Celebration!

[Deleted]

Ingen indvendinger kom Jarniqa med, som Alvaro ønskede at blive badet. Det var en handling der personligt ville gavne hende, da det var mildt at sige, at han stank. Længe havde han siddet og festet iblandt besætningen, og det havde uden tvivl sat i hans hud og hans tøj, og eftersom hun nu var tvunget til at ligge med ham, var hendes eneste forhåbning, at han ville rengøre sig, ligesom hende selv. Det var der dog intet problem i, som han hurtigt gled ned i stålkaret, hvor hun selv havde ligget i tidligere den aften. På knæ satte hun sig roligt ved karet, hvor hun let fugtede svampen, inden hun gav sig til at vaske urenhederne af ham med den. I færd med at gnubbe hans bryst med den var hun, som han besvarede hendes spørgsmål med et nyt spørgsmål. Rolig forblev hendes mine, men det var måske også fordi, at hun slet ikke var så nervøs, som han troede hun var? Grunden til hendes mange spørgsmål ejede nemlig ej rod, hvor han troede, at de gjorde. "Det vil jeg personligt mene, at jeg gør," svarede hun ham roligt. "Jeg har blot erfaring for, at hver mand er forskellig, og derfor vil jeg hellere sikre mig, at han får som ønsket.. og eftersom jeg ej er Deres faste, kan jeg ej vide mig sikker på, hvad De kan lide. Derfor spørg jeg." Selv mente hun ikke, at der var noget i vejen med de spørgsmål hun stillede ham. Det gjorde nemlig, at hun kunne skræddersye sig selv efter hans behov, og hvad mere kunne han ønske sig? Det var muligvis falskt fra hendes side af, da det ikke var hende, han lå med. Han fik nemlig kun hendes krop, men andet kunne han vel heller ikke ønske sig, når nu han tvang hende. Alle hendes gange her på skibet havde nemlig været under tvang. Pligtfulgt gav hun sig derefter igen til at vaske hans krop ren, hvor hun lod svampen glide ned over hans sarte maveskind, og videre hen over låret. Der lod hun svampen finde hans inderlår, som hun lettere pirrende arbejdede sig vej op af, da hun tænkte, at det ville falde i hans smag. Ud gennem øjenkrogen kunne hun dog ikke undgå at få øje på hans legen med vandet. Et magisk syn. Betaget kunne hun ikke lade være med at være af det, som hun selv fandt magiske elementer fascinerende. Naturligt var det ikke. og derfor kunne hun ikke lade være med at føle sig draget af det. hvilket også var at spotte i hendes blå øjne, skønt hun prøvede at holde det skjult. Hun skulle trods alt vaske ham, som hun havde sagt. Særligt fascinerende fandt hun sommerfuglen, som den var smuk, men underligt var det ej heller, når hun var kvinde. Den forsvandt dog hurtigt i vandet, og derfor fulgte hendes blik trop. Hun nikkede. "Badet var ubeskriveligt. En farlig luksus at vænne sig til," sagde hun ærligt, samtidig med, at svampen nåede kanten af hans ædlere dele. "Men jeg takker mange gange." afsluttede hun, inden hun nærmest helt drillende valgte at køre svampen væk fra det private sted. Erfaring måtte nemlig igen fortælle hende, at mænd blev pirret af små intime drillerier, men igen ... han kunne meget vel være anderledes. Hun var nemlig ikke vant til ham, og derfor kunne hun ikke sige, hvad han nød. Hun gjorde dog sit bedste med at prøve sig frem, og spørge ham, så hun ikke gik forkert i byen med hans lyster. Roligt lod hun nu svampen glide hele vejen ned af hans ben, som om hun aldrig havde pirret ham. Køligt måtte det være for hendes vedkommende, som hun selv var nøgen og havde hånden stukket ned i det kølige vand, men beklagede sig gjorde hun ej, som hun blot bed tænderne sammen og koncentrerede sig om ham.

[Deleted]

Som Alvaro endte nøgen, fik man frit udsyn til hans krop. En flot mand var han, men han bar også sine underlige ar, der var ikke så mange af dem, de fleste var forsvundet med tid, men der var få som var type og som nok aldrig ville forsvinde, det mest i øjenfaldende var det som han havde i højre side, et der lignede et stort bidemærke fra et dyr med en enorm kæbe, da det strakte sig fra de nederste ribben til over hans hofte, og han havde et matchende sæt på ryggen, som havde en kæmpe haj haft fat i ham, eller et andet dyr. Han bar også andre dybe ar på kroppen, og han kunne en vild historie til dem alle sammen, om det var sandt eller ej, det ville ingen finde ud af, da det var hans mysterium, han kunne endda fortælle historierne så godt at de lød sande. Han havde en sølvtunge, var frygtelig veltalende og det var både på godt og ondt. Hans turkisblå øjne gled imod hende, da hun svarede på hans spørgsmål og det var egentlig nok, men snart begyndte hun også at uddybe en forklaring, en forklaring han kunne have været fri for, derfor løftede han sin højre hånd, lod den glide ud over karets kant, for at gribe blidt om hendes hage og lægge sin tommel imod hendes fyldige læber. ”Hvis du ved at du gør dit arbejde godt, hvorfor så spørge? Mænd kan lide en selvsikker kvinde, der ved hvad hun gør, hvis du er i den overbevisning at du gør det godt, vil de ikke mærke sig af andet, og skulle du endelig gøre det dårligt, så skal manden nok lade dig det vide,” svarede han roligt og sendte hende tilmed et overbærende smil, som han kort strøg hendes læber, inden han trak sin hånd til sig igen og dermed lod hende fortsætte sit arbejde. Hans ord var ganske enkelt et simpel svar: hun skulle ikke stille alle de spørgsmål, da de var unødvendige. Kunne han ikke lide hvad hun gjorde, så skulle han nok rette hende ind efter hvad han ville have.
Et let suk forlod hans læber, da hun strøg svampen over hans inderlår og arbejdede erfarent og bragte ham nydelse, hvor han igen ikke forstod hvorfor hun stillede så mange spørgsmål, når hun gjorde det helt perfekt. Dum var hun jo tydeligvis ikke, uerfaren heller ikke. Han skævede kort mod hende og lagde mærke til hendes fascinerede blik, da han legede rundt med vandet, hvilket fik ham til at smile skævt, idet han vendte blikket imod hende, samtidig med at sommerfuglen gled ned i vandet og blev ét med det igen. Han nåede dog intet at sige, før hun valgte at svare på hans tidligere spørgsmål. Han måtte bide sig i tungen, da hun pludselig gav sig til at pirre ham, hvor hun fik ham til at spænde i maven, da hun nåede hans ædle dele og han fandt det næsten flabet af hende at svare ham samtidig. Som hun kørte svampen videre, trak han vejret og det gik op for ham at han havde holdt det. ”Jeg går op i at holde det jeg … nyder, rent,” svarede han, hvor han ikke havde lyst til at sammenligne hende med en ting eller genstand, da hun trods alt var en person. Om ikke andet så gad han ikke lege med noget brugt, eller noget som hans besætning havde besudlet. Ikke at badet ændrede på det, men så følte han at hun var ren og uberørt igen. Fuld virkede han ikke umiddelbart, selvom vandet havde en tendens til at klargøre hans sind, men fuld var han, endda frygtelig meget og det skulle nok vises før eller siden på andre punkter og når han kom væk fra vandet.

[Deleted]

Det var blot af venlighed, at Jarniqa besvarede hans spørgsmål på uddybende vis. Hun fattede dog hurtigt en hentydning og te, som han valgte at lægge sin finger over hendes læber. Intet gjorde hun, som hun blot holdt inde med snakketøjet, mens de blå øjne hvilede på hans ansigt. Nervøs endte hans ord dodog med at gøre hende, som han sagde, at han ønønskede sig en selvsikker kvinde. Det var ikke fordi, at hun var en usikker kvinde, men grundet tanken der lå bag. Det at tage føringen uden nogen vejledning betød nemlig, at hun skulle lægge sin sjæl ind i akten. En tanke der på ingen måde hujede hende. Hun ønskede nemlig at distancere sig længst muligt væk fra handlingen, men det prøvede han til hendes store rædsel at lave om på. En tanke hun bestemt ikke bifaldt! "Som De ønsker," endte hun helt lydigt med at sige, skønt hun ej havde i sinde at følge hans ord til punkt og prikke. Hun kunne nemlig ikke lægge sig selv i tvungne akter. Desværre kom det så også til, at hun ikke havde nydt et samleje i 30 år. Det overbærende smil valgte hun selv at ignorere, da det var ham, der havde sat hende i denne pinsel.
Alvaro var bestemt ikke den første mand Jarniqa blev bedt om at ligge i med, og derfor vidste hun skam, hvad hun lavede. Hun kunne desuden mærke på ham, at han røg i med begge ben, som han først sukkede for derefter at spænde op i hele kroppen. Ja, hun vidste skam, hvad hun lavede. Tilfreds måtte hun desuden være med, at hun fik taget fusen på ham, skønt hun ikke holdt af sin gøren. Tænderne måtte hun dog bide sammen ved hans ord, da de simpelthen var hende for meget! Han omtalte hende., som var hun ækel, og hvis det var nogens skyld, var det hans! Hun havde intet valg! Han havde givet hende dette forhadte erhverv! "I så fald burde De tænke over, hvordan De benytter Dem af Deres slaver," lød det lettere spydigt fra hende.. men det var også kun fordi, at han havde fornærmet hende. Hun blev nemlig nedgjort for noget, som han satte hende til. Ej noget hun selv havde valgt. Vredt bed hun sig selv i læben. Hun kunne ikke tillade sig at tiltale ham på den måde. "Det må De undskylde.. det var forkert af mig, " undskyldte hun. Undskyldningen kom ikke just fordi hun mente den, da den kun kom, fordi hun frygtede en straf. På den anden side kunne det også gøre, at hun blev smidt ud, og det ville bestemt ikke have noget imod! Hun ønskede nemlig ikke at tilfredsstille ham. Hun blev dog ved, som hun nu også greb om sæben, efter at have skrubbet hans krop med svampen. Den valgte hun at bruge på hele hans krop, hvor hun startede med armene, for derefter at bruge den på hans overkrop. Derfra sprang hun den private del over - skønt den ikke var glemt - som gik direkte videre till benene. Efter at have siddet således i et rums tid, skævede hun op til hans ansigt, inden hun langsomt lod sin hånd med sæben tage den pirrende vej op af hans inderlår. Denne her gang stoppede hun dog ikke med det, som hun denne her gang også blidt masserede hans hellige del, alt imens den blev rengjort. Hun var der trods alt stadig i hans kahyt, for at bringe ham tilfredsstillelse. Det var dog også til hendes glæde at rengøre ham og lige præcist den del, da han også havde ligget i med utallige kvinder, og på den led kunne hun snyde sig selv til at tænke, at han også blev rengjort fra tidligere befamlinger.

[Deleted]

Alvaro tænkte ikke over om hun hadede sit job og et sted var han også ligeglad, han gik op i sin besætning ikke sine slaver, som han normalt alligevel solgte videre og hvis de faste slaver han havde blev for gamle eller uduelige, så byttede han dem ud. Han havde dog aldrig mere end seks slavinder om bord, jo til tider kunne han have flere, men det var sjældent flere end de seks, da de heller ikke skulle komme i overtal og alligevel kun stod for at hjælpe kokken med maden, rengøre lidt hist og her, samt tilfredsstille hans besætning. Resten af hans besætning stod for det normale hverdagsarbejde på dækket, hvor de fik lov til at skure dækket, skrubbe det og rengøre det, det var dem som fik lov til at bære den tunge last under dæk og al det hårde arbejde generelt. ”Godt,” svarede han blot og lagde hovedet tilbage mod karets kant. Han var ligeglad med hvilken måde hun gjorde det på, men han gad ikke skulle besvare det samme spørgsmål hele tiden for at hun kunne finde ud af om det var godt eller ej, det var godt så længe han ikke beklagede sig, og skulle hun blive dårlig så skulle han nok rette på hende, hvilket var hvad han forsøgte at forklare hende. Godt gjorde hun det også, da hun bragte ham behag og nydelse ved sine blide og pirrende strøg med svampen. Det var klart bedre at blive vasket af sin smukke slavinde, frem for at gøre det hele selv.
Snart åbnede hun munden og talte spydigt til ham, hvilket fik ham til at slå øjnene op og han stirrede kort op i loftet, inden han drejede hovedet, som hun undskyldte. ”Ja.. det var det,” lød det ildevarslende fra ham, hvor hans blik var lettere stirrende og på ingen behagelig måde. Ingen fik lov til at tale ned til kaptajnen og da slet ikke en slave! Og dog.. hvis han kun hørte lyden af sin egen stemme så ville han blive en mand han ikke gad være, derfor blev hans blik langsomt mildnet. Han sukkede ”Du lyder utilfreds. Burde du ikke være taknemlig over at jeg lader dig vaske dig i mit – kaptajnens – badekar, så du rent faktisk kan blive ren? Som du selv sagde, var det ubeskriveligt, en luksus,” svarede han, hvor han skævede imod hende. Hans humør kunne vende som man flippede en mønt, forfærdeligt var det, men meget normalt for en vanddæmon.
Han lukkede blot øjnene igen og lod hende sæbe hans krop ind, mærkede hendes bløde hænder over hans arrede og ru hud. Det var rart at blive berørt af en kvindes kyndige hænder, hvor det også var et stykke tid siden for hans vedkommende. Hovedet endte han med at lægge bagover, da hun nåede hans hellige sted, hvor et frydefuldt suk forlod hans læber. Salig følte han sig helt og han kunne ikke lade vær med at glæde sig til at de først skulle nyde hinanden. At hun så hadede det, tænkte han ikke over, et sted vidste han det godt, det var trods alt svært at undgå at lægge mærke til, men altid vendte han den blinde vinkel til og overså det med vilje.

[Deleted]

Personligt ønskede Jarniqa ikke at træde frem foran Alvaro, som en selvsikker kvinde. Ikke fordi, at hun ikke troede på sine instinkter, for det gjorde hun, men nærmere grundet, hvad den selvsikkerhed indebar. Hun vidste dog, at hun ikke ejede retten til at bestemme, hvad hun ønskede og ej. Hun skulle blot gøre, som han befalede. Det var mod alt forventning hændt hende. Hun hadede kaptajnen, som hun hadede sit arbejde! Desværre kunne hun ikke blot sige op, som hun var en slavinde. Hun kunne ej heller flygte, som hun var magisk lænket til skibet. Nej, kaptajnen skulle sætte hende fri, hvis mareridtet skulle få sig en ende.. og hvorfor skulle det få det?
Jarniqa bed sig selv usikkert i den bløde læbe ved lyden af hans ildevarslende tone. Det havde uden tvivl været på sin plads, at hun havde undskyldt overfor ham, skønt hun ikke havde ment et pip af den. Hun havde blot ønsket at sikre sit eget bedste, skønt det allerede blev besudlet med et kommende overgreb. Alle de samlejer hun deltog i,var nemlig alle voldtægter for hendes vedkommende, da hun aldrig gav sit oprigtige samtykke til det. Med lettere bøjet hoved sad hun, mens hun lyttede til hans ord, som et tegn på hendes underdanige stilling. Det var ikke just fordi, at hun respekterede ham, men nærmere fordi, at hun frygtede ham. "Jeg undskylder for min tunge, Kaptajn. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. De har ret i, at det var yderst gavmildt af Dem at tilbyde mig en stund i Deres bad. Jeg er taknemmelig over Deres venlighed, ligesom jeg tager det som en ære, at De har valgt mig for aftenen og ingen anden," lød det stille fra hende, hvor hun lød helt oprigtig, skønt det på ingen måde var tilfældet. Hun havde talt fra hjertet, da hun havde ageret spydigt overfor ham, hvor hun derimod altid løj, når hun agerede underdanig. Hun regnede dog med, at han åd hendes undskyldning råt, for det gjorde mændene altid. De troede alle, at hun nød dem, skønt hun med hver og en af dem kunne planlægge deres død i sit hoved.
Blidt, og dog med en behagende fasthed, sæbede Jarniqa hans krop ind. Hun ønskede blot, at han glemte deres mindre uoverensstemmelse, og derfor gik hun kyndigt i gang med hans allerhelligste del. Selvom hun ikke gad, og direkte fik kvalme over øjeblikket, kørte hun nydende sin nu lukkede hånd op og ned ad hans skaft. Hans suk hørte hun som forventet, hvor det også måtte indikere hende, at hun sagten kunne blive ved i den dur. I nogle lange sekunder arbejdede hun således for hans behag, indtil hendes hånd måtte glide længere sydpå og massere hans to andre helligdomme, der måtte finde sted under skaftet. Erfarent pirrede hun ham således, som han endnu ikke havde givet udtryk for, at det ej behagede ham. Hun blev dog ikke ved for evigt, som han ej skulle have alle fornøjelserne på en gang. Hendes blik fangede desuden nogen af hans mange ar. "I hvilke faretruende kamper har De fået dem?" spurgte hun ham med begejstring og ærefrygt i stemmen, skønt det igen var spil fra galleriet. Det var blot for, at han kunne puste sig op og føle sig som overmanden. En position alle mænd nød, når de stod overfor et kønt ansigt. Han havde i hvert fald allerede vist hende, at han var en mand der kunne lide at blive rost for sine sejre, så hvorfor skulle det slå fejl nu?

[Deleted]

Munter kunne Kaptajnens sagtens være, hvilket han skam også var kendt for, men han var også frygtet, fordi han ikke lod ting gå ustraffet forbi. Hvis man gjorde sig fortjent til straf, så fik man straf, hvis man satte sig op imod ham, så blev han vred, da han var kaptajnen og han krævede at alle fulgte ham, det var trods alt hvad de selv havde skrevet sig op til – foruden slaverne, men de var også bare slaver. Hun skulle dog passe på, for hun var nemlig kun en slave og derfor på intet niveau med hans besætning, derfor krævede han at hun kendte sin plads, frem for at sætte sig op imod ham, ellers skulle han nok lære hende hvor den var! Farligt var hans humør, da det kunne skifte på et splitsekund. Han kunne gå fra munter til grum, fra glad til vred, han var simpelthen utilregnelig, da bare en lille handling eller et lille forkert ord kunne få ham til at vende på et splitsekund, derfor skulle man være varsom omkring ham. Hun gjorde kun godt i at undskylde, da det fik ham til at falde til ro igen, hvor det ellers kunne være endt dårligt for hende. Han blev liggende i karret og lyttede til hendes ord. Stille sad han, helt tavs uden så meget som en lyd forlod hans strube, hvor han blot sad og stirrede ind i væggen foran ham og man skulle tro at han ikke længere var tilstede. Han endte med at brumme og det var svært at vurdere om det var tænkende eller af utilfreds. ”Det siger du kun, fordi du frygter at jeg skal straffe dig for din spydige tunge. Du ville næppe være spydig for sjov, så du må jo mene det.. og ingen undskylder for noget de oprigtigt mener,” svarede han og hans tone blev igen ildevarslende og det var svært at vide om han var sur eller ej. Han havde tilmed vendt sig om på siden og stirrede indgående på hende, som så han lige igennem hende. Hun glemte at han var vanddæmon og at hans races styrke lå i deres intelligens og viden, frem for noget andet, han var ikke dum, han åd ikke hendes falske undskyldning.
Det var tydeligt at mærke at hun ikke gjorde dette som første gang, da hun kendte til en mands krop. Det gjorde det kun bedre for ham og derfor lod han hende fortsætte og nød hendes gøren. Hans suk faldt af og til over hans læber, da hun var nået til hans hellige dele, hvor han næsten fik svært ved at trække vejret. Det var også med en ærgrende følelse at hun flyttede hånden, da han havde nydt hvad hun havde gjort, men han vidste at hun ikke ville give ham alt med det samme og hun fik også hans opmærksomhed vendt væk fra hele badet og det intime, da hun spurgte ind til hans ar og historierne bag, og han var en mand der var kendt for at elske at fortælle historier. Han vendte sig mere om imod hende og begejstringen var tydelig i hans blik, som et barn juleaften. ”Mine ar? De bærer alle en særlig historie bag. Hvilket vil du høre om?” spurgte han, hvor det var tydeligt at det ikke bare var kort forklaret, men en længere historie. Forskellige ar bar han, det sjove og store bidemærke i højre side, et længere ar strakte sig tværes over højre brystmuskel og ned mod maven. Han bar et par aflange ar på ryggen, og så bar han nogle enkelte runde ar på benene.

