0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 17, 2013 18:09:35 GMT 1
Det hele havde taget vejret fra Alvaro, hvor han på alle måder var behaget, hvilket kun var til hendes held. En utilfreds kaptajn var næppe sjov at stå overfor, de kendte trods alt alle til hans store temperament, der kunne skifte på et splitsekund, hvor han gik fra det ene til det andet, som var han personlighedsspaltet. Det var også derfor godt for hendes vedkommende at hun ikke gav udtryk for sin utilfredshed, da han bad hende om at hente vin, hvilket han kun fandt passende, når nu hun var øverst og alligevel sad op, samt det faktum at hun var hans slave, så hun kunne næppe have regnet med andet. Han betragtede hendes nøgne skikkelse som hun gik over til bordet og hældte op, hvor han selv greb om sengetæppet og lagde det over hans underkrop, så det kun gik ham til livet. Imens hun gjorde sit, valgte han selv at tage omkring sit lille metaletui. Den var ikke længere end ti centimeter og den var kun halvanden centimeter bred. På ydersiden var der et dødningehoved indgraveret, så man vidste at det tilhørte en pirat eller nok bare en ubehagelig perosn. Inde i metaletuiet lå nogle sammenrullede hvide cigaretter, hvor der lå et par tændstikker, så de kunne blive tændt. Han tændte den ene og tog et stort sug, så han fik røgen ned i lungerne. Usundt på alle måder, men han nød fornemmelsen af det. Han greb omkring bægeret, kun for at erstatte det med cigaretten, så han kunne få den rødlige væske ned. Det smagte yderst godt! Han tog endnu et sug af cigaretten, inden han krøb hen til hende og lod den ene arm søge omkring hendes nøgne skikkelse, sådan som hun sad på sengekanten. Han kyssede hendes nøgne skulder, inden han lagde sin skæggede hage imod den, kun for at vende blikket op mod hende. ”Nu hvor du har behaget mig og jeg er yderst tilfreds med din indsats, så kan du få lov til at tage resten af denne dag fri til dine egne ønsker og behov,” fortalte han gavmildt. Havde han kunnet høre hendes tanker og dermed hendes brok, så havde han nok straffet hende frem for at være generøs ved hende, så det var kun et held for hende at han ikke kunne og det burde hun prise sig heldig over, ligesom hun burde føle sig heldig over at det var Kaptajnen hun havde behaget, da det trods alt var ham der bestemte over hende og resten her på skibet, så det var ham der kunne give hende alle goderne og fordelene, hvilket ingen anden her på dette skib kunne. Jo.. måske første styrmanden, da han trods alt var næstkommanderende og han stod typisk i god bog hos kaptajnen, derfor grundet sin stilling, men ellers var det ikke alle der kunne give de resterende goder. Denne slavinde havde gjort det frygtelig godt og derfor ville han ikke have noget imod at give hende fri, resten af hans besætning havde alligevel tømmermænd og de holdt næppe til meget i dag og det var ikke fordi de skulle af sted, så derfor kunne hun godt få lov til at søge ud og hygge sig lidt. Han var desuden ikke den mest besværlige mand at omgås, så han kunne sagtens give sig tid til andet end bare at hygge sig med en kvinde.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 7:10:57 GMT 1
Pligtfuldt gjorde Jarniqa, hvad der blev sagt, som kaptajnen ønskede vin til dem. Det var ikke just, hvad hun personligt havde lyst til, som hun allerhelst ville blive liggende i sengen og slappe af, men det vidste hun desværre, at hun ej havde styringen over. Personligt følte hun dog, at det var den mindste tak han kunne komme med, siden hun nu havde gjort alt arbejdet, samt fået ham tilfredsstillet, men næ nej. Hun skulle stadig skøjte rundt for hans ønsker. Ej heller havde hun lyst til vin fra morgenstunden, men på den anden side var det bedre end ingenting. Det var også svært at få andet end alkoholiserede drikke, når man var blandt mændene på et piratskib. De lavede aldrig end at drikke sig i hegnet. Alle de tanker var dog ikke nogen, som hun kom ud med, som hun derimod holdt dem inde, hvilket hun