Setting an example

[Cressida Marvalo]

Det kom virkelig Aliyah som et chok at se sin bedstefar hænge der og mildest talt ligne noget som var løgn. Hun modtog Mattheus' besked, men hun orkede mildest talt ikke at spekulere på hvad pokker han havde ment. Lige nu havde hun mere øje på sin bedstefar som havde lovet at komme efter hende, men aldrig var komet. Mattheus havde aldrig kunnet forklare hende hvorfor, men nu så hun det.. han havde været underlagt tortur tydeligvis, og nu skulle hun igennem det samme? Han havde lovet at det ville være slut efter piskeslagene! At han så ikke svarede hende, gjorde næsten kun det hele værre. At hænge på krogen fik det til at strække i hendes ryg, det gjorde ondt af pommeren til, desuden risikerede hun betændelse hvilket hun ikke ønskede.. det kunne koste hende livet. Idet hun blev lagt i lænker, var hun slet ikke i stand til at kommunikere via tankerne, det var en del af magien som tilsyneladende blev blokeret. Vagterne gik. Uanset hvor smertefuldt så forsøgte hun at vride sig fri, hun havde virkelig svært ved at tro på at Mattheus var indforstået med alt dette, han havde jo været så bekymret.
Jaqia meldte sin ankomst kort efter. Lyden af hælene, fik det til at løbe Aliyah koldt ned af ryggen også selvom blodet stadig løb. Hendes hoved hang, for hun havde ikke overskud til at holde det op, ikke før den tidligere Dronning viste sig med hendes smørrede smil. Døren lod hun stå på klem og trådte hen mod Kimeya. Måden hun strøg hans kind på, gav Yaliya kvalme. ”Godaften kæreste. Fået lidt søvn?” spurgte hun kærligt. Han var så godt som knækket og han havde været en god dreng de sidste par dage, så hun havde givet ham et par timer. Nu var det den sidste del af ham som skulle knækkes – familiefaderen. ”Jeg har en helt særlig opgave til dig i dag.. som de ser har vi fået gæster,” endte hun blidt og kyssede ham en kende krævende. Han var hende hengiven og et sted nød hun den tanke, at føle sig magtfuld igen også oven på turen med Matthew der næsten havde skræmt hende. Hun løsnede hans reb og lod ham fri. Hvis han var klar, så ville han blive stående på sien ben uanset hvor svært det var, hun håbede blot på at have trænet ham godt nok.. det havde jo taget måneder efterhånden også selvom han ikke havde været det sværeste.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde absolut ingen anelse om hvor lang tid han havde hængt dernede. Han var knækket.. Den eneste som egentlig manglede, var den familiefar som han var et sted dybest set. Det havde ikke været det sværeste at knække ham, og det vidste han, men når han vidste, at der ikke var nogen, som ville komme efter ham. Hans eneste sikre kort i det henseende, ville have været Faith, også fordi at de havde nydt hinanden den sidste aften.. uanset hvor lang tid siden, det nu end ville have været, for han kunne virkelig ikke finde ud af det mere, men hun kunne ikke huske ham, og hun havde brugt alkohol som en undskyldning for at være ham tæt. Vidste hun overhovedet at han havde været væk? At se Aliyah blive bragt derned, var alligevel noget som fik ham til at knytte næverne langt mere. Han var hendes bedstefar, og det vigtigste for ham, var at hun havde det godt, og det indebar bestemt ikke, at hun skulle hænge dernede sammen med ham! Han kunne ikke svare hende med tankerne, og det at åbne munden, var slet ikke noget som kom på tale, for den agiel, var slet ikke noget som han ønskede at møde igen. Det havde været den værste smerte, som han nogensinde havde oplevet! Og han ønskede ikke at opleve mere af den. Blikket faldt. Alene tanken om at hans barnebarn skulle hænge der, var noget som faktisk gjorde ham.. vred?
Jaqia kunne han høre, hvor han næsten automatisk bare valgt at blive hængende. De strøg som hun skænkede hans kind.. Nød han faktisk. Han lukkede øjnene ganske let, inden han vendte blikket mod hende. ”Ja, Mylady..” svarede han. Han ønskede ikke smerten, og det at blive berørt mildt… Det var mere end hvad man kunne sige, at han havde været vant til igennem det sidste stykke tid. At hun havde en sidste opgave til ham, frygtede han uden tvivl ville involvere Aliyah, for han ønskede jo ikke at hun skulle udsættes for det samme som ham. Men den smerte, kunne han virkelig ikke leve med mere! Kysset besvarede han selv, som hun krævede det.. Men bare så vidt. Han var stadig Faith tro af hjerte. Han nåede ikke rigtigt at sige noget, før kæderne blev sluppet omkring hans håndled, og han røg direkte i gulvet. Krampagtigt kæmpede han sig op at stå. Han måtte være stærk, og det vidste han, eller var det ham som ville få ondt, og det ville han heller ikke have! Han kom op at stå, også selvom det var tydeligt skælvende på hans ben. Det var virkelig ubehageligt som intet andet! Han vendte blikket direkte i retningen af hende. ”… Hvad ønsker De jeg skal gøre, Mylady..?” Hans stemme var langt mere usikker. Han holdt forbandet meget af Aliyah, og det var hans hovedopgave, at sørge for, at hun ej ville få eller opleve noget ondt.. Og her stod han nu. Han frygtede et sted hvad det var han skulle.

