Celebration!

[Deleted]

At Jarniqa ønskede en bedre position på skibet, forundrede skam ikke Alvaro. Desuden hvem ville ikke helst være kaptajnens personlige slave? Så slap de for alt andet. Han havde aldrig haft noget imod at tingene var som de nu var, eftersom han ikke var en mand der krævede så meget. Han havde haft den kære Jane, som havde gjort sit arbejde ganske godt, derfor kunne han gøre hende til sin personlige slave, da hun allerede fungerede som det, foruden ændringen ville være at hun ikke skulle ligge i med alle mulige andre mænd. At denne tøs også ønskede den stilling, ja det fik ham til at tænke på at de alle nok gjorde og derfor ville det vel ikke være fair at vælge den ene frem for den anden og selv hvis han gjorde, så burde det være Jane frem for nogen anden, da hun allerede var inde i rutinen. Han lyttede til hendes ord og forslag, hvor det naturligvis lød fristende. Når alt kom til alt, kunne han jo være ligeglad med hvem det blev, så længe han var tilfredsstillet i sidste ende. Han gned sin skæggede hage, hvor han så tænkende ud i luften. ”Jeg vil overveje det. Desuden skal det uanset hvad komme an på en prøve,” svarede han så, hvor det ikke stod til at diskutere. Hvem det blev måtte tiden vise, så længe han fik den bedste. Han var trods alt kaptajn.
Jarniqa havde uden tvivl formået at ændre hele Kaptajnens mimik, da han nu helt havde glemt formålet med at få hende herind. Det skete typisk. Jane havde været offer for det samme, fordi han pludselig blev mere optaget af sine historier og sine fremtidige planer. Han elskede eventyr, højere end han elskede en kvindes selskab, det var også derfor at han nok aldrig kom til at danne familie, da han var for eventyrlysten til at slå sig ned. Han ville aldrig få nok, han ville for evigt hungre efter mere viden, flere skatte, indtil han døde. Derfor var han også lidt skeptisk med at få en fast slavinde, for tænk hvis hun kedede ham i længden? Så kunne han selvfølgelig altid skifte hende ud. Og der var ingen der sagde at han skulle ligge i med hende hver gang, da han sagtens kunne snuppe en af de andre i ny og næ, skulle dette være hans ønske. ”Selvfølgelig ved de det! Men det ændre ikke på at de hader mig i det øjeblik vi havner i faren, men bagefter så kan de vittigt fortælle om det ligesom jeg kan. Og desuden, hver gang jeg har fået dem i fedtefadet, så har jeg også hver gang reddet dem ud af det igen,” svarede han med et muntert smil.
Som han kom op og gik hen til skrivebordet, var det tydeligt at der ikke blev noget intimt foreløbigt. Han skævede kort mod hende, da hun kom hen til ham, hvor han så hende holde om sig slev. ”Fryser du, så tag tæppet om dig,” indskød han hurtigt, inden han så mod kortet igen. ”Det er den ja.. men jeg har ikke dens præcise beliggenhed endnu, det er hvad jeg i øjeblikket prøvet at finde ud af,” fortalte han, hvor han for en kort stund bare stirrede på kortet. Han sukkede med et smil, som han vendte blikket imod hende, hvor han godt kunne mærke at hans hoved langsomt blev ørt nu hvor han ikke længere var i vandet. ”Men jeg giver ikke op, før jeg har fundet den!”

[Deleted]

Høje anså Jarniqa skam ikke sine odds for at være. Hun var nemlig allerede bekendt med den anden slavinde, som Alvaro var vant til at benytte sig af. Derfor var det naturligt at tænkte, at han formentligt allerede havde byttet hende ud, hvis han i det hele taget havde været interesseret i en ny. Det havde han endnu ikke gjort, og derfor havde hun sine tvivl om, at hendes kår lige umiddelbart ville blive forbedret. Sin manglende tiltro viste hun dog ikke, da hun ikke regnede med, at det ville gavne hende at agere negativt overfor ham. Derfor tvang hun blot det sædvanlige smil frem på læben, samtidig med, at hun nikkede forstående til hans ord. ”De tager Dem bare den beslutningstid det kræver,” sagde hun roligt, hvor hun derefter valgte at lade snakken ligge. Hun ønskede trods alt ikke at irritere ham ved at køre nyttesløst rundt i spørgsmålet. Hun vidste desuden, at han først rigtigt ville være i stand til at bedømme hende, når de engang blev færdige i kahytten. Han havde nemlig ikke set alle hendes evner, indenfor hendes job, endnu. Derfor tog hun det skam også med ro.
Snakken om Alvaros bidemærke havde tydeligvis ændret alt ved hans humør og ønsker! Det lignede nemlig ikke længere, at han var interesseret i Jarniqas krop, og det fandt ud selv yderst besynderligt, da hun trods alt var der af den grund. De andre pirater havde desuden heller aldrig tabt lysten til hende, og derfor forekom dette her hende helt ved siden af, skønt hun skam nød det. Hun havde det nemlig fint med, at det intime blev udskudt, hvor hun skam heller ikke ville klage, hvis det blev droppet helt. Hun var nemlig træt af at ligge med mænd på kommando, men dog vidste hun, at hun ikke kunne vænne sig til dette. ”Det er uden tvivl beretninger I alle lystigt kan komme ud med. Det er i hvert fald ikke hver dag, at man hører om mænd der har været i en søhydras gab, og derefter er sluppet godt fra de,” sagde hun med et svagt smil på læben. Historier om farefulde eventyr var enhver pirats drøm. Det og så en overdådig skat, friske kvinder og rom selvfølgelig. Det var rimelig meget en pirats liv. Det vidste Jarniqa i hvert fald alt om, som hun efterhånden længe havde levet iblandt dem. 30 år var det blevet til, og ifølge udsigterne så det ikke just ud til, at hun var ved at nå til vejs ende.
Hen til Alvaro kom Jarniqa, som han efterspurgte hendes tilstedeværelse. Lettere køligt og ubehageligt var det dog at komme op, som hun endnu stod, som hun var blevet skabt. Helt nøgen. Skammede sig gjorde hun dog ikke, som hun vidste, at hun var en flot kvinde. Det kunne bare gøre alle og enhver utilpas, når de stod helt sårbare. ”Tak,” sagde hun taknemmeligt, som han gav hende tilladelse til at dække sin krop. Det var en tilladelse hun ej behøvede at få flere gange, som hun allerede var i fuld gang med at bøje sig ned efter tæppet, som han tidligere havde løsnet hende for. Det svang hun nu om kroppen, så det i hvert fald skjulte hendes private dele, samt gav hende en smule varme. Derefter faldt hendes opmærksomhed til kortet igen, som han holdt udstrakt på bordet. Hendes hoved faldt let på sned. ”Hvor tror De den befinder sig?” spurgte hun nysgerrigt, som hun selv måtte finde tanken om en by af guld yderst interessant! Hun kunne dog ikke lade være med at tænke på, at det lød som et børneeventyr, og derfor var det meget muligt, at byen og scepteret kun var en skrøne, og igen… hun ville alligevel ikke få andet end synet at se. ”Men indtil da.. hvor regner De så med at ligge til?”

