Another escape from my life

[Deleted]

Selv talte Jarniqa bare, og perfekt havde blot været en af hendes indskydelser, da han havde gjort det korrekt. At det muligvis var et ord, som han ikke kendte til, havde hun end ikke tænkt over, da perfekt var så simpelt et ord. Derfor måtte hun igen revurdere, hvordan hun skulle tale med ham. Ligetil var det ikke, men nysgerrig var hun, og derfor blev hun og forsøgte sig videre med ham. ”Du har det næsten.. Perfekt” blev hun ved, som det blev tydeliggjort for hende, at det var et ord han ønskede at lære. Selv havde hun intet bedre at foretage sig, så på den led havde hun al tid i verden, indtil hun ville blive kaldt tilbage til skibet. Et kald hun ej håbede at mærke lige foreløbig. Denne Loupe havde nemlig formået at drive hendes tanker bort for nogle af alle modbydelighederne, og det var det bedste hun kunne tænke sig. ”Perfekt betyder, at du ikke kan gøre det bedre,” fortalte hun ham roligt, skønt hun ikke kunne lade være med at være forundret over, at hans viden var så lille. Hun kunne nemlig næppe være den første, som han talte med, eller kunne hun? Hun tvivlede..
Det var tydeligt for Jarniqa, at han ej kendte til meget omkring havet, men at han til gengæld var ivrig efter at lære mere. Det gav desuden hende lysten til at lære fra sig, som det rent faktisk glædede hende at mærke, at der rent faktisk var en der var renhjertet glad for, hvad hun gjorde. På The Cursed Baron var det hende nemlig forventet, at hun gjorde, hvad mændene sagde, men Loupe her var blot taknemmelig, hvis hun gav ham lidt af sin tid. Det var uden tvivl en følelse hun nød at sidde inde med til en forskel. ”Mast er korrekt, men du skal nok øve dig lidt mere på sejl,” sagde hun i en rolig tone, som hun trods alt gerne ville opmuntre ham til at finde lysten til at kunne. Selv var hun sikker på, at han ville lære det med tiden, hvis blot han øvede sig, men sådan var det trods alt også med alt i denne verden. At han ønskede at vise hende sit hjem, fik selv smilet på hendes læber til at brede sig. Det ville helt sikkert blive et interessant syn! Hun skulle til at rejse sig, inden hun tungt lænede sig tilbage mod træet igen. Smilet på hendes læber var også dalet bort igen, som en grum tanke havde forplantet sig i hendes sind. ”Er din hule længere inde i naturen?” spurgte hun ham tøvende og pegede på det sted, hvor han var kommet fra. Selv regnede hun i hvert fald med, at det var således. At han helt uskyldigt og nysgerrigt spurgte ind til, hvad der var på skibet hun var på, slukkede desværre fuldkomment for hendes gode humør. Trist blev hendes mine, hvor hun vendte blikket ned mod græsset, som hendes fingrer begyndte at pille ved. ”Pirater.. Slemme mænd. J-Jeg arbejder for dem,” fortalte hun ham stille, men ærligt. Selv vidste hun, at han i hvert fald ville kende til betydningen af; slemme mænd, men det andet kunne hun selvfølgelig ikke vide. Det var dog til at mærke på hende, at hun ej fandt det glædeligt.

[Deleted]

At hun havde sagt et nyt ord, som Loupe ikke kendte til, fik ham til også at prøve at udtale det. Det gik udmærket og så alligevel ikke så godt igen. At hun så selv udtalte det, fik ham til at lytte opmærksomt efter. Det var lettere at udtale når han hørte det igen. ”Per-fekt,” sagde han så og det lød tættere på den rigtige udtalelse end før, selvom det var tydeligt at det nok ikke blev bedre lige foreløbig. Han sagde igen, mumlede det for sig selv, men det var ikke det letteste ord. Han så tænkende ud i luften, da hun forklarede ham hvad det var. Han havde altså haft ret, det havde noget at gøre med at man gjorde det rigtigt. ”Så det godt?” spurgte han for at være på den sikre side. Det burde det være, da hun havde sagt det med glæde i tonen, som havde han gjort det rigtigt og det var jo en god ting. At man ikke kunne gøre det bedre? Det var ikke alle ord han forstod, men han kunne regne ud at det var godt.
Han hoppede let på stedet og nikkede ivrigt til hendes ord, med et stort smil om læberne, da han var stolt af at gøre det rigtigt og hun kunne tilsyneladende også godt lide det. Han begyndte at kravle rundt om hende, hvor det var tydeligt at han var en ung mand med en masse krudt i røven. Han havde svært ved at sidde stille. ”Loupe øve sig! Loupe altid øve sig, på sine ord!” fortalte han begejstret som han var gået rundt om hende og træet, for at sætte sig foran hende igen, med hans blågrå uskyldige øjne imod hende. Sejl havde dog været for svært for ham, så det var nok et af de ord han endte med at glemme igen, det skete af og til fordi han ikke kunne finde ud af om det var rigtigt eller forkert hvad han sagde, men til gengæld huskede han alle de ord som han kunne finde ud af at sige. Som hun spurgte ind til hans hule, hoppede han igen små hop på stedet og nikkede ivrigt. ”Længere inde i natur og længere ned mod hav,” fortalte han og pegede ned mod havet som man kunne ane fra deres pladser af, hvor skoven lå tættere ind mod byen længere nede mod stranden. At hun ikke kunne gå særlig langt inde i naturen slog ham ikke og hvordan skulle han også vide det, når han knap nok vidste noget? Han så hvordan hendes mine blev trist, hvilket fik ham til at rynke brynene og lægge hovedet på skrå. Hvad nu? Da hun sagde pirater, rynkede han brynene noget mere og skulle til at udtale det, da hun sagde at det var slemme mænd, hvilket gjorde ham helst stiv og anspændt i kroppen. Da hun sagde at hun arbejdede for dem, begyndte han igen at bakke væk fra hende, hvor han gemte sig bag et træ overfor hende og sad som han havde gjort til at starte med; med hovedet og den ene hånd tittende frem. ”Du ved slemme mænd?” spurgte han, hvor han helt måtte revurdere om hun nu også var god nok.