[Cressida Marvalo]

Aliyah måbede. Ikke nok med at Jaqia var kvalmende, men at se hendes bedstefar føje hende på den måde og endda.. besvare hendes kys. Hvor var hans kærlighed til Faith blevet af? Hun vidste at kvinden ikke huskede ham, men havde han efterhånden opgivet helt? Hun var ude af stand til at sige noget eller for den sags skyld kommunikere, det virkede desuden til at Jaqia var fuldkommen ligeglad med hende, men derimod hellere ville stikke tungen ned i halsen på hendes bedstefar. Det var vammelt! Hun så ham blive løsladt hvilket om ikke andet glædede hende en smule. Hun gik ud fra at han havde været der lang tid. Tankerne snurrede rundt i hovedet på hende, selvom hun mest af alt havde lyst til bare at sove.. hvile sig også selvom det ikke var i en varm seng.
Jaqia løslod Kimeya, ganske tilfreds med hans tiltale og hans gengældelse at kysset. Han turde ikke længere at sige hende imod, for de vidste begge hvad der ventede i den anden ende. I det han faldt i jorden, blev hun en kende bange for at det havde været for tidligt. At hun havde overvurderet ham, men hun gav ham chancen for at komme på benene uden at hjælpe ham det mindste, i stedet smilede hun blot fornøjet da han fik kæmpet sig op. Hun løsgjorde sin agiel og holdt den frem for ham. ”Du har været en god dreng, på det sidste og jeg er stolt af dig, derfor vælger jeg at belønne dig,” hviskede hun i hans ører og strøg hånden gennem hans hår. ”Du er nået langt i din træning, og jeg mangler et sidste bevis på at du er klar til at færdiggøre den. Jeg ønsker at du skal påbegynde din nieces træning, dele din nyfundende styrke med hende, vise hende hvad den kan gøre. Kan du gøre det for mig?” hviskede hun kærligt. Ikke at han egentlig fik noget valg, for hvis han sagde nej, så ville han skuffe hende og i så fald, så ville han være tvunget igennem det hele en gang til, til han ville kunne gøre det! ”Jeg overlader mit våben i dine hænder, og den vil være ligeså smertefuld af holde som at blive berørt af. Tænk på det jeg bad dig om sidste gang og forsøg at bide smerten i dig,” instruerede hun og tog hans hånd, kun for at lægge det over våbenet.
Aliyah forstod intet af hvad der foregik eller hvad det var Jaqia var ved at bede Kimeya om, men hun havde en dårlig fornemmelse omkring det og hun var virkelig ikke sikker på at hun kunne holde til mere.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var knækket, som han aldrig nogensinde havde været det tidligere, at det næsten skræmte ham. Selvom han følte sig træt og ødelagt, så var det også gået op for ham, hvad det var Jaqia havde været ude på i den anden ende, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod Jaqia. Selvom han tog imod hendes strøg og gengældte hendes kys, så var det kun fordi at han vidste hvad der skete, hvis han ikke gjorde det, hvor han også til sidst, direkte havde bedt hende om at udsætte ham for hvad hun havde i sig, for han ønskede at blive stærk, for han havde jo fundet ud af, hvad det hele handlede om!
Selvom hans ben kollapsede, så snart han kom til gulvet, så var det kun fordi at det var lang tid siden, han havde stået med fødderne solidt plantet i gulvet, at det næsten var helt uhyggeligt. Han kom dog op! Han vendte blikket mod hende, også selvom trætheden stod tydeligt ud af hans blik, så holdt han sig stående på benene. Han var en stærk mand.. En umådelig stærk mand, og stærkere ville han blive, så snart han kom ordentlig ovenpå igen. Han kunne jo nærmest allerede nu mærke det dybt i hans marv og ben! ”Belønne mig hvordan?” spurgte han med en ganske sigende mine. For det alene, at det var sådan hun beskrev det, var noget som gjorde ham urolig, for der var noget i det, som ikke rigtigt gav mening. Som hun fandt sit våben frem, spændte han næsten automatisk. Han vidste hvad det gjorde! Han bed sig svagt i læben og vendte blikket mod hende. Gjorde det lige så ondt at holde det, som at blive berørt af det? ”Hun er lige blevet pisket, Mylady..” forsøgte han. Han ønskede jo ikke ligefrem at gøre hende ondt, for han kunne jo for pokker se på hende, at hun havde ondt nok, som det jo måtte være i forvejen, og det var slet ikke noget som han kunne lide at se! Alligevel bed han det hele i sig, kun for at tage fat i Agielen som lå i hendes hånd. Smerten skød med det samme igennem ham, og fik ham til at spænde i hele armen. Det gjorde ondt af pommeren til! Han trak nærmest ikke vejret idet han vendte sig mod Aliyah. At se hende hænge der.. gennempisket, og selv nu hvor han vidste, at han havde lovet hende at være der, så var han blevet forhindret. Et sted så var det en stemme i ham, som skreg, at han ikke måtte.. Men det var en styrke uden lige, han havde fået i retur.. En særdeles fantastisk følelse! Han søgte stille hen mod hende, også selvom det var direkte vaklende på benene. #Det kommer til at gøre ondt.. Men du vil nyde det bagefter.# Med denne instruktion, så gik han mod hende og lagde den stille mod hendes side. Han var en stærk mand nu, og det var naturligvis en styrke, som han ville vise og dele med hende!

