Adventure time!

[Deleted]

Der lød et blødt pomf, som at den grålige og slidte kjole faldt ned mod den stenede skovbund. Bækkens overflade blev brudt i små ringe, som at den blege kvinde vadede ud i den, som guderne - eller rettere alkymisterne- havde skabt hende. Omkring 100 meter væk var gøglernes hestevogn, og de havde besluttet at holde et hvil inden de tog videre. Deres fjerne stemmer kunne høres som latter blandt fuglefløjt, og det fik hende til at smile ved tanken om hvad de mon nu lavede af ulykker.
Vandet snoede sig rundt om hendes tåspidser og rislede koldt forbi. Hun betragtede sit spejlbillede og fortsatte indtil at vandet gik hende til låret. I en håndvending hev hun sig selv op på en sten ved nogle siv og satte sig der. Hendes hår hang hen foran hendes bryst. At der ikke var andre i nærheden nød hun for en stund. Det var noget andet end Dvasias med dets mørke og monstre. Her hylede ingen ulve, kun blæsten i træerne og småkravl kunne anes.
Med lukkede øjne strøg hendes fingre nu hen over harpens strenge, så tonerne begyndte at flyde afsted, næsten som det klare vand.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være så smukt i vejret igen, og det var noget som selv Thranduil måtte nyde frygtelig godt af. Sommeren stod på hæl og det var blevet så varmt igen, at man kunne holde ud af at gå udenfor. Solen stod højt, kulden var jaget bort, og skoven stod atter grøn i dets livs cyklus i det næste stadie. Næste gang ville den grønne farve blive erstattet af gul, rød og brun, hvor de derefter ville falde af.. Og sådan ville det fortsætte.
At det plaskede i bækken, sagde han ikke noget til, da det var noget som egentlig gjorde ham ganske rolig. Der var liv i skoven, og selv den tanke var noget som han virkelig godt kunne lide. En blåmejse sad og sang på hans skulder, idet han roligt bevægede sig ned af bækken. Han betegnede sig selv som konge af skoven her, og det var sågar med retten på sin side, og en titel som tilfaldt ham som sin ret og arv, selv med accept fra landets kongehus, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre.
Ved lyden af den smukke violin, var det noget som selv kun måtte få Thranduil til at smile ganske tilfredst. ”Umådelig smukt spil..” bemærkede han endeligt. Selvom det måske godt kunne vise sig at blive farligt, så søgte han i retningen af lyden. Blåmejsen stoppede sin sang og forlod hans skuldre til fordel for en gren oppe i et af de mange træer som de passerede på vejen. Han havde buen på sig og pilekoggeret på sig, bare i tilfælde af, og han var faktisk utrolig hurtig på hænderne, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed, for selv han vidste jo godt, at man ikke kunne stole på nogen som helst længere – end ikke elverne stolede oprigtigt på hinanden, og herude var det et stort problem, som han var nødt til at tage sig af, på de måder, som han nu havde tilgang til.

[Deleted]

