Celebration!

[Deleted]

Det var så småt begyndt at blive aften og The Cursed Baron lå til kaj ved en havneby i Peula. Det var en meget lille havneby, som de var kommet til, efter et større togt. Her var myndigheden ikke særlig stor, særligt ikke efter at Peula var blevet generobret af Imandras land. Tragisk, når man tænkte på hvilken styrke Peula havde lagt, goder der nu tilfaldt Imandra. Kaptajnen om bord på The Cursed Baron tog det dog ikke så nøje, det at Peula var blevet overtaget gjorde kun at myndigheden ikke var særlig stor i havnebyerne, kun i de større, da landet eksporterede mange varer til de andre lande.. varer som selv piraterne havde taget del af, de havde nemlig overfaldt et par af handelsskibene af og til.. denne gang havde de ikke haft heldet med sig og det var derfor de var søgt til denne havneby, for at skaffe provianter til deres næste færd. Han havde i løbet af dagen sendt slavinderne ned i byen for at handle ind. I mellemtiden havde besætningen gjort klar til at holde fest på skibet. De var omtrent 35 mand om bord, selvom de aldrig rigtig blev meget mere end det, de havde den ene gang højst været oppe på 50, for mere kunne skibet ikke rumme, det skete dog sjældent at de var helt deroppe, for aldrig havde de behov for at være mere omkring de 30-35 mand. Det var nok til at klare en mindre flåde og flygte fra de større. Flåden var dog ikke så stor igen efter at Peula var blevet erobret, selvom der gik rygter om at det stod uden hersker i øjeblikket, hvilket gjorde at landet var så godt som lovløst og hvad var bedre end et lovløst land for en pirat? Intet!
The Cursed Baron lå trygt i havn, piratflaget blafrede stolt i vinden, hvor ikke mange turde at gå om bord eller være i byen, da det typisk skabte frygt og rædsel når pirater var i nærheden. Det var et stykke tid siden at de sidst havde hærget en by, til gengæld var det ikke så lang tid siden at de sidst havde været på et mindre eventyr og vundet en uvurderlig skat, og det var netop derfor at det skulle fejres denne aften! Lanternerne var blevet tændt på skibet og oplyste dækket, hvor der var blevet opstillet borde og stole til besætningen, så de kunne sidde og fejre det hele. Noget af dækket var frit så folk kunne danse. Der var visse fremmede kvinder om bord, hentet fra havnebyens bordel. Nogle pirater havde søgt ned i byen for at feste på kroerne. Kaptajn Salvorique sad selv blandt sine mænd på dækket ved et af langbordene, han sad med en mand på sin højre side, hvor han sad yderst på bænken, hvor der sad to andre mænd overfor ham. Han sad og spillede terninger, hvor han slog og fem store terninger faldt ud på bordet og viste øjnene; fire, tre, fire, fire og to. Han selv jublede imens han tog om sin romflaske og tog store slurke. Tre ens, det slog en af de andre mænds slag og gjorde at han var tættere på sejren, hvor de tre andre mænd han spillede med kom med irriterede udbrud. Hvad hans besætning lavede, anede han ikke, nogle sad og spillede lystig musik, hvor andre snag piratviser til, andre som ham sad og spillede, så var der de der hyggede sig med nogle kvinder, andre dansede, og slavinderne havde han sat til at servicere for dem. Han selv sad i sin hvide skjorte med en sort lædervest udenpå, der havde guldspænder til at lukke vesten med, hvor han sad i nogle mørkebrune skindbukser og så sine knæhøje sorte støvler med en smule hæl. Hvor Kong – hans dødningehovedabe – var henne, anede han ikke, men den kom sjovt nok altid tilbage.

[Deleted]

Til kaj havde det omtalte piratskib – The Cursed Baron – lagt sig. Det betød, at havnebyen i Peula var så godt som død. Forståeligt fandt Jarniqa det, hvor hun helt misundede byen for at have anet flaget i tide. Det betød nemlig, at dem der ville havde nået at stikke af. Det var mere, end hvad man havde kunnet sagt om hende i sin tid. Første gang hun havde stødt på piratskibet, havde det nemlig været for sent for hendes vedkommende, da hende og resten af den procianske havneby først havde anet piraterne, da de var gået i land og havde begyndt at hærge. For hendes liv havde det desværre mundet ud i et liv i fangeskab, og det var derfor, at hun var med om bord på The Cursed Baron den dag i dag. Dem der havde valgt at blive i havnebyen i dag havde dog været heldige, da besætningen utroligt nok ikke havde været ude på skrammer. De havde ej hærget byen som sædvanlig, som de blot havde ønsket forsyner til en fest der skulle stå den selvsamme aften. Det var desuden ikke den mandlige besætning, men slavinderne der var blevet sendt ud i byen, og derfor havde det hele forløbet i ro og mag. Selv havde Jarniqa nydt at komme af dæk, skønt det ej havde været for den sædvanlige fridag, men for at lede efter mad og drikke. Mad og drikke hun havde fået af en utroligt skræmt købmand, der næsten havde smidt varerne i hovedet på hende, fordi han havde frygtet, at piraterne ellers ville komme efter ham. Det var et syn der havde gjort hende ondt, da hun ej selv havde været ude på ballade. Hun havde blot adlydt ordre, hvor hun ganske fredsommeligt havde hentet det nødvendige. Desværre kunne hun ikke tænke på den almindelige mand, som hun blot kunne tænke på at adlyde ordre, da hun ellers vidste, at det ville gå værst ud over hende selv, og derfor havde hun bragt forsyninger som ønsket.
I det lille køkken stod Jarniqa i øjeblikket, som hun var i færd med at hente nye forsyninger til mændene oppe på selve dækket. Selv nød hun de gange, hvor hun kunne slippe nedenunder, da det gav hende et tiltrængt pusterum. Forfærdeligt var det hver gang hun gik op på dækket og møvede sig omkring mændene, da hun ikke længere havde tal på, hvor mange gange hun havde mærket en hånd på sin ende, eller hvad hun havde hørt fra deres usle tunger. Derfor nød hun de minutters fred, hun fik, hver gang hun nåede sikkert ned. Derfor endte hun også altid med at bruge længere tid dernede, end hvad hun egentligt havde brug for. I øjeblikket var hun i færd med fylde fadet op med flere stegeben, som besætningen kun var i færd med aftensmaden. Aftensmaden gjorde dog ikke, at piraterne festede mindre, da det derimod allerede nu lignede, at det var sidst på natten, som de alle sammen allerede havde fået lidt for meget af flasken. Som Jarniqa blev færdig med at fylde på fadet, tog hun det i den ene hånd, mens hun greb en rødvinskaraffel i den anden. Med et dybt åndedrag vendte snuden tilbage mod selve dækket. Alkoholsstanken slog med det samme igennem, ligesom den højlydte snak. Hun prøvede dog så vidt som muligt at ignorere det hele, som hun i stedet ønskede at koncentrere sig om, hvad hun var blevet sat til. Nemlig at servicere. Hendes røde kjole svajede let i vinden, som den hurtigt blev mødt af hav- og aftenbrisen. Det var, hvad hun sædvanligvis bar, da det var en fryd for mændenes øje. De nød nemlig at se de halvblottede ben, som kjolen kun gik til knæene, hvor den flagrede omkring. De nød den komplet bare ryg, som den gik helt til lænden, hvor der endda også foran var lidt at se, som man kunne ane hendes kavalergang. Med yndefulde skridt bevægede hun sig over til kaptajnens bord. ”Kan jeg tilbyde mændene nogle stegeben eller lidt rødvin til ganen?” spurgte hun dem med sin smukke stemme.

