Adventure time!

[Deleted]

"G-Gør jeg?" spurgte Groa med store øjne, idet hun tittede frem under kappen. Den var så stor at hun blev væk under den. Bevæbnet med sin harpe udstikkende fra en fold i kappen gik hun to skridt imod elverherren. "Hvis fuglene ikke vil forspise mig er jeg ikke bange!" Hendes stemme var nok lidt højlydt for at overbevise hende om selv samme. På trods af nyfunden heltemod og en næsten overbevist holdning gav Groa dog ikke slip på Tranduils kappe. Den ville hun gemme sig under. Den var varm, blød, og det var ganske hyggeligt i mørket der under den. Den bar hans duft, som hun fandt lettere krydret, ligesom skovbunden.
"Hr. Devarnia..." Der blev trukket to gange i hans ærme.
"Hvor skal vi hen nu?" De lilla øjne glimtede nysgerrig under stoffet. Kun hendes ansigt var synligt, da hun havde foldet det rundt om sig. Et lille forsigtigt smil kom frem på hendes ansigt, som hun kiggede op på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil lod mere end glædeligt Groa gemme sig under hans kappe, hvis det var noget, som gjorde hende mere komfortabel, end det som hun var førhen. Han sendte hende et venligt smil. Dyrene herude, var slet ikke ude på at gøre hende noget ondt, og det var noget som han så sandelig godt kunne love hende.
”Dyrene herude, skal du skam slet ikke være bange for, Groa. De frygter dig mere, end hvad du frygter dem,” forklarede han med en ganske sandfærdig stemme. Han lod hende komme op på benene igen, men beholde kappen på. Han lod hende tage om hans ærme, hvor han igen vendte blikket mod hende. Han følte sig næsten nøgen uden kappen på, for den havde han stort set altid på.
”Der er noget, jeg gerne vil vise dig.. Kom med,” fortalte han roligt, inden han tillod sig selv, at lade armen søge omkring hendes liv. Det kunne godt være, at hun ikke var særlig høj, men det var slet ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han var efterhånden vant til det. Elverne var et højt folkefærd, så det var egentlig ganske naturligt for ham.
Thranduil førte roligt Groa med sig igennem skoven, og denne gang tættere ind mod hans skikkelse, så hun forhåbentlig vil føle sig tryg under omstændighederne, for det var ikke fordi, at han var ude på at gøre hende noget. Tvært imod, så ville han åbne hendes øjne, for hvad skoven her faktisk bestod af. De nåede en højere bakke et sted dybt inde i skoven, som han begyndte at føre hende op af. Den var høj. Temmelig høj faktisk. Da de nåede toppen af denne, var man i stand til at se udover den halvstore dal, som lå et godt stykke fra dem. Fyldt med alverdens træer og huse lavet ud af træ og i træernes toppe, forbundet med flotte, nærmest lygter og flotte stisystemer. Et sted nærmest af harmoni. ”Hvad synes du?” spurgte han med et let smil.

[Deleted]