Melodien stoppede med jævne mellemrum, som var hvert strøg en impuls der egentlig ikke havde en retning. Så startede den igen. Nu med helt anderledes toner. Skovens hvisken inspirerede hende. Groa lagde harpen fra sig på stenen og fyldte hænderne med bækkens vand. De lilla øjne blev reflekteret i hendes hænder. Hun hvilede ved synet af sit eget ansigt. Det ansigt som altid forandrede sig for hver essens hun havde slugt. I det ene øjeblik syntes hun at hun kendte sig selv, men der manglede altid noget, og hun var aldrig tilfreds med det som spejlbilledet viste. Vandet kastede hun op i sit ansigt, som for at skylle den hvide spejling væk.
Hun gispede lidt. Dråberne lagde sig på hendes skuldre og skinnede som perler i solens lys, mens hendes pandehår dryppede. Hun fortsatte med at vaske sig i form af de små plask og kørte håret væk fra sit ansigt, så snoede hun det omhyggeligt hen over sin skulder, for at holde det samlet.
Skoven fik hende underligt nok til at føle sig tryg. Efter at have beundret det grønne løv i toppen fortsatte hun harpens melodi.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lyden af den smukke harpe, var noget som især fik Thranduil til at smile, for det var ikke en lyd som han havde hørt igennem frygtelig mange år, og det var noget som nærmest bragte ham tilbage til de tider hvor han selv havde været ung. Den fornøjelse havde han jo trods alt heller ikke mere – desværre, selvom han virkelig gerne ville.
Fuglen havde forladt hans skulder som et tydeligt tegn til at den i det mindste ikke var tryg på denne situation, så var det ikke nødvendigvis noget som Thranduil anså som noget faresignal, for det gjorde han på ingen måder. Han stoppede roligt op, hvor han fik øje på den kvindelige skikkelse. Ikke fordi at hun lignede de kvinder som han typisk ville omgås med, eller gik omkring, så var der noget ganske.. særligt ved denne, og det var også noget af det som tydeligt måtte fange hans interesse på denne her måde. Hovedet lod han søge let på sned, også selvom han stod klar i tilfælde af, at det skulle blive nødvendigt at trække buen, men.. Dette var jo Procias, så mon ikke man kunne være heldig at finde nogen som ikke altid var lige så fjendtlig indstillet?
Kvinden tog endnu en gang fat i harpen og begyndte at spille. Thranduil kunne ikke andet end at beundre den smukke lyd og klang som kom fra den. ”De spilder nydeligt,” bemærkede han sig med en rolig stemme, da han lod de skovgrønne øjne glide til hendes skikkelse. Ved hans kompliment, tilkendegjorde han samtidig også hans tilstedeværelse omkring hende, og forsøgte samtidig at understrege at han ikke var ude på at gøre hende noget ondt. Ikke før hun viste ham at det skulle blive nødvendigt om ikke andet.

[Deleted]

Tonerne stoppede brat.
Plask. Så røg harpen - Plask, så røg den spøgelsesblege kvinde. Med viftende arme, som søgte balance væltede hun bagover og ned i bækken ved lyden af en mandsstemme. I første omgang lå hun på siden, med det ene ben strittende op i luften, mens hendes hår var spredt ud som en vifte.
"Uhm?"
Hendes lokker hang hen foran hendes øjne. Hun satte sig op og løftede håret til side, som var det gardiner. Først fik hun øje på en sko. Missende med øjnene gav hun skikkelsen elevatorblik. Han stod med solen i ryggen og hindrede lidt af hendes synsfelt i at tyde ham helt. Der var noget søvndrukkent over måden hun næsten forvirret kiggede op på. Efter at have blinket et par gange vågnede hun op ved synet af pilekogger og bue. Hun kravlede gispende baglæns, indtil hun trillede omkuld igen og trykkede sig ned imellem nogle siv, som om det kunne betrygge hende, hvis manden ønskede hende skade.
"Jeg har ikke nogle penge, min gode herre. Skån mig - gør mig ikke fortræd!" klynkede hun bedende og holdt en arm hen foran sig. De andre var et godt stykke væk. Det var tvivlsomt om de ville høre hende hvis hun kaldte.

