Setting an example

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Dem som kendte til den kære Marvalo familie, vidste at de var temmelig tætte, uanset hvor.. utætte de kunne se ud, selvom det nu heller ikke var noget som Mattheus sagde noget til som sådan. Nu som det var sagt, så havde Cayla og Junior forsøgt at komme ind på slottet, men var stoppet. Det var virkelig vigtigt, at det kun var ham som så hende, og det var meget vigtigt at det blev overholdt, også selvom det virkelig gjorde ondt på ham, at det var sådan det gik for sig.. Han hadede virkelig den tanke, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund, hvilket jo næsten var det værste af det hele. Han bed tænderne tydeligt sammen. Han vidste at det var hårdt sagt, men han kunne næsten love hende for, at hun ville nyde at gøre skade på andre, velvidende om at det ikke ville have den samme effekt på hende, som det ville have på så mange andre, og det var egentlig noget som han havde det ganske fint med. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. #Det siger du nu, kæreste. Når du står i situationen som jeg kan love dig for, at du kommer til at stå i.. Så vil du gøre det, kun fordi at jeg beder dig om det..# endte han med en ganske sigende og ærlig mine.
Mattheus vidste skam godt, at det her virkelig var at være hård ved hende, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, for han var jo nødt til at føre hende derud, hvor hun ikke kunne mere, og nærmest ville tigge og bede for sit liv, og han vidste, at han meget hurtigt kunne komme derud, om det var noget som man nu ville det eller ikke. #Tænk på det som en god ting.. Igen.. Se mig, og forestil dig, hvad jeg vil gøre ved en blot berøring af dig, kæreste,# endte han sigende. Det gjorde mindst lige så ondt på ham, som det gjorde på hende, at se hende sådan, og han kunne slet ikke lide det, men.. hans kære mor havde ikke direkte givet ham noget andet valg. At hun så gled ud af bevidstheden og faktisk endte bevidstløs, var ikke ligefrem det som han havde regnet med. Det var ikke fordi at han kunne gøre det største ved det, for han vidste, at han ikke kunne afblæse noget som helst af det. Han fnøs let inden han vendte sig. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik. #Det der har jeg ikke givet dig lov til, Aliyah..# Nu degraderet fra kæreste til Aliyah igen, så tog han fat omkring den spand med iskoldt vand som han havde haft med. Han tog den op i sine næver, inden han direkte og med et kraftigt ryk, hældte vandet direkte over hende. Han havde slet ikke bedt hende om at glide bort på den måde, og så måtte han jo vække hende igen!

[Cressida Marvalo]

