Adventure time!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde aldrig givet udtryk for at ønske at ligne en konge, for det havde han ikke. Han bar titlen med støtte fra det procianske kongehus, så der var styr på skovene. Hans far havde haft den titel før ham, og nu var det hans tur, og han bar den stolt!
”Jeg er bange for, at jeg ikke følger dig, Groa..?” Han rynkede let i panden. Hun var forvirrende, men det var også noget af det, som faktisk gjorde ham nysgerrig. Hun var så meget anderledes, end så meget andet af det, som man kunne støde på, og det var naturligvis også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Han gik, alt imens han forventede, at hun ville følge ham. Elverne fulgte dem med blikket – hende mest, men hun var så til gengæld også meget anderledes, end hvad de normalt stødte på. En royal horeunge? Den tanke gjorde ham faktisk skuffet, for han så slet ikke nogen grund til at hun skulle tro de tanker om ham!
”Ægtefødt, om jeg må bede. Titlen blev skænket mine forfædre generationer tilbage. Skoven havde brug for en leder, og den tilfaldt min familie. Derfor er det jeg, som er bærende af den i dag,” fortalte han en anelse mere spidst, end det som han normalt plejede at gøre det, men der var skam også grænser for hvad han ville høre! Han førte hende igennem den elviske landsby. ”Hvor kendt er du med prociansk historie, Groa?” tilføjede han spørgende, inden han vendte blikket mod hende, ved at skæve over sin ene skulder. Hvad han skulle vise hende, var helt afhængig af hvad hun vidste om det land, hun egentlig befandt sig i.

[Deleted]

”Uhm, uhm! jeg er bare forvirret. Bare glem det.”
En nærmere eftertænksomhed fik hende til at grine nervøst. Det var ikke en del af den Procianske politik at holde folket og deres utilfredshed nede med vold. Der var en bærende form for diplomati, eller det ville de fleste procianere gerne have det til at se ud som. Men var det virkelig så forskelligt? Hun havde set glimt af korruptionen flere steder, men forskellen var i Dvasias at man ikke prøvede på at få landet til at ligne et velfungerende glansbillede.
Hun smilte stort og måske en anelse nervøst. Også hendes bryn blev rynket i vejret, som han afslørede at han havde hørt hvad hun sagde. Hendes øjne begyndte at flakke, og hun undslap en lille pibelyd. Hun trak kappen op over sin næse, så hun havde noget at gemme sig bag. Var han nu blevet sur?
Tanken gjorde hende endnu mere nervøs.
Groa gennemsøgte sit hoved efter et emneskifte, men til slut kunne hun kun sige ”Øhh. Det lyder…. Rart?”