[Cressida Marvalo]

Kimeya var anderledes på mange måder. Aliyah kunne se det i hans blik, det var koldt.. hun huskede ikke nogensinde at have set ham på den måde før og det forvirrede hende. Havde Jaqia formået at hjernevaske ham? Det så sandelig sådan ud. Det værste var næsten at se hvordan hun rørte ham, kælede for ham når hun udelukkende ville se Faith gøre den slags. Hun anede ikke hvad der foregik, men hun tvang sig selv til at være opmærksom, selvom det virkelig ikke var nemt. Hun var træt.
Jaqia blev stående en smule afventende men nikkede dog roligt ved hans spørgsmål. ”Jeg har tænkt dig at lade dig afprøve din styrke,” svarede hun sandfærdigt og stod stadig med agielen fremstrakt mod ham. Aliyah var muligvis lige kommet fra piskning, men det betød kun at de slap for opvarmningen, det gjaldt om at holde hende i et smertehelvede, hvis hun nogensinde skulle lære at håndtere det. ”Er det et problem?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Familiemanden var derinde et sted, og hun ville have ham knækket så han var hende fuldkommen hengiven, så end ikke hans familie kunne stå i vejen. Hun betragtede ham en kende afventende men smilede tilfredst da han endte med at tage fat om våbenet. Hun kunne se enhver muskel i hans arm spændes men han slap det om ikke andet ikke og det lod heller ikke til at han ville begynde at skrige. Roligt blev hun stående og foldede hænderne bag ryggen mens han gik tættere på Aliyah og fuldførte sin ordre.
Aliyah var ikke i stand til at svare på hans ord, hun fulgte ham nøje med blikket og havde fokus på det våben han holdt i hånden. Ville han rent faktisk gøre hende ondt? Hun sank en klum og blegnede om muligt mere.
Idet han lagde den mod hendes side, brød hun ud i et halvkvalt skrig. Tårerne vældede hurtigt op i hendes øjne, hun forsøgte at vride sig væk fra det, væk fra den gennemskærende smerte som pludselig styrede hendes krop. Ud af øjenkrogen så hun Jaqia liste af med et smørret smil. Hun lukkede døren men låste den ikke. Det var en del af prøvelsen, Kimeya kunne løsne hende og stikke af, hvilket Aliyah et sted forventede at han ville gøre, han havde vel ikke den helt store lyst til at yde skade på hende? Sit eget barnebarn?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville ikke ligefrem vove at påstå at han var hjernevasket, for han havde fundet ud af hvad hun havde været ude på, og han havde fundet ud af hvad det betød for ham, og derfor havde han til sidst bedt hende om at gøre det færdigt. Der var jo uanset heller ikke nogen, som var kommet efter ham, og han regnede heller ikke med at der ville være nogen, som ville komme ham til undsætning uanset, og han havde jo haft ganske ret. Selvom han nu stod der på skælvende ben og tog imod hvad Jaqia gav ham, så var det fordi at han vidste hvad det betød, hvis han nægtede at gøre det. Hendes våben tog han i hånden. Det gjorde ondt af helvede til, men han skreg ikke. Det var ikke en smerte, som var kraftig nok til at han ville skrige af den mere. Som han tog om det, gled tankerne automatisk til Jaqia.. og hendes intense øjne og de fløjlsbløde læber. Det som han havde tænkt på i de stunder, hvor han havde været udsat for smerten, for at finde og forbinde det med noget.. godt. Og det havde jo virket! Det sitrede helt ud i hans fingerspidser og til albuen og videre til hans skulder, men han var kommet igennem det, og det var det som han var forbandet stolt af, ingen tvivl om det! Han havde gjort, hvad Jaqia ikke havde troet at han ville. ”Slet ikke, Mylady..” endte han med en dæmpet stemme, inden han søgte hen til Aliyah. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, og der var den stemme i hovedet, som skreg til ham, at han ikke skulle gøre det, også selvom han vidste, at han ikke havde noget andet valg. Han greb omkring Agielen med begge hænder, og lagde den direkte mod Aliyahs side. Han kunne høre hvordan hun skreg.. Det gjorde ondt på ham at høre det, og så.. Alligevel ikke. Han havde selv stået der, og se hvor han stod nu? Han var blevet en stærk mand, som end ikke ville lade følelserne for familien komme ham i vejen, og det var uden tvivl noget, som han var forbandet stolt af!
Selv da Jaqia forlod lokalet, trak han våbnet til sig, så hun ville få muligheden for at få bare en smule luft. Sådan som hun vred sig i sine reb og lænker for at komme fra den, så vidste han, at det ej var en mulighed. Hans arme skælvede. Han var træt, og ønskede virkelig bare at sove, selvom han vidste, at det ikke var noget, som han ville få mulighed for, før han havde fuldført sin opgave – til hans Mistress’ tilfredshed. #Tænk på noget godt, Aliyah.. Forbind det med noget godt..# fortsatte han. Han kunne jo lige så godt give hende det hele fra start af, som han havde brugt ufattelig lang tid på at få ind. Han hjalp hende dog på ingen måder ned. Endnu en gang trådte han om bag hende, hvor han lagde Agielen tæt ved hendes nakke, for at komme det tættere på hovedet. Han gjorde som Jaqia havde befalet ham, og intet andet.

[Cressida Marvalo]

Først da Kimeya fjernede våbenet trak Aliyah vejret igen. Hun gispede desperat efter at få ilt i lungerne igen. Hvad end den ting var, så var det dybt ubehageligt at bliveberørt af! End ikke Noelles piskeslag kunne måle sig med den smerte han netop havde skænket hende. Igen begyndte de blodrøde tårer at trille ned over hendes kinder. Måske hun var lidt følsom, hun havde jo håbet på en varm seng og noget ordentligt mad for en gangs skyld, men i stedet blev hun budt på endnu en kælder, en værre en af slagsen? Det havde været en hård dag og hun var slet ikke oplagt til at skulle lade sig skade af sin egen bedstefar. Måske hun hverken kunne kommunikere med tankerne eller bruge sine hænder til at forme tegn, men hendes bedende blik var ikke til at tage fejl af. Hun kunne ikke holde til mere lige nu, det måtte han for pokker også kunne se? Var Jaqia ude på at slå hende ihjel?
At han så bad hende om at forbinde smerten med noget godt, fik hende bare til at se dumt på ham. Hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre deT? Selvom hun afholdt sig selv fra at gøre som han bad om, så drev hendes tanker dog hurtigt til Mattheus.. hans ru hænder og hans beroligende, berøringer.. hans duft. Et kort øjeblik turde hun næsten sværge at have den i næsen også selvom den hurtigt forsvandt. Normalt stolede hun på sin bedstefar, men denne gang gjorde hun alt hvad der stod i hendes magt for at vride sig fri også selvom det forgik med en smerte uden lige. Usikkerheden var stor da han bevægede sig om bag hende og lagde våbenet mod hendes nakke. Hun skød i hele ryggen, følte en intens smerte i hovedet som forstyrrede hendes tanker om Mattheus og var altoverskyggende. For et øjeblik var hun sikker på at smerten ville slå hende ihjel. Instinktivt endte hun med at forsøge at sparke ud mod ham for at få ham væk også selvom hun normalt aldrig havde gjort det samme. Hun prustede tungt.. dyret i hende nærmest længtes efter at blive frigjort blot for at undslippe smerten.
I Kimeyas hoved lød Jaqias stemme. #Jeg ønsker at vide hvad hun tænker,# var den kortfattede meddelelse. Aliyah havde ingen idé om at de havde etableret en sådan kontakt til hinanden, men hun følte sig endnu mere forsvarsløs end hun havde gjort for et øjeblik siden.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde stort set ingen kontakt til sin følelsesmæssige side i dette øjeblik. Jo mere han kom i kontakt med Aliyah med Agielen, jo mere døde den side af ham hen.. eller i det mindste røg mere og mere i baggrunden, som om at han havde fundet den kontakt, som kuttede det hele af. Han ønskede ikke at gøre hende ondt, og derfor, forsøgte han at give hende de nødvendige redskaber, så hun netop kunne komme videre derfra, og komme sig til kræfter ved at finde den styrke som han nu havde fundet. Han ønskede på ingen måde, at Aliyah skulle tænke på ham og noget godt ved ham, når han skænkede hende den smerte, så han forsøgte vel et eller andet sted at.. give hende noget andet at tænke på? Selv give hende de valgfrie tøjler, så hun selv kunne vælge, selvom han vidste, at det slet ikke ville være det samme. Sådan som hun skød ryggen, da han gik om bag hende, og skrigene brød hendes læber endnu en gang, så var det end ikke noget, som fik ham til at stoppe. Først da han hørte Jaqias stemme i hovedet, så lod han hende endnu en gang gå fri. Han lukkede øjnene ganske let. ”Ja, Mylady..” svarede han sigende. Skulle han selv kunne få den kontakt til Aliyah, så vidste han, at hun skulle ned. Han bed sig let i læben. Selv var han ikke meget for at gå for meget rundt, når han havde det som han havde det, men noget var han jo nødt til at gøre. Han søgte hen til det hjul, som han kunne dreje på, og derved få hende lagt ned på jorden. Så ondt som hun havde det, så gik han heller ikke ud fra, at hun ville have muligheden for at stikke af, af den grund.
Kimeya søgte endnu en gang hen til hende. Agielen lagde han roligt på gulvet, for selv han vidste, at Aliyah under ingen omstændigheder ville være i stand til at tage den op og gøre brug af den. Det ville ganske enkelt gøre for ondt på hende. Han fjernede de lænker som bandt hendes tanker og magi. Hun var træt og hun var udkørt, så han gik egentlig ikke ud fra, at det var noget, som hun ville gøre brug af uanset. Hånden lagde han let mod hendes kind. #Fortæl mig hvad du tænker, Aliyah,# fortsatte han. Denne gang med en snert af bekymring, selvom det hele var overskygget i ren og skær.. ordre. Han beordrede hende til at dele sine tanker med ham, for han var ikke den samme bekymrende og beskyttende bedstefar som han havde været før i tiden. Ganske vidst beskyttende, for han kunne jo kun se, at det her var ved at blive en nødvendighed, hvis deres familie skulle have lov til at rejse sig fra den brændende aske igen. #Bare gør som jeg siger.. Så kommer det til at gøre langt mindre ondt,# afsluttede han ganske sigende. Han måtte fortælle Jaqia det. Han måtte klare sin opgave!

