Setting an example

[Cressida Marvalo]

Mørket trængte sig på. Solnedgangen havde efterladt himlen i et væld af smukke, røde nuancer. Slotspladsen var blevet gjort klar til aftenens hændelser, folk var allerede begyndt at stimle sammen for at se retfærdigheden ske fyldest.
Alt dette var Aliyah ikke klar over. Hun havde siddet i kælderen i.. måneder efterhånden. Det føltes som en mindre evighed. De manglende vinduer afslørede ikke hvad tid på døgnet det var, hun vidste ikke om hun sov om dagen eller om natten mere, måske begge dele. Det var udmattende, og hun spiste stort set aldrig hvad der blev serveret for hende, så kroppen var fuldkommen i mangel på energi.
Hun havde godt se at en gruppe af vagter havde stået og snakket og set over på hende gennem længere tid. Det var et af de øjeblikke hvor hun priste sig lykkelig for at være døv. Hun havde ingen idé om hvad de sagde, i stedet havde hun lukket øjnene og forsøgte at sove, komplet udvidende om at hun stod for den længe ventede straf. Hun var næsten faldet hen da en af vagterne greb hende i håret og tvang hende om på knæene. Tårerne samlede sig i øjenkrogen. Hun var allerede blottet, da tøjet var gået i stykker ved forvandlingerne og hun havde ikke fået noget at skjule sig bag. Tre af mændene lo, mens den anden gik om bag hende. Det var ikke første gang det skete, hun havde bare ikke haft mulighed for at snakke med nogle om det.. Mattheus havde vel haft travlt? Hun bebrejdede ham ikke. Hun knyttede hænderne. ”Nu skal du få den som et dyr, dit bæst,” sagde han, selvom hun ikke hørte et ord af det. De andre grinte bare.
Hun forholdt sig fuldkommen i ro, da han trængte ind i hende. Det gjorde ondt, men det var ikke noget hun ville pive over, hvis hun bare var stille og bed det i sig, så ville det være overstået om et øjeblik. Den ene vagt gjorde sig færdig. Den næste sparkede hende tilbage til fronten. Hun så op på ham, med trætte, ligegyldige øjne og de flammerøde lokker bredt hen over hendes ansigt. Hun magtede ikke at stryge dem bort. Manden foran hende smed bukserne og gjorde sig til for de andre. Ligesom den anden greb han om hendes hår og tvang hendes hoved tilbage kun for at tvinge hende til at smage på ham. Den salte, ubehagelige smag gav hende nærmest bræk fornemmelse. Meget ville hun finde sig i men ikke dette! Uden varsel bed hun sig fast om vagtens lem med sylespidse tænder som borede sig ned i kødet, hvorefter hun med sin styrke gjorde et ryk med hovedet og bed den af. Alle fire begyndte at skrige da blodet stod ud til alle sider og malede hendes blege krop. De resterende fanger farede op og begyndte ligeså at råbe. Aliyahs eneste reaktion var at spytte lemmet ud med en panderynken.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være tid, og Mattheus vidste det godt at Jaqia tog sig vel af Kimeya i kælderen, så det var ham som kom til at stå for alt i dette henseende. Det havde vel egentlig også sin fordel? Folk skulle jo også se, at han var mand nok til at handle som han skulle, også selvom han vidste, at det var noget som mange faktisk havde sine store tvivl til, hvilket faktisk var ham en utrolig frustrerende tanke. Træningen med Kellan gik fortrinligt, så nu kunne de næsten sige, at det ville gå mod sin ende. Så nu var de ved at være så langt, at man kunne trække det mod et ægteskab. Selv ønskede han et sidste møde med Aliyah, inden piskningen skulle stå for. Folk var ved at samle sig, og han have udmærket godt set, at der stod et hav af mennesker og afventede at få lov til at se det. Han var ikke meget for det, men det var en prøvelse.. en prøvelse som hun skulle igennem, og det var noget som han allerede for længst havde snakket med sin kære moder om, og det var noget som han alligevel havde valgt at gå med til. Hvis der var nogen, som brændt inde med den styrke, så var det ganske fint for ham, ingen tvivl om det.
Med rolige skridt, søgte han ned i retningen af kælderen, lige tidsnok til at høre de mange skrig, hvilket fik ham til at rynke på næsen. Det næste som fyldte det hele, var duften af blod, hvilket næsten automatisk satte en yderst ubehagelig følelse i ham. Var der sket noget med Aliyah? Med en vampyrs hurtighed, så søgte han ned af trappen, for at komme ned i fangekælderen. Blodet var udover det hele, men af hvad han kunne se, så var det ikke Aliyahs, hvilket uden tvivl var noget som lettede ham. Han prustede tydeligt og tungt. ”Hvad pokker foregår der her?!” hvæsede han med en fast og direkte kraftig stemme. Han nåede hurtigt hen til cellen, hvor han søgte ind, for at komme hen til Aliyah. Han knælede ved hende, inden han rev den kongelige kåbe af, for at kaste den omkring hendes skuldre i stedet for. At vide, at folk gjorde hende ondt på den måde, var noget som gjorde hende direkte vred! #Aliyah, hvad foregår her? Du skal til at stå din straf nu.. Jeg er ked af, at jeg ikke har haft tid til at tilse dig i et stykke tid. Jeg har desværre haft for meget at se til,# fortsatte han sigende. Han vidste desuden også godt, at det her ville blive en af de sidste gange i et stykke tid, han også ville komme til at se hende, selvom det nu heller ikke var noget som han ville fortælle hende nu. Hun havde mere end rigeligt at tænke på, også fordi at han vidste, at hun adskillige gange, havde spurgt ind til sin kære bedstefar. En mand som selv var underlagt den samme tortur, som var kommende for hende. Han var bekymret.