[Deleted]

Om Kaptajnen ville have en personlig slavinde, det var noget han først skulle finde ud af. Det var måske ikke en så dårlig ide, det gjorde også at han var lidt hævet over sine mænd, hvilket han trods alt var når han var kaptajn. Han gned sin skæggede hage et stykke tid efter sin dom, hvor han stadig tænkte over muligheden. Det kunne naturligvis godt lade sig gøre. Det var ikke fordi han skulle skyde ideen helt i sænk, men for nu lod han det ligge, hvor han ville se om hun var god nok til at overveje at have som sin personlige slave, når alt kom til alt, så havde hun trods alt været her længe, hvilket også måtte betyde noget. Dum var hun naturligvis ikke og hun vidste hvordan livet her på skibet fungerede, derfor ville det måske ikke være dumt at tage hende som sin personlige slave, selvom han ville overveje det lidt nøjere, når han engang blev ædru nok til det.
At fortælle om sit ene ar, havde uden tvivl løftet hans humør, hvor hun også havde fået ham på andre tanker. Han havde aldrig været en mand der havde hungret efter en kvindes nærvær. Kvindeglad var han naturligvis, det lå typisk til en pirat, og det var også kun naturligt, når man var flere måneder på havet uden noget nærvær, derfor havde han også sine slavinder, så hans besætning kunne fokusere og ikke skulle blive distraheret af andet. Der var dog ting han hellere ville end en kvindes nærvær og når det kom til eventyr og guld så trak det mere i hans opmærksomhed. Han lo kort til hendes ord. ”Jeg har oplevet værre ting end et søuhyre, ser du.. alle monstre er der ingen grund til at frygte, de er dyr og de handler også som et, de har deres faste rutiner, de sover, når de sover, de spiser når de er sultne og rovdyr går typisk efter et hurtigt drab, samt de beskytter deres territorium.. dyr er forudsigelige, det man bør frygte mere er personer, vi har nemlig evnen til at se træk frem, hvor dyrene lever i nutiden, personer er utilregnelige, derfor bør man mere frygte hvis man støder på flåden eller en rival, frem for et uddyr,” fortalte han, hvor han smilede skævt, inden han så mod sit kort igen. Han gjorde intet, da hun samlede håndklædet op igen, selvom han havde hentydet til hans sengetæppe, men det var ligegyldigt, hun måtte tage det på hun ville have på for at få varmen igen. Han selv stod kun i det håndklæde som han havde svøbt om livet. Han strøg en hånd igennem de våde lokker, der for en gangs skyld lagde sig pænt tilbage. Han sukkede let og trak en anelse på skuldrene. ”Jeg ved det ikke. Men af hvad jeg har hørt indtil videre, så skulle den ligge i dette område,” fortalte han og kørte sin pegefinger rundt i en cirkel omkring de øer der lå til venstre for Procias, Dvasias etc. Han så mod hende og smilede sikkert. ”Men hvis den eksistere og jeg kan skaffe bare noget der tilhører skatten, så vil den ikke blive et problem at finde,” fortalte han lettere gådefuldt. Han havde sit magiske kort der kunne finde alt så længe man havde noget der tilhørte det man ville finde, om det så var personer eller skatte. Han gabte kort, hvor hans berusede tilstand roligt slog ind over ham igen og gjorde ham tung i hovedet. Han rullede kortet sammen, inden han pakkede det væk i den øverste skuffe igen. Han gik hen og satte sig på sengen, hvor hans turkisblå øjne igen så en anelse tågede ud og han smilede kækt. ”Nå.. kom hen til mig.”

[Deleted]