[Cressida Marvalo]

Aliyah kunne ganske simpelt ikke begribe hvad Pokker Jaqia havde formået at gøre ved hendes bedstefar. Han var jo blevet hjernevasket, hun huskede ham som den mand der havde hadet den kvinde over alt på denne jord, og nu fulgte han hende som en lille hund? Hun kunne ikke lide det! Hvad hun ikke ville gøre for at smerten skulle stoppe! Det var som tusinde af knive der borede sig ind i hele hendes krop, som om hendes organer alle vendte sig på en gang og forsøgte at trænge ud af kroppen men aldrig gjorde det. Hun kunne høre sit hjerte banke ligeså hårdt som havde hun holdt det i hånden. Hun trak atter vejret da han fjernede den, med havde en buldrende hovedpine. Det gik ikke rigtigt op for hende, at han var ved at sætte hende fri, før hun sank sammen på det hårde gulv. Hele kroppen skælvede og selvom hun var blå af kulde, så var kroppen dækket i et tykt lag sved. Hun lagde sig i fosterstilling og følte tårerne kilde hende over næsen inden de faldt til jorden under hende.
Hvis hendes forældre vidste dette, så ville de ike have tøvet med at hugge hovedet af dem alle sammen! Lige nu var hun næsten fristet til selv at gøre det på sin bedstefar selvom hun ikke kunne.. Mattheus derimod.. det var svært at tro på at han var en del af dette. Hendes tanker faldt automatisk tilbage på ham og hans bekymrede blik. Hun rystede på hovedet. Han ville blive vred når dette gik op for ham! Blikket fulgte intenst agielen da han lagde den fra sig på gulvet. #Je-jeg tænker at d-du er bl-blevet s-skør!# svarede hun gennem tankerne og sendte ham et vredt blik. Det var ikke helt sandt. Faktisk tænkte hun langt mere på Mattheus selvom det var højest upassende lige i denne situation, hvor hun burde tænke lang mere på sin egen overlvelse. Hånden rakte ud mod våbenet også selvom hendes fingre kun kom i berøring med det og hun måtte omgående trække den til sig, da smerten skød igennem hende som et lyn på nattehimlen. #Hv-hvad pokker e-er der sket med d-dig?# græd hun uforstående. Det var slet ikke den mand hun kendte.. lige nu følte hun lidt at alle havde vendt sig imod hende og hun forstod virkelig ikke hvorfor, hun havde jo taget den straf som var blevet hende tildelt?

[Kimeya Marvalo]

