Another escape from my life

[Deleted]

Det gjorde helt ondt på Loupe at hun ikke ville blive ved ham og lære det, da han rigtig gerne ville have at hun blev hos ham. Han ville elske at have hende her, så hun kunne lære ham at blive et menneske, for hvis hun kunne lide ham, så var der måske også andre derude som kunne? Det var hans store drøm at blive en del af menneskenes samfund, selvom han ikke anede noget som helst om det og han kunne knap nok tale. Han så op på hende med sine tårefyldte øjne, da hun begyndte at tale. Det var ikke meget han ikke forstod, foruden hun sagde at hun ikke kunne, men at hun gerne ville. Han forstod ikke så meget af det sidste hun forklarede ham, hvor han blot så lettere tamt op på hende, som et tydeligt tegn til at han ikke forstod hende. ”S-sl-sla-slave?” Det vidste han ikke hvad var og resten hun havde sagt, turde han slet ikke at begynde på at udtale, da han slet ikke hvordan han skulle, det var gået alt for hurtigt med for mange fremmedord for ham. Uanset om hun kunne eller ej, så gjorde det ondt, særligt fordi han vidste at hun var omgivet af slemme mænd. Han peb kort og slot blikket ned. Han havde forstået at hun ikke kunne blive, men det ændrede ikke på at han gerne ville have at hun blev hos ham, men det var typisk, så han var skam vant til det. Folk blev aldrig hos ham, så hvorfor skulle hun? Det knuste helt hans hjerte, selvom han vidste at han intet kunne gøre og bare måtte leve med det om han så var imod det eller ej.
Begejstringen fandt vej til Loupe igen, da han fik hende trukket op på grenen som han selv sad på. Det så også ud til at lette hende, hvor han smilede bredt, inden de begyndte at kravle op. Han hjalp hende, hvor hun havde brug for hjælp, eller hvor det kunne være svært at komme op. Hun var ikke tung, så han havde let ved at trække hende op til sig, inden han fortsatte. Han sørgede konstant for at hun var med ham, sørgede for at hun ikke ville falde ned og hvis hun ville glide, var han klar til at gribe fat i hende og hjælpe hende. Som de endelig kom helt op, smilede han stort, da de havde klaret det og hun kunne nu se hans hule! Han selv hoppede fra grenen de sad på og ind i hulen, hvor han begravede sig i de mange skind som lå der, inden han satte sig op, hvor et skind dækkede for hans ansigt, men langsomt gled ned om ryggen på ham, så han kom til syne igen. ”Loupe bygge! Helt selv!” svarede han stolt og hoppede let på de grene han havde lavet som gulv. Det hele holdt. Han havde boet her i mange år, han vidste godt hvordan man byggede solide huler som holdt. Det var ligesom fulgene, der byggede deres reder i træerne, han havde lært meget af mange af dyrene og hvordan de selv byggede deres hjem, fangede føde og hvad der nu var nødvendigt. Hans gråblå øjne hvilede muntert på Jarniqa. ”Niqa se hule! Kom!” opfordrede han hende, som han ville have at hun skulle med ind i hulen, hvor hun også langt bedre ville kunne sidde og slappe af, den bragte nemlig ikke sammen, da han havde bundet det hele godt fast, og hvis hun kom ind, ville hun også kunne se at han havde flettet sivene ind mellem grenene, der fungerede som gulv, så det var tæt og holdbart.

[Deleted]

Selvom det havde været et stort slag på tasken, havde Jarniqa alligevel håbet på, at Loupe ville forstå hende. Det havde han dog ikke.. Bag de tårevædede øjne kunne hun nemlig ane, at det uforståelige luskede. Det gjorde det svært for hende, for hun vidste ikke, hvordan hun skulle forklare sig bedst muligt. Hun bed sig selv i læben. Det ville næsten være lettere, hvis hun spurgte ham, hvilke ord han kendte til, men selv det ville være en besværlig fremgangsmåde. Blikket havde hun desuden valgt at løsrive fra hans, da det gjorde ondt på hende at se, at hun gjorde ham ulykkelig. Det havde bestemt ikke været hendes mening, men intet kunne hun gøre. Hun bestemte nemlig ikke, hvad hun gjorde og ikke gjorde. Hun skulle nemlig bare følge med. ”Slave.. En person der ikke er fri. En person der ufrivilligt er ejet af en anden,” forklarede hun, skønt hendes forhåbning ej var den største. ”De slemme mænd … piraterne … tvinger mig til at komme tilbage til dem.” Hun vidste ikke, om han fattede, at hun ej ønskede at vende tilbage, men at hun var tvunget til det. Det var dog der hele hendes pointe lå, da det var den del han skulle forstå. Grunden til, at hun ikke ville vende tilbage til Loupe, for at lære ham nye ting, var nemlig ikke fordi, at hun ikke havde lysten, for det havde hun faktisk. Det var fordi, at der var andre der trak i snorene og tvang hende til at vende tilbage til dem, hvor hun ville fortsætte sin færd ude på det store hav. Et hav hun ellers sagtens kunne undvære.
Nysgerrigheden slog igen ind over Jarniqa, som de langt om længe nåede op til hans hule. Selv var hun overrasket over, at han rent faktisk havde formået at lave hulen beboelig… eller han havde i hvert fald lavet sig en sove/hvileplads. Det var nemlig bestemt ikke som et hus, som der kun var det ene rum, og det havde han fyldt med bløde skind. Derfor måtte hun nu også helt spekulere over, hvordan han spiste. Hun havde allerede set ham spise bær, men dem kunne han umuligt leve af. ”Det er godt lavet,” lød det imponeret fra hende, hvor hun skam også mente det. Det var nemlig ikke ligetil at bygge et hjem, og da slet ikke i et træ! Hun regnede desuden med, at han havde været selvlærende, og derfor måtte det være endnu flottere af ham. Som han opfordrede hende til at komme helt ind i hulen, begyndte hun yderst forsigtigt at kravle hen mod dem. Selv var hun nemlig ikke vant til at færdes på denne måde. Hun mærkede desuden, hvordan hendes hjerte slog hårdt imod brystet, men dog ignorerede hun det. Forsigtigt og prøvende kravlede hun ind på det, som han havde omdannet til at være gulvet, men utroligt nok syntes det at holde. Langsomt valgte hun at tage plads på et af skinende ovre ved ham. ”Hvor lang tid tog det?” spurgte hun ham nysgerigt, samtidig med, at hun mærkede sig af de bløde skind med fingrespidserne.