[Deleted]

En god aften måtte man sige at det var. De havde haft nogle gode måneders tid til søs, hvor de havde fået en masse guld, juveler og andre guldgenstande med hjem, også det som betalte festen og de provianter som de skulle have med til næste gang de tog til søs. De ville nok blive her i havnebyen for nogle dage, til hele byens skræk, da de trods alt skulle sove rusen ud, efter denne fest og det kunne endda være at de ville feste igen i morgen aften, det havde de fortjent efter så lang tid ude på havet, hvor mændene ikke fik lov til at drikke sig fulde, da de skulle være vakse skulle de støde på en fjende eller rival. Læderbægeret blev vendt på hoved og manden overfor Alvaro fik ingen point ud af sit slag, hvilket fik dem alle sammen til at hyle op af grin. Den næste tog terningerne og slog, hvor han fik tre 2’er og to 4’er, hvilket ville sige at han havde fået et hus, flere point end hvad kaptajnen havde fået og dette fik de andre til at hyle op og Alvaro til at rynke utilfredst på næsen, hvor han vendte sine turkisblå øjne imod ham, med det sorte mineralpigment omkring øjnene, der gav dem et mere skummelt skær. Da manden begyndte at hovere og pege fingre af sin kaptajn, endte han med at gribe fat i hans hånd som han slog ned i bordet, inden han med sin højre hånd greb omkring en kniv fra sit brede bælte som han havde om livet, hvor han stak kniven ned i bordet og mandens skjorte, så den sad fast. Dette gjorde alle tre mænd stille, hvor kaptajnen lænede sig tilbage igen, tog om romflasken og tog et par slurke. Det var aldrig til at vide med Kaptajnens humør, da det kunne skifte som havet selv, hvor alle vidste at manden hadede at tabe, endda så meget at han selv havde lavet et par terninger med vand i sig, så han kunne snyde når han spillede imod tilfældige mænd i byen. Da han så mod de andre igen, endte han med at slippe en munter latter, der hurtigt bredte sig, hvor han trak sin kniv til sig igen og de fortsatte spillet.
Han strøg kort en hånd igennem de sorte pjuskede lokker, der strittede let til alle sider, indtil hans opmærksomhed blev fanget af hans ene slavekvinde. Han havde seks faste kvinder om bord, alle slaver, som stod for at lave mad, når kokken selv var for fuld som i dag, hvor det også typisk var dem der handlede maden ind, hvor de af og til havde nogle mænd med fra besætningen skulle de have noget stort og tungt. Han vendte de turkisblå øjne med den sorte mineralpigment omring op mod Jarniqa, hvor han smilede lettere charmerende, som han valgte at lægge den ene arm omkring hende, for at trække hende ned at side på hans skød. Han lod sit ansigt begraves i hendes hår, hvor han indsnusede hendes søde duft, inden han vendte blikket mod det fad hun havde med. ”Du har arbejdet hårdt i dag, putte, du burde slappe af i aften,” svarede han med sin sydlandske accent og stank af romflasken, skønt han ikke var nær så fuld som de andre af hans besætning. Han lod sin venstre hånd hvile omkring hendes liv og dermed holdt hende siddende på hans skød, imens han tog om et af stegebenene for at bide kødet af det. Han nikkede imod de tre andre mænd, der også havde tilladt sig at snuppe noget kød. ”Kom i gang i slatne køtere! Vi spiller ikke for sjov!” svarede hans skødesløst, hvilket fik manden ved siden af ham til at slå, hvor han fik terningeøjnene: fem, seks, ét, tre og tre, og dermed fik et enkelt par, ikke særligt godt, men bedre end ingenting. Han tog fadet ud af Jarniqas hænder og stillede det på bordet, hvor han lagde sin skæggede hage imod hendes nøgne skulder. ”Tag terningerne og slå for mig putte,” bad han hende, hvor de andre mænd tydeligt begyndte at le, da de ikke mente at hun ville kunne slå noget godt – fordi hun var kvinde. Spillet var dog ikke så svært, da det gik ud på at få flest point. Man havde fem terninger og kunne få enten et par, så to af de fem terninger var ens, så kunne man få tre ens, så kunne man få en rækkefølge fra en til 4, så kunne man få et hus, der bestod af at to terninger var ens og de resterende tre var ens, så kunne man få fire ens terninger, derefter en rækkefølge; en til fem og derefter alle fem terninger ens, som naturligvis slog alt, da det næsten var umuligt at få.

[Deleted]

Lettere køligt var det at komme tilbage på dæk, da man i så fald stod for skud for havbrisen. Jarniqa var dog vant til det, som hun havde vænnet sig til livet ude på havet, samt et liv med al for lidt tøj på kroppen. Det var dog sommer og de havde lagt til i det gamle Peula, og derfor måtte man sige, at hun var heldig. Det gjorde nemlig det hele langt være udholdeligt, skønt det i så fald også var det eneste. Selve livet blandt piraterne havde hun nemlig aldrig set sig tilfreds med. Underligt var det vel ej heller, når hun fungerede som en sølle slavinde, samt dagligt blev brugt til mændenes udskejelser? Hun stoppede dog ikke op for at tænke yderligere over sit liv, da hun ikke havde råd til det. Hun gik i stedet videre for at servere for besætningen, hvor hun valgte at starte hos selveste kaptajnen, da han trods alt var den vigtigste person om bord. Rankt stillede hun sig ved deres langbord, hvor hun stod med fadet med stegeben foran dem i den ene hånd, mens hun i den anden holdt om vinkaraflen. Den bløde underlæbe bed hun i, som kaptajnen tvang hende ned at sidde på hans skød. En handling der fik hendes mave til at vende sig, da hun i så fald kun kunne tænke det værste om, hvad han havde lyst til. Hun var dog vant til, at det foregik på denne facon, og derfor havde hun intet problem med at tvinge et falskt smil frem. Det var dog på ingen måde som et af hendes oprigtige, da smilet ej fik hendes øjne til at lyse op, som de nærmere forblev døde. ”Mange tak, Kaptajn. Jeg vil sætte pris på at have fri, resten af aftnen,” sagde hun taknemmeligt, skønt hun vidste, at hun formenligt ikke have fri fri, som hun til tider havde. Hun regnede nemlig med, at han formentligt kun gav hende fri fra rengøringen, madlavningen og serveringen. Hun skulle formentlige forblive på skibet, samt hun formentligt stadig stod til rådighed for mændenes lyster. Alvaro syntes i hvert fald ikke at eje lysten til at give slip på hende. Især ikke, som han valgte at begrave sit hoved i hendes hår. En handling der fik hendes nakkehår til at rejse sig, som hun altid havde hadet mændenes berøringer.. eller det gjorde hun, fordi hun aldrig gik frivilligt ind i det. Det gibbede svagt i hendes slanke krop, som Alvaro gav sig til at skælde mændene ud. Personligt var hun blot glad for, at det ikke var hende, det gik ud over. Hun kendte nemlig fuldt ud til Alvaros temperament, som hun dagligt oplevede ham på skibet. Det gjorde resten af hans besætning dog også, og derfor tvivlede hun ej heller på, at hans opførsel ikke kom bag på dem. Hænderne lod hun falde ned i sit skød, som han valgte at lægge hagen mod hendes bare skulder, samt som han tog fadet og karaflen ud af hendes hænder, så hun derfor var fri for serveringen. Det stak en anelse i hendes nøgne hud, som hans skæg på det punkt måtte være hende spidst. Hun beklagede sig dog ikke, som hun derimod lydigt blev siddende på hans skød, skønt hun vidste, at hun havde lyst til noget helt andet. Hun ville nemlig langt hellere forlade skibet, når nu hun havde fri, men det kunne hun fornemme, ikke var hende muligt her i aften. ”Jeg er sikker på, at De er langt bedre til spillet, Kaptajn,” sagde hun stille, selvom hun alligevel valgte at gribe om læderbægret, hvor hun havde lagt terninger tilbage i. Hun rystede let bærgeret, så terningerne raslede deri, inden hun valgte at banke det ned i bordpladen. Som hun løftede bægret viste øjnene sig; seks, seks, seks, tre og tre. Afventende og færdig lagde hun bægret fra sig igen. Selv kendte hun ikke rigtig til spillet, skønt hun i tide og utide havde betragtet piraterne spille det. Derfor kunne hun ej heller sige, om hendes slag var godt, da hun ej kendte til dets regler. Hun vidste dog, hvad hun håbede på, da hun frygtede, at Alvaro ville straffe hende, hvis hun afgav et dårligt slag.