egentligt altid gjorde. Ingen ønskede nemlig at høre sandheden fra en slavinde. Med de to glas i hænderne, satte hun sig tilbage i sengen, hvor hun let måtte rynke på næsen, grundet hans ildelugtende røg. Det var ej en vane hun selv tog deling i, og derfor nød hun det på ingen måde. Hun gik dog ikke væk, som hun havde brug for at få vejret i et minut eller to. Umuligt syntes det også at blive, som han kort tid efter holdt hende fast. Blikket lod hun skæve ned mod hans, som hun mærkede den prikkende følelse mod sin hud, som han lagde sin skæggede hage mod hendes skulder. ”Tak! Mange tak. Det er yderst venligt af Dem,” sagde hun taknemmeligt, hvor hun ej heller lagde skjul på de spor af glæde, der måtte være at høre i hendes stemme. Det var helt klart det bedste, han kunne fortælle hende! At hun havde fri for dagen. Derfor måtte hun også spekulere over, om der var flere goder ved at være hans slavinde, end blot det at have én fast sengepartner. Hvis det var således, var hun uden tvivl endnu mere interesseret i at blive valgt. Det ville nemlig hjælpe hende gevaldigt, hvis hun følte, at hun fik det lettere, samt fik mere frihed. Glasset førte hun op til læberne, så hun kunne nippe til den søde vin. Det gav hende en mærkelig følelse i kroppen at drikke så tidligt på dagen, men ej heller var hun vant til det, som hun kun måtte røre vinen, når mændene ønskede det af hende.. som nu. ”Inden De giver mig frie tøjler, ønsker De så mere af mig?” spurgte hun ham høfligt. Hun var trods alt endnu slavinde, og derfor skulle hun sikre sig, at det hele var i orden, inden hun kunne valse af sted. Hun var dog ikke i tvivl om, at hun ville gå lige nu og her, hvis han gav hende tilladelse til det. Nok havde hendes krop brug for at slappe af, men det ville hun hellere gøre på den trygge landjord, hvis hun fik muligheden for det. Ej her, da hun stadig ikke var synderligt begejstret for både kaptajnen, resten af besætningen og skibet i sig selv.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 8:14:36 GMT 1
Der var intet bedre end et glas vin og en smøg efter selskab fra en kvinde, hvor Alvaro godt kunne tillade sig at nyde begge, nu hvor de var færdige. Hvad der var sket i går, det havde han ingen anelse om, foruden han vidste at de havde fester, samt han havde spillet terninger, men hvem der havde vundet, det kunne han heller ikke huske. Det var vidst gået lidt vildt for sig. Hvorfor an så havde inviteret denne slavinde ind i sin kahyt frem for den sædvanlige Jane, det vidste han heller ikke, men lige nu kunne han ikke sige at han fortrød det. Hun havde gjort et fantastisk godt arbejde og det ville han også gerne belønne og rose hende for. Hans turkisblå øjne hvilede på hendes ansigt, som hun sad på sengekanten og han selv lå i sengen, med den ene arm omkring hende og sin hage mod hendes skulder. Han trak en anelse på smilebåndet, da hun blev taknemlig, hvilket naturligvis var en tone han ønskede at høre, når han endelig gav sine folk goder, om det så var fra hans slaver eller hans besætning. Han satte sig roligt mere op, selvom han blev siddende bag hende, hvor han igen kyssede hendes nøgne skulder. ”Ja.. det har sine fordele at behage kaptajnen,” svarede han med et smil og kyssede hende op ad skulderen mod hendes hals, imens hans venstre hånd – hvis arm hvilede omkring hende – strøg hende over det tynde maveskin. ”Men du har gjort det godt, så du har fortjent det,” tilføjede han idet han trak sig tilbage igen og tog et sug af sin cigaret, inden han tog en tår af sin vin. Han kluklo ganske let. ”Nej, det har jeg nu ikke, men vil du ikke hellere blive og slappe lidt af først? Det har du i hvert fald også fortjent,” foreslog han roligt, som han tog endnu en tår af sin vin. Hun havde trods alt gjort al arbejde, for at behage ham, så hun måtte vel også være udmattet? Derfor havde han intet imod hvis hun gerne ville slappe lidt af og nu var hun her trods alt, så hun kunne lige så godt smide sig i sengen og få et par minutter. Han selv strøg en hånd igennem sine mørke lokker og de strittede til forskellig sider, hvor fugten på hans krop langsomt aftog igen, ligesom sveden. Han rejste sig roligt op, idet han gik hen til skrivebordet, hvor han tømte sit vinglas, inden han satte det fra sig på bakken han havde taget med ind fra i går. Han gik derefter hen og fik nogle bukser på, så han kun rendt rundt i bare tæer og nøgen overkrop, hvor han stadig røg på cigaretten. Han gik roligt tilbage til sit skrivebord, som han lænede sig ind over, for at åbne vinduet og kort efter kom hans lille dødningehovedabe, Kong, springende ind og landede på skrivebordet, inden den sprang op på kaptajnens skulder og snoede sin hale om hans hals. ”Der var du! Skal du have noget mad?” spurgte han aben, som valgte at skrige som svar. Han løftede den ene hånd og strøg den over hovedet. ”Så må jeg hellere finde noget til dig,” mumlede han, som han gennemrodede sit skrivebord. Imens vendte Kong sine mørke øjne, der kunne se helt sorte ud, imod Jarniqa. Nysgerrigt sprang den ned fra Kaptajnens skulder og løb over gulvet for at springe op i sengen til hende. Den rakte let sin ene hånd frem, som et tegn på at den ønskede mad og troede at hun havde noget i sit bæger som hun nippede fra.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 9:24:20 GMT 1
At det havde sine fordele at behage kaptajnen, havde Jarniqa hermed fundet ud af. Det var en fordel hun kun kunne sige, at hun nød, da der i så fald var en grund til at behage manden. De andre besætningsmedlemmer gav hende ingen goder, som de blot gav hende et klap i måsen, inden hun blev bedt om at arbejde videre, og derfor var der bestemt intet i det! Derfor kunne hun i dag være glad for, at hun havde givet sig selv en tand mere, som det i den grad hjalp på motivationen! Det gjorde selvfølgelig ikke, at hun nød ham, men det gjorde, at hendes dag så lysere ud. Meget lysere endda. ”I så fald burde jeg komme forbi Dem noget oftere,” sagde hun stille, alt imens hendes hoved faldt en anelse til siden, som han gav sig til at kysse hende langs skulderen og halsen. Det havde trods alt kun været et tilfælde, at det var blevet hende, som det kun var sket, fordi hun var kommet hen med vinen og maden. Ellers var det fordi, at han var blevet overvældet af hendes gode terningeslag i spillet. Hun bed sig selv flygtigt i læben, som han strøg hendes maveskin. At hun havde gjort det godt, var hun rent faktisk glad for, men det var også kun grundet belønningen, hun havde fået. Ellers kunne hun trods alt bare have været ligeglad, som hun ellers altid var. Hun skævede kort til ham, som han lagde sig tilbage i sengen igen. Selv ville hun faktisk bare gerne ud, selvom hun var udmattet, men hun kunne vel ikke tillade sig at afslå hans tilbud? ”Så vil jeg blive og drikke min vin, inden du kan få fred igen,” sagde hun roligt, hvor hun med ordene tog en tår af sit glas. Det ville måske ikke skade at blive siddende et par minutter ekstra? Eller det kom helt an på, om han fik pludselige tanker eller lyster, for det kunne hun trods alt ikke sige, om han gjorde. Sengetæppet valgte hun at gribe om, som han forlod sengen og hende. Derfor kunne hun nu dække sin slanke skikkelse til, som hun rent faktisk ikke var glad for at gå nøgen omkring. Ved sådanne stunder følte hun sig nemlig helt udsat, men underligt var det vel ej heller, når ens nøgne krop var ens privathed. En privathed der desværre manglede herpå skibet. Hun håbede dog, at kaptajnen ville forbedre hendes lod. Især nu når han havde set, hvad hun kunne og dog … måske ville han ikke tage det fra sin besætning? De nød hende trods alt til skyerne. Et mindre gib gik igennem hendes krop, som aben, Kong, pludselig gjorde sin opdukken i kahytten. Der gik dog ikke længe, før hun betragtede sig af Kaptajnen og Kong. Aben var hun skam allerede bekendt med, som den var kaptajnens kæleabe. En abe der frit fik lov til at rende rundt på skibet. Det hændte desuden, at hun ofte fik besøg af den, når hun befandt sig i køkkenet, som den ofte troede, at den kunne tilskrabe sig en smule lækkerier. Opmærksomt fulgte hun Kong med blikket, som den nu sprang hen af gulvet, for til sidst at ende i sengen ved hendes side, hvor den tiggede mad. Et syn der fik et svagt smil frem på hendes bløde læber. ”Jeg har intet til dig i dag, lille ven,” sagde hun i en mild tone, alt imens hun blidt strøg den over dens bløde pels.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 9:52:32 GMT 1
Det var skam ikke kun heldigt for slavinderne at ligge i med Kaptajnen, det var også heldigt for ham at han var det, netop fordi han kunne give goder og det gjorde at hans slavinder typisk gjorde sig en tand bedre, nogle for ikke at risikere at han skulle blive utilfreds eller skuffet, andre fordi de havde luret lunten og vidste at han kunne give belønninger og goder, noget som Jarniqa nu også vidste, selvom det vel havde været klart altid? Han trak på smilebåndet til hendes ord, da hun mente at hun burde komme forbi noget oftere for at få sine små belønninger. Smart tænkt, men måske ikke det bedste at sige højt, selvom han ikke tog det tungt. ”Ja, jeg vil overveje dit forslag,” svarede han roligt, som han kyssede hendes kind, inden han valgte at trække sig tilbage. De havde åbenbart talt om at hun kunne blive en personlig slave for ham, et tilbud han klart ville overveje nøje og grundigt før han besluttede sig. Det ville trods alt ikke være ringe. Han havde nydt hvad hun havde givet ham, nydt hvert et eneste sekund. Yderst tilfreds blev han også, da hun tog imod hans tilbud og ville blive til hun havde drukket sin vin, hvilket ikke var fordi han ikke kunne undvære hendes selskab, men havde hun begyndt på at hun havde travlt og gerne ville af sted hurtigt, så var han nok begyndt at stille spørgsmål og når først han gjorde det, så kom man ud af sin tryghedszone og ud hvor det var mere risikabelt, da kaptajnens temperament ikke var til at spøge med. ”Perfekt,” svarede han blot muntert, som han selv røg videre på sin cigaret, lige indtil Kong kom springende ind ad vinduet han havde åbnet. Han selv gik i gang med at trække skufferne ud, imens Kong smuttede over på sengen til Jarniqa. Den så på hende med sine små sorte øjne, der så tiggende på hende, imens den kom med små pibende lyde, næsten som spillede den uskyldig. Den sprang også et skridt tættere på, hvor dens små hænder greb om hendes hånd, som hun strøg ham med, for at studere den og se om hun talte sandt og ikke gemte noget for den. Alvaro trak sig væk fra skrivebordet, imens han mumlede en masse til sig selv. Hvor havde han lagt det? Han plejede altid at have noget til den, medmindre han havde brugt det sidste naturligvis. ”Aha!” udbrød han, som han fandt et stykke frugt, hvor han vendte sig om imod Kong, selvom hans muntre mine falmede og blev streng, da han så aben have fat i hans slave. ”Kong!” svarede han anklagende, hvor aben så imod ham, selvom den hurtigt fik øje på frugten og spænede over gulvet, for at kravle op på ham, men Alvaro holdt frugten væk. ”Hvad har jeg sagt til dig om at stjæle fra mandskabet?” spurgte han i en streng tone, hvilket fik aben til at lægge sine små hænder over dens lille ansigt, som tegn til at den skammede sig. ”Sig undskyld til frøknen,” kommanderede han så, hvilket fik aben til at give et utilfredst skrig fra sig, inden den sprang ned på gulvet og over til Jarniqa igen. Den satte sig på alle fire med hovedet bøjet i skam, hvor den begyndte at tale i små beklagende lyde, imens dens ene hånd fumlede over sengens madrasse.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 10:32:31 GMT 1
En kæk bemærkning havde det været fra Jarniqas side af, at hun skulle komme forbi kaptajnen noget oftere. Helt ringe lød det dog ikke, da hun nu var en af dem der havde luret, at man kunne få goder ved det. Goder hun uden tvivl efterstræbte, som det var det – hun næst efter sin fulde frihed – ønskede allermest. Derfor var hun også endnu mere frisk på ideen om, at blive hans personlige slavinde. Hun vidste dog ikke, om det overhovedet ville blive tilfældet, da han allerede havde en, som han nød her på skibet. Derfor kom det vel an på, om hun eller Jane var bedst, og det kunne kaptajnen selv bedst bedømme. Svagt nikkede hun med hovedet, som han sagde, at han ville overveje hendes forslag. Om han overhovedet ville det, anede hun ikke, men hun håbede da. Hun kunne nemlig sagtens håndtere, at hun fik det en smule lettere her til søs, for det ville i sandhed gavne hende, hvis ikke alle og enhver kunne gribe fat i hende. Kaptajnen tabte dog hendes opmærksomhed, som Kong kom ind og ønskede mad. Det var et syn der fik hende til at smile. Særligt da den gjorde sine hop over til hende, hvor den gav sig til at tigge. En sødmefuld englelatter måtte helt falde over hendes læber, som dens bittesmå hænder greb om hendes, som den gav sig til at undersøge, om hun virkelig ikke havde mad til den i dag. Ord der faktisk måtte være sande, hvor det sikkert var en skuffende opdagelse for den, når hun plejede at give den en mindre godbid, når den gjorde sin opdukken i køkkenet. Latteren forsvandt dog fra hendes læber i det sekund Alvaro opdagede dem og ødelagde øjeblikket. At kaptajnen begyndte at skælde den lille abe ud, måtte helt gøre ondt i Jarniqas hjerte. Særligt fordi hun så, hvordan den gemte sit hoved for ham, da den ej fik frugten. At den derefter blev sendt tilbage til hende for at undskylde, var ikke just den smarteste ide fra kaptajnens side, for Jarniqa var bestemt ikke utilfreds med Kong. Det blev derimod hurtigt tydeligt at se på hendes ansigt, hvordan aben derimod smeltede hendes hjerte, sådan som den sad og undskyldte overfor hende … på sin helt egen måde. De uskyldige dådyrlignede blå øjne blev langsomt løsrevet fra den umådelige søde abe, hvor de i stedet faldt på Alvaro, der ej virkede synderligt tilfreds med den. ”De behøver ej at skælde ham ud, Kaptajn. Det gør mig intet, at han kommer,” sagde hun stille, som hun ikke kunne lade være med at tale for abens vegne. Hun mente det dog, som hun selv godt kunne lide den. Kong var nemlig den eneste her på skibet, der var sød og uskyldig, og det kunne hun godt lide ved den.. selvom den muligvis kun så mad, når den så folk. Derfor ønskede hun ej heller, at Alvaro skældte den ud, men det fandt han vel også hurtigt ud af, som hun talte? Hun håbede dog ikke, at det fik hans vrede til at vende sig imod hende. Det var trods alt heller ikke noget slemt, hun gjorde.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 18, 2013 19:48:39 GMT 1
At den lille abe tilfaldt Jarniqas opmærksomhed, var kun klogt – fra hendes side af – aben var nemlig noget af en lille tyv, den havde flere gange stjålet fra selve besætningen, selvom Kaptajnen altid bad den om at lade vær, men selv han kunne ikke blive rigtig sur på den. Han elskede den vel? Det var hans kæreste eje sammen med hans skib og den var en del af hans familie, ligesom resten af besætningen. De fleste kendte også til aben, fordi den netop havde stjålet fra dem eller kommet folk på tværs og det skulle ikke undre ham, hvis den allerede havde stjålet fra Jarniqa, den havde i hvert fald før været i køkkenet og stjålet fra selve kokken. Tanken morede ham og selvom kokken altid hidsede sig op, så tog Alvaro det aldrig tungt, som han altid beskyttede sin lille abe. Han smilede tilfredst, da den hoppede over på sengen og undskyldte, eller nok snarere blev underdanig. Han selv blev stående på sin plads, holdt frugten i den ene hånd og tog et sug af cigaretten imens. At Jarniqa så skulle tale på abens vegne og mente at han skældte den ud, fik ham først til at skyde begge bryn i vejret, inden et kækt smil gled over hans læber, så man kunne ane tænderne i den ene side, imens tænderne i den anden holdt blidt om hans cigaret. Han endte med at bryde ud i et munter latter. ”Min kære.. hvor har du været henne i alle de år, hvor jeg har skældt mit mandskab ud for alvor? Jeg skælder