[Deleted]

Det havde passet Loupe perfekt, hvis Jarniqa var blevet ved ham. Så havde han haft en at snakke med, han havde haft en at tilbringe tiden med og han havde haft en som kunne lære ham at blive menneske og tale ordentligt. Han frygtede helt at han aldrig ville komme til at se hende igen. En tanke der gjorde ham helt ked af det og deprimeret. Han var dømt til at være alene og han var næsten træt af at hans håb skulle vokse for at blive knust, men som han kunne høre, så var det ikke fordi at hun ikke ville blive hos ham, men fordi hun ikke kunne blive hos ham. Det irriterede ham, særligt fordi han vidste at hun var hos slemme mænd, noget hun måtte bekræfte for ham, da hun igen talte til ham og forsøgte at forklare ham hvordan det hang sammen. Han forstod det med at hun ikke var fri, selvom det med at være ejet ikke helt sivede ind. Han gik ud fra at det var lidt det samme som ikke at være fri. Da hun fortsatte og netop nævnte de slemme mænd, begyndte han at brumme og hans brummen blev til en vred knurren, hvor han blottede sine tænder. ”Onde mænd! Slemme mænd! Loupe hade dem!” knurrede han arrigt med blikket vendt mod stranden og havnen. Han havde lyst til at hjælpe hende, men inderst inde turde han ikke. Han frygtede for de slemme mænd og hvad de kunne finde på, derfor havde han også ondt af hende. Det var ikke hende han var sur på, det kunne han slet ikke være, det var det at hun var fanget hos dem. Det kendte han trods alt, alt til, da han selv havde været fanget engang.
Loupe kunne godt høre at hun var overrasket over hans hjem og han tog det som en positiv ting, fordi hun sagde at det var godt lavet. ”Niqa lide?” spurgte han for at få bekræftet at hun kunne lide det og at den overraskede tone havde været en positiv respons. Han var skam selv stolt af det, fordi han havde bygget det. Han så hvordan hun blev forsigtig og næsten bange, da hun skulle ind til ham, hvor han lagde hovedet let på sned. Han kravlede tættere på og rakte hende sin hånd, som et tegn på at han ville hjælpe, men også så han var klar til at gribe hende, skulle hun falde. Ind kom hun da og hun tog plads sammen med ham på skindet. Han smilede bredt til hende, selvom smilet langsomt falmede og blev erstattet med en tænkende mine, da hun spurgte hvor længe det havde taget ham. Han så tænkende ud af åbningen. ”En dag,” svarede han så. Han havde brugt hele dagen på det, men andet havde han heller ikke rigtig at give sig til, så han havde bare knoklet godt igennem, brugt nogle af grenene heroppe fra til at lave den, så han ikke skulle have det hele med op. Han havde også studeret menneskene, når de havde bygget deres huler og huse, så han havde imiteret deres handling og brugt det, sammen med dyrenes viden til at bygge reder og huler, til sit eget hjem.

[Deleted]

Sandt var det, at Jarniqa levede med onde og slemme mænd. Hun havde dog ikke altid gjort det, men længe havde hun gjort det. Derfor havde hun også helt glemt, hvordan friheden måtte føles, men alligevel formåede hun at længtes efter den. Loupes knurren var denne her gang en reaktion hun nød at se, som det denne her gang gik til hendes fangevogtere. Hun hadede dem, og derfor ville hun helt ønske, at han ville gøre det foran dem og mere til. Og dog tvivlede hun på, at han kunne gøre det store. Han virkede nemlig ikke som den kamplystne mand, som han nærmere virkede skræmt, og som om kamp var en yderst sjælden handling, og kun som forsvar. ”Jeg hader også de slemme mænd,” medgav hun stille. Selv så hun blot frem til den dag, hvor hun ville blive fri igen, men hvornår den dag ville komme, anede hun ikke. Helt uhåndgribeligt ville hun dog finde det, hvis hun ville dø til søs. Det var nemlig ikke hendes plads her i livet, men skoven. Et sted hun agtede at finde til igen før eller siden!
Jarniqa nikkede på hovedet med et smil på læben. ”Jeg kan godt lide din hule,” sagde hun i en mild tone. Det var ikke et sted, hun selv kunne leve, da det var helt oppe i træets krone, men utroligt fandt hun det. Især fordi han enemand havde lavet det. Imponerende fandt hun det, som arbejdet ikke havde foregåret nede på jorden, men oppe blandt alle grenene. Derudover havde han været alene, og til sidst kunne hans viden indenfor bygningsværker ikke være utrolig. Dog havde han klaret det, og beboeligt så det faktisk ud. Som han rakte hende sin hånd, rystede hun let på hovedet. ”Nej tak. Jeg klarer mig,” afslog hun venligt hans tilbud, inden hun fik sat sig ind i selve hulen. Stor var den ikke, men de kunne sagtens være der begge to. Hun tvivlede desuden på, at han brugte det meste af sin tid i sin hule, da hun allerede havde set, at han var en mand med krudt i røven. Et ganske morsomt syn faktisk. ”Utroligt,” sagde hun imponeret, som han fortalte, at det kun havde taget ham en dag at bygge. Nysgerrigt så hun sig omkring, inden hendes blik igen faldt på hans ansigt. Nu når hun sad tæt på ham, og kun betragtede sig af hans ansigt, kunne hun faktisk se, at han var en flot ung mand. Unaturligt var det ikke, som hans negle og hale, der lange ører for eksempel var normalt blandt elverne. ”Bor du her fast, eller har du flere huler?” spurgte hun ham roligt, hor hun talte langsomt, som hun skam ønskede, at han forstod hende. Hun ville nemlig gerne give ham en chance, samt hjælpe ham. Hun kunne trods alt se, at han var menneskelig på trods af sine dyretræk, og så var der det faktum, at han var utroligt villig efter at lære. Det var desuden kun en villighed der mildnede hende, samt gav hende lysten til at hjælpe ham på vej, skønt hun formentligt ikke kunne nå langt på sin vej.

