Another escape from my life

[Deleted]

Nysgerrigheden drev typisk Loupe, hvilket også var grunden til at han fulgte efter hende frem for at søge væk som de fleste nok ville have gjort. Han var ikke helt som et dyr og derfor ikke helt så bange, selvom han stadig var sky. Han ville gerne finde ud af mere omkring hende og måske han også ville? Hun forekom ham ikke helt så farlig igen, da hun virkede helt fredfyldt, særligt på den måde hun sad der lænet op ad træet og så ud over det hele, imens hun slappede af. Hun havde heller ikke lydt til at ville gøre ham ondt, selvom han havde skræmt hende, men hun havde måske bare ikke set en som ham før? Han vidste trods alt at selv ulve kunne skræmme folk, fordi de var rovdyr og det var han også selv, selvom han aldrig havde spist et andet menneske før. Han spiste mindre dyr, som fugle, kaniner, egern og fisk, han elskede fisk! Og ved stranden var der rigtig mange fisk! Derfor kunne han godt lide at komme her. At han så skulle forstyrre freden både for hende og for ham selv ved at knække på grenen, fik ham til at kaste sig frem, fordi han troede at han lå i skjul, men det gjorde han tydeligvis ikke. Ondt havde han ikke. Hans hud var hård de fleste steder grundet sit liv herude. Han rynkede let brynene, da han opfangede en lyd af skridt, dette fik ham at ligge helt stiv og anspændt på jorden, imens han pressede sine hænder imod hans hoved, fordi han håbede på at han ikke ville blive opdaget. At han så længe var, anede han ikke selv. Han kunne næsten forekomme helt stupid og inkompetent, men primitiv var han og han vidste ikke særlig meget om verden og hvordan tingene foregik i den. Snart rynkede han på næsen, for han kunne lugte hende og han hørte hendes skridt komme tættere på, hvilket fik ham til at fjerne hænderne og da han så til siden, opdagede han at hun var lige ved siden af ham, hvilket fik ham til at spærre øjnene op i forskrækkelse og frygt. Han nåede kun lige at mærke hendes prik, idet han farede op på alle fire, blottede sine tænder og afslørede de fire hjørnetænder, der var lange og kraftige, ikke som en vampyrs men som en ulvs. Han knurrede arrigt, som en advarsel, inden han sprang ind i buskadset igen og begyndte at kravle rundt. Han stak hovedet ud mellem to buske og skævede op mod hende, for at se om hun ville angribe ham, hvilket han først havde troet da hun havde forsøgt at røre ham og derfor havde han ageret aggressivt, mest for at skræmme hende, så hun ikke ville røre ham, da han var sky og alt for påpasselig. Endnu en dyrisk handling. Han brummede let med sin dybe stemme og blev liggende under buskene, hvor hans hoved tittede frem og hans blågrå øjne hvilede nysgerrigt på hende og kunne minde om et lille barns, helt uskyldige og milde. ”Du slem?” spurgte han så. Han var vant til at menneskene ville gøre ham ondt, men hun forekom ham ikke helt så farlig og fjendtlig, så måske hun ikke var? Måske hun gerne ville lege med ham? Et lille håb begyndte at spire i hans indre.

[Deleted]

Jarniqa var skam, hvad væsnet håbede på. Fredfuld. Derfor behøvede han ej at frygte hende, men sådanne ting var altid ligetil at sige. Overrasket blev hun, da han igen gjorde sin ankomst ved hende. Både fordi hun havde troet, at han havde fået nok af hende, og fordi, at det lignede, at han var blevet ramt. Skudt af en usynlig pil eller sten. Hele hans væremåde undrede hende, for … hun kunne ikke se, hvem der skulle have gjort ham fortræd, og selv havde hun endnu ikke udgydt en reel trussel. Der var desuden ingen grund for ham at frygte hende, da det allerede nu var tydeligt, at han var stærkere end hende. Hun var nemlig spinkel af bygning, hvor hun hverken kendte til kamp eller magi. Ham derimod, havde for det første en mands stærke bygning, og så havde han de skabe kløer, der uden tvivl kunne flænse hud op. Derfor var det uden tvivl hende, der burde være den mest frygtsomme og ej ham. Selv overvandt hun dog sin egen frygt, hvor hun vovede, at nærme sig ham. Selv kunne hun se, hvor anspændt han lå, og det var der vitterligt ingen årsag til. Derfor lod hun sig også glide ned på knæ ved ham, hvor hun prikkede og talte til ham.. Noget hun tydeligvis ikke skulle have gjort. Kort og forskrækket gled et skrig over hans læber, som han arrigt knurrede af hende, og blottede fire skarpe tænder for hende! Forfærdelsen stod uden tvivl malet i hendes ellers så uskyldige og smukke ansigt, hvor hun også blev så bange, at hun helt faldt tilbage på sin ende. Bange var hun pludselig, og selv vidste hun ikke, hvad hun havde gjort galt. Hun havde jo intet ondt gjort ham! Nervøst kravlede hun hastigt tilbage og væk fra ham, uden at hun tog de opspilede øjne fra ham, som hun nu var usikker på, om han kunne finde på at angribe hende. Hun stoppede først, da hun mærkede, hvordan træstammen bankede mod hendes ryg, og der stivnede hun. Hendes hjerte slog en tand stærkere grundet forskrækkelsen, men ej stak hun af endnu. Det var vel også kun fordi, at hun var for lamslået til andet.. Hun havde nemlig ikke set det komme, at han havde noget der lignede hugtænder! At han alligevel valgte at tale til hende og roligt, forstod hun ikke, ligesom hun ikke forstod, at han antog, at hun var slem. Hun havde for guds skyld ikke gjort ham noget! Ingen ord faldt over hendes læber denne her gang, som hun kun var i stand til at ryste skræmt på hovedet. Nej, hun var ikke slem, men det var han nærmere. Derfor spekulerede hun også på, om tiden var til at stikke af, og denne her gang tilbage til skibet. Det ville godt nok være før tid, men der ville der i det mindste ikke ske hende noget, som hun ikke allerede kendte til eller havde prøvet før. Slemt var det desuden, når hun tænkte i de baner, da hun hadede skibet af hele sit hjerte.

