Adventure time!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde virkelig svært ved at tage denne kvinde, for hun var så meget.. anderledes, end hvad man kunne sige sig, at han normalt ville omgås, men det var nu heller ikke noget som han tog så tungt igen. Han tog det som en oplevelse, og så var det jo altid rart at lære andre folkefærder at kende. Måske han var gammel, men selv en mand som ham, kunne jo altid lære noget nyt. Han sendte hende et let smil. Det var ikke fordi at han tog det så slemt igen, at blive kaldt for en Alf, selvom det nok var noget som mange ville tage som utrolig nedværdigende, så gjorde han dog ikke det – i denne omgang om ikke andet. ”Jeg kan trygt love Dem for, at jeg ikke er en Alf.. Og pulveriseret Alf på krukke..?” spurgte han næsten forundret. Det var bestemt ikke noget som han havde hørt noget om før. Han nikkede. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed. ”Det gør jeg skam. Dybt inde i denne smukke skov. Ikke et sted som normalt opsøges af andre, foruden dem som er kendt med vejen dertil,” fortalte han ærligt, for det var jo ingen løgn.
Thranduil så skam ikke nogen grund til at lyve, for han kunne faktisk godt lide hendes navn. Det var ikke ligefrem et navn som man hørte eller så meget til nu om dage, så det var ganske.. unormalt, og det kunne han godt lide. At hun rødmede, fik han dog hurtigt øje på, hvilket kun fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber. ”Jeg vil mægtig gerne se det, hvis jeg må naturligvis,” fastholdt han med en sigende mine, idet han rettede sig op, og lod armene søge ned langs hans krop. Han stoppede op, da hun søgte direkte i retningen af hendes pjalter og fandt en lille orange flaske frem med noget underligt substans i. Ja, det gjorde ham nysgerrig, for det var bestemt ikke dette som man oplevede meget af i skoven eller omkring, så det glædede ham da, at hun gik med til det!
Luftkysset og fuglene som pludselig fløj omkring hovedet på ham, var noget som fik smilet til at brede sig, for det var da noget af en slags, som han kunne relatere til, og det var uden tvivl en tanke som glædede ham meget! Selvom de fløj ind mod skoven og poppede, som havde de været bobler, så var det ikke noget som gjorde ham noget, for han elskede den slags! ”Fabelagtigt!” sagde han med en tydelig munter stemme, inden han vendte sig mod hende. Dette var ikke noget som man ofte så i skoven, og når denne sjældenhed stod for øjnene af ham, så måtte han da undersøge det mere! ”Natur og dyr ligger mig frygtelig nært til hjerte, Groa. Jeg erkender gerne, at jeg er fascineret af Deres talent,” roste han hende.

[Deleted]