Deres familie havde altid været tætte, de havde altid holdt sammen og pludselig følte Aliyah virkelig at de alle havde vendt sig mod hende. Hvis dette havde været før Kimeya og Faiths død, før hendes forældre blev skilt, så ville hun ikke have hængt der endnu, de ville ikke have tilladt det. Den eneste fordel ved alt dette, var det faktum at hun fik lov til at tilbringe så meget tid med Mattheus og jo mere ondt han gjorde hende, des mere bundet til ham, følte hun sig uanset hvor mærkeligt det lød. Tanken om at gøre skade på andre bare fordi.. hun kunne, bifaldt hun virkelig ikke. Han kendte hende efterhånden godt, han burde vide at hun kun gjorde den slags i et forsvar! Hun rystede næsten febrilsk på hovedet. #Hvorfor forsøge at gøre mig til noget jeg ikke er? En ting er at udvise styrke, men du ved at jeg kun gør skade på dem som gør skade på mig eller dem omkring mig,# påpegede hun og kom lidt til sig selv igen. Det var en hårfin grænse mellem at være ham underlegen og hengiven, til at bruge den sunde fornuft hun var udstyret med. Kunne han ikke leve med hende som hun var?
Det faktum at hun blev ophidset blandet med den intense smerte blev for meget for hendes krop, selvom hun ikke sagde et kvæk. I stedet så hun blot ind i hans øjne med en kølighed der slet ikke plejede at ligge til hende. Flere gange svimlede det en smule og fik det til at sortne i sekunder, Aliyah ventede egentlig bare på at hun ville falde i svime. Hans stemme i hovedet og de ord.. bare det at han sagde det, og udviste at han var kendt med hendes tanker var pirrende på en underlig måde. Kroppen reagerede som havde han faktisk berørt hende, med en varm skælven som undertrykte smerten. For et kort øjeblik kunne man ane et svagt træk i hendes mundvige også selvom det falmede da kroppen ganske simpelt nåede grænsen for hvad den kunne håndtere. De få øjeblikke med hvile hun fik, var næsten uvurderlige. Det iskolde vand som ramte hende, vækkede hende hurtigt med et spjæt. Det dryppede ned af hende, vaskede en god del af blodet væk, men det var iskoldt! Kroppen begyndte at skælve om muligt kraftigere end før, også fordi varm damp begyndte at stige da det ramte sølvet. ”Jeg kan ikke mere,# endte hun stilfærdigt og forsøgte for alt i verden ikke at falde tilbage til en ubevidst tilstand. Hun ville ikke tigge og bede men det var hårdt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde udmærket hørt, hvor nære, tætte og knyttet de altid havde været. Han havde hørt om det i hvert fald, da han var for ung, til selv at have oplevet det. Kimeya havde set fornuften i alt dette, og han kunne trygt love hende, for at det skam ikke var fordi at hendes familie var ligeglad med hende, for det var de på ingen måde. De havde jo allerede været her adskillige gange og krævet at se hende, men det var ikke efterkommet. Han vendte blikket mod hende. Det var skam ikke fordi at han ville ændre på hende for han.. elskede hende, præcist som den hun var. #Enkelt, kæreste.. Du vil komme til at gøre absolut alt det, som jeg beder dig om, og uden at tøve. Du vil gøre hvad der behager mig, og det er min hensigt. Jeg vil skabe et bånd os to imellem. Du vil føle en enorm tillid. Jeg vil være den eneste som du stoler på, og den eneste som du kan stole på, Aliyah.# Han var ikke andet end ærlig. Det var skam ikke fordi at han ikke kunne leve med hende, som den hun var, for det kunne han sagtens! Det var bare den styrke som han ville have frem, at vide at hun kunne leve op til det ansvar som han ville give hende – som sin egen bodyguard, og han var nødt til at se, om hun kunne klare mosten.
Mattheus vidste at han kørte hende hårdt, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at hans kære moder havde givet ham noget andet valg, og ligesom hende, så ønskede han bare, at få det her overstået, så hurtigt som muligt, for det andet, var faktisk noget som gjorde ondt, selv på ham. Hånden strøg hendes kind, inden hun gled hen i svime og gled mere og mere væk. Det skuffede ham, for det var slet ikke meningen! Han vidste, at hun var kørt frygtelig hårdt på, men Kimeya havde klaret det, så var han slet ikke i tvivl om, at hun kunne gøre det samme! Han overdyngede hende i vand, hvilket tydeligt vækkede hende med det samme, og det passede ham fint. Han smilede let, inden han satte spanden fra sig. Han havde nået grænsen for hvad hun kunne holde til.. Det var nu, at han for alvor skulle køre på hende. Sølvet i hendes krop og med kæden om hendes hals.. Det var noget af en anstrengelse, men han vidste at hun kunne. Han søgte igen hen til hende, hvor hans hænder greb omkring hendes kinder, for at vende hendes blik mod sig. #Du kan, og jeg giver dig ikke noget andet valg! Smerten bliver din nye ven, og det eneste, som du kan regne med, foruden mig. Stoler du på, at jeg vil fjerne det, når du giver mig hvad jeg vil have? Så giv mig det!# endte han med en fast tone.