[Deleted]

En værre kattepine var Jarniqa tydeligvis endt i, og hun brød sig bestemt ikke om det! Nervøs gjorde han hende, som hun efter sin forklaring fandt ud af, at han ej bed på krogen. Det kom bag på hende, hvor klar han var, når man tog højde for hans fuldskab. Ædru var han nemlig langt fra, som han nærmest havde væltet ind i kahytten, som festen havde sluttet! Hendes hoved måtte helt knage, som hun forsøgte at gennemtænke et korrekt svar til ham. Nok havde hun ment sin spydighed, men hun ønskede bestemt ikke at gøre ham arrig! Det var nemlig en ting at deltage i et samleje under tvang, hvor det var noget andet at blive slået eller afstraffet med diverse instrumenter. Hun spekulerede over sine valgmuligheder.. Enten kunne hun gå til bekendelse med sin utilfredshed, eller også kunne hun holde fast i løgnen. Hun ville ønske, at hun vidste, hvilken vej der var sikrest, men desværre var hun i tvivl. Han havde nemlig taget hende i at lyve, og derfor var det vel dumt at benægte? På den anden sidde var det også altid dumt at stille sig op imod sin herre, og derfor kunne hun heller ikke just sige, at hun direkte var utilfreds med ham, og hvordan han styrede tingene på skibet. Hun sukkede dæmpet, som det hele alligevel så sort ud for hende. "De har ret.. Jeg udtalte min ærlige mening, og det var forkert af mig," endte hun med at erkende. Hun vidste desuden, at slaver ej havde ret til en mening, men svært var det at holde dem inde, når de konstant ophobede sig. Mere sagde hun dog ikke til den sag, da hun ikke ønskede at puste ild til gløderne. Derfor så hun helst, at han bare lod hende tilfredsstille ham, og at det så var det.. eller hun så selvfølgelig allerhelst, at han helt mistede lysten til hende, og derfor lod hende gå. Hun vidste dog, at chancen for det sidste var minimal. Desværre.
Som han nød Jarniqas berøringer, fortsatte hun behændigt. Hun ønskede nemlig ikke at hidse ham mere op, end hvad hun allerede havde gjort, og derfor fulgte hun blot hans første ønske. Nemlig at hun skulle tilfredsstille ham. Det syntes også at glæde ham. Han så i hvert fald nydende ud, hvor hans sul også var et bekræftelse i sig selv. De gav hende dog lysten til at gribe om hans hoved, og drukne det i karet.. skønt det formentligt ikke var så ligetil igen. Hun tvivlede i hvert fald på, at hun kunne føre det til ende, uden at det ville gå værst ud over hende selv. Derfor fortsatte hun blot lydigt med at bade ham. "Fortæl mig den der er mest ekstraordinær," opfordrede hun ham, som hun havde haft ret i, at en fortælling ville glæde ham.. og det var trods alt hendes job for aftenen. At gøre ham glad for aftenen, og så var det formentligt en anden i morgen, medmindre de alle lå med tømmermænd den næste dag. Det ville i hvert ikke undre hende, hvis dækket så således ud. Det var i hvert fald, hvad hun håbede på, da hun i så fald kunne få lov til at vandre alene rundt i byens omegn. En tanke der faktisk kunne gøre hende helt glad! Det var dog også det eneste på dette gudsforladte skib. Det var dog ikke, hvad hun måtte tænke på nu, da hun nu skulle lægge øre til kaptajnens fortælling i stedet.

[Deleted]

Det var ikke fordi Alvaro var ædru, for det var han faktisk slet ikke. Han fuld, han var endda meget beruset, hvilket også var grunden til at hans humør kunne skifte så hurtigt som det kunne, det var nemlig meget værre, når han var beruset. Det som gjorde at han kunne skelne hendes løgn fra sandheden, var at han var klar i hovedet i øjeblikket. Grundet vandet. Det at være i kontakt og omgivet af vand gjorde gik ind i hans krop og fjernede beruselsen for en stund, så snart han trådte ud af karret og blev tør igen, så ville fuldskaben igen slå ind over ham og så ville han nok ikke kunne kende løgnen fra sandheden. Det var en forsvarsmekanisme, så han ikke blev overrumplet. Han kiggede på hende med et strengt og indgående blik, hvor det var tydeligt at hun var taget på fersk gerning og ville hun køre løgnen længere ud, selvom hun var opdaget, så ville han nok blive sur, hvis ikke rasende, da hans humør ikke var til at spøge med i denne tilstand. Han var tavs i noget tid efter hendes svar og han sad blot og stirrede på hende, som hun sad der med nedslået blik. Efter noget tid tog han langt om længe hovedet fra hende og så frem igen. ”Det er aldrig forkert at sige sin mening, men man skal passe på med hvem man siger den til, ikke alle vil finde sig i den,” svarede han, det kunne godt være at hun mente han var uduelig og egoistisk, men sagde hun det til ham, blev han nok arrig, hvilket hun ikke fik noget ud af. Han skævede roligt mod hende fra sin plads i badekarret. ”Men fortæl mig, putte.. hvorfor ty til denne spydighed? Hvad forårsager din utilfredshed?” spurgte han gådefuldt og det var ikke til at sige om han ville reagere godt eller skidt på det hun sagde. Men spørgsmålet krævede svar og mon ikke hun havde erfaret at han ikke tolererede løgne?
Dygtig var hun skam til sit job, da hun vidste hvor hun skulle berøre ham henne, ikke at det var svært at tilfredsstille en mand, de var så simple alle sammen … eller de fleste var, der var altid nogle der skilte sig ud. Han var én af de som ikke var svær at tilfredsstille, men det var også fordi han ikke gik så meget op i det fysiske, også en grund til at han aldrig havde slået sig ned og nok heller ikke fik lysten til det, han var nemlig en mand der hungrede efter noget andet; eventyr og skjulte skatte! Derfor gjorde det ham også begejstret og helt ivrig, da hun spurgte ind til arrene, der alle bar en særlig historie bag, da hun så bare sagde den der var mest speciel, fik ham til at fnyse kort, idet han lagde sig tilbage, som havde han mistet interessen så pludseligt. ”De er alle ekstraordinære,” svarede han, hvor han begyndte at få fornemmelsen af at hun ikke engang interesserede sig for historierne, hvilket begyndte at prikke til hans irritation. Var der overhovedet noget ægte ved denne tøs? Han kunne sætte hende af på en øde ø og lade hende sulte kunne han!

