Setting an example

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste ikke hvor lang tid hun havde sovet. Hun havde ikke været vågen et eneste øjeblik siden han var gået, men havde derimod sovet tungt og godt selvom det ikke var i den varme seng som hun et sted havde forventet efter hun have afsonet sin straf. Dette lod ikke til at være en del af den, men Mattheus havde jo forklaret hende at han gjorde det for at gøre hende stærk, derfor hang hun på, forsøgte at gøre sit bedste for at vække den stolthed i ham. Hun bed sig slet ikke fast i at han kom tilbage, men blev blot hængende slapt på krogen, med hovedet bøjet så det nok ville give hende ondt i nakken. Det var den mindste smerte af dem alle. Selvom han tog hende ned og skiftede hendes lænker, så mærkede hun ikke noget som helst. Det var tæt på hun end ikke var ved bevidsthed efter den hårde behandling han havde givet hende før. Et sted frygtede hun næsten at hun ikke ville vågne. Nogle af sårene havde lukket sig også fordi hun jo havde vampyren i sig, men det hele var mere eller mindre åbent endnu og så ikke meget bedre ud. Udadtil lignede hun et monster og faktisk regnede hun med at skulle gøre det resten af sine dage selvom hun virkelig ikke brød sig om den tanke. Hvordan skulle han nogensinde kunne anse hende for at være smuk?
Selvom han strøg hendes kind, så gjorde hun intet tegn til at vågne denne gang. Kroppen stod imod, den ville have mere hvile, mere fred og ro til at heale de mange sår hun havde pådraget sig på bare en enkel dag. Hans stemme var fjern, men i og med at den lød i hendes hoved, så var hun ikke i stand til at ignorere den. Hun vågnede med et sæt, spærrede øjnene op og så på ham med frygt malet i dem. I og med at han stod der, så vidste hun at han havde tænkt sig at fortsætte sin gøren, noget som hun ikke var vild efter. Var der allerede gået timer? Hun var jo knap faldet i søvn! Dog havde hun genvundet energien bare en lille smule. Det var ikke gået op for hende at han havde skiftet hendes kæder, af den grund forsøgte hun end ikke at kommunikere med ham, hun vidste for pokker ikke at hun kunne. Hendes håndled var efterhånden for ømme til at kunne gøre brug af dem, så hvad skulle hun gøre? Hun ville hellere falde tilbage i drømmeverden og drømme om og om om hans kys og kærtegn, hvilket hun havde gjort natten igennem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var præget af det dyr, som Aliyah havde plantet i ham, og et sted, så var det næsten til grænsen at være utrolig ubehageligt, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre hende noget ondt. Kæderne fik han byttet ud, også for at finde en mulighed, så han kunne kommunikere med hende. Det var noget af det, som han faktisk værdsatte mere, end det som han måtte værdsætte noget andet i denne situation, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Det var vigtigt at hun var indforstået med det hele, og at hun vidste hvad der skete, og hvorfor, og det var nemmest, når han kunne kommunikere ordentligt med hende. Hånden lod han stryge let mod hendes kind, selvom hendes måde at vågne op på, som ved et panikanfald, så var det næsten noget som selv overraskede ham en hel del, men ej mere end det. Han tyssede let på hende, velvidende om, at hun ikke var i stand til at høre ham, men hans blik sagde vel det hele? Han havde lovet hende at hun ville få nogle timers søvn, og det havde hun fået. Han havde faktisk givet hende en smule mere, men det var også fordi at han havde kunne se på hende, at det havde været utrolig tiltrængt, så naturligvis havde det været sådan at det måtte være i den anden ende.
Mattheus sendte hende et roligt smil. #Gør du som jeg siger, så er der ingen grund til at være bange for hvad jeg kommer til at gøre ved dig, Aliyah. Det er for din skyld, jeg gør det. Du bliver stærk.. og det er på tide, at alle andre, også får det at se,# sagde han roligt. Han lod hånden hvile mod hendes kind. Den tillid som hun havde vist ham for bare et par timer siden, var noget som han ønskede at mærke ved hende igen, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede, at hun skulle være bange for ham, eller det som han kunne gøre ved hende. Han gjorde ikke dette, for at være ond ved hende eller noget lignende, for det var slet ikke noget som kunne falde ham ind. Han havde bare brug for at vide, at hun stolede på ham. Ingen tvivl om det. #Du kan snakke med mig nu, Aliyah. Jeg beder dig igen, kun om at stole på mig, og at jeg gør det, jeg fortæller dig om,# afsluttede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Han.. elskede hende. Han ønskede jo ikke ligefrem, at der skulle ske hende noget ondt.

