presse hende, og det gjorde han også, også fordi at han slet ikke ønskede at trække det alt for langt ud, hvis han ellers kunne blive fri. #Fuld fokus, Aliyah! Fokuser udelukkende på hvad jeg har bedt dig om!# endte han med en tydeligt bestemt tone. Han vidste at hun var træt, og at hun ville sove, men selv det, var endnu ikke noget, som han kunne lade hende om endnu om ikke andet, også selvom fremskridtene og fremgangen var allerede nu, var frygtelig tydelig. Agielen ville blive den endelige test, når hun var klar for det, selvom det var en lang vej for hende at gå endnu.

[Cressida Marvalo]

Det var begrænset hvor meget mere hun kunne tage. Først havde der været vagterne, derefter var det straffen og nu dette? Det var hårdt for hende, men det var endnu mere hårdt for hendes krop som heldigvis ikke var særlig skrøbelig netop på grund af hendes race. Dyret forsøgte ikke længere at vinge hende gennem forvandlingen, ikke nu hvor det var ham som havde overtaget den træning som hun blev ført igennem. Han var der med hende, Aliyah følte sig tryg og hun stolede på ham. Hun gjorde hvad han bad hende om og det mindskede smerten en del, eller om ikke andet gav hende mulighed for at fokusere på noget helt andet, nemlig hans blide berøringer. Hans ord var dog ikke meget mere uddybende end dem han havde givet hende før, det forvirrede hende en kende, for hvorfor gjorde han det for hendes skyld? ¤Mit udbytte?¤ spurgte hun videre så godt som hun nu kunne med sine tegn. Fordi hun var bundet fast, kunne hun ikke formulere sig i hele sætninger, hun håbede bare på at han alligevel kunne følge hende.
Sølvet ætsede lynhurtigt hendes ansigt. Blodet løb ned over hendes hals og videre ned over det nøgne bryst, hvor det langsomt flød ud og stivnede et sted omkring maven. Hun skælvede og bevægede sig en smule uroligt, selvom hun virkelig forsøgte at koncentrere sig om det lille sted i sin fantasi som hun havde skabt. Hans kærtegn blev til et mindre kys på hendes skulder, hvilket lindrede smerten lidt men ikke meget. Hun forsøgte at bevæge læberne men de var mere eller mindre opløst af sølvet virkelig gjorde ondt! Hun frygtede når han tog den af og skulle se hende mere eller mindre uden et ansigt. Det var bestemt ikke fordi hun var den smukkeste kvinde fra før af, og særligt ikke i forhold til de andre kvinder han var omgivet af, det var skamfuldt at skulle vise sig på det svageste og i særdeleshed over for ham. Tankerne havde taget hende lidt fra smerten. Hun satte sine skarpe negle i sin håndryg og følte smerten lette en hel del mere. Hendes fingre var helt vide så hårdt pres lagde hun på, men det var en smerte hun om ikke andet selv kunne styre. Om han anså det for at være snyd eller ej, det vidste hun ikke, men hun kunne ikke lade være med at smile en kende triumferende selv på de ømme læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dyret var uden tvivl påvirket af hvad han måtte se, selvom det var noget som Mattheus måtte ignorere. Eller i det mindste forsøge på det, for det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det var nemt. Han vendte blikket mod hende, og igen mod hendes hænder. Han kunne godt læse det, også selvom det var.. svært. Han måtte bare forsøge at tolke det. #Dit udbytte.. Præcis. Du er stærk.. Og mere end folk går og regner dig for at være. Det er på tide, a selv du kommer ud af skyggen, som du så længe har været placeret i,# forklarede han. Hårdt som det nu måtte være, så vidste han at det var for hendes skyld, at det ville blive til noget godt, hvis hun lærte det under vejs, og et sted, så vidste at det var noget som hun ville. Hovedtøjet havde han tvunget over hendes hoved, også selvom det slet ikke var noget som rørte ham som sådan, for det var ikke hans udseende, som han havde dømt hende på, og det havde han heller aldrig nogensinde gjort. Han stillede sig tæt ved hende, alt imens han fortsatte de hviskende ord til hende. Sølvet var ætsende, og han kunne mærke på hendes krop, hvor meget hun spændte, for ikke at ende med at skrige. Det var et spørgsmål om tilvænning, og han vidste det jo udmærket godt. Han stillede sig roligt tæt ved hendes skikkelse, inden han roligt lod hånden glide over hendes side, som han strøg ganske let. #Forestil dig, at jeg gør det ved dig, som du længe har drømt om. En mands berøring af en kvindelig. Min berøring af dig.. Mine kys… mine kærtegn.. Alt sammen, er det mig du skal tænke på, når du mærker sådan en smerte. Det er mig.. og kun mig du skal tænke på.# Denne gang ville han ikke fjerne den smerte, før hun lærte at slappe af ved det, også selvom han allerede havde bidt sig fast i, at hun snød. Hun fjernede smerten fra den som hun følte ved krop og hoved, og flyttede den til hænderne, selvom det slet ikke var noget som han fandt sig i. Han vendte blikket roligt mod hende, idet han roligt lod hånden stryge mod hendes bryst, selvom det var ganske roligt og ganske let. Han ville fjerne hendes fokus fra hendes hænder, for han fandt sig ikke i snyd. Det ville kun forlænge det mere, end det som var nødvendigt, og det var jo heller ikke noget som han ønskede sig! #Forsøg at slap af.. Specielt i dine hænder. Jeg finder mig ikke i snyd,# påpegede han med en yderst kortfattet mine.