[Deleted]

Jarniqa havde skam fundet ud af, at hun havde gjort en fejl, og hun brød sig bestemt ikke om det! Hun kunne nemlig mærke, hvordan nervøsiteten fik det til at vende sig i hendes mave. Ubehageligt var det, hvor hun blot ønskede sig selv ud af suppedasen, men desværre lignede det ikke just, at han var ligeså vild med ideen; om at lade hende slippe. Han fortsatte nemlig, som han vovede at sige, at hun sagtens kunne sige sin mening højt. Selvfølgelig med den påmindelse, at hun ikke kunne tale frit til hvem som helst, og med de ord mente han formentligt sig selv. Hun ønskede blot, at hun kunne forlade hans kahyt, som han efterlod hende med bange anelser. Desværre kunne det først komme på tale, når han sagde det højt, og som den første. "Sætter De måske pris på min mening? spurgte hun ham, skønt hun allerede følte, at hun kendte til svaret. Nemlig et klart og rungende nej. Han var ligeglad med hende, som hun blot var en slavinde i hendes i hans øjne. Ikke en kvinde med tanker, følelser og holdninger. At holdningen til hende var således, var desuden en af grundende til, at hun hadede skibet her. At han spurgte ind til, hvorfor hun pludselig agerede så spydigt, fik hende til at bide sig selv i tungen. Skulle hun sige sandheden? Hun skævede kort op til ham, inden hun genoptog vaskningen af ham. "..Jeg finder det blot uforståeligt, at De bruger os slavinder til tilfredsstillelsen af Deres mænd, når De alligevel finder tanken om os væmmelig. De erkendte selv, at De fandt mig beskidt, men jeg gør blot, hvad De har sat mig til," endte hun med at fortælle ham helt ærligt. Derfra måtte sandheden briste eller bære, og hun havde svært ved at se i øjeblikket, om han ville blive arrig på hende. Hun gjorde dog blot, som han havde bedt hende om, og det kunne han vel ikke straffe hende for? ..eller det kunne han vel. Han var trods alt herren, som han var kaptajnen af skibet.
Det beroligede Jarniqa at mærke hans glæde. Glæden ved at skulle fortælle hende en historie. Hun anede dog også, hvordan hans glæde desværre falmede, da hun ikke gav ham et præcist svar. Selv forstod hun ikke, hvad problemet var, for hvad var der galt i at ønske at høre den mest interessante historie? Hun kunne i hvert fald ikke se problemet, og derfor måtte hun tildels finde ham besværlig. Hun var nemlig blot venlig, samtidig med, at hun forsøgte at behage ham, men det havde han tydeligvis et problem med. Dumme mand! Den tanke havde hun dog også haft om ham, inden i dag, da han trods alt var hendes fangetager. Hun var nemlig hans gidsel. Hans slavinde. Hendes hoved faldt en anelse på sned, hvor hun nu også lagde sæben fra sig. "Hvad med dette?" spurgte hun ham venligt, samtidig med, at hun blidt lod sin pegefinger stryge over hans ar. Det han havde på siden der lignede et enormt bid. "Det ligner, at De har befundet Dem i en hajs dødbringende gab." Om han ville genvinde entusiasmen med hendes ord, vidste hun ikke, men hun forsøgte da. Godt kunne det desuden gøre med en fortælling. Hun ville måske få det bedre med ham.. eller formentligt ikke. Hun var nemlig affald i hans øjne. Hun kunne dog få sig en muligt interessant historie, samtidig med, at hun fik trukket tiden ud. Uden tvivl til hendes glæde. Hun havde nemlig store kvaler med, hvordan hendes liv foregik.

[Deleted]

Det var mere end tydeligt at Alvaro gjorde sin slave nervøs. Et sted nød han det, at han kunne sætte dem i respekt med et enkelt blik, sådan var det også med hans besætning. Det skyldtes han iltre temperament, da han kunne vende 180 grader på ingenting, hvilket var overvældende for de fleste, hvor han kunne gå fra at grine til at skænde, samt udgive straffe. Han var utilregnelig, hvilket de fleste frygtede, fordi de ikke anede hvad de kunne forvente af ham. Det var ikke sådan at han var en grusom mand, selvom han godt kunne vise sig fra en nådesløs side, for han havde skam et hjerte som alle andre. Han kunne endda være blid som et gedeked, så længe man gik på den rette side af hans grænser. Han hævede let det ene bryn til hendes ord. ”Jeg spørger af en grund,” svarede han helt mildt, skønt han ikke så på hende. Han vidste godt at hun bare var en slave, så i princippet betød hun intet for ham, da han alligevel kunne sælge hende videre og købe en ny skulle han være utilfreds, men der skulle være plads til alle og han vidste at hverken hun eller nogen af de andre slavinder havde det let med hans barske besætning. Han lod hende uddybe sin mening denne gang, selvom han måtte løfte det ene øjenbryn til den. ”Jeg væmmes da ikke ved jer. I er alle smukke kvinder, det som er mit problem er at jeg er frygtelig dårlig til at dele. At vaske dig, gør kun at jeg anser dig for at være ren og fri fra min besætnings besudlende hænder, en indbildsk løgn.. jeg ved det, men dog virker den,” fortalte han roligt, som han vendte sine turkisblå øjne imod hende og var igen faldt til ro og var afslappet.
Lettere utilfreds blev han, da han ikke fandt hende selv entusiastisk nok, hvor hun allerede havde løjet for ham én gang, så hvorfor ikke bare fortsætte sit skuespil? Han gad kun fortælle sine historier til folk med nysgerrige ører, ellers var det trods alt spild af tid. Da hun så valgte at lægge sæben fra sig, skævede han let imod hende, hvor han mærkede hende stryge over det ar han havde i siden. Smilet voksede sig igen stort på hans læber og han bar et særligt glimt i øjet. Han slog over i en latter fyldt med begejstring. ”En haj siger du? Åh! Jeg kan fortælle dig at det var et langt større dyr end en haj! Det skete for … ja vel årtusinder tilbage, men jeg og min besætning var kommet ind i Tågens Dødsgab. Som altid havde jeg ført mit mandskab ud på en farefuld mission om at finde en gylden, majestætisk, skjult skat, og som altid var der farefulde fælder! Jeg førte skibet ind i et tåget område, hvor skibsvrag stak op ad jorden, der var hundrede, nej tusinde skibsvrag! Stille sejlede vi udenom, og stille var der i området, alt for stille! Mine mænd med nervøsitet i blikket kiggede udover rælingen, men det var svært at se noget som helst. Snart blev bølgerne store og slog imod skibet og jeg kunne mærke noget stort var på vej. Pludselig dukker en tohovedet søhydra op! Den var enorm! Mindst … hundred meter! Måske tohundrede! Den brølede sit skingre brøl og mandskabet fattede mod, jeg beordrede dem til at vende styrbord imod søuhyret og lade de elleve kanoner hagle ned over den. Arrig gjorde det hydraen, som det ene hoved åbnede sit store gab og skød en vandstråle på mindst fem meter imod os, jeg selv stod oppe på halvdækket ved roret og skabte en bølge, der tog imod vandstrålen. Vandet sprøjtede ind over dækket, men de stod alle fast. Jeg selv sprang ned fra dækket, landede på bølgen og jeg søgte imod den store hydra, gjorde bølgen større og større og større, indtil den slog imod hydraen og jeg sprang op på hovedet af den ene, skabte et reb med vandet, så jeg sad fast. Jeg greb min ene sabel og stak den ned i nakken på uhyret der skreg op. Arrig blev den, men den kunne ikke vriste mig fri, så det andet hoved angreb mig og fik spidserne af dens sylespidse tænder i min side. Jeg hylede og skreg, tabte min sabel, men mistede ikke overblik. Imens besætningen affyrede kanonerne imod den, fik jeg en bølge til at slå op imod hydraens andet hoved, plankerne fra skibsvragene i havet søgte med op fra bølgen og et spidst stykke borede sig igennem hydraens gane, hvor den slap mig. Jeg faldt mod havet, sørgede for at jeg landede blødt naturligvis, og hydraen sank i smerte. Snart blev jeg fisket op af besætningen, og vi sejlede videre imod øen med den skjulte skat, hvor jeg både blev syet og fik salve på, for at klare mig …” Langsomt døde hans stemme ud, hvor han havde talt med begejstring igennem hele historien, da han havde siddet og fægtet med armene, det var ikke til at sige om det var sandt eller ej, men sådan som han havde fortalt kunne det helt lyde sandt. Han lo triumferende, „intet havuhyre kan holde Kaptajn Salvorique nede!”

[Deleted]

Selvom Alvaro sagde, at han ønskede at høre Jarniqas mening, tvivlede hun på ærligheden i det. Hun mistænkte ham nemlig for at mene, at han kun ønsnede at høre, hvad han ønskede hun sagde, hvor han ellers ville straffe hende. Høje tanker havde hun bestemt ikke om ham, men det var, hvad det var, når han nu var en mand der havde slavegjort hende. Hun valgte dog alligevel at snakke højt om sine tanker, og defra måtte det så vise, om det ville bære eller briste. Selv kunne hun blot pointere, at hun bare adlød ordrer, og at en straf derfor ikke kunne stå hende i vente. Heldigvis så det ej ud til, at det vakte provokation hos kaptajnen, som han derimod forekom hende ganske rolig, hvor han ej heller snerrede af hende, som han besvarede hendes ord. Alt sammen til hendes lettelse. "Må jeg byde ind med et forslag?" lød det lidt mere modigt fra hende, efter at hun havde lagt øre til hans forklaring. Selv havde hun nemlig en ide til, hvordan han kunne undgå disse kvaler. Forslaget i sig selv var ganske simpelt, men det kunne stadig være, at tanken endnu ikke havde strejfet ham. Hun rømmede sig. "Hvis ej De bryder Dem om tanken, om at dele Deres kvinde med en anden mand, hvorfor udvælger De så ikke en slavinde til at være Deres personlige? Vi er i øjeblikket 6 slavinder her på skibet, og jeg er sikker på, at De ville kunne trække en af os til siden, for at sætte vedkommende til kun at arbejde for Dem," foreslog hun. Om det var en ide for ham, vidste hun ikke, men selv forekom det hende ikke helt ved siden af.
Selvom det for en stund havde set ud til, at der ikke var mere at komme efter, vendte kaptajnen 180°. Det var et syn der overraskede Jarniqa, og derfor gav det tilmed et mindre spjæt i hendes krop, som han slog ud i en høj latter, og gjorde en bred armbevægelse. Hun kunne dog tyde, at hun havde bragt glæden tilbage til ham, og derfor måtte hun være yderst tilfreds! Hun skulle nemlig få ham til at føle sig godt tilpas, og hvis hun tilgengæld fik en stunds hygge, ville det blot glæde hende. Opmærksomt lyttede hun til hans forklaring, som han yderst begejstret gav sig til at berette hende om sit bid. En fortælling der tydeligvis satte alle gode følelser i gang i ham! Selv forsøgte hun i et sekund at vaske ham videre, samtidig med, at hun lyttede til hans historie, men direkte umuligt var det, da han flere gange var tæt på at fyre en arm i hovedet på hende, fordi hans begejstring var så stor. Selv kunne hun ikke lade være med at trække en anelse på smilet over det. Ikke over hans fortælling, men over hans tydelige glæde. Utrolig forekom hans historie, hvor den også måtte forekomme hende tildels usandsynlig. Det var dog ikke op til hende at bestemme, om hans historie var falsk eller sand, som hun kun måtte lægge øre til. Da det hele var overstået måtte hun slippe en kort perlende latter, mens hendes blik hvilede på ham. "Hvilke eventyr De har været ude i! En ægte søhydra.. Er Deres andre historie ligeså faretruende som denne?" lød det fra hende. Selv kendte hun selvfølgelig til lidt, eftersom hun var en del af skibet, men hvad der havde foregået før hendes tid, vidste hun selvfølgelig intet om.. Eller kun, hvad besætningen måske havde pralet til hende omkring, for de nød uden tvivl at spille med musklerne foran hende. Selv var hun dog tildels ligeglad, da skibet ikke vakte hendes interesse.

[Deleted]

Alvaro tog det ikke særligt tungt, hvad hendes mening var om ham. Generelt havde andre folks meninger ikke betydet noget for ham. Til gengæld blev han sur hvis nogen skulle tale dårligt om hans skib, da hans skib var et af hans kæreste eje, ligesom hans abe Kong … hvor end den lille lømmel var henne. Han krævede dog at de om bord på hans skib respekterede ham og talte til ham i samme tone, hvis ikke så blev de straffet! Alle havde lov til at tale fra deres hjerte, hvis de var utilfreds med noget, havde lyst til at klage, hvis de var bekymrede eller noget andet gik dem på, så ville han lytte, da han ikke var en skånselsløs kaptajn. Han elskede sit mandskab, han havde været med til at udvælge hver eneste mand der var med på denne skude. Nogle værre end andre, men i sidste ende alle gode mænd. Blikket gled mod hende, da hun vovede at ytre sin mening, selvom han lod hende for nu. Han havde selv inviteret hende ind i hans kahyt, og de som blev det, var mere personlige med ham, derfor lod han hende komme med sit forslag. Han smilede let til det. ”Det har jeg da også allerede … mere eller mindre. Jane, hende der har været her i længst tid, det er hende jeg normalt får til at lave småopgaver for mig. Du var bare heldig at du dumpede ned i mit skød i aftes og fik lov til at få lidt luksus,” fortalte han sandfærdigt. Det var Jane han typisk holdt sig til, men alligevel var de andre mænd vidst også over hende, selvom hun altid blev vasket, som Jarniqa, inden hun lå med ham og derfor var hun så godt som hans personlige slave. Han så igen mod Jarniqa. ”Men du kunne måske godt tænke dig at være den slave?” spurgte han, som han refererede til hans personlige slavinde.
Når det kom til Kaptajnen og hans historier, så vidste alle på skibet at det var noget der kunne muntre ham op. Han havde altid nydt en god historie selv og ikke mindst elskede han at fortælle dem! Han blev begejstret og fik blod på tanden efter flere eventyr, når han fortalte, hvor det at fortælle denne historie helt gav ham lyst til at lette anker og sejle ud på nye eventyr allerede. Dette måtte nok vente til nogle dage, da hele hans besætning nok ville have tømmermænd i morgen. Han vendte blikket smilende imod hende, da hun selv slap en latter, hvor det lød til at hun havde nydt hans historie, hvilket naturligvis var vigtigt for ham! Han gad jo ikke fortælle noget til folk der ikke gad lytte alligevel. Hvis man spurgte ham, ville han naturligvis sige at det var sandt, og hvem kunne også tro andet, når han havde et ar der beviste det? Dette mærke var ikke bare fra et lille dyr, det var et stort dyr, da mærket strækkede sig i en bue fra hans hofte til hans nederste ribben, hvor han havde et matchende tandsæt på ryggen. Han smilede næsten helt stolt og nikkede bestemt. ”Åh ja! De er alle farefulde! Jeg har kæmpet mod havfruer og havmænd, der var tæt på at skænke mit skib! Jeg har været fanget på en ø blandt kannibaler, der var ved at spise os alle, jeg har kæmpet mod farlige dyr og besejret over monstre!” fortalte han, hvor det ikke engang var løgn. Han var en eventyrlysten mand og han havde oplevet frygtelig meget, noget som hele hans besætning kunne skrive under på. De hadede ham hver gang han bragte deres liv i fare.