[Cressida Marvalo]

På trods af at han duftede anderledes, så mistænkte Aliyah ikke at hun skulle have bidt ham, slet ikke når han havde været helt okay dagen efter. Hun havde ingen idé om hvor meget det egentlig smertede ham at gøre hende ondt, det eneste hun var lettet over at se, var at der ikke var ren ligegyldighed at spore ved ham, han var faktisk bekymret for hende. De grønne øjne fulgte ham nu hvor hun var vågen. Da hun så spanden med vandet, kunne hun ikke være andet end glad for at hun var vågnet ved det stille strøg langs kinden og stemmen i hendes hoved. De nye kæder var endnu tungere, men hun beklagede sig ikke. Han forsøgte at gøre hende stærk, hun forstod ikke hvordan man han vidste vel hvad han lavede? Selvom hun stolede blidt på ham, så var hun bange for ham.. bange for den smerte han havde tænkt sig at lade hende lide under. Hun forsøgte ikke at vise det i blikket, men det var der, selv når han rørte hende kind som han nu engang gjorde.
Det gjorde det hele en smule nemmere, da hun fandt ud af at hun igen kunne kommunikere med ham. #Jeg stoler på dig.. som min Konge og som min ven. Jeg kender ikke den præcise grund for dette, og jeg ville ønske at du ville stoppe men.. jeg vil ikke kæmpe imod dig,# lovede hun med de trætte øjne. Nu hvor hun kunne snakke til ham gennem tankerne, så burde hun ligeså kunne udøve magi, og tanken om at stikke af havde allerede strejfet hende, men var ganske hurtigt blevet droppet da det ville betyde at hun skulle gøre ham ondt.. det nægtede hun! #Hvor lang tid skal jeg være her?# spurgte hun med nysgerrige øjne. Et sted var hun bange for svaret, Kimeya måtte have været her i flere måneder.. hver dag med tortur på den måde? Det var hun ikke sikker på at hun ville overleve i det hele taget. Lige nu stod hun som det svage led, og det var flovt at han skulle se hende sådan. Iskold, nøgen og mere eller mindre uden et ansigt. Det var nok den mest hårde straf hun nogensinde havde fået.. at bliver gjort til noget som mange ville se på som et monster. Nu hvor hun igen var i stand til at gøre brug af magien, forsøgte hun at varme sig selv en smule indefra. Det hjalp lidt, men hun var for afkræftet til det helt store. Hun frygtede ærlig talt mere hvad der ville ske hvis Mattheus opdagede det, og anså det for at være ’snyd’.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Fuldmånen var slet ikke noget som Mattheus ønskede at tænke på lige nu, også selvom han vidste, at den nærmede sig med hastige skridt. Han havde været voldsom under den ifølge sin mor, som havde vogtet om ham, fra han var forvandlet, til den var gået i sig selv igen. Til nu, havde han kun forvandlet sig fuldendt sidste gang fuldmånen havde været oppe, og det var noget som et sted skræmte ham. Det var smertefuldt, men han fortrød absolut intet af det. Selv nu hvor Aliyah var vågen, så ønskede han at lade hende vide, at han gjorde det for hendes skyld, og at han var bekymret for hende, og slet ikke brød sig om at se hende på den måde, for det gjorde han da slet ikke! Selv nu hvor hun var der uden et ansigt, så var han tiltrukket af hende. Hun var stærk, og det var en styrke som han kunne lide, for han vidste, at hun var stærk, og det var nu også en styrke, som han ønskede at alle andre også skulle være i stand til at se, for han kunne se den i hendes øjne, og han havde set hvordan hun havde kæmpet for at opnå de rettigheder som hun havde. Han var stolt af hende.
Aliyah var nu i stand til at snakke og kommunikere med ham, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. Det gav hende samtidig også muligheden for at gøre brug af magi, hvis hun magtet det, så kunne hun jo samtidig også godt stykke af, selvom han stolede på hende, og han viste hende, at han stolede på, at hun gjorde som han bad hende om. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Hånden hvilede endnu mod hendes kind. Det var virkelig vigtigt for ham, at hun stolede på hvad han gjorde. #Så lang tid du ikke kæmper imod mig, så er jeg glad, Min kære. Jeg gør det kun for at tvinge den styrke frem i dig.. Øge din udholdenhed, give dig en kundskab som du nok aldrig har troet, du kunne opnå,# fortsatte han med en rolig stemme. #Så lang tid, at det skal vise sig at blive nødvendigt, Aliyah. I dit tilfælde, så tvivler jeg på, at du skal blive hængende lige så lang tid som din bedstefar.# påpegede han inden han roligt valgte at slippe hende, for igen at vende blikket i retningen af torturredskaberne som lå på bordet. Han ønskede at gøre det overstået hurtigst muligt, også mest for sin egen skyld vel at mærke. ”Hvad skal vi finde på i dag..” mumlede han næsten legesygt for sig selv og med et tilfredst smil på læben.