[Cressida Marvalo]

Aliyah rynkede på næsen og kunne ikke lade være med at overveje hvornår den vagt sidst havde været i bad, for han smagte virkelig ikke særlig godt! Hårene satte sig desuden fast på tungen. Hun forsøgte at spytte dem ud og kunne ikke lade være med at føle kvalmen vælde lidt op i hende, det var grænseoverskridende og klamt, men han havde selv været uden om det. Blodet løb ned over hendes nøgen krop. Hun så først op da Mattheus pludselig stod midt i fangekælderen med vrede øjne. Hun havde ikke set ham gennem lange tider, men hun havde virkelig manglet ham. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun skævede godt til vagterne der sad i et hjørne og forsøgte at berolige deres besvimede kollega. Hun var ret ligeglad. Hvor var det typisk at han kom ned lige i disse situationer. Hun sukkede og lod ham komme ind i cellen for at lægge kappen omkring hende. Hendes fingre, fødder og læber var blå af kulde efter uger dernede uden nogen varme, hun havde jo ikke været i stand til at skabe den selv. Den i forvejen opvarmede kappe fik hendes hud til at prikke, men det var lige meget eftersom hans duft hang overalt i den. #Jeg sværger, Mattheus.. han bad om det. Jeg.. han,..# hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun ville næppe erkende overfor ham at det var sket en gang eller to før, at vagterne havde forulempet hende.
Hvad hjalp det så at sidde i ene celle hvis de var der? Det overraskede hende dog at han ville lade hende stå for straffen nu? Hendes hjerte hamrede. Hun havde ventet i måneder på denne dag, men hun kendte ikke engang straffen! De grønne øjne faldt til hans. #Nu? Jamen.. hvad skal der ske?” spurgte hun og sank en klump. Et sted frygtede hun lidt at han var tvunget til at hugge hovedet af hende, og selvom hun til tider havde taget sig selv i at ønske det gennem tiden i cellen, så ville hun ikke miste livet når alt kom til alt. Hun var træt og hun var kold. Hovedet faldt ind mod hans skulder. Faktisk var hun ikke engang sikker på at hun kunne komme op på benene. #Plejer det ikke at være vagterne som bringer fangen og ikke kongen selv?# spurgte hun og kunne ikke lade være med at smile lidt. Selvom det havde været et sandt helvede, så holdt hun af Mattheus for om ikke andet at have forsøgt at gøre det bedre for hende. At hun så ikke var færdig med tortur, var endnu ikke rigtigt gået op for hende, hun satsede et sted bare på at det ville være slut efter dette og hun derefter kunne tage hjem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var kommet hastende ned af trappen i samme øjeblik, han havde hørt de mange skrig, for han havde virkelig været bange for, at det havde været Aliyah, der var sket noget ved, og det var der jo tilsyneladende også. Det blodige lem tog han sig slet ikke af, for han var slet ikke overbevist af andet, end at det var fyrsteligt fortjent! Han lagde sin kappe om hende, også mest for at give hende en kort følelse af omsorg inden hun ville blive gennempisket. Han havde snakket det igennem med sin kære moder, og de var blevet enige om at hvis der var en kvinde som kunne klare det, så var det uden tvivl Aliyah. Han hævede hånden, som han strøg mod hendes kind, inden han lagde en finger for hendes læber, som et tydeligt tegn til at hun skulle tie. #Jeg er ikke i tvivl om at han fik som fortjent, kæreste. Lige nu er det dig som jeg fokuserer på,# fastholdt han med en ganske sigende mine. Han vendte blikket mod hende, også da hun valgte at lægge hovedet mod hans skulder, hvor han virkelig måtte stå imod fristelsen for at skulle lukke armene om hende og bare byde hende ind i favnen. For det var noget som han virkelig havde lyst til, også fordi at det virkelig var ved at være lang tid siden at han havde set hende, for han havde simpelthen ikke haft tiden til det, med alt det som han havde haft at skulle tænke på frem til nu. Han bed sig svagt i læben og rystede let på hovedet. Halshugning var det heldigvis ikke. #Piskeslag.. 50 slag skænket af Noelle Jaceluck. Jeg formoder du kender hende,# svarede han med en rolig stemme, for løgn var det trods alt heller ikke. Hvad der ville følge derefter, var skam slet ikke noget som han ønskede at fortælle hende, for piskningen var første del af det, også mest for at sikre sig at det var noget som hun i princippet godt kunne holde til. Han smilede svagt for sig selv, og rystede så endeligt på hovedet igen. Han var der skam ikke til at følge hende derop, for det måtte han ikke, og det vidste han skam udmærket godt. #Det er det også, og det kommer det også til denne gang. Jeg er her kun for at give dig en sidste endelig besked, inden jeg er nødt til at søge derop. Jeg kommer til at overvære det hele. Lov mig, at det er mig du kigger på.. Hele tiden. Find noget at fokusere på, og jeg står der.. Kig på mig,# bad han endeligt. Han vidste at tiden var ved at være knap, og at han snart burde melde sin ankomst derude, hvor han ville stå og se til at Noelle skulle piske den kvinde, som han holdt kært i hans liv. Var det noget vidunder, at den tanke, var noget som gjorde ham direkte rasende? For han kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget! Panden lod han roligt møde hendes. Han var bekymret, og han var bange for at det ville ende med at gå galt, og han brød sig på ingen måder om den tanke! #Jeg går derop nu.. Skrig.. Husk det endelig, for hun stopper ikke ellers,# afsluttede han. Han var virkelig bange for konsekvenserne af det. Han rejste sig roligt op igen og tog kappen til sig. Vagterne trådte roligt til – Nye i hvert fald, for de andre ville ikke nyde noget af hende, og det var ikke noget som Mattheus tillod dem!

[Cressida Marvalo]

Selvom Mattheus var en travl mand, så vidste Aliyah at han altid var der når det virkelig brændte på, hvilket også sagde lidt om at hun havde fået en større betydning for ham som han havde fået for hende. De tanker og følelser hun gjorde sig omkring ham, var dog ikke gengældte, det vidste hun godt. Hun duftede en smule til ham.. det var først nu det gik op for hende, at han ikke stnk langt væk af en anden kvinde, selvom hans duft havde forandret sig. Hun var for træt til at spørge. Vagterne bar deres sårede ven bort, men stadig følte hun ingen anger, for han havde virkelig fortjent det. I samme øjeblik som han lagde fingeren mod hendes læber, tav hun, fristet til at kysse den. #Jeg taler ikke, Matt. Han fik som fortjent,” lovede hun og besluttede sig om ikke at fortælle ham hvad der var sket korte øjeblikke inden, han kunne trods alt ikke lugte hende eller kunne han? Hun krøb sammen i hans kappe og puttede sig så meget ind til ham som hun kunne også selvom hun desværre havde en idé om at det kun var en kort fornøjelse. I lange sekunder stirrede hun ud i luften. #Min tante.. jeg kender hende nok til at vide, at det ikke bliver en fornøjelse,# svarede hun og sukkede igen. Det ville gøre ondt. Hvad der skulle ske efter piskningen, vidste hun ikke, og et sted var hun også lykkeligt uvidende om det. Hun så op på ham. Kimeya ville næppe være til stede og hun håbede at hendes forældre ville blive langt væk. Hun endte med at nikke. #Jeg skal forsøge at holde fokus på dig så langt jeg kan. Dit kønne ansigt bliver man aldrig træt af,# hviskede hun med et lidt prøvende smil. Der var ingen grund til at overdramatisere. Hun hævede hånden og lagde den kort mod hans kind. Det var rart at se ham igen. Af samme grund gjorde det næsten ondt da han tog kappen til sig og efterlod hende frysende igen, samtidig med at han selv rejse sig. En smule modvilligt endte hun med at give slip på ham. #Vi ses deroppe,# medgav hun og lod vagterne tage et greb om hende, selvom det var lidt mere skeptisk Næsten automatisk forsøgte hun at flytte sig efter de forriges behandling af hende, hvilket blot fik dem til at stramme grebet lidt om hende. De førte hende med sig væk fra fangekælderen og op af trappen. Selvom det var mørkt, så fik månens skær hende til at misse en smule med øjnene. Det var rart at trække frisk luft!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det kunne slet ikke falde Mattheus ind at efterlade hende på denne måde, for den tanke ene og alene, var noget som gjorde ham direkte tosset, for han ønskede slet ikke, at dette var noget som hun skulle udsættes for. Han strøg fingeren let over hendes læbe. Han var der for hende, når det virkelig brændt på. Så kunne han sagtens finde tiden til hende, og det var noget som han uden tvivl ville stå fast på, at han altid ville finde. Han nikkede. Han kunne jo godt forestille sig, hvad de har gjort ved hende, også fordi at det var et lem som hun havde bidt af. #Jeg lover dig, at de får som fortjent for det her, Aliyah,# lovede han med en ganske sigende og yderst kortfattet stemme, for han fandt sig slet ikke i, at hun skulle udsættes for den behandling. Han måtte nu alligevel lægge armen en smule om hende, da hun direkte puttede sig mere ind mod ham. Han bed tænderne kraftigt sammen, for han vidste skam godt, at det slet ikke var noget som han burde. #Det er ikke meningen, at det skal være en fornøjelse. Men hun er den bedst egnet til det. Tro mig.. Hellere det end en offentlig halshugning,# påpegede han sigende. Tanken om at han skulle mangle hende, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i det hele taget. Selv tanken om Kimeya og hvad han havde været igennem, så vidste han at Aliyah havde og besad styrken til at gå igennem det samme som ham, og det var noget som han stod fuldkommen fast på, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let ved hendes ord. Det var heller ikke fordi at han kunne lade være, for han nød virkelig af den fornemmelse, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. Han lod hovedet søge mere ind mod hendes, hvor han kort kyssede hendes kind. #I så fald, så skal jeg nok sørge for at det er mit smukke ansigt, du kommer til at kigge på fra Noelle svinger pisken første gang, til hun er færdig,# lovede han med en ganske ærlig og stilfærdig stemme. Kåben tog han roligt til sig igen, da han tvang sig op på benene i stedet for. Han følte hvordan hans hjerte direkte hamrede mod hans bryst som aldrig nogensinde før. Han nikkede og forlod kælderen, da vagterne tog fat om hende.
Mattheus stillede sig på den store balkon og med hænderne kraftigt lukket om gelænderet. Mest af alt, havde han naturligvis lyst til at afblæse det hele. Hendes forældre havde han allerede spottet i menneskemængden, og der var mange som var kommet i dagens anledning for at kigge til, hvilket næsten var det værste af det hele. Noelle stod klar, og han vidste at det var noget som end ikke Kimeya kunne hjælpe hende igennem. ”Bed til at det er hurtigt overstået..” Han vendte sig mod Enrico som stod ved hans side. En mand og ven, som han uden tvivl ville få brug for her. Han så til som hun blev ført op og gjort klar til piskningen. Han følte hvordan vreden meldte sig, og frygten for at miste hende. Han var virkelig bange for det!