ham ikke ud, jeg opdrager ham. Desuden, så bør du ikke lade dig narre af hans søde udseende, han er en gemen lille tyveknægt og havde også stjålet fra dig, havde du haft mad på dig,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod Kong. ”Her Kong.” Han udtalte abens navn først, for at fange dens opmærksomhed inden han kastede frugten over mod den, som den hurtigt greb, inden den pilede ned fra sengen, hoppede over gulvet og kravlede op af de ting han havde stående over ved sit klædeskab, som den ligeledes besteg, inden den satte sig på en af de øverste bjælker som var med til at holde loftet og det øvre dæk oppe. Han tog endnu et sug fra cigaretten inden han rystede let på hovedet af den. Han lænede sig roligt op ad den store runde pæl han havde midt i værelset, der rent faktisk udgjorde bagmasten af skibet, den gik hele vejen ned til det nederste dæk. Han så på Jarniqa. ”Ikke alting er som det ser ud, det bør du huske på. Desuden.. selv jeg kan ikke blive rigtig sur på det lille skravl, uanset hvor irriterende han kan være,” svarede han, hvor et muntert smil gled over hans læber, som han så op mod den lille abe, der sad på bjælken og spiste lystigt fra frugten. Han havde haft aben i frygtelig lang tid efterhånden. Han havde kastet en besværgelse på den, så dens levetid blev forlænget, men ikke for evigt, så han vidste at han engang ville miste den. Om han ville erstatte den, vidste han ikke, men han håbede bestemt ikke at han ville miste den foreløbig, da han holdt af den lille fyr.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 19, 2013 11:35:52 GMT 1
Varm gjorde aben Jarniqa om hjertet. Andet var vel også umuligt, når man kiggede ned på dens lille pelsede ansigt, der tryglende peb ved hendes side? Selv vidste hun godt, at den lille abe var en gemen tyveknægt, og derfor behøvede han skam ikke at belære hende om det. Hun havde nemlig flere gange bevidnet, at mad pludselig havde forsvundet fra køkkenet eller fra spisebordene. Det hændte ofte i det sekund, at man vendte ryggen til, og som man vendte sig om igen, kunne man være heldig at fange glimtet af en pelset hale, der enten forsvandt ud af døren eller vinduet, samt hvordan maden var forsvundet. Hun havde dog intet imod det, som hun intet ondt øje havde til aben ved siden af besætningen. Den gjorde hende nemlig intet ondt, som den allerhøjest stjal et æble fra en. Blikket valgte hun at sænke en anelse, som hun blev opmærksom på, at hun for en stund havde set Kaptajnen i øjnene. ”Jeg ved godt, at han ej er uskyldig, og at han skal opdrages. Jeg mener dog, at jeg ikke har noget imod hans små besøg, når jeg siger det,” sagde hun sandfærdigt. Hendes blik forlod Kaptajnen for i stedet at glide til Kong, der endelig fik sin frugt. Svagt bragte det smilet tilbage til hendes læber, som hun anede, hvordan den nærmest gik i beskyttelse for sin nyfundne frugt. Den kravlede i hvert fald til et sted, hvor ingen lige umiddelbart kunne få fat i den og dens dyrebare frugt. Nuttet lille kræ, men det var også det eneste nuttede her på skibet, da alt andet var et mareridt værdigt. Det turde hun dog ikke sige højt, da hun vidste, at hun i så fald ville blive straffet. I hvert fald, hvis hun sagde det til kaptajnen. Det var først, da hun blev talt til igen, at hun løsrev blikket fra aben, for at se i kaptajnens retning igen. Hun drak en tår mere af glasset, som hun nu var bevidst om, at Kongs lille tunge ej ville finde vej derned. ”Alle har trods alt også en svaghed.. Aben er ikke den værste at have,” sagde hun roligt, som han erkendte, at han ej kunne blive vred på aben. Svær måtte den også være at skælde ud. Jarniqa ville i hvert fald ikke være i stand til det, hvis den igen begyndte at undskylde overfor hende. Det var hendes hjerte alt for godt til, men hun var trods alt også kvinde og en procianer. Det kunne godt være, at hun levede sammen med en masse hårdkogte og uforskammede pirater, men hun var endnu den blide kvinde, som hun altid havde været. Det havde de ej formået at tage fra hende. Selvtilliden haltede dog til tider, som hendes frihed trods alt var blevet røvet komplet, som hun end ikke havde sig selv tilbage længere. Hun tilhørte nemlig ikke sig selv, men Alvaro her, selvom hun forkastede den tanke og endnu forsøgte at holde på sine egne værdier.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 19, 2013 13:25:28 GMT 1