[Cressida Marvalo]

Ligesom i fangekælderen var der ingen vinduer, med andre ord var Aliyah ikke i stand til at følge med i månens cyklus, hun vidste ikke hvornår næste gang ville være, eller hvordan det skulle foregå. Det var frustrerende at være magtesløs, ikke at være herre over sit eget liv også selvom hun i øjeblikket havde overladt det i Mattheus’. Hun havde håbet at de ville være blidere. Hun så ned på ham med et træt blik. Måske hun stolede på ham, men samtidig tvivlede hun på hvor vidt han ville slå hende ihjel eller ej.. om han ville forsøge at forhindre det hvis det kom så langt, eller om han bare ville lade hende glide bort. Lige nu virkede det som det mest fristende, hendes forældre ville blive knust men efter alle de måneder var hun for udkørt til at kunne overskue tanken meget længere. Yderst forsigtigt lænede hun kinden mod hans kølige hånd og ignorerede den svie det frembragte. Nerverne var mere eller mindre brændt væk, hun kunne ikke følge ham men til gengæld kunne hun dufte ham. #Jeg tager glædeligt imod alt hvad Deres Højhed kan lære mig,# svarede hun ydmygt men dog sandfærdigt. Hun havde ingen planer om at modkæmpe ham selvom hun heller ikke havde lyst til at blive udsat for mere smerte lige nu, uanset hvilket formål det så end måtte have. Hun nikkede.. stillede ikke flere spørgsmål. #Jeg skal gøre mit bedste. Jeg vil bare have det overstået# endte hun og slog blikket ned for et øjeblik. Det krævede ekstreme mængder energi som hun burde spare, men hun var nødt til at varme sig selv lidt, for det andet var ved at blive for ubehageligt og for dominerende, desuden lod det ikke til at Mattheus havde bidt sig fast i noget af det, eller også havde han bare valgt at ignorere det. Idet han trak sig, så Aliyah igen op for at følge ham med blikket. Det endte ved bordet hvor torturredskaber lå linet op på rad og række. Meget af det vidste hun ikke engang hvad blev brugt til, desværre havde hun en fornemmelse af at det var noget som hun ganske snart ville finde ud af, og endda nok mærke på egen krop. Hun sank en klump. Kæderne gnavede sig ind i hendes blege hud, hun var et sted glad for den smerte, for det var ligeså en hun kunne styrer men som hun ikke selv skabte i forhold til de ting han fandt på. #Hvad skal der ske?# spurgte hun en kende nysgerrigt, mest for at kunne forberede sig lidt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde skam styr på månecyklusen, også fordi at det nu var blevet så stærk og kraftig en del af ham selv nu, og det var noget som gjorde sit for hans vedkommende også. Han trak hånden roligt til sig. Han gik meget op i at fortælle Aliyah, at hun skulle stole på ham og at hun tog imod det, for det var virkelig vigtigt for ham at vide. Han havde sin mor til at overvåge ham under fuldmånen, selvom han næste gang, håbede, at det faktisk ville være noget, som han ville kunne nyde sammen med hende.. Det kunne faktisk være rart, for hun var det første og det sidste som han tænkte på, før og efter fuldmånen, og det var virkelig en underlig følelse. Han havde nu også det mål, at hun skulle være færdig med træningen inden fuldmånen igen ville rejse sig på den store himmel, så det var ikke fordi at han gav sig selv synderlig meget tid, men det var nu bare sådan at det måtte være. Denne gang var det et mindre våben som han tog til sig. Så lang tid hun forholdt sig i ro, så var det egentlig noget som passede ham selv ganske fint. Spidsen lignede en kniv, selvom der var nærmest indlagt en udhuling med en sølvlignende substands – deraf også navnet. Han vendte sig mod hende. #Jeg har sat mig det mål, at du skal være færdig, inden den kommende fuldmåne. Det er også nogle dage, hvor jeg ej vil være her til at træne dig, Aliyah. Vi skal være færdige inden,# fortalte han med en rolig og med en ganske sigende mine, idet han hævede blikket mod hendes. Selve bladet og skaftet var af metal, så det var ikke fordi at det var noget som ville påvirke hende det mindste.
Kniven gled let over hendes hud, dog uden at skære igennem eller noget lignende. Han lod hovedet søge let på sned, inden han roligt vendte den, så spidsen vendte ind mod hendes hud. Han stak den lidt igennem. Ikke meget, men kun lige nok. Et sted på skaftet, var der noget som mindede om en knap. Det frigav den sølvlignende væske, som han lod finde sin vej ind i hendes krop; Sølv. Han ville køre på hendes svagheder, uden tvivl, og fordi at det var noget som han kunne, og var en vigtig del af det! Og han vidste at det ville gøre ondt! Han lagde kniven fra sig, inden han igen vendte blikket op mod hende. #Omfavn det, og tag det til dig, min kære. Smerten vil blive din fremtidige ven.. Både på krop, sind og sjæl,# sagde han. Nu hvor han havde begge hænderne fri, så lod han den ene glide let over hendes bagparti, og den anden som han lod tage en let tur over hendes bryst. Så var det op til hende, hvad hun ville fokusere på; Smerten, eller ham.

[Cressida Marvalo]

Aliyah nærede skam tillid til Mattheus, derfor forsøgte hun ej heller at kæmpe imod ham, selv nu hvor hun vidste at muligheden var der. Det var fristende.. alt for at slippe for smerten, men i så fald ville hun være tvunget til at skade ham, og derefter aldrig nogensinde se ham igen, og den tanke var langt mere ubærlig end smerten var. Hans tidsfrist lød ikke ligefrem særlig lang, hvilket gjorde hende urolig. Det betød vel lange timer med tortur? Hun vidste jo ikke engang hvad der skulle til, før han ville kalde hende færdig. #Hvor langt er vi i cyklussen?# spurgte hun en kende skeptisk. Det lød alt sammen meget fint. Det bedste ved dette var næsten alt den tid hun fik sammen med ham og måden han pludselig så hende. Hun var ikke en usynlig kammerpige.
Hun fulgte ham med blikket da han tog det langt mindre og udadtil ufarlige våben op. Det var et af dem som hun ikke før var stødt på og derfor ikke vidste hvad skulle bruges til. Tanken gjorde hende tydeligt urolig. Hårene rejste sig på hendes arme ved det næsten blide strøg han gjorde med spidsen langs hendes slanke side. Da han stak spidsen ind, bed hun tænderne fast sammen og kvalte et støn. Det var ikke en tilfredshed som hun ønskede at give ham. Spidsen i sig selv gjorde ikke synderligt ondt, hvilket forundrede hende, dog var hun ikke naiv nok til at slappe af. Fra han trykkede på den lille knap og til den intense smerte begyndte, gik nogle lange pirrende sekunder. Aliyah brød ud i et skrig og vred sig. Sølvet brændte hende indefra, hvilket hurtigt gjorde hendes hud ildrød. I og med at hun ikke var helt død var det jo faktisk noget som i længden kunne slå hende ihjel. Igen spændtes hver eneste muskel i hendes krop og det at huske at trække været, blev pludselig en forbandet hård kamp. #Stop.. stop, jeg gør hvad som helst,# bad hun også selvom det var under hendes værdighed. Dette var mere end hun kunne holde til! Hans kærtegn mindede hende hurtigt om det lille tilflugtssted hun havde skabt i sit sin. Igen lukkede hun øjnene og forestillede sig den smukke skov og ham over sig. Det var ikke svært når han berørte hende. Kroppen faldt en kende mere til ro under hans hænder selvom den fortsat skælvede. Selvom han var hård, så var hans berøringer så blide.. så nænsomme at frustrationen næsten gjorde mere ondt, det var bare ikke til at finde ud af!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke fordi at Mattheus’ egen deadline, var noget som gav ham særlig lang tid, og at det tvang ham til at handle hurtigt og hastigt, selvom det var noget som han nu gjorde mere end gerne, for han ønskede at gøre arbejdet færdigt, og helst så hurtigt som muligt. Han vendte blikket mod hende. #To og en halv uge, så vil månen endnu en gang være fuld,# fortalte han. Med andre ord, så var det ikke fordi at han havde særlig meget tid, men det var nu ikke noget som han havde noget imod, for det var bare at gøre det så godt, som det nu var ham muligt, så var han sikker på, at det nok skulle virke.
Kniven stak han roligt i hende, selvom han vidste, at det slet ikke var det, som ville komme til at gøre ondt, men derimod alt det andet, så det var bestemt heller ikke noget som han ville snyde hende for. Sølvet sprøjtede han ind i hendes krop, velvidende om at det var noget som kunne slå hende ihjel i længden, ligesom alt det andet, men det var slet ikke noget som han sagde noget til. Det var jo slet ikke noget han var det mindste interesseret i. Som hun bad ham om at stoppe, så vidste han også, at han var det skridt videre, selvom han vidste, at han slet ikke kunne stoppe, og det var slet ikke noget som han direkte kunne sige sig, at være det mindste interesseret i, for hvorfor skulle han da? #Jeg stopper, når det er på tide, at jeg skal stoppe. Tænk på den verden du skabte sammen med mig for et par timer siden, Aliyah.. Tænk kun på det, når smerten bliver intens. Den skal blive en del af dig, og du skal lære at rumme den..# fortsatte han. Det var måske ikke et særlig retfærdigt træk, men hvornår var Anglerax retfærdig på det her led? Hånden gled fra hendes bryst og let nedover hendes krop. Smuk var hun virkelig, og ikke havde det noget med det manglende ansigt at gøre, for det rørte ham virkelig ikke. #Jeg kan få smerten til at stoppe… men så stopper mine berøringer også.. Så stopper jeg med at røre ved dig, kæreste.. Og det ønsker du vel ikke.:?# Han kørte nok meget på grænsen af hvad han normalt ville have gjort, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre. Han lod hånden søge til hendes underliv, som han strøg ganske let. Han kunne ikke lade være. Muligheden var der, og han havde jo set, hvordan hun havde reageret på hans nærhed på denne måde. #Vil du da have, at jeg skal stoppe..?# spurgte han videre og med et let smil på læben. Han vidste at det smertede af pommeren til, men han kunne ikke tage sig af det, og det ville han ikke.