[Deleted]

Det gjorde Loupe helt arrig at Jarniqa var fanget hos slemme mænd, hvor han ville ønske at han kunne hjælpe hende, men.. det vidste han godt at han ikke kunne, han var nemlig bange for slemme mænd og så var han pacifist, han var ikke typen der gik ind for vold, nok han var et rovdyr, men det blev kaldet overlevelse og ikke decideret vold. Han torturerede trods alt ikke dyrene, men hjalp dem faktisk, selvom han også spiste nogle, men det var mest fisk, for han elskede virkelig fisk! Han fortsatte sin kurren, indtil hun valgte at tale igen, hvor han vendte blikket mod hende. Begge hadede de, de slemme mænd og det var vel også forståeligt? De slemme mænd var onde og gjorde også kun folk onde. Dem havde han aldrig brudt sig om, det var dem der havde solgt ham til et cirkus, som havde puttet ham i bur og behandlet ham som et dyr.. hvilket han også halvt var, men stadig med menneskelig tankegang og følelser. Han var dog sluppet fri og det var han også glad for, da han nødig ville ende som så mange andre dyr i bure.
Da hun sagde at hun kunne lide hans hule, så lyste han op i hele ansigtet og strålede af glæde, da han igen smilede over hele femøren. Det betød naturligvis meget for ham at hun kunne lide den når nu han havde valgt at stole på hende og vist hende den. Han kunne mærke at hun ikke var ond, derfor valgte han også at stole på hende og at hun ikke ville vise den til slemme mænd som så ville komme og forsøge at fange ham. Han havde med vilje lavet den så højt oppe, for den var ikke til at se grundet den tætte trækrone og så var det også meget svært at komme op i dette træ, hvilket hun selv havde erfaret sig. Han svang let med sin hale af glæde, hvor han igen fik lyst til at hoppe rundt, men undlod det dog denne gang, fordi her var trængt. Han trak hånden til sig, da hun afslog hans tilbud om at hjælpe hende, hvor hun også kom helt sikkert ind i hulen og satte sig ved skindene som han selv gjorde. Hvor hun så mod hans ansigt, begyndte han selv at se rundt. En ung mand lignede han skam, hvis man så bort fra hans spidse ører og hugtænder. Flot var han også, selvom de tre ar fra kløer over hans venstre øje kunne få ham til at se en anelse grum ud, eller også at han havde levet et hårdt liv. Han så mod hende, da hun talte, hvor han også selv begyndte at lægge mærke til hvordan hun så ud, som at hun havde blå øjne, hendes lille ranke næse, de rosenrøde, læber, hendes høje kindben, hvor hun alt i alt var smuk, selvom der var noget over hende, der gjorde et eller andet ved Loupe, som han ikke helt kunne forklare. ”Loupe bo i mange huler!” fortalte han stolt. Han boede både i disse som befandt sig i træerne, så var der i grotter, samt han til tider lavede nogle nede på jorden. Dette var én hule ud af nok flere hundrede, som han havde lavet igennem årenes løb. Hans blik faldt igen på hende, selvom han snart lod hovedet sænkes en smule, hvor han snerpede læberne sammen og så man efter, kunne det helt ligne at han rødmede og blev forlegen – hvilket han også gjorde. ”Niqa … pæn, svarede han så og lød lige så forlegen som han så ud, hvor den røde farve på hans kinder steg, imens han lod sin ene klo begynde at skrabe imod gulvet. Det var det eneste ord han kendte som kunne beskrive noget som var flot og smukt.

[Deleted]

