Another escape from my life

[Deleted]

Aftenen havde nået den kendte havneby, skønt det ikke just var tydeligt, hvis man vendte sit blik op imod himlen. Grundet den varme sommermåned var himlen nemlig endnu badet i en lyseblå farve. Der var ligeså knap nok nogen skyer på himlen, som dem der var, var utroligt vattet og næsten usynlige. Hvad der derimod kunne indikere, at aftentimerne var nået, var solen der stod en anelse lavere og meget fjernere på himlen, samt den blege måne, der lysende havde gjort sin halve opdukken. Behagelig var temperaturen nu også blevet, som den tidligere på dagen havde syntes uoverskuelig. Sådan havde det i hvert fald følt på dæk, som slavinden – Jarniqa – tidligere på dagen havde arbejdet i sit fængsel. En ganske normal arbejdsdag havde det været, som hun havde hjulpet til med rengøringen under dæk, sammen med de resterende 5 slavinder, samt forsøgt at undvige mændenes greb. Det sidste havde hun dog været mindre heldig med, og derfor måtte hun også være plaget af den sorg nu. En af mændene havde nemlig valgt at gøre sin indtrængen blot få minutter inden, at hun ville opnå fyraften for dagen. Derfor havde hun forsøgt at protestere, men som det var sket, var hun blevet langet en over ansigtet for sit manglende samarbejde, inden det uundgåelige havde hændt. Efter det havde hun ikke været bleg for at komme væk fra dæk, som hun nærmest havde løbet og ikke kun til den fredelige strand, men helt ud til bygrænsen, hvor hun først havde stoppet, som hun havde ramt den usynlige barriere, der udgjorde hendes tydelige fangeskab. Et fangeskab der tillod hende at søge ud, men ligeså tvang hende tilbage, når tiden var inde.
Væk fra bebyggelsen og befolkningen havde Jarniqa søgt, som hun havde søgt væk fra The Cursed Baron, der lå til kaj i havnen. Hun ønskede, at hun kunne nå så langt, så hun hverken kunne spotte skibet eller Cetiul, men desværre var det ej muligt. Det frygtede piratskib var ikke længere i hendes synsfelt, men det var Cetiul. Helt væk fra byen kunne hun nemlig ikke komme, da det magiske reb om hende ej tillod hende at gå længere. Derfor var hun at finde med havnebyen som sin baggrund, og med trægrænsen som sin forgrund, som hun havde nået det punkt, hvor landskabet og havnebyen skilte. Hvilende op ad et træ sad hun, mens hun stirrede drømmende ind mellem træerne. Hun ville ønske, at hun kunne glide ind mellem dem og danse og løbe rundt der, men det kunne hun ikke. Hun havde ikke befundet sig i en skov, siden hendes tilfangetagelse, da magien aldrig kunne strække sig så langt. Derfor kunne hun kun kigge, og kun komme i berøring af det træ hun sad hængslængt op ad. Skønt hendes blik var drømmende, var der uden tvivl også noget sorgfuldt over hende. Hendes højre kind var lettere hævet og rødmende efter slaget, hvor det også måtte gøre hende trist, at hun ønskede sig over på den anden side, men blot ikke kunne komme det. Dæmpet slap hun et suk, som hun langsomt trak sine ben ind til sin slanke krop, alt imens hun slog sine arme om dem og hvilede sin hage mod sine knæ.

[Deleted]

Det var ved at være aften og naturen lå tyst omkring havnebyen Cetiul. Der var ikke så mange der kom i naturen, fordi de fleste boede ved stranden og typisk tog dertil om dagen, men der var da enkelte der tog til en høj nær herved, for at holde små picnics og nyde det gode vejr og det var disse stunder som fik Loupe til at søge tættere på menneskene. Han opfangede deres sprog og tillærte sig lidt mere for hver gang han stødte på dem. Nysgerrig var han, hvor han gerne ville udforske hele byen, men det turde han ikke. Alle andre gange han havde været ved byen var han blevet jagtet væk, og sidst han havde taget den store bytur derind, som var for flere år siden, der var han blevet fanget af nogle mænd og blevet solgt til et meget mærkværdigt sted, hvor man lod både dyr og mennesker optræde for et publikum – et cirkus - og han var blevet behandlet som et af dyrene. Da han var sluppet væk derfra, havde han valgt at holde sig fra byerne igen. Men det forhindrede ham ikke i at iagttage menneskene, når de endelig kom ud i naturen. Han selv strejfede omkring over alt. Han kendte ikke landene, som andre gjorde, da det hele var natur for ham, og naturen var trods alt stor. Han vidste godt at det skiftede når man kom over visse grænser, fordi naturen blev anderledes.
I øjeblikket rendte Loupe rundt blandt buskene og træerne, imens han legede med sin lille bjørneven. Hele sit liv havde han levet i naturen og det var ikke få år! Det havde gjort at han var en del af naturen som ethvert andet dyr og dyrene var nærmest hans eneste venner. Han kunne desuden også langt bedre lide dyr, grundet de ikke dømte ham for hans sære udseende, da han næsten mere lignede et dyr end et menneske. Han løb efter den lille bjørneunge og da han kom tæt nok på, valgte han at overfalde den. De tumlede ud på åbent terræn, hvor en kvinde ikke sad så langt fra dem. Skyggerne som solen kastede kunne gøre det svært at se dem detaljeret, men hun ville nok opdage dem grundet buskene raslede og de kom farende ud. Loupe endte helt stiv. Han stod på alle fire, hvor han kort stirrede på kvinden med opspilede øjne. Han og bjørnen forsvandt hurtigt ind i buskene på den anden side, hvor han gav lyd til at bjørneungen skulle forsvinde. Han selv løb med de første par skidt, men stoppede så op. Nysgerrigheden drev ham tilbage, selvom han listede og lod sig ikke komme til syne igen. Om hun havde fået et godt blik på ham, vidste han ikke, men i så fald ville hun nok have set hans spidse ører, og ikke mindst hans pjuskede ulvehale. Det var dog gået så hurtigt at hun måske ikke havde set det. Han kravlede på alle fire langs jorden og mellem buskadserne, hvor han kravlede op i et træ tæt ved hende, så hans gråblå øjne kunne betragte hende. Hun så noget trist ud, hvilket gjorde ham nysgerrig. Ikke mange var triste i dette gode vejr. Det eneste han bar på kroppen var hans lasede og hullede, rødbrune bukser, der var flere år gamle og frygtelig beskidte. Hans overkrop bar en flot gyldenbrun farve, selvom den blev mindre pæn af alt skidtet fra mudderet og jorden som han kravlede i hver dag.