[Cressida Marvalo]

Det var slet ikke gået op for Aliyah at hun havde bidt ham og dermed gjort ham til et dyr.. han havde jo sagt at alt havde været fint og at hun ikke havde gjort ham ondt. Hans duft havde ændret sig, men det eneste som hun egentlig bed sig fast i, var at han ikke stank langt væk af Mallorie. Hun ville ikke spørge.. hans legetøj holdt sjældent længe, der var en grund til at hun aldrig havde ladet sig blive et af dem. Det glædede hende ganske vidst, at han vidste hun var stærk, desværre havde hun svært ved at se hvordan hun skulle bevise det, når han havde lænket hendes hænder. ¤Dit udbytte?¤ spurgte hun med lidt stive fingre. Der måtte vel være en fordel for ham også? Eftersom han gav sig en tid som han aldrig før havde haft til hende. Hendes bryst hævede og sænkede sig meget markant sådan som hun gispede efter vejret. Hendes mund var mere eller mindre smeltet sammen, så det eneste hun havde var sin næse. Måske hun aldrig havde været forfængelig, men hun frygtede alligevel for at ende med at ligne et monster.. en som folk ville kigge efter. Smerten glemte hun for et kort øjeblik da han kom i berøring med hende.. han rørte hendes krop.. han rørte hende rent faktisk?! Hendes hjerte bankede.. smerten vendte hurtigt tilbage, men pludselig ikke hun ikke finde ud af hvilken følelse der var stærkest. Længslen efter hans berøringer, og måden han fik hende til at sitre på, eller den ulidelige smerte som fortærrede hendes ansigt?
Flere steder var hendes krop blevet blå, mens hans hænder efterlod hende med en brændende fornemmelse, en lyst efter ham. Pludselig havde hun mere kyst til at tigge at bede ham om ikke at stoppe sine berøringer, mere end hun havde lyst til at tigge og bede for at stoppe smerten. Hele kroppen spændte stadig, hun kunne umuligt slappe af og give sig hen til de små kærtegn når smerten også plagede hende, også selvom den endte med at glide lidt mere i baggrunden da han nærmede sig hendes bryst. Han havde ret.. hun havde drømt om at han ville røre hende på den måde. Hænderne slappede lidt mere af, hun frygtede lidt at han ville stoppe hvis hun ikke gjorde som han sagde, så hun stoppede med at flytte smerten og forsøgte i stedet at fokusere på hans hænder, som i hendes tanker allerede havde berørt det hele. ¤Jeg... føler... dig,¤ fik hun formet med en kende besvær, han skulle vide at han fyldte hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste hvad han arbejdede sig op mod, hvilket naturligvis også var det som gjorde sit for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Igen nikkede han til hendes tegn. Det begyndte faktisk at frustrere ham, at hun ikke kunne snakke til ham normalt, men det var jo heller ikke nemt, når man ikke havde noget verbalt sprog. #Mit udbytte,# istemte han roligt. Det kunne godt være, at hele kreationen med det her, var hans kære moders, men Aliyah ville blive en kreation af ham, og det var noget som han virkelig var utrolig glad for, også fordi at det var ham som hun ville være hengiven – noget som hun jo et sted, allerede var i forvejen, og det var jo det som han vidste, og noget som kun gjorde det hele meget nemmere. Han lod hovedet søge let på sned, da han let lod hånden vandre over hendes krop. Selv på trods af mærkerne, som hun var præget af, så var det slet ikke noget som han tog særlig tungt igen. Han nød selv at mærke hende så tæt på, også fordi at det var noget som han havde haft lysten til, igennem så frygtelig lang tid, og nu havde han endelig den enestående mulighed, som skulle til for at man netop kunne gøre det.
Mattheus blev stående. Han fandt sig dog ikke i at hun gik rundt og snød på den måde, og specielt fordi at det var så vigtigt at hun ikke fandt smuthuller, men at hun.. tog imod det. Jo mere hun kunne meste, jo bedre var det. Han stoppede roligt sine kærtegn, inden han hævede blikket mod hende. Han havde skam forståelse for, at hun ønskede at vide hvad der skulle ske, og derfor var det også vigtigt, at hun var indforstået med, hvad der skulle ske herfra, også fordi at han vidste, at hun kunne klare det, og specielt med den styrke, som han vidste at hun besad. Det var noget af det som gjorde hende smuk. Han hævede hænderne, og fjernede derfor også det hovedtøj som han havde givet hende på, og lindrede hende for den smerte og lagde den så på bordet, kun efterfulgt af hans handsker som han fjernede, så han selv direkte kunne komme i kontakt med hendes nøgne hud, i stedet for, at det hele skulle gå igennem handsker. #Jeg tolerer ikke snyd, Aliyah.. Det er meningen du skal tage imod det.. Ikke finde de smuthuller som er,# påpegede han denne gang betydeligt mere skuffet, end det som han havde gjort til nu. Han ville ikke have det!