Hans glæde ved, at Jarniqa kunne lide hans hule, fik selv hendes smil til at brede sig. Det var rart at føle hans lyse og simple sind, som det ikke just var, hvad hun var vant til. Piraterne var nemlig på ingen måde som Loupe, som de var grove individer, der kun følte deres egne basale lyster. Lysten efter druk, rigdomme, vold og samleje. Sådan forekom Loupe hende ikke, selvom også han var simpel af sig. Han var nemlig ikke videre civiliseret, som han nærmere var dyrisk, og dog kunne han godt være et menneske nært. Interesseret gjorde det hende, hvor hun ej heller kunne lade være med at betragte sig af ham, og den hule han havde skabt. Selv vidste hun endnu ikke, om han var den eneste af sin slags, men hun tvivlede på, at hun ville finde ud af det, ligesom hun tvivlede på, at hun ville lære ham synderligt godt at kende. Sådan var hendes liv nemlig. ”Hvor ligger dine huler?” spurgte hun ham nysgerrigt. Selv vidste hun, at han holdt til i naturen, men om det indskrænkede sig til Cetiul, Manjarno eller flere lande, anede hun ikke. Alt i alt, så vidste hun nemlig ikke synderligt meget om ham, men som han ønskede at lære at blive menneske, ønskede hun at vide, hvem han var. Spørgsmålet om, hvad han var, cirkulerede desuden endnu rundt i hendes hoved. Hendes blå øjne hvilede roligt på ham, og som hun blev ved med det, anede hun, hvordan en rødlig farve langsomt indtog hans kinder. Det fik hendes hoved til at falde en anelse på sned, alt imens hendes ansigt endnu lyste blidt. Sjovt var det næsten at se ham således, som han pludselig forekom som en lille skoledreng, sådan som han pludselig ikke længere turde se hende i øjnene, samt at han ikke længere havde styr på sine handlinger. Hun havde helt lyst til at slippe en varm latter, som han endte med at udtale, at hun var pæn. Hun gjorde det dog ikke – skønt det ikke ville være ondt ment – da det var tydeligt for hende, at han var flov over erkendelsen. I stedet valgte hun blidt at gribe ham om hagen, så hun ganske forsigtigt kunne hæve hans blik mod sit. ”Tak Loupe,” sagde hun mildt, inden hun roligt trak hånden til sig igen. Det var bestemt ikke første gang, at en mand kaldte hende for pæn. Hun havde faktisk aldrig oplevet, at hun ikke havde betaget en mand, men deri spillede nymfen også en rolle, da de kunne mærke den, om hun gjorde noget eller ej. Roligt lagde hun hænderne i sit skød, alt imens hun smilede til ham. ”Og du er en pæn mand,” fortalte hun ham, hvor hun rent faktisk måtte mene sine ord. I hvert fald, hvis man så bort fra hans uhyggelige tænder, kløer og spøjse hale. Det var nemlig gået op for hende, hvordan hans menneskelige/mandlige træk egentligt var, som de var kommet op i de rolige omgivelser i hans hule. Her havde hun nemlig rigtigt fået tid til at betragte den menneskelige del af ham, og betagende var den faktisk, som han var en nydelig ung mand. Derfor kunne man også kun sige, at det var en skam, at det dyriske var så stor en del af ham.

[Deleted]

Loupe var skam ikke særlig besværlig, han var faktisk utrolig let at finde ud af, da han ikke var noget kompliceret væsen. Han var faktisk en frygtelig glad mand, hvis man bare gad lære ham at kende, det var bare de færreste som gad det, fordi de troede at han var farlig. Det var han dog ikke, da han tværtimod var nysgerrig og god, han hjalp dyr og naturen og ville da ikke være bleg for at hjælpe et menneske, hvis det havde brug for hans hjælp, det var bare sjældent at de havde det, men han opsøgte dem heller ikke, det turde han ikke, netop fordi han vidste at de frygtede ham og mennesker var anderledes end dyr, for når dyr blev bange stak de af, men mennesker havde en tendens til at angribe, for at få fjenden og det farlige skræmt væk. Muntert vendte han sine blågrå øjne imod hende, da hun spurgte hvor hans huler lå hende. Han forstod ikke det rigtige spørgsmål, for han kendte ikke til de forskellige lande, det havde han aldrig lært, generelt var han ikke uddannet og han vidste derfor ikke meget om verden, selvom han rejste en del. ”Alle steder! I træ, på jord, i … huler,” fortalte han, hvor han ikke kunne huske ordet grotte og brugte derfor hule for det. Han havde dog huler alle steder, hvilket måske også forklarede hvor han strejfede omkring?
Da Loupe ville give hende en kompliment, var det som om ordene kom i vejen, hvor underlige følelser dukkede op i ham. Han havde aldrig siddet sådan med et hunkønsvæsen før, hvilket måske også var grunden til at han blev helt forfjamsket, men han rødmede op som en tomat, særligt efter at han havde kaldt hende pæn, hvor han stirrede ned på sin klo, der kradsede i træet som de sad på. Han mærkede snart hendes hånd ved hans hage og han vendte blikket mod hende med opspilede, store øjne, da han næsten var bange for at han havde gjort noget forkert. Hun takkede ham og slap ham, hvilket fik ham til at slappe lidt af igen, hvor hans hjerte for en kort stund havde hamret for fuld hammer. Han var ikke vant til at sige sådan til nogen, men pæn var hun, selvom han nok ville have brugt et bedre kompliment havde han kendt til det. At hun så sagde at han var en flot mand, fik hele hans hoved til at blusse op i en rød farve, hvor han vendte blikket forlegent væk og kom med en underlig dyrisk brummen, der ikke var menneskelig på nogen måde, selvom det heller ikke var et dårligt tegn. Han tog sig til hovedet og gemte det i sine hænder, da han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv, når hun fik ham til at føle sådan – og han havde aldrig følt sig sådan før. ”Niqa virkelig synes det?” spurgte han så og fandt modet til at vende blikket mod hende igen, hvor han igen smilede over hele ansigtet, imens den røde farve var falmet en anelse igen.

[Deleted]

Nysgerrigt lagde Jarniqa øre til, som han fortalte, at han ikke kun havde denne hule, men mange andre. Det forekom hende utroligt, at det var således, da det ikke var lidt arbejde der var tale om. Derudover fandt hun det fantastisk, at han kunne bevæge sig hen, hvor end han ville. En handling hun kun kunne misunde ham for. Selv ville hun nemlig også ønske, at hun var fri som fuglen selv, men det var hun ikke. På nogen måde. Det var andre der bestemte, hvor hun måtte sætte sine fødder, og det hadede hun. Derfor misundte hun Loupe, som han ingen herre havde, samt skønt han var primitiv af sig. Simpelt forekom hans liv hende helt. ”Det lyder som om, at du har haft meget at lave,” kommenterede hun med et smil på læben. At huler denne her gang betød grotte, vidste hun dog ikke. Han havde nemlig også beskrevet dette sted for at være en hule, og derfor tænkte hun blot, at det var hans samlede beskrivelse for dem. Hun spekulerede dog over, om dem til jord var som denne, eller om den var blevet lavet på en anderledes måde.
Intet ondt havde Jarniqa i sinde at gøre ham, og da slet ikke, som han handlede nu! Der var nemlig intet ondt ved en kompliment som denne, og ud fra hans reaktion kunne hun kun tænke, at han ej var vant til at give kvinder komplimenter, samt at han virkelig mente det. Det måtte derfor også røre hende. Blikket tog hun ej fra ham, som han på ny vendte blikket forlegent væk, samtidig med, at han kom med en mærkværdig brummen. En ny handling fra hans side af, som hun ikke vidste, hvordan den skulle forstås. Hendes blik forblev dog mildt, og især som han gemte sit hoved væk. Det forekom hende underligt, da hun aldrig havde set en mand reagere således, men ej kommenterede hun det, som hun ikke kunne stemple ham hundred procent som en mand. ”Hvorfor skulle jeg lyve for dig?” spurgte hun ham mildt, hvor det også var et tegn på, at hun skam mente sin kommentar. Han var en flot ung mand, når man havde ham på tomandshånd og i rolige omstændigheder. Det var vel fordi, at han ikke længere hoppede rundt og kravlede på alle fire, at hun nu lagde mærke til det menneskelige i ham? Derfor tænkte hun også, at det ville blive lettere for ham, hvis han blev mere menneskelig af handling. Øjnene lod hun glide omkring igen, selvom der ikke just var meget nyt at betragte, som der ingen indretning var. ”Hvad laver du til daglig?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun ønskede at vide, hvad han lavede i hverdagen, når ikke han havde selskab som nu. Samtidig ønskede hun at være god ved ham, ved at bringe ham væk fra det forlegne stadie, som han tydeligvis var i, når han talte om skønhed. Sød og uskyldig forekom han hende dog, når han agerede således, og det havde indtil nu kun fået hende til at smile.

[Deleted]

Det gjorde Lopue glad, når nogen forsøgte at udvise interesse og opmærksomhed til ham, da han slet ikke var vant til det. Han var glad, når han formåede ikke at skræmme folk væk, men lokke dem tættere på, for de fleste var nemlig nysgerrig på ham, desværre var det bare ikke altid til at vide om folk gjorde det for at være onde eller fordi de faktisk var oprigtig interesseret. Jarniqa virkede dog ikke til at være slem og da slet ikke hvis hun selv blev udsat for slemme mænd, der gjorde hende ondt. Tanken gjorde ham helt vred, for ingen søde mennesker havde fortjent at blive gjort ondt! Hun var god og det kunne han godt mærke desto mere tid han brugte sammen med hende. Han kunne desuden ikke drømme om at gøre hende ondt, så længe hun var god mod ham, det gav ham tværtimod lyst til at hjælpe hende, selvom han ikke vidste hvad han skulle kunne gøre, andet end at hun kunne blive her og så kunne han beskytte hende, gemme hende og passe på hende. At hun så var fanget med magi, det ville han næppe forstå, for selvom han var magiker selv, så havde han aldrig lært det, han vidste godt at han havde nogle særlige evner, der dukkede op af og til, men mere vidste han ikke om det. Han smilede stolt til hendes ord og nikkede. ”Loupe komme mange steder! Loupe lave hule hver gang, Loupe er nyt sted,” fortalte han. Han strejfede rundt, han var en enspænder, men han fik oplevet en del, fordi han kom så mange forskellige steder, hvor naturen ikke lignede sig selv alle steder.
Loupe havde skam ment sin kompliment helt oprigtigt. Det var dog ikke tit han fik mulighed for at give et hunkønsvæsen kompliment, for.. der var sjældent nogen der turde tale med ham. Det var også derfor at han blev helt forlegen, selvom han selv ikke vidste hvorfor det skete, og da hun så også gav sig til at komplimentere ham og sige at han var en pæn mand, mand, så blev han helt flammende varm indeni og mere forfjamsket, hvor han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv og havde brug for et par minutter til at sunde sig, inden han så mod hende igen. Han smilede et lille forlegent smil til hendes ord, hvor han kunne høre at hun var oprigtig. ”Loupe lide Niqa,” svarede han, som tegn til at han stolede på hende – mere end før – samt at han var glad for hendes kompliment og at hun var så god mod ham, for det var han slet ikke vant til. Da hun så spurgte hvad han lavede i sin dagligdag, så han lettere tamt på hende. Han sagde intet, for han vidste slet ikke hvad hun spurgte ham om, hvilket nok også var tydeligt at se på ham, da han lignede et stort spørgsmålstegn. Hvad han lavede til dagligt? Hvad betød det? Han sad og tænkte over det og blev stille så længe at han helt glemte at svare og fik det slet ikke gjort, da hans mine var et spørgsmål i sig selv.

[Deleted]