[Deleted]

I sine egne tanker sad Jarniqa, som tavsheden fyldte højen, samtidig med, at der intet levende var at spotte. Det i sig selv passede hende ganske udmærket, da hun personligt ikke havde brug for, at der var flere efter hende. Grundet de tanker havde hun det desuden svært ved at nyde sin fyraften, og det i sig selv var noget af det værste, der kunne hænde hende. Fritiden var nemlig det bedste i hendes liv, og hvis ikke hun nød den længere, hvad nød hun så? Problemet var ikke så meget det, at hun havde rengjort, og var blevet tvunget til samleje, da det kun var hverdag for hende. Det var nærmere det, at det var hændt i det øjeblik, at hun skulle holde fri, og at hun i så fald var blevet slået. Hun hadede, at det var således, og derfor ønskede hun også manden død og borte. Det var også af den årsag, at hun havde spurgt til en plads som kaptajnens personlige slavinde – skønt hun også ønskede den mand død og borte. Kortvarigt lod hun sine fingrespidser glide over den rødmende kind, inden hun hurtigt trak dem bort igen, som den sved en anelse. Forbandede pirater! Væk ønskede hun sig, og som de blå øjne igen faldt på de frodige træer, ville hun ønske, at hun kunne være imellem dem. Træerne fik hende desuden til at tænke tilbage på sin gamle hjemstavn … Procias. Det var et land hun ønskede at se igen, men ej som slave, men som en fri kvinde. Ud af sine tanker røg hun dog, som et virvar af tumult pludselig gjorde sin opdukken til hendes side, et par metre fra hendes siddeplads. Det krævede hendes opmærksomhed, og derfor søgte hendes forbavsede blå øjne larmen. Det endte dog med, at de spillede mere forbavset op, end hvad der først var antaget. Hvad var det dog hun betragtede?! Yderst frustrerende var det at betragte for hendes hoved, da hendes øjne og hjerte ikke syntes at kunne arbejde sammen. Var det en bjørn? En unge? Og var det en mand eller en hund af en slags? Hun vidste det ærlig talt ikke, og derfor var hendes mund også gledet en anelse op. Begge skabninger forsvandt dog ligeså hurtigt, som de var kommet, og derfor kunne hun kun blinke forvirret med øjnene og overveje, om hun mon bare havde set syner. Synet havde dog fået hendes tanker til at skifte retning, og derfor måtte hun vel takke skabningerne for deres opdukken? Hun spekulerede i hvert fald ikke på sin egen ulykke lige nu og her, som hun nu i stedet tænkte på, hvad hun lige akkurat havde bevidnet. Hvad det var, kunne hun dog ikke sige. Pludselig sprang hun op på benene, som hun blev ramt af en nagende følelse om, at hun blev betragtet. Vildt kastede hun sit blik omkring i håb om at finde, hvem der efterlod hende med denne følelse, men intet fandt hun. ”Hvem der?” endte hun med at kalde ud. Som hun nu stod op, og kastede sit blik rundt omkring, svajede hendes kastanjebrune hår og lyse kjole yndefuldt omkring. Om hun overhovedet ville få svar, anede hun ikke, da hun ikke vidste, om hun blot var ramt af paranoia, eller om der virkelig var en person i nærheden. Og hvis der overhovedet var en person i nærheden, hvem sagde så, at vedkommende overhovedet ville give sig til kende?

[Deleted]

Menneskene var nogle som Loupe holdt sig væk fra, da de altid forvoldt ham problemer. Eller det var rettere sagt hans spøjse udseende der gjorde det. Det skræmte folk og han valgte derfor at holde sig på afstand, så han ikke blev gjort ondt. Det var også derfor at han bedre kunne lide dyrene, fordi de som ham var styret af deres instinkter. Han selv vidste ikke bedre, han kendte ikke til menneskenes livstil og –måde, selvom han gerne ville finde ud af det. Han ville gerne være en del af dem, men han vidste at det ikke kom til at ske, fordi han var som han var, desværre følte han sig bare meget alene, fordi han vidste at han ikke hørte til blandt dyrene, men han gjorde heller ikke blandt menneskene, så.. hvor gjorde han? Frustrerende var tanken, selvom han ikke lod det forhindre ham i at leve livet og han fik alligevel hver dag til at gå med et eller andet, jagt, at bygge videre på sine huler som han havde forskellige steder i naturen, han kunne godt lide at bevæge sig og havde svært ved at sidde stille, han bruge desuden meget tid på at hjælpe dyrene og naturen, som han følte at han skulle beskytte og så kunne han også finde på at lege med dyrene. Han brugte også meget tid på at studere menneskene på afstand, det var også sådan at han havde lært deres sprog, eller lidt af det, da han kunne se hvornår man sagde noget og så grinte, derfor var det en god ting og hvis man sagde noget og så blev den anden sur, så var det en dårlig ting.
At han så skulle falde over en anden person, en kvinde, havde han ikke regnet med, hvor hun også så ham, hvilket fik ham og bjørneungen til at stikke af lige så hurtigt som de var kommet. Helt væk kunne han dog ikke løbe, for han blev gjort nysgerrig af hende. Det var også derfor at han valgte at kravle op i et træ, så let som havde han været en abe, der levede i det. Hans sorte, kraftige negle borede sig ind i barken, så han sad fast, hvor hans intense blik stirrede på kvinden. Han så ikke mange, så det var ikke til at sige for ham om hun boede her eller ej. Snart rejste hun sig op og det fik ham til at sidde musestille på grenen. Hans hjerte begyndte at hamre, da hun ligeledes talte og han frygtede at hun ville opdage ham, så han begyndte at kravle længere op. Desværre gjorde dette at han afslørede sin position, for snart lød et højt knæk og den gren han havde knækket faldt ned på jorden og afslørede at der var noget oppe i træet. Dette fik ham til at kravle højere op i en hurtig bevægelse, hvor han gemte sig i skyggerne, men stadig så han kunne se ned på hende og holde øje med hende. Det gik også pludselig op for ham at det havde været dumt at søge op i træet, for et sted var han fanget heroppe og kunne ikke slippe væk. Medmindre han sprang ned på jorden og spurtede, men det krævede at hun ikke var hurtig, eller også kunne han springe fra træ til træ, men det havde også en risiko.