[Deleted]

Køligheden var ikke noget som Alvaro lagde mærke til, han var alligevel for beruset til det. Ikke at han var så fuld at alt var sløret, for han kunne endnu tænke rationelt. Endnu. Det var desuden også dumt at spille mod andre, hvis man var så fuld at man nærmest lod sig blive snydt, derfor så tog han altid sine forholdsregler i brug. Han elskede dog at spille, han elskede at tage chancer og satse, han nød den sejrende fornemmelse når man vandt … til gengæld hadede han når han tabte, da det gav andre håneretten og det endte aldrig godt ud. Besætningen kunne godt finde på at håne, hvis de havde fået for meget at drikke og det kom de også tit til at fortryde, men der var også de som var så kloge ikke at gøre det, da de vidste hvilket temperament deres Kaptajn kunne ende med at få. Han var nemlig skiftende som havet selv. En vaskeægte vanddæmon.
Som han trak Jarniqa ned at sidde på sit skød, nød han skam fornemmelsen af hendes slanke kvindekrop imod hans egen. Hendes navn kunne han ikke huske, hvilket måske var ringe når hun var en af dem der havde været der længst. Der var dog en af de andre seks slavinder som havde været der længst og hendes navn kunne han huske, hvor det også som regel var hende han valgte at trække med ind i sin kahyt, når lysterne skulle tilfredsstilles. Ellers så valgte han typisk at tage ned i byen, når de endelig var i havn, for at hygge sig blandt befolkningen, selvom det var blevet til fest på skibet i dag. Om han før havde lagt i med Jarniqa kunne han heller ikke huske, men i så fald var det kun sket ganske få gange. Han havde sikkert lagt i med alle seks slavinder en enkelt gang, bare for at finde ud af hvor gode de var og derefter holdt sig til den han fandt bedst. Han trak tilfredst på smilebåndet til hendes ord, hvor han nærmest så anklagende imod de tre andre mænd som han spillede imod. ”Der kan I se, mande. Her er en som værdsætter hvad jeg giver hende,” svarede han i samme anklagende tone og hans blik hvilede gådefuldt på dem, så det ikke var til at sige om han sagde det i sjov eller om et raseriudbrud skulle til at falde. Den ene vovede dog at sige i sin fulde tilstand, at han også værdsatte hvad han gjorde og dette fik Kaptajnen til at slå ud i en munter latter, inden han kom med sit skødesløse udbrud om at de skulle fortsætte spillet. Skødesløse udbrud som besætningen var vant til, da det blot var det grimme sprog de havde her om bord på skibet, hvor det ikke engang var ment som at skælde dem ud. Han vendte blikket mod Jarniqa, da det blev hendes tur og han tog en større mundfuld af stegebenet. ”Bare slå,” opfodrede han hende, som hun valgte at tage bægeret og han sank maden, inden han så nysgerrigt til og lænede sig en anelse fremover for at se hvad hun slog. Da hun endte med at få et helt hus og tilmed et godt et, endte han med at bryde ud i en høj brølende latter. Han slog let i bordet og pegede skiftende på dem alle tre. ”Hun er endda bedre end jer uduelige skvadderpander!” svarede han morende, hvor han trykkede hende let ind til sig og kyssede hendes kind helt glædesstrålende. ”Du er jo min lille lykkefugl,” svarede han yderst tilfredst, hvor smilet ikke var til at tage fejl af. ”Hun må ellers gerne blive min,” svarede piraten ved siden af ham og valgte at lægge hånden på hendes lår, dette fik dog Alvaro til at gribe hårdt omkring mandens håndled, hvor han sendte ham et ildevarslende blik, der fik manden til at trække hånden til sig igen og tilmed rykke en anelse væk. Han så mod Jarniqa. ”Hvor mange af mine besætningsmedlemmer har du lagt i med?” spurgte han nysgerrigt, selvom grunden til spørgsmålet var ukendt, han skævede let imod de andre tre, for at se deres ansigtsudtryk og om det afslørede at de var én af dem.

[Deleted]

Hvor Alvaro nød fornemmelsen af hendes slanke krop på sit skød, gav det Jarniqa sure opstød i maven. Selvom han var skibets kaptajn, foragtede hun ham, ligesom hun foragtede den resterende del af besætningen. Hun måtte dog nære et særligt had til ham, da det var ham der havde bestemt, at hun skulle forblive på The Cursed Baron i sin tid. En yderst væmmelig skæbne, når man engang havde været vant til frihedens sødme. En sødme hun desværre mere eller mindre havde glemt med tiden. Det var nemlig omkring 30 år siden, at hun var blevet indfanget og bragt til piratskibet, og derfor var det synd at sige, at verdenen udenfor stod klart i hendes erindring. Dog drømte hun endnu om det, og derfor var det også synd at sige, at hun værdsatte, hvad Alvaro gav hende. Hun takkede ham nemlig blot for at gøre ham glad, og det havde syntes at virke. Han virkede nemlig ikke mistænkelig, som han derimod hoverede overfor de andre pirater. Hun valgte ej heller at kommentere hans ord, hvilket også syntes i orden, da en af de andre besætningsmænd i stedet gjorde det – tydeligvis til kaptajnens store morskab. Selv var det nemlig en løgn, at hun værdsatte det, at kaptajnen gav hende aftnen fri. Fri fik hun nemlig ikke, som han tvang hende til at blive siddende og måske det der var værre. Han havde i hvert fald før langt hånd på hende, og derfor skulle det ikke undre hende, hvis det skete igen. Hun beklagede sig dog ikke i hans nærhed, og det måtte også være for det bedste, da hun vidste, at der var hårdere straffe i livet, end det hun dagligt blev udsat for, skønt hun hadede det. Som hun fik fat i læderbægret, valgte hun at slå med terningerne, da Alvaro tydeligvis var sikker i sin sag om, at det var en god ide. Desværre var manden kendt for ofte at få sådanne gode ideer, og desværre havde de en tendens til at gå galt, hvilket hans humør aldrig havde lært at tackle, til alles uheld. Det viste sig dog, at både Jarniqa og Alvaro havde heldet med sig i dag, som hun åbenbart kom med et fortrinligt slag! Det signalerede Alvaros begejstrede udbrud i hvert fald. Det var en glæde der rent faktisk fik hende til at smile svagt, da det trods alt var hende, som var skyld i det vendte held. Det smil falmede dog, som han kyssede hendes kind og kaldte hende for; sin lykkefugl. Hun ønskede intet af det, da det formentligt ville kræve, at hun blev siddende, og hun ville langt hellere væk! Derfor kunne hun ej heller lade være med at skimte til havnebyen. Hun ønskede at være derinde. På land. Det plejede hun desuden at få lov til, når hun fik fri og de lagde til ved en kaj, men desværre ikke i dag. Tankerne blev dog revet fra hende, som hun fuldstændigt mistede mælet, som hun pludselig mærkede en hånd på sit lår! Ligblegt blev hendes ansigt, da det var, hvad hun frygtede ville ske, hvis hun blev siddende blandt mændene. Gudskelov udviklede det sig ej til hendes frygt, som Alvaro derimod kom og reddede hende. Hun kunne dog ikke sige, om det blot var fordi, at han selv ønskede hende for aftnen. Spørgsmålet han efterfølgende stillede hende, var som en knude omkring hendes hjerte, hvor det også fik hende til at slå blikket ned mod sine foldede hænder. Det var alligevel ikke respektabelt set, hvis hun kiggede ham direkte i øjnene. Hun var trods alt blot en slave. ”Halvdelen måske.. Måske flere, måske færre. Jeg holder ej tælling på det, Kaptajn,” svarede hun ham lydigt i en stille tone, skønt det gav hende kvalme at tænke på. Hun hadede nemlig at blive tvunget til mændenes seng – hvis de da nåede så langt. Det skete nemlig, at man blot blev løftet op af væggen, eller man blev bart placeret på mandens skød ved fester som denne. Hun havde dog været heldig i dag, som hun havde undsluppet alle lystne fingre indtil nu. Hun gjorde sig dog ingen forhåbninger, da skuffelsen ville blive slem, hvis man blev fanget i det sidste øjeblik. Så hellere blive glædet, når man lagde sig i sengen for at sove og virkelig havde undgået det intime hele dagen. Hvorfor han spurgte hende, vidste hun dog ikke. Hun vidste ej heller, om svaret ville glæde eller irritere ham. "Tilfredsstiller det Dem?"

[Deleted]

Alvaro lagde slet ikke mærke til at det hele var falsk fra Jarniqas side af. Det gjorde ingen af mændene, da de var mere berusede end hvad han selv var. Han lagde ikke mærke til hendes ubehag og ville nok ikke engang sige noget til det, hvis han opdagede det, da hun var en slave og hun var her nemlig for at tilfredsstille hans mænd, når de var ude på havet, samt lave mad, gøre lidt rent, selvom besætningen skam fik lov ti at skure hele dækket for sig selv, de måtte nemlig gøre deres tjans hvis de ønskede del af byttet, når de var på rov. Og et godt rov havde de været på i disse måneder, hvilket var grunden til at de kunne holde en god fest her i aften.
Som hun slog, var det skam et godt slag hun kom med, hvilket var grunden til Kaptajnens begejstring, selvom de andre blev lettere fornærmet over at en kvinde skulle slå dem i deres terningespil. Hendes had og ubehag, lagde han stadig ikke mærke til, da han var beruset af romflasken, som han endnu engang tog omkring for at tage et par slurke af den. Godt smagte det.. hvor det kun smagte bedre, når ens smagsløg allerede var bedøvet af den stærke smag. Hans øjne var en smule tågede, hvor der nok ikke var nogen tvivl om at han nok skulle ende med at blive frygtelig fuld denne aften, det var nemlig normalt her om bord, når de endelig fik lov til at holde fest. Det var også grunden til at de typisk blev i byen nogle dage, for at sove rusen ud og feste et par nætter i træk. Det havde hans mandskab trods alt brug for, efter flere måneder til søs. Han så mod hende, da hun begyndte at fortælle hvor mange hun havde lagt i med. Han nikkede roligt til hendes svar, hvor han havde valgt at sende terningerne videre. Han skævede mod hende, da hun spurgte om det tilfredsstillede ham, selvom han ikke svarede på dette. Han stak hånden ind under sin vest og skjorte, hvor han hev sin nøgle frem. Han trak den over hovedet, inden han rakte hende den. ”Gå ind i min kahyt og tag dig et langt bad, i aften er du min,” svarede han og lød helt mild i tonen. Det var sjældent at folk kom ind i hans kahyt, det gjorde de kun, hvis han gav tilladelse til det og det var sjældent, hvor han også var den eneste med nøglen dertil. Han havde dog både seng og kontor derinde, så det var lidt en blanding af det hele. Og derinde havde han også et fint stålkar, som han tog sine bade i, hvor de andre her om bord ikke var nær så heldige som ham. Og blev man inviteret ind i hans kahyt som Jarniqa gjorde i øjeblikket, så burde man anse det for at være en ære, særligt når man fik lov til at bruge hans ting. Han lod hende tage hans nøgle, selvom han ikke slap hende helt endnu. ”Og nok se.. men ikke røre,” svarede han alvorligt, hvor han hentydede til alle hans genstande og nipsting som han havde derinde, da det var mange. Værelset kunne se lettere fyldt ud, fordi han havde så mange forskellige genstande derinde. ”Nå af sted med dig! Jeg kommer … når jeg kommer,” svarede han, hvor der derfor kunne gå længe, der kunne tilmed gå flere timer før han ville komme og derfor kunne hun lige så godt tage sig et meget langt bad og få skrubbet sig ordentligt. Han lod hende rejse sig, inden han klappede hendes bagdel, som tegn til at hun skulle smutte, hvor han selv tog omkring romflasken og drak noget mere, samt åd noget mere stegeben.