[Deleted]

Denne kvinde havde skam intet at frygte fra Loupe, medmindre hun valgte at angribe ham og tvinge ham op i en krog, for så ville han være tvunget til at forsvare sig selv, det var de eneste gange han havde gjort menneskene ondt, for ellers stak han halen mellem benene og flygtede så hurtigt han kunne for at komme væk. Han var også bange for hende. Godt nok havde hun ingen våben, men derfor kunne hun godt være ond allievel, desuden havde han også set folk fremmane våben ude i det blå, hvordan de gjorde det, anede han ikke, men han kunne ikke lide det og han vidste ikke om hun var en af de væsner. Han kunne heller ikke lide at folk nærmede sig ham uden at han havde givet dem grønt lys, desuden så var det ikke fordi han havde givet nogen grønne lys før, for han havde aldrig haft muligheden for det, folk var nemlig altid flygtet frem for at blive, men denne kvinde havde været anderledes, lige indtil hun selv havde valgt at gå, men denne gang kom hun over til ham og det skræmte ham fra vid og sans, ligesom hans knurren gjorde hende. Hendes skrig, fik ham til at udstøde en pibende lyd, der næsten kunne være et skrig selv, da hun forskrækkede ham, men han var hurtigt inde i buskadserne igen, hvor han kravlede rundt og var klar til at løbe, skulle hun springe på ham. Han så hende bakke væk, da han stak sit arrede ansigt ud mellem de to buske. Han kunne se at hun var bange, og da hun rystede på hovedet til at hun ikke var slem, blev han lidt mere tryg. Farlig var hun ikke, andre ville have slået ham, men hun blev bange, så måske han ikke havde noget at frygte? Hun mindede ham mere om et byttedyr frem for et rovdyr. Med en anelse besvær, fik han mast sin krop igennem buskene, hvilket efterlod et par ridser langs hans sider, da han kom ud, sad der smågrene, blade og pigge fast i hans hår og busker. Han brummede let utilfredst, hvor han begyndte at ryste på hovedet for at få det ud, men da det ikke virkede, løftede han sin ene hånd, bøjede i håndleddet så hånden krogede, hvor han begyndte at gnide den over hans hoved og hår, for at få det ud og kunne helt minde om en kat. Han knurrede let for sig selv af irritation over at det ikke virkede og begyndte at snurre rundt om sig selv for at få det ud. Han tumlede rundt på jorden, hvor han til sidst opgav med et suk og lå stille på ryggen med benene bøjet og fødderne i jorden, hvor hans arme lå ned langs hans side. Han lagde hovedet tilbage, da det gik op for ham at hun jo endnu var der, hvor han vendte sine blågrå øjne imod hende. Han så nysgerrigt på hende, hvor han rullede op på maven og lagde mærke til at hun stadig var bange. Hvad var hun for en? Han kravlede tættere på hende, men blev liggende på maven, hvor han alligevel holdt sig på afstand, da han stadig var påpasselig og på vagt. ”Du bange,” bemærkede han, som han havde bemærket til at starte med, denne gang var der bare forundring i hans stemme.

[Deleted]

Bange havde væsnet gjort Jarniqa, da han havde valgt at blotte tænder og knurre af hende. Det var ej et syn eller opførsel hun havde forventet, og derfor blev hun om end mere skræmt. Hun vidste i den grad ikke, hvad han var, og hvordan han levede, og derfor vidste hun ikke, hvad hun kunne forvente af ham. Det gjorde hende påpasselig og nu også skræmt, som det nu var blevet tydeligt for hende, at han var fjendtligt indstillet. Han havde ganske vidst ikke angrebet hende, men han havde udtrykt, at selskab ej var ønsket. I hvert fald ikke det venlige hun havde udvist ham, som hun blot havde ønsket at hjælpe ham. Skræmt sad hun derfor og trykkede sin slanke krop op imod træet, som om hun håbede, at det opslugte hende, og derfor fjernede hende fra væsnets rækkevidde. Hun vidste ikke, om han nu ville gøre hende ondt, men fjernet sig fra ham, havde hun. Øjnene tog hun bestemt ikke fra ham, som hun ønskede at vide, hvad han var ude på. Derfor fulgte hun ham opmærksomt med blikket, som han valgte at rive sig løs fra krattet og komme ud i det åbne til hende. Havde han tænkt sig at æde hende eller hvad? Hun vidste det ikke. Hun vidste ikke, hvordan han var. Hun vidste kun, at hendes hjerte bankede hurtigt. Frygten blandede sig dog langsomt med forundring, som væsnet påbegyndte en dybt mærkværdig opførsel. Hun betragtede først, hvordan han rystede sig, som var han en våd hund. Dernæst så hun, hvordan han prøvede at rengøre sig, som var han en kat. Til sidst, men ikke mindst, jagtede han sig selv, som en hund jagtede sin egen hale – og ironisk nok havde han selv en hale. Af ren og skær forbløffelse spilede hendes øjne op. Hvad var han? Hun måtte vide det! …og dog var hun endnu bange for ham. Årvågen blev hun igen, som han kravlede hende nærmere, inden han faldt ned, som om han var en skødehund. Uforstående blinkede hun med øjnene. Drømte hun? Hun måtte drømme! Det var den eneste logiske forklaring på dette vanvid! Yderst tøvende vovede hun at tage blikket fra ham, skønt han talte til hende. De blå øjne lod hun rettes mod sin bare arm, hvor hun nu valgte at klemme skarpt om huden med to af sine negle. ”Auv!” udbrød hun, som smerten øjeblikkeligt meldte sin ankomst! Okay.. Hun drømte ikke.. Hendes hjertebanken steg igen, som hun i så fald igen skulle finde hoved og hale i denne situation, og det var på ingen måde ligetil. Hun havde nemlig aldrig før oplevet en som ham. Nervøst faldt hendes blå øjne igen på hans ansigt. ”..Skal jeg ikke være det?” spurgte hun ham tøvende. Selv mente hun klart, at hun skulle frygte ham. For det første var hun usikker på, hvor menneskelig han var. For det andet havde han vist tænder og knurret ad hende.. en tydelig advarsel om, at man ej var ønsket, når det kom til hunde og katte. Det var desuden ikke til at komme uden om, at han var dyrisk, og derfor ville hun stadig have den tanke ved hånden.