Under normale omstændigheder, så ville Kimeya aldrig nogensinde have gjort det her, og han vidste det jo godt. Han havde været svag.. Han havde været frygtelig svag, at han næsten væmmes ved tanken selv! Han hjalp hende roligt ned på gulvet, hvor han lod hende krybe sammen i fosterstilling. Han vidste at det var en hård omgang.. En frygtelig hård omgang for hende, men det var ved at være en nødvendighed, og det var næste det, som man måtte anse som det sværeste for ham. Han lagde roligt agielen fra sig og med blikket i hendes retning i stedet for. Hånden hævede han, kun for roligt at lade den glide mod hendes kind. Skør? Han var blevet kaldt langt værre ting end det, så det var i sig selv, ikke noget som han tog så tungt igen. #Skør? Min kære pige.. Jeg er blevet stærk.. Jaqia viste mig ind på den sande og rette vej igen. Jeg var helt ude af kurs..# At hun forsøgte at gribe ud efter agielen, så kunne han jo godt se, hvor hurtigt hun var nødt til at trække sig igen. Han smilede svagt for sig selv. #Den gør lige så ondt på mig at holde, som det er for dig at blive berørt af den,# fortalte han. Desuden vidste han, og kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke fortalte ham hele sandheden omkring hendes tanker, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle skuffe sin Mistress! Det var slet ikke noget som han brød sig om på nogen måde i det hele taget! Der var ikke sket andet ved ham, end at Jaqia faktisk havde valgt at skænke ham en hjælpende hånd. De havde fået begravede den alt for længe bestridede økse, og det var et sted også lettende for ham at vide, at han.. i det mindste havde en, som han kunne stole på, og lægge sin evige lid til. Han tørrede hendes blodige tårer væk, og lod hovedet søge ganske let på sned. #Fortæl mig sandheden, Aliyah.. Hvad føler du..?# spurgte han igen, inden han tog omkring hendes kæbe, kun for varsomt at vende hendes blik mod sig. Gav hun ham hvad han ville have, så ville hun ikke få ondt.. Hun kunne lige så godt lære det så hurtigt som muligt, for det var noget af det, som han havde brugt længst tid på at finde ud af, og det var noget som han nu heller ikke ligefrem ønskede at hans elskede barnebarn skulle gå igennem. Hans hånd greb roligt ud efter agielen igen. Han spændte i hele armen, fra fingerspidserne og hele vejen op til skulderen, inden han roligt lagde den tæt ved sig. #Lad mig fortælle dig en lille hemmelighed.. Fortæl mig hvad jeg vil have at vide.. Så vil du ikke få ondt. Står du imod og modsiger mig.. Så vil du derimod få agielen at føle igen.. Valget er dit,# endte han ganske sigende. Han var jo selv kun lige begyndt.

[Cressida Marvalo]

Det var bestemt ikke fordi Aliyah brød sig om at føle sig så svag som hun gjorde nu hvor hun lå på gulvet og mere eller mindre bare ønskede at dø. Tårerne trillede ned over hendes kinder, og når Kimeya strøg den, så blev det kun tværet mere ud. For første gang nogensinde fjernede hun sig fra hans kærtegn og så på han med det bebrejdende blik. Han skulle ikke have lov til at røre hende, når han ikke var i stand til at behandle hende pænt, desuden var hun nok blevet en smule berørt af vagternes behandling selvom hun ikke ville erkende det. Jorden var kold og hård, det gjorde ondt at ligge ned med de mange sår på ryggen, på den anden side, var det virkelig rart ikke at være tvunget op i armene konstant. Hun kunne mærke at de var ømme. #Jeg h-har svært ved at s-se styrken i at være Jaqias l-lille hundehvalp,# endte hun ærligt. Våbenet skræmte hende en kende, for at røre det var som at få stød. #Så hvorfor ikke b-bare lade den ligge?# spurgte hun som havde det været det mest logiske i verden. Hun ønskede ikke at blive berørt af den uanset. Aliyah løj ganske vidst om sine tanker, men kun fordi hun ikke ønskede at give ham hvad han ville have når han opførte sig sådan. Hun sporede ingen bekymring eller medfølelse, hvilket fik hende til at føle sig ligegyldig og hvis ikke hun havde ham, hvem havde hun så egentlig? Lige foruden Enrico og han var en forbandet travl mand ligesom Mattheus var det. Hun så op på ham og derefter ned på våbenet i hans hånd med et meget skeptisk blik. Hun ville for alt i verden undgå at blive berørt af den igen, så hvis det indebar at afsløre sine tanker så gjorde hun det gerne også selvom hun ikke rigtig kunne se nytten i det. #D-du er syg i hovedet…# kommenterede hun og forsøgte at kæmpe sig op også selvom hendes arme faldt sammen under vægten, hun havde på ingen måde energien til at holde sig oppe. #Meget vel.. jeg t-tænker p-på kongen,# erkendte hun med et dæmpet suk. Skænkede han hende overhovedet en tanke nu om dage? Hun havde været væk så lang tid og han havde ikke set til hende gennem flere uger efterhånden, ikke siden han havde givet hende lov til at indtage pladsen i hans seng, noget som hun ikke kunne lade være med at drømme om, at få lov til endnu engang.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya anså sig ikke som Jaqias lille hundehvalp, for hun havde givet ham en styrke, som han slet ikke havde troet, at han besad længere, eller nogensinde kunne komme op i retningen af. At tackle smerte, var uden tvivl en forbandet god ting, og derfor havde han også direkte bedt hende om at køre frygtelig hårdt på ham, for han have jo nydt det et sted. Han havde virkeligt nydt, at hun kunne gøre det ved ham og give ham den mulighed, og specielt fordi at det havde været med til at den endelige stridsøkse, kunne blive begravet. Smilet bredte sig kynisk på hans læber ved hendes ord, samt det faktum, at hun trak sig helt og holdent væk fra hans kærtegn. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan. Hun havde altid været en streng lille tøs, som vidste hvad hun ville have. Det gjorde dog ondt på ham.. Ondt at det var ham som skulle træne sit barnebarn indenfor det her, for de havde jo altid haft et ganske særligt bånd. #Jeg tror slet ikke du ved hvad det her betyder for mig, Aliyah,# påpegede han ganske sigende. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun løj til ham om hendes tanker og følelser, men han skulle vide det, for det var et krav fra Jaqia, og derfor lod han det ikke bare passere på den måde. Agielen var smertefuld at holde, men ikke mere nu, end at han kunne klare det. #Det er en fantastisk følelse at kunne klare den smerte.. og bruge den mod et andet individ,# påpegede han sigende. Et sted en meget stor ledetråd til hvad hun ville blive udsat for, samt hvad hun skulle lære. At hun så langt om længe måtte afsløre sine inderste tanker og følelser, og at det var.. kongen som hun tænkte på, var alligevel noget som overraskede ham en hel del. Han lagde roligt agielen fra sig igen, også fordi at hun havde givet ham hvad han ville have. #Se, det var da ikke så svært, var det?# spurgte han ganske sigende, inden han roligt lukkede øjnene. Det krævede et fokus for ham, at skulle sende beskeden længere væk og til et individ som han ikke kunne se, nu hvor han selv havde det som han havde. #Hun tænker på Deres søn, Mylady,# sagde han endeligt, også fordi at det var et krav som hun havde bedt ham om, og nu noget som han havde gjort. Han vendte igen blikket ned mod Aliyah. Han vidste og kunne se, at hun havde ondt. Hånden greb roligt omkring hendes kæbe. Den gamle bedstefar var endnu ikke helt væk, men dog gemt så frygtelig meget af vejen, at han kunne holde det hele adskilt nu. Det var faktisk forbandet rart at han havde lært det. #Det er en enestående mulighed, Aliyah.. Du er nødt til at lære at mestre det..# endte han sigende, inden han igen tog omkring agielen. Han lagde den direkte mod hendes side. Hun var nødt til det! Han ville se hende stærk!