[Deleted]

Hvad eller hvem det var Jarniqa havde spottet, anede hun ikke, men som det gjorde hende skræmt, gjorde det hende også nysgerrig. Hun var nemlig usikker på, om det havde været en mand eller et uhyre, hun havde fået øje på, og eftersom vedkommende havde stukket af så hurtigt, som det havde kommet frem, stod det hende ikke til at vide. Blikket kastede hun omkring sig i håb om, at hun ville få et glimt af, hvad hun havde set. Det var dog også en form for beskyttelse, da hun ærlig talt ikke vidste, om væsnet var ondsindet, og derfor skulle hun passe på sig selv. Det kunne nemlig godt være, at folk ikke mente, at hun var noget værd, men alligevel værnede hun om sit liv, som det faktisk betød noget for hende. Som hun kaldte ud, vidste hun ærlig talt ikke, om hun ville få et svar, men alligevel forsøgte hun. Hun fik også et svar – skønt det ikke var, som hun havde forventet – da vedkommende gav sig til kende ved at slå en gren løs. Vedkommende talte ikke, men vedkommende måtte forstå hende, siden handlingen var sket i det øjeblik, hun havde talt. Derfor vendtes hendes blik opmærksomt mod træet, hvor grenen havde knækket af. Hun kunne ej heller lade være med at nærme sig, men efter få skridt stoppede hendes krop pludselig op, hvor det lignede, at hun havde gået ind i noget. Noget usynligt. For de fleste ville synet måske se morsomt ud, samt vække en del spørgsmål, men ingen undren var der at finde i Jarniqas smukke ansigt. Hun vidste blot, at hun havde nået begrænsningen af sit fængsel. Tænksomt bed hun sig selv flygtigt i den bløde underlæbe, som hun vurderede, om hun skulle tale igen. Hun vidste nemlig ikke, om der overhovedet ville komme en respons, og dumt ville det være, hvis hun blev ved med at tale ud i luften. Hun var dog alene – hvis man så bort fra vedkommende i træet – og derfor var der vel ingen til at le af hende? Blikket rettede hun igen bestemt op mod træets krone. ”Hvis du kan forstå mig, kan du bare komme ned.. Jeg vil intet ondt gøre dig,” sagde hun igen i en prøvende tone. Ordene mente hun dog, som hun ingen ond sjæl var, og derfor havde vedkommende intet at frygte. Hun havde desuden ingen våben på sig, og derfor kunne hun ikke gøre synderligt meget skade, hvis det endelig skulle komme til stykket. Hun ville allerhøjst kunne slå og sparke, og selv det ville hun først gøre, hvis hun blev angrebet. Blikket holdt hun fortsat på træet, men ej kom hun helt tæt på det. Det kunne måske ligne, at hun holdt afstanden af respekt, men for at være ærlig var det fordi, at hendes krop ikke kunne rykke tættere på. Nysgerrig var hun dog, og derfor håbede hun, at vedkommende ville komme ned igen af egen fri vilje. Ellers måtte hun vel blot finde et nyt sted at sidde?

[Deleted]