Da Alvaro sagde, at der eksisterede værre ting ude i verdenen, kunne Jarniqa meget vel have indskudt; Ja, dig., men det gjorde hun ikke. Det ville nemlig være direkte tåbeligt af hende. Især nu når hun havde efterspurgt arbejdspladsen som; hans personlige slavinde. Han ville nemlig næppe have en personlig slavinde der åbenlyst hadede ham, så derfor valgte hun at holde sine mange tanker indenbords. Det var dog en selvfølge, at hun ikke kunne bryde sig om ham, nu når han havde valgt at slavebinde hende. Ingen af slavinderne brød sig om det, selvom der selvfølgelig var de stykker, der var blevet mere ligeglad med dem selv, og blot fokuserede på arbejdet. Der havde Jarniqa endnu sine egne tanker og følelser. Opmærksomt lyttede hun dog til, hvad han havde at sige, som det var hans bud på, hvad der værste. Som han begyndte måtte hun også være tilbøjelig til at give ham ret, da folk i sandhed var lumske. Alvaro var trods alt selv en af dem man skulle passe på. Det havde man formentligt ikke regnet med, hvis man blot så ham på gaden, men det var han, og derfor havde han ret i sin tankegang omkring personer. Dyr var nemlig – som han sagde – forudsigelige, som de blot fulgte et bestemt mønster, hvor de så var tilfredse med det. ”Selvom Deres historie om søhydraen lyder utrolig, vil jeg være tilbøjelig til at give Dem ret. Det er ikke fordi, at dyr ej har tanker og følelser, men jeg er sikker på, at vi er mere udviklet end dem. Vi tænker længere og dybere end dem.. men jeg ved, at selv De kan klare en flåde eller en rival. Det har jeg trods alt selv set, samt der er mandskabets beretninger,” sagde hun ærligt. Der lå vel også en kompliment i hendes sidste ord, men det var ikke just fordi hun beundrede ham, men nærmere fordi, at det var sandheden. Hver dag på havet i de 30 år, hvor hun havde været der, havde nemlig ikke altid gået stille for sig. Hun havde derfor langt øje til lidt af hvert, og derfor kunne også hun berette om, hvad der var sandt, og hvad der var falskt. Hendes hoved faldt en kende på sned, som han sukkede, hvorefter hendes blik fulgte hans finger der viste, hvor han regnede med, at guldbyen lå. ”Hvis De er sikker på skattens eksistens, er det blot at sætte kursen i den retning. De er trods alt skibets kaptajn,” sagde hun roligt, skønt hun ikke tvivlede på, at han allerede havde i sinde at søge den. Han var nemlig en eventyrlysten mand, samt han elskede rigdomme, og der var nok af begge dele, hvis han påbegyndte jagten på denne by. Selv tog hun dog tingene som de kom, da hun alligevel ikke havde noget at skulle have sagt, hvor hun alligevel ej heller ville få del i gevinsten. Hun måtte allerhøjst finde, for derefter at give det til en af mændene, eller røre, for derefter at give det tilbage igen. Som han valgte at pakke kortet væk igen, fulgte hun ham med blikket, hvor det fulgte hans rute hele vejen over til sengen. Det var altså nu, at det skulle ske. Hun havde selvfølgelig set det komme, men alligevel gav det hende et sug i maven, som den velkendte ulykkelighed vældede op i hende. Hun ønskede nemlig hverken at kysse eller røre Alvaro, men hun vidste, at hun intet valg havde, og derfor lod hun ej heller følelserne komme til udtryk. Nydeligt gav hun sig til at bevæge sig i hans retning. Hun smilede legende til ham, skønt hendes øjne ej var med, men det var de aldrig og det ville han formentligt heller ikke kunne se, da hendes smil og krop tydeligvis talte et andet sprog. ”Læg dig,” bad hun, skønt hun ikke lod ham reagere, da hun selv valgte at skubbe ham ned i en liggende stilling. Han ønskede, at hun selv tog fat, og med tanke på den mulige stigning i hierarkiet, gjorde hun, hvad der blev sagt. Hun ønskede nemlig at glæde ham, så hun personligt kunne få en bedre stilling, skønt den stadig ville være som slavinde. Hun havde desuden droppet den høflige tiltale, da hun ganske enkelt tænkt, at han ej fandt det ophidsende, hvis hun tog den afstand til ham. Sit eget tæppe løsnede hun nu, så hun igen stod fuldkommen over for ham. Stående blev hun dog ikke, da hun kort tid efter selv valgte at placere sig i sengen, hvor hun kravlede ind over ham. Der lod hun sine læber komme i kontakt med hans rene bryst, alt imens hendes fingre blidt strøg over hans krop.

[Deleted]

Meget havde Alvaro været igennem. Både i sin tid som aspirant på et andet piratskib, og i sine unge dage, hvor han kun lige havde startet sit eget mandskab op. Nu var han ikke længere så ung, så meget havde han oplevet igennem de sidste mange årtusinder, hvor han havde kæmpet imod andre piratskibe, kæmpet imod flåden, kun for at skabe sig et godt ry på havet. Han var sikkert også kendt i diverse havnebyer, særligt i de som han havde røvet, for den i Procias, som forårsagede at Jarniqa den dag i dag var på skibet, var ikke den eneste havneby han havde hærget. Han var måske ikke så slem, begik man sig på den rette side af hans grænse, da han var en loyal ven, han svigtede ikke sin besætning og de som var tætte på ham, men til gengæld kunne han gå hen og blive frygtelig nådesløs og blodtørstig stod man som hans fjende. Han havde et par gange i løbet af det sidste århundrede stødt på sin broder, der endnu arbejdede indenfor flåden, de var ikke længere på den gode sti, særligt ikke efter at han havde slået deres fader ihjel, hvor han var blevet slægtsforræderen, hans familie hadede ham, hans moder ønskede sikkert at hun aldrig havde født ham og selvom det gjorde ondt at han var blevet udstødt og at hans familie ikke kunne acceptere den mand han var, så tog han det ikke så tungt igen, da han elskede sit liv og han var nød til at se det positive i det han havde, uden at dvæle i fortiden, for ellers gik han hen og blev en bitter mand som hans broder. Han nød dog at sænke hans broders flåde, eftersom det irriterede manden og det var hvad han elskede!
“Præcis. Selvfølgelig! Jeg har skam fuld tiltro til mit mandskab, der er en grund til at vi ikke er særlig mange om bord, jeg har kun de bedste af de bedste!” svarede han stolt, hvor han kort forinden havde sluppet sin klukkende latter. De blev aldrig mere end 50 mand, lige nu var de omkring 35 mand om bord, alle af forskellig race, men med hvert deres speciale. Han så mod hende til hendes ord, da hun sagde det som var det en enkelt ting, hvilket fik ham til at slippe en munter latter. ”Det er ikke så enkelt, jeg kan ikke bare sætte sejl og gennemsøge hver ø der findes, det vil tage alt for lang tid! Det skal planlægges, jeg søger efter forskellige ting, der kan få mig tættere på mit mål,” fortalte han med et skævt smil.
Som han sad på sengen og kaldte hende hen til sig, så han hende bevæge sig imod ham. Han så ikke det tomme udtryk i hendes øjne, da han var for beruset til at se andet end hendes gyngende krop, der så helt perfekt ud fra hans perspektiv. Snart skubbede hun ham ned at ligge, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Han bed sig kort i den bløde underlæbe, da hun igen fjernede håndklædet og hendes krop kom til syne igen, hvor han lod sine øjne studere hver centimeter af den. Skamme sig burde hun på ingen måde! Han sukkede, da hun satte sig på ham for at kysse hans bryst, hvor han lod sin ene hånd søge til hendes hoved, hvor han strøg hendes lokker væk. Han lagde hånden under hendes hage, for at trække hende op til ham, hvor han fangede hendes læber med sine egne i et dybt kys. Han slog roligt armene om hende, kun for at vende dem om, så han lå øverst. Han kyssede rolig hendes mundvig, kind, kindben, tinding og langs hendes kæbe, imens han lod sin ene hånd stryge over hendes krop for at få følelsen af hende og hendes former.

[Deleted]

Om Kaptajn Salvorique kun havde de bedste af de bedste ombord på sit skib, kunne der vel være noget om. På havene var The Cursed Baron nemlig et ubesejret og frygtet piratskib, og selvom Jarniqa ej holdt med eller af skibet, kunne end ikke hun benægte, at mandskabet gjorde et godt stykke arbejde – piratmæssigt. Kaptajnen og hans mandskab spillede ej heller kun på de sikre kort, og derfor måtte skibet træde an, som det sejlede ind i uforudsigelige situationer. Derfor måtte hun også svagt nikke med hovedet til hans ord. ”De har et suverænt mandskab,” medgav hun, som hun ikke fandt nogen god grund til at lyve. Nok brød hun sig ej om mandskabet, men arbejdsmæssig t - for kaptajnen - gjorde de et godt stykke arbejde. Der var selvfølgelig de dage på havet, hvor det skred mellem dem, men andet kunne man ej heller forvente, når man havde med pirater at gøre, hvor mange af mændene også havde stærke personligheder, samtidig med, at de var af en stærk race. Hendes uskyldige blå øjne måtte søge hans ansigt, som han grinte af hende. Hvorfor, forstod hun ikke, da han selv havde lydt ganske begejstret ved tanken om guldbyen og dette utrolige scepter. ”Hvad andet har De at nå? Det er vel hips som haps, om De ligger til ved nogle af disse øer eller til selve fastlandet.. Der er trods alt også byer på øer. Byer med personer. Byer med værdigenstande. Byer med madrationer. De kunne nå alt dette, alt imens De planlagde det andet togt,” lød det stille fra hende. For hende selv forekom hendes ord ganske logiske, men måske var de ikke det alligevel? Hun var ingen pirat, og derfor kunne hun selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, om det virkelig gjorde den helt store forskel og besvær, men personligt mente hun det ikke. Hun tvivlede dog på, at han ville drøfte den slags med hende, da han formentligt alligevel anså hende for at være en dum kvinde … en ubetydelig slavinde.
Som det hele rykkede over i sengen, vidste Jarniqa med det samme, hvad der nu skulle foregå. Alvaro måtte have genvundet lysten til hende, som han nu ønskede hende til det formål, som han havde bragt hende ind til. At tilfredsstille ham. Håndklædet om sig fik hun derfor løsnet igen, så intet skjulte hendes kvindelige former, og derfor var der ingen forhindringer for hans vedkommende. Hun anede selv hans studerende blik, men forsøgte at undgå det, da hun ikke brød sig om det. Derfor valgte hun også at kravle ind over ham, så hendes krop blev skærmet, skønt den også blev stillet til hans rådighed, som hun gik i gang med at behage ham. Hendes bløde læber kærtegnede hans faste brystkasse, alt imens hendes fingre fik en fornemmelse af hans krops struktur. Langt nåede hun dog ikke, før hendes hoved blev guidet vej op til hans, hvor hendes læber blev mødt af hans. Uden tøven besvarede hun kysset, skønt hun mærkede det stikke i sig, som han vendte deres kroppe om, så hun lå nederst og han øverst. Når hun lå med de andre besætningsmand, var det nemlig aldrig et godt tegn, når de ønskede styringen. Det var nemlig ofte en udførelse af magt for deres vedkommende, og derfor endte hun ofte med et blodigt underliv, eller blå mærker hist og pist, fordi de havde været for hårde ved hende. Det var også hændt, at hun engang havde besvimet, fordi en mand havde kvalt hende for længe under akten. Derfor måtte hun frygte, at Alvaro ønskede det ligedan, men overraskede hende, gjorde han, som han derimod fortsatte ganske blidt. Mændene plejede nemlig at kunne deles op i de hårde typer, og dem der blot lå passivt til, som kun hun skulle bringe dem nydelse. Det var sjældent en akt i fællesskab. Et dæmpet suk forlod hendes læber, inden hun igen begyndte at mærke på hans krop. Den ene lagde sig behændigt om hans nakke, så hun derfor kunne mærke, hvor hans hoved konstant var. Den anden gled blidt ned over hans ryg, hvor den videre strøg hen over hans lænd, for at lægge sig på hans ende. Selvom berøringen endnu var udenpå det håndklæde han bar, valgte hun pirrende at give den et klem.

[Deleted]

Kaptajnen var altid gået op i at have det bedste mandskab. Overtal havde nemlig ingen betydning for at vinde en kamp, for var der ti middelgode krigere og så to fantastiske kriger, så ville de to fantastiske kriger vinde. Naturligvis var det ikke altid sådan, da overtal også havde en betydning. The Cursed Baron havde flere gange flygtet fra enorme flåder, fordi de ikke ville have kunne stå en chance, skibene ville nemlig have kunnet synke hans kære Baron og det ville han slet ikke have! Det var det bedste skib i hele verdens have! Sådan da.. det var hurtigt og det havde sine rødorange kendetegnene sejl, han havde stjålet forskellige ting til at renovere skibet med, både rælingerne, rækværket, roret, selv trappen op til det halve dæk havde han stjålet for at bygge til denne trappe. Den ene mast havde han også skiftet ud. Det var blevet et fantastisk skib som han holdt frygtelig kært og ingen og intet skulle true det! Han smilede til hendes ord, da hun gav ham ret i at han havde et godt mandskab, hvilket han var helt enig i. Han vendte blikket mod hende, da det var tydeligt at hun ikke kunne se hvad der var galt i hendes ord. Han tog det ikke så tungt, for han vidste at hun ingen pirat var, hun vidste ikke hvordan han styrede og planlagde tingene, men det var ligegyldigt. ”Naturligvis, men jeg vil hellere bruge tiden på noget andet, end bare at lede rundt ø efter ø, efter en skat der måske ikke engang eksistere. Desuden, så skulle Lord Lapidi eftersigende have skrevet det hele ned i en logbog. Og hvem vil dog lave en by af guld ude i det fri? Den vil uden tvivl være gemt og vejen ind vil sikkert være spækket med farefulde fælder, så du kan nok se at jeg ikke bare kan vandre fra ø til ø, for at gennemsøge den, jeg kunne trods alt ende med at gå lige hen over byen, uden at vide det,” fortalte han, inden han pakkede det hele væk igen. Han havde skam en plan og han skulle nok finde skatten! På et eller andet tidspunkt.
Som den berusede tilstand begyndte at vende tilbage, blev han også pludselig langt mere træt. Han havde fået en del at drikke og havde knap nok kunnet stå til sidst. Vandet havde gjort ham klar i hovedet … for den stund han havde været i kontakt med det og nu hvor han ikke var, så blev hans sind langsomt sløret igen og hans lyst fandt roligt tilbage til hans krop. Han vendte dem rundt, så han lå øverst, hvor han lod sin ene hånd søge over hendes krop, imens han gjorde hende gøre det samme. Han kyssede hende blidt i ansigtet, inden han fortsatte nedover hendes hals. Et suk forlod hans læber, hvor han trykkede sin krop imod hendes, da hun klemte om hans bagparti. Panden lod han hvile imod den aflange runde silkepude, der bar en grøn farve med blå og gule mønstre. Han så kort ned ad dem, som han fik sparket sengetæppet, lavet af tykt og varmt bomuld, op til dem, hvor han puttede og gemte dem begge under tæppet. Han lå halvt ind over hende, hvor hans ene hånd havde fundet hendes lår, som han klemte og strøg, imens hans hoved hvilede imod puden og hans læber dansede over hendes hals og skulder. Hans kys og strøg døde dog langsomt ud, som han pludselig blev mere og mere træt og glemte snart helt hvad de var i færd med. Han lo hånden ved hendes lår søge op omkring hende, så han holdt om hende, hvor hans hoved lå gemt ind mod hendes hals og skulder, imens han kvalte et gab.