[Cressida Marvalo]

Det blide strøg efterlod Aliyah med en sitren. Der var ikke nogen mand som kunne få hende til at føle sig så meget i live som ham, end ikke efter måneder i en fangekælder der havde gjort hende spinkel og bleg. #Han har mistet sin evne til nogensinde at gøre noget lignende, jeg vil mene at han har fået straf nok,# svarede hun med et lille smil. Det gjorde mere ondt end hun gav udtryk for, men det var ikke noget som han skulle bekymre sig om lige nu. Hun vidste godt at det ikke var ment til at være en fornøjelse men derimod en straf og han havde jo nok endnu mere ret i at det var bedre end en halshugning, særligt når han var omkring ham. Hun smilede efter ham ved den lille kommentar. Han var en flot mand og det burde ikke være svært at holde fokus på ham.
Vagterne greb hende også selvom hun var en kende modvilligt. De førte hende op af trappen og gennem slottet hvor hun fik blik fra alle dem der i sin tid havde været hendes kollegaer. Hun modstod fristelsen til at græde, hun ville bestemt ikke gøre sig mere svag end hun allerede følte sig. Støjen fra mange mennesker, nåede hende i samme øjeblik hun blev ført ud. Kulden gav hende gåsehud, da hun sidst havde været ude, havde det været sommer og nu var det blevet bidende koldt igen, folk stod i deres tykke kapper. Det var en kende pinligt at stå foran alle de mennesker og være centrum af det hele, for hun hadede at blive set. Vagterne førte hende op på podiet, hvor de hægtede hendes håndled fast til pælen der normalt fungerede som et led i en hængning. Noelle stod allerede klar bag hende med pisken i hånden, og så næsten fornøjet ud.
Aliyah sank en klump og modstod fristelsen til at se ud over befolkningen, i frygt for spotte sine forældre. Hvis først hun så dem, var hun ikke sikker på at hun kunne være stærk. I stedet lod hun det forvirrede blik glide i retning af balkonen hvor Mattheus sad. En mand ved siden af læste noget op fra en pergamentrulle. Det var mere eller mindre blot hvad hendes navn var og hvad hun stod tiltalt for.. hun hørte ikke efter. For et kort øjeblik var hun taget tilbage i arenaen for mange år siden, der havde hun været ligeså forsvarsløs som det hun var nu.. ude af stand til at forsvare sig selv. Hendes tanker blev brudt da Noelle første gang hævede pisken og svang den med fast hånd mod hendes nøgne ryg. Folk jublede og hujede, hvilket næsten var det værste. Hun stønnede hæst og lukkede øjnene for et øjeblik inden hun kom i tanke om sit løfte til Kongen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mest af alt, så ønskede Mattheus dette overstået så hurtigt som muligt, for alene tanken om at hun skulle udsættes for det her, var slet ikke noget som han brød sig om. Han rystede på hovedet. Det her var slet ikke straf nok, for at lægge en finger på hende! #For at lægge en finger på dig, så er det her slet ikke nok,# påpegede han med en ganske kortfattet. Det var i sig selv, slet ikke noget som han ønskede at diskutere med nogen som helst, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han kneb øjnene sammen, inden han forlod kælderen.
Folk var klar, og bare synet af kongen, fik dem til at juble, for de vidste hvad der skulle ske herfra. Alene det faktum, at folk faktisk var i stand til at more sig ved det, var slet ikke noget som han kunne begribe i det hele taget. For hans vedkommende, så var det her bare noget som skulle overstås så hurtigt som muligt. Noelle stod klar med pisken, og det kunne han se, samt at han havde Enrico ved sin side, som uden tvivl ville være en god hjælp for ham, for han ville få problemer med at holde sig i skindet, og det vidste han allerede, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Som Aliyah blev ført op, så lukkede han hænderne mere omkring gelænderet. Enrico lagde hånden mod hans skulder, også mest for at holde sig i skindet. Han var ikke meget for denne straf, men havde lært at leve med at det var konsekvenserne af det valg som Aliyah havde taget, ved at gennemgå forvandlingen hjemme. ”Rolig Deres Højhed,” forsøgte han med en ganske kortfattet tone. Mattheus bed tænderne fast sammen. Kunne han, så havde han stoppet det allerede, for han snes det var komplet vanvittigt, også fordi at Enrico ikke havde valgt at gå videre med sagen og manden var op oprejst nu!
Som det første slag ramte hende, så var det næsten som Mattheus kunne føle slaget på sin egen krop. ”Kig på mig..” endte han mere dæmpet og nærmest.. vredt for sig selv. Han havde jo bedt hende om at fokusere på ham af en grund, også fordi at han slet ikke ønskede at se hende på denne her måde. Hans knoer var endt fuldkommen hvide, og det i sig selv, var en tanke som gjorde ham direkte rasende, for han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og det var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen måde! Han lænede sig nærmest ud over kanten, for at følge med, hvilket nærmest tvang ham til at holde kongen tilbage, for ikke at ende med at falde udover kanten, for det var uden tvivl ved at være tæt på.

[Cressida Marvalo]

Aliyah modargumenterede ikke mere. Et sted kunne hun godt lide at han ikke bare tog let på det, eftersom han tilsyneladende havde gættet sig til selve forløbet. Det var dog hurtigt glemt da hun blev præsenteret for de alt for mange mennesker som jublede og hujede. De forreste smed hvad de havde, hvilket ville sige at hun blev ramt af diverse råddent frugt og grønt. Det var ikke blot ydmygende, men med tanke på at hun havde prøvet det en gang før, var det bare som at genleve et nyt mareridt. Hun forsøgte at fortælle sig selv, at det snart ville være forbi. Noelle svang pisken hårdt over hendes ryg. Det havde ikke taget mange slag for at rive hul og få det til at bløde, hun kunne føle de varme dråber løbe ned over hendes iskolde hud. Blikket gled mod Mattheus.
Det var ikke nemt at holde fokus, men når slagene kom, forsøgte hun virkelig at koncentrere sig om hans blik, hvilket ikke var nemt når hun så bekymring og vrede malet i dem. En blodrød tårer trillede ned over hendes kind og blandede sig med vagtens et sted ned over hagen og kravebenet. Det gjorde ondt, og hun havde lovet ham at skrige men der var ikke nogen grund til at gøre det lige med det samme og give folk den tilfredsstillelse de ønskede. Hun talte ikke slagene, men de kom i flæng. Til sidst hang hun mere i rebene end hun stod på sine fødder, for hun magtede ikke at holde sig på benene. Et skrig brød hendes læber til sidst også selvom hun ikke selv kunne høre det. Det gjorde kun folk mere vilde og mere ivrige efter at høre mere. Hendes røde hår var fedtet ind i de moste frugter, det gjorde faktisk ondt når de ramte rigtigt, men der var ikke så meget at gøre ved det. Beslutningen om at tage forvandlingen hjemme havde været hendes og nu tog hun straffen, selvom det blot havde været i et forsøg på at beskytte kongen og selvom Enrico aldrig var gået videre med sagen. Om ikke andet var det flere måneder i smertehelvede som langt om længe sluttede. At hun så lige skulle igennem det sidste, var trods alt noget som hun bare måtte lære at leve med. Det var slet ikke faldet hende ind, at dette blot var starten på et nyt og langt værre helvede. Hver ting til sin tid og lige nu, ville hun bare blive færdig, have Enrico til at tjekke hende igennem og derefter sove i sin egen seng hjemme hos sine forældre, som hun pludselig savnede så brændende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt at han ikke kunne gøre noget som helst for at stoppe dette. Ikke uden at han ville fremstå som en svag konge, og en som gjorde forskel, og det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i, på nogen som helst måde i det hele taget. Enrico tvang grebet omkring kongens skulder temmelig hårdt, bare for at holde ham stående. Selvom Noelle stod dernede, så ænsede han hende ikke engang så meget som et blik. De var ikke på talefod lige for tiden, og selvom det var noget som gjorde temmelig ondt. Hvert et slag, som hun modtog, synes næsten at han selv kunne mærke, og det var direkte ubehageligt. Han lagde den ene hånd mod sit bryst. Hun havde ondt.. Han kunne mærke at hun havde ondt, og det var næsten noget af det værste af det hele, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde! Han stirrede i hendes øjne, nu hvor han endelig havde fået øjenkontakten. Han stod måske ikke så rank som han burde, og med den kolde attitude som han burde, men han var en ung mand og han nærede yderst stærke følelser for denne kvinde, og det var ikke ligefrem noget som gavnede hans situation. At se hendes tåre, gjorde skam kun at hans egne pressede på. Slagene var mange, og selv han havde mistet tælling allerede for lang tid siden. Han synes virkelig ikke hun havde fortjent at stå der.
”Mattheus, ret dig op og tag dig sammen! Du står overfor dit folk!” hvæsede Enrico med en fast tone. Han var enig i at dette på ingen måder var fortjent, men han var bekendtgjort med hvad der ville ske efterfølgende, og naturligvis var det ikke noget, som han havde nogen intentioner om at sætte sig op mod, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og indædt, inden han lagde ekstra skub på kongens skulder, for at tvinge ham mere op at stå. Mattheus rettede sig op, også selvom det kun var Aliyahs tårer som han havde øje for. Som hun skreg ud mod enden, måtte han kraftigt bide tænderne sammen. ”Hvor mange slag, har hun modtaget?” spurgte han ganske kortfattet. Han havde så stort fokus på hende, at han slet ikke fulgte med noget andet. Hun havde ondt.. og bare lyden af hendes skrig, og folks jublen til det, var direkte.. forfærdelig! Han rystede på hovedet. ”Hun har modtaget mere end rigeligt, og du ved hvad hun har i vente.. Få hende ned, inden jeg placerer dig samme sted!” endte Mattheus med en fast tone. Enrico slap ham. Han vidste at kongen ikke mente ordene, og han forstod skam godt at kongen kunne have ondt, men han var nødt til at tænke rationelt! ”Når hun har fået det antal slag som hun skal have, så lover jeg, at jeg personligt skal få hende tilset, inden Deres Moder tager over,” lovede han ganske sigende. Mattheus var nødt til at være fornuftig nu!

[Cressida Marvalo]

Matthues gjorde dette for at være en god Konge, og det var han. Desuden, hvis det hjalp ham på nogen måde, så tog Aliyah hellere end gerne imod hvert slag for at hjælpe ham, hun hadede at se ham frustreret og forvirret. Podiet af træ, fik splinter til at grave sig op i hendes knæ, nu hvor hun ikke længere magtede at stå på benene. Manden havde løsnet rebene en kende, så hun ikke længere hang, men fik lov til at komme ned i en højde, hvor hun stod på samme niveau som de borgere der var mødt op. Heldigvis kunne hun ikke høre deres tilråb, der var visse fordele i at være døv.
Stadig tvang hun sig selv til at blive ved med at se på Mattheus, selvom hendes krop var dækket i sved og hun mest af alt havde lyst til at lukke øjnene. Noelle blev ved.. det føltes som en evighed, og nu hvor hendes ryg var blevet et stort sår, så kunne hun slet ikke holde skrigene tilbage når den faldt på hendes hud. Enhver muskel i kroppen var spændt, men kunne se den tydeligere end normalt eftersom hun jo var et kæmpe dyr.
Det var ikke svært at se at Mattheus var oprevet, hvilket på trods af situationens sørgelighed, var en enorm bekræftelse for hende. De blodrøde tårer trillede ned over hendes kinder, og i ren og skær skam over dem, brød hun sit løfte og så ned, hvilket automatisk fik hende til at se en kæmpe, vred menneskegruppe, det heppede mere når hun skreg. Måske hun havde begået en fejl, men var dette virkelig retfærdighed. Hun knyttede næverne og måtte kæmpe imod fristesen at gøre brug af magi.. hvis hun huskede hvordan man gjorde det, efter alle de måneder uden.
Noelle trak pisken til sig, men denne gang kom der ikke flere slag. Hun rullede den sammen og nogle mænd løsnede hendes fra rebene, hvilket fik hende til at falde sammen foran dem alle sammen. De røde lokker skjulte hendes ansigt som lå skjult mod træet under hende. Det gjorde forfærdelig ondt, hele kroppen brændte og sved. Blodet løb ned over hendes ryg, den eneste fordel var at det varmede hende, fordi hun kun var blevet mere og mere kold ude i den fri luft. Hun kunne mærke Neolles tunge skridt da hun forlod stedet uden så meget som en mine. Kvinden vidste virkelig hvor hun skulle ramme. To vagter tog fat i hende og tvang hende op på benene, dog vendte de sig mod kongen og afventede ordre på hvad de skulle stilles op med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde brug for at vise folket, at han var en konge som handlede, når retten skulle ske fyldest, og det var det som han gjorde nu. Selvom det måske lignede at han stod rank, så havde han jo Enricos hånd i nakken, netop for at holde ham på pladsen. Tænderne havde han blottet, nærmest i en kraftig hvæsen. Han vidste at Cayla og Junior stod i mængden, holdt om hinanden og selv fældede tårerne, og Kimeya var ikke at se nogen steder.. Det var på ingen måder et drømmescenarie, og han vidste at det ville blive hårdt for dem, for det her, var kun starten på det hele, og det vidste han. Han bed tænderne kraftigt sammen. Det var slet ikke meningen, at han skulle mundhugges sådan med Enrico, men han var påvirket af alt det som skete for øjnene af ham. Hvert et slag som Aliyah modtog, følte Mattheus nærmest på sin egen krop, og det var virkelig, virkelig ubehageligt. ”Mattheus, tag dig sammen nu! Du er nødt til at lade hende stå straffen,” endte Enrico med en direkte fast og meget kortfattet stemme. Enrico lev dog stående, også fordi at det gav ham lidt andet at tænke på, end hans alt for mange problemer med Noelle. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at kongen skulle stille sig i yderligere dårligt lys!
Piskeslagene gik langt om længe mod sin ende, hvilket uden tvivl lettede Mattheus tydeligt. Først der var han i stand til at give slip på gelænderet og rette sig op. Selvom han havde set hende kollapse og kigge væk fra ham, så vidste han godt, at det var fordi at hun ikke havde overskud til at gøre noget andet, og det var skam også noget som han havde forståelsen for. Hun var blodig, og han havde stået og hørt til hvert eneste skrig, som havde forladt hende. Han rettede sig op på ordre fra Enrico, som selv stillede sig med hænderne foldet over ryggen. Han var bekymret for Aliyah, men han have lovet Jaqia, at han ikke ville blande sig i det kommende foretagende. ”Før hende til torturkammeret. Hun er langt fra færdig endnu,” sagde Mattheus som det eneste. For nu, så vidste han at det var hans mor som ville tage over herfra, og ja, han ville lyve hvis han ville påstå at han ikke var bekymret, for det var han uden tvivl. Han vidste, at der ville være lang tid til at han ville få nogen mulighed for at komme tæt på hende igen, og det var næsten det som var ham det værste. Også fordi at han vidste, at hun allerede nu, havde forbandet ondt. Folket skulle vide, at folk som have handlet på de vegne som Aliyah havde, ikke gik ustraffet hen, og tanken om at hun endnu ikke var færdig, var noget som uden tvivl fik dem til at juble. Det skar i Mattheus’ hjerte, at han var tvunget til at sige de ord, men han havde intet andet valg. Enrico klappede ham let på skuldrene. ”Flot klaret, Mattheus,” afsluttede han, inden han selv forlod den store balkon, for at søge tilbage til arbejdet. Nu havde han jo heller ikke Noelle at kigge på.