Hvem denne kvinde var, vidste Lopue ikke, da han aldrig havde set hende før, men hun gjorde ham nysgerrig. Det gjorde alle mennesker som han stødte på. Hun lignede ham, hun var bare en kvinde i stedet for, og dog lignede hun ham ikke helt, da hun ikke havde spidse ører, hun havde ikke en hale, og hun havde ingen kløer eller hugtænder. Det var sjovt, for han var stødt på mange forskellige. I landet vestpå havde han mødt folk med spidse ører som ham, men de havde ingen kløer, haler eller hugtænder og i landet nordpå, hvor der tit var koldt havde han mødt slemme folk med hugtænder, der mindede meget om ham, men de havde heller ikke nogen hale, de havde spidse negle, men uden at det decideret var kløer. Der var aldrig nogen der præcis lignede ham og det gjorde ham frustreret. Denne kvinde lignede ikke ham foruden de menneskelige træk med at gå på to ben, havde øjne, næse, ører, mund, kunne tale menneskesprog, gik på to ben og var ikke et dyr. Alt det havde han også, så hvorfor skræmte han alle folk væk?
Det havde ikke engang været meningen at han skulle knække grenen, men det var sket under hans vægt, hvor han helt måtte forbande sig selv. Han kravlede derfor højere op, hvor han stadig kunne holde øje med hende og samtidig gemme sig. Han lagde hovedet let på sned og brummede svagt for sig selv, da han så hvordan hun pludselig stoppede op og ikke nærmede sig. Kort efter talte hun og han forstod faktisk ikke meget af hvad hun sagde, men lidt gjorde han, hvilket også var det vigtigste; hun ville ikke gøre ham ondt. Han vidste ikke helt om han skulle tro på hende, derfor blev han kort siddende i træet og kiggede blot på hende, men da hun ikke foretog sig noget, begyndte han igen at røre på sig, hvor han kravlede længere ned i træet. Hun kom ikke hen til ham? At det var fordi hun ikke kunne, det anede han ikke. Han endte med at give sig til kende ved at hænge ned fra den ene gren i udstrakt arm, hvor han afslørede sit spøjse ydre og da han var kommet tættere på hende, ville hun nok kunne se det meste. Hans spidse ører, de tre ar over venstre øje, der kom fra et dyrs kløer, hans nøgne beskidte krop, de lasede og hullede bukser og den pjuskede hale, der strittede ud til siden. Hugtænderne var gemt bag hans lukkede mund, men hans tånegle var sorte og en anelse spidse, ligesom hans negle på hænderne, så dem kunne hun også se, sådan som han hang og med knæene trukket op og lignede mest af alt en abe i den stilling. Han gav slip og landede på alle fire på jorden, som et dyr. Han sad på hug med knæene ud til siden, hvor hans arme hvilede foran ham og støttede på jorden. Han skyd let brystet frem, så hans overkrop var hævet mest, hvor han snusede i luften som en ulv. Hans blågrå øjne faldt på hendes skikkelse, selvom han ikke nærmede sig hende. Han blev ved træets rødder og var klar til at løbe, skulle hun komme tættere på eller vise sig fra en fjendtlig side. Hun virkede ikke ond, men han vidste at skindet kunne bedrage, så som altid var han påpasselig. Intet sagde han, det var næsten også tydeligt på hans primitive og dyriske opførsel at han ikke var særlig intellektuel.

[Deleted]

At det ej havde været vedkommendes mening at knække grenen, anede Jarniqa ikke, men selv havde hun set på det, som var det et tegn. Et tegn på, at vedkommende havde forstået hendes ord, og at hun ej var alene. Om det skulle gøre hende tryg, var hun endnu i tvivl om, da hun trods alt ikke vidste, hvad eller jhvem der befandt sig i træet, men løb gjorde hun ikke. Hun blev derimod stående. Afventende for at se, om vedkommende helt ville give sig til kende for øjnene af hende. Spændt så hun derfor op mod trætoppen, som hun igen havde vovet at tale. Nu var det blot op til vedkommende, hvad der skulle og ikke skulle ske. Hun håbede dog på, at hun kunne få sin nysgerrighed stillet, og det ville hun gøre, hvis vedkommende gav sig til kende. Hun mærkede, hvordan hendes hjertebanken steg en anelse, som hun igen pludselig måtte høre og se, hvordan det raslede i træet. Det fik desuden også interessen til at stige, som hun om end betragtede træet med et mere vågent og nysgerrigt blik, end hun førhen havde gjort. I øjeblikket efter kunne hun dog ikke styre sig, som hendes ene hånd fløj op til munden, som et gisp gled over hendes læber. Hendes øjne var nu mere opspilede end før, hvilket gav hendes et chokeret udtryk. Det kunne også give det indtryk, at han skræmte hende, som hun alt imens valgte at søge et skridt tilbage. Hun havde ingen ide om, hvad hun betragtede! Det lignede mest af alt et væsen, der var stukket af fra et cirkus, og ja.. væsen var det rette ord for denne skabning. Hun kunne se, at væsnet var af hankøn, men hvad mere, vidste hun ikke. Han lignede nemlig en blanding mellem en abe, ulv og et menneske, og derfor anede hun ikke, hvad der var mest korrekt. Selvom hun var skræmt af synet, kunne hun ikke lade være med at betragte alt på ham. Hans lasede klæder der vel fortalte hende, at han var menneskelig, da dyr ej bekymrede sig om nøgenhed. Hans yderst beskidte, men alligevel mandlige krop. Hans arrede dele, der viste, at han havde været i kamp. Hans spidse øre, der et sted kunne sige elver, og alligevel kunne de ligne en ulvs. Hans hale der enten fortalte hende, at han var ulv eller hund. Hans spidse kløer, der nærmest kunne være en gribs. Langsomt lod hun sin hånd sænkes, som hun prøvede at fatte sig, ud at hun nærmede sig ham eller stak af. Øjnene kunne hun umuligt tage fra ham, hvilket også fik hendes hoved til at arbejde på højtryk, da det forsøgte at forklare hende, hvad hun så på. Hvad var han? Hun ønskede at spørge ham, men pludselig blev hun i tvivl, om han overhovedet kunne tale. Han havde trods alt ikke sagt et ord indtil nu, og derfor kom hun op på et andet spørgsmål. ”..Kan du tale?” spurgte hun tøvende, som hun ikke vidste, om hun kunne forholde sig til ham, som var han et menneske. Han opførte sig nemlig, som var han et dyr. Hvilket helt præcis, kunne hun endnu ikke sige, men hun håbede, at han kunne give hende svar. Hun væmmedes måske en anelse ved ham, men nysgerrigheden i hende var uden tvivl steget betragteligt!