[Deleted]

Det gik langsomt op for Loupe at han måske ikke behøvede at frygte hende alligevel, hvilket et sted måtte lette ham. I virkeligheden var han nok mere bange for hende end hvad hun var for ham, da han slet ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd, at hun så heller ikke kunne, det vidste han ikke, men han kunne godt se at hun ikke var fjendtlig, da hun kun var skræmt af ham, noget der gjorde ham lidt mere selvsikker og derfor gik han også ud fra krattet. Han havde lært at de som frygtede én behøvede man ikke selv at frygte, sådan var det trods alt også med fuglene og kaninerne, alle de små fredelige dyr, dem frygtede han ikke og det var skam ikke alle han spiste og dræbte, da han kun gjorde, når han var sulten. Han var en lidt spøjs person, for han hjalp dyrene skulle de være såret eller fanget, men sjovt nok spiste ham dem også, hvilket skete når han blev sulten og hans instinkter tog over i ham. Mad skulle han trods alt have. Som han tumlede rundt og endte på ryggen, begyndte han at vride sig fra side til side, som en legesyg hund. Selvom det mest var for at få det af bukserne. Han var ikke så god til de menneskelige handlinger, han var trods alt opvokset i et ulvekobbel og var derfor mere dyrisk frem for menneskelig i opførsel. Han ville dog gerne lære at være som menneskene, tale som dem, selvom han havde frygtelig lang vej endnu. Hans blik faldt på hende og han gled om på maven og møvede sig tættere på hende uden at komme for tæt på, for nu ønskede han heller ikke at skræmme hende væk. Han løftede hovedet fra jorden, da hun vendte blikket mod sin arm. Hvad nu? Han så hende nive sig i armen og gøre sig selv ondt og han rynkede uforstående på næse og bryn. Hvad lavede hun dog? Hun var jo mere tosset end ham! Han satte hænderne i jorden uden at han tog blikket fra hende og hoppede op på alle fire, hvor han sad med krum ryg, benene tæt ind til sig i bøjet stand og armene strakt foran sig med håndfladerne hvilende på jorden. Han så mod hende, da hun spurgte om hun skulle være bange for ham. Han lukkede øjnene og et smil gled over hans rosa læber, hvor han brummede i stød, fordi han grinte. Han smilede over hele femøren, da han åbnede øjnene igen, der selv bar et muntert skær. ”Bange for Loupe? Loupe ikke farlig,” svarede han morende og slap sin brummende latter igen. Hun var da tosset. Han begyndte at kravle omkring. Han havde svært ved at sidde stille og skulle helst lave noget. Med tungen ud af munden kravlede han hen imod hendes side og stadig med afstand til hende, hvor han stak overkroppen ind mellem nogle buske og da han kom frem igen, satte han sig på måsen og havde nogle bær i sin hånd, som han begyndte at proppe i sig. Han så mod hende, stadig med smilet om hans læber. ”Mig Loupe” fortalte han med bær i munden, selvom han blev siddende og var kun et par få meter fra hende.

[Deleted]

At han anså Jarniqa for at være den mest tossede af de to, fordi hun nev sig selv i armen, var han nok ene om at mene. Det skulle nemlig ikke undre hende, hvis hele Cetiul ville dømme ham som en sindssyg og et uhyre. Han var nemlig den unormale af de to, som han var halvt menneske og halvt dyr. Hun derimod var renracet nymfe, og hvad hun havde gjort, var en ganske normal handling, når man betvivlede, hvad der skete omkring en. Det var nemlig, hvad hun havde gjort, som hun havde antaget det hele for at være en drøm, da det havde forekommet hende en tand for uvirkeligt. Utroligt nok skete det dog, men det gjorde det også altid, når man valgte at nive sig selv. Forundret faldt hendes blik på ham, som han satte sig på sin egen mærkværdige måde, og begyndte at … grine ad hende? Hvorfor grinte han? Og hvorfor grinte han ikke korrekt? Dybt mærkværdigt lød det nemlig, som han brummede frem for at le. Derfor fik hun ikke just lettere ved at tolke situationen, da hun derimod fortsat stirrede på ham med sine forbløffede og skræmte øjne. Hvad han havde at sige, lyttede hun skam til, skønt hun ikke helt vidste, om hun kunne tro ham. Han var ikke farlig? Hvorfor havde han så knurret af hende? Det gav ikke mening i hendes hoved.. Intet af dette gav mening. ”Hvorfor knurrede du så af mig?” spurgte hun ham direkte, uden at nervøsiteten forlod hendes stemme. Som han opførte sig nu, måtte hun dog indrømme, at han ikke så synderligt farlig ud. Han lignede nærmere et … barn. Og eftersom han ikke var noget barn, men en fuldvoksen af ydre, måtte han vel være retarderet? Det var i hvert fald i den retning hendes tanker gik. Igen blinkede hun uforstående med øjnene, som han nærmede sig hende med tungen ude af munden, som var han en hund. Selv rykkede hun ikke en muskel, som hun blot sad klinet op til det træ, hun havde fundet. Øjenbrynene endte hun med at hæve, som han nu hentede bær og gav sig til at spise dem, alt imens han holdt øje med hende. Nuvel.. Siden han spiste bær, var hun formentligt ikke på menuen. Hun kunne dog ikke lade være med at undre sig over, hvorfor han havde sylespidse hjørnetænder, hvis ej han var et rovdyr, men en planteæder. Derfor blev det langt til puljen over mysterier angående ham. ”Hej Loupe,” endte hun tamt med at hilse på ham, alt imens hun hævede sin højre hånd i en slags vinken til ham. Det var dog kun fordi, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle forholde sig til ham. Normalt set var hun nemlig ganske fattet af sig. ”Jeg er Jarniqa,” endte hun dog med at præsentere sig selv, hvor hun uden tvivl gjorde det langt mere civiliseret end ham. Det var nemlig ikke meget galt at sige, at han talte hulesprog. Han manglede nemlig alle de små fyldeord, der ville gøre hans sætning korrekt.