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Jarniqa til hans udtale, samt hun betragtede, hvordan hans mine ændrede sig, når hun gjorde det. Det kedede hende på ingen måde at sidde således, og derfor nød hun det blot. Bedre blev han også, som han gentog ordet perfekt igen, og derfor regnede hun også med, at han med tiden ville mestre det helt. At det var svært for ham at udtale, kunne hun næsten undres ved, da det var et af de mest simple ord for hende, men igen, han var anderledes. ”Bedre igen,” roste hun ham. Det var muligvis ikke helt perfekt endnu, men hun vidste at lysten steg, hvis blot man blev opmuntret til det. Sådan syntes det i hvert fald også at virke med ham. Hun nikkede medgivende. ”Det kan ikke blive bedre,” medgav hun, som han skam havde haft ret i, at perfekt var et positivt ord. Smilet på hendes læber måtte igen brede sig, som han tydeligvis var begejstret over tanken, at han lærte nye ord, og at han øvede sig på dem. Stolt virkede han helt, og det gjorde også kun, at Jarniqa tænkte, at der var en ide i at lære ham al det. Han ville nemlig gerne, og det gjorde ham glad. Bedre kunne det ikke blive. Smilende fulgte hun ham med blikket, som han fik vandret rundt om både hende og træet, som hun sad op. I ro kunne han bestemt ikke holde sig! Slet ikke, når man også så, hvordan han konstant hoppede op og ned. ”Det lyder godt,” sagde hun med et smil på læben, som han igen faldt til ro overfor hende. Som han gik omkring på alle fire og sad, som var han en hund, måtte det desuden slå hende, om man også kunne lære ham at sidde og gå som et menneske? Hun vidste ikke om det var for ambitiøs en tanke, men hun vidste, at hun ikke ville kunne begynde på det. Hun vidste nemlig, at hun ikke havde alverdens tid, og derfor var det blot dumt at starte på noget helt nyt. Tænksomt bed hun sig selv i læben. Længere inde i naturen, men tættere på havet.. Ville hun kunne klare det? ”Du kan forsøge at vise vej,” endte hun med at foreslå, som hendes nysgerrig slog ind. Hun ønskede uden tvivl at opleve, hvordan denne Loupe boede. Hun håbede dog blot, at hun kunne komme dertil, og derfor, at den ikke lå for langt væk. Magisk bundet var hun nemlig, og derfor kunne hun ej gå, hvor end hun ville. At han pludselig blev skræmt af hende igen, forstod hun ikke, da hun intet havde gjort. Derfor rynkede hun let brynene, mens hun betragtede, hvordan han krøb om til sit gamle skjul. Hun sukkede. Det måtte igen slå hende, hvordan hun skulle være påpasselig omkring ham. ”Ja.. Jeg er ved slemme mænd, men jeg kan ikke li’ det.. De gør mig ondt,” fortalte hun ham prøvende, alt imens hun lod hånden glide mod sin hals, hvor hun kort fingrede med det tynde læderhalsbånd, der udgjorde hendes fangeskab, hvorefter hendes fingre søgte videre til den forslåede kind. Hun vidste ikke, om han forstod, og hvis hun skulle være ærlig, brød hun sig ikke om at tale om det. Elendig og ydmyget følte hun sig nemlig altid, når hendes slavestand kom på bordet.

[Deleted]

Loupe var frygtelig inkompetent og udviklingshæmmet, da han aldrig havde haft nogen til at lære ham hvordan menneskene levede og hvordan alt ude i verden fungerede. Han kendte ikke til noget af det. Han kunne godt lide måden hun roste ham på. Det var der aldrig nogen der gjorde, for der var ingen der kunne lide ham, da alle frygtede ham og fandt ham for besynderlig til at ville lære ham at kende … og dog, nogle viste interesse og hun var skam ikke den første han talte med, men folk havde en underlig tendens til at forlade ham, så han altid endte alene, eller også var det fordi han havde en tendens til at løbe for langt væk, fordi han nød at rende rundt i naturen, hvor han løb igennem alle lande og havde bosteder forskellige steder og lavede altid nye fordi han sjældent kunne finde de gamle. ”Loupe god!” svarede han stolt og nikkede bestemt. Han så tænkende ud i luften med tungen stikkende ud ved den ene mundvig. ”Loupe … perfekt,” svarede han, også for at få det nye ord som han lige havde lært med ind. Han kunne ikke blive bedre! Og dog det kunne han godt, men sådan tænkte hans hjerne ikke, da han ikke helt forstod begrebet. Han nikkede da hun sagde at det lød godt. Han øvede sig skam og det ville han også de ord han havde lært, samt hendes navn, foruden han nok ikke ville kunne sige det fulde, men fortsat kalde hende for Niqa, da det var noget lettere, men han ville næppe glemme hende, da han aldrig glemte et ansigt, som var god mod ham. Begejstret blev han, da hun sagde at han kunne vise vej, hvor han igen hoppede op og ned. ”Ja! Ja, ja, ja!” svarede han og blev pludselig ivrig, hvor han løb en tur rundt om hende og træet, selvom hele hans begejstring og ivrighed falmede og vendte, da hun sagde at hun var sammen med slemme mænd, hvor han krøb i skjul bag et træ. Han kunne ikke lide slemme mænd og frygtede helt at hun var ude på at snyde ham, det var der nemlig nogle som havde gjort før, hvor de havde spillet og ageret venligt overfor ham og så havde de forsøgt at fange ham. Han blev lidt rolig igen, da hun sagde at hun ikke kunne lide det og sagde at de gjorde hende ondt. Han peb let, som han kravlede frem fra sit skjul. ”De gøre Niqa ondt?” spurgte han med en piben i hans stemme som han vovede sig tættere på hende igen. Han kunne ikke lide slemme mænd og at hun levede med nogle, gjorde ondt på ham. ”Loupe ikke lide slemme mænd.. slemme mænd slår,” fortalte han, selvom han allerede havde fortalt hende det. Han krøb hen til hende igen, hvor han forsigtigt trykkede sit hoved ind mod hendes skulder, som var det et tegn på omsorg. Dyrisk var han, hvor han derfor også agerede på den måde, frem for som et menneske, der nok ville have lagt en hånd på hendes skulder og givet den et klem, eller strøget hendes kind, men alt det var Loupe ikke bekendt med. ”Loupe ikke slem. Loupe ikke gøre Niqa ondt,” forsikrede han hende, som han vendte sine uskyldige blågrå øjne imod hende, selvom han blev siddende tæt ved hende.