[Deleted]

Forstand havde Jarniqa ikke just på, hvordan man styrede et mægtigt skib, og hvordan man jagtede utrolige skatte. Hun var nemlig ej kvinden bag roret, som hun ej heller var kvinden der stod til, mens der blev planlagt nye destinationer også videre. Hun var blot kvinden der skurede køkkenet, anrettede maden, og som tilfredsstillede mændene i sengen. Hun var ej med dem, når panikken indtog dækket, og ej heller med, når mændene drog ud på farefuld færd for enten at lede efter skjulte skatte, eller når de raserede havnebyerne. Derfor var det yderst relativt, hvad hun kendte til livet som en sømand, og dog kendte hun til den væmmelige del af piratlivet. Hun oplevede det nemlig dagligt, hvor hun ligeså havde prøvet at være i en af de byer, de raserede. Det var trods alt således, at hun var blevet slavinde, som hun ej var blevet født med de kår. Det gjorde det hele som end også langt værre. ”Jeg forstår.. Jeg er ej bekendt med tankerne bag en søgning, og derfor må De selv bedst vide, hvad den bedste vej til skatten er,” lød det fra hende. Hun fik aldrig sådanne ting fortalt, og derfor kunne hun ganske enkelt ikke vide det. Derfor fandt hun heller ingen videre lyst til at drøfte sagen, men selvfølgelig.. hun kunne ikke tie, hvis det absolut var det han ønskede at tale med hende om.
Som de nåede sengen, mærkede Jarniqa den alt for velkendte kvalme vælde op i sig. Hun havde aldrig brudt sig om at ligge med mændene fra The Cursed Baron, og derfor blev hun altid dårlig af det. Hun formåede dog altid at fuldføre seancen, selvom hun altid følte sig helt død indvendigt. Derfor hørte Alvaro ingen klager fra hendes side af, som hun blot lod tingene ske, som de kom. Følelsesmæssigt forsøgte hun at lukke af, som hun mærkede, hvordan hans læber først dansede over hendes ansigt, for derefter at glide videre ned over hendes hals. Sit ubehag formåede hun desuden at holde skjult, som hun i stedet hoppede med på løjerne og klemte om hans ende, hvilket tydeligvis var godt for hans vedkommende. Hun mærkede i hvert fald, hvordan hans krop blev trykket imod hendes egen slanke. Øjnene lod hun glide i, da det hele måtte synes lettere, når det alligevel var i mørke. Hendes hænder slap dog ikke ham, som de blev ved med at kæle for hans krop bagtil fra, indtil han begyndte at kæmpe med sengetæppet. Der valgte hun at være ham en smule behjælpelig, som hun hjalp til med at trække tæppet over deres kroppe, så deres handlinger blev skjult for nysgerrige blikke. Flygtigt bed hun sig selv i læben, som hun efterfølgende mærkede hans hånd mod sit lår, der helt fik hendes krop til at sitre. Ej af nydelse, som man kunne være tilbøjelig til at tro, men af ubehag. Hendes egentlige tanker var dog altid godt kamufleret. Derfor lå hun også blot og tog imod, indtil hans krop pludselig syntes at blive tungere … og tungere. Det var en drejning hun ikke just havde set komme, og derfor blinkede hun let med dådyrøjnene, inden hun forsigtigt skævede i hans retning. ”Kaptajn?” kaldte hun forsigtigt. Hun blev trods alt helt i tvivl, om han var ved sine fulde fem eller ej! Selv håbede hun selvfølgelig, at sprutten havde overmandet ham, men man kunne trods alt aldrig vide, da han allerede havde foretaget en ændring her til aften, som han havde ageret utroligt klart i karbadet. En tilstand der tilsyneladende haltede en anelse lige nu og her.

[Deleted]

At hun ikke forstod sig på hvordan man søgte efter skatte, det forundrede skam ikke Alvaro, da hun trods alt kun var en slave og ikke en pirat i den forstand. Hun var her for at arbejde under dæk, samt tilfredsstille hans mandskab, når han engang blev træt af hende, så ville han sikkert sælge hende videre til nogle slavehandler, som han havde gjort ved så mange andre. Længe havde hun været her og det var mest fordi hun var nymfe, en sand skønhed som mændene kunne beundre og forgude, samt få stillet sine lyster ved. Han sendte hende et overbærende smil. ”En enkel tankegang er nogen gang den bedste tankegang,” svarede han, som det var tydeligt at han ikke tog det tungt at hun var kommet med sit forslag på hvordan det kunne gøres. Det var enkelt og lige til, bare at lede efter den, så måtte man vel også finde den før eller siden? Så enkelt var det bare ikke denne gang, og som hun selv havde tvivlet, så var det ikke sikkert at den i det hele taget eksisterede. Men han vidste allerede hvor han skulle hen, til Dvasias, der skulle eftersigende være noget som han kunne bruge til at komme et skridt tættere på sandheden.
På trods af at det føltes godt at ligge med en nøgen kvinde i sin seng igen, der kun lige var stor nok til to personer, så overmandede trætheden ham langsomt. Sent var det blevet og han ville nok fryde sig lykkelig over at han ikke var taget med i byen engang når han vågnede i morgen. Klarheden der havde fundet sted ved ham, var langsomt forsvundet og han var nu helt døddrukken. Under andre omstændigheder ville han have nydt hvert sekund, men lige nu kunne hans krop ikke andet end at fokusere på den udmattelse han følte, hvor han endte med at ligge tungt over hende. Han opfangede kun svagt hendes ord, som fik ham til at sukke let, inden han lagde sig til rette ved hende med armene omkring hendes krop i en omfavnelse, hvor han nærmest puttede sig ind til hende. Herfra endte han også med at falde i en dyb søvn, hvor det var tydeligt at der ikke blev til så meget mere sjov mellem dem, hvilket sikkert var en lettelse for hende …