[Cressida Marvalo]

To og en halv uge virkede måske ikke som særlig lang tid i forhold til hvad der skulle gøres, men Aliyah kunne alligevel ikke lade være med at føle sig lidt modløs. Det virkede som lang tid hvis dette var behandlingen som hun skulle gennemgå hver eneste dag frem til da. Hun var på nippet til at kalde det uretfærdigt, men som Konge var det trods alt ham der afgjorde det mere end det var hende. #Normalt ville jeg være glad for den nyhed,# erkendte hun uden yderligere begejstring. Jo længere der var til fuldmånerne – jo bedre som regel, det gjaldt bare ikke i dette tilfælde.
Kniven i sig selv var ingen større smerte end hun var i stand til at tackle, sølvet der flød i hendes krop var noget helt andet. Om nogle timer ville hendes organer være opløst, det var en smertefuld død og hun gik ikke ud fra at han kunne gøre noget ved det. Der gik ikke længe før hun i sine egne tanker allerede havde erklæret sig selv for død, og var opsat på at nyde den sidste tid med den mand hun elskede så det gjorde ondt. Hun prustede tungt og forsøgte at bide smerten i sig men i ny og næ blev det for meget og hun måtte lukke det ud. De blodige tårer begyndte igen at flyde. Kold var hun ikke længere, men til gengæld så brændte hun op indefra og dette var ikke en ild hun kunne forhindre selv.
Aliyah forsøgte af alt magt at gøre hvad han havde bedt hende om, netop at tænke på det lille sted hun havde skabt for dem. Nøgne i den bløde skovbund, omgivet af et rigt dyreliv og smukke farver. Selvom det var gråt på stedet, så var hun ikke kold, for hans fingre og favn sørgede for at varme hende. Hun bevægede læberne uden at sige noget, nærmest som var det en stille bøn i sig selv. Hun nød hans kærtegn, de fik det til at sitre behageligt i kroppen. #Men det her vil slå mig ihjel,# påpegede hun i tankerne også selvom det var lidt kortfattet for ved at kommunikere med ham, var hun tvunget til at bryde ud af deres lille verden. For alt i verden ønskede hun ikke at hans kærtegn af hende skulle stoppe. Ja hun havde drømt om at han ville røre hende på den måde, som en mand berørte en kvinde. Hun knyttede hænderne og rystede lidt tøvende på hovedet. #Nej.. bliv ved.. bliv ved med at røre mig,# tiggede hun næsten panisk. Aliyah bed sig hårdt i læben, forsøgte at holde smerten inde. Strøget hen over hendes underliv fik hende til at glemme den for en stund. Det var som om han vækkede enhver nerve i hendes krop til live, og fik underlivet til at brænde ligeså meget som resten af kroppen – dog var det en overvældende men behagelig form for varme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

To og en halv uge, var ikke særlig meget med tanke på at Kimeya havde hængt hernede i det som måtte være måneder efterhånden, men det var slet ikke noget som han kunne tage sig af. For nu, så vidste han at hun nærede den tillid til ham fra start af, og det var noget som også gjorde det så meget nemmere for hans vedkommende. #De er ovre før du ved af det,# lovede han ærligt. Han vidste det. Det kunne godt være, at to og en halv uge med tortur, lød af frygtelig meget, men ikke desto mindre så var det noget som nok skulle være overstået hurtigere end hvad hun vidste af, for det var vigtigt, at hun kunne tage imod det, og rumme det, og det var derfor at han valgte den fremgangsmåde, som det han havde gjort frem til nu.
Kniven i sig selv, var ganske harmløs mod et af hendes væsner. Desuden var det en ganske særlig blanding af sølv, for den ville ikke ætse. Det var jo meningen, at det skulle være et torturredskab, og ikke slå ihjel, men derimod bringe offeret så tæt på ønsket om at dø, at de troede, at det ville slå dem ihjel, men ej noget som skulle gå hen og vise sig at blive en del af det sande i praksis. Han rystede ganske let på hovedet og med et stille smil på læben, for det var slet ikke meningen at det her var noget som skulle slå hende ihjel, og det ville det heller ikke komme til. #Tror du jeg er ude på at slå dig ihjel? Stol på mig, når jeg siger, at det er meningen at det skal gøre ondt, bringe dig på kanten til at ønske at det ville tage dit liv, men aldrig gøre det,# påpegede han med en ganske sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
At mærke hvordan hendes krop reagerede, var noget som selv måtte påvirke Mattheus. Desuden kunne han dufte de andre mænd på hende, hvilket automatisk var noget som fik ham til at blotte sine tænder, for han fandt sig slet ikke i, at andre var omkring hende på den måde, eller berørte noget, som han af hjerte, følte var hans. Han lagde hovedet tæt ved hendes side, nu hvor det var den højde, som hun måtte være i. Han smilede let for sig selv, hvor han lod hånden og fingrene fortsætte sin leg i hendes skød. #Bliv i den verden du skabte for os.. Så snart sølvet vil nå dit hjerte, vil det gøre ondt.. Du vil føle at du vil dø.. Fokuser på det.. og det udelukkende,# afsluttede han. Hun skulle stole på, at hvad han fortalte, var det som skete. Nu var det bare at vente. Sølvet skulle en tur igennem systemet, infiltrere hende fra alle hjørner og kanter.. Og det ville gøre ondt.. Rigtig ondt.

[Cressida Marvalo]

Kimeya havde muligvis hængt der i måneder, men Aliyah ville næsten påstå at de sidste par måneder havde været ligeså meget tortur for hende. En iskold fangekælder, vagter som havde været ude af stand til at holde fingrene for sig selv, ingen spiseligt mad og ikke mindst de ukontrollerede forvandlinger samt det faktum at hun næsten ikke havde set Mattheus.. dette var bare prikken over i’et. #Det kan du nemt sige,# påpegede hun en smule anstrengt. Det var ikke ham som var underlagt tortur, for hende var dette evigheder.. der var måske gået en time, men for hende føltes det som en hel nat, det var så godt som ulideligt! At sølvet var blandet op, vidste Aliyah trods alt ikke, men det gjorde ondt af helvede til! Hendes krop brændte op, hun kunne mærke det glide gennem hendes årer med retning mod hjertet og når det først skete, så ville hun vel ikke overleve særlig længe? Det lettede hendes tanker en kende, sølvet ikke var dræbende i forhold til hende. Han ville ikke slå hende ihjel? #Det tjener sit formål til nu,# erkendte hun dog uden at sige højt hvor meget hun ønskede at det ville tage livet af hende. #Hvis ikke det havde været for dine berøringer, så ville jeg have været i den tro at jeg allerede var død.# hun så på ham med det lidt dovne blik og lod sig irritere en lille smule af hans smil. Han fandt det tilsyneladende langt mere morsomt end hun selv gjorde. Mændenes duft var det sidste hun skænkede en tanke selvom hun stank langt væk af dem. De havde været hende tæt et utal af gange efterhånden også selvom det hele var foregået bagfra. Aliyah ville ikke skænke det en tanke. Hun gav sig ligeså meget hen til hans kælen for sit skød som hun gav sig hen til smerten der flød i hende. Ingen havde nogensinde kælet for hendes på den måde, det fik hende til længtes efter mere. Et svagt støn undslap hende, men om det var af smerte eller nydelse kunne end ikke hun bedømme… måske begge dele. #Jeg har livet i den verden i må..# hun tav og stivnede. Pupillerne trak sig fuldstændig sammen da væsken gik i hjertet og nærmest eksploderede ud i hendes krop. Hun skreg.. vred sig selvom hun virkelig forsøgte at lade være for ikke at stoppe hans kælen. Hun tvang sig selv til at spærrer øjnene op og se på hans ansigt. Hun forestillede sig hans smil bag et kys som hun skænkede ham. Forestillede sig hans blidt strøg over hendes kinder som vinden havde malet. Det lettede smerten.. mere end hun umiddelbart havde troet også selvom hun virkelig skælvede. Kroppen blev slap.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kimeya havde hængt dernede i måneder og havde været udsat for en tortur som den hun var på vej igennem. Han vidste, at der ikke ville komme nogen til hendes undsætning hvad det her angik, og hvis det skulle blive nødvendigt.. jamen, så ville han heller afblæse det hele, og så bare erkende, at hun ikke havde den styrke som han havde troet, og derud, ønskede han slet ikke at havne. Han vendte blikket mod hende. #Tro mig, det kan jeg,# påpegede han med en tydeligt sirende mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Han kunne ikke lade være med at røre ved hende, nu hvor han havde nogen mulighed for det, og han kunne virkelig godt lide at han nu endelig fik muligheden for det.