Frygter hende mere end hun frygter dem? Hun var egentlig ikke helt så sikker på om hun troede på det, men sagde ikke noget med risiko for at gøre ham sur. I næste øjeblik førte han sin arm rundt om hende og tættere mod hans krop. Med opspærrede øjne kunne hun ikke gøre andet end at indvillige i hans plan. Hun havde nu heller ikke lyst til andet. "O.. Okey!"
Og hun gemte sit ansigt under kappen for at skjule sin rødmen. Som gangen op af bakken fortsatte kom den lettere stakåndede Groa der op. Det første hun under alle omstændigheder skulle var at indhente sin tabte luft og hun støttede sammensunket sine hænder mod sine lår. Hun noterede ikke andet end hvor høj bakken var, hvor langt oppe de var kommet og hvor meget hun misundte hans lange ben i denne situation. Hun foldede sine hænder rundt om hans arm, bare i tilfælde af at hun nu faldt og begyndte at trille hele vejen ned igen.
"Hvad synes jeg om..." Hun tav og puffede kappen af sit hoved. Den gled om hendes skuldre. Et sted var hun ikke helt sikker på om hun hallucinerede på grund af mangel på luft, eller om det var rigtigt at der var en by et stykke borte.
"Det er... Jo stortslået, Hr. Devarnia! ... Det er pænt. Hvad er det?"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var slet ikke fordi at Thranduil ønskede at Groa skulle være bange for disse væsner, for de var uden tvivl mere bange for hende, end det var omvendt, og så rædselsslagen som hun følte sig, så kunne hun jo næsten kun forestille sig, hvordan dyrene havde det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en nem ting for nogen af dem. Han lod armene søge omkring hendes skikkelse og holdt hende tæt ind mod sig, hvis det var noget som bragte hende en bedre tryghed omkring det hele.
”Netop. Og så lang tid, jeg er her, har du ej noget at frygte,” lovede han hende med en rolig stemme, for hvorfor fortælle hende modsat? Nu hvor der var så mange smukke og skønne ting her i skoven, så var det kun noget som han ønskede at vise hende. Mange så det ikke, for de vidste ikke at det var der, og det var noget af det, som han faktisk gik rigtig meget op i at videreinformere om.
Som Groa klamrede sig om hans arm, så lod han hende. Han var underholdt af hendes personlighed, og det var noget som faktisk ikke var noget som skete særlig ofte for hans del. Han førte hende roligt med sig op på toppen af bakken, hvor man kunne se den elviske landsby ikke langt derfra. Han havde altid holdt byen lidt skjult, men det var måske på tide, at lave det lidt om? Lade folk vide, at de var der? At der var et naturligt folkefærd, som kun levede stort set af hvad naturen kunne give dem? Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. Ikke fordi at han ikke kunne lade være.
”Det, min kære ven, er mit hjem. Det er min by,” svarede han med stolthed så tydeligt at spore i hans stemme.

[Deleted]

Små gisp forlod af og til ungmøens mund som Tranduil knugede hende ind mod hans skikkelse. Hun oplevede sjældent en sådan opmærksomhed fra det modsatte køn, ja generelt fra nogen, så den fysiske kontakt forbavsede hende. Hun kunne mærke hans krop gennem stoffet og indså hurtigt at det var noget hun syntes om. Hun var vant til at folket giver hende en meget overfladisk behandling i forhold til hendes embede, og familiær ømhed havde hun aldrig følt, når hun ingen havde, og hun var ikke et af de mest ombejlede hunkønsvæsner. Han føltes varm mod hende og fik hende til at trykke sig tættere imod ham.
Hendes øjne spejdede ud mod byen i det fjerne igen, og den forekom hende så anderledes. Så... Uspoleret?

"Den er jo så stor. " Hun skævede til ham. "Det er De også. Det må være derfor! Den ser bare så fin ud. Næsten sårbar... Som om alverdens dårligdomme aldrig har rørt dette sted."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Hvis der var noget som Thranduil var klar over, så var det jo det faktum, at man ikke skulle dømme nogen for hvad de var, selvom han vel selv var god til det? Dvasiansk kunne hun næppe være, med den personlighed, og det var skam også derfor, at han var så rolig, som det han var i denne stund. Han sendte hende et smil. Han ville gerne vise hende, at elverne havde deres smukke landsby, selvom det var noget, som mange sjovt nok, havde svært ved at forestille sig.
Selve landsbyen henlå smukt og uberørt af de mere menneskelige hænder, andet end af elvere og druider, som vidste, at den lå der, så det var noget, som faktisk passede ham selv ganske fint i længden. Han sendte hende et smil. At se hende reagere sådan på det, var uden tvivl noget af det, som faktisk morede ham mest, og som han gerne ville vise hende, også som et tegn til tilliden. ”Det er nok en måde at se det hele an på. Vi lever af hvad naturen kan skænke os, og intet andet. Vi ønsker ikke at ødelægge, men at blive en del af.. Derfor er der så få, der ved at byen i det hele taget ligger her. Den er kendt for elvere og druider.. og de fåtal, som du, som har fået lov til at se den,” sagde han roligt. Ja, han kunne jo ikke være andet end stolt over hvad der lå for øjnene af dem, velvidende om, at det var noget, som han havde været med til at genopbygge, og specielt efter den store magiske skovbrand, som havde hærget for mange år siden.

[Deleted]

…
Ingen? Kun druider og elvere? Groas øjne blev gradvist mere og mere opspærrede, indtil hun begyndte at gå frem og tilbage imens hun talte og kiggede frem for sig. Hendes hænder viftede igennem luften i fagter, og i et øjeblik kunne det virkes som om hun havde glemt alt om Tranduils tilstedeværelse.