[Deleted]

Nu hvor det var gjort på sin plads at hun ikke var farlig eller skræmmende, så var Loupe langt mere rolig. Det var dog ikke sjovt at hun frygtede ham, for det havde hun jo ingen grund til. Han ville ikke gøre hende ondt. Men det troede sjovt nok alle. Han var ganske vidt ikke helt blid, da han var kødæder, men han havde aldrig spist menneske, da han sjovt nok fandt væmmelse ved den tanke, nok fordi han selv gerne ville være som dem. Ulve spiste jo heller ikke hinanden. Han fandt hende underlig og dog morsom, selvom han ikke forstod sig på hende, men det var også hvad der gjorde ham nysgerrig. Han så på hende med et blidt blik, selvom han blev eftertænksom da hun spurgte ham hvorfor han havde knurret. ”Du..” Han blev stille og sad og stirrede ud i luften. Man skulle tro at han var gået helt i stå, men i virkeligheden tænkte han. Hvad var det nu for et ord han skulle bruge? Han brummede og drejede hovedet for at se lige frem, hvor han kløede sig i håret og lignede for en gangs skyld et menneske … eller handlingen gjorde. Han endte med at lyse op, da han kom i tanke om det, selvom han lavede hele sin sætning om. ”Loupe forsigtig. Loupe ikke lide slemme mennesker. Slemme mennesker slår,” fortalte han hende, hvor han kravlede hen til buskene og fandt sine bær. Han spiste en masse forskelligt, han havde til tider stjålet mad fra menneskene og set hvad de havde spist, han spiste derfor både kød, men også frugt og bær. Han sad og spiste, imens hans milde øjne hvilede på hendes skikkelse, som hun sad op ad træet. Hun forekom ham noget mere anspændt end da han havde fundet hende, men det var vel fordi hun stadig var bange? Hvad havde hun dog at frygte? Det var hende der var kommet for tæt på, så det gav vel ham grund til at være bange? Det var i hvert fald sådan som han så på det. Han stoppede med at spise og så forundret på hendes viftende hånd. Hvad var det? Det havde han ikke set folk gøre før. Han tog sig dog ikke af det, men fortsatte med at proppe bærerne i munden på sig selv. At hun så også sagde sit navn, fik ham igen til at stoppe, hvor han så lettere tænkende på hende med sammenknebne øjne. ”J.. Ja.. Jarrr… Ja..” Han sad og forsøgte at udtale hendes navn, selvom det ikke gik så godt. Han knurrede irriteret, fordi han ikke kunne sige det, men gav ikke op! ”Jarrr.. N.. Niiiqa.. Niqa!” Han smilede stolt af sig selv og proppede alle bær i munden på sig selv. Da han var opvokset i naturen og blandt dyrene, var hans udvikling gået frygtelig langsom, han var en ung mand, men talte som et lille barn, men han havde så heller ikke haft nogen til at lære ham noget, da alt var selvlært. ”Niqa have bær?” spurgte han og havde droppet det første af hendes navn, da han ikke kunne sætte det sammen med endelsen, og da endelsen var lettere blev hendes navn Niqa.

[Deleted]

Opmærksomt betragtede Jarniqa sig af ham, som han forsøgte at finde ord til hendes spørgsmål. Hun havde allerede bevidnet, at han var utrolig primitiv, når det kom til sprog, og derfor overraskede det hende ikke, at han tog sig tid til det. Derfor blev hun blot siddende og afventede hans svar – nervøst og dog nysgerrigt. Hun vidste nemlig endnu ikke, hvad hun kunne kategoriserer ham som, ligesom hun ej heller vidste, hvordan han havde det med mennesker. Derfor var hun også noget anspændt, men det ville også kun vare så længe, at hun følte sig utryg. Roligt havde hun nemlig ageret, da hun først havde set ham. Det var først, da han havde truet hende, at hun var blevet direkte bange, samt havde været den der var krøbet bort. Hendes hoved faldt en anelse på sned, hvor hendes lange hår derfor gled med ned over hendes ene skulder. ”Jeg slår ikke,” svarede hun sandfærdigt, og det passede. Hun var nemlig ikke den slemme type, som han beskrev for hende. Hun var nærmere den, der led under slemme mænd, som han beskrev. Det var også at se på hende, at hun i dag var kommet galt af sted, som hendes ene kind var rød og lettere hævet, og derfor tydede den udtrykkeligt på slag. Tavs blev hun igen, som hun ikke umiddelbart vidste, hvad hun kunne sige til ham. Han havde trods alt ikke det største ordforråd, og derfor kunne hun ikke vide, hvad der var sikkert at tale med ham om. Ej heller vidste hun, hvad han ville tale om, da hun allerede én gang havde trådt forkert på det punkt. Langsomt – og dog sikkert – begyndte et smil at bane sig vej til hendes fløjlsbløde læber, som hun betragtede ham, alt imens han forsøgte at udtale hendes navn. Hun kunne ikke just sige, at det gik ham godt, men han forsøgte da, og sødt var det. Morsomt var det i hvert fald at se, hvordan han blev arrig på sig selv, da det ikke gik så ligetil. Et spøjst væsen var han uden tvivl. ”Jar-niqa,” forsøgte hun at rette ham behjælpeligt, alt imens et lille smil hvilede på hendes læber. Han havde nemlig formået at sige alle ord, men ej været i stand til at sætte dem sammen. Om han overhovedet var til at hjælpe, vidste hun ikke, men hun gjorde sig da forsøget. Hendes blik søgte nu til hans tomme hånd, som han spurgte ind til, om hun ønskede sig nogle bær. Selv var hendes første indskydelse, om det var sundhedsskadeligt at tage imod de bær, som han havde fundet. Dog sagde man, at dyr kunne fornemme eller snuse sig til, om det de rørte var giftigt, og derfor var det måske sikkert nok. Det kunne dog også være, at han havde en helt anden anatomi end hende, og derfor kunne klare andet end hende. Han så trods alt anderledes ud. Svagt endte hun med at nikkede med hovedet. ”Jo tak,” svarede hun, som et tegn på, at hun gerne ville prøve bærerne. Grunden til det var nok nærmere, at hun var interesseret i at lære ham bedre at kende og regnede med, at det ville blive lettere, hvis de fandt en fælles nævner. Derfor indvilligede hun i at spise det samme som ham.