[Cressida Marvalo]

Familien havde altid været det eneste Aliyah havde haft, der var aldrig rigtigt andre som havde bekymret sig om hende, ikke fordi hun ville pådrage sig en offerrolle eller noget som helst, men hun var faktisk ked af at ingen var kommet for hende endnu, eller havde brudt ind for at hive hende ud. Dog var hun også glad for det, for det havde med garanti indebåret at Mattheus ville få ondt og det ønskede hun ikke. Modet sank mere og mere des mere han fortalte hende, for selvom det lød godt at være knyttet til ham på den måde, selvom hun ønskede at være tættere på ham end nogen anden, så var det svært hvis det ville indebære at hun gjorde skade på folk, desuden frygtede hun lidt at han ikke kunne leve med hende som hun var. ”Allerede nu ville jeg ikke tøve med at lægge mit liv i denne hænder, er det ikke nok? Jeg stoler på dig Mattheus, nok til at lade dig gøre dette, det siger i mine øjne en del. Er jeg ikke god nok som jeg er?# spurgte hun et sted lidt trist. Hun havde bare brug for at få bekræftet at det ikke var hende der var noget galt med, hun var så vant til bagtaleri og den slags og hvis end ikke Mattheus kunne leve med hvem hun var, så ville det gøre ondt.
Som det stod nu, forstod hun ikke rigtigt hvad meningen var, måske det ville komme, det var bare forvirrende når intet var som det plejede at være. Kimeya havde gjort hende ondt, Mattheus berørte hende som en mand burde berøre sin kvinde, og hendes forældre havde ikke vist sig. Kroppen skælvede virkelig under den pludselige kulde. Hun havde ikke energi nok til at varme sig selv op mere, så denne gang havde hun intet andet valg end at affinde sig. Blikket faldt i hans da han greb om hendes kinder og tvang hende til at give ham opmærksomheden. Hun havde ikke lyst til at høre den vrede og skuffelse i hans stemme, det gav hende dårlig samvittighed at hun overhovedet havde sagt at hun ikke holdt til mere. I stedet nikkede hun dæmpet og sølvet bearbejde hendes krop. Et sted tiggede og bad hun til at det ville stoppe hendes hjerte, fri hende for smerten. #Ikke vær vred.. jeg vil give dig hvad som helst,# lovede hun og stønnede. Smerten var ulidelig, hun forsøgte at åbne sig for den, forsøgte at opnå følelsen af styrke i stedet for det andet ved at forestille sig ham igen og igen, kysse hendes skulder, tvinge hende ned i den bløde stak af blade, berøre hende, hvad som helst der virkede fortrøstningsfuld, til hun til sidst hang så slapt som hun var i stand til og bare stirrede tomt frem for sig, mens hun kæmpede for ikke at