"Tak, tak. Det glæder mig meget."
Groa lavede en sær form for kjoleløs nejen.
"Er De måske en kender af illusioner, Tranduil? Jeg har ikke lært at manifestere noget, men jeg ved at jeg kan få der lært. Oh, og den pulveriserede alf får ting til at eksplodere." Hun smilte stort. Det solgtes på markederne til høje priser, ofte i forbindelse med fyrværkeri. Også kaldet krudt, men hvor skulle pigebarnet vide det fra?
Hun vidste at hvis hun skulle hæve sin magi til næste niveau måtte hun kontakte nogen... Det nærmeste ville være en warlock. Idet at hun var en kunstigt, magisk væsen havde hun potentialet, men det krævede at nogen kendte til hendes rigtige form.. Så ville hun hellere være foruden.
Hans smil var hypnotiserende og hun kunne næsten ikke se væk.
"Jamen... Bor De der alene? Der plejer ikke at være mange ligesindede i krat og skov. De må være meget ensom. Men.. Er det ikke farligt? Her er jo bjørne. De bidder!"
Normalt yndede hun ikke at være så tæt på dyr, da mange nærmest havde en 6. sans og anede at der var noget galt med hende. De var ofte bange, hvis ikke de gik til angreb. Hun stolede derfor ikke på dem, skønt hun var interreseret.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil smilede let for sig selv til hendes ord. Selvom det for en elver var dybt nedladende at blive kaldt for alf, så lod han det gå for denne gang, også mest for sin egen skyld. Han ønskede ikke at gøre hende sur eller usikker omkring ham, for det var han skam slet ikke ude på. ”Jeg må dog erkende, at det ikke er min mest betroede eller stærke side. Jeg er dog alligevel yderst fascineret af det. Det forekommer dog ikke ofte, men derimod meget sjældent, at der kommer nogen forbi, som mester dette talent. Er det noget som du besidder?” begyndte han med en fascination i stemmen. Illusioner var derimod noget som han faktisk fandt yderst spændende. At pulveriseret alf var noget som fik ting til at eksplodere, var noget som kun måtte få ham til at rynke lidt på næsen. Det lød jo næsten helt voldeligt i hans ører! ”En grusom skæbne for de små alfer må jeg sige,” afsluttede han. Ja, det var noget som han faktisk tog dybt alvorligt, også fordi at det jo var alfer! Alligevel et lille væsen af en pestilens uden lige, men noget som lå meget tæt op af elverne.
Thranduil rystede let på hovedet til hendes ord. Elverne var der ganske vidst ikke særlig mange af tilbage, men dem som var, levede de alle sammen i en tæt elvisk by dybt inde i skoven. Endda så langt inde at det var yderst sjældent, ja, næsten aldrig, at nogen fandt vejen derind, hvilket var noget som faktisk passede ham ganske fint. ”Alle leverne bor i den samme by herude i skoven. Vi er ganske vidst ikke mange tilbage, men os som er, lever som havde vi været en stor… eller halvstor familie. Dyrene gør os intet. Os er de tro og loyale til, som vi er tro og loyale til dem. De er skoven og naturens væsen, og derfor også mere værdifulde end hvad vi er,” fortalte han ganske sandfærdigt. Til enhver tid, ville han placere dyrene højere oppe end sig selv. Ja, selv endda de bidske bjørne, for det var ikke den side af dem, som han oplevede. Han førte hende roligt med ind i skoven, hvor han lod fødderne føre ham hvor de nu ønskede at gå. Skoven var og blev hans hjem, og et hjem som han agtet at passe frygtelig godt på.

[Deleted]

”Ja. Med de rette midler kan jeg næsten lave alt, som sommerfuglene før. Kan ingen i Deres familie underholde?” spurgte hun med en nysgerrig mine. Det krævede træning, men det burde ikke være så svært, skulle hun mene. Men nu havde hun også været størstedelen af sit liv hos warlocks. Hun havde aldrig lært at bruge mørk magi, men hun kunne små praktiske ting, som de blå sommerfugle.
”Kan ingen af Deres bekendte benytte magi, i sine mere ydmyge former? Det giver tiden godt igen. Jeg lavede for et stykke tid siden et forsvindingsnummer, da en flok vagter blev frygteligt vrede på mig. Der var nogen der var blevet ængstelige, da mine kunster ikke faldt i deres smag. ”