[Deleted]

Det glædede Loupe at han ikke skræmte hende helt væk, hvilket han lidt havde frygtet, for det gjorde han jo altid. Hun var det første menneske han længe havde talt med. Det hændte nemlig ikke ofte at nogen turde nærme sig ham, han havde også prøvet at folk havde udvist interesse, men de var endt med at snyde ham, for at forsøge at fange ham og så var han blevet sky igen. Hun virkede dog ikke så slem og det var også hvad hun sagde at hun ikke var, så han måtte vel tro på det? Han lagde hovedet let på sned. Hun slog ikke? Det måtte da glæde ham, for han var ikke interesseret i at blive slået eller noget andet og hendes bekræftelse gjorde det kun bedre og lettere for ham at være omkring hende, hvor han også bedre kunne vise sig fra sin egen gode side, så han ikke ville hvæse og knurre af hende igen. Hans læber begyndte at brede sig i et stort smil. ”Så du god,” konkluderede han, hvilket var tydeligt lettede ham, hvor han kunne være mere rolig frem for at være påpasselig hele tiden, samt være på vagt. At hun også gav ham sit navn, glædede ham, selvom han havde svært ved at udtale det. Særligt at sætte de to udtalelser sammen, da han ikke var så veludviklet og han følte at hans tunge slog knuder, skulle han sige længere, nye ord, de som han kunne i forvejen var intet problem. Han så mod hende, da hun forsøgte at hjælpe ham. ”Jarrr … Niqa,” svarede han igen, men fandt det lige så svært, hvor han prustede let utilfredst. Han kunne bedre lide Niqa, det var meget lettere at sige end at sætte dem sammen. Det var derfor også hvad han kaldte hende, da han spurgte om hun ville have nogle bær. At hun nikkede og sagde ja, fik ham til at smile over hele femøren igen. Han kravlede ind i busken og plukkede nogle flere bær, inden han næsten helt forsigtigt lavede nogle små hop imod hende, for at komme tættere på. Han tog ikke sine uskyldige blågrå øjne fra hende, selvom det var tydeligt at han ikke var helt tryg endnu. Han satte sig indenfor hendes rækkevidde uden at komme for tæt på, hvor han langsomt rakte sin hånd frem, for at række hende bærerne. Hun havde godt nok sagt at hun ikke slog, men man kunne vel aldrig være for forsigtig? Han kunne i hvert fald ikke. Han bed sig let i den bløde underlæbe, med hans ene kraftige hjørnetand, hvor han på trods af de dyriske træk så helt uskyldig ud. Han havde aldrig gjort nogen ondt, medmindre han havde været nødsaget til at forsvare sig selv, men han havde aldrig dræbt et menneske. ”Du bor i by?” spurgte han og lød forsigtig, selvom nysgerrigheden lå i undertonen. Om hun var her fra ville han tro, men han kunne selvfølgelig ikke være sikker, mange rejste vidt omkring ligesom ham selv. Man havde en flot udsigt over Cetiul herfra, da de befandt sig på en skråning, hvor man kunne se ud over havnen, se de smukke huse og de mange skibe - ikke at han vidste hvad det var.

[Deleted]

Skævt gled smilet over Jarniqas læber, som hun blev stemplet som god, fordi hun ej slog. Selv mente hun skam, at hun havde en god sjæl, men alligevel var hun også af den mening, at der skulle mere til at definere en god person, end om vedkommende slog eller ej. Det at være ond var nemlig et vidt begreb, men allerede nu vidste hun, at det ville være hul i hovedet at diskutere med ham. Hans opførsel og tale var nemlig som et barn, og derfor tvivlede hun, at hun kunne benytte sig af fremmedord og lange sætninger. Selv kunne han trods alt kun sige 3 ord i en sætning, og de sætninger var end ikke korrekte. Hans måde at agere på, måtte dog få hende til at føle sig mild omkring hjertet, da han fremstod det hele, som var det simpelt. Smilet på hans læber, fik også hans ansigt til at lyse uskyldigt op, samt det fik hende til at tænke, at han måske ikke var så fjendtlig igen? Påpasselig var hun dog endnu, som hun ej ønskede, at han gav sig til at knurre ad hende igen. Det brød hun sig nemlig ikke om, ligesom han ikke havde brudt sig, at hun havde spurgt ind til, hvad han var. ”Ja. Jeg er god,” medstemte hun roligt med et smil på læben. Hun ville skam ikke gøre ham fortræd, medmindre han satte sine hjørnetænder eller kløer i hende. Som han forsøgte at udtale hendes navn korrekt, var hun tæt på at slippe en latter, da det lød sjovt, sådan som han trak på stavelserne. Hun tillod dog ikke sig selv at grine, da hun tvivlede på, at væsnet ville synes om det. Derfor holdt hun inde, hvor hun i stedet nikkede opmuntrende med hovedet, som et tegn på at han var godt på vej. Godt.. Du har det næsten,” fortalte hun ham venligt. Det var også sandt, som han blot manglede at sætte de to stavelser sammen. Det tydede dog på, at det ville tage lidt tid, før han ville føle sig komfortabel med de mange bogstaver. Det gjorde hende desuden intet, at han for stunden blot valgte at kalde hende for Niqa. Det var trods alt også kun en dag siden, at en anden havde brugt det navn på hende. Hendes milde øjne hvilede på hans ansigt, som han helt lyste op som solen selv, da han fik nyheden, at hun var interesseret i nogle af hans tilbudte bær. Opmærksomt fulgte hun hans bevægelser med blikket, som hun igen måtte undre sig over, hvordan væsnet bevægede sig … eller Loupe, som han sagde, at han hed. Hun havde aldrig set noget lignende, og derfor gjorde det hende uden tvivl nysgerrig. En nysgerrighed der åbenbart var gengældt, som hun kunne spotte den samme følelse i hans blik. Som han kom tilbage med bærerne, valgte hun at holde sin egen hånd fladt udstrakt under hans, så de ej rørte hinanden, men så han blot kunne trille bærerne ned i hendes håndflade. Hun havde nemlig allerede bevidnet, at han ikke var glad fra nærkontakt. En oplysning hun allerede havde skrevet om bag øret. Hun rystede let på hovedet til hans ord, så hendes kastanjebrune lokker dansede omkring. ”Nej, på et skib.. Ude på havet,” rettede hun ham, uden hun vidste, om hun blev forstået eller ej. ”Jeg er her for et par dage.”

[Deleted]

Det gjorde Loupe glad at hun ikke var en slem person, selvom det der gjorde ham mest glad, var det faktum at hun ikke var løbet skrigende bort endnu – selvom hun havde været tæt ved det. Han var glad for at hun var blevet og selvom hun havde været bange, så havde også han fortalt at han ikke var ond eller slem., for det var han jo ikke. Han gjorde ikke nogen fortræd, han ville faktisk bare gerne lære af dem og se hvordan man levede og så var han nysgerrig på at vide hvad folk vidste, for der var hans viden ikke så stor. Generelt var han ikke så udviklet, da han aldrig havde haft nogen til at lære sig noget, han havde lært alt selv, ved at studere menneskene og lytte til hvad de sagde, se hvordan de reagere. Lang tid havde det taget ham, men han havde da formået at lære lidt, og da han ikke var en baby, men en ung mand, var han alligevel udviklet til at kunne tænke selv og lære nye ting, han var god til at imitere folk, kopiere dem og det gjorde han også så meget som han kunne, folk kunne sikkert anse det for at være en fornærmelse, men det var egentlig kun så han kunne lære at blive som dem. Han smilede over hele femøren, da hun bekræftede at hun ikke var slem, men at hun var god, hvilket passede ham helt fint. Han kunne også godt mærke på hende at hun ikke var så slem igen, hun havde nemlig været bange for ham og ikke virket fjendtlig, selvom han ikke vidste hvorfor hun havde rørt ved ham, men det havde han ikke brudt sig om, mest af alt fordi han havde troet at hun ville slå, men hun virkede helt venlig og så ville han også gerne vise hende at han ikke var slem, nu hvor hun blev her. Måske hun ville blive og lege med ham? Den tanke gjorde ham helt begejstret og ivrig.
At lære hendes navn, var på ingen måder let. Han havde svært ved at udtale det, selvom det blot krævede lidt øvelse, Han smilede stolt, da hun sagde at han næsten havde det. Selvom han lod det blive ved Niqa, da han ikke var så god til hele navnet endnu, men det skulle han nok øve sig på! Hans øjne faldt på hendes hånd, da hun rakte den ud mod ham. Først stirrede han bare på den, mest for at se hvad der skete og om hun ville gøre andet, men så gik det op for ham at det var bærerne hun ville have. Han tippede sin hånd mod hendes, for at lade bærerne rulle ned i hendes håndflade, inden han trak sig lidt tilbage igen. Han så ud mod havet. ”S.. sss.. st.. sti… sk.. skiiib..?” Endnu et ord han ikke var bekendt med. Han så forvirret mod hende, „hvad det?” Han så nysgerrigt fra hende og ud over deres flotte udsigt, hvor han vendte blikket mod havet, som han godt vidste hvad var, det var det store vand, som man ikke skulle drikke. Han satte hånden op for panden, så den gav skygge til hans ansigt, hvor han begyndte at spejde. Men han vidste ikke hvad han skulle se efter.