"Hvorfor hører jeg dog aldrig efter?" Hun begyndte at hulke og snøfte.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Umiddelbart, så var Thranduil ikke ude på at gøre nogen noget ondt, da han derimod ønskede at hele landet endnu en gang skulle falde til ro, i stedet for at stresse med alt det andet, som faktisk var i vejen som det var i forvejen. Han stivnede let, da hun direkte røg i vandet. Det måtte være chokket? Heldigvis var det varmt i vejret, så det var næppe en krise, selvom han uden tvivl var ked af, at musikken var stoppet, for det var noget af det som han faktisk havde nydt mest, men det havde jo heller ikke meningen at han ville skræmme nogen eller noget som helst!
”Det må De virkelig undskylde,” begyndte han, også selvom hun trak sig endnu længere væk fra ham. Tænderne bed han svagt sammen, inden han roligt gik ned i knæ. Han havde måske pile og bue, men selv han var jo nødt til at forsvare sig med et eller andet, hvis det skule blive nødvendigt, og det var jo ikke nødvendigvis sagt, fordi at det var det som han kunne siges at være ude på, for det var det virkelig ikke. Han rystede på hovedet. ”Mig skal De skam ikke frygte, frøken. Jeg er ej ude på at stjæle Deres penge, om De sågar havde nogen,” forsøgte han at forsikre hende.
Thranduil lod hovedet let tænkende søge på sned, inden han roligt trådte ned i vandet selv. Det dækkede ham naturligvis ikke helt, men han kunne vel vise at han var ude på at hjælpe hende. Pilekoggeret og buen lagde han roligt på bredden, inden han vendte sig mod hende. ”Før De sætter Dem fast i alt muligt her på bunden, så lad mig hjælpe Dem tilbage på bredden igen. Jeg havde blot beundret Dem for Deres musik,” fortsatte han roligt. Lidt vand havde ganske vidst ikke skadet nogen, og selv han nød af det, så det var ikke noget som han tog tungt, også selvom det måske ikke lignende en mand som ham at komme i vandet efter en fremmed kvinde, men det var jo hans skyld, at hun var endt der.

[Deleted]

Der var noget meget forsikrende ved hans stemme. Hvad det end var fik det Groa til at titte op. Som han kom hende nærmere kunne hun rigtigt se ham an. Hans klæder virkede meget fine af en mand i skoven. Måske var han adelig? Hun strakte hals for bedre at kunne se hans ansigt. Det slog hende at han virkede anderledes. Han var så... Pæn? Næsten som af en anden verden. I hvert fald til sammenligning med de mere grove herrer hun havde set. Der var mange fine træk ved hans udstråling og holdning. Det fik hendes rosa læber til at danne et dæmpet smil. Der var ikke så meget af hans ord der gik igennem, i hvert fald ikke med det samme. Den lille kvinde havde fortabt sig i hans grønne øjne. De var næsten som skoven, og når han rykkede sig vendte hun ansigtet med for at blive i hans blik.
Som hans hånd blev rakt hende var der ikke fordi han ønskede at hjælpe hende op at hun tog fat, men fordi hun ønskede at røre ved ham. Det kunne jo være at han forsvandt. Langsomt placerede hun sin hånd i hans. Hendes fingerspidser lagde sig i hans håndflade som det første: forsigtigt, prøvende. Hans hud virkede blød, og hans hånd var større end hendes. Hun forsøgte at suge indtrykket af håndens konturer til sig.
Hun sad fast i hans blik igen og glemte at hendes klæder af en pjalt lå inde ved bredden.

"Min musik?" Spurgte hun lavt.
"Det glæder altid en ydmyg gøgler at folk synes om deres musik... Det er det vi er til for. Hvem er De?"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil gjorde ellers hvad han kunne for ikke at virke anderledes end så mange andre. Han bar et stort ansvar med sig, og nu hvor de støtter som han havde haft nære og tæt ind på livet, stort set var revet fra ham, så stod han lige i denne stund med det hele på egen hånd, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde sagen meget bedre af den grund. Han rakte hende sin hånd, mest af alt som et tegn til venskab, og at han egentlig kun var ude på at hjælpe hende, for det var det eneste som han ønskede sig for denne stund. At hun tog den, selvom det var så varsomt, at det nærmest føles som hun bare var ude på at berøre ham, morede ham. Der var og havde altid været noget fint over elverne, og det var noget som han mere end gerne ville stå fuldkommen fast på, så det var der ingen tvivl om i den anden ende. Han hjalp hende roligt op, inden han roligt førte hende med sig igennem vandet, for at komme op på den modgående bred. ”Aldrig var det min hensigt at skræmme Dem til vands,” forsikrede han hende med en næsten syngende stemme. Næsten som var det noget som bare måtte ligge så naturligt til ham, og uden tvivl var det noget som glædede ham noget så frygteligt.
Det var udelukkende hendes musik Thranduil havde følt sig tiltrukket af, også fordi at det var noget som egentlig skete ganske sjældent, da der ikke var særlig mange gøglere eller gademusikanter som satte turen til skoven på denne måde. Han vendte de skovgrønne øjne mod hende. De udstrålede den samme varme som hans varme smil. ”Deres musik har især fanget mig, frøken. Jeg ville spørge, om det er Dem muligt at spille en sang eller to mere for mig? Det bringer mig så mange minder,” sagde han endeligt, som han roligt trak sig op på bredden igen. Tøjet var ganske vidst blevet vådt, men ikke noget som han tog tungere end det. Her i det varme vejr så skulle det nok meget hurtigt tørre. For nu lod han bue og pil ligge. Han følte sig ikke truet af hende på nogen måde.