[Deleted]

Det undrede ej Jarniqa, at hendes falskhed og ubehag forblev skjult for besætningen og selveste kaptajnen. De var nemlig alle fulde, hvor de derfor sad inde med al det der hørte med. Desværre for Jarniqa var hun lysende klar i hovedet, som hun ikke havde tilladelse til alkohollen, medmindre hun blev tilbudt en tår af en af mændene. Selv ville hun ønske, at hun selv kunne få lidt, da det i så fald ville betyde, at hendes egne sanser ville blive svækket. En tilstand der var yderst ønsket, når man dagligt blev udsat for alt, hvad man hadede i livet. Det ville nemlig være lettere at tage sig af det beskidte arbejde, samt bevægelsen af en humpende mand op af hende, hvis man ikke var ved sine fulde fem, men det var hun desværre for det meste. Men skønt hun altid var ved sine fulde fem, kunne hun ikke udpege alle de mænd, hun havde ligget med her på skibet. Det var nemlig ikke af interesse for hende, som de alle var de sammen svin i hendes øjne. Derfor huskede hun ej heller, om hun havde lagt i med nogle af de tre mænd, som kaptajnen sad med. Hun huskede det kun, hvis hun lå i med selveste kaptajnen, ellers hvis manden hun var sammen med var mere ubehagelig end det forventede, og det var nogle af piraterne her. Der var nemlig dem der besad lyster, som en normal person formentligt ikke ville tænke over, og dem huskede hun, da hun i så fald kunne forsøge at undgå lige netop dem. Hun nikkede svagt med hovedet. ”Javel, Kaptajn,” sagde hun dæmpet, som han helt havde taget modet fra hende. Hun ville ikke undgå at ligge i med en mand i dag. Det gode ved sagen var dog – hvis der overhovedet var noget godt ved den – var, at hun vidste, hvilken mand hun skulle behage for dagen, samt at det var selveste kaptajnen. Hun tog det dog ikke som en ære, som han mente, at det var, da hun nærmere ville se det som en ære, hvis hun helt slap for dagen. De blå øjne der var uskyldige som en dås, fulgte opmærksomt hans blik, som han gled ned i inderlommen på jagt efter sin nøgle. En ganske omtalt nøgle, da den gav adgang til et rum som kun de færreste blev budt ind på. Nemlig kaptajnens kahyt. ”Jeg lover, at jeg ej vil ligge hånd på Deres ejendele,” lød det fra hende, samtidig med, at hun lod sine slanke fingrer lukke sig om nøglen. Om hun ville blive fristet til at røre, kunne hun dog ikke sige, og hvis hun gjorde… hvordan skulle han så kunne se det? Han var jo ikke i rummet med hende. Som han løsnede taget om hendes spinkle krop, vidste hun, hvad der skulle hænde, og derfor lod hun sig komme tilbage på benene igen. Klappet i bagdelen fik hende til at bide tænderne sammen, og uden et ord på læben, klemte hun let om den enlige nøgle, inden hun bevægede sig over mod den dør der skjulte kaptajnens kahyt. Lang tid gik der derfor ikke, før luften syntes frisk igen, og at lyden stilnede af, som hun lukkede døren i bag sig, og derfor trak sig væk fra festlighederne. Det var både en handling der glædede hende, men også fik hendes hjerte til at synke til bunden, da hun ikke var blevet ’redet’. Hendes blik gled dog en enkelt gang nysgerrigt omkring, inden hun trådte over mod det fyldte stålkar. Der trak hun i nakkesnoren til kjolen, der fik den til at falde slapt ned omkring anklerne. Besætningen havde nemlig altid nydt, at der ikke skulle mere til før slavinderne stod helt bare. Helt bar og alene stod hun i kahytten, skønt hun ikke blev stående der længe, da hun få sekunder efter lod sin tå dyppe i det lunkne vand, inden hun lod hele kroppen følge trop. Forfriskende og behagende var det uden tvivl at ligge i karet, da slavindernes badefaciliteter ved siden af var utroligt ringe! Derfor måtte et dæmpet suk også forlade hendes læber, inden hun lænede sig helt tilbage og lod nakken hvile imod kanten, som hun begyndte det lange bad, der var blevet hende påbudt.

[Deleted]

En slavinde for aftenen var præcis hvad der kunne gøre denne aften langt bedre. I hvert fald for Alvaros vedkommende. Han ville nok ikke komme ind foreløbig til hende, da han trods alt skulle feste igennem, nu hvor de endelig var i land igen. Han smilede lettere tilfredst til hende, da hun sagde at hun ikke ville røre hans ting, hvor han blot kyssede hende på den nøgne skulder. ”Perfekt, og smut så med dig,” svarede han opfordrende, som han selv vendte tilbage til sit spil med sine besætningsmedlemmer. Som hun søgte ind, forblev han ude, hvor han spiste mere af stegebenene, samt drak noget mere af sin romflaske og når den var tom, tog han mere af vinen, som hun var kommet med, hvor han både sang og spillede med sine medpirater. Han lo hver gang han vandt over de andre og jo mere de fik at drikke desto mere voldelig blev de, som han kunne finde på at slå den som vandt over ham, selvom de alle hurtigt skiftede til et muntert humør igen.
Hvor længe der gik, var den kære kaptajn uvidende omkring. Nogle timer var i hvert fald passeret og han havde faktisk glemt at Jarniqa ventede på ham inde på hans kahyt – en grund til at han havde bedt hende om at tage et langt bad. Han selv havde allerede flirtet med nogle af de andre kvinder som var blevet trukket med om bord og han havde også været tæt på at blive lokket med ned i byen, hvor de fleste pirater valgte at søge ned, men han havde takket nej. Inderste inde vidste han nemlig godt at han ikke burde søge nogen steder i den berusede tilstand som han var i, derfor valgte han at søge mod agterstævnen. Han gik op ad trapperne, der førte op til det halve dæk og bagmasten, hvor han gik hen til den bagerste ræling og så ud over det smukke og funklende hav. ”Buenos noche, mi corazon,” mumlede han, hvor hans sydlandske accent var blevet noget kraftigere grundet alkoholen. Det lød som om han talte til en særlig kvinde, men det var naturligvis havet der var hans største skat. Det var hans element, han var født til at leve på det og han nød det fuldt ud!
Alvaro tog sig let til hovedet, som han valgte at gå tilbage og var næsten faldet ned ad trappen, fordi han var ved at snuble flere gange. Han valgte at søge ind ad døren der hvilede lige under det halve dæk, der førte ind til en meget lille og trang gang. På højre side var der en dør ind til et lille kosteskab, og til venstre, døren ind til hans kahyt. Han åbnede døren hvor han trådte ind og hans blik faldt på Jarniqa, hvor han kom i tanke om at han havde sendt hende herind, hvilket fik et smil til at glide over hans rosenrøde læber. Han tog en slurk af den vinflaske han havde taget med ind, hvor han lukkede døren bag sig. Netop på hans højre hånd hvilede stålkaret over i hjørnet, hvor hun havde taget et bad, oppe i højre hjørne af kahytten var hans klædeskab med forskellige klæder som han havde stjålet fra adelsmænd, i venstre hjørne op ad bagvæggen var hans seng, der ikke var særlig stor, med et uldtæppe og en aflang rund silkepude. Og i midten til venstre stod hans skrivebord op ad væggen med den smukke havudsigt ud af de to store flotte vinduer. Alle ting var boltret fast til væggene og gulvet, da det nødig skulle glide rundt, hvis der kom storm. I midten gik bagmasten lige ned igennem og fortsatte ned i lastrummene og fangekælderen. Han gik roligt – eller nærmere vaklede – hen til sit skrivebord, hvor han satte flasken fra sig. ”Kom her hen,” bad han roligt.

[Deleted]

Hvor mange timer der nåede at gå, før Alvaro valgte at gøre sin tilbagetræden til sin kahyt, anede Jarniqa ikke, men himmelske havde de timer været! I hvert fald, hvis man så bort fra den frygt, der konstant havde naget hende, da hun konstant havde været i uvished om, hvornår stilheden ville blive brudt. Hun havde dog nået en del i ventetiden, men det var ej heller underligt, når der var gået så lang tid, at det var ledt at tro, at hun var blevet glemt. Karbadet havde hun færdiggjort, hvor hun havde nydt hvert et sekund af det! Selv havde hun ikke kunnet huske, hvornår hun sidst havde fået så lækkert et bad, og det gjorde det både frastødende og himmelsk. Frastødende fordi badefaciliteterne på skibet var ringe, og himmelsk fordi, at karbadet ej var hende en vant luksus. Hele sin krop havde hun derfor fået skrubbet, hvor hendes kastanjebrune hår ligeledes havde fået sig en omgang. Forfriskende føltes det i den grad, skønt hun selvfølgelig kun kunne frygte, at den renlighed ville blive forpurret i det sekund som kaptajnen gjorde sin indtræden. Efter det langvarige karbad, havde hun valgt at sno sin krop i et klæde, så hendes egen kjole ej ville blive gennemblødt. I det klæde havde hun bevæget sig omkring i den mindre kahyt, som nysgerrigheden ganske enkelt havde været for stor. Det var også svært at stirre ud i luften konstant, når man var spærret inde i et fremmed rum i timer. Derfor havde hun kastet blik på alt, hvad der var at kaste sit blik på her i kahytten. Hun havde vel også brudt kaptajnens regel om at ligge hånd på ting, som det desværre var hændt, at hun havde løft en genstand eller to op, for at nærstudere dem. Det var dog ikke til at se, som alt stod, som det førhen havde gjort. Derefter havde hun lagt sig over i sengen, der var en hel del bedre end hendes egen hængekøje! Farlig havde den dog også været at ligge i, som den var forbandet behagelig, og derfor var det meget muligt, at der var skredet en time med det. Der var i hvert fald gået nok behagelig tid til, at hun var døset hen..
Øjnene slog Jarniqa op, som hun pludselig hørte lyden af døren der gik op. Der var gået nok tid til, at hun havde håbet, at hun var blevet glemt, men selvfølgelig var hun ikke blevet det. Alvaro stod nemlig i døråbningen.. eller, han stod så godt, som han nu engang kunne, da det allerede nu var tydeligt for hende at se, at han havde drukket langt over den acceptable grænse. Han slingrede nemlig i det, og det måtte endnu engang gøre hende nedslået, for der var intet være end at ligge med en fuld mand! Eller jo. Den tanke kunne en voldelig mand formenligt slå. Et smil tvang hun dog frem på læberne, samtidig med, at hun løftede kroppen en anelse. Albuerne støttede nu, samt holdt hendes krop oppe, som hun lod blikket følge den vaklende kaptajn. Tja.. hun kunne vel håbe, at han ville falde i søvn af fuldskab, inden han overhovedet ramte sengen? Det tydede dog på, at han havde lidt i sig endnu, som han bad hende om at komme over til ham ved skrivebordet. De bare ben svang hun derfor ud over sengekanten, inden hun med yndefulde bevægelser gik over til ham. Som hun stod helt nyvasket og med det lille klæde om sig, var det tydeligt at se, hvad hun var. En nymfe. Enhver mands drømmekvinde. ”Vandt De spillet?” spurgte hun roligt, mens hun håbede, at det var et klogt træk af hende. Hun håbede nemlig, at han var vundet, og derfor ville agere glædeligt over, at hun spurgte ind til det. Hun vidste nemlig, hvordan mænd elskede at prale, når de blev ramt af succes. Langsomt stoppede hun op, som hun nåde Alvaro og skrivebordet. Hun stillede sig dog ikke helt ved siden af ham, som hun derimod befandt sig på den modsatte side. Afventende for, hvad han ønskede af hende, skønt hun allerede havde sine anelser. Det var også derfor, at hun ikke længere bar sin kjole, men det klæde, som hun havde tørret sin krop med.

[Deleted]

Fuld var Alvaro blevet og hvor der var blevet stille på dækket, da de fleste pirater var søgt til byen, andre var faldet i søvn på dækket og nogle var søgt nedenunder i deres hængekøje, hvor de kunne sove rusen ud. Han selv var så fornuftig at blive på skibet. Han var vanddæmon, hans væsen besad stor visdom, og med hans alder gjorde han også. Han havde desuden oplevet en del og elskede at fortælle om det, da det fik ham til at mindes de gode tider i hans liv. Det var dog ikke fordi det var så gode øjeblikke, når man befandt sig i dem, for han satte typisk hele besætningens liv i fare, og hvor han egentlig var ligeglad med det, var de andre pirater nok ikke, de vidste dog alle hvad de gik ind til, når de skrev sig om som besætningsmedlem, da alle – på nær slavinderne – var her af egen fri vilje.
Som han kom ind i sin kahyt faldt hans turkisblå øjne på den flotte slavinde der lå i hans seng. Der var en lille madras der, selvom sengen intet var i forhold til hvad de havde på de prægtige herregårde og palæer, hvor han engang havde boet. Der kom han nok ikke til at bo igen, da han var kendt som slægtsforræderen, han havde svigtet sin familie og tilmed slået sin egen fader ihjel, hvor han var så flabet at bruge sit familienavn; Kaptajn Salvorique, en af de mest berygtede pirater i alle farvande. Han savnede dog ikke sit liv i luksus, da han var født til at leve på havet, det var det perfekte job for en vanddæmon, så hvad mere kunne han ønske sig når han havde alt hvad han ville have? Han så ud af de to vinduer, som skrivebordet stod op ad væggen. Det var rodet af forskellige papirer og et stearinlys som han roligt gav sig til at tænde. Han vendte blikket mod hende og gav hende elevatorblikket, da hun stod i sin fulde højde kun med et klæde omkring sig. Smilet voksede let på hans læber til hendes spørgsmål. ”Det gjorde jeg ja,” svarede han tilfredst, selvom det ikke var helt sandt, men når de andre havde vundet, så havde han slået dem i jorden og dermed fået sin sejr. Han stillede sig i midten af skrivebordet, hvor han hældte vin op i et guldbæger, inden han gik hen til hende og rakte hende det. ”Drik,” bad han, som han selv gik vaklende over til badekaret, hvor han fik plasket noget vand i ansigtet, inden han tog et mindre klæde som han tørrede sig med, hvor det sorte mineralpigment ligeledes gled af. Han vaklede roligt tilbage til hende, hvor han hældte mere vin op i et andet glas, som han selv tog et par slurke af. Tungen strøg han over sine læber, inden han vendte sig imod hende og lod sine hænder følge hendes former. Han tog fat i klæder som han roligt løsnede, kun for at lade det falde til jorden så hun selv stod nøgen foran ham. ”Du er smuk,” Hans ord var intet andet end en hvisken, som han lod sine tågede øjne søge over hendes fantastiske krop, inden han lod det falde til hendes ansigt. Han løftede den ene hånd og strøg hendes lokker om på hendes ryg. Hans hænder var fyldt med store ringe, der bar rubiner, safirer, perler og smaragder, lavet af guld og sølv, alt sammen tyvekoster. Han bar også den kendte ørering i hans højre øre. Hænderne søgte til hans brede bælte der bar hans sabler og knive, som han roligt fik af og lagde på skrivebordet. Han gav sig derefter til at fumle med lædervesten, selvom det blev en mindre krig.