[Deleted]

Nysgerrigheden var tydeligvis gengældt, da hun ikke rokkede sig ud af stedet, men hun kom sjovt nok heller ikke hen til træet for at se til Loupe og det gjorde ham en anelse tryggere, for måske hun ikke var en af de slemme? Det var ikke helt til at sige, selvom hun ikke så farlig ud. Det var også typisk de af hankøn som var onde, hvor hunkøn mere blev bange og skreg, det havde han nemlig også prøve. Han blev drevet af sin nysgerrighed og derfor søgte han længere ned og da han hang i den ene arm i træet, lagde han godt mærke til at hun blev chokeret og gispede, hvilket også var lyden der fik ham til at slippe, så han kom ned på jorden og var klar til at stikke af skulle hun gøre ham ondt. Hun gjorde dog intet, foruden at træde bagud, derfor blev han der endnu. Af et helt og meget langt liv ude i naturen, så kunne hans krop ikke undgå at bære forskellige ar og skrammer, de værste var dog de tre ar over hans venstre øje samt tandmærkerne på hans højre skulder, der også kom fra et andet dyr, samt han konstant var beskidt, på trods af at han badede i søer, det havde han nemlig set andre folk gøre og han havde det med at imitere folk for at lære fra dem. Han ville trods alt gerne blive som dem. Han lagde hovedet let på sned, da hendes opførsel ikke sagde ham meget. Hun stod nemlig bare der uden at sige eller gøre noget. Han kunne godt se at hun så skræmt ud, som de fleste hunkøn gjorde når de så ham, derfor forventede han at hun bare stak af som alle andre gjorde, men dette gjorde hun heller ikke og derfor så han nysgerrigt til. Snart talte hun og han forstod godt hvad hun spurgte ham om. Han var dog lidt usikker på hende, så han bevægede sig en anelse til siden, så han gemte sig en anelse bag træet. Han løftede den ene hånd som han lagde imod træets stamme, hvor hans sorte, spidse negle igen kom til syne på hans hånd. Han nikkede ganske langsomt, som et tegn til at han forstod hende og også som svar til at han kunne tale, selvom han forholdt sig tavs. Han lagde hovedet en anelse bagover og indsnusede luften, som et dyr. Han så igen mod hende. ”Du bange,” bemærkede han med sit dårlige sproglige kundskab, der indikerede at han ikke kunne tale som hun kunne, men at han var et primitivt væsen. Han blev stående gemt bag træet i tilfælde af at hun skulle prøve på noget, hvor det kun var hans hoved og hånd der tittede frem bag stammen. Han så nysgerrigt på hende, hvor han lod sine negle kradse langsomt over træets stamme, lettere fraværende. Han havde svært ved at forholde sig stille, da han havde meget energi der skulle brændes af, men han turde ikke nærme sig hende og han ville heller ikke gå helt, da hun ikke flygtede som alle andre, hun var anderledes og det gjorde ham frygtelig nysgerrig.

[Deleted]

Stak af, var ej hvad Jarniqa gjorde. Det skyldtes dog en blanding af chok og nysgerrighed, som hun stod lammet til stedet, hvor hun end ikke rykkede sig en tomme. Hendes blik havde ligeså fæstnet sig på væsnet skikkelse, som hun ikke kun sugede dets ansigt til sig, men også dets krop. Dybt forunderligt forekom det hende, som hun ej havde set noget lignede før, og derfor anede hun ikke, hvordan hun skulle reagere på det. Primært lignede han en mand, men hans opførsel var klart et dyrs, og så var der det faktum, at han udseendemæssigt også havde dyretræk. Derfor kunne hun ikke finde ud af, hvilken boks hun skulle sætte ham i. Som han begyndte at kante sig til siden, fulgte hendes blik automatisk hans bevægelser, og derfor fulgte hendes hoved ham. Svært var det ganske enkelt at tage blikket fra ham, men det kunne man vel ej heller klantre hende for? Han så jo mærkværdig ud! På trods af sine mange spekulationer, fik han dog ”svaret” på hendes spørgsmål, og det måtte give hende et nyt hint om, hvad han måtte være. Det var dog endnu svært at accepterer. Hovedet trak hun en anelse tilbage, samtidig med, at hendes øjenbryn skød i vejret, som han gav sig til at snuse luften, som var han en sporhund. Det bragte hende igen længere fra, hvad han var. Han kunne nemlig umuligt være renracet! Det gibbede helt i hendes krop, som han pludselig kom ud med to ord. At hun var bange. Hun kunne vel ikke lyve sig fra, at hun var en smule skræmt af ham, men hvem ville ikke være det? Hun anede nemlig ikke, hvad han var, og derfor hvordan hun skulle forholde sig til ham. Hun blev derfor også i tvivl, om hun skulle besvare hans ord. Desuden … hvis han var menneskelig og ej ønskede hende noget ondt, var det vel ondt at indrømme, at hun var bange for ham? Hun var i tvivl, og derfor skød hun hans ord helt ud af hovedet. ”Hvad er du?” spurgte hun i stedet, hvor der både måtte være undren og frygt at spore i hendes stemme. Dog også hendes nysgerrighed, som hun spurgte ind til ham og ej gik. Hvordan han havde tænkt sig at svare hende, var hun dog en anelse usikker på, da han allerede vist hende, at han var en ganske primitiv sjæl. Hvor primitiv han var, ville hun dog kun finde ud af, hvis hun blev og observerede ham, og det måtte alligevel være i hendes interesse. Især nu når han trak hendes tanker væk fra det dårlige. Det gøs pludselig i hende, og uden at vide det, trådte hun et skridt bagud. Hendes blå øjne var nu faldet på hans direkte gyselige negle. Synet fik hendes krop til at sitre let, som hun betragtede, hvordan han kradsede revner i træstammen, og det fik hende til at tænke på, om han mon var ondsindet? Gjorde han klar til at angribe hende? Hun vidste det ikke, men truende så det ud, at han holdt øje med hende, samtidig med, at han benyttede sig af sine unaturlige negle. Derfor ville hun blot ønske, at han ville stoppe.