”Vent, vent, vent! Virkelig? Der er ikke mange andre der ser det her? Jamen. Hvis man gemmer noget er det som regel for at holde ting ude, eller inde af en sådan stråleglans. Og hvis man gør det er der ofte nogen der har set sig dårlig på en. Og gjort TING. Hvilke ting? Har nogen været ond ved Dem!?” udbrød den lille kvinde og tøffede hen til Tranduil igen. Hun kiggede skiftevis op på ham, og ud i luften, mens hendes tynde bryn rynkedes ned af i en analyserende mine. Hendes pengefinger kørte i cirkler ved hendes mundvig, som for at fremme et eller andet hun ikke selv vidste hvad var.
"Eller også! Er i rige og gemmer på skatte. Er De rig, hr. Devarnia? Eller er jeres by FORABNDET? Af gejstlige og magikere.”
Sådan spadserede den ikke så høje kvinde frem og tilbage, som under forhør, med armene bag ryggen. At hun hverken er stærk, eller synderligt truende af udseende ser hun ud til at have glemt alt om.  Hans lange kappe slæbedes hen af jorden efter hende, men hun så ud til ikke at ville slippe den foreløbig. Af og til vendte hun sig i ryk og kiggede hen mod Tranduil, stirrede, men uden at sige noget. Hun regnede med at hvis hun blev ved med at gøre sådan længe nok ville han fortælle mere. Muligvis ikke fordi det virkede synderligt afpressende, for det var ikke en af de ting som hun gjorde sig bedst i, i hvert fald ikke i denne form, men nok snarere fordi han ville finde det mærkeligt og derfor blive usikker. Det virkede på folk inde i byen.
”Hmmmmm. Kan man se mereee?”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste godt, at byen her var meget skjult for folk, som ikke vidste at den var der, og det var skam også et valg af en grund, netop fordi at det var det som skabte den form for ro, som de alle skam godt kunne lide, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. Hendes reaktion på det, var dog ikke ligefrem noget, som han havde regnet med, men.. hvorfor skulle han da kunne gøre noget andet ved det? Han værnede om sit folk, og han havde måske taget temmelig drastiske midler i brug, men det var for deres alles bedste.
”Jeg kan fortælle dig, at det hverken er gjort for at holde ting inde eller ude, for den sags skyld. Folk gør hinanden ondt hele tiden, men det er ikke af den grund, at jeg drog den konklusion for mange år siden,” forsikrede han hende om. Sådan som hun gik frem og tilbage, var jo lige før at det måtte give ham stress bare at kigge på, og det var noget, som han faktisk kunne have det ganske svært med fra tid til anden. Han lod det dog gå for denne gang. Hun var vel heller ikke vant til at være sådan omkring skoven og dets væsner?
”Byen rummer hverken skatte, rigdomme eller forbandelser af nogen slags. Vi lever blot af hvad naturen er villig til at skænke os.. og intet andet,” forklarede han ganske sandfærdigt, og med en tydelig stolthed i minen, for det var slet ikke noget, som man skulle tage fejl af på nogen måde. Smilet bredte sig kun tydeligt på hans læber, da hun spurgte, om hun kunne se mere. Det var ikke fordi at han var ude på at holde byen skjult og glemt for altid, men det var heller ikke meningen at andre slet ikke måtte komme ned og se sig omkring, for det var slet ikke intentionen.
”Du kan få lov til at se det hele, om det er ønsket, Groa,” fortalte han med en rolig stemme. Han vendte blikket ned mod byen endnu en gang. Smuk og idyllisk var den, som den stod der prægigt og fint. Han begyndte at gå. Næsten afventende til, at hun ville følge med, så hun kunne komme tættere på den.

[Deleted]

Tranduil begyndte at gå mod byen, og lille Groa var endnu engang nødsaget til at tage meget hurtige skridt, med sine små ben for at følge med ham lettere stakåndet til følge. Kappen slæbtes af sted, som var den et slør bag hende.
”Konklussion. -huff- Hvilken konklusion? Hvordan er De i position til at konkludere noget for andre? Hvad er De helt præcist i position af, herre?”