[Deleted]

Tranduil fik hevet Groa op af vandet. Hun rejste sig med harpen i den frie hånd og vadede efter ham uden at se hvor hun gik. Alt imens han snakkede nikkede hun ivrigt og smilte, fordi han smilte. Glimtet i hans øjne gjorde at hun ikke kunne lade være. Hun nikkede stadig ganske kådt. Hov – han ville IKKE skræmme hende. …
Hun stirrede kort ud til siden. Hov, det betød at man ikke skulle nikke. Han skulle jo gerne beholde indtrykket at hun lyttede til hvad han sagde. Hun rystede på hovedet, stadig med det store smil klistret fast, så dette kunne måske signalere om modsatte. Eller også var kvinden bare pludselig blevet meget lalleglad. Hun kiggede op i hans grønne øjne igen. Hun nikkede. Hun kiggede på buen der nu var på bredden.
…
Nikkede igen. Hun skulle gerne se ud til at forstå sig på alt ting. Da de så stod på fast grund, og han havde sagt sin sidste sætning blev hun stående og nægtede at give slip på hans hånd.
”Spille?”
…
Jamen! Så skulle hun jo give slip på ham!
”Åh, selvfølgelig!” Nej, ikke selvfølgelig. Nu havde hun ikke lyst til at spille harpe. Nu havde hun lyst til alt muligt andet! Hun stirrede surt på sin harpe. Det var også dens skyld det hele!
-Dumme harpe-
Modvilligt og meget langsomt gav hun slip i en glidende bevægelse på hans hånd igen. Hun satte sig ned på kanten og strøg fingrene demonstrativt igennem sit hvide hår et par gange, snoede en lok om lillefingeren og vendte sin lille næse let i sky. Så, endelig gled hendes fingre hen over harpens strenge. Af og til kiggede hun hurtigt op mod hans ansigt – Og ned igen! Tænk nu hvis han kiggede tilbage.
"Må jeg få navnet på den herre jeg spiller for?" peb hun lavt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det sidste Thranduil var interesseret i, var kamp og strid, og det var noget som han stod ganske fast på, og derfor var det vel bare på sin plads, at hjælpe hende op af vandet igen, nu hvor det var ham, som nærmest havde skræmt hende i vandet, for det havde jo heller ikke ligefrem været hans hensigt. Han havde ganske vidst rost hende for hendes musik, for det havde været rart at høre det. Det havde nærmest skabt en form for.. balance eller harmoni for ham, og det var noget som direkte bragte en vis form for ro, og det var noget som han virkelig godt kunne lide.
Som hun roligt kom op på jorden, og han endnu en gang havde opfordret hende til at spille på hendes harpe for ham, for det var virkelig noget af det bedste. Det var et meget typisk elvisk instrument, men man skulle så sandelig også lede frygtelig længe efter noget så elegant som en harpe. Han elskede det, også selvom det var de færreste som i det hele taget formåede at spille på det instrument længere. Hvilket naturligvis var noget som han anså som en frygtelig stor skam. ”Det ville glæde mig,” sagde han med en rolig og ganske sigende mine. At hun ikke ønskede at slippe ham, var ikke rigtigt en tanke som slog ham ind på nogen måde, hvor han derimod bare blev stående. Vandet dryppede af hans klæder, selvom det nu ikke var noget som han tog sig af. Der var nemlig ikke noget som varmede sindet og sjælen mere end de blide toner fra en smuk harpe.
Thranduil foldede let hænderne over ryggen, hvor han blev stående langt mere rank end hvad han havde gjort til nu. Det var vel også gået op for hende, at han ikke var farlig, eller var ude på noget som helst? Han ønskede bare at lytte til hendes musik, og det var ikke noget som han tog som nogen skidt ting, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. ”Overvejet at spille i byerne, frem for at være en rejsende musiker?” spurgte han. Selv var han ikke videre begejstret for navnet ’gøgler’, for i hans forstand, så var det et yderst negativt ladet ord, og det brød han sig slet ikke om. Hovedet lod han søge let på sned. Han tænkte slet ikke over det at præsentere sig selv. ”Om forladelse, frøken. Mit navn er Thranduil Devàrniä,” præsenterede han sig med en rolig stemme. Hvorvidt om det var et navn som sagde hende noget, vidste han ikke, men han undlod også mest for sin egen skyld, at bringe titel i spil.