[Deleted]

Nysgerrig var Loupe på dette menneske af hunkøn. Han ville gerne vide mere om hende og finde ud af mere omkring menneskene, men han kunne se at hun var bange, derfor forventede han næsten at hun ville vende om og løbe som de fleste kvinder gjorde. Det gjorde ondt i hans bryst hver gang det skete, som en irriterende stikkende følelse, der tog pusten fra ham, som havde han fået et slag i maven. Han ville gerne have en ven, der ikke var et dyr, men det skete nok aldrig, når han konstant skabte en frygtsom og arrig reaktion fra andre. Det hændte også at han blev opdaget når han iagttog menneskene, hvor de blev hidsige og kastede ting efter ham, jagtede ham som et vildt dyr, hvor han stak af med det samme. Sky var han, samt frygtelig påpasselig, det var også derfor at han valgte at gemme sig bag træet. Han brød sig ikke om måden hun fulgte ham på med sit blik, da hun stirrede på ham som havde han været et bytte og derfor vidste han ikke om hun var fjendtlig. Han var en anelse nervøs omkring hende, men det at hun blev og talte til ham gjorde ham nysgerrig. Hans blågrå øjne flyttede sig ikke fra hendes skikkelse, hvor hans sorte, kraftige negle fortsatte sine små fraværende rids over træets bark, dog uden at skade træet direkte. Hun svarede ikke på hans ord, men stillede ham et nyt spørgsmål, et spørgsmål der fik den stikkende fornemmelse til at dukke op i hans bryst igen. Han flyttede hånden til brystet, hvor han borede sine negle ind i kødet på sig, næsten i et forsøg på at stoppe det. Øjnene tog han dog ikke fra hende, som endte tårefyldte og blanke, imens han skød underlæben frem, så han fik et helt trist og ked mine. Hun bekræftede kun at han ikke var som hende. Han vidste desuden ikke hvad han selv var. Han var ikke menneske, men heller ikke dyr, så … hvad var han? Det var et spørgsmål han rigtig gerne ville have svar på. Han endte med at gemme sig helt bag træet og det eneste der tydede på at han var der, var de små pibende og klynkende lyde der forlod ham. Hendes spørgsmål havde såret ham, hvor han ikke rigtig kunne lide folk der fik ham til at føle på den måde, hvilket var alle de slemme folk. Han lagde sig ned bag træet og buskene, hvor han stirrede i jorden, imens han mærkede væsken fra hans ene øje stryge ned over hans kind. Han vidste ikke hvad det var, men han havde set menneskene gøre det, når de var triste, og da han også kunne det, måtte han vel stadig være som dem? Han blinkede, hvor tåren fra det andet øje også strøg nedover den anden kind, hvor han snøftede ganske let. Dyr kunne også blive triste, men de fik ikke væske over deres ansigt som han kunne. Det var en underlig ting.

[Deleted]

Nysgerrig var Jarniqa efter at finde ud af, hvad han var, for menneskelig kunne han jo ikke være. I hvert fald ikke fuldblodigt. Det lød dog også underligt, hvis hans ene forældre var menneske og den anden ulv eller hund, og at de to så havde parret sig og skabt dette væsen. Det var jo direkte unaturligt! Det var dog den eneste løsning hun kunne komme frem til lige nu og her, og derfor måtte det være, hvad hun holdt fast på, indtil han fortalte hende andet. Hendes hoved havde nemlig brug for mening ved dette syn, og derfor kom det frem med netop den løsning. Hun spurgte ham dog alligevel om, hvad han var, men det skulle hun vidst tydeligvis ikke have gjort. Hun anede nemlig, hvordan han nærmest fortrak sig i smerte, og det havde bestemt ikke været hendes mening! Ond var hun nemlig ikke, og derfor var hun ganske enkelt ikke ude på at skade folk. Selv ikke monstre som dette. Usikkert bed hun sig selv i læben, som han helt gav hende dårlig samvittighed. Blødt var hendes hjerte, og derfor gjorde det hende ondt at vide, at hun havde gjort en ondt. Især når hun var vant til, at folk var lede imod hende. Munden åbnede hun, som hun anede sorgen i hans ansigt, men hurtigt lukkede hun den igen, da intet ord valgte at komme ud. Derfor så hun også blot til, som væsnet helt valgte at glide i sit skjul om bag træet. Derfor kunne man næsten sige, at hun var alene igen. Det der tydede på, at det ej var tilfældet, var den piben og klynken der pludselig gjorde sin opdukken, og som skar hende i hjertet. Uden at tænke over det, forsøgte hun at bevæge sig fremad, men igen blev hun stoppet af en usynlig mur, hvilket helt måtte gøre hendes mine trist. Forbandende pirater! Forbandede slavebånd! Hendes fingre gled stille og mærkende over luften, hvor det lignede, at hun mærkede på en glasvæg, skønt der synligt var. ”U-Undskyld.. Det var ikke min mening at såre dig. Jeg har blot aldrig set en, som dig,” undskyldte hun i en ærlig tone. Om han egentligt var et normalt syn, kunne hun ikke sige, da hun aldrig havde været i midten af de forskellige lande. Kun i Procias, og havnene i de andre lande. Derfor kunne hun ikke sige, om dette var en almen race der levede i bestemte områder. Væsnet forekom hende dog endnu unaturligt. Et dæmpet suk endte med at falde over hendes læber, og som hun alligevel ikke kom nogen veje, lod hun sin hånd falde ned igen. Nysgerrig havde hun blot været på at vide, hvad han var for et væsen, men det havde åbenbart været at såre den. Eftersom hun tvivlede på, at den ville søge tilbage igen, og eftersom hun ej kunne nærme sig den, vendte hun sig om. Dens klynken var ubærlig at høre på, når hun vidste, at hun intet kunne gøre, og derfor valgte hun, at bevæge sig bort. Ikke ligefrem tilbage til skibet, men derimod til et nyt hvil, hvor hun ikke kunne gøre nogen fejl, og hvor ingen kunne gøre hende ondt.

[Deleted]

Loupe vidste godt at han var anderledes, men han vidste ikke hvad han præcis var, da han kun vidste at han var begge dele uden at være dem helt. Han havde set folk med visse træk som ham, men aldrig havde han set nogen der var præcis som ham, derfor var han lige så nysgerrig som hende på at finde ud af hvad han var og hvor han hørte til. Han kunne vel næppe være den eneste der var sådan? Og dog.. igennem hele sit liv og alle de steder han var kommet, var han ikke faldet over nogen der mindede om ham. Hun formåede dog at såre ham, hvor han trak sig væk og skjulte sig helt bag træet. Hans klynk stoppede roligt, hvor han blot lå og stirrede frem for sig. Han snøftede kort, selvom ikke mere skete, hvor selv hans øjne var levet tørre igen. Den stikkende fornemmelse var dog stadig at mærke i hans bryst, men den aftog også langsomt, da det trods alt ikke var første gang at folk blev bange og ikke vidste hvad han var, men hvor skulle han vide det fra? Han opfangede pludselig hendes stemme igen. Han forstod ikke alle ord hun sagde, men han forstod nok til at vide at hun ikke havde ønsket at såre ham og gøre ham trist. Han trak sig hen til træets rod og skævede imod hende. Det kunne næsten ligne at han udspionerede hende. Om hun så ham, vidste han ikke, for snart valgte hun at slå blikket ned og sukke, kun for at vende sig om. Nu gik hun. Det gjorde ham trist igen, for alle gik sin vej fra ham, der var aldrig nogen der blev. Han sukkede lydløst, hvor han lod sit hoved hvile imod træets rod, imens hans eget blik gled ned. Slem havde hun vidst ikke været alligevel. Han kunne vel godt følge efter hende så? Han valgte at rejse sig op, hvor han begyndte at kravle langs træerne og mellem buskene, hvor han gik i samme retning som hende, idet han fulgte efter hende da hun gik, selvom han forholdt sig tavs og lydløst, da hun helst ikke skulle opdage ham, for tænk hvis hun var slem alligevel? Han var nemlig lidt usikker på det, når hun valgte at gå fra ham, men hun havde ikke lydt farlig. Det var desuden også typisk de af hankøn som gjorde ham ondt, frem for kvinderne, de valgte nemlig bare at blive bange, skrige og så løbe væk, men denne hunkøn løb ikke. Hun gjorde ham nysgerrig og derfor ville han gerne finde ud af mere omkring hende. Gik hun ind til byen, ville han nok stoppe, da han ikke selv ville derind, men han kendte området og det var ikke byen hun havde kursen imod med den kurs hun havde sat sig. Han kravlede på alle fire, hvor han sørgede for at holde sig nede og holde sig lydløs, så hun ikke opdagede ham. Det var dog umuligt ikke at få bladene fra buskene til at rasle lidt, da han trods alt ikke var en lille unge.

[Deleted]

Ingen onde hensigter havde Jarniqa, som hun ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. Derfor havde væsnet intet at frygte, skønt det vel var let at sige, når man talte til en bange sjæl? Selv kunne hun trods alt heller ikke sige, om væsnet kunne finde på at gøre hende ondt, skønt det muligvis ikke var ondsindet. Det var alt sammen ting, som man ville finde ud af, hvis man gav det tid, og forsøgte sig frem. Det var også, hvad hun prøvede på, som hun talte til væsnet, uden at vide, hvor mange svar hun kunne få igen. Væsnet havde trods alt udvist, at det godt kunne tale, men at ordforrådet ej var enormt. Hun endte dog med at give op til sidst, som hun nåede frem til den konklusion, at væsnet ej ville komme frem, og at hun ej kunne nærme sig det. Det forbød magien der bandt hende nemlig. Derfor valgte hun at gå bort. Ej fordi, at hun frygtede ham og stak af, men nærmere fordi, at hun følte, at der alligevel ikke var noget at komme efter. Hun kunne trods alt ikke tvinge væsnet til at stole på hende, og hvis ikke det turde komme frem, kom de trods alt ingen veje. Roligt gik hun derfor langs trægrænsen, hvor hun faldt tilbage til sine egne tanker. Hvad havde hun dog set? Var der flere af hans slags? Ville hun nogensinde se ham eller en af dem igen? Hun tvivlede på, at hun ville få lige netop ham at se igen, da hun ej var bundet til landjorden eller denne by. Hun var ufrivilligt bundet til havet, og derfor ville hun næppe komme tilbage hertil, før om et godt stykke tid. Det var dog, hvad det var. Hun var vant til det, skønt hun hadede det. Hun så ej imod buskene, hvor væsnet luskede rundt, da hun ærlig talt troede, at det havde fået nok af hende. Hun havde trods alt fået ham til at … hulke. Hvor underligt det end forekom hende. Hun bed sig selv i læben, som tankerne fortsat svirrede rundt. Hun hørte ej, hvordan blade raslede rundt, da hun var for opslugt af sine egne tanker og derfor anede hun ikke, at hun blev fulgt efter. Efter at hun havde gået en række metre, og efter hun vidste, at hun ikke længere var i høreviden fra det andet træ, lod hun sig glide ned i græsset. Et nyt træ havde hun fundet sig, hvor hun afslappet lagde sit hoved tilbage imod dets bark, så hun kunne kaste sit blik op på himlen. Selv nød hun, at hun igen kunne føle naturen, men desværre var den ligesom alt andet kun en halvt følelse for hendes vedkommende. Hun kunne nemlig ikke gå ind i selve skoven, der grænsede op til byen, som hun kun kunne befinde sig på grænsen. Det gjorde ondt, men rart var det igen at mærke græsset under sine bare fødder. Mærke træets ru bark, og se dets frodige krone.