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at dette var noget som vandt kongen en del respekt, og selvom hun selvfølgelig ikke var meget for at skulle tage imod de mange slag, så gjorde hun det gerne for hans skyld. Det var næsten uhyggeligt hvor meget hun var villig til at gøre for den mand, også selvom det efterhånden var gået op for hende hvorfor det forholdt sig sådan. Han var hendes mage, og hun ville aldrig kunne gøre noget ved det, hvilket var en større tortur end noget andet de kunne lade hende gennemgå. Ud af øjenkrogen kunne hun udmærket se, at det nærmere var Enrico der sørgede for at holde styr på manden end det var ham selv. Tanken morede hende næste, hun kunne godt lide at han var påvirket af hendes smerte, selvom hun selvfølgelig ikke ønskede ham noget ondt. Hendes forældre stod i mængden et eller andet sted, og Aliyah havde bevidst holdt fokus på Mattheus netop for ikke at skulle møde deres tårevædede øjne, det var hun slet ikke sikker på at hun kunne håndtere.
Da Noelle langt om længe gjorde sig færdig, faldt hun sammen med et lettet suk. Hun lukkede øjnene og glædede sig til den lune seng, hendes mors beroligende strøg over kinden og hendes fars beroligende stemme. Det virkede som evigheder siden hun havde set dem, og aldrig havde hun savnet dem mere end hun gjorde nu. Et lille smil gled over hendes læber. Det var overstået og hun havde formået det som hun havde følt umuligt for bare nogle timer siden – at overleve det. Vagterne samlede hende op, også selvom hun måtte tilbageholde et skrig. Hendes ryg var et, stort åbent sår der havde gjort hende fuldkommen blodig. Noget Mattheus sagde fik folket til at le og klappe, men hun anede ikke hvad det var, et sted var det også ligegyldigt. Vagterne bar hende med tilbage på slottet. Det gik først sent op for hende, at de bar hende ned af de lange trapper mod kælderen. Det vækkede hende lidt, hun forsøgte at vride sig fri, i mangel på at kunne kommunikere med dem. Hun var for svag til at bruge magi. #Mattheus, de fører mig ned i kælderen!# sendte hun nærmest panikslagent. Deres greb strammedes om hende da hun gjorde modstand. De bar hende ned i torturkammeret hvor døren stod åben og hendes kære bedstefar hang midt i det hele og lignede lort, mildest talt. Aliyah blegnede og stoppede modstanden hvilket gjorde at de kunne hænge op ved siden af. #Kimeya?” endte hun lidt forsigtigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt hvad der skulle ske herfra, og det var virkelig ubehageligt. Han tiggede og bad uden tvivl til, at dette var noget som hun havde styrken til at komme igennem. Han håbede virkelig at det var sådan at det ville være! Han bed tænderne tydeligt og fast sammen, inden han selv forlod den store balkon. Folk jublede. Det var ikke overstået, også selvom de slet ikke havde nogen anelse om hvad der skulle ske herfra. Kimeya havde klaret sig igennem testerne og den månedlange tortur uden at stille træskoene, og selvom han selv ikke havde set mandens tilstand, af åbenlyse grunde, så stolede han på sin mor, og han stolede på, at hun vidste hvad hun gjorde, for ellers ville hun vel ikke gøre det mod en af tidernes største warlock? Han bed tænderne sammen, idet han hørte Aliyahs paniske stemme i hovedet. At høre hende vågen og opmærksom nok på at vide at de bragte hende til kælderen, var næsten noget af det værste. Han ville være afhængig af Enrico det næste lange stykke tid, for nogen var nødt til at holde ham i nakken hvad det her angik, og det vidste han udmærket godt. Han sukkede dæmpet, inden han vendte blikket ned mod sine hænder, som var så kraftigt knuget og lukket, at hans knoer var endt fuldkommen hvide. De rystede.. Han rystede, og han havde det bestemt ikke særlig godt.