Om alle steder virkelig var alle steder, eller det blot var Loupes egen version af det, kunne Jarniqa ikke sige, men interessant lød det lige meget hvad. Fri var han til at gå, hvor end han ville, som der var intet der bandt ham til et enkelt sted. Det kunne selvfølgelig både anses for at være positivt og negativt, men helt galt var det ikke. Det positive var nemlig, at der ikke var noget, der holdt ham tilbage, og at han derfor kunne gøre, hvad end han lystede. Det ærgerlige var dog, at han var alene, som der ikke var nogle særlige personer i hans liv, som trak i ham. Jarniqas egen tilværelse var dog uheld på uheld, da hun var bundet til at følge et skib og nogle personer, som hun bestemt ikke brød sig om. ”Hvis det er tilfældet må der være en del huler ude i verdenen der er ubeboet og dine,” kommenterede hun med et smil, som han trods alt fortalte, at han altid lavede sig en ny hule, når han kom til et nyt sted. ”..men siden du kommer mange steder, hvilket er så dit yndlingssted? Hvilket sted kan du bedst lide at være?” spurgte hun ham roligt. Han måtte trods alt danne sig en mening, de forskellige steder han kom, og eftersom hun ikke så verdenen fra jorden, men fra havet eller havnebyerne, så var hun nysgerrig på at høre, hvad andre gjorde sig af tanker.
Det var tydeligt for Jarniqa at se, at komplimenterne var af betydning for Loupe, og derfor nød hun også måden, hvorpå det foregik. Det lignede nemlig, at hans følelser kom fra hjertet og det var bestemt af betydning! Hun kunne desuden godt lide, at det var så simpelt med ham. For eksempel som han sagde, at han kunne lide hende. Hvilken mand sagde det? I hvert fald ingen mand hun kendte. Hun kendte dog også kun de værste af slagsen, som pirater både var modbydelige i sprog og handlinger. Det var dog alt sammen noget, som hun var vant til. ”Det er jeg glad for.. Jeg ønsker dig ej heller noget ondt,” sagde hun oprigtigt. Hun havde skam ment det fra start af, at hun ej var ude på skrammer. Det kunne dog også se ud til, at de var på bølgelængde med hinanden nu, sådan som de talte sammen, og som han fik fremvist hende sin hule, men det nød hun også kun. Det var nemlig rart at blive bragt væk fra den hårde dagligdag for hendes vedkommende. Hun sendte ham et forstående blik, som han selv lignede et spørgsmålstegn ved hendes spørgsmål. ”Jeg mener.. Hvad bruger du din tid på? I dag kunne jeg for eksempel se, at du legede med en bjørn.. Gør du altid det?” spurgte hun ham roligt, som hun forsøgte at omformulere sit spørgsmål, samt give ham en smule hjælpemidler. Om det gik, var dog ikke til at sige, men selv anså hun det med bjørnen for at være et godt hint til, hvad hun egentligt mente.

[Deleted]

Jarniqa var den første person han tog til sine huler. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men nu havde hun selv vist interesse for det og det havde gjort ham helt glad og varm indeni, fordi der var faktisk var bare én der var oprigtig interesseret i ham. Hun var naturligvis ikke den første venligstemte person han havde snakket med, da der også havde været andre, men fordi han strejfede så meget omkring og blev de forskellige steder i ukendt tid, uger, måneder, så endte han altid med at miste dem i sidste ende. Jarniqa ville han også miste, hvilket han vidste, for det havde hun selv sagt, hun skulle tilbage til skibet og det ville sejle videre til næste destination og han vidste godt at skibe kunne sejle langt væk, så langt væk at man ikke kunne se dem. Han havde set dem i mange byer, men aldrig vidst hvad det var … ikke før nu. Han smilede stort til hendes ord og nikkede. ”Ja, ja! Loupe efterlade til dyr og mennesker,” fortalte han, som var han en lille velgører, hvilket han i princippet også var, han kunne godt lide at hjælpe andre, selvom han var ret sky så ved mennesker gjorde han det i smug. Den ene gang var et lille barn faret vild i skoven, hvor han havde ledt det tilbage sin familie, stadig ved at holde sig skjult, da han vidste at hans udseende skræmte folk. Han kløede sig let i hovedet med sine skarpe kløer, hvor hans hår strittede til alle sider. ”Loupe lide mange steder.. Loupe lide alt,” fortalte han, da han ikke var kræsen når det kom til natur. Han strejfede dog hele tiden omkring, netop for at opleve det hele. Han endte med at hoppe små hop på stedet, fordi han kom i tanke om noget. ”Uh! Uh! Loupe godt lide.. øhm.. vand! Øhm.. springe ud fra klippe!” fortalte han og blev pludselig klar over at han ikke vidste at det hed et vandfald, men håbede at hun vidste hvad han mente.
Det betød meget for ham at hun var oprigtig, hvor han skam også selv var det, da han ikke just kunne kaldes for en løgner. Han var måske dyrisk, men det gjorde ham også til et af de mest sandfærdige væsner på denne jord. Han forstod dog ikke særlig meget, hvor hans almene viden ikke var særlig stor, men det ændrede ikke på at han gerne ville lære om alt, og han var derfor glad for at han havde mødt Jarniqa, fordi hun havde indvilliget i at lære ham at være menneske. Han smilede stadig forlegent ved hendes ord. ”Loupe ved.. Niqa god,” medgav han, hvor han tog omkring det ene skind og lagde det om hendes skuldre, så hun ikke skulle fryse, det blev trods alt kun køligere, fordi natten var over dem. Forsigtigt satte han sig tættere på hende – så han næsten sad klods op ad hende – hvor han prøvende og ganske nænsomt lagde sit hoved mod hendes skulder, dog klar til at trække sig, hvis hun begyndte at udvise en fjendtlig opførsel. Som hun omformulerede sit spørgsmål, forstod han hvad hun spurgte om. Han løftede hovedet og så mod hende. ”Loupe ikke altid lege med dyr, Loupe … rejse meget. Jager, lave huler, går i natur,” fortalte han. Det var en ret så ensom tilværelse han havde, men altid fik han dagene til at gå.