[Cressida Marvalo]

Kimeya kunne påstå hvad han ville, i Aliyahs øjne var han Jaqias lille hundehvalp. Han lod hende berøre ham som kun Faith burde og nu torturerede han hende på hendes ordre, selvom hun netop havde afsonet sin straf. Hun vidste ikke hvad der var sket med ham, men noget var det og hun kunne bestemt ikke lide det! Blikket fulgte ham også selvom det var en kamp i det hele taget at holde dem åbne. Hun turde ikke falde i søvn i frygt for hvad han ville gøre ved hende. Det hårde stengulv føltes nærmest godt, i det mindste kunne ikke ligge ned og efterhånden var hun blevet vant til det, frem for den luksus at have en seng. Hun trak sig fra hans kærtegn selvom det gjorde frygtelig ondt at bevæge sig og stirrede op på ham med intense øjne. #Lige nu er jeg r-ret ligeglad,# svarede hun og lod hårdheden vise sig i blikket. Om han var blevet stærk eller ej, det var frygteligt at han kunne nyde at gøre skade på hende på den måde, det var ikke styrke men derimod sindssyge. Hvor pokker var Faith når man behøvede hende? Den kvinde havde altid kunnet få ham ned igen. Hun rystede på hovedet og prustede forpustet. #Men mod dit eget barnebarn?# spurgte hun. De havde altid haft et helt særligt bånd og nu lå hun der, fuldkommen blottet og blev pint af ham, det havde bestemt ikke været meningen. Det var en lille trøst at hendes mor ville hade ham for det. For dem som kendte hende bare en smule, så ville de ikke lade sig overraske over at det var kongen hun tænkte på. Han var en god mand, hun.. elskede ham vel et sted? Aliyah svarede ham ikke. Hun var ikke meget for at give ham hvad han ville have, men hun ville heller ikke opleve den smerte igen.
Jaqia modtog beskeden og trommede eftertænksomt fingrene hen over armlænet. #Dygtig. Fortsæt arbejdet til Kongen kommer ned, derefter vil jeg bede dig møde mig på mit kammer,# meddelte hun roligt.
Aliyah vidste næsten at han havde videresendt beskeden til Jaqia, men hun var ikke flov. Idet han igen hævede agielen gjorde hun store øjne. #Du lovede!# udbrød hun en smule panisk. Han havde lovet ikke at gøre hende ondt hvis hun var ærlig. Igen begyndte hun at vride sig af smerte og skreg højlydt eftersom hun ikke selv kunne høre det. Denne gang var smerten for meget. Det sortnede for hendes blik ´, hendes øjne gled i og kroppen gled slapt hen uden bevidsthed…

[Kimeya Marvalo]