[Deleted]

Videre lært var han ikke, som han kom med ordene; Loupe god. Loupe perfekt. Sætninger var det nemlig ikke, som de endnu ikke var kvalificeret til det. Utroligt nok manglede han blot at sætte ét ord på, og det var er. Det havde Jarniqa dog ikke i sinde at lære ham nu, da hun tænkte, at det ville være for svært at forklare ham, hvorfor man skulle bruge det, hvornår man skulle bruge det. Hun kunne nemlig helt frygte, at han ville sige det efter hvert eneste ord, hvis hun først gik i krig med det. Derfor smilede hun i stedet varmt til ham, som han var stolt og tilfreds med sig selv. ”Rigtig godt,” endte hun selv med at sige, som han selve brugte ordet perfekt, hvor han endda også udtalte det korrekt denne her gang. Han ville derfor uden tvivl lære og blive bedre med tiden. Det var hun sikker på! At han helt blev ellevild over, at hun gerne ville se, hvor han boede, fik igen latteren til at flyde over hendes læber. Sød var han, selvom an også forekom hende en anelse retaderet. Det var nemlig ikke normalt at sidde med tungen ud af munden som et menneske, og ej heller var det normalt at løbe rundt på alle fire. Faktisk undrede hun sig over, hvordan han bar sig ad, for hans arme og ben så normale nok ud. Derfor spekulerede hun over, om det mon gjorde ondt på ham, at han gik således, samt om det var … let. For ham om end. Desværre syntes al hans begejstring at falde, som hun fortalte, at hun arbejdede for pirater. Heldigvis syntes hans humør at vende igen, som hun sagde, at hun blev gjort fortræd. Faktisk lignede det helt, at han fik medlidenhed med hende. Underligt forekom det hende dog, at han peb, da det var en lyd en hund kunne komme ud med. Svagt nikkede hun med hovedet. ”De slår og … gør andre væmmelige ting,” fortalte hun stille, hvor hendes eget blik nu også var trist. Af andre væmmelige ting, måtte hun særligt hentyde til voldtægterne, men det tvivlede hun på, at han forstod sig på. Der var desuden ingen grund til at diskutere det, da hun vidste, hvilket liv hun sad inde med. At han ligeså ej heller kunne lide slemme mænd, sagde hun intet til. Hun var nemlig allerede klar over det faktum, da han havde troet, at hun var en af dem. Faktummet var dog, at de begge hadede slemme mænd. Dybt undrende endte hun dog helt med at skæve ned til ham, da han trykkede sit hoved ind mod hendes skulder. Hvad havde han dog gang i? Helt forvirret og utroligt forsigtigt, endte hun derfor at klappe ham blidt på skulderen. Hun havde nemlig ingen ide om, hvad det han gjorde skulle gøre godt for. Som han derefter sagde, at han ej var slem, og ej ville gøre hende ondt, samt kaldte hende for Niqa, fordi han ikke kunne udtale andet, måtte hendes hjerte nærmest smelte. Mildt faldt hendes egne blå øjne på hans blågrå. ”Det er jeg glad for, Loupe,” sagde hun stille og smilede svagt til ham. Hånden førte hun gennem de brune lokker, inden hun så i den retning, hvor han havde fortalt, at hans hule var. Selv ønskede hun ikke at dvæle ved sin triste tilværelse, som hun langt hellere ville have den muntre tilbage. ”Nå.. Havde du lyst til at vise mig din hule?”

[Deleted]

Når Loupe lærte nye ting, som ord eller handlinger, så kunne han ikke lade vær med at være stolt og blive glad, for så betød det at han var et skridt tættere på at blive som et normalt menneske, selvom han godt vidste at der var lang vej endnu. Han gik normalt på alle fire, men han kunne sagtens gå på to ben, den handling havde han nemlig også imiteret, dog fandt han det langt mere besværligt, så han holdt sig til det at gå på alle fire, da han mente at det gik noget hurtigere at bevæge sig sådan. Han kunne desuden godt lide Jarniqa, fordi hun ville lære ham alle de ting, eller i hvert fald forsøgte på det. Hun så ikke ud til at frygte ham mere, hvilket glædede ham, da hun ikke havde grund til det og hun udviste også en interesse som han sjældent fik og det var en bekræftelse som han havde brug for, at han ikke skræmte alle og enhver væk, men at han godt kunne få nogle til at blive hos ham.
Trist blev Loupe, da hun fortalte at hun blev slået og at de også gjorde andre grumme ting ved hende. Han fik helt ondt af hende, da han så ikke var den eneste der var offer for slemme mænd og det gjorde at han kunne sætte sig i hendes sted og så kunne han også lide hende langt bedre, da de så havde en ting tilfælles, hvilket han ikke havde med særlig mange af åbenlyse årsager. Han peb svagt, som han lagde hovedet ind mod hendes skulder, da det var hans tegn på omsorg. At hun blev forundret, vidste han ikke, da han ikke så på hende, han lukkede øjnene og brummede, da hun klappede hans skulder, hvor han gned sit hoved mod hendes skulder, inden han trak hovedet til sig og sagde at han ikke ville gøre hende ondt. Da hun sagde at hun var glad og tilmed smilede til ham, så begyndte han igen at smile over hele femøren, da han havde gjort en anden person glad, hvilket han følte sig helt stolt over. At hun spurgte ind til hans hule igen, fik ham igen til at spærre øjnene op af begejstring. Han begyndte at hoppe og snurrede rundt om sig selv. ”Ja, ja, ja!” svarede han ivrigt, som han greb omkring hendes hånd og trak i hende, for at få hende op på benene. ”Niqa følge med Loupe!” bad han hende, som han lod hende komme op og slap hende igen, for at fortsætte sine små hop af begejstring. Han havde alt for meget krudt som skulle brændes af, hvilket var utroligt, når han bevægede sig så meget som han gjorde, men netop derfor kunne han ikke sidde stille længe af gangen. Han begyndte at gå … eller nok snarere kravle på alle fire, hvor han så sig over skulderen og sørgede for at hun var med ham, imens han smilede bredt til hende.