Groas arme lagde sig hen foran hendes krop, som hvis Tranduil havde skudt pile efter hende. Det havde han også, mere eller mindre, dog ikke i fysisk form. Hun slog blikket lidt ned, som hun fulgte med ham længere ind i skoven. Alt den snak om familie fik hende til at føle sig mærkeligt til mode. Hun havde jo selv aldrig haft nogen, og stammede heller ikke fra noget. Hun opstod af ingenting og havde dermed heller ingen rødder at se tilbage til. Men der var noget hun ikke forstod…
’Som havde de været en stor familie’
”Har De da ingen kvinde, eller afkom, Tranduil?… Hvorfor er i ikke mange tilbage?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vendte blikket i retningen af hende, da hun spurgte ind til hans bekendte. Med det, så kom han automatisk til at tænke på hans familie, hvor han jo stort set fremstod som den sidste. Et sted var det naturligvis en temmelig trist tanke, men ikke rigtigt noget, som han kunne gøre det største ved – desværre. Han rystede på hovedet. ”Elverne er måske kendt for at være yderst elegante og et yderst elegant folkefærd, men det er ikke altid lige sandt, kan jeg fortælle Dem. Jeg er den sidste af min egen slægt, og der er det ikke kendt at folk har denne form for gave eller talent,” fortsatte han med en ærlig og fredelig stemme, for hvorfor skulle han da lyve for hende? Nu hvor hun faktisk spurgte så pænt ind til tingene. Han lod de mosgrønne øjne let betragte sig af hendes skikkelse. Det var en hård historie, men dog sandt. Han havde for kort tid siden mistet sin eneste søn, og var nu ladt alene. Han rystede let på hovedet. Musik var jo straks en ting, hvor magi derimod var noget ganske andet, og det var bestemt heller ikke ofte, at han mængede sig med andet end elverne, og det var noget som jo i princippet faktisk passede ham ganske fint. Han smilede let for sig selv. Han kunne skam godt forestille sig det. ”Vagter ligefrem? Det forlyder sig, at De har været i nærheden af slottet? Folk frygter for det ukendte, og deriblandt også magien.. Hvilket jeg finder som en stor skam,” fortalte han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
At Groa ikke havde en trævl på kroppen, var vitterligt ikke noget som Thranduil bed sig synderlig meget mærke i. For ham, så var det noget af det mest naturlige, som man overhovedet kunne komme i nærheden af, og derfor var det ikke en tanke som slog ham ind. Han bed sig let i læben, som hun spurgte ind til hans familie. Han havde været gift.. Og han havde haft en søn, men begge var de blevet så brutalt revet væk fra ham, at han ikke vidste hvad han skulle gøre herfra. Bare leve livet alene? ”Kvinden jeg var gift med, blev revet fra mig for mange år tilbage. Min søn derimod, er netop revet fra mig, grundet en større ulykke, som han var involveret i,” fortalte han endeligt. Det var faktisk hårdt for ham at snakke om endnu, også fordi at det var ting som lå ham ganske nær til hjerte, så håbede og vidste han et sted godt, at de havde det bedre hvor de var nu. ”Vi er ikke mange tilbage herude. En magisk opstartet skovbrand tog frygtelig mange liv, for nogle århundrede tilbage,” fortalte han videre. Det var noget som han endnu klandrede mørket og Dvasias for. At de kunne ødelægge noget så smukt.

[Deleted]

Da Tranduil begyndte at snakke om sin familie og hun anede at det var ham et ømt punkt begyndte hun at se sig hurtigt omkring i alle fire verdenshjørner efter noget at skifte emne omkring. Tænk hvis han blev vred og gik? Ud over det ønskede hun ikke at pine og stikke i ham, hvis han havde gamle sår. Og ud over det personlige var der også en masse dybt omkring hans race, som hun havde ramt. Det var spændende, og hun lyttede opmærksomt til det han sagde, men måske skulle hun sænke farten.

”D-det gør mig ondt. Jeg kondulerer… Oh, øh, uh!”
En blomst spirede op ad et gammelt træ, og en blomst blev det hun syntes skulle tiltrække hans opmærksomhed. Grunden var lidt mudret, så hun gik på tæer og hoppede hen til den. Blomsten blev plukket og gled ind under hans pilespænde.
”Jeg syntes De sagde at der ikke eksisterede alfer.” smilte hun. Der var et lille grin over de rosa læber, som hun gav sig uindbudt til at pille og rette på hans klæder, på trods af deres næsten helt ufejlbare folder. ”Jeg vidste ikke at de patruljerede så langt væk. Jeg agtede at finde et sted for min gøren, men de var ikke just trygge ved min tilstedeværelse. Slottets omkreds burde være et godt sted, thi der altid er mange folk, ofte af højere herkomst. Jeg stillede mig ikke helt der henne… Jeg synes ikke om vagter. Jeg har dårlig erfaring med mange af dem. De er *gukløse og hykleriske, med tendens til magtmisbrug. Mage til flumpede, flapsende purke skal jeg lede længe efter i mange landsdele.”

*Fej. Svarer til at sige mangel på nosser

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Naturligvis var Thranduils familie ham et frygtelig ømt punkt, men ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det største ved lige nu. Som det nu var sagt, så vidste han at de havde fundet det bedre, et andet sted, og de var sendt godt af sted fra denne verden, som kun højt elskede elvere ville blive det, og det var noget som han naturligvis fandt på sin plads, da de kun havde fortjent det bedste. Han vendte blikket mod Groa atter en gang. Ikke fordi at hans mine havde forandret sig det mindste, for det havde den på ingen måde. Han holdt af sin familie, og han arbejdede endnu på at komme over det nyeste tab. ”Jeg takker,” sagde han roligt.
Blomsten som hun fandt voksende på et træ og skænkede ham, var noget som tydeligt fik smilet til at brede sig på hans læber. Han elskede den slags. Han elskede natur, og alt som var naturligt i det henseende. ”Det er blot min teori. Jeg har aldrig set dem med mine egne øjne.. Rigtig mange tak, Groa,” sagde han roligt, hvor han let hævede hånden, for at stryge hende over hendes kind. Blot et tegn på hans taknemmelighed, inden han igen lod hånden falde igen. At det havde været et bøvl på slottet, kunne han skam godt forstå, og selv, var han ikke meget for vagterne, som havde en irriterende tendens til at tro, at de kunne det hele, og at de skulle spille helt.
”Procianerne frygter i denne tid, for hvad de ikke kender. Det er en forsvarsmekanisme, Groa,” begyndte han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket ned mod jorden. Der var spor efter råvildt. De var jo endnu en gang kommet tilbage til skoven, hvilket faktisk var en tanke som glædede ham meget. ”Skoven her, er mit domæne, og ej har jeg vagter sendt rundt. Ganske vidst bueskyttere som patruljere rundt forbi for at beskytte stedet her mod indtrængen fra den anden side af grænsemuren. De forsøger som oftest, at søge skjul i skovene her når de er på vej ind mod Apterta. Jeg kan trygt forsikre dig, at du frit kan bevæge dig i skovene her, uden at frygte for noget..” Han stoppede roligt op. Hvis han skulle have en blomst af hende, så ville han da mene, at det var på sin plads, at hun skulle have en af ham. Han gik roligt ned i knæ, hvor der ved foden af det nærmeste træ, var en smuk en i utrolig kraftige gule farver. Med en elegant bevægelse med hans hånd, knækkede han den af, inden han igen rejste sig op. Han vendte sig mod hende. ”Jeg ønsker, at folk skal se hvor smuk skoven er på denne årstid.. Og så kan jeg jo starte op med dig,” fortalte han roligt, idet han igen tillod at komme i kontakt med hendes ansigt, førte hendes hår bag hendes øre, og roligt satte blomsten der.

[Deleted]

Groa nikkede medgørligt som Tranduil fortalte. Hun lukkede sine øjne øjnene, da hans hånd gled hen over hendes ansigts lyse hud, og rykkede sig lidt efter hans hånd for at holde berøringen lidt længere, og da han pludselig satte en blomst i hendes hår blev hun tomatrød i ansigtet, og nødsagedes til at holde vejret, mens hun bed sig let i underlæben.
"Hvordan vil De vise mig det? Jeg erkender at den er fager. Det er langt fra alle skove der ser ud således. Megen natur er grå og vissen, men disse skove er frodige" konkluderede hun lavt. Hendes lilla øjne havde julelys i dem, som hun kiggede forventningsfuldt op i hans ansigt. Han var så pæn, og hun fandt det underholdende at han var så høj, og hun, som hun stod ved hans side så lille! Det var derfor lidt søvndrukkent hun vækkedes af drømmen igen.
Vagter, Hvilke vagter? Hvorfor skulle han bruge vagter?
”Vagter…” Hendes øjne blev lidt sammenknebne. ”Er nogen efter Dem? Deres domæne… Er De hærfører, siden De har magten over disse?”
Hvad var denne mand for nu for en? Små fine rynker kom til syne på hendes næse, men nysgerrigheden og fascinationen blev ikke mindre.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Skoven her var Thranduils lille hjertebarn, og det var naturligvis også en tanke som glædede ham et sted, for så vidste han da, at han havde noget at ånde og leve for, og specielt nu her hvor han havde mistet sin kære familie. Han havde jo ikke ligefrem nogen anden at søge til. Blomsten fik han roligt sat i hendes hår, hvor det tydeligt morede ham, at se hende rødme sådan op, for det så næsten helt underligt ud, i og med, at hun var så hvid og bleg, som hun nu var. Han sendte hende et roligt smil.
”Skoven her er under umådelig godt beskyttet af elvere, såvel som druider, som alle og hver især sætter pris på det frodige og det grønne, samt dyrelivet som findes her. Jeg vil gerne vise dig det.. Vise dig hvor prægtigt stedet her kan være,” sagde han med en tydelig stolt stemme, for det glædede ham da om ikke andet, at hun ikke arbejdede imod ham hvad det her angik. Stedet her var ikke præget særlig meget af vagter og andet, men blot et par bueskyttere som var på runde. Man så dem dog desuden stort set aldrig, for de holdt sig skjult. ”Mange vagter har vi ikke herude, kan jeg fortælle dig. Jeg er ikke noget som minder om general eller en hærfører nej,” sagde han endeligt. Han ønskede jo faktisk ikke at fortælle hende hvad han var, for han ønskede slet ikke at skulle stå i den situation, hvoraf hun ville se på ham på en anden måde, end hvad hun havde gjort til nu, for han kunne godt lide at snakke med hende, også fordi at han følte sig som en del af mængden, og det var faktisk ganske rart.

[Deleted]