[Deleted]

Denne Jane, som Alvaro halvt beskrev som sin egen slavinde, kendte Jarniqa skam allerede til. Der var nemlig 6 slavinder på The Cursed Baron, og de 6 slavinder boede alle i den samme kahyt. Slavinderne var desuden de personer på skibet, som hun kunne bedst med, samt hun var i den samme båd som dem, så derfor var det ikke unaturligt. At de kvinder snakkede og sladrede med hinanden. De var desuden nødsaget til at holde sammen på et skib som dette. Derfor vidste hun godt, at en af slavinderne så mere til kaptajnen end de andre. Det var dog ikke et sådant forhold Jarniqa snakkede om, når hun foreslog en personlig slavinde til kaptajnen. Hun hentydede nemlig til en slavinde, der udelukket servicerede kaptajnen. Derfor måtte slavinden ikke blive besudlet af resten af besætningen. "Jeg kender allerede til denne Jane, som De benytter Dem af. Det jeg snakker om, fungerer dog anderledes, end hvad De har nu. Jeg hentyder nemlig til en slavinde, som kun må tilfredsstille Dem. Så behøver De ej at frygte, om andre har haft fingrende i hende inden Dem," sagde hun roligt, skønt hun næsten kunne fornemme på ham, at han havde det fint med tingene, som de var nu. Hendes ord havde dog også kun været et forslag. At han derefter spurgte hende, om det var en stilling hun ønskede, måtte hun bide sig selv let i læben. Ville hun gerne være hans personlige slavinde? Det ville hun vil. Hun hadede ham måske, men hun hadede hele skibets mandlige besætning. Fordelen ville desuden være, at hun altid ville vide, hvem hun skulle ligge med, og så var kaptajnen heldigvis ikle den værste. Derfor endte hun helt med at nikke til hans ord. "Hvilken slavinde kunne ikke tænke sig at være Deres personlige?" endte hun, hvor det i sig selv også måtte være et ja fra hendes side af. Hun tvivlede dog på, at hun ville blive valgt, hvis det kom så vidt, da han allerede havde indrømmet, at han havde Jane, som han var glad for.
Helt oprigtigt havde Jarniqa fundet hans fortælling underholdende. Svært var det dog også at mene andet, når nu han sad så entusiatisk foran hende. Han havde nemlig levet sig helt ind i sin fortælling, og det havde selv fået hende til at more sig. Hun havde i hvert fald sluppet en latter, hvor den havde været smuk og morende. En fryd for ørerne, som den helt kunne forekomme fortryllende. "Og hvad bliver det næste De udsætter os for?" spurgte hun ham med et lille smil på læben. Ikke fordi, at hun higede efter den form for farefulde eventyr, men nærmere fordi det gjorde ham utroligt livsglad. En livsglæde hun selv savnede at føle. Den glæde kom dog aldrig til hende her på skibet, som hun kun følte et snert af den, når hun fik lov til at bevæge sig frit og alene på land. Hænderne lod hun nu stryge over hans krop, som hun fjernede sæberesterne, og derfor blev ren. "Men Deres fortællinger forekommer mig utrolige.. Både som eventyr, og som skrækfortællinger. Det lyder ej så solrigt at være omringet af kannibaler," lød det ærligt fra hende. De våde hænder trak hun nu til sig, som hun selv mente, at han var færdig med karbadet. "De kan træde ud nu, hvis De har lyst.. eller også kan jeg komme ned til Dem, og holde Dem med selskab i vandet," foreslog hun stille, som hun indikerede at de nu kunne komme videre med, hvad der egentligt var tiltænkt dem.

[Deleted]

Alvaro vidste godt hvad hun hentydede til, hvor det var unødvendigt at uddybe det. Han havde allerede sin personlige slave i Jane, foruden det ikke helt var på den måde Jarniqa beskrev det. Han kunne godt se pointen i hendes ord, men han mente mere at det kom slavinden til gavn end ham selv. Det var trods alt en måde hvor på slavinden kunne holde sig fri fra besætningens greb og det var trods alt dem som de skulle tilfredsstille. Det var dem han havde købt dem for. Han sukkede let, hvor han løftede den ene hånd og gned sin skæggede hage. Han svarede ikke på hendes ord, men udtalte sit næste spørgsmål. At hun nikkede og gav ham et ja, fik ham til at vende blikket mod hende igen. Hun ville gerne være hans personlige slave? Han løftede det ene bryn i et spørgsmål. ”Så fortæl mig, hvorfor jeg skulle vælge dig frem for den kære Jane? Hun er allerede inde i rutinen og jeg har ikke været utilfreds med hendes arbejde indtil videre.” Han så blot afventende på hende. Hvis hun ville have jobbet, så måtte hun jo vise sig værdig og dygtig nok til det. Måske det ikke krævede så meget, da det blot var rengøring og tilfredsstillelse, det handlede mere om at han skulle kunne stole på hende.
Det bedste ved historien, var hendes reaktion på den. Så vidste han at hun havde nydt sin kaptajns fortælling. Han elskede at fortælle historier, det fik ham til at huske på alle de gode oplevelser han havde haft i sit liv. Han måtte også helt savne sådan et farefuldt og spændende eventyr. Han lo klukkende til hendes spørgsmål, inden hans turkisblå øjne fik et særligt skær over sig. ”Sikkert flere farer og mere eventyr,” svarede han muntert, hvor han allerede havde et ønske for en ny destination. Han havde kun nævnt det for sin første styrmand, da det var hans mest betroede mand. Han lagde ikke rigtig mærke til at hun vaskede ham længere, da det pludselig syntes ligegyldigt, nu hvor hun havde gjort ham opslugt af sine historier og den særlige følelse der altid dukkede op i ham, når han udtalte det. ”Tro mig.. min besætning hader mig hver gang jeg får dem i knibe, og sjovt er det bestemt heller ikke, hver gang dansede jeg tæt på dødens rand, men hver gang overlevede jeg og nu er det fantastiske historier vi alle kan fortælle og berettige om,” fortalte han. Han overhørte helt hendes sidste ord, da kaptajnen helt havde mistet lysten til hendes fysiske nærvær, da hun havde givet ham andre tanker på hovedet. Han greb omkring det håndkæde som lå på det bord ved karrets side, inden han rejste sig op. Han bandt det om livet, inden han gik hen til sit skrivebord, der stod op ad venstre væg og med udsigt over havet af de to store vinduer. Han så tilbage mod hende. ”Kom her,” opfordrede han hende. Han fandt en nøgle frem, inden han låste øverste skuffe i højre side på sit skrivebord op, han trak den ud og ud tog han et sammenrullede gammelt kort, som han lagde på skrivebordet og foldede ud. Det var et stort kort over landene her; Procias, Dvasias, Manjarno og Imandra, der alle lå ude i højre side af kortet, til vest for landene, i venstre side, var der forskellige store øer og fremmede lande som ikke mange havde været ved. ”Legenderne taler om en by med huse, tårne og templer lavet af det rene guld, fyldt med store skatte fra hele verden over. Det siges at man kan bade i ædelsten. En skat som den store Lord Conque Lapidi har gemt. Legenden fortæller at Lord Lapidi havde et scepter som kunne forvandle alt hvad dens spids berørte til guld og sådan blev byen lavet. En by han havde erobret og hvor han gemte alle sine skatte. Og det er en skat jeg agter at finde!” fortalte han, hvor beslutsomheden skar igennem tonen.