[Deleted]

Groa nikkede. Hun kendte ikke til elverfolk af andet end navn og kom ikke meget ud af Dvasias. Hun havde derfor heller ikke hørt om Tranduil.
Hun smagte lidt på hans navn. "Hr. Devàrniä. Hvad har bragt Dem til skoven?"
Hans navn virkede eksotisk. Måske var det et slægtskab?
Hun grinte lidt og stoppede musikken for at tænke sig om og kiggede lidt væk med en brummen. "Jeg kan ikke tjene til dagen ved at opholde mig et enkelt sted. Jeg skal få folk til at smile på trods af megen hårde kår, og dermed kan jeg ikke være så afgrænset. Men man har vel selvfølgelig altid et publikum hvorpå man kender smagen bedre end andre. Det er vidst bare det lod livet har givet mig. Jeg besidder ikke nok talent til at have et fast hyre. Sådan er vi mange der sidder fast, min herre. Folket er svært at gøre tilfreds på trods af de mange ting jeg kan."
Et lille suk forlod hendes læber inden hun fortsatte musikstykket.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Denne kvinde var en yderst mærkværdig en af slagsen, og det var noget som Thranduil gerne ville erkende, selvom det nu og da, var en tanke som han forbeholdt sig selv. Det var ikke ofte, at man mødte en musiker på disse kanter, men det var nu heller ikke noget som han havde noget imod, da det jo faktisk passede ham ganske fint med noget nyt. Det kom der jo heller ikke ligefrem noget skidt ud af. De mosgrønne øjne gled til hendes skikkelse, som hun spurgte ind til hvad der havde bragt ham til skoven. Ved spørgsmålet i sig selv, var han ganske enkelt nødt til at sende hende et af sine typiske varme smil. ”Hvad der har mig bragt mig hertil? Skoven har været mit hjem siden jeg blev født, kan jeg fortælle. De store træer her, har været vidne til mine første skrig, mine skridt, og mine første ord. Jeg er en elver, og sågar en af de ældre, som går på denne Procianske jord,” forklarede han med en sandfærdig stemme. Han var en mand, som var rigtig glad for at fortælle historier, og det kunne meget vel være hende, som ville blive offer for de næste, hvis hun ikke passede på med sine spørgsmål om ikke andet.
Thranduil vendte blikket roligt i retningen af hende ved hendes ord. Han kunne skam godt forestille sig, at det var svært bare at slå sig ned, også fordi at der ikke var mange af dem tilbage i Procias, og folk var for skeptiske til at lukke dem ordentligt ind i varmen. ”Krigenes sår forhindre nye i at komme ind, og gamle i at forlade det, hvilket er en yderst alvorlig skam. Der er intet som kan bringe et større smil på læben, end børnelatter og god musik. Og de toner som De i sandhed formår at spille, er verdensklasse.. Hvad var Deres navn igen?” Selv han kunne blive fuldkommen opslugt af at fortælle, at han nærmest glemte, hvad han egentlig lige havde hørt. Ikke noget nyt for ham. Hænderne foldede han let og elegant over ryggen. Elverne var jo kendt for at være et yderst elegant folkeslag, og han var bestemt ikke noget undtag på dette. Han betragtede hende med en venligsindet mine. Han ønskede jo heller ikke at gøre hende noget ondt, hvilket vel også var gået op for hende nu? ”Jeg er ikke forundret over, at De besidder mange gaver og talenter. De som besidder det kreative, kan som regel frygtelig mange ting, og jeg betvivler ikke, at De kan frygtelig meget med Deres hænder. Det indikerer dine smukke toner i hvert fald,” sagde han ganske sigende. Når han først fik lov, kunne han sagtens gå helt i selvsving, og det var noget som han gjorde temmelig ofte, når han først endelig havde fundet nogen, som gad at lytte til det.