besvime igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var skam ikke fordi at Mattheus havde et problem med Aliyah som hun var, for det lå ganske andre steder; Det var at folk ikke var klar over hvad hun kunne. Med det som han fortalte hende, som primært var grunden til at han gjorde alt det her ved hende, selvom det måtte smerte ham mindst lige så meget som det gjorde med hende, for han kunne jo se, at det gjorde ondt på hende, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han ønskede at bakse med. #Selvfølgelig er du god nok, Aliyah, du er mere end god nok for mig.#begyndte han med en ganske ærlig stemme. Andet skulle hun da endelig ikke tro, og det var noget som han meget gerne ville stå fast på, også mest for hendes egen skyld. #Det bånd jeg er i færd med at skabe, bliver det tætteste, som man overhovedet kunne tænke sig. Stærkere end en konge til hans kammerpige, et dyr til et andet.. Ja, selv kærligheden vil ikke kunne måle sig med det bånd som skabes her,# påpegede han sigende. Det var meningen at hun skulle lystre ham når han sagde noget, og bare gøre det, ved at stole på, at han gjorde det af en grund.
Mattheus greb omkring hendes kinder, udelukkende for at få hende til at fokusere på ham. Han vidste at det gjorde ondt, og at det brændt på hende, men det var meningen med det hele trods alt. Han stirrede i hendes øjne. Han var skuffet, når hun bare kastede håndklædet i ringen på den måde, og specielt når han vidste, at hun kunne holde til så meget mere, og specielt med det som hun havde haft at slås med igennem sit liv. Han stirrede i hendes øjne, bevarede hendes fulde fokus på sig, og intet andet, for det var det som var det vigtigste for ham lige nu. Han ønskede at se hvad hun kunne præstere, for hvis der var nogen som kunne, så var det uden tvivl hende. #Så giv mig hvad jeg vil have, Aliyah! Brug de teknikker som jeg har lært dig!# Det var bestemt ikke fordi at han ønskede eller nød at se hende have ondt, for det gjorde han bestemt ikke. Som hun blev følelseskold i blikket, så holdt han hendes kontakt med hans egne øjne. Han havde brug for at vide, at hun kunne! Jo længere tid der gik, og jo mere afslappet hun blev, jo bedre ville det uden tvivl være, for det var et spørgsmål om tilvænning. #Tænk på hvilken styrke jeg giver dig, ved at gøre som jeg gør, Aliyah. Jeg ønsker du skal være den som står mig tættest.. og derfor skal du være så stærk, som det er mig muligt at gøre dig,# afsluttede han kortfattet. For nu lod han alt være som det var. Hun skulle vænne sig til det!