Med Tranduils tydelige udtryk omkring den unge kvindes rødmen kom Groa blot til at rødme endnu mere over at elveren lod til at kunne se det. Hun modstod lysten til at vende blikket mod jorden og holdt det i stedet fast mod herren over for hende, som han sagde at han hverken var hærfører eller general. Sådan kiggede hun lidt stift på ham længe, inden hun begyndte at nikke igen og smilte med et lavt fnis.
At han ville vise hende skoven – Altså!
”Det vil jeg mægtigt gerne.” og uden videre omtanke var hun henne ved elverherren, greb fat om hans håndled og begyndte at slæbe af sted med ham, skønt hun ingen ide’ om hvad han i sinde havde. Hun fniste igen. Mest af alt ville man kunne drage hende paralleller til et lille barn der netop havde fået et meget dyrt bolsje som belønning, eller halen på et stegt svin og derfor følte sig speciel. Hendes små fødder satte farten op og begyndte at slæbe den stakkels mand på kryds og tværs igennem træerne, mest af alt fordi hun brød sig om at holde fast i ham. Lige så brat som hun var begyndt gav hun slip igen og vandrede med armene ud til siden, i stor lighed med en fugl, mod en brombærbusk. En høj, fornøjet lyd gled over hendes læber, og hun fyldte sine hænder med de mørke bær. Lige så hurtigt proppede hun hele munden med dem, til der ikke kunne være flere.
To gadedrengehop, og hun var henne ved Tranduil igen. Hele hendes mundvige og læber var dækket til af mørkelilla pletter. De resterende bær blev tilbudt ham i udstrakt arm, mens hun smilende arbejdede på at få gumlet indholdet i hendes mund væk, så hun igen kunne snakke med ham.
”Mm! Spiss em erh. Dy sma’er goh.”
-Gulp-
”Hvi-hvis jeg skal med… Så må dyrene altså ikke blive vrede på mig! De kan ikke lide mig. Så går de til angreb. Deres fugl flygtede også.” udbrød hun så endelig og skuttede sig lidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Groa pludselig tog fat i ham, og bare rev ham med sig, var ganske vidst ikke lige det som Thranduil havde regnet med, men ikke noget som egentlig gjorde ham noget. Han ænsede intet farligt ved denne kvinde, og det at hun gerne ville se skoven, var jo faktisk noget som betød meget for ham, da det lige så var det kæreste, som han havde i sit eget liv. Han grinede. Det var faktisk ikke noget som han havde gjort igennem mange år efterhånden, så det var næsten befriende, at han faktisk var i stand til at gøre det! Han satte selv glædeligt farten en smule op, så han kunne følge med, også selvom hun trak med ham, som havde hun været et lille barn i en legetøjsbutik. ”Eller du kan vise mig rundt i skoven her,” irettesatte han sig selv, for det virkede da næsten til, at hun vidste hvor hun skulle søge hen.
De smukke blåbærbuske som de passerede, var tilsyneladende noget, som faldt hende i frygtelig god smag, og det glædede ham naturligvis. At hun så mere eller mindre slap ham, for at gå til angreb på busken, for at få fat i alle de søde bær, var noget som kun måtte få smilet til at brede sig. Det var bare at nyde det, mens det var, men hun lignede jo næsten en, som ikke havde spist i lange tider! ”Sulten..?” spurgte han med en næsten morende stemme, da hun kom hen og tilbød ham det, hvor han med en let bevægelse med hånden og et ryst på hovedet, måtte takke nej. ”Jeg har spist mig mæt i rigeligt af disse,” afviste han dog med en høflig stemme. Sådan som hun så ud, ligesom havde hun været et barn, var uden tvivl en morende tanke for selv en som ham. De smagte naturligvis godt, for det var naturens eget, så det var han klar over!
Thranduil smilede ganske let. ”Dyrene handler som de handler, og de handler på deres instinkter. Elverne har levet side om side med dem i mange år. De kender os, som vi kender dem, og det er ej fordi at de frygter for dig. Med mig, så vil de ikke vise den samme frygt for dig,” lovede han med en rolig stemme og det varme venlige smil. Han gjorde et let nik med hovedet, inden han fortsatte i en helt anden retning. Han ønskede jo også at vise hende det som han havde at vise.

[Deleted]