[Deleted]

En anelse befippet blev Jarniqa, som Loupe pressede sit hoved mod hendes skulder, og lod de to dele gnide op ad hinanden. Selv havde hun aldrig prøvet det før, og derfor vidste hun ikke, hvad det skulle gøre godt for. Han fik hende dog til at tænke på noget andet end sorgen, men det var nærmere fordi, at hun i stedet fandt ham mærkelig. Hun jagede ham dog ikke bort, da det ej lignede, at det var en ond handling, og derfor klappede hun ham ganske forvirret på skulderen. Både for at sige at; hvad end han lavede i øjeblikket var i orden, og fordi, at hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Harmløs forekom han hende helt, og det var han måske også? Han var måske bare et misforstået individ? Det skulle dog ikke undre hende, hvis det hang sammen således, da han så dybt spøjs ud, hvor han også opførte sig ligedan. Derfor kunne det ikke overraske hende. Som hun igen foreslog, at de skulle besøge hans hule, mærkede hun, hvordan stemningen blev vendt på en knivspids. Utroligt var det, som han havde skiftet psyke på nul komma fire. Latteren gled også over hendes læber, som han rent faktisk vovede at tage hende ved hånden, for at få hende op på benene. Derudover måtte det også overraske hende og give hende en underlig følelse i kroppen, for før det havde han ej brudt sig om nærkontakt, og derudover fandt hun det dybt mærkværdigt at holde om en bekloet hånd. Hendes hånd lukkede sig nemlig ligeledes om hans, som hun kom op på benene. ”Jeg følger med,” medgav hun roligt og smilede. Nysgerrigt fulgte hun efter hans kravlende jeg, som det ikke kun var ham der var begejstret, men også hende. Hun var nemlig spændt på at se, hvordan han levede. Der havde endda også været en gang, hvor hun selv havde boet i naturen. I Procias. Blikket kastede hun kortvarigt omkring sig for at sikre, at hun ville have muligheden for at gå hele vejen med ham. Hendes blik endte dog med at falde ned på hans skikkelse igen, hvor hun betragtede ham med en nysgerrig mine. ”Kan du..?” hun stoppede sig selv. Ville det være at gå for vidt med sit spørgsmål? Han var nemlig blevet ulykkelig, da hun havde spurgt ind til, hvad han var, og derfor var dette muligvis også sorgende. Hun var dog umådelig nysgerrig, og så var der det faktum, at hun faktisk ikke mente noget ondt med det. ”Kan du gå? På to ben? Som mig,” spurgte hun ham stille, mens hun lavede en gestus mod sig selv og sine ben. Hun vidste nemlig ikke, om han vidste, hvad det betød at gå. Ben var hun dog mere sikker på, da det var en kropsdel han selv besad.. eller hun kunne selvfølgelig aldrig vide, da han før havde overrasket hende på det punkt. Alt imens de gik, spiste hun roligt af de bær han havde givet hende. Fint smagte de nemlig, og hun havde dem trods alt i hånden.

[Deleted]

Det gjorde ondt på Loupe at hun også var blevet gjort ondt af slemme mænd. Pirater vidste han til gengæld ikke hvad var, men slemme mænd gjorde han og så behøvede hun ikke at sige mere. Han havde dog ikke troet at andre var ofre for slemme mænd, men at det kun var ham, det overraskede ham dog og så gjorde det ham et sted også glad, for så betød det at de havde noget tilfælles og at han ikke var alene på det punkt, selvom han naturligvis ville ønske at det aldrig var sket. Han kunne ikke lide når folk blev gjort ondt, eller dyr eller natur for den sags skyld, derfor forsøgte han altid at hjælpe dem, foruden han ikke var velkommen hos menneskene, så dem kunne han ikke gøre det store for. Tankerne blev også drevet bort fra dette triste emne, da hun foreslog at de kunne se hans hule, noget som han rigtig gerne ville vise hende. Da hun grinede, så smilede han igen over hele femøren, da han tog det som et godt og positivt tegn, hvor han godt kunne lide at han kunne gøre et andet menneske glad, frem for det han var vant til; at skræmme. Han var skam komplet harmløs, så længe man ikke kom ham på tværs og forsøgte at angribe ham, da han aldrig havde ønsket nogen ondt. Han kravlede af sted på alle fire, hvor hans pjuskede hale kom til syne. Den var brun for oven og hvid under, hvor den lignede en ulvs, eller hunds. Han var mere hund af opførsel, men det var skam ulvetræk han bar. Som hun fulgte efter ham, gik han og var munter, han gjorde nogle små hop af og til og tumlede rundt om sig selv, som en abe. Han stoppede dog, da hun begyndte at tale, hvor han så op på hende. Han løb let rundt om hende et par gange, som en hund, der fulgte sin herre og ville lege. ”Loupe gå som Niqa, men Loupe ikke god, så Loupe gå som dyr,” fortalte han. Han kunne godt komme op på to ben og gå et par skridt, men så mistede han som regel balancen og faldt. Han fortsatte frem, hvor han førte hende ind i skoven igen, men i stedet for at gå mod højere og længere ind, så fortsatte han ligeud. ”Hule ikke så langt fra her,” fortalte han. Han glædede sig til at vise hende den. Der var aldrig nogen der havde set hans hule før, for der var aldrig nogen som havde interesseret sig for ham på samme måde som Jarniqa gjorde. Han førte hende et pænt stykke ind, hvor der blev mere trængt mellem træerne, der stod tættere på hinanden. Han så sig over skulderen flere gange, for at sørge for at hun var med ham, inden han fortsatte frem. Det var først da de kom ud af de trænge træer og et mere åbent område, med større træer, der havde tykke stammer, at han stoppede op. Han så fra Jarniqa, inden han pegede op med sin sorte klo, mod et stort træ. Langt oppe skulle de, så langt op, at han ikke tænke over om hun overhovedet kunne komme op, da der ikke var grene forneden – en sikkerhedsforanstaltning for ham selv, skulle han blive jaget. Man kunne ikke se hulen nedefra, fordi den var gemt mellem den tykke trækrone, men den var der. Han løb hen til træet og så mod Niqa. ”Her!” fortalte han begejstret.

[Deleted]

I dag var uden tvivl den mærkeligste dag i Jarniqas liv. Aldrig havde hun set et væsen som Loupe, og derfor var hun fascineret af ham, skønt hun også havde været skræmt. Hun satte endnu spørgsmålstegn omkring hans opførsel, men måske ville hun være heldig og få mere at vide omkring den senere? Selv håbede hun på det, da han vækkede hendes nysgerrighed, men hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvad han ville og ikke ville dele med hende. De kendte nemlig knapt nok hinanden, og det virkede ikke som om, at han var vant til mennesker. Eller nymfer i hendes tilfælde. Og dog virkede han glad nok for at vise sig frem, som han hellere end gerne havde ønsket at vise hende sit hjem. Muntert – og dog endnu undrende – fulgte hun ham med blikket, som han skøjtede hen over jorden. Først hoppede han omkring, som var han for ivrig. Dernæst tumlede han rundt på jorden, som om han legede eller var for ivrig over sig selv. Og som hun talte til ham, løb han omkring hende på alle fire. En yderst besynderlig opførsel, men nysgerrig gjorde det hende kun igen. ”Vil du gerne blive bedre til at gå?” spurgte hun ham venligt. Hvis han bare kunne en smule, ville hun måske være i stand til at hjælpe ham lidt på vej lige nu og her. Det var dog også kun, hvis han havde lyst. Det kunne trods alt godt være, at han nød at … kravle omkring. Forkert fandt hun det selv, da han trods alt havde en mandekrop, men hvis han havde det fint med sin nuværende opførsel, var der intet at lave om på det. Det var trods alt hans liv og ikke hendes. Roligt nikkede hun med hovedet. ”Okay,” sagde hun roligt, inden hun drejede med ham ind i skoven. Mere påpasselige blev hendes skridt, som de nåede derind. Ikke just fordi terrænet var besværligt for hendes vedkommende, men nærmere fordi, at hun konstant frygtede, at hun ville støde ind i den usynlige mur. Selv håbede hun blot, at det ej ville blive tilfældet nu, da hun skam ønskede at se, hvor han levede. Ind mellem de trænge træer fulgte hun ham, hvor hun til tider måtte bevæge sig sidelæns for at komme ind mellem to sammenpressede træer. Hun stoppede dog ikke, som hun ej mødte barrieren. Faktisk fulgte hun ham helt til, at han sagde her. Med et nysgerrigt blik, kiggede hun på træet der lignede … et stort træ. Ikke andet end det. Hovedet lod hun falde en anelse på sned, inden hun valgte at tage en omgang rundt om stammen. Det kunne trods alt være, at hun fandt indgangen på den led. Det endte dog med, at hun stoppede op, og kiggede op mod dets krone, som hun nåede Loupe igen. ”Din hule … er den oppe i træet?” spurgte hun ham nu, hvor hun pegede opad, hvor toppen var dækket af frodige blade. Selv kunne hun ikke se, om der var en hule deroppe, men ej heller kunne hun se, at der var en hule hernede. Derfor spurgte hun ham.

[Deleted]

Loupe var glad for at han havde mødt Jarniqa, hun var nemlig en god person, der viste ham interesse og opmærksomhed, selvfølgelig var hun ikke den første, men han havde en tendens til at ende alene i sidste ende. Det var nok fordi han rejste så meget rundt, men ikke noget han selv tænkte over, han vidste trods alt ikke at det hele var delt op i lande, men så naturen som natur og at alle måtte komme der. Han var dog stadig nysgerrig på Jarniqa, for hun boede åbenbart på havet og det ville han gerne høre mere om. Han så nysgerrigt op på hende, da hun spurgte om han gerne ville blive bedre til at gå. Ivrigt nikkede han med hovedet, selvom han fortsatte sin ivrige gang på alle fire. ”Loupe gerne blive bedre! Loupe gerne være som menneske,” fortalte han begejstret. Han ville gerne være som et menneske, det ville sige tale som dem, opføre sig som dem og tale som dem. Han ville gerne lære omkring dem og hvordan alt var i deres verden, for han vidste at den var anderledes end i skoven og i forhold til dyrenes. De boede nemlig i natur, hvor menneskene boede i huse og store bygninger. Han var begejstret over at hun fulgte med ham og han var ivrig over at skulle vise hende sin hule, en hule han selv havde bygget! Han var måske ikke så uddannet og var udviklingshæmmet, men han var klog på andre ting, nemlig hvordan man overlevede i naturen og begik sig her, han vidste hvordan man fangede bytte og han vidste hvordan man byggede huler, samt meget mere. Han vidste hvordan man skulle finde de forskellige ting i naturen, så når det kom til det, så var han nok klogere end mange andre mennesker. Han satte sig ved træets rødder og så hende gå rundt om træet, hvor han fulgte hende med blikket og så op på hende, da hun snakkede. Han nikkede igen ivrigt. ”Ja! Hule oppe i træ!” fortalte han, som han satte sine kløer i træet og begyndte at kravle op ad stammen, indtil han kom op på den første gren, der var mindst fire meter oppe, en gren man ikke lige kunne springe op på. ”Niqa komme med Loupe!” fortalte han. Han gik ud fra at hun kunne komme med op, selvom det langsomt slog ham at hun måske ikke kunne, for hun var jo ikke som ham, og hun havde ikke kløer. Han rynkede brynene en anelse spørgende. ”Niqa komme op?” spurgte han så og veg ikke sine blågrå øjne fra hendes skikkelse, som hun stod nede på jorden. Han begyndte at se sig omkring, for en mulighed på at få hende op, hvis ikke hun selv kunne. Så måtte han vel hjælpe hende? Han håbede ikke at hun led af højdeskræk, for i så fald, ville hun nok aldrig komme med op, selvom han naturligvis nok skulle passe på hende, hun var trods alt hans gæst. Derfor skulle han også nok sørge for at hun kom med op.

[Deleted]

Smilet passerede igen Jarniqas læber, som hun klart tolkede hans svar for at være et; ja. Ja, han ønskede at blive bedre til at gå. Selv ville hun gerne hjælpe ham til at blive bedre til at gå, men samtidig med det vidste hun, at hun kun havde i dag til det. Hun skulle nemlig tilbage til skibet igen, og derfor ud på havet, og derfra var det ikke til at sige, om de ville ses igen. Det gjorde de vel næppe, for selv havde hun aldrig mødt den samme person to gange, efter at hun var endt på skuden. Det ærgrede hende, for hun ønskede at knytte bånd til folk, som hun selv havde valgt, ligesom hun ønskede at lære denne Loupe bedre at kende, samt hjælpe ham lidt på vej. Desværre var det bare i en forkert tid de havde mødt hinanden, som hun var bundet til havet. ”Ved du hvad? Så vil jeg lære dig at blive som et menneske,” fortalte hun ham med et smil på læben. ”I hvert fald det jeg kan nå at lære dig på en dag.” Om han kendte til ordene hun sagde, vidste hun ikke, men hun havde ærlig talt store tvivl, om det sidste. Dog tænkte hun, at han havde opfanget, at hun gerne ville hjælpe ham. Desværre havde de ikke meget tid, som de formentligt kun havde i dag … og aften var det allerede, og derfor tvivlede hun på, hvad de kunne nå. Hun ønskede dog at være behjælpelig i den tid, hun havde. Det varmede hende nemlig at være omkring en, der faktisk var begejstret for hende, og hvad hun tilbød. Som de nåede træet, hvor han erkendte, at hans hule var, mærkede hun, hvordan hun igen tabte noget af modet. Hun ville aldrig kunne komme derop! Han kunne muligvis med sine kløer, som de kunne bore sig ind i stammen, men hun havde bløde fingre, og negle der ville knække, hvis hun forsøgte sig på noget lignende. Hun kunne ej heller komme til den første gren, der var flere meter oppe, som hun bestemt ikke kunne hoppe så højt! Derfor lignede det ikke just, at hun ville få hans hule at se alligevel. Som han talte, og kravlede op i træet, sagde hun intet, som hun blot så til. Det var først, da han spurgte, om hun kom, at hun trist rystede på hovedet. Det ville ej være fysisk muligt for hendes vedkommende. ”Nej, Loupe. Jeg kan ikke komme op,” sagde hun stille, mens hun så, hvordan han færdedes på den nederste gren … 4 metre oppe i luften. Sine hænder rakte hun op mod ham, så han kunne se, at hun havde sårbare negle, og ikke stærke kløer som ham. ”Jeg er ikke som dig. Mine negle vil ikke kunne bære mig. Ej heller løfte mig op.” Hænderne lod hun derfor falde ned igen, som det nu var blevet tydeligt, at de var nået til en blindgyde. Hun ønskede skam brændende at se, hvordan han boede, men hun vidste, at hendes krop ej var egnet til at klatre op ad bare træstammer. Det ville kun have været hende muligt, hvis der havde været solide grene hele vejen.

[Deleted]

Det var en af de bedste dage i Loupes liv, der hvor han mødte et nyt menneske, som var interesseret i ham og som ikke var ude på at gøre ham ondt. Det bedste af det hele var at Jarniqa lærte ham de forskellige ting, såsom at tale og han lærte også af hendes bevægelser, da han skam lagde mærke til hvordan hun gik, så han selv kunne imitere det senere. Han var ikke så god til at gå på to ben. Han havde altid bevæget sig som dyrene, da de var de eneste han havde lært fra, indtil han havde opdaget menneskene og fundet ud af at de lignede ham. Med opspilede øjne, så han mod hende. Hun ville lære ham at være et menneske?! Det var noget der gjorde ham helt lykkelig, varm og glad indeni! Han hoppede store hop og så begejstret på hende og smilede i hele ansigtet, med både læber og øjne. ”Du lære Loupe at blive menneske?! Åh ja! Ja! Ja! Ja!” svarede han tydeligt ivrigt og farede omkring hende endnu engang. Det var jo som en drøm der gik i opfyldelse for det sære dyrelignende væsen. Aldrig havde nogen interesseret sig for ham på den måde. Hvilken lykke! Han blev dog lettere skuffet, da hun sagde i dag. Kun i dag? Han rynkede brynene og så tvivlende op på hende. ”Niqa komme tilbage i morgen!” beordrede han med sin skuffede mine, der kunne minde om et barns, hvor hans øjne blev blanke igen, som da hun havde såret ham til at starte med. Han ville have at hun skulle komme igen! Han ville have at hun skulle lære ham det hele! Og selv han vidste at han var langt fra og at han ikke kunne lære det på en dag. Helt dum var han ikke.
Lettere frustreret blev Loupe, da hun sagde at hun ikke kunne komme op. Så var han nød til at finde en måde hvorpå han kunne få hende op! Han begyndte at se sig om i træet og skoven for at finde en løsning, inden han så ned mod hende, da hun holdt sine hænder oppe. Han lyttede til hende og rynkede brynene og næsen. ”Loupe få Niqa op,” fortalte han, inden han kravlede op i træet. Han kunne ikke bære hende, det ville hans egne kløer ikke kunne holde til, da det ville blive for meget vægt for ham, men han kunne måske godt få hende op på andre måder. Han kravlede et stykke op, inden man kunne gøre et højt knæ, fra en gren. Han kravlede ned igen og da han kom ned på den nederste gren, havde han en stor en i hånden. Han satte en af de mindre kviste på grenen fast til den han stod på, som en form for støtte og stopklods, hvor han stak grenen ned mod hende og holdt fast i den. ”Du kravle op af gren? Loupe hive Niqa op, sidste stykke,” foreslog han. Hvis hun kravlede det første stykke op af grenen, så kunne han måske nå at få fat i hende og hive hende det sidste stykke op. Så var hun oppe i træet og så kunne de kravle op. Så snart hun var kommet op, var den sidste af vejen ikke særlig svær, for der var grene hele vejen op til hulen.