[Cressida Marvalo]

Måske det var en tanke skabt af usikkerhed, men Aliyah var faktisk pludseligt bange for, at hun ikke var god nok for ham som hun var. Det var ikke meningen de nogensinde skulle blive andet end bare venner og der lod han trods alt til at have det ganske fint med hende. Først ved hans ord faldt hun en smule til ro igen, det var alt hun havde brug for at vide. #Det er jeg glad for,” erkendte hun langt mere afslappet. Tanken om at være ham det tætteste.. tættere end både Mallorie, Kellan eller nogen anden nogensinde ville komme på ham. For et kort øjeblik kunne man ane et let træk i mundvigen. Hun tog en dyb indånding selvom det gjorde ondt og kun fik ilten til at flyde hurtigere gennem årene. #Er det et forkert ønske at ville være så tæt på dig?# spurgte hun en kende forsigtigt i frygt for at han ville tage det som en modgang. Han så smerten i hendes øjne, han tvang hende til at fokuserer på ham. Hun var allerede bundet til ham som et dyr, nu var hun også bundet gennem fantasi og tillid, så på sit vis forstod hun sig jo faktisk på båndet.
Kroppen skælvede, både som følge af kulden men også som følge af smerten. Den ønskede at slå hende ud, men hun besvimede ikke, derimod tvang hun kroppen rolig selvom det indebar at hun lukkede alle følelser ude. De grønne øjne blev hårde.. kolde og uden nogen smerte eller frygt at sporer. Hun ville ikke smide håndklædet i ringen, ikke hvis det gjorde ham vred eller skuffet. Hun så i hans øjne uden at blinke så fokuseret var hun på at gøre smerten til en del af sig. Det brændte ikke længere, i stedet havd én underlig form for svie overtaget. Hendes hoved dunkede, kroppen længtes efter hvile, men hun nægtede den det for hans skyld. Hun nikkede lidt stift. #Hvorfor mig? Hvorfor ønsker du at jeg skal være det tætteste du har?# spurgte hun med et endnu dødt blik og dog nysgerrigt. Hun hang slapt fra de tunge kæder, hendes arme gjorde ondt, hele kroppen gjorde ondt men i hendes tanker befandt hun sig langt væk fra kælderen, i en bunke af blade, omgivet af duften af natur og frihed i form af nøgenhed, en som hun ikke havde haft gennem frygtelig mange måneder efterhånden. Hun glædede sig til art høre fuglene synge og endnu mere til at dufte træerne og regnen.. det skulle nok komme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var slet ikke ude på at skulle forandre på hende, for hun var perfekt som hun var. Selv der, tog han sig ikke rigtigt af hendes handicap, for han kunne snakke med hende, og han kunne kommunikere. Han vidste skam godt hvad meningen med dette var, og han ønskede bare, at hun skulle finde ud af det samme, for det ville komme dem begge to rigtig fint til gavn. Han nikkede til hende og med et svagt smil. Han kunne se, at det var noget, som hun havde haft brug for at høre, og det passede ham egentlig ganske fint. Han strøg hånden ganske let mod hendes kind. #Det er det ønske, som jeg vil have, at du skal gøre dig, men stadig være i stand til at kontrollere.# endte han ganske sigende. Han ønskede at hun skulle stole på ham helt og holdent, da det var det eneste, som faktisk betød noget for ham lige nu. Jo hurtigere det kunne overstås, jo bedre ville det uden tvivl blive for dem begge om ikke andet.
Mattheus vidste, at dette var noget som gjorde ondt, men det var derfor også vigtigt, at hun lærte at fokusere. Med det rette fokus, så ville det ikke gøre nær så ondt, og hun ville ikke bide sig mærke i det på den samme måde, som det hun ville gøre frem til nu. Han lod hænderne hvile fast mod hendes kinder og med den samme ganske intense mine. Han agtet at holde hendes øjenkontakt, hvis det var det som skulle hjælpe hende og gøre hende til det stærkeste og det mægtigste som han ville have i sin ryg, velvidende om, at hun ville gøre hvad det kræves, for at beskytte ham. Det var ikke ligefrem fordi at det var nogen hemmelighed. Selvom det ikke var noget, som han havde fortalt nogen i hvert fald. Han smilede let for sig selv, uden at slippe hendes øjne. Han strøg hendes kind ganske let, inden han slap hende. Han vendte blikket mod hen ganske lille, men særlig krystal som stod på bordet, som han tog op i sin hånd i stedet for. #Du har altid været noget ganske særligt i mine øjne, Aliyah.. Der er en grund til, at det er dig som er udvalgt til dette foretagende.# fortalte han sigende. Nu hvor hun var så rolig som hun var, så glædede det ham kun. Krystallen lagde han tæt ind mod hendes side – der hvor han havde stukket kniven ind, og ladet sølvet flyde. #Det her kommer til at gøre ondt..# afsluttede han sigende. Da krystallen kom i kontakt med hendes nøgne hud, begyndte den at lyse, og kraftigt begynde at brænde, da den nærmest.. sugede sølvet tilbage igennem hendes krop, for at opsluge det selv, så hun kunne tømmes for det igen. Så langt, så godt, var det ikke det man sagde?

[Cressida Marvalo]