”Og man har da brug for rigdomme, ellers kan man da ikke uddele varer korrekt, herre. Tænk hvis der kommer hungersnød.”
I et hurtigt spring er Groa dog henne ved Tranduil igen, og så klamrede hun sig til hans pilekogger, imens han gik. ”Er vi der snart?” Hun flyttede ikke fødderne ret meget, så hendes plan var at blive slæbt resten af vejen. Faktisk i sådan en grad at hun væltede ind mod ham, og blev hængende sådan. Hendes harpestrenge vibrerede i takt med at de stød imod pilekoggeret.
"Huff - Jeg orker ikke mere."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil befandt sig faktisk i en situation, hvor han kunne tillade sig, at gøre konklusioner, som han nu gjorde det, og det var noget, som han faktisk stod fast på. Selvom hans titel som konge af skoven, ikke var noget som han pralede med, da han stort set, kun ønskede, at blive behandlet, som havde han været en ganske normal elver – bare med et lidt større ansvar, end så mange andre. Hendes ord, fik ham dog til at smile. Han ville nu gerne vise hende hvad der var værd at se og værd for ham at vise hende, når det kom til elverne.
”Jeg står i en situation, at jeg kan drage konklusioner på vegne af et helt folk. Skoven kan man vel sige.. er mit ansvar og mit område.. Og jeg fremstår som dets beskytter,” forklarede han med en rolig stemme, idet han vendte sig mod hende. Han stoppede kort op, da hun greb om hans pilekogger og nærmest klamrede sig til det, som hun ikke kunne gå mere? Så meget havde de jo trods alt heller ikke ligefrem gået. Hungersnød gik han bestemt ikke ud fra, ville ramme dem bare sådan uden videre.
”Skulle hungersnøden ramme igen, så kan jeg love dig for, at vi nok skal finde de relevante remedier til at klare os bedst muligt ud fra de omstændigheder, som nu vil tilfalde os,” lovede han med en rolig stemme. At hun var så ivrig efter at se det, fik ham til at smile let. ”Vi er der lige om lidt,” sagde han med en rolig stemme.

Inden længe nåede de grænsen ind til landsbyen. De høje tårne med hver deres skytte og spejder, sad på plads og tillod dem at træde indenfor byens usynlige murer. Ved synet af deres konge, så bukkede de. Husene befandt sig i træernes toppe, fuglene sang og fløj om hovederne på de elvere som var til stede. Han smilede tilfredst. For ham, var det her jo hjem. ”Slip mig.. Se dig omkring,” opfordrede han stolt.

[Deleted]

En, to… treee.
Groa slæbte de sidste tunge skridt ind for byens mure. Hun slap ikke Tranduils pilekogger, men lod sig falde sammen, mens hun stadig holdt i det. Kort efter gav hun slip, og faldt sammen under kappen. I en langsom bevægelse rejste hun sig op på alle fire, men hun nåede kun tre små skridt væk fra Tranduil, da hun hurtigt vendte om og gemte sig bag ham igen. For de fleste elvere måtte det se interessant ud, siden hun helt havde gemt sig under kappens stof, og det derfor lignede et besat klædestykke.
Bag manden tittede hun nu frem og kiggede fra de mange bukkende elvere, til hans grønne øjne. Sådan blev hun stående og stirrede afventende og analyserende på ham med øjne så store som tekopper.
Ikke rig, hmmm?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Thranduil ligefrem skulle slæbe Groa med sig til landsbyen, var ganske vidst ikke ligefrem det som han havde regnet med, men nu heller ikke ligefrem det som gjorde ham det mindste. Hun virkede da ikke til at ikke ville med, for hun gav ikke just udtryk for en direkte utryghed omkring ham eller hans væsen. Elverne bukkede for ham og skævede til hende. Hun var jo yderst mærkværdig i forhold til hvad der normalt kiggede forbi landsbyen fra tid til anden, selvom det nu heller ikke var noget som han tog særlig tungt.
Thranduil så til at hun rejste sig op, også selvom hun ikke nåede langt, før hun gemte sig bag ved ham igen. ”En ære at se Dem hjemvende, høje konge,” hilste en elver ærbødigt, da han passerede dem. Thranduil nikkede med et let smil på læben og nikkede mod ham i retur som en venlig og høflig gestus, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod Groa, som gemte sig bag ved ham, som havde hun været en skræmt lille pige, der var havet et sted utrygt. ”De kan kigge frem nu, Groa. Her vil der intet ondt ske Dem,” sagde han med en rolig stemme. Han mente det jo. Det var jo trods alt hans landsby.