[Deleted]

Sandt var det, at den aftale Jarniqa ønskede at komme ind på, primært gavnede slavindens tilstand. Slavinden ville nemlig ikke længere være tvunget til at ligge med alle mændene, som hun kun skulle forholde sig til en. En position hun selv hellere end gerne ville have, da hun hadede den mandlige besætning, hvor det også var en skræmmende tanke aldrig at vide, hvem man ville blive tvunget i seng med. Derfor ville hun finde det yderst beroligende, hvis hun altid kun havde en bestemt at regne med. Det gavnede dog ikke kun slavinden, da det også ville gavne kaptajnen, da han havde talt højt om, at han ikke ønskede at dele sine kvinder med andre. Derfor ville det også være en hjælp for ham at vide, at den kvinde han lå med ej blev besudlet af andre end ham. At han spurgte ind til, hvorfor hun skulle blive valgt af ham, gjorde hende lettere tænksomt. Det lød som om, at han muligvis overvejede hendes forslag og hende. Det var ikke just, hvad hun ventede nu når han allerede havde en ’fast’ kvinde, men nu når hun fik chancen, ville hun da ikke forspilde den! Hun hadede sit lod i livet, og hvis det kunne blive forbedret på denne her vis … hvorfor så ikke tage chancen? ”Jeg ved, at jeg ej har været her så længe som Jane, men om end … jeg har været her i ca. 30 år, Kaptajn. Det beviser er et bevis på, at jeg har været god for Dem, og for Deres skib. Jeg ved, hvad der skal laves, og jeg gør det godt. Jeg har nemlig endnu ikke fået nogen klager, hvor jeg ej heller er blevet sat af staben, som mange andre gennem årene. Desuden … jeg er nymfe. Hvilken mand vil ikke have æren af at have en nymfe ved sin side?” lød det fra hende. Om hun kunne hamle op med den kvinde, han allerede brugte, vidste hun ikke, men personligt mente hun, at hun gjorde et godt bud. Hun havde nemlig allerede bevist, at hun var god for skibet. Ellers var hun blevet solgt for længst. Hun vidste desuden, hvordan man kokkerede, gjorde rent, samt tilfredsstillede en mand. Det sidste måtte nymfen i hende, desuden hjælpe hende med, som der var mange der på sin vis fandt nymferne uimodståelige.
At kaptajnen havde i sinde at udsætte sit mandskab for nye store farer og eventyr, kom på ingen måde bag på Jarniqa. Hun vidste, hvilken type kaptajnen var, ligesom hun havde bevidnet glimtet i hans øjne, som han havde berettet om et af sine utrolige eventyr. Derfor kunne hun også frygte, hvad disse eventyr ville byde på, da de formentligt ikke ville være foruden fare. Siden hun blot var slavinde, burde hun muligvis være ligeglad med sit liv, men det var hun ikke. Hun ønskede skam at holde sig i live, men det var måske også fordi, at hun bestemt ikke havde i sinde at dø for en mand som Alvaro? Nok havde hun for en stund leet af hans historie, men man måtte aldrig glemme hendes store foragt for manden! Han var nemlig ingen varmhjertet mand, som han derimod var den mand, der havde gjort hende til en af sine slavinder, og det ville hun hade ham for til evig tid. Derfor var det måske også mærkværdigt, at hun ønskede at blive hans personlige slave, men pointen lå i, at hun ikke gjorde det for hans skyld, men for sin egen, da han om end var bedre end 65 forskellige mænd. ”Deres mandskab ved vel, hvad de går ind til, når de melder sig som Deres besætning.. Hvad er et liv uden eventyr også, når man lever som pirat?” sagde hun roligt. Det var ikke fordi, at hun brød sig om pirater, som hun derimod hadede dem. Hun havde blot lært en hel del om dem, efter at hun dagligt gik op og ned blandt dem. Opmærksomt fulgte hendes blik ham, som han med sin ændrede mimik rejste sig fra karet og bevægede sig over til skrivebordet. Det overraskede hende, hvor stålfast han pludselig var blevet, som han ikke længere forekom hende særligt fuld. Forsigtigt kom hun op på benene igen, hvor hun ej heller kunne lade være med at slå armene over sin barm. Hun brød sig ikke om at gå nøgen omkring, da det fik hende til at føle sig som en målskive. Hun havde dog ikke tilladelse til at iklæde sig kjolen igen, som han selv havde afklædt hende. Derfor bevægede hun sig nøgent og barfodet over til ham, hvor hendes blik måtte falde på kortet over de forskellige lande. ”Hvis legenderne taler sandt, ville det være den oplagte skat for kaptajnen af The Cursed Baron. En skat som dette scepter – hvis det eksisterer – ville være den mest overlegne og utrolige skat af dem alle! Hvor skulle denne by eftersigende ligge?” Utrolig lød historien, og derfor kunne man tvivle på dens ægthed. Selv følte hun dog ingen begejstring ved denne nye mission, for … hun ville alligevel ikke få del i disse rigdomme. Selv længtes hun efter, at hendes fingre kunne være prydet af diverse ædelstensringe, som Alvaros fingrer, eller måske en halskæde af guld. Desværre vidste hun, at hun var slave, og derfor ville hun aldrig få tilladelse til at bære sådanne værdigenstande.