[Deleted]

Forsigtigt og venligt forsøgte Jarniqa at føre sig frem. Hun havde nemlig allerede vidnet, at man ej skulle gå for hurtigt frem med ham, da det blot fik ham til at krybe sammen. Ligeså kunne hun se, at hvis blot man forholdte sig roligt, samt venligt interesseret, så blev han selv nysgerrig og tydeligvis glad. Hun ville nærmest sige, at han så helt lykkelig ud, når blot hun gav lidt igen, som han sendte hende de største smil, som hun længe havde set, og det måtte faktisk varme hende. Selv levede hun en trist tilværelse, og derfor var det opmuntrende at sidde overfor hans barnlige glæde, skønt hun endnu ikke vidste meget omkring ham. Det ville dog forhåbentligt komme, som hun ikke så nogen grund til at gå, så længe han forblev i dette stadie, og så længe hun ej blev kaldt tilbage på skibet. Hvornår det ville være, anede hun ikke, men hun så bestemt ikke frem til det! Så ville hun langt hellere blive siddende her ved træet. Fingrene lod hun roligt lukke sig om bærerne, som han efter en større overvejelse valgte at lade dem trille ned i hendes håndflade. Hvad problemet havde været, vidste hun ikke, da han selv havde været ivrig efter, at hun også ønskede sig nogen. Roligt trak hun sin nu bærfyldte hånd tilbage, alt imens hendes ene øjenbryn røg op, som han forsøgte at udtale ordet; skib. Hun endte dog med at nikke opmuntrende mod hovedet, samt sende ham et venligt smil, som han endte med sige det korrekt til sidst. Dog som en rimelig lang stavelse. ”Meget flot,” sagde hun med en varm røst. ”Prøv dog at sige skib i stedet,” forsøgte sig, som han blot skulle trække ordet en anelse sammen før det ville blive helt perfekt. Som han gav sig til at spejde ud mod havet, som han tydeligvis vidste, hvad var, lod hun sig selv vendes halvt om, så også hun kunne betragte sig af havet. ”Der!” endte hun med at sige, alt imens hun pegede ud mod havnen, som man svagt kunne ane. ”Skibe.. Huse på vand,” forsøgte hun sig, som hun ej heller vidste, om han vidste, hvad et hus var. Hun gjorde dog sit bedste, som hun samtidig pegede på skibene der lå til ved kajen. ”De kan sejle … svømme rundt ude på det store hav.” Om det var nok forklaring, vidste hun ikke, men roligt lod hun sig glide tilbage mod træstammen, alt imens hendes blik fandt hans ansigt igen. Prøvende forsøgte hun nu også at tage et af de bær i munden, som han havde givet hende. En anelse surt var det, og dog var det ganske spiseligt. Nysgerrigt hvilede hendes blå øjne på ham, som hun ikke kunne lade være med at føle sig betaget af hans væsen, skønt han allerede havde formået at skræmme hende et par gange. ”Bor du her i skoven?” spurgte hun ham i et roligt tempo, så han kunne nå at opfange, hvad hun sagde til ham. Hun nikkede desuden ud mod skoven, som han havde brast ud af sammen med bjørneungen for at indikere, at det skam var den hun mente. Selv tvivlede hun nemlig på, at han hørte til selve byen, så sky og anderledes som han var.

[Deleted]

Når hun var forsigtig, så havde Loupe lettere ved at omgås hende, for så kunne han slappe af, da han så vidste at hun ikke ville gøre ham noget ondt. Begge havde de været skræmt til at starte med, selvom tanken morede ham lidt nu. Han kunne dog aldrig være for forsigtig når det kom til mennesker, nogle kunne nemlig virke flinke, men var i virkeligheden slemme mennesker, hun havde dog været rimelig bange for ham og det forstod han ikke, for han var jo ikke farlig. Han havde nok været mere bange for hende end hun var for ham, og med gode grunde, han havde nemlig prøvet at folk gjorde ham ondt, kastede ting efter ham eller han vidste ikke alt hvad. Da hun sagde at hans forøg på at udtale ordet var meget flot, smilede han stolt. Han var dygtig! At hun så forsøgte at rette på ham, fik ham til at lægge hovedet let på sned. Han så kort tænkende ud, inden han åbnede munden igen. ”Sk-skib..” forsøgte han igen, hvor han så lettere afventende på hende for at se om det var bedre. Han havde svært ved nogle nye ord, da han lige skulle finde ud af hvordan tungen skulle vende og dreje, for at sige det så godt som muligt. Han blev siddende på hug og spejdede ud mod havet, hvor han så mod hende, da hun valgte at udbryde sit der og pegede. Han rykkede tættere på hende, så han sad ved siden af hende, så han kunne følge hendes finger og hendes blik ud mod havnen. Han kneb øjnene sammen og forsøgte at se hvad hun sagde, hvor han så mod hende, da hun forklarede det. Huse på vand? Han vidste godt at huse var det som menneskene boede i, de høje firkanter, der gik ud i en spids. Han rynkede brynene, da hun sagde at det sejlede, da han ikke var bekendt med ordet sejle, men så snart hun sagde svømme, skød han brynene i vejret og hoppede let. ”Årh! Store ting på hav? Med høj pind og … og … og skind?” Han havde lavet store armbevægelser, da han havde talt, selvom han ikke kendte ordet mast og sejl, men han vidste godt hvad hun hentydede til, han havde også godt set mange af dem her i byerne ved havet, men han havde aldrig vidst hvad det var. ”Skib..” sagde han for sig selv. Han hoppede let af begejstring og slap sin brummende latter, inden han nysgerrigt vendte blikket mod hende, da hun spurgte ind til hvor han boede henne. ”Loupe bo i natur. Loupe bo i huler! Loupe mange huler!” fortalte han og lød stolt. Han havde bygget mange huler forskellige steder, nogle i træer, andre ved jorden og nogle i klippehuler. Han rykkede en smule tættere på hende igen og så nysgerrigt på hende. ”Du bo i skib? Du bo på havet?” spurgte han nysgerrigt og tog ikke blikket fra hende.