[Deleted]

Det gjorde naturligvis ondt at Loupe skræmte alle væk og han vidste godt at det var fordi det var ham det var galt med, også selvom han slet ikke gjorde noget. Bare det at vise sig, gjorde folk oprørte, hvor nogle fandt høtyvene frem andre sine buer og pile og nogle kastede med sten. Han havde et par mærker og ar hist og pist på kroppen som var fra folk der havde ønsket at jage ham væk. Han forstod ikke hvorfor, når han slet ikke gjorde noget, han var end ikke ondsindet. Han hjalp naturen og dets dyr, og han ville også hjælpe et menneske havde det brug for hjælp, selvom han holdt sig væk fra dem hvis han kunne blive fri, da han vidste at de ikke var som dyr, de kunne nemlig ikke acceptere hans tilstedeværelse, som dyrene kunne. Han havde desuden levet så længe i naturen at han var blevet en del af den, så dyrene anså ham nærmest for at være en af dem. Han hørte til i naturen, det var det eneste sted han kunne være i fred, det var også det eneste han havde at kæmpe for, da han ikke havde andet. Han nød også livet her, da han kunne gøre præcis som han selv ville, selvom det også kunne gå hen og blive temmelig ensomt. I mange år havde han strejfet alene rundt, det havde han gjort lige siden han var blevet smidt ud af sit ulvekobbel, en tanke der gjorde ondt, men som han havde vænnet sig til.
Nysgerrigt fulgte Loupe efter hunkønsmennesket, hvor han var nysgerrig på hvor hun skulle hen. Umiddelbart virkede hun ikke farlig eller truende, men man kunne jo aldrig vide sig helt sikker, da mennesker havde det med at være utilregnelige, de havde nemlig et sjovt humør, der kunne skifte ret hurtigt. Det havde han i hvert fald oplevet. Som hun satte sig ved et nyt træ, kravlede han efter hende, og selvom han holdt sig på afstand, så var han alligevel kommet tættere på hende end hvad han havde været før. Hans blågrå øjne hvilede på hendes skikkelse, imens han gik, hvor han mistede fokus for hvor han trådte og endte med at træde på en gren. Han kastede sig nærmest ned på jorden, med hænderne over hovedet, nærmest for at skjule sig. Hvad han ikke vidste, var at hans hoved og hale var synligt, da han var sprunget for langt frem og havde derfor ikke hovedet og sine hænder gemt bag buske og træer, hvor hans hale stak op fra buskene. Han sagde dog ikke noget, blev liggende sådan, da han troede at hun ikke kunne se ham, for han kunne jo heller ikke se hende. Når han var i sin menneskeskikkelse, var han ikke den bedste til at bevæge sig, da han var mere kluntet end når han var i sin ulveskikkelse. Det var dog sjældent at han forvandlede sig, faktisk kunne han ikke selv styre det, det skete bare, når hans instinkter tog over. Til tider hvis han løb, kunne han ønske at det ville blive lettere og pludselig var han i sin ulveform. Sådan var hans magi typisk; den kom bare når han havde brug for den.

[Deleted]

Efter at det var blevet tydeligt for Jarniqa, at han ej var til at komme i tale med, havde hun valgt at søge væk. Uvist om, at hun rent faktisk blev forfulgt. Intet ondt havde hun været ude på, som hun blot havde været nysgerrig og skræmt af sig, men det havde tydeligvis været for meget for væsnet. Hun havde i hvert fald skræmt ham pibende væk. En bedrift hun på ingen måde var stolt af, da hun ikke var ude på at gøre nogen som helst triste til mode. Hun havde blot ønsket at snakke. Vide, hvad han var, men det kunne hun åbenbart ikke komme til. Derfor havde hun rykket sig bort fra ham, så han kunne blive fri for hende, og derfor havde hun nu fundet sig til rette ved et andet træ. Et sted, hvor hun regnede med, at hun var alene. Tankerne kørte rundt i hendes hoved, hvor hun så ganske fredsommelig ud, som hun blot sad og slappede af. Fredelig var dog også, hvad hun var. Med et sæt rykkede hun sit hoved, hvor hendes øjne søgte fra himlen og til det punkt, hvor en gren var blevet knækket. En overrasket mine gled hurtigt over hende, hvor hendes mund på ny dannede et ’o’. Yderst besynderligt var synet, som hendes øjne faldt på væsnet, der åbenbart havde valgt at gå efter hende, skønt hun havde såret ham. Det var ej i en normal stilling hun fandt ham, da det nærmest lignede, at han havde kastet sig ned på jorden for at søge dækning, fordi nogen havde skudt på ham. ”…Hvad i?” mumlede hun dæmpet for sig selv, inden hun forvirret kastede blikket omkring. Nej.. Hun kunne ikke spotte nogen. Ikke andre end ham og hende selv i hvert fald, og det kunne da ikke være grundet hende.. eller kunne det? Hun havde jo ikke gjort ham noget. Hun havde faktisk set væk, hvor han i det næste øjeblik havde ligget fortumlet på jorden, som om noget slemt var sket. Bekymret gjorde det hende, hvor hun ej heller brød sig om at se ham således. Hun ønskede at hjælpe ham, men hun vidste ikke, om hun kunne, eller om hun ville få lov til det. Sky forekom han hende nemlig, som om han aldrig havde set en som hende før. Hun kastede blikket rundt en sidste gang, inden hun langsomt skubbede sig selv op på benene igen. Hun vidste ikke, om hvad hun havde i sinde var sikkert, da hun ikke vidste, om han kunne finde på at gøre hende ondt. Hun valgte dog at tage chancen alligevel, og derfor listede hun sig frem mod ham, som hun ej ønskede at skræmme ham, men blot se, om han var okay. Det kunne nemlig helt ligne, at han var blevet såret. Hvor hun før var blevet stoppet af den usynlige barriere, syntes den denne her gang at have rykket sig. Hun kom i hvert faldt hel over til ham denne her gang, og som det skete, gled hun forsigtigt ned på knæ. ”Er du okay?” spurgte hun ham forsigtigt, alt imens hun tøvende valgte at prikke ham på ryggen.