… Formiddagen stod for døren og solen skinnede over Valvor Pairó, samt molen hvor The Cursed Baron lå til kaj. Festen havde været god i går aftes, hvor de fleste af besætningen var gået ned i byen, hvor de fleste var henne, var kaptajnen uvidende omkring. Han selv lå inde i sin kahyt i sin seng, med en smuk kvinde ved sin side, en slavinde og han lå trygt og sov. Han var hurtigt gået død i går, hvor han ikke engang havde fået det ud af Jarniqa som han havde sendt hende ind for at få. Alt dette var han også uvidende omkring, da alkohollen drillede hans sind og gjorde det sløret.
Langsomt åbnede han sine øjne, da solstrålerne faldt ind ad de to vinduer i venstre side af kahytten. Sengen stod boltret fast op ad bagvæggen i venstre hjørne, hvor han selv lå yderst og med armene omkring Jarniqas nøgne krop. Han løftede langsomt hovedet og tog sig til det, hvor han brummede let. Ør var han i hele hovedet. Han kunne heller ikke rigtig huske hvad der var sket. Han gned sine øjne, og øjenlågene føltes helt tunge. Han vendte de turkisblå øjne imod den kvindelige skikkelse ved hans side og han kunne ikke engang huske hvad de havde lavet.

[Deleted]

Pirateri kendte Jarniqa bestemt ikke alt til, og det havde hun absolut ingen kvaler over! Det var nemlig ej en livsstil hun støttede, som det nærmere var at sige, at hun foragtede den mere end mange andre. Forståeligt var det dog også kun, da det var pirater, der havde ødelagt hendes liv. Faktisk denne mand for at være helt præcis. Kaptajn Salvorique. Han havde muligvis ikke gjort det første overgreb på hende, som det havde været en fra hans besætning, men han var den mand der havde bestemt, at hun skulle leve resten af sine dage som slavinde. Blikket kunne hun ikke lade være med at vende mod Alvaro, som det helt lød som, at han … roste hende? Ros ej for hendes gøren som slavinde, men for hendes tankegang. Det var et øjeblik hun fandt ganske mærkværdigt, men ej ville hun være den der beklagede sig over det! Hun sagde dog intet til det, da hun frygtede, at hun blot havde tolket hans forkert, hvis det var, og hun kunne langt bedre lide tanken om, at det skulle være en ment ros, fremfor hån og nedgørelse.
Svært var det ikke at opdage, at tingene ikke længere gik som planlagt, hvis blot man var af ædru tilstand, og det var Jarniqa. Hun mærkede først, hvordan han bravt forsøgte at fuldføre meningen med deres stund sammen, men kort tid efter mærkede hun også, hvordan han langsomt måtte opgive. Jarniqa mærkede nemlig, hvordan hans kærtegn langsomt stoppede, og hvordan hans krop langsomt blev tungere. Det var nærmest som om, at hun kunne fornemme, hvordan alkoholen og trætheden endelig gjorde et indtog i ham, og hun kunne ikke lade være med at heppe tavst på de elementer. Hun så nemlig helst, at de slet ikke lå med hinanden, og det kunne meget vel blive muligt, hvis det hele fortsatte i denne dur. Alligevel forsøgte hun at henvende sig til ham, men intet andet svar fik hun end et suk. Hun blinkede igen med øjnene, som hun nu vendte sit blik op mod loftet. Det var også der, at hun opfangede hans søvnige vejrtræk og dæmpede snork, og det fik faktisk et ægte smil til at spille ud på hendes læber. Hun var reddet! Lettet slap hun et suk ved denne ny opdagede viden, inden hun forsøgte at rejse sig fra sengen.. Det skulle dog hurtigt vise sig at være umuligt. Smilet svandt bort igen, som hans sovende tag i hende alligevel var alt for stærkt for hendes vedkommende. Hun kunne ikke komme ud! Læben bed hun tvivlsomt i igen, alt imens hendes hoved dalede tilbage til den bløde hovedpude. Hun havde intet andet valg end at blive liggende og håbe på det bedste, når morgendagen engang bød sig. Som hun lå i den utroligt komfortable seng, og med kaptajnens arme omkring sig, kunne hun dog ikke undgå at mærke, hvordan trætheden også måtte byde ind over hende. Hvor længe hun lå sårledes, anede hun ikke, men pludselig måtte hun ligeledes selv finde sig i en dyb søvn, og med hovedet blidt inde til Alvaros…

… Formiddagen bød sig, og Kaptajnen af The Cursed Baron og hans slavinde lå endnu trygt i sengen i hans kahyt. I en dyb og fantastisk søvn lullede Jarniqa, som hun ej kunne erindre, hvornår hun sidst havde ligget i en så stor, og en så komfortabel seng, som kaptajnens. Det var en komfort hendes trætte og stressede krop havde brug for, og derfor var hun langt inde i søvnens verden. Derfor ænsede hun ej, at Alvaro vågnede, som hun blot lå og sov videre. Helt fredfyldt så hun ud, som arbejdet i øjeblikket ikke var ind printet i hendes tanker og hjerte. Skræmmende tæt stod den virkelighed dog på hende, som kaptajnen i øjeblikket havde øje for hende.

[Deleted]