[Deleted]

Hvordan Loupes liv var, vidste Jarniqa ikke, men det skulle ikke under hende, hvis andre havde ageret skræmt overfor ham, ligesom hun selv havde gjort. Anerledes var han trods alt, og det var kun mildt sagt. Det var nemlig ikke til at sige, hvilken race han tilhørte, og indlæringsmæssigt var han ufatteligt udviklingshæmmet. Han opførte sig nemlig, som var han et barn, som om han kun kendte til de basiske instinkter og følelser. Ligedan var hans ordforråd ufatteligt småt, og alt det var noget der gjorde ufatteligt nysgerrig. Hun var endnu usikker på, hvordan hun skulle tackle ham, men som hun sad med ham, og han turde give lidt feedback igen, gik det langt lettere. Tilfredst sendte hun ham et nik, som han afventende så på hende, efter at han havde gjort sig et nyt forsøg med ordet. ”Perfekt,” sagde hun denne her gang, som det var korrekt udtalt. Nu behøvede han bare ikke at være så nervøs, når han udtalte ordet, men det ville vel komme af sig selv, nu når hun havde sagt, at det var korrekt? Det var ikke just noget hun havde prøvet før – at lære andre tale korrekt – men det syntes at gå. Svært var det dog også for hendes vedkommende, som hun ej vidste, hvor langt hun kunne gå med ham. Hun vidste nemlig ikke, hvilke ord han kendte til, hvad han havde set, og hvordan hun bedst muligt kunne beskrive tingene. Som han krøb tættere på hende, kunne hun ikke lade være med at holde øje med ham ud gennem øjenkrogen. Hun vidste nemlig ikke, om han var sikker at have tæt på sig, og dog syntes han fredsommelig nok lige nu og her. Ved hans pludselige glædesudbrød, da det gik op for ham, at han vidste, hvad hun talte om, kunne hun ikke lade være med at slippe en varm latter. En latter der lød smuk og som et englekor ved siden af hans brummende. ”Lige præcis,” medgav hun, uden smilet forlod hendes læber. Han kunne ganske vidst ikke de korrekte termer, men hun vidste, hvad han hentydede til. ”Den høje pind, kaldes for en mast. Skindet er et sejl,” forsøgte hun at forklare ham, skønt det var muligt, at han fortsat ville kalde det for sine egne ord, ligesom han havde valgt at forkorte hendes navn, for at gøre det nemmere for sig selv. Opmærksomt så hun igen på ham, som han valgte at beskrive for hende, hvad han selv boede i. Det kom ikke just som en overraskelse for hende, at han boede i naturen, da hun ej havde forventet, at han levede blandt menneske i byen. I så fald ville han have været langt mere vidensrig. ”Hvor ligger dine huler?” spurgte hun ham mildt og med oprigtig interesse. Selv fik hun helt lysten til at se, hvor han boede, samt opleve, hvordan han klarede sig, men det vidste hun, at hun ikke kunne. Det var ej heller sikkert, at han ville have haft ladt hende. Opmærksomt betragtede hun ham igen, som han på ny vovede sig tættere på ende. Det gjorde hende endnu en smule usikker, men hun skulle vel være glad for den viste tillid? Hun nikkede. ”Ja. Jeg bor på et skib på havet,” medgav hun stille, som han skam havde forstået det korrekt.

[Deleted]

Stolt blev Loupe, da han fik at vide at han havde sagt det rigtigt, hvor han nikkede bestemt og tilfredst med hovedet, som tegn til at han selv var glad. Nu kunne han et nyt ord! Da hun så sagde at det var perfekt, så han en smule tænksomt på hende. ”P … per-r-f-fe-ekt,” forsøgte han. Endnu et ord han ikke kendte. ”Perfekt!” svarede han, selvom han lagde trykket forkert og fik ordet til at lyde forkert ligeledes. Han vidste ikke hvad det var og lagde derfor hovedet på sned. ”Hvad det?” spurgte han så og rynkede let brynene. Det måtte være noget i forbindelse med at han havde gjort det rigtigt, men han havde ikke hørt ordet før og var derfor usikker på hvad det helt præcist betød, for måske det var noget andet? Han så blot nysgerrigt på hende. Han kunne godt lide hende, særligt at hun gad give sig tid til ham, for det var han på ingen måde vant til. Han var kun vant til at folk kastede ting efter ham og jagede ham væk og han vidste ikke hvorfor, for han havde jo aldrig gjort dem noget, men dette menneske var noget andet, hun var sød og mild, og så gav hun sig tid til ham og lærte ham nye ord, hvilket gjorde ham varm indeni af ren glæde.
Som hun slap en latter, smilede han igen stort over hele ansigtet. Han havde lært at når folk grinte, så var det en god ting – det var så uden at vide at man kunne grine med forskellige følelser, såsom hån – for så var folk typisk glade, det havde han nemlig selv set ved folk der kom til naturen og spiste og legede. Han så nysgerrigt på hende, da hun forklarede ham hvad det var. ”Ma-ast … s-s-s.. sej-j-j.. j-j-l..” Mast havde han ikke haft så svært med, men sejl var straks et andet ord, da j’et og l’et var svært for ham at sige lige efter hinanden. ”Mast og sej-j-j.. l..” Han brummede lettere irriteret af sig selv, fordi han ikke kunne sige sejl, men det var klart et af de svære ord for ham, men mast kunne han sige og det blev han alligevel stolt over. Han så på hende, næsten for at få bekræftet om det var godt eller skidt. Nu havde han lært at de store ting på havet, var skib og den høje pind var en mast og skindet var det underlige ord som han ikke helt kunne udtale, men som han havde forsøgt. Som hun spurgte ind til hans huler, hoppede han let begejstret. ”Tæt på! Ikke lang fra her!” fortalte han begejstret og stoppede sine små hop, hvor han så ivrigt på hende med opspilede øjne, „du se Loupes hule?” Han ville ikke have noget imod at vise hende den, det var nemlig aldrig sket før at nogen havde spurgt ind til ham på den måde. Han så nysgerrigt på hende, da hun bekræftede at hun boede på skibet og på havet. ”Hvad du lave? Hvad.. er på skib?” spurgte han. Han havde altid været nysgerrig efter at høre om disse store skibe, da han aldrig havde vidst hvordan de kunne svømme på havet, det var jo ikke fisk!