[Deleted]

At Loupe efterlod sine huler, så andre kunne få glæde af dem, var en ganske sød tanke. Jarniqa havde dog sine tvivl, om hans gode intentioner blev benyttet, som han ønskede dem. Hun vidste nemlig, at dyr kunne ane, hvilket andet dyr, der tidligere havde taget plads i boet, og derfor kunne de for eksempel frygte at indrykke der, hvis det forekom dem truende. Derudover var der det problem med menneske, at de ej boede steder, som Loupe gjorde, og derfor tvivlede hun på, at de ville finde det særligt tiltalende. Og dog. Hvis man var nødsaget til at finde ly for natten, kunne man meget vel være drevet til at tage det første og det bedste. ”Det er venligt af dig at hjælpe andre på det plan,” sagde hun roligt, som hun vidste, at han ej ville forstå hendes spekulationer. Han kendte muligvis til dyrs tankegang, men han forstod vel næppe hendes forklaring af det. Hun så sig omkring i hulen. Denne her ville næppe blive brugt af andet end kattedyr, hvis Loupe engang søgte bort, og efterlod den til andres behov. De blå øjne lod hun igen søge ham, hvor de måtte lyse muntert af det spøjse syn, der mødte dem. Loupes hår stod nemlig ud til alle sider, men det lignede ikke just, at han tog sig af det. Hun antog skam heller ikke, at han var en forfængelig mand. ”Du kan lide at springe ud fra klipper?” spurgte hun nysgerrigt, som det var således, at hun forstod hans forklaring. At det var vandfald han derimod mente, kunne hun ikke sige, men forståeligt var det også kun, når der var en stor sproglig barriere mellem dem. Selv var hun ikke videre uddannet, men alligevel var hun langt mere lært end Loupe.
Opmærksomt fulgte Jarniqa ham med blikket, som han løftede et af skindene. Svagt gled smilet over hendes læber, alt imens hun kort skænkede ’gulvet’ et blik, som hun mærkede, hvordan det bløde blev lagt over hendes nøgne skulder. Behageligt var det at mærke, skønt det ikke just var en følelse, som hun var vant til. Normalt set måtte hun nemlig ikke gå iført pels, som hun kun fik, hvad der blev hende givet af besætningen. ”Tak Loupe,” sagde hun blidt, inden hendes mine måtte blive langt mere overrasket. Hun både anede og mærkede, hvordan han rykkede sig hende helt nært. Hun mærkede derfor, hvordan deres sider og arme berørte hinanden, samt hvordan, hans hoved blev lagt mod hendes skulder. Det fik hendes hjerte til at slå et spring over, alt imens hun undrede sig over, hvorfor han gjorde således. Det var trods ikke normalt at gøre på folk sådan uden videre. Hun slog ham dog ikke, selvom det gav hende en sær fornemmelse indeni. Hun nikkede svagt med hovedet. ”Taler du nogensinde med andre som mig?” spurgte hun ham. Selv forstod hun, at han bestemt ikke altid sad på sin flade, men alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke, at hans livsstil også måtte forekomme hende en anelse trist. Det var nemlig ikke meget selskab han havde, og selvom det kunne være rart med ro, var det også uden tvivl rart med folk omkring sig.

[Deleted]

Loupe ville gerne hjælpe der hvor han kunne. Det havde mest noget at gøre med at han var så ensom og gerne ville have en ven, hvor han derfor gjorde hvad han kunne for at være god, så folk kunne lide ham, men desværre blev de hurtigere skræmt af hans udseende frem for at se hvad han egentlig havde at byde på. Jarniqa var dog anderledes, ganske vidst var hun blevet skræmt af ham, men hun havde hurtigt set at han ikke var så slem igen, hvor hun heller ikke var løbet skrigende bort som de fleste gjorde i hendes sted. Hun havde heller ikke angrebet ham eller virket fjendtlig på noget tidspunkt, hvor hun heller ikke havde farlige våben at skræmme ham med, så han var hurtigt faldet til ro. Han smilede stort og stolt til hendes ord og nikkede. ”Loupe gerne hjælpe!” fortalte han. Han vidste godt at det ikke var alle hans huler der blev brugt, men de var der, skulle folk støde på dem, hvor han ikke havde noget imod, skulle de blive brugt af andre. Han lagde let hovedet på sned til hendes ord. Springe ud fra klipper? Jo, det havde han da gjort før, men det var nu ikke hvad han havde hentydet til og blev pludselig i tvivl om hun misforstod ham, som han tit havde gjort ved hende. ”Loupe mene vand, som komme ud af klippe og … ende i sø,” forsøgte han at forklare videre, „men Loupe godt lide at springe fra klippe og ned i sø.” Han smilede muntert. Han kunne skam godt svømme og han havde set menneskene vaske sig i søer, eller svømme i hav, eller som hun selv havde foreslået, at springe ud fra vandfald og ned i vandet under, der typisk dannede en fontæne eller kilde. Han havde også prøvet at svømme i varmt vand, der også havde udspring fra en klippe. Det ville han gerne vise Jarniqa, men der var ikke meget af det her i disse områder.
Loupe sendte hende et stort smil, da han lagde skindet om hendes skuldre og hun takkede ham. Han ville gerne behandle hende godt, nu hvor hun var i hans hjem og var hans gæst. Desuden havde han også tit sæt mænd forsørge og forkæle deres kvinder, hvor de fleste var gode mod dem, holdt om dem og gav dem blomster, som de fandt i naturen. På trods af at han trak hovedet til sig, da hun talte til ham, så blev han stadig siddende helt tæt på hende, da han ingen situationsfornemmelse ejede og ikke vidste hvad der var rigtigt og forkert, det havde han jo aldrig haft nogen til at lære ham. Der var dog ingen ond intention med det, da det var et tegn på omsorg og tryghed for hans vedkommende. Han slog let blikket ned, da hun spurgte om han talte med andre som hende og trak let på skuldrene. ”Loupe ikke snakke med mange. Mange bange for Loupe.. Loupe skræmme mennesker væk,” fortalte han og lød trist. Han var ikke engang farlig, så han forstod dem slet ikke.