Lige når det kom til Mattheus så plagede handicappet hende ikke så meget som det ville gøre ellers. Med ham kunne hun kommunikere på lige fod, ligesom mennesker som regel kommunikerede, det var virkelig rart. Hun var træt af at være det svage led udelukkende på grund af så lille en ting, hun ville ikke lade sig kue igen og af den grund, så lod hun Mattheus gøre dette ved hende selvom det gjorde utrolig ondt. Han havde ret.. det var til hendes eget bedste. Selvom hans berøringer i ansigtet sved, så lade hun kinden mod hans hånd, søgte det blide kærtegn fordi hun havde brug for det. #Jeg skal gøre mit bedste,# lovede hun oprigtigt. Efterhånden generede smerten hende ikke nær så meget. Kroppen var for tung til at reagere på den, og selvom det stank langt væk af brændt kød i hele kælderen, så var det heller ikke noget hun bed sig fast i mere. Kæden om hendes hals, havde brændt sig dybt ned i hendes ellers fine hud og havde efterladt brandmærker af samme form.
Det var gået op for hende at han ønskede at se hende i blikket, derfor holdt hun det målrettet mod ham, fuldstændig koldt og følelsesløst hvilket ikke lignede hende. Måske hun faktisk ville være i stand til at finde sig selv, selv i den rolle han var ved at give hende, også selvom Aliyah endnu ikke havde fundet ud af hvad den rolle egentlig indebar. Først da han vendte sig bort, forlod blikket hans til fordel for den skinnende krystal i hans hånd. Den var smuk.. dog lod hun sig ikke narre så nemt, for alle de ting han havde fundet, havde været ment for at gøre ondt. #I så fald er jeg beæret.. og glad for at have gjort indtryk på Deres Kongelige Højhed,# svarede hun og bukkede hovedet i et respektfuldt nik også selvom det fik kæden til at glide en smule ned og blot brænde noget af den endnu fine hud. Krystallen var dejlig kølig og glat mod hendes hud. Smerten nåede hende hurtigt da sølvet blev trukket tilbage gennem årene og ind i krystallen. Hun bed tænderne fast sammen men sagde stadig intet. Jo mere sølv der svandt ud af kroppen, des lettere følte hun sig. Kæden om halsen gjorde slet ikke ondt nu hvor hun havde følt den anden form for smerte. Hun rynkede på panden. #Det.. det gør ikke ondt,# endte hu forundret. Kæden brændte men hun følte det ikke efter den anden smerte som havde været langt mere voldsom!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste, at det var hårdt ved hende, men han gjorde det med en god mening, og det var uden tvivl den, som han også håbede, at hun kunne se. Han så hende som et stærkt individ, og det var noget som han ønskede at give hende fornemmelsen af selv. Det kunne godt være, at andre fremstillede hende som noget andet, og det var noget som et sted, faktisk også frustrerede ham. Hun gjorde sit bedste, hvilket han slet ikke var i tvivl om, men at høre hende love ham det, så indikerede det også kun, at det var et eget mål, som hun satte sig for, og det var uden tvivl også noget som passede ham selv ganske udmærket i den anden ende. #Og det passer mig ganske glimrende,# påpegede han med en ganske kortfattet og yderst sigende mine. #Så gør mig stolt,# endte han med en ganske sigende mine. Et sted også nærmest udtalt som havde det været en ordre, og det stod han fast på. Han ønskede at se hende gøre sit bedste.
Det var slet ikke fordi Mattheus ønskede at skænke hende denne form for smerte, men han vidste jo derimod også godt, at det var nødvendigt, hvis hun skulle opnå det ventede potentiale, og hvis det var noget som Kimeya var i stand til at rumme, så burde hun naturligvis kunne gøre det samme. Krystallen samlede han op i sin hånd. Han var imponeret over hende, og hun havde uden tvivl en ganske særlig betydning for ham. For hans vedkommende, så var det måske en ganske indirekte måde at.. sige, at han elskede hende på? #Du har formået at gøre mere end bare et indtryk på mig, Aliyah, og det er derfor at jeg gør det. Jeg kan ikke forestille mig, at skulle undvære dig i min dagligdag..# påpegede han sigende. Han lagde krystallen mod hendes side, og fjernede det sølv, som hun havde rendende i sine årer. At det så derimod ikke gjorde ondt på hende mere, var en tanke som faktisk glædede ham. Måske at hun var ved at være så langt i sin tilvænning, at.. de faktisk begyndte at nærme sig målet? Han smilede tilfredst for sig selv. #Sådan skal det lyde.# Han vendte sig mod bordet, hvor han tog handskerne på igen. hun havde efterhånden gjort sig fortjent til at få sig noget hvile, og det var noget som han naturligvis ønskede at give hende, når han nu endelig havde muligheden for det. Kæden omkring hendes hals, valgte han endnu en gang at fjerne, for så at lade hende hænge der i ingenting i stedet for. Handskerne fjernede han igen, kun for at vende sig mod hendes skikkelse. Han strøg hendes kind. #Du er dygtig, kæreste.. Før end du aner det, så vil du komme ned igen. Nu vil jeg igen give dig et par timers hvile,# tilføjede han sagte.