[Deleted]

Hvordan der var blevet stille ude på dækket, havde Jarniqa ikke opdaget, før Alvaro havde valgt at gøre sin indtræden, da hun inden da havde endt ud med at døse hen. Behageligt havde det været at slappe af, da det havde været tiltrængt efter alle forberedelserne til aftenens fest, samt efter aftens strabadser. Forskønnet var det desuden blevet af, at hun havde lagt i en vaskeægte seng. Den form for luksus var hun nemlig ikke længere vant til, som hun var vant til at sove i en gyngende hængehøje i en kahyt med fem andre kvinder. Alle slavinderne delte nemlig kahyt. Derfor havde det et sted været rart at blive budt ind hos kaptajnen, da han uden tvivl levede bedre end resten af besætningen. Det var dog ikke luksus hun tillod sig at vænne sig til, da hun vidste, at det var sjældent, at Alvaro lige præcis ønskede hende. De havde dog lagt i med hinanden før, som han havde lagt i med alle slavinderne. Det var dog længe siden, og derfor tænkte hun ikke mere over den sag.
Som ønsket rejste Jarniqa sig fra sengen, så hun kunne nærme sig Alvaro, der ønskede hendes tilstedeværelse ved skrivebordet. Det var en afstand hun kvalte, mens hendes hjerte sad helt oppe i halsen, som hun hadede ideen om, hvad der skulle ske. Hun vidste dog, at hun intet valgt havde, som hendes frie vilje var fløjet af sted i det sekund, som Alvaro havde lagt læderhalskæden om hendes hals, dengang hun var blevet opdaget af hans besætning. Det var også en halskæde hun bar i dag, som hun nærmere sagt aldrig tog den af. Det var hende ikke tilladt. Det tvungne smil lyste til ham, som han tilfredst sagde, at han havde vundet spillet. At det ikke helt var tilfældet, kunne hun selvfølgelig ikke vide. ”Hvem anden end selveste kaptajnen på The Cursed Baron kan også vinde et slag terninger?” lød det komplimenterende fra Jarniqa, som om det var en selvfølge, at han stod som sejrherren. Hun vidste dog udmærket godt, at det langt fra var tilfældet, som selv han tabte. Det gik nemlig ingen forbi, grundet hans abnorme humørsvinger. De blå øjne forlod ham, som han tilbød hende guldbægret. Et glas hun uden tøven tog imod, da hun tænkte, at den formodede alkohol deri ville gavne hende. Derfor lod hun sine fingre lukke sig om bægret, hvor hun tog et par slurke af væsken deri, mens han gik over for at skylle sit ansigt rent. ”De ønsker ej at blive badet?” spurgte hun ham, som hun så, hvordan han kun plaskede vand i sit ansigt. For hendes ædru øjne var det i hvert fald klart, at han burde tage sig et bad. Han stank nemlig langt væk af alkohol! Det at han tog sig et bad, kunne desuden gavne dem begge, da sengen for det første ville blive en udskudt destination, samt han ville blive ren – hvilket alt sammen var til hendes fornøjelse. For hans fornøjelse, ville han blive vasket af et par kvindelige hænder, men det var han måske kun vant til? Som han valgte at gå tilbage til hende, valgte hun at stille bægret fra sig, så han havde hendes fulde opmærksomhed. Desværre gjorde den opmærksomhed, at hendes hjerte måtte slå hurtigere, da hun mærkede, hvordan han trak klædet af hende, og derfor efterlod hende nøgen. En handling der efterlod hende med ønsket om at dække sig selv til, men det vidste hun, at hun ikke måtte, og derfor stod hun blot med blikket tomt for sig. Smuk var hendes krop dog, som den kunne beskrives som en drøm, skønt hun ikke havde de allerstørste kvindelige kurver. Hendes barm var nemlig lille, men den var fast og rund, som den burde være. Hendes krop var slank og skred en smule ud omkring hofterne, hvor den faste bagdel kom. Hendes hud var desuden silkeblød, og derfor måtte hun være et syn for guderne. Øjnene lod hun kortvarigt glide i, som hun mærkede hans kærtegn. Ikke af nydelse, som det ellers kunne ligne, men nærmere i et forsøg på at distancere sig fra forløbet. Det var først, da han begyndte at fumle med tøjet, at hun så op igen. ”Lad mig,” sagde hun dæmpet, inden hun blidt skubbede hans hænder bort. Selv tog hun sig nu af hans vest, som hun langsomt gav sig til at knappe den op, alt imens hun strakte halsen, og blidt lod hovedet falde på sned, så hendes læber kærtegnende kunne glide over hans hals i en række kys. Alt sammen til hendes store væmmelse. Hun endte dog med at blive færdig med knapperne, hvor hun let valgte at trække den af hans krop, uden hendes læber forlod hans hud.

[Deleted]

Det var lang tid siden at Alvaro selv havde ladet sig nyde et kvindeligt selskab. Han havde nemlig været optaget af al det guld og de mange skatte som de havde fundet, hvor det altid vandt hans opmærksomhed frem for en smuk kvinde. Der var dog ingen tvivl om at han nød kvindeligt selskab, både til at dele seng og bad med. Han trak blot tilfredst på smilebåndet til hendes ord og kom tilmed med et bekræftende nik til dette. ”Nemlig!” istemte han bestemt, inden han var gået over for at få noget vand i ansigtet, så han kunne blive lidt mere klar. Han havde dog intet imod den gyngende fornemmelse, det mindede ham kun op de store bølger på havet og som vanddæmon var det en fornemmelse han nød. Til tider havde han også været så ond at han selv havde gjort bølgerne større, hvor han havde bedt mændene om at spænde sig fast og søge under dæk for at holde fast i noget, hvor han havde ladet skibet suse igennem bølgerne, imens han havde stået ved roret og blive sprøjtet til af de enorme bølger som han havde styrket skibet lige igennem. En sand vanddæmon og mange mente at han var sindssyg når først det blev så slemt, hvor han kunne gøre den hårdeste sømand helt søsyg. Hendes spørgsmål om han ønskede at blive badet ignorerede han, som han kom over til hende igen. Et bad havde han ikke selv tænkt på, men når nu han havde en kvinde til stede, så kunne han vel godt vise lidt manere? Dem lagde han ellers tit på hylden, da han trods alt var pirat. Han kom over til hende igen og fik hende blotlagt, hvor hun var smukkere end nogen gudinde! Flot, smuk og en kvinde værdig var hvad hun var, hvor han nød fornemmelsen af hendes silkebløde hud imod hans ru hænder, selvom han snart trak dem til sig for at få tøjet af, hvilket ikke gik så godt. Snart slog hun hans hænder væk og han skulede kort mod hende, da han var af den overbevisning at han godt kunne selv, men de tanker fik hun skubbet bort, da hun begyndte at skænke hans hals nogle kys og han slap et tungt suk. En kort skælven gik igennem hans krop af rent behag, hvor han lod hænderne stryge hende kærligt over ryggen, imens hun knappede skjorten op, inden han fjernede hænderne så hun kunne trække den af ham. Han blokkede let sin hals, så hun ikke kunne komme til, men så han kunne fange hendes opmærksomhed, hvor han løftede hånden og greb om hendes hage som han strøg ganske blidt. ”Vask mig,” bad han roligt, som han lænede sig mod hende og kyssede hendes ene mundvig helt kærligt, inden han trak sig, for at trække den hvide skjorte over hovedet og lod den falde til gulvet. Han gik hen til stålkarret, hvor han trådte ud af sine støvler, selvom han var ved at vælte, indtil han greb fat i karrets kant og han stod igen sikkert, Derefter fik han roligt sine bukser skubbet af, så han selv stod nøgen, inden han trådte op i karret og placerede sig i vandet … der mere eller mindre var koldt. Dette tog han sig dog ikke af, da vand var vand og han elskede det! Han vendte roligt blikket mod hende, som tegn til at hun skulle komme og vaske ham med sæbe og svampen, det hele som stod på det lille bord på karrets højde, der også var boltret fast til gulvet.