[Deleted]

Det tydede ikke just på, at der var en ond knogle i Loupe, skønt hans udseende kunne forekomme skræmmende. Selv var Jarniqa også blevet bange for ham, men på den anden side kunne man vel ej bebrejde hende, når nu han havde knurret af hende, samt haft et yderst besynderligt og fremmedet udseende. Nu vidste hun til gengæld, hvad hun havde at arbejde med, og derfor var hun klar over, at hun ej behøvede at være skræmt. Det viste hans venlige sjæl hende også kun, som han ej ønskede folk ondt, men derimod ønskede at hjælpe dem. Hun smilede let. ”Det glæder sikkert folk,” sagde hun roligt. Hendes hoved søgte en anelse på sned, som han forsøgte at forklare hende, at hun havde misforstået ham. Selv tog hun det ikke synderligt tungt, da barrieren mellem dem var stor og derfor gjorde det forståeligt. Derfor gav hun sig blot igen til at spidse øre for at opfange det rigtige denne her gang. ”Arh,” lød det genkendende fra hende. ”Vand. Du kan lide vandfald. Det er også et smukt syn,” medgav hun, hvor det ej var lyv. Vandfald var som ofte et majestætisk naturfænomen, og derfor undrede det hende ikke, at han syntes om det.
Spøjst forekom det Jarniqa, at Loupe pludselig var således omkring hende. Skindet var en ting, men det, at han satte sig hende helt nært, og tilmed lagde sit hoved mod hendes skulder, var en helt anden ting. Det var sagtens noget et vennepar kunne gøre, men det forekom nok oftere blandt elskende, og hun kunne ikke just sige, at hun var Loupe særlig nær endnu. De var kun bekendte, og derfor forekom det hende en anelse grænseoverskridende, men eftersom han var det væsen, han var, sagde hun intet til det. ”..Er det fordi du knurrer af folk?” endte hun med at spørge, som det forekom hende meget muligt. Han havde nemlig knurret af hende, og det skulle ikke undre hende, hvis en således handling havde skræmt andre folk væk. Ud af det blå gik der et sæt igennem Jarniqa, alt imens hun greb sig til halsen. Hendes blik flakkede let ved den pludselige handling, inden det helt måtte forekomme trist. Hun vidste, hvad der var på færde.. ”J-Jeg er nødt til at gå,” lød det trist fra hende, hvor nødt til måtte være stikordet. Hun kunne ikke blive længere. Hun blev kaldt tilbage. Tilbage til skibet. Det var en fornemmelse hun altid vidste, hun ville blive ramt af, når hun gik rundt ude, men alligevel kunne hun ikke lade være med at hade den. Hun ønskede ikke at vende tilbage, som hun derimod ønskede at gøre, hvad der passede hende. De blå øjne lod hun søge mod Loupe, der formentligt ikke vidste præcist, hvad der foregik her. Hun havde dog forsøgt at forklare ham, hvordan det hang sammen, men alligevel havde det ikke tydet på, at han havde forståelse for magi og lænker. ”Det har været mig en glæde at møde dig, Loupe,” sagde hun mildt på trods af, at hendes blik var trist, og at hun kæmpede med det magiske bånd, der krævede, at hun drog tilbage.

[Deleted]

Loupe nikkede medgivende og med et stort smil om læberne, da hun sagde at det måtte glæde folk. Det håbede han naturligvis, da det var for dem at han gjorde det. Han ville gerne hjælpe hvor han kunne komme til det, selvom det ikke altid var så let. Hans blågrå øjne søgte mod hende, da hun forstod hvad han havde ment og han nikkede medgivende og smilede kun større til hende. Lige præcis! Et vandfald! Han havde fået at vide hvad det hed før, men havde tydeligvis glemt det. Denne gang ville han dog ikke glemme det! Ligesom han også ville se om han ikke kunne huske de nye ord som hun selv havde brugt og lært ham. ”Ja! Vandf-f-a-ld,” medgav han med det store smil malet over sine læber. Han var faktisk rigtig glad for at have mødt Jarniqa, ligesom han gerne ville have at hun skule lære ham en masse nye ord og det at være menneske, han kunne nemlig ikke ønske sig noget højere end at blive en del af dem. Det var vel der han hørte til? Han var trods alt ikke helt som dyrene, skønt hans opførsel måske var lidt mere som dem frem for som et menneskes, men det var kun fordi han ikke vidste bedre og fordi han var blevet udstødt, hver gang han havde forsøgt at blive en del af byerne. Han brød sig ikke om den måde, de jagtede ham væk på.
Forundret blinkede han med øjnene, da hun spurgte om de var fordi han skræmte folk væk med sin knurren. Jovist, det kunne han godt, men det gjorde han sjældent, for han ønskede trods alt ikke at skræmme dem væk. Han var bare frygtelig sky og kunne ikke tåle at folk kom for tæt på ham alt for hurtigt. Han rystede let og langsomt på hovedet. ”Loupe ikke ønske nogen ondt. Loupe ikke lide fremmede komme for tæt på.. Loupe ikke ved om det slemme mænd.. men Loupe skræmme folk, uden at knurre. Loupe ikke som alle andre,” fortalte han sandfærdigt og endte lettere trist. Det var ikke fordi han havde lyst til at det skulle være sådan. Lettere forskrækket gjorde hun ham, da hun pludselig greb sig til halsen, hvor han var hoppet et lille skridt til siden og væk fra hende. Hans mine blev langt mere bedrøvet, da hun fortalte at hun var nød til at gå. Det havde hun godt fortalt ham. Han peb kort. ”Niqa ikke blive lidt længere?” spurgte han og lød lettere tryglende. Han ville jo gerne have at hun blev. Han rynkede brynene og greb let omkring hendes hånd. ”Så.. Loupe gå med Niqa!” svarede han bestemt. Det var ikke fordi han havde lyst til at være hos slemme mænd, men.. han ville gerne være hos hende, særligt hvis hun kunne lære ham at være et menneske og så kunne han godt lide hendes selskab, hun var en af de få der ikke var løbet skrigende bort.