[Deleted]

Blink blink blink. Elver?
...
"En.." Den lille kvinde rykkede på sin næse, som havde hun været en kanin og spidsede sine læber. "Alf? De er en meget stor alf hr. Devàrniä. De må spise godt! " Hun nikkede ivrigt. "Bor du? HER? I skoven?" De lilla øjne voksede næsten i størrelse, som hun kiggede måbende på den smukke mand foran sig. "Naijh, hvor modigt!" udbrød hun. "Jamen er det ikke farligt?"
Der blev lidt stille da den høje Thranduil spurgte ind til hendes navn. Hun havde jo i grunden intet. Det man kaldte hende var en følelse. Den følelse en mand havde fået første gang han så hendes fulde skikkelse ud af flasken. Det var gammelt sprog: Gru. Jo mere hun kiggede på elverherren, jo mere begyndte hendes kinder at flyde over med en tydelig lyserød. Hendes pigmentløse hud havde næsten intet at holde det tilbage med. Til dels var det hans ord - eller dem hun nåede at opfatte, men mest af alt var det hans stemme som faldt hende utroligt iøjefaldende. I et kort øjeblik forsvandt hun helt da hun betragtede ham. Ligesom fuglekvidren og vindens blæsen i træerne. Det hele blev nærmest en tåget grød, som befandt hun sig under vand og kun Thranduils stemme og skikkelse stod tydeligt, skønt hans stemme virkede som en blød rungen.
Hendes tanker selv formåede ikke helt at fange hende med det samme.
*Navn? navn navn navn... Navn! Uh, øh, øjh! ØH!*
"G-groa! Mange tak. Det er ord der glæder mig meget." Hendes kinder var nu blevet tomatrøde, og der blev nikket ivrigt, men så skulle hun også stirre på hans ansigt igen. Hendes stemme skrumpede i takt med at hendes kulør voksede.

"JA! Jeg kan også jonglere. Og danse. Og trylle! og og og"