[Deleted]

Loupes glæde, da Jarniqa sagde, at hun ville lære ham at være et menneske, gjorde, at det var det hele værd. Han vidste det muligvis ikke, men det gav ligeså hende en afsindig varme at mærke, at der var en der værdsatte hende. Det var der nemlig ingen der gjorde til dagligt, som de nærmere forventede, at hun præcist gjorde, som de sagde. Derfor var hun kun glad for, at hun havde givet Loupe sit tilbud, skønt det et sted var en skam af hende, da hun rent faktisk kun havde i dag. Det regnede hun i hvert fald med, som hun tænkte, at de ville sejle videre i morgen. De havde nemlig allerede ligget til kajen i to hele dage. Ondt gjorde det dog, da Loupe blev skuffet over, at hun ej kunne komme igen, da hun selv ikke havde noget valg. Hun fastlagde nemlig ikke sit eget skema. ”Jeg vil lære dig alt, hvad jeg kan i dag,” fastlagde hun, som han ikke kunne regne med, at hun kunne blive hos ham. Ikke med den stand hun havde. Hun vidste dog godt, at det ikke var meget hun kunne nå at lære ham, men lidt var vel bedre end ingenting? Hun kunne desuden give ham nogle ting at øve sig på, og på den led kunne han hjælpe sig selv, når han var alene. ”Jeg tror, at mit skib svømmer videre i morgen.. og jeg skal med,” fortalte hun ham, hvor hun denne her gang sagde svømmer, frem for sejler, da det havde lignet, at det var det ord, han havde forstået. Om det ville gøre ham sorgfuld, vidste hun ikke, men hun havde allerede spottet hans blanke øjne, som da hun havde fået ham til at hulke. Hun håbede dog, at han forstod, at hun ikke havde noget valg.
Som Jarniqa stod ved træet der bar hans hule, mærkede hun, hvordan håbløsheden ramte hende. Hvordan skulle hun nogensinde komme derop? For det første var det længe siden, at hun havde klaret i træer, og for det andet var der intet at kravle op ad. Som han sagde, at han ville hjælpe hende op, overvejede hun, om han ville bære hende. Den ide røg dog til jorden, som hun anede, hvordan han forsvandt højere op i træet. Til sidst hørte hun en lyd, som hun også tidligere havde hørt den dag. Lyden af en knækket gren. Selv kunne hun ikke se, hvad der skulle ske, men afventende stod hun. Da han til sidst endte med at sænke en større gren, måtte hun sende den et mistroisk blik. Skulle den bære hende fire metre op i luften? Hun havde sine tvivl. Alligevel endte hun med at sende den et bestemt nik. ”Jeg prøver,” lød det fra hende, selvom man kunne ane tvivlen i hendes stemme. Hun gik dog over, hvor hun valgte at gribe om den store grens stamme. Yderst forsigtigt placerede hun en fod på en af kvistene på grenen. Langsomt hævede hun derefter sin krop, som hun var yderst mistroisk over dens stabilitet. Den knækkede dog ikke, selvom den svajede en anelse under hendes vægt, og det fik derfor også hendes greb om hovedgrenen til at stramme sig en tand mere. Hun tog en dyb indånding, inden hun forsøgte sig igen. Højere op kom hun igen, hvilket fik hende til at skæve til Loupe. Måske ville det virkelig virke? Hun forsøgte sig igen og igen, og som hun mente, at afstanden mellem dem var rimelig, strakte hun prøvende sin arm op mod ham, som han havde sagt, at han ville hjælpe til det sidste stykke. Tanken om, om hun overhovedet kunne stole på ham, slog hende dog også nu. Hvis han ønskede at gøre hende fortræd, kunne han meget vel bare slippe hende nu. Det håbede hun dog ikke på..

[Deleted]