[Cressida Marvalo]

Mattheus havde aldrig givet udtryk for at han anså hende for at være svag, han havde ikke testet hende eller bagtalt hende.. eller det kunne hun trods alt ikke vide, for hun var jo døv og omgikkes ikke ligefrem de samme som han gjorde. Hun var taknemmelig for at han gav hende en mulighed for at vise sig stærk. Efterhånden var det gået op for Aliyah at dette ikke var noget som særlig mange fik muligheden for, hun var nødt til at gøre ham stolt! #Jeg ønsker at du skal være stolt.. jeg vil gøre mit for det,# lovede hun. Selv i hans hoved ville hendes stemme lyde træt for det var også hårdt at kommunikere på den måde når kroppen skreg efter hvile, og skreg efter at blive fri fra smerten. Selvom han gjorde hende ondt, så var han dog en smule mere nænsom end det som Kimeya havde været hvilket kun fik hende til at nærer en større tillid til ham end som så. Krystallen absorberede den sølv som ellers havde flydt i hendes årer i timer. Det var lettende. Hendes hjerte begyndte hurtigt at slå normale slag igen også selvom hun endnu bar kæden om halsen. Den mærkede hun ikke rigtigt mere.
Det forundrede ham at høre ham sige at han ikke ville være i stand til at undvære hende. For lange sekunder stirrede hun ind i hans blå øjne for at sikre sig at hun havde hørt rigtigt. #Som jeg ikke kunne forestille mig en hverdag uden at være omkring dig. Jeg er smigret over at du nærer den tiltro til mig og mine evner, at du er villig til at finde den styrke,# endte hun stille. Kroppen blev direkte tung da først alt sølvet var væk. #Jeg mærker ikke kæde,# påpegede hun og lod ham dog alligevel fjerne den. Sporene var tydelige hen over den efterhånden ødelagte hud. Det strammede lidt over det hele, men det værste var stadig det faktum at hun intet ansigt havde. Det lettede hende virkelig at have gjort sig fortjent til hvile, for kroppen havde virkelig brug for det. Aliyah åndede lettet op også selvom blikket hurtigt faldt på ham. Hun havde ikke lyst til at han skulle forlade hende. Igen lagde hun kinden mod hans hånd og overvejede hvor hvidt hun kunne tillade sig at bede ham om det eller ej.. hvorfor ikke tage chancen? #Vil.. du kysse mig igen?# spurgte hun i en lidt forsigtig bøn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus gjorde ikke ligefrem dette, for at være ond eller grusom, men fordi at der var en mening bag det hele, og det var noget som han håbede, at hun kunne forstå. Hendes ønske om at gøre ham stolt, var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, men det var nu bare sådan at det var. Han nikkede med en ganske tilfreds mine. Hvis det var hendes ønske og hendes mål, så var han ikke i tvivl om, at det var noget, som hun nok skulle kunne opnå. #Det må du jo så bevise for mig, og være en sød pige, og give mig hvad det er, jeg vil have,# påpegede han med en ganske sigende mine. Med krystallen, så fjernede han sølvet i hendes årer, og gav hende derfor, også den mulighed for at trække vejret mere frit igen. Det var timer som nu var gået, mens hun havde haft det i sin krop, så det var også bare på tide, at få det fjernet, så det passede ham fint.
Mattheus havde ikke noget imod at give Aliyah de ord, for han kunne ikke forestille sig, at skulle mangle hende, og det var jo trods alt også derfor, at han så denne enestående mulighed, og det var ikke noget, som han lod gå for sig, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, og det erkendte han også gerne for hende. Blikket gled mod hendes skikkelse. Det var tydeligt ord, som bragte hende energi, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham et mindste. Tvært imod. #Hvis der er nogen, som kan, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg har valgt den rette, ved at vælge dig. Vis dig stærk for mig, Aliyah,# endte han med en ganske dæmpet og sigende mine. Han fjernede kæderne, og lod hende derfor også hænge i ingenting, og uden noget som helst. Energien ville hun uden tvivl få brug for når han kom ned til hende endnu en gang, og det vidste hun vel godt efterhånden? At hun direkte turde at forespørge om noget som helst, fik ham til at knibe øjnene sammen. Han lagde hånden bag hendes nakke. #En ting skal du vide, kæreste.. Det er mig som besidder retten til at bede om noget som helst her,# påpegede han med en ganske kortfattet. Han trak hendes hoved mod sig alligevel, hvor han skænkede hende et direkte krævende og intenst kys, inden han igen valgte at give slip på hende. #Et par timer, Aliyah.. Nyd dem,# afsluttede han sigende, inden han roligt efterlod hende, da han forlod kælderen. Det gjorde stadig ondt at lade hende hænge, men han var ikke i tvivl om at hun kunne. Han lod hende hænge i normale kæder og med døren åben. På vejen ud, ville han vise, at han stolede nok på hende, til at høre efter hvad han bad hende om.