[Cressida Marvalo]

Aliyah rynkede lidt på panden uden helt at forstå hvad han mente, for han svarede trods alt ikke på spørgsmålet. Hvad de ville få u af dette, vidste hun ikke.. særligt ikke hvad der skulle komme ud af det for hans vedkommende men det var lige meget, hun stolede stadig blindt på ham, hvor naivt det end var. De fleste ville kalde dette tortur og intet andet, hvad godt kunne der komme ud af det? Hun ville have nikket hvis det havde været til med hovedbeklædningen, men den havde efterhånden brændt sig fast og hun ønskede ikke at bevæge sig yderligere og dermed få langt mere ondt end det som hun allerede havde.
Hans berøringer var en drøm der gik i opfyldelse. De var lige så nænsomme, ligeså varme som hun havde forestillet sig at de ville være. På sit vis var hun allerede hengiven, hun forsøgte ikke at kæmpe imod hans gøren selvom det lå hende ret naturligt, hun hadede at være bundet på den måde og igen blive brugt som skydeskive, dette var ganske vidst en anden måde at gøre det på, men i virkeligheden gik det ud på det samme. Om han så på hende eller ej, Aliyah havde ingen idé, for hun kunne ikke se for sølvet. Hun havde lukket øjnene i frygt for også at miste sit syn, det var nok at mangle hørelsen. Først da han fjerne klædet følte hun en enorm form for lettelse også selvom hendes ansigt mere eller mindre var fortæret. Hendes øjne var røde og hævede, og huden var stort set ikke eksisterende, i stedet var der kun et sår. ¤Undskyld,¤ formede hun med hænderne for hun lod dem lægge slapt over hinanden. Hun var ærgerlig over at han ikke længere berørte hende, hun havde lyst til at mærke ham igen også selvom det nok var dybt ufornuftigt. Hun kunne høre skuffelsen i hans blik, hvilket næsten var det værste. Det hele var en kende sløret. Hun så væk også selvom hun ikke kunne skjule sig meget, han skulle ikke se hende. Den røde hårgrænse var væk.. brændt.. normalt ville ild ikke skade hende men dette var noget helt andet. De blodrøde tårer gled i såret hvilket betød at man kun så dem idet de faldt fra øjenkrogen, hun frygtede hvad det næste ville være... hun havde ikke lyst til at han skulle gøre hende mere ondt, i stedet ønskede hun at mærke hans hænder igen!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus fjernede roligt hendes hovedtøj, så hun kunne ånde frit igen. At det hele stort set var ætset væk, var ikke noget som han dømte hende på, for han vidste hvordan hun så ud ellers, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han smed handskerne, kun for at vende sig i retningen af hende endnu en gang og med en yderst sigende mine. Tungen strøg han over sine læber. Han vendte blikket roligt op mod hende endnu en gang. Hans kære mor havde givet ham ordre på hvordan det hele kunne gøres, og det var noget som han uden tvivl ønskede at leve så godt og så meget op til, som det nu ville vise sig at være menneskelig muligt for ham, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i forvejen, og det var næsten det værste af det hele. Han lod hende slappe af, også selvom hun af ansigtet, så direkte forfærdelig ud, så dømte han hende ikke på det. I hans øjne, var det udelukkende en styrke, at hun ikke havde bukket helt under endnu. Han hævede hånden, kun for at lægge den mod hendes forbrændte kind, og vende blikket mod sig. Han vidste at hans mor nok skulle sørge for at tage infektionerne på en eller anden måde, for han ønskede bestemt heller ikke at miste hende på den måde. Fuldmånerne havde været hårde nok, når hun havde siddet i kælderen. Han turde ikke tænke på, hvordan de ville blive, hvis han mistede hende for alvor.
Skuffelsen var tydelig at høre, og det kunne han godt mærke på hende, hvilket også var noget som han havde det fint med. Han nikkede sigende, og lod hånden roligt tage den lette vandring nedover hendes krop. En tur over hendes kraveben, bryst og mave, og en tur over lysken, inden han let trak den til sig igen. #Det er meget fint. Du har gjort det rigtig godt til aften, Aliyah. Du har fortjent dig nogle timers søvn. Jeg vil komme ned og vække dig, når det er på tide at fortsætte. Nyd det nu.. Få dig noget søvn. Næste omgang bliver hårdere end denne.# Han vendte sig i retningen af hende endnu en gang, inden han tog fat om hendes nakke, og tvang hende forover, så han kunne skænke hende et kys. Han krævede det i gengæld, og det var dybt og nærmest.. længselsfuldt, hvilket ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved. Hun skulle være ham hengiven, stole på ham, og vide, at han gjorde det for hende. Han trak sig derefter, for at efterlade hende. Om ikke andet, så bare for nogle timer.

[Cressida Marvalo]