Groas lilla blik var lettere uforstående som elvemanden afslog godterne, dog rykkede hun bare på skuldrene og fortærrede bærene.
"Virkelig? Ærgerligt."
Hun fulgte hans skridt, men hun var stadig usikker på hans ord. Hvis et mørkevæsen, eller anden truende skikkelse stod ved en elvers side mente hun at det kunne være lige meget. De kunne mærke det... Det var det som de plejede. Ville en elver og andre naturbørn kunne holde disse instinkter tilbage, når det var alt de reagerede på? Tanken skræmte hende og fik hende til at holde fast i hans tøj. Normalt kunne dyr intet gøre hende, når hun var i sin oprindelige form , men lige nu var hun af kød og blod. Hun trykkede sig en anelse ind imod ham. Dette var en skov af lyset, og ironisk nok skræmte det hende lidt. Dvasias dyr var allerede vant til mørket.
"Uhm... Tranduil, hvor ved De det fra? At dyrene ikke er farlige? Har De tænkt Dem at holde fast i dem?... Hvor skal vi hen?"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde allerede spist rigeligt med de bær igennem dagen, så det at lade Groa spise dem, var slet ikke noget som han havde noget imod. Desuden så maste, som de var i hendes fingre, så var det ikke ligefrem det, som han havde mest lyst til at rende rundt og gumle på.
”Spis endeligt,” opfordrede han hende med et let smil på læben. Han så da hellere, at nogen spiste dem, frem for at der slet ikke skete noget som helst. At hun derimod, så skulle vise sig at blive så usikker, at hun tog fat i hans tøj og nærmest klamrede sig ind til ham, var dog slet ikke noget, som han havde regnet med, og noget som meget hurtigt fangede hans interesse, hvor han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Det var skam ikke fordi at han tog det som nogen skidt ting, for det var der da slet ikke nogen grund til i længden, men derimod, så morede det ham at se hende på den måde. Det kunne godt være, at han var meget raceracistisk, når set kom til mørke væsner, men det var også kun fordi at mørket generelt havde gjort man ondt igennem rigtig mange år, og omkring rigtig mange store ting i hans liv, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre.
”Dyrene er ikke et væsen som reagerer på race, men på udstråling. Her lever vi i fred og harmoni med dem. Stoler vi på nogen, så gør de jo det samme. Det er en del af den naturlige gang, som foregår herude,” forklarede han videre, mens han fortsat førte hende med sig igennem skoven. Her var han selv rigtig glad, og det var det vigtigste for ham; Skoven her.
”Så sammen med mig, så skal du ikke være bange for skovens væsner, for de vil ej gøre dig noget,” lovede han hende. Nu hvor de samtidig også nærmede sig hans elviske landsby, så var det også noget som fik smilet til at brede sig. Han ville så gerne høre hende spille musik igen!

[Deleted]

Der gik et sæt igennem den lille ungkvinde, som en lille flok af blåmejse på tre dykkede ned forbi dem. Hun dukkede sig og knugede sig så hårdt ind til Tranduil at man kunne mene hun forsøgte at mase hendes indvolde ud.
"UUUUUUH!" hylede hun og begravede ansigtet i hans side, efter som at hun med sine 1,50 meter ikke kunne nå hans brystkasse uden videre.
Ironisk nok havde hun stået og nikket til alt hvad han sagde. Men så igen... Hun hørte ikke så meget af det han egentlig sagde, for som sagt sagde han virkelig meget, og det var et instinkt hun havde udviklet over længere tid. "Dræb dem, dræb dem! Spruvene, de vil æde mig!"
Efter som at Tranduil gik et stykke foran hende fik overraskelsen hende til at knæle ned i jorden, men hun gav ikke slip på Tranduil. Faktisk greb hun fat i hans kappe og hev baglæns, ned i den i et forsøg på at gemme sig under den.
"RED MIG!"


Hun skulle da nok klare sig fint i Procias skove...

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ikke ligefrem regnet med at Groa ville reagere sådan, da en spurv fløj direkte over hovedet på dem, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Sådan som hun pludselig begyndte at klamre sig ind mod hans krop, var ikke ligefrem noget, som han havde forestillet sig.
”Hvad i…” Han vendte blikket tydeligt forvirret i retningen af Groa, som nærmest klemte luften ud af ham, så kraftigt, som hun holdt fast i ham, selvom det nu heller ikke ligefrem, var noget som kom bag på ham som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han slog dog ud i en latter, for han kunne jo simpelthen ikke lade være. Det var skam ikke fordi at han fandt det som nogen form for underholdning, for det gjorde han ikke, men derimod, så.. var det sjovt, at se hende på den måde.
”Selvfølgelig gør de ikke det, Groa! De er venligsindede!” sagde han med et venligt smil på læben, inden han hævede den ene hånd, hvor en fugl kom og satte sig. Den fløj dog hurtigt væk igen, da hun krøb ned i jorden og rev i hans kappe, så han næsten fik overbalance. Han tog fat om kappens lås om hans nakke og hals, for ikke at ende med at blive halvvejs kvalt.
”Groa. Du er nødt til at slappe af, ellers gør du skovens væsner utrygge,” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var skam noget, som han faktisk mente. Han vendte sig mod hende, idet han fik løsnet kappen om sin hals, og igen vendt sig i retningen af hende.