[Deleted]

”Ahva?... Karaffel, kartoffel, Ka-ko.” Forbavselsen var trykket i den lille kvindes ansigt, og for en gangs skyld har hun glemt alt om elverne. I et par små hop ender hun med at være 1 meter væk fra Tranduil, hvor hun skubber kappen væk fra sit ansigt, så hendes lyse hud og snehvide hår bliver synligt. Kappen glider ned om hendes albuer, men hun holdt et stykke op foran sit bryst, og størrelsesforholdet får det til at ligne hun er en voksen som er skrumpet.

”Konge. Hvad er det De har fortalt de stakkels alfer? De er da ikke en konge.”
Hun fortsætter med at cirkulere rundt om ham i en halvcirkel. Det ene blege, tynde ben rettes stift ud fra kappen i en vandret vinkel, inden hun bøjer det, holder det i luften og lader det berøre jorden med tåspidserne. Sådan går hun rundt i en besynderlig gang uden at fjerne blikket fra ham – kongen. En konge, ja endda:
”-Alfernes konge, ha! Rigtig er De da ikke, for jeg har aldrig set eller hørt om en regent af Eders navn førhen. Hvordan har De gjort det. Sig det nu” Hun trådte hen til ham. ”Har de givet dem urter i deres vand, hypnotiseret dem, eller betalt dem? Meget sjovt. De havde næsten taget mig ved næsen.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil blærede sig ikke med nogen titler, da han egentlig bare gerne ville have at folk så på ham, som de ville gøre med enhver anden elver, uden nogen titler eller noget som helst, så det at de passerede ham og hilste på ham med den tone, var noget som egentlig bare var vane for dem, som det var dagligdag for ham. Han vendte blikket mod hende.
”Har du fået noget galt i halsen, min ven?” spurgte han med en næsten bekymret stemme. Han så hvordan hun trak sig væk fra ham, hvor han egentlig bare valgte at blive stående på sin valgte plads. Det stressede ham næsten, sådan som hun bevægede sig i en cirkel om ham, også fordi at han ikke rigtigt kunne gøre det vilde ved det. Han lod hovedet søge let på sned. Han var en konge af skoven her, og ikke af noget land. Han styrede druiderne og elverne og de respekterede ham, som han uden tvivl også respekterede dem.
”Du behøver skam slet ikke den fine tiltale af mig, Groa. Jeg foretrækker at blive kaldt ved navn, frem for min titel,” forklarede han roligt. Elverne var på vejen stoppet op, for at kigge på hende med en forundret mine, for hun var da slet ikke som noget af det, som de plejede at få ind i landsbyen. Thranduil viftede dem blot videre. Han skulle nok tage sig af hende. Det havde han jo trods alt også lovet hende. Det begyndte så småt at irritere ham, at hun ikke rigtigt udviste den form for tillid til ham, som han udviste til hende.
”Tror du virkelig på, at jeg ville tvinge dem til at kalde mig ved det? Kom.. Der er noget jeg gerne vil vise dig i det henseende,” påpegede han roligt, inden han drejede om på hælen og yndefuldt gik ned langs den forholdsvis store gade, som udgjorde den største igennem elvernes by.

[Deleted]

”Hmmm. Det er da sådan man gør, når man skal holde rebeller nede.” svarede Groa eftertænksomt.
Som Tranduil nu ønskede hende med sig fulgte hun ham igen, dog med tankerne et lidt andet sted. På sin vej nedstirrede hun en af de nysgerrige elvere, som havde kigget på hende lidt for længe. En lav mumlen fra hendes læber kunne tolkes som ’hvor er de mærkelige’, skønt elverfolket nok syntes samme om hende. Hun stolede ikke helt på alt det nye, så i det ene øjeblik løb hun halvt bag Tranduil og gemte sig, det næste holdt hun 1½ meters afstand og så noget hun syntes var besynderligt, for så at gemme sig bag den tryghedsfaktor han nu udgjorde igen.
”De ligner altså ikke en konge.” brummede hun. Hendes små gætterier fortsatte her fra, ganske lavt, mest som små kommentarer til hende selv. Alle mulige scenarier hun syntes kunne forklare situationen blev gennemgået.
”Fyrstesøn måske? Uægte barn af en jarl. Ridder af en orden? Vægter, med meget fine klæder? HMMM. Naaah… En royal horeunge.”

Hun hævede sin stemme igen.
”Men hvis det behager eder kan jeg godt lade som om De er en konge, sire. Hvad skal vi se? ”
En form for nysgerrig spænding var at finde i hendes stemme. ”Er det en overraskelse, sire?”