Aliyah prustede stakåndet og forsøgte at berolige sig selv lidt igen nu hvor hovedtøjet var væk. Det var det værste hun nogensinde havde prøvet, også fordi hun var bange for aldrig at ville genvinde et normalt udseende. Hun så på ham gennem de røde øjne.. hans skikkelse var en smule sløret, men hun kunne følge med også selvom hovedet mest af alt bare hang. Der var ikke så meget at gøre ved det andet end at bide det i sig. Overfor ham gjaldt det jo om at være en prægtig hun, så ja hun var skamfuld over hvordan hun så ud nu også selvom han selv havde skabt det. Folk ville se efter hende, tænke om hende at hun var et monster, et sted bebrejdede hun ham lidt, selvom hun forsøgte at lade være. Han gjorde det jo for hendes bedste? Hun lænede kinden mod hans hånd, selvom den brændte hud var øm og blodig. Det var en trøst som hun havde brug for lige nu, at vide at han stadig ville vedkendes hende. Han havde aldrig rørt hende på den måde før. Hånden vandring efterlod hende med en enorm sitren. Hun sukkede dæmpet og lukkede øjnene, tillod sig at nyde det for et øjeblik eftersom det var det første gang gjorde til aften som ikke var en smerte uden lige. Alle tanker om fuldmånen var helt væk. Hun vidste end ikke hvad tid på måneden det var, men hun gik ud fra at det var noget han selv holdt styr på, hun ville ikke yde skade på ham.. ikke nogensinde igen! ¤Jeg.. kan..lide.. at du.. røre.. mig,¤ forsøgte hun med hænderne, dog ikke helt sikker på at han fangede ordene, men hun forsøgte da om ikke andet. Efterhånden var hun ikke i tvivl, han var hendes mage og hun elskede det.
Det lettede hende direkte at høre ham give hende lidt søvn. Hun havde ikke lyst til at fortsætte og slet ikke hvis det skulle blive værre end dette, men den tid, den sorg. Nu ville hun bare have lov til at hvile lidt i fred. Idet han lagde hånden om hendes nakke og tvang hende frem, skar hun en mindre grimasse. Det gjorde ondt, men ikke nær så ondt som kysset han skænkede hende. Han krævede gengæld, det kunne hun mærke, men de første sekunder var hun for overrasket over trækket... endda så meget at hun ikke bed sig fast i den svidende smerte. I sidste ende forsøgte hun at gengælde, selvom hendes læber mere eller mindre var smeltet sammen. Det ærgrede hende da han trak sig og lod hende hænge alene tilbage også selvom der kun gik øjeblikke, før hun faldt i søvn, selv hængende der.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hendes ord, var ikke ligefrem noget som Mattheus fik med sig som sådan, for det var snak med hænderne, og det var svært at følge hendes tegn når det gik sådan for sig. Han vendte blikket mod hende. Til nu havde hun klaret det godt, og han ville gerne sikre sig, at hun fik energi nok til at kunne klare en omgang mere, for han vidste, at han ville komme til at køre frygtelig hårdt på hende. Han vidste hvad han var på vej i retningen af, og det var jo trods alt også derfor, at han kørte så voldsomt på hende, som det han gjorde i denne stund. Det var vigtigt for ham, at vide, at hun kunne klare det, for han ønskede ikke at lægge hende i graven, og nu hvor Kimeya havde været i stand til det, så kunne hun vel også? Det var den tanke han trøstede sig med om ikke andet, så det var i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han efterlod hende i sine lænker, kun med løftet, om at han ville komme tilbage. Døren forblev åben og på klem nok til at hun kunne se det, hvilket skam også var noget som faktisk passede ham ganske fint, for han vidste at hun uanset ikke ville have energien til at gøre noget, men at han stolede nok på hende, til at vide, at hun også ville være der når han ville komme derned igen…


… Timerne var gået, og han endnu en gang valgte at søge derned. Denne gang blæste han op i en fakkel, så der kunne komme noget stærkere lys. Hun hang der endnu.. smuk som hun nu var. Visse af sårene havde lukket sig, men det var bestemt ikke særlig mange som havde. Han fik hende roligt ned, også selvom han ikke gik ud fra, at det var noget, som ville vække hende. Han ville skifte de magisikrede lænker ud, så hun kunne følge ham, og de kunne kommunikere, også fordi at det var en yderst vigtig del af det hele. Han fik ganske normale lænker på hende, inden han roligt hang hende op endnu en gang. Denne gang havde han lige så en spand med iskoldt vand med ned igen. Hun ville være helt væk af udmattelse, men han var sikker på, at det nok skulle til, for at vække hende. Han lod hende dingle lidt, inden han igen hævede hånden, for at stryge hendes kind. Han væmmes ikke ved hendes sår. For ham, var hun en fantastisk flot hun, bare ved at gå igennem det, og faktisk klare det. Skønheden lå i hendes fantastiske styrke i hans øjne, og naturligvis var det noget som gjorde sit. #Slå øjnene op igen, kæreste,# endte han med en sigende mine og stemme i hendes hoved. Det var på tide hun vågnede op. De var nødt til at fortsætte.