Sølvet ville ikke slå hende ihjel, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han var ude på at slå hende ihjel. Han ønskede at hun skulle lære at leve med den smerte og intet andet end det, og det var bare op til hende at gøre det. Han lagde hovedet ind mod hendes krop. Han kunne dufte hende, også selvom duften af de andre mænd hang på hende, og det var noget som gjorde ham hidsig. #Jeg ved hvad jeg gør. Stol du blot på det,# påpegede han med en ganske sigende mine. Han vidste, at dette var noget, som ville komme til at gøre ondt, men det var vigtigt, at det var en smerte som hun måtte holde ud, og han vidste et sted i det indre, at det var noget som hun kunne! Hvis nogen kunne, så var det uden tvivl hende!
Smerten ramte hende, da hun blev afbrudt midt i hendes sætning, og det i stedet for, var skriget som brød hendes læber. Det fik ham kraftigt til at bide tænderne sammen, for han var nødt til at lade hende gå igennem det, for det andet kunne han slet ikke gøre noget som helst ved! Han fortsatte med at berøre hende, for han kunne heller ikke lade være! #Fokuser, Aliyah!” hvæsede han med en fast tone. For han fandt sig bestemt heller ikke i noget andet. Han vendte blikket direkte mod hende. Kunne hun klare denne her, uden at det ville slå hende helt ud, ville hun kunne klare rigtig meget af det, og det ville han blive ufattelig stolt af! #Smerten vil blive din nye ven, Aliyah. Foruden mig, så er smerten det eneste som du kan stole på,# fortsatte han med en ganske kortfattet tone. Han slap hende. Han ville se, om hun kunne bevare fokus, når han ikke rørte ved hende. Han kørte hårdt på hende, men det var han jo trods alt også nødt til.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde et sted håbet på at hendes forældre ville insistere på at se hende efter piskningen. Det lod ikke til at nogle var kommet, hvilket havde taget modet lidt fra hende. Hvordan Kimeya havde været i stand til at holde dette ud i lange måneder vidste hun ikke.. hun havde hængt hernede i to dage og allerede nu følte hun sig så miserabel at hun næsten hellere ville dø, hvis ikke det havde været fordi hun ønskede at bevise sin styrke overfor Mattheus. Det var efterhånden det eneste hun kunne imponere ham med. Hele hendes krop hang til ren udstilling, men det gjorde ikke så meget når det var ham der var der. Det var rart at han blev fristet til at røre hende.
Hun så på ham selvom det virkelig ikke var nemt at holde øjnene åbne med så megen smerte, det virkede mere naturligt at lukke det hele ude ved at lukke dem. I stedet stirrede hun ind i hans blik med sit eget flakkende. Han skulle se hendes smerte, se det i blikket og vide at hun tacklede det. #Jeg stoler på dig,# gentog hun uden at vie bort fra hans øjne. Hun så sine fantasier afspillet i dem, bildte sig ind at hun kunne dufte skovbunden og de faldne blade selvom det eneste der hang i hendes smeltede næse, var brændt kød og blod. Det var gået op for hende, at det overhovedet ikke hjalp at pive eller at brokke sig. Det gjorde virkelig ondt, hvilket også kunne ses på hendes skælven og den anstrengte vejrtrækning som hun egentlig forsøgte at undgå. Smerten ville blive en ny ven og han ville have hende til at omfavne den? Aliyah overvejede det i et øjeblik. Hun følte at døden var nær, at sølvet ville slå hende ihjel, og hun græd og skreg hvilket næppe ville imponere ham. #Meget vel,# hun tog en dyb indånding selvom den nærmest måtte tvinges igennem, tvang kroppen til at slappe af så meget som muligt, så hun kunne føle smerten i hele kroppen. Skælven kunne hun ikke stoppe, men derudover forholdt hun sig i ro. Skrigene blev holdt inde, hun tvang dem tilbage i struben og forsøgte på ikke at flygte fra smerten, hvilket også var nærmere umuligt. Hun lod den indtage hendes krop, fra top til tå, helt ud i fingerspidserne. Koncentrationen var så stor at hun ikke rigtigt havde bidt sig fast i at han ikke længere rørte hende. #Er det, det her du vil have?# spurgte hun med et underligt koldt blik. For at håndtere smerten måtte hun så vidt muligt lukke af for følelserne og undgå frygten og i stedet bare lade det hele flyde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad Aliyah ikke vidste, var jo at hendes kære forældre havde været og spurgt efter hende, men de var blevet nægtet det. Det var meningen, at hun skulle føle sig tom og forladt, sådan som det var lige nu, for det var en yderst vigtig del af træningen, og så det faktum, at færrest muligt, skulle se hende og have noget med det at gøre. Det gjorde lige så ondt på ham, som det gjorde på hende, og det var næsten det, som var det værste for hans vedkommende, om man ville det eller ikke. Han ønskede at gøre sin mor stolt, selvom det måske ikke var noget som hun forstod sig synderlig meget på, men det var nu bare sådan at det var.
