Another escape from my life

[Deleted]

Glæden i hans ansigt, da Jarniqa oplyste ham om, at vandet der sprang ud af klipper hed vandfald, smittede helt af på hende. Selv kunne hun nemlig ikke undgå at smile, og som hun ej kunne undgå det, kunne hun ej heller undgå at nyde øjeblikket. Selv elskede hun det rolige øjeblik, der tillod hende at tænke på helt andre ting, end hendes egen hårde hverdag. Hun vidste selvfølgelig godt, at hun ikke kunne løbe fra den, men alligevel holdt det hende ikke fra at nyde øjeblikket i blot lidt tid. Det var vel også en tand for sørgeligt, hvis hun aldrig nogensinde blev mødt af glæde? Desværre holdt hendes frirum ikke for evigt, og det mærkede hun korte øjeblikke efter. Pludselig mærkede hun nemlig, hvordan hun blev kaldt på. Hun blev tilbagekaldt, og det føltes bestemt ikke som en dans på roser! Det føltes derimod kvælende, som magien gjorde, at hun ville føle en smerte, hvis hun ikke søgte tilbage med det samme. ”Du er ikke som os andre, men alligevel er du. Jeg ved ikke, hvad race du er, men selv dem som mig kan tilhøre hver sin race. Folk som jeg skal nok lære at tage folk som dig til sig en dag,” sagde hun mildt, som hun ej ønskede at se den triste mine på hans ansigt. Desværre gjorde hun ikke selv sagen bedre, da hun pludselig greb sig selv om halsen, og derfor skræmte ham bort. Selv kunne hun ikke gøre noget ved det, da hun selv altid blev forskrækket over den pludselige smerte, der uden varsel altid ramte hende. Hun rystede svagt på hovedet, alt imens hendes hånd langsomt faldt ned igen. ”Nej, Loupe.. Jeg er nødt til at gå,” afslog hun stille hans bønfaldelse, skønt det skar i hendes hjerte at afslå ham. Selv var hun ikke vant til, at folk tryglede om hendes selskab, og derfor gjorde det ondt. Loupe var nemlig ingen væmmelig person, skønt hans ydre var til at stille spørgsmålstegn ved. Selv ville hun ønske, at hun selv kunne bestemme, om hun skulle blive eller ej, men det kunne hun ikke. Hun skulle gå. Hun bed sig selv i læben, som han greb om hendes hånd. Sørgmodigt blev hendes blik over hans yderst venlige tilbud. Hun selv ville ikke have noget imod, at hun fik selskab af ham, men desværre vidste hun bedre end som så. Det var nemlig ingen god ide at bringe Loupe til et piratskib, og derfor måtte hun igen afslå hans tilbud. ”Du må ikke gå med mig.. Piraterne vil gøre dig ondt,” fortalte hun ham ærligt, alt imens hun forsigtigt vristede sin hånd løs af hans. ”Du er nødt til at blive, eller … du kan følge mig til byen, men ikke længere end det,” tilføjede hun bestemt, som han skulle forstå alvoren i hendes ord og situation. Langsomt kravlede hun tilbage mod hulens udgang, som hun sekund for sekund mærkede, hvordan smerten tiltog. Hun kravlede dog ikke ned ad grenene, som hun nåede stammen. Hun stoppede derimod op og så i Loupes retning for at se, hvad han havde i sinde.

[Deleted]