//Out

[Cressida Marvalo]

Det var efterhånden gået op for Aliyah at Mattheus ikke var ude på at være grusom, hun ville have kæmpet mere imod hvis det havde været tilfældet. Måske det var de dyriske instinkter, men Aliyah ønskede virkelig at bevise sit værd for ham, bevise at hans tillid til hendes styrke var ret for det var den uden tvivl! Hun var blevet trænet godt i mange år, men hendes udholdenhed var ikke hvad den havde været, for som kammerpige var det jo ikke ligefrem den slags hun gjorde brug af. Hun nikkede ydmygt og slog blikket ned. #Fortæl mig hvad du ønsker, og jeg vil efterkomme det,# svarede hun sandfærdigt. Uanset hvor megen smerte det skulle koste hende, så var hun villig til at gøre det for hans skyld og hans skyld alene. Kæderne gnavede sig ind i hendes håndled, de var tungere end de andre hvilket udmattede hende mere, men det var u engang rart at kunne kommunikere med ham.
Hun ønskede virkelig ikke at han skulle fortryde sit valg når det kom til hende, hun forstod at hun ikke kunne smide håndklædet i ringen, men at hun derimod var nødt til at gennemfører det hvis hun skulle have den mindste chance hos ham. #Du tog det rette valg.. jeg vil ikke skuffe dig igen,# svarede hun stille. Det gjorde hende intet at hun igen var efterladt fuldkommen blottet, hvis nogen skulle se hende så var det ham, han skulle se hvilken smuk hun, hun var også selvom det ikke ligefrem føltes sådan nu hvor hendes ansigt mere eller mindre var brændt væk. Den faste hånd i hans nakke forskrækkede hende. Hun gispede og slog hurtigt blikket skamfuldt ned. #Jeg beklager, Deres Højhed, jeg mente ikke at være krævende,# endte hun hurtigt og regnede egentlig ikke med at få det kys. Da hans læber alligevel indrammede hendes, tvang hun sig til at gengælde også selvom det krævede at hun måtte tvinge læberne fra hinanden. Skriget holdt hun inde, lod hans kys fylde hende i stedet for til han slap hende. Hun fulgte ham hele vejen ud med blikket. Selvom døren stod åben og hun kunne bruge magi, så overvejede hun end ikke at flygte fra kælderen. I stedet lukkede hun øjnene og blev hængende, og lod sig i løbet af bare få øjeblikke, glide ind i en drømmeverden, den selv samme som hun brugte til at overleve. Forhåbentligt ville det snart være slut!

//Out