Hvad der var sket i går aftes var noget som var uden for Kaptajnens viden, hvilket var til hans frustration. Han hadede når han ikke kunne huske hvad han havde lavet. Han var trods alt vanddæmon, han var et væsen der besad sin styrke i sin viden, derfor var det også hvad der var hans stærkeste våben. Men hvad der var sket i går aftes var uden for hans viden og derfor blev han lettere frustreret. Han vendte sine turkisblå øjne imod Jarniqa, der endnu lå i hans favn. Så fredfuld hun så ud. Det var ikke Jane som han var vant til, derfor trak han en anelse på smilebåndet, da han åbenbart havde fundet sig en ny sengepartner, bare en skam at han ikke kunne huske om hun havde været god eller ej. Han gabt svagt for sig selv, hvor han lænede sig ind mod hende, strøg hendes hårlokker til siden og væk fra hendes ansigt, inden han plantede et kys mod hendes tinding. Det var skam rart at sove med en kvinde ved sin side igen. Det var et stykke tid siden. Han havde aldrig haft det største behov for at ligge i med en kvinde. Det var måske lidt sjovt, når han rent faktisk var kvindeglad, men han kunne bedst lide når han blot faldt en tilfældig kvinde som han så forførte, frem for at det var den samme der blot gjorde sin pligt. Det var to vidt forskellige ting.
En hånd strøg han igennem sine sorte lokker, som han kort gabte endnu engang. Han løftede kort dynen og så at hun lå nøgen, hvilket fik hans smil til at brede sig lidt mere, inden han puttede hende under hans bomuldssengetæppe igen. Han slog roligt armene omkring hende igen, hvor han trykkede hende blidt ind til sin krop, for at kysse hende imod håret, inden han fortsatte over hendes ansigt og videre mod hendes skulder. ”Godmorgen putte,” svarede han med en rolig og dæmpet røst, som han lod sin ene hånd stryge hende blidt over siden. Han var på ingen måder en slem mand … som sådan. Han vidste at nogle af hans besætningsmedlemmer var barske, men han selv havde aldrig brugt vold imod en kvinde, det havde han aldrig fundet nødvendigt. Nok han holdt slavinder, og han var skam ingen uskyldig mand, da han sagtens kunne være nådesløs og en slyngel, men de som kendte ham var han gode imod. Hun var nok hans slavinde, men han slog hende ikke, han piskede hende ikke, han ville være god mod hende, så længe hun ikke satte sig op imod ham. Han kunne sagtens værdsætte hendes mening, men skulle hun begynde at gøre oprør så ville han straffe hende som han ville med enhver på sit skib om det så var hans besætningsmedlemmer eller ej.

[Deleted]

Hvor Alvaro ej havde en ide om, hvad der havde hændt igennem nattens forløb, havde Jarniqa den klareste erindring. Hun huskede, hvordan hun havde været i gang med serveringen, da kaptajnen havde gjort hende sin for aftenen. Det havde betydet, at hun havde gået ind i hans kahyt, for at vente på hans opdukken. En opdukken der først var kommet adskillige timer efter. På det tidspunkt havde han allerede været eddikefuld, og derfor var det intime ikke begyndt som en start. I stedet havde hun givet ham et varmt bad, hvor de havde talt sammen. De havde snakket om hans behov for en mulig personlig slavinde, hvor han derefter havde fortalt hende om en skjult skat, der eftersigende skulle indeholde en by af guld, samt et magisk scepter. En historie hun endnu havde delte meninger om, da det meget vel kunne lyde som for meget af det gode. Derefter havde det været meningen, at de skulle ligge med hinanden. En handling de begge havde gjort klart til, men som han havde kysset hende, havde han faldet i søvn med armene omkring hende. Uden tvivl til Jarniqas lettelse, da hun i så fald havde gået en hel dag, uden at hun var blevet taget tæt.
Helt fredfuldt og uskyldigt lå Jarniqa i sengen, som hun lå i de sødeste drømme. Drømme om et bedre liv. Hendes gamle liv. Utroligt godt og komfortabelt lå hun i kaptajnens seng, og det måtte formentligt også være den, som var skyld i, at hun sov så længe og så tungt. Det var nemlig flere år siden, at hun sidst havde ligget i en rigtig seng, og derfor udnyttede hendes krop sengens potentiale til fulde. Det eneste minus der var, var at hun ej havde sengen for sig selv. Hun delte den nemlig med sin kaptajn. Alvaro. Hun havde forsøgt at gå, som han var faldet i søvn, men desværre havde hans sovende greb om hende været for stærkt og det betød, at hun var blevet for natten og helt til den lyse morgen. Det var som hendes krop blev trykket mod hans, og som kyssende gled over hendes ansigt, at hun måtte rynke på den ranke næse. Et tegn på, at hun var ved at vågne. Fjernt hørte hun den mandlige stemme, der måtte forstyrre hendes søde drømme, og bringe hende tættere på den grusomme virkelighed. Øjnene glippede hun let med, inden hun søvnigt åbnede de, som hun mærkede den strygende hånd over siden på sig. ”Godmorgen,” hilste hun dæmpet igen. Søvnigt måtte hun kvæle et gab, som det havde været en dyb søvn, han havde vækket hende fra. Dådyrøjnene faldt på Alvaros ansigt, hvor ingen overraskelse viste sig i hendes blik. Hun vidste nemlig udmærket godt, at han havde budt hende ind til sig i går, samt hvad de havde lavet – eller nærmere… hvad de ikke havde lavet. ”Ønsker De, at jeg går?” spurgte hun stille. Hun havde aldrig overnattet hos kaptajnen før, og derfor vidste hun ikke, om han ville lades være eller ej. Ej heller vidste hun, om han ønskede, at hun gjorde ham færdig, eller om hun skulle vende tilbage til sine egentlige pligter. Derfor spurgte hun ham i stedet.

[Deleted]

Alvaro havde sovet fantastisk godt, det skyldtes nok mest alkohollen som havde fået ham til at sove hele natten ud, indtil han nu vågnede. Det var næsten et mirakel at han vågnede så tidligt, hvor det var helt forundrende at hun ikke var vågnet før ham. Hun måtte selv have sovet godt, om han havde fyldt alkohol i hende, det kunne også sagtens være, for han kunne ærligtalt ikke huske det. Han var stadig ør i hovedet og kunne sagtens sove mere, selvom han mandede sig op og vågnede, da han ikke gad sove hele dagen væk. Han var spændt på at se hvor mange mænd der var tilbage på dækket om de sov derude eller om de var søgt under dæk. Tanken morede ham allerede.
Som han vækkede hende smilede han let for sig selv. Han kyssede roligt hendes nøgne skulder, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes side udenpå hans tæppe. Han løftede let det ene øjenbryn, da hun spurgte om hun skulle gå. Han lo kort klukkende, inden han rystede let på hovedet. ”Hvilken mand ville jeg ikke være, hvis jeg vækkede den smukke frøken kun for at smide hende ud? Bliv du liggende og hvil dig lidt,” svarede han med en varm røst i stemmen. Han selv lagde hovedet mod hans silkehovedpude, hvor han kort gabte. Han trak roligt armene til sig, da han valgte at lægge sig om på ryggen med blikket vendt op imod loftet. ”Jeg kan ikke huske noget fra i går.. hvad skete der?” spurgte han lettere uvidende, hvor han igen havde taget sig til hovedet, da tanken om at han ikke kunne huske noget fik en dundrende hovedpine frem. Han kneb øjnene sammen, inden han slappede af igen. Det var længe siden at han sidst var vågnet uden at kunne huske noget. Han tillod nemlig ikke at hans mænd var fulde på jobbet, så skete det, så blev de straffet. Derfor var sidste gang at han havde været så fuld, da de sidst havde været i havn og det var ikke engang hver gang de var i havn at de holdt fest, da det ikke altid var at de havde pengene til det, for de løb hurtigt op på festlighederne. Det ville de sikkert også gøre denne gang, da de nok også ville holde fest igen i aften. Han kunne kun huske at han havde siddet og spillet terninger med de andre mænd, hvor han ligeledes havde spist og han var ret sikker på at der også havde været noget sang, men han kunne ikke helt huske hende i billedet. Han endte med at vende sig om imod hende igen, hvor han lagde venstre albue mod madrassen under dem og lagde hovedet i hans hånd.