[Deleted]

Det var udelukket for at få ham til at føle sig godt tilpas, og som en rigtig mand, at Jarniqa gav sig til at komplimentere ham. Det virkede tydeligvis også, som den stærkt berusede Alvaro så aldeles selvtilfreds ud, ved hendes ord. På det punkt var han som enhver anden mand, som hun altid havde kunnet behage en mand ved blot at få ham til at føle sig stor og stærk. Et yderst simpelt trick var det, hvor hun uden tøven kunne anbefale det til andre kvinder, der også havde hendes lod i livet. Det var nemlig lettere at have med en veltilfreds mand at gøre. Mere sagde hun dog ikke til det, som hun blot lod ham vaske sit ansigt, mens hun drak af det glas, hun havde fået stukket i hånden. Slurke der var yderst tiltrængte, eftersom hun ganske snarligt skulle i gang med det hun hadede mest af alt. Hun skulle nemlig tilfredsstille en mand, som hun bestemt ikke ønskede at tilfredsstille. Det var hende dog ikke uvant længere. og derfor var hun blevet bedre til blot at gøre ubehagelighederne, uden at stille spørgsmålstegn ved det. Det var dog sådan, at skønt hun var vant til at ligge med uønskede mænd, så løb det hende alligevel altid koldt ned af ryggen, når det skulle skydes i gang. Det var også. hvad det gjorde, som Alvaro kom tilbage til hende, blot for at blotlægge hendes krop. Hun hadede, at mænd som ham skulle beskue hendes mest hellige dele. men intet kunne hun gøre ved det. Han ønskede hende, og hvis hun strittede imod, ville hun formentligt både blive slået og taget, og det var værre end bare at blive taget. Derfor forsøgte hun bare så vidt som muligt at gøre som ønsket, samtidig med, at hendes tanker og hjerte var andetsteds. Ellers var hendes liv ej til at bære, skønt det allerede vippede på grænsen. Hun hadede derfor både sine fingres og læbers gang, som hun afklædte ham, samtidig med, at hun kyssede hans hals. Stank gjorde han, og derfor måtte hun helt rynke på næsen af at være ham så tæt. Som han strøg hende over kroppen, samtidig med, at han slap et nydende suk, havde hun helt lyst til at stikke ham en flad! Hun hadede det! Det var væmmeligt! ..og dog var hun nødt til at blive ved. Hun blev ved til klædet faldt til jorden, og til han blokkede hendes læber med et bøjet hoved. "Som De vil," sagde hun roligt, som han alligevel medgav, at han gerne ville vaskes. Øjnene havde hun igen lukket i, som han strøg hendes hage og kyssede hendes mundvig. Direkte slem var han nu ikke, som han i øjeblikket agerede som en af de mildere, men princippet var, at det stadig var tvang, og derfor kunne hun ikke nyde det. Som han gik over til karet og klædte sig fuldstændigt af, valgte hun i mellemtiden at bunde resten af sit glas. Det havde hun uden tvivl brug for! Hendes foragt var dog ikke til at spotte, som hun vendte sig om imod ham, og igen havde tvunget et lille smil frem på læben. Roligt bevægede hun sig over til ham. skønt hun mest af alt havde lyst til at dække sin krop til, som hun følte sig ufatteligt udsat, som hun stod nøgen lige nu og her. Ned på knæ gled hun ved ham, hvor hun greb om den bløde svamp. som hun gjorde fugtig i karets vand. Hun klemte let om den, så al det overflødige vand røg ud, inden hun begyndte at stryge den over hans bare overkrop. "Er det rart?" spurgte hun ham, som hun trods alt skulle gøre det for hans velbefindende, og ej for sit eget.

[Deleted]

Hvor Jarniqa følte had og væmmelse, følte Alvaro behag og nydelse. Han kunne godt lide at det var hende der nærmest lagde op til det … halvt om halvt, han skulle i hvert fald ikke fortælle hende hvad hun skulle gøre, hvilket kun kom hende selv til gavn, for han havde det med at blive irriteret og gnaven, skulle han tale og forklare ting der var irrelevante og ting der var logiske og lige til at forstå. Hun vidste hvad han ville have af hende, derfor gjorde det ham kun langt mere tilfreds, da hun valgte at knappe hans vest op og tilmed kysse hans hals, for så havde hun da forstået pointen med det hele. Snart stoppede han dog hendes gøren, for at gøre som hun ønskede af ham og tog et bad. Nok han var beruset, men fordi han var vanddæmon, den klogeste af dæmonracerne, så var hans fornuft stadig ved sine fulde fem indenunder. Det var ikke altid den kom til syne fordi hans humør kunne svinge så meget og så hurtigt som det kunne, men han vidste inderst inde godt hvad der var rigtigt og forkert, det var også derfor at han var blevet på skibet frem for at fortsætte ned i skibet og det var også derfor at han tog et bad, da han vidste at han stank langt væk af alkohol og at det var hendes ønske at han tog et bad og det var også hvad han gjorde. Han blev også siddende til hun kom over til ham, hvor han så hende sætte sig på knæ ved hans side, for at tage om svampen, som hun gjorde våd, inden hun lod den stryge over hans overkrop. Hendes spørgsmål fik ham til at smile. ”Fortæl mig, gør du dit arbejde godt?” spurgte han og fik det til at lyde som om han overhørte hendes spørgsmål, men det gjorde han faktisk ikke, tværtimod svarede han hendes med et nyt spørgsmål. Hun gik åbenbart meget op i at hun gjorde det godt, eftersom hun tit havde spurgt ham om han var tilfredsstillet eller om det var godt nok det hun gav ham og han så ingen grund til alle disse spørgsmål, da hun forekom ham usikker og det var der ingen grund til, hvis hun var god til det hun gjorde. Han løftede den ene hånd, hvor han begyndte at lege med vandet, han lavede en rund kugle som han hævede op af vandet fra karret, hvor kuglen ikke var større end en bold man kunne holde i sin hånd. Han kørte let rundt med den, inden han lod den splittes til en masse små kugler der kun var på størrelser med store dråber, inden han formede det til en sommerfugl, som han roligt gav liv, da han lod den baske med vingerne og flyve rundt omkring ham, inden den dykkede ned i vandet og forsvandt, da den blev til en del af vandet igen. Han vendte blikket imod hende. ”Var badet rart?” spurgte han, da han kom i tanke om at han selv havde sendt hende ind for at tage et, hvilket han havde gjort fordi han ikke brød sig om tanken om at dele en kvinde som hans besætning også havde haft fingrene på, så det at hun tog et bad gjorde hende ren fra hans besætningsmedlemmers besudlende fingre, hvor hun derfor var en kaptajn værdig.