Lige så hurtigt som glæden var kommet, lige så hurtig forsvandt den igen, da hun sagde at hun kun havde i dag, hvilket gjorde Loupe helt trist. Han vidste godt hvad det betød. Hun ville ikke komme igen, hvilket var en tanke som gjorde ondt. Han ville rigtig gerne have at hun blev og lærte ham at blive et menneske, men det var tydeligt at det ikke kom til at ske. Hun kunne nemlig ikke blive, selvom han gerne ville have at hun gjorde. Han skød underlæben frem og hans øjne blev næsten tårefyldte, da hun sagde at hun ikke kunne blive her, fordi hun skulle med på skibet, der skulle svømme videre i morgen. ”Niqa ikke lide slemme mænd. Niqa blive hos Loupe.. Loupe nok beskytte Niqa,” foreslog han, som var det et tilbud for at hun skulle blive hos ham, for det ville han jo gerne have. Han ville gerne lære at være et menneske og selv han kunne regne ud at han havde lang vej igen, da han godt kunne se at han langt fra var som hende og alle andre mennesker, om han overhovedet nogensinde ville blive som dem, det vidste han ikke, men mon ikke han ville blive accepteret, hvis han lærte at opføre sig og tale som dem? Det var i hvert fald hvad ha håbede på. Han tænkte ikke over at hans udseende kom ham i vejen. Han så næsten helt tryglende op på hende, da han gerne ville have at hun blev og hvis det betød at han skulle beskytte hende, jamen så gjorde han da det!
Loupe ville gerne vise Jarniqa sin hule, selvom det var tydeligt at hun ikke kunne komme op i træet, som han kunne. Han havde dog en ide, nok ikke så skudsikker som man skulle tro, men han var ikke særlig kløgtig. Han tænkte dog at hun måske kunne kravle op ad en gren, og derfor fandt han en og stak den ned til hende. Han så hende kravle op, hvor han sørgede for at holde grenen fast, så den ikke ville ryge ned og hende med. Han så hende kravle op og jo højere hun kom desto mere voksede hans smil. Han så hende række ud efter ham og han lagde sin vægt på grenen, så den ikke ville ryge ned, hvor han rakte sin ene hånd ud mod hende. Den var normal som et menneskes, det eneste der var i vejen var at hans negle var sorte, lange, kraftige og spidse, så de lignede kløer. Han lukkede sin hånd om hendes slanke håndled, hvor han med lethed fik hende trukket op på grenen. Nok han var primitiv og mindede om et dyr, men han var stærk af at bo ude i naturen, da hans krop var vant til at bevæge sig og trække sig op forskellige steder, fordi han klatrede, svømmede, kravlede og løb. Han lod den store gren han havde knækket hænge fra den gren de sad på, hvor han smilede stort til hende. ”Se.. Loupe hjælpe Niqa,” svarede han stolt, inden han greb fat i grenen over dem og trak sig op. ”Du klatre i træ? Vi højt op,” fortalte han, inden han selv begyndte at klatre op. Han sørgede hele tiden for at hun var med og han rakte hende flere gange hånden ved de mere svære passager, for at hjælpe hende op. Snart kom de op til hans hule. Den befandt sig på en større gren, hvor han havde lagt andre tykke grene fra den til en anden og bundet dem sammen med siv, så det fungerede som gulv. Han havde derfra fundet noget mere elastisk træ, som han havde strækket i en bue, fra den ene side til den anden, også bundet sammen med noget stærkt siv. Bagvæggen af hulen var selve træets stamme, sammen med et par grene, så det hele var dækket til. Han havde gjort taget tæt med alskens blade, tørret mudder og hvad han nu kunne finde så regnen ikke ville komme ind. Han rakte hende hånden for at trække hende op til den gren hulen befandt sig på. Den var forholdsvis stor, der var plads til i hvert fald tre mennesker, men man kunne kun sidde ned eller ligge. Der var intet i hulen foruden en masse dyreskind, som han sov på og brugte som dyne. ”Loupes hule!”

[Deleted]

Helt dårlig samvittighed og ondt i hjertet gav han Jarniqa, sådan som han så på hende med tårevældede øjne, alt imens han tryglede hende om at blive. Det var et tilbud hun kraftigt ville have overvejet, hvis hun havde haft sin frie vilje, men det havde hun ikke. Hun kunne ikke bestemme, om hun ville blive eller ej, som hun var bundet til skibet af støre magter. Nemlig af magi. Selv havde magi altid fascineret hende, men når det blev brugt på denne ondsindede måde, foragtede hun det! Helt trist blev smilet som hun sendte ham, da hun skulle til at svare ham. Rørt var hun dog også over hans ønske, som det var sødt af ham, at hun måtte være hos ham, og at han til gengæld ville beskytte hende. ”Det er et yderst venligt tilbud, Loupe, men jeg kan ikke. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil, men fordi, at jeg ikke kan. Ser du.. Jeg er ikke på skibet, fordi jeg vil. Jeg er der som slave, og jeg kan ej gå, fordi jeg er bundet af magiske lænker,” fortalte hun ham. Hun vidste ikke, om han ville forstå, men ej heller vidste hun, hvordan hun skulle fortælle det på en mere primitiv måde. Hun gjorde dog sit bedste med ikke at vælge for svære ord, men til at sige, om det var gjort godt nok, kunne hun ikke sige. Han havde trods alt før bevist, at der selv var helt simple ord, som han ikke kunne forstå.
Usikker havde Loupes alternative løsning gjort Jarniqa, men alligevel havde hun valgt at tage chancen. Hvis det skulle ende galt, og hun ville falde ned, ville hun forhåbentligt blot slå sig ganske hårdt og ej miste livet. Skønt man ikke just kunne sige, at det var meget værd. Hun forsøgte sig dog, som hun greb om grenen, hvor hun delvist klatrede og rev sig selv op. Det tog sin tid, men alligevel nåede hun et pænt stykke, før hun rakte ham sin hånd. Håbefuld blev hun helt, da hun mærkede hans fingre lukke sig om hendes håndled, for dernæst at begynde at trække hende op. Stærk var han uden tvivl, men dog var han også en ung mand, samt han var vant til et hårdt liv ude i naturen. ”Ja, du gjorde det,” sagde hun selv i en begejstret tone, som hun endte med at sidde på grenen ved ham. Blikket vendte hun kort mod trætoppen, som han sagde, at hun skulle klatre, inden hun nikkede. ”Ja, jeg klatrer,” medgav hun, som denne her sats så langt lettere ud, end den nede ved træets fod. Her var der nemlig adskillige grene, som hun kunne gribe om og holde fast i. Derfor påbegyndte hun igen bestigningen kort tid efter, hvor hun klatrede lige i hælene på Loupe. Det var langt lettere her, end det havde været på den anden gren, og derfor gik det også noget hurtigere. Især fordi, at han hjalp til med at trække hende op på de afsatser, der var sværere end de andre. Som han hjalp hende op på den sidste gren, og derfor til endestationen; hans hule, så hun sig begejstret omkring. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, men på den anden side havde hun heller aldrig mødt en som ham før. ”Det er utroligt,” sagde hun stille, inden hun imponeret vendte sit blik mod ham. ”Hvordan har du gjort al det?” Det var dog også, som hun så sig omkring, at hun virkelig bed sig fast i, hvor højt oppe de var. Hun mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at pumpe stærkere, da der var langt ned. Derfor valgte hun at skubbe sin krop tilbage mod træets stamme, da det føltes mere solidt og sikkert at sidde med ryglæn.