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At denne kvinde ikke havde hørt om elvere før, var næsten noget, som man kunne tolke udelukkende på grund af den måde som hun reagerede på, og faktisk kalde ham for en alf, som frygtelig mange, ville tage som en grov fornærmelse, for alfer havde slet intet med elvere at gøre! De var små, irriterende, og ikke mindst, så lå deres interesse og væremåde et helt andet sted, end hvad det gjorde for en yndefuld elver, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Slet ikke! ”En elver, frøken. Alfer er kendt for at være historisk og slet ikke eksistere. Personligt har jeg aldrig lagt mine øjne på en, og ja.. Jeg blev født her tilbage for frygtelig mange år siden, kan jeg sige Dem.” Blikket gled i retningen af den tætte skov. Han havde altid elsket det, og nu hvor man kunne sige, at han nok var en af dem som kendte skoven bedst, så var det uden tvivl en mand som ham.
Thranduil vendte blikket mod hende. Når han hørte noget, som han godt kunne lide, så var han bestemt heller ikke bange for at fortælle dem det. Med et varmhjertet smil på læben, lod han de mosgrønne øjne hvile på hende. Det virkede ikke umiddelbart til at hun var vant til at blive rost for hendes talenter, for han kunne jo udmærket godt se på hende, at det var noget som måtte give hende et lille boost i hendes selvtillid, og det var noget som han virkelig godt kunne lide. Han smilede let for sig selv, som hun gav sig til at remse op. Han havde jo haft ret: Hun havde jo utrolig mange talenter! Navnet kom langt om længe på banen, og det var noget som egentlig passede ham ganske fint. ”Groa? Et besynderligt navn… Men jeg kan lide det,” sagde han med et venligt smil, inden han igen vendte blikket frem for sig, og i retningen af skoven, som var lige omkring dem. Det var faktisk utrolig rart at være omkring andre, også fordi at hun var så meget anderledes end hvad han som regel befandt sig omkring, og det var noget som i sig selv, gjorde ham utrolig nysgerrig.
”Der kan man jo se. Jeg vidste at De besad mange talenter, Groa. Jeg vil gerne se hvad De kan,” indskød han med en rolig stemme, også selvom det jo faktisk var ord som han mente, og som han ønskede, at hun skulle høre. Han vidste at Procias var meget lukket hvad angik det at lukke nye og fremmede ind, og hun var jo ikke bare ukendt her for landet, men derimod også frygtelig meget anderledes end hvad man kunne sige, at Procias var vant til at huse, så det undrede ham ikke. ”Hvis det er noget som De vil vise mig, naturligvis,” tilføjede han sagte.

[Deleted]

Så han var altså IKKE en alf! Groa nikkede selvbekræftende.
Nok havde Thranduil ikke set mange musikanter i skovene, men Groa var nu heller ikke vant til at færdes så meget i Procias natur. Der var ingen penge. Der var højst folk der ville forsøge at tage hendes penge! Sådan var det i hvert fald i Dvasias, så det sagde sig selv at det var med stor undren hun nu kiggede på manden foran sig. Måske på samme måde som han var fascineret af hendes musik?
”Er De det? Er De ikke en alf? Det skal De ikke være ked af! Jeg har heller aldrig set dem. Kun i en krukke hvor der stod pulveriseret alf. B-b-bor De så i et træ?” Hun kiggede op. ”Der er jo vældigt langt ned.”
…
*Ha-han kan lide mit.. navn*
Det lilla blik blev slået ned i jorden. Rødmen i hendes kinder som var begyndt at forsvinde kom nu igen lige så hurtigt.
”Jamen.” Hun skød sin underlæbe frem og så helt trist ud, med mundvigene krængende ned af. Nu gik hun lidt i panik. Ham den pæne ville se hendes kunster, og nu havde hun intet. Hvad nu hvis han gik?!
”Alt mit udstyr er i vores vogn. Eller da noget af det. Jeg har ingen kostymer på mig,” En tænkepause.
”M-men jeg kan..” Hun rejste sig og gik hen mod sin pjalt, som hun rodede i lommen. I hendes lille hånd befandt der sig nu en lille orange flaske, som indeholdt pulver hun hældte ud i sin håndflade.
”Uhm..” Med få skridt trådte hen foran ham, så hun kun stod med en meters afstand til ham. Så bøjede hun sig forover, lukkede øjnene og sendte ham et luftkys med håndfladen. Det før farveløse pulver blev til en lille flok blå sommerfugle der hvirvlede forbi ham og fløj et godt stykke ind imellem vegetationen inden man kunne se at de poppede, som var de bobler.
Hun stillede sig forlegen med armene bag ryggen og så lidt skiftevis ned i jorden og op på ham. Hendes fod skrabede hun i cirkler, som var hun en rastløs høne. Rødmen kom igen. Normalt stod det ikke til den lille kvinde at stamme. Normalt var hun den højtråbende person bag en maske, men nu snørede hendes hals sig sammen.
”Uhm.. Kan De lide det?”