[Deleted]

Det kunne helt føles som en skam, at vågne fra de søde drømme. Drømmenes verden var nemlig en fantastisk verden ved siden af den egentlige, som Jarniqa levede i. Ubeskriveligt rart var det dog at vågne i en vaskeægte seng, og hvis hun skulle være ærlig, havde hun ikke lyst til at forlade den igen. Desværre tilhørte den ikke hende, men derimod skibets kaptajn, og derfor vidste hun, at hun før eller siden måtte flytte sig. Hun vidste desuden, at hun aldrig ville få lov til at slumre en hel dag væk, og hvis hendes tankegang var korrekt, ville hun før eller siden blive sat til at rydde op, efter gårsdagens festligheder. Selv kunne hun kun frygte, hvor forfærdeligt det måtte se ud oppe på dækket og i køkkenet. Hun håbede dog, at de andre slavinder allerede havde taget hånd om sagen. Hendes trætte blå øjne faldt til hans ansigt, som han blev færdig med at kysse hende, og i stedet valgte at tale til hende. En blid opvågning var det heldigvis, men det skyldtes formentligt også kun, at kaptajnen nu led af væmmelige tømmermænd. Det kunne hun heldigvis sige, at hun ej havde, da hun kun havde fået tilladelse til et glas. Det glas han havde skænket hende her i sin kahyt. ”Tak,” endte hun dæmpet med at sige, som hun fik tilladelse til at blive liggende lidt endnu. En tilladelse hun skam var glad for! Det var nemlig rart at ligge i det bløde, selvom hun ikke kunne undgå at ligge ved siden af ham. Tæt lå de desuden, som sengen ej tillod dem meget plads. Derfor blev det endnu mere trængt, som han lagde sig på ryggen, hvor han ellers havde ligget og holdt om hendes krop gennem hele natten. Hun sagde dog intet. ”Det startede med, at De inviterede mig herind, efter at jeg havde hjulpet Dem i et slag terninger,” begyndte hun roligt. ”Her tog jeg et bad, mens jeg ventede på Dem, og da De endelig kom, vaskede jeg Dem. Vi talte sammen.. Drøftede muligheden for en potentiel personlig slavinde for Dem, hvor De derefter fortalte fortællinger, og viste mig en af Deres ønskede destinationer.” Hendes blik hvilede på ham. Skulle hun bøje sandheden en smule og sige, at de allerede havde ligget med hinanden, og at han havde nydt det? Han kunne trods alt ikke huske noget, og derfor ville han ikke være i stand til at sige, om hendes ord var sande eller falske. ”Derefter gik vi over i sengen, men… inden det overhovedet skulle til at begynde, faldt De i søvn. Jeg tror, at det var alkohollen, Kaptajn,” afsluttede hun sandfærdigt, som hun valgte at holde sig til sandheden. Det kunne trods alt være, at han pludselig huskede, og siden hun håbede på en stigning i rækkerne, måtte hun hellere være ærlig. Derfor erkendte hun, at de ej havde været intime. Om han overhovedet var i stand til det i dag med sine tømmermænd, vidste hun ikke, men han havde i hvert fald ikke sprunget på hende endnu.

[Deleted]

Det var en dundrende hovedpine som Kaptajnen havde fået efter sine festligheder i går. De havde fejret et vellykket togt på havet, hvor de havde fået guld, samt de havde plyndret et handelsskib, hvor de havde fået madrationer, nyt tøj og hvad de nu havde haft af værdier. Guldet ville nok blive brugt op i løbet af de næste par dage, eller de ville nok have lidt til overs, hvor det ville gemmes til hvad der var nødvendigt, som mad og drikke, de havde trods alt brug for næring ellers ville de ikke klare en lang sejlads. Han trak en anelse på smilebåndet, da hun takkede ham for at måtte blive. At smide hende ud havde han skam ingen intentioner om, ikke endnu i hvert fald, han kunne nemlig godt opføre sig som en gentleman hvis han endelig gad, han var trods alt opvokset hos den rigeste slægt i det gamle Peula, Salvorique. Han lå og lyttede til hendes ord, imens han lå og ømmede sit hoved, samt forbandede sig selv for at have drukket så meget, da det havde været tosset af ham! Det var altid rart når man var i gang og bare drak, men dagen efter var altid et mareridt. Der var noget af det hun fortalte ham som kom bag på ham, hvor der var andet som ikke gjorde, såsom det at han havde fortalt historier, det var typisk ham når han kom i humøret og der skulle normalt ikke meget til, når han først var fuld. Han lod hende tale færdig, inden han slap en munter latter. ”Selvfølgelig fortalte jeg historier.. jeg er bare ked af at jeg spildte din tid,” svarede han roligt, som han lå på siden igen og med hovedet i sin hånd, imens han lå og betragtede sig af hende, skønt hendes ryg lå ind mod hans front. Han løftede sine ene hånd og strøg nogle af hendes lokker væk fra hendes ansigt. Han lod hånden stryge nedover hendes krop, hvor han lænede sig ind mod hende. ”Men.. det behøver ikke at være spildt, hvis vi gør hvad vi skulle have gjort i går,” hviskede han i en kælen tone, som han plantede et kys mod hendes nøgne skulder. Nu havde han trods alt trukket hende herind for at hun skulle tilfredsstille hans lyster. Det kom dog lidt bag på ham at det var Jarniqa der lå i hans seng og ikke Jane som han var vant til. Ikke at han havde noget imod det, da denne kvinde var frygtelig smuk. At han havde talt med hende om at gøre hende til sin personlige slave, var kommet bag på ham, men han troede på hende, når hun fortalte ham det, da hun lød til at sige sandheden. Han bar endnu håndklædet om sit liv, et bevis på at de ikke havde været hinanden tæt, for han havde næppe taget det på igen, efter at de var blevet færdige, skulle det være sket.