Det gjorde faktisk ondt på Kimeya at skulle gøre det her mod sit barnebarn, men han vidste hvad der ventede hende, når hun kom igennem det, og det var skam også derfor at han valgte at fortsætte. Ikke bare fordi at det var en ordre som han havde fået, men selv inderst inde, havde han det.. fantastisk. Kærtegnene var måske kun af den slags, som Faith burde give ham, men når tøsen ikke huskede ham, eller ville vedkendes ham, kunne man.. vel godt sige, at han var røget på lidt andre tanker? Han havde i en måned drømt om at Faith ville komme ham til undsætning, men hun var aldrig kommet. Under normale omstændigheder, vidste han, at hun ville søge efter ham allerede med det samme, og uden at tøve. #Du vil selv få lov til at opleve det, min kære,# fastholdt han sigende. Hun kunne kalde ham hvad hun ville, men det som han kunne udrette i dag, var uden tvivl noget, som han var forbandet stolt af, ingen tvivl om det. Han nikkede igen. #Mit barnebarn fortjener det bedste af det bedste. Du har en ganske særlig betydning for mig, Aliyah, og derfor vil jeg ikke se dig rode rundt nede i bunden, når jeg ved, at du kan krybe til tops,” fastholdt han ganske sigende.
Kimeya lyttede til Jaqias ordre i hovedet. Han bed tænderne sammen. Hendes kammer? Et sted håbede han næsten, at han ville få en seng at sove i, selvom han ærlig talt tvivlede. Han satte ikke snuden op efter noget i hvert fald. #Javel, Mylady..# svarede han, inden han vendte blikket mod Aliyah igen. Selvom han havde lovet hende, så tog han endnu en gang omkring Agielen og lagde den mod hendes side. Hendes skrig døde hen, som hun blev liggende der uden bevidsthed. Kongen kom ned ganske kort tid efter. ”Kimeya. Hæng hende op igen,” bad han med en ganske kortfattet tone. Selvom det var en ordre, så udstrålede hans øjne noget ganske andet. Han var indforstået med hvad hans rolle i det her skulle være, og han ønskede bare at hjælpe Aliyah igennem det. Han tænkte på hende. Han tænkte rigtig meget på hende, og han havde ikke gjort andet! Kimeya hang hende op, hvor han derefter gav manden lov til at forlade salen. Med rolige skridt, var Mattheus henne, for at stryge hendes blodige kind. Agielen kunne han ikke bruge mod hende. Gud ske tak og lov for det, men der var så meget andet. #Aliyah, vågn op,# forsøgte han med en rolig stemme, og alligevel som en ordre, for han ville ikke se hende bare hænge der så slap, som en død kat.

//Out

[Cressida Marvalo]

Aliyah og Kimeya havde altid været tætte, og hun havde stolet på at noget5 havde opholdt ham og at han derfor ikke havde været i stand til at deltage tidligere på dagen, nu gik det op for hende, at han ligefrem havde nydt at være hernede, hvilket skræmte hende ekstremt. #Jeg vil ikke,# erkendte hun og så næsten bedende på ham. Hun længtes ganske vidst efter lidt respekt, hun var træt af at blive set som familiens svage led når hun sagtens kunne være med på deres niveau, det havde hun bevist flere gange efterhånden, og hun havde overlevet hver gang, men at blive tortureret og pint på denne måde af sin egen bedstefar, det ville hun ikke være med til. #Du kan skride af helvede t-til Kimeya,# svarede hun tvært. Ja hun var ikke en procinaner, hendes mund kunne sagtens være beskidt, men eftersom hun levede som en kammerpige var hun vant til høfligheden. Han havde lovet ikke at gøre hende ondt, men lagde stadig agielen mod hendes side, hvilket var en smerte for meget til at kroppen umiddelbart kunne tackle den, i stedet faldt hun ind i besvimelsen.
Hvad der foregik fra Kimeya lagde våbenet på hende igen til Mattheus kom ind, vidste hun ikke. Det hele var dødt, hun hørte ikke deres stemmer, så dem ikke, i stedet nød kroppen godt af den hvile den var tvunget ind i. Det var først da Mattheus lagde hånden på hendes kind, og hun kunne dufte ham, at blikket automatisk gled op, selvom hun kæmpede imod. Hendes hun dundrede. Tårerne begyndte næsten automatisk at falde også selvom hun ikke kunne lade være med at smile bag dem. Endelig et fornuftigt menneske og han kunne vel hjælpe hende? Selvom hun tilsyneladende var blevet klynget op igen, det skar i hele kroppen også efter Noelles slag, de havde ikke været behagelige. Der var ingen mærker på kroppen efter brugen af agielen, hvilket næsten var det mest uhyggelige. Det løb hende koldt ned af ryggen at tænke på det. Pludselig blev hun ked af, at hun var ude af stand til at kommunikere med ham, hun ønskede at slå armene omkring ham, putte sig ind i hans favn også selvom det kunne ville svide til egen balle. Man kunne se på hende, at hun var glad for at se ham, hans tilstedeværelse og hans duft gjorde hende tryg. Blidt lænede hun kinden mod hans hånd, og gned den kælent i hans håndflade et sted også for at blive mærket af hans duft.