#Jeg beklager Aliyah… Vis mig du er stærk, og vis mig, du kan klare det.:# Denne gang var det hans respons som var en bøn. Han kunne ikke hjælpe hende.. Ikke mere end hvad han gjorde i denne stund, selvom det uden tvivl var noget som gjorde så forbandet ondt, så kunne han intet gøre ved det af den grund. Han cuttede forbindelsen til hende. Han havde lovet sin mor ikke at blande sig, og uanset hvor meget Aliyah råbte og skreg efter ham, så var han virkelig bange for udfaldet ved det her, og det var uden tvivl ubehageligt som intet andet! Han søgte ned af korridoren og ned mod tronsalen. Han havde brug for noget andet at tænke på. Det andet, var slet ikke noget som han kunne håndtere lige nu.

//Midlertidig Out

[Kimeya Marvalo]

Hvor lang tid Kimeya havde hængt nede i kælderen, vidste han ikke. Alle dagene gled i hinanden, og han sov når han fik muligheden for det. Han var dødtræt.. Han kunne slet ikke huske hvornår han havde været så træt tidligere. Selv hernede, følte han næsten, at han kunne høre folk juble, som han kunne høre piskesmældene og Aliyahs skrig. Han vidste godt, hvad hun havde haft i vente, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Fuldkommen blotlagt, så hang han midt i rummet i sine kæder. Han havde fået en times søvn i takt med at Aliyah var blevet pisket, og han var faldet i søvn stort set i samme øjeblik, at Jaqia havde ladet ham hænge. Det havde været en grov omgang, men han havde endnu ikke stillet træskoene, og han havde bestemt heller ikke nogen intentioner om at skulle gøre det! Han skulle nok vise hende, at han ikke var så nem at få bugt med, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! Han var ved at være iskold, han var træt, men med takt at træningen var blevet langt værre, så var han knækket.. Jaqia havde virkelig formået at knække ham, også fordi at han vidste, at der ikke ville komme nogen efter ham. Hvis de da i det hele taget havde lagt mærke til at han var væk.
Aliyah blev bragt derned og hængt op ved siden af ham, selvom det knapt nok var noget som han bed sig mærke i. Ikke før han hørte hendes stemme i hovedet, hvilket næsten krampagtigt fik ham til at tvinge øjnene op. De var helt matte og han var tydeligt træt. Blikket gled kun i retningen af hende. Ordren for at snakke havde han ikke fået, og et møde med den agiel, var slet noget som han ønskede at møde endnu en gang. Smerten hang stadig ved, men ikke noget som kunne ses, og det var næsten noget af det værste. Han slap et mindre gisp, og knyttede næverne. Tanken alene om at se sit barnebarn hænge der, var uden tvivl noget, som påvirkede den familiefar i ham, som endnu ikke var knækket helt, men hun var virkelig tæt på det.. Tæt nok på, til at der ikke skulle meget til for at gøre det. Han stirrede på hende. Hans blik var tomt, foruden præget af den enorme træthed og den smerte som han havde i det indre, også selvom han følte sig så kold og forladt. Hans krop rystede, inden han igen lod blikket falde. Uden en tilladelse til at snakke, så var det ikke hans Mistress som han ville sætte sig op mod. Ikke når det var den smerte, som han ville blive mødt af i den anden ende. Han var knækket.. Jaqia havde i sandhed formået at knække ham.