Aben var af stor betydning for Kaptajnen af The Cursed Baron. Sjovt hvad et dyr kunne gøre ved én, men af og til var dyr langt bedre at omgås, da de var så lette at forudse, de fulgte blot deres instinkter og nogle skulle man naturligvis ikke komme tæt på, andre – som Kong – kunne man sagtens komme tæt på, tilmed blive nære venner med og dermed have som kæledyr. Han ville dog ikke sige at han ejede Kong, han havde aldrig tvunget den til at følge ham, han lod den altid rende frit rundt, men sjovt nok kom den altid tilbage til ham. Der var selvfølgelig tider, hvor den havde fundet et godt festmåltid, når de var gået i land og det havde opslugt dens tid og opmærksomhed, hvor han havde ledt efter den, fordi de skulle til og af sted til søs igen. Skibet var en stor legeplads for aben. Den kunne kravle hvor den ville, den så aldrig ud til at kede sig, selvom den sjovt nok nød at komme i land som resten af besætningen gjorde, når det endelig skete. Han strøg kort en hånd igennem sine mørke lokker, der strittede til alle sider, imens hans turkisblå øjne fulgte abens gang over gulvet. Tossede kræ, en lille tyv der selv stjal fra ham og dog straffede han den aldrig, ikke en rigtig straf, han hævede højst stemmen for at gøre den opmærksom på at det var forkert at stjæle fra lige netop ham, men når man ikke satte grænser for den, var det svært for den at vide at den ikke måtte stjæle fra bestemte personer, når alt kom til alt, var den trods alt kun et dyr og dyr levede efter sine instinkter, hvilket man ikke kunne straffe dem for. Han rynkede på næsen til hendes ord, hvor noget mørkt lagde sig over hans ansigt. Skulle hun nu til at sige ham, sin kaptajn imod? Han var ligeglad med hendes mening, hun var en sølle slave og havde ingen mening der skulle høres. Han svarede dog ikke, da det var kloges at lade vær, det endte bare med at han hidsede sig op og det kom der aldrig noget godt ud af. Han så derfor mod aben, der lystigt spiste af den grønne frugt, hvilket måtte få et lille smil til at glide over hans læber igen. Hendes efterfølgende ord, fik ham igen til at rynke på næsen, selvom det var med en anden mine denne gang. Han var ikke en mand der brød sig om at have svagheder og han havde desværre alt for mange! Hun havde dog ret i at alle havde svagheder og det var uanset hvem man var, der var ingen der var usårlige, der var ingen der var uovervindelige, alle havde en overmand, men man kunne naturligvis være heldig og vinde en svær kamp, hvis man var kløgtig. Han endte med at nikke. ”Sandt,” svarede han blot, hvor han for en kort stund stod og blundede lidt, som han stod der lænet op ad masten der gik igennem hans kahyt. Han endte med at rette sig op og slå hænderne sammen. ”Nå! Smut med dig. Hjælp de andre slavinder med de pligter der nu er og så kan du meddele dem at I alle har fri til i aften,” svarede han, hvor han ikke skænkede hende et blik, da han selv gik hen til sit skrivebord, hvor han begyndte at rode i nogle papirer.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 21, 2013 6:55:16 GMT 1
At Jarniqa havde gået for vidt med sine ord, havde hun ikke just ventet, men der kunne man vel bare se, hvad man kunne tillade sig som slave? Ingenting. Hun anede nemlig, hvordan en skygge langsomt lagde sig over kaptajnens ansigt, alt imens hans næse rynkedes. Ikke just det bedste tegn ved siden af den nagende stilhed. Derfor vidste hun, at hun konstant havde haft ret i, at hun som slave ej måtte udtale sin mening, skønt han havde forsøgt at overbevise hende om andet, aftenen inden. Hun havde ingen rettigheder, og derfor vældede hendes had igen op til ham. Det var ham der havde ødelagt hendes liv. Ikke piraten der havde voldtaget hende dagen, hvor hun var blevet ført om bord, men ham. Kaptajnen. Han havde gjort en fri kvinde slave, og tvunget hende ud på direkte uvant miljø. At hun i så fald havde ligget med ham i dag, kunne hun kun væmmes ved, men hvad kunne hun have gjort? At sige imod var trods alt ikke en ret hun ejede. Hun endte helt med at måtte drikke det sidste af vinen, da hun var nødsaget til at lede sine tanker andetsteds hen. Det andet kunne umuligt fortsætte! Alligevel fik de talt mere sammen, skønt det vel mere var hende der talte, og ham som skød et enkelt ord ud som svar. Hun kunne næsten have frygtet, at han ville have straffet hende for at sige sandheden, men et kvaj havde han også kun været, hvis han havde gjort således. Utroligt var det næsten at tænke på, når han lige havde set sig ganske tilfreds med hende, som han havde nydt hende intimt, for derefter at have givet hende fri for dagen, som en ros. ”Det vil sikkert glæde dem,” sagde hun stille, som han nu sagde, at alle slavinderne havde fri, og at hun skulle fortælle dem det. At besøgstiden var ovre, fik hende til at rejse sig – endnu holdende om sengetæppet – hvor hun bevægede sig over til sin kjole, der endnu flød på gulvet ved badekaret. Det var alt sammen i hurtige bevægelser, at hun fik smidt tæppet, for derefter at trække kjolen på, hvor trusserne til sidst gled på plads, da hun nødigt skulle vise mere end nødvendigt, nu hvor hendes ydelse ikke længere var behøvet. Hendes blå øjne søgte kaptajnen, der stod ved sit skrivebord, hvor han allerede lignede en, der havde glemt hende. ”Kaptajn,” endte hun i en afsluttende tone, alt imens hun nejede pænt for ham. Efter det vendte hun om på hælen, hvor hun hurtigt svandt ud af døren og derfor ud af kahytten, hvor hun i stedet endte på dæk. Den barske alkoholdunst kolliderede hurtigt med hendes egen næse, men ej reagerede hun på det. Hun søgte blot målrettet de andre slavinder, for at levere kaptajnens nyhed videre til dem, hvor efter hun selv søgte væk fra dæk.
// Out
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Jul 21, 2013 8:10:36 GMT 1
Nu hvor hun havde udført sit job og havde fået lov til at slappe lidt af, havde Alvaro skam ikke mere som han ønskede af hende. Han havde nydt hendes arbejde og ville også tage det til eftertanke, når han skulle overveje om han ville have en personlig slave og om det i så fald skulle være hende. Det var ikke fordi det var en større sag for ham, da det trods alt kun gjaldt slaver, men det ville da være rart at have noget man ikke skulle dele med andre og som kaptajn, kunne det godt være et privilegium, som ingen af de andre kunne få. Og som kaptajn skulle han trods alt kunne vise forskellen, så ingen tog fejl, det var også derfor at han havde denne store flotte kahyt. Han bemærkede ikke så meget at hun fik sit tøj på igen, da han selv stod ved skrivebordet og havde sit arbejde der skulle gøres. Han nikkede blot, da hun nejede for ham og hilste, inden hun valgte at forlade hans kahyt. Et blik værdigede han hende ikke, da han hev stolen ud og satte sig. Han skævede kort op i hjørnet, hvor hans lille dødningehovedabe sad og spise frugten og snart var færdig. Synet fik ham til at smile, inden han så mod sine papirer igen. Arbejdet opgav han dog hurtigt, da han valgte at tage sig til hovedet. Han havde selv tømmermænd endnu. Han greb omkring sin skjorte som han fik knappet, inden han kom i sine støvler. Han forlod kahytten, hvor han gik ud på dækket og så hvor rodet der var. Der var tilmed nogle af hans besætningsmedlemmer der sov derude – de måtte i hvert fald have fået for meget af det gode! Han rystede let på hovedet og mærkede den kølige morgenbrise slå ind mod ham. Han gabte svagt, inden han alligevel valgte at gå ind i kahytten igen. Alt kunne i princippet vente til senere. Derfor smed han igen tøjet, inden han lagde sig i sengen og valgte at sove videre.
//Out
|
|