Loupe nød Jarniqas selskab. Hvert sekund var ham en sand glæde, hvor der ingen bagtanker var. Han kunne ikke drømme om at gøre hende ondt, tværtimod ville han gerne hjælpe hende, særligt sådan som hun gerne ville hjælpe ham, for det var han ikke vant til. Hun gjorde ham desuden glad, når hun hjalp ham med ord og det at tale bedre og gav ham noget nyt som han kunne øve sig på. Han ville ønske at hun kunne blive hos ham i al evighed, så hun kunne lære ham alt hvad han ønskede sig; nemlig at blive en normalt menneske, så han kunne tage til byerne uden at skræmme folk. ”Tror du?” spurgte han håbefuldt, da hun sagde at folk nok skulle lære at tage ham til sig, det håbede han i hvert fald på, da han gerne ville finde det sted han hørte til. Han ville gerne accepteres i menneskenes samfund. Det var bare ikke så let, men det kunne måske blive muligt med Jarniqas hjælp. At hun så skulle til at gå, var noget der næsten knuste det håb. Han følte slet ikke at han havde fået tid nok med hende, hvilket knuste hans lille skrøbelige hjerte. Han sukkede trist til hendes ord. ”Okay..” svarede han trist, da hun afslog ham. Det gjorde ondt at hun bare uden videre skulle gå, hvor han endnu ikke helt forstod sig på det, men vidste at det havde noget at gøre med slemme mænd. At hun også afslog ham, da han tilbød at tage med hende, gjorde kun langt mere ondt, hvor han mærkede hende vriste sin hånd fri fra hans og han følte igen at det var ham der var noget galt med, hvilket fik knuden til at samle sig i hans mave, samt fik det til at stikke ham i brystet af ubehag. Hun havde måske ret i at de såkaldte pirater ville gøre ham ondt, men det forhindrede ham ikke i at ønske sig med hende, så hun ikke var alene med dem, han vidste nemlig hvor slemme de var og han brød sig ikke om at hun skulle tilbage til dem, da han vidste at de gjorde hende ondt. ”Nå..” mumlede han blot svagt til hendes ord, da hun insisterede på at han blev og ikke kom med hende. Et sted vidste han ikke om det bare var en dårlig undskyldning, fordi hun ikke gad være hos ham og ærligtalt var det næsten hvad han var overbevist om. Måske hun bare løj for ham, for at komme væk fra ham? Det ville ikke være første gang i hvert fald. Han blev siddende og forventede nærmest at hun ville spæne ud af hans hule, men dette skete ikke. Hun så sig tilbage, for at se mod ham og måske hun talte sandt alligevel? Han kravlede forsigtigt hen til hende. ”Loupe hjælpe Niqa ned,” svarede han roligt, som han kravlede forbi hende, så han var den første der kravlede ned og derfor kunne hjælpe hende på vej, skulle hun få brug for hjælp.

[Deleted]

Jarniqa nikkede. ”Det er jeg sikker på,” medgav hun, imens hun smilte venligt og opmuntrende til ham. ”Det hjælper, at du er i besiddelse af menneskelige karaktertræk. Derudover tænker jeg, at du blot har brug for træning. Menneskelig træning, så du lærer, hvordan du skal te dig, bære dig frem, samt tale. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive her noget længere for at lære dig al det..” Selv mente hun alt, hvad hun sagde. Hun mente nemlig, at der var håb forude for ham. Derudover mente hun også, at hun ville ønske, at hun kunne hjælpe ham, men at det blot ikke kunne lade sig gøre lige nu og her. Dog undlod hun at sige, at det nok næppe ville blive hende, der ville lære ham noget som helst. Hun var nemlig stavnsbundet til en skude, hvor hun aldrig kunne vide, hvad den nye retning var. Loupe selv levede i naturen, hvor han levede … over det hele, som han selv sagde. Derfor var chancen for, at de ville ses igen mikroskopisk lille. Hun nød dog hans selskab, og derfor gjorde det hende også trist at vide, at hun i øjeblikket gjorde ham trist til mode. Det var nemlig ej hendes hensigt. Hun var dog tvunget til at gå, og det var kun et faktum. Sværere blev det også kun for hende, som han tiggede for hende, men hvad kunne hun gøre? Hun ville ønske, at hun kunne tage med hende, men hun kunne simpelthen ikke klare ideen om, at hun ville byde ham samme liv, som hende selv. Derfor kunne hun ej heller fortryde sin beslutning, da hun rent faktisk ”reddede” ham. Hun havde dog intet imod hans selskab, og derfor tilbød hun ham, at han kunne følge hende hjem … i hvert fald lidt af vejen. Et glædeligt smil fandt frem til hendes læber, som han kravlede over til hende. ”Tak, Loupe. Det glæder mig,” lød det oprigtigt fra hende, med hendes varme stemme. Roligt fulgte hun ham med blikket, som han kravlede forbi hende og en anelse ned ad træet, så der blev gjort plads til hende. Som hun så ned ad stammen, måtte hun bide sig selv en anelse nervøst i læben, for … hun var uden tvivl højt oppe. Derfor endte hun hurtigt med at trække blikket bort igen, hvorefter hun greb om en af de nærmeste og mest sikre grene. Langsomt og forsigtigt påbegyndte hun derefter nedstigningen, som hun ej kunne bevæge sig ligeså vant som Loupe. Nedad kom hun dog, skønt det ikke altid var på helt egen hånd. Det hændte nemlig, at hun måtte bede Loupe om hånden, eller om hans kortvarige støtte. Til bunds kom hun dog til sidst, hvor hun med flygtige bevægelser måtte stryge sin knælange kjole, inden hun vendte blikket tilbage mod Loupe. ”Har du lydt til at komme med halvdelen af vejen?” spurgte hun ham venligt. Selv ville hun nyde en smule selskab på tilbageturen, men ej ville hun tvinge ham ud mod beboelse, hvis ej han var sikker på det. Hun havde nemlig allerede erfaret, hvor sky han var, men nu når det muligvis var deres første – og måske sidste – møde, kunne man kun håbe.