Mattheus ønskede virkelig at Aliyah skulle omfavne den smerte og tage den til sig, i stedet for at føle for det modsatte. Jo mere hun forstod sig på det, som han havde gang i, jo nemmere ville det blive for dem begge to, og det var noget som han faktisk ønskede, at hun skulle forstå, for så svært, kunne det vel heller ikke være? Så lang tid hun stolede på ham, så var han bestemt heller ikke den type som skulle brokke sig. Tvært imod. Han nikkede med et ganske tilfredst smil på læben. #Godt,” sagde han med en ganske sigende mine, for det var jo trods alt også ord, som han mente, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Smerten var intens og han vidste det. Han kunne mærke den. Det var.. et bånd som der var skabt dem imellem, i og med, at hun havde valgt at sætte tænderne i ham, på den måde som hun havde.. Og derved gjort ham til den slave af månen som han var blevet, og det var en virkelig forfærdelig fornemmelse. Han havde sluppet hende og trukket sig lidt, så han kunne se på hende. Den pludselig hårde mine som hun gav udtryk for overfor ham, skrigene som holdt inde, og det at det virkede til at hun kunne koncentrere sig bedre, var noget som uden tvivl gjorde ham glad og langt mere tilfreds, end det som han havde været til nu, og det passede ham særdeles fint! Han nikkede. #Bedre.. Men smerten er stadig at spore i dit blik. Før du ved af det, Aliyah, så kan du hæve agielen og gøre skade på folk, bare ved berøre dem. Din races svaghed, vil ej være en svaghed for dig når jeg er færdig,# endte han ganske sigende. Igen fandt han handskerne frem og tog dem på, kun for at gribe om kæden af sølv, som han sidst havde lagt om hendes hals. Det ville blive meget på en gang, og han vidste det, men jo mere hun kunne rumme, jo bedre. #Vis mig, det ikke gør ondt,# opfordrede han, idet han lagde den om hendes hals.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde svært ved at hendes forældre ikke var kommet efter hende, uanset om de var blevet nægtet eller ej, så havde hun troet at de ville være villige til at gøre hvad som helst. Selvom hun hadede tanken, så kunne hun ikke lade være med at føle at alle havde rottet sig sammen mod hende, der var ingen hun kunne stole på. Kimeya havde forsøgt at gøre hende ondt, Mattheus stod og gjorde hende ondt og ingen fra den øvrige familie lod til at bide sig mærke i det. De var nok blevet vant til at hun var væk. Hun slap et dæmpet suk og lukkede smerten ind i sit hjerte. Det gjorde virkelig ondt og det stod malet i hendes blik, selvom hun ikke skreg og selvom hun faktisk formåede at holde kroppen rolig lige foruden den kraftige skælven. Tilliden til Mattheus lå muligvis i det bånd der var mellem dem, også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad hun havde gjort ved ham under sin sidste forvandling. Alt havde virkelig okay. Hendes blik svimlede en smule. Det var hårdt at holde sig ved bevidsthed, hun frygtede lidt hvad han ville gøre hvis hun faktisk faldt hen. Havde det ikke været for smerten fra sårene, så havde hun rynket på panden ved hans ord. Gøre folk ondt? Det eneste tidspunkt hun gjorde det, var når de kom på tværs af hende. #Jeg nyder ikke at gøre folk ondt, Mattheus? Hvorfor skulle jeg dog gøre det?# spurgte hun lidt forundret. Han burde kende hende bedre end som så, og hvis det var meningen at hun skulle lære at gøre skade på andre, så var hun ikke sikker på at hun ville.
Aliyah trak vejret helt ned i maven også selvom det gjorde ondt af helvede til. Til gengæld hjalp det hende med at bevare fokus og holde tegnene på smerte inde. De ellers varme kolde øjne var blevet fuldkommen udtryksløse, for hun var nødt til at give slip på følelserne for at byde smerten velkommen. Lyden af raslende kæder varslede allerede om hvad der skulle ske. #Men.. det gør ondt,# påpegede hun lidt uforstående. Faktisk var hun ikke sikker på at hun ville være i stand til at rumme så meget smerte, men han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at lade hende slippe, desuden ville hun gerne bevise for ham at hun kunne.. at hun var stærk. Idet han lagde den om hendes hals, bredte lugten af brændt kød sig igen. Den smeltede ind i hendes kraveben og hals. Igen spændte hun hver muskel i kroppen og stønnede.. det var vel bedre end et skrig? Hun forsøgte virkelig at åbne op for det men det gjorde ondt af helvede til! Der var ingen følelse at sporer i hendes blik, dog reagerede kroppen ved at falde ind i besvimelse. Det sortnede for hendes blik og hun endte med at hænge slapt uden for bevidsthed. Det havde været for meget for kroppen men ikke for sindet.