Hendes i forvejen lille skikkelse blev en anelse mindre, da hun næsten som et pryglet dyr trykkede sig lidt ned i knæ mens hun bevægede sig frem. Hendes stemme blev ligeså også lavere, som han kom ind på et emne hun igen ikke var helt på forkant med.
”Jeg er bare en kvinde, så mit vid er ikke så vel som det burde være, sire. Min mening og lærdom er ikke vigtig. Jeg har tilbragt megen til med stadsmusikanter og landevejsriddere, derfor har jeg ikke rigtigt haft et fast sted at være, og mit vid er begrænset der efter.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde udmærket godt hørt hende. Om det bare var tanker, som blev sagt lidt for højt, eller om det faktisk var hendes mening, var svært for ham at gennemskue, men det var vel noget, som han tidsnok ville finde ud af? Han vendte blikket mod hende. Det var rart? Hendes nervøse grin og det hele, indikerede jo trods alt også kun, at hun vidste, at den ikke havde været helt heldig, så det var skam også noget som kun passede ham ganske udmærket, hvis han selv endelig skulle sige det. Hun burde i hvert fald passe på med hvad hun sagde, for det kunne såre folk, eller gøre ting som var værre end det, og som hun sikkert slet ikke ønskede at tænke over, hvis det nu endelig skulle være.
”Det er rart. Jeg nyder ansvaret, og folkets respekt for mig, som omvendt. Jeg er deres talsperson udadtil,” forklarede han. Selv han ønskede jo et velfungerende land, og derfor gjorde han også hvad han synes var nødvendigt, for netop at få tingene, som de gerne ville have dem, da det jo trods alt også var vigtigt, at det var sådan at det forholdt sig, og han synes det var meget vigtigt at understrege netop dette.
At hun dog derimod ikke vidste noget som helst om landene her, var noget som han nu ikke ligefrem kunne sige det vildeste til at den grund, for det var ikke underligt. Dog af den grund, anså han det som en skam, at det ikke var noget som hun havde nogen kendskab med, for det gjorde det sikkert lidt værre, at skulle overbevise hende om de forskellige ting i det hele taget. ”En skam. Der er så meget derude, som man gerne vil vide. Lærdom er vigtig om man er mand eller kvinde. Det er noget, som vi er nødt til at gøre noget ved,” fastholdt han med en ganske sigende mine. Han søgte til udkanten af elvernes landsby mod øst – Mod kirkegården. Det var ved at være mange år siden, han havde været derude. Han trak vejret dybt. ”Hele min familie er begravet herude. Afdøde hustru og min søn..” Han søgte ned af en ensom lille sti, inden han stoppede for enden af den. Han foldede hænderne roligt foran sig. Det var en del af hans familie og en del af hans historie – og han ønskede faktisk at dele den.

[Deleted]

Groa nikkede sigende. De fleste samfund havde en talsperson, hvis ikke flere… Hun plejede ikke at bryde sig meget om dem. Og dog. De gav altid en god løn.
”Man lærer hele tiden. Jeg kan altid lære i morgen. Eller i overmorgen, thi det er så kedsommeligt, sire. Jeg vil hellere have det sjovt med spøg og skæmt! Kvinder har da ikke brug for at vide. Kvinder skal være i køkkenet og lave mad. Det siger folk. Flere overraskelser? Hvad har eder i tanke?”
Som hun fulgte Tranduil blev det hende klar at det de var på vej hen ikke så særligt sjovt ud. De kom længere væk fra byen og alle steder rundt om hende begyndte der at fremkomme gravsten og statuer, samt mausoleumer.
”HMM. Det ligner ikke en god overraskelse. Faktisk ser det slet ikke sjovt ud.” brummede hun. Denne kirkegård så dog ikke specielt farlig ud, eller inficeret med vampyrer. Der var faktisk næsten hyggeligt i forhold til dem hun plejede at være ude for, men så igen. En kirkegård var en kirkegård og hun begyndte at bide negle og trippe med føderne til et punkt hvor hun ikke kunne stå stille mere, skønt hun sagtens havde bemærket hvor berørt han virkede af situationen. I et hurtigt ryk havde hun fat i hans hånd og forsøgte at slæbe ham den vej de kom fra og væk!
”Det her er en kirkegård. Her er ikke godt at være! Kom – Vi går! Eders familie skal helst gerne blive under mulden!”
Men Groas splejsede skikkelse begrænsede det hurtigt. Tranduil havde mere vægt end hende, og derfor en betydelig fysisk fordel. Lettere udmattet gispede hun efter vejret og begyndte så hurtigt at bide negle igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Groa var begyndt at tiltale ham på den måde, var faktisk en tanke som frustrerede Thranduil en smule, selvom det nu heller ikke ligefrem, var noget som han ville fortælle hende. Det var helt og holdent op til hende. Han gjord sit arbejde ganske gratis. Nogen skulle jo gøre det, og nu var det heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at landet her havde den bedste økonomi som det var for øjeblikket.
”Alle kan få god brug af viden. En kvinde hører muligvis ikke til i krigens felt, men jeg har selv erfaret, at de kan mangt mere end at stå i et køkken, og skænke livet til små børn,” fortalte han roligt. Han havde jo dette, som han meget gerne ville vise hende. Hvis det var en mulighed, hvorpå at han kunne få sin egen historie ud, som han derimod gik meget op i, så ønskede han jo også at påvise hende, at han var ligesom alle andre, og kunne være ramt af de samme forfærdelige ting.
”Jeg bærer måske med mig en kongelig titel her i skoven, men ej af noget, som vægtes noget særligt uden for skoven her. Jeg er blot en elver.. et levende individ, som du. Jeg fortjener ingen særbehandling, og jeg ønsker den ikke. Lad mig fortælle min historie,” tilføjede han med en rolig stemme. Det var noget, som han virkelig ønskede at vise hende. Her kunne man heller ikke ligefrem påstå at der var sjovt, men han kunne også love hende for, at de døde ikke rejste sig igen. Grebet om hans hånd, fik ham dog ikke til at stoppe, før de stod ved de to gravpladser, som tilhørte hans elskede familie – Alle dem, som var blevet revet fra ham.
”Frygter du virkelig døden, Groa?” Han vendte sig roligt mod hende. Så ivrig som hun havde været efter at komme derfra igen, indikerede det i alle fald meget tydeligt.

[Deleted]

Groas lavendelblå øjne flakkede lidt frem og tilbage, som for at beslutte sig til hvad hun nu skulle gøre, når Tranduil ikke ville med hende væk. Hun endte ved hans bue. Den så vældig kraftfuld ud, men vampyrer, varulve og andet kryb var vidst pænt ligeglade med pile. Og hans pile så ikke særligt specielle ud. Hun kunne ikke se sølvvedhæng, eller giftkrukke hængende på hans klæder.
Forlade ham ville hun ikke. Tænk hvis udyrene fik fat i ham? Men hun ville heller ikke tages af gespenster selv, så hun trykkede sig ned mod grunden og gemte sig under kappen.

Derfra mumlede kappen: ”Døden er som et fredfyldt frelse for mangen forkvaklede sjæle. Hvad skræmmer mig er tanken om forstyrrelsen af dette... evigheden og at blive en del af den, uden mulighed for at kunne slippe dens favntag.”
De lavendelblå tittede frem fra en fold i kappen, og mødte hans grønne blik. Hun havde været tæt på at opleve evigheden. Hun havde tilbragt det meste af sit liv i en flaske. Tiden havde gået, og hun var blevet glemt, men hun sad fast i sin egen eksistens og var stadig bevidst. Havde det ikke været for warlockens afkom havde hun stadig siddet i den, og tanken gjorde hende skrækslagen. Hendes største frygt var at blive låst inde igen og blive smidt væk, et sted hvor ingen denne gang kunne finde hende igen, så som havets sorte dyb. Hun var ikke af kød og blod, så tanken om hvor vidt hun kunne blive påvirket af en vampyr hende uvist. Vampyrers bid påvirkede fysikken og satte sig i generne som en forbandelse der ville gå igen. Sammenlignet med truslen om at være fanget i sin egen tilværelse var det derfor næsten ingen ting!

”Er det en rar historie?”
“Eder-” hun kom i tanke om hans kommentar omkring den arvede titel og afbrudte sig selv.
”De sagde at kvinder kan mere. Så sooom?... ”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

I de Procianske skove, var det faktisk muligt at finde en tryghed, og nu hvor elvernes landsby faktisk var svær for folk at finde, så var det bestemt heller ikke ofte, at nogen i det hele taget, formåede at finde vejen dertil, hvilket var noget som passede Thranduil ganske fint. Han vendte blikket mod hende. Hun virkede bestemt heller ikke til at være glad for tanken ved at være der, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre af den grund, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde virkelig brug for at fortælle sin historie til nogen, og faktisk understrege, at han var ligesom alle andre, og at der ikke var den store forskel på de, lige hvad angik det. Han kunne miste og tabe, som alle andre kunne.
”Herude ligger de ensomt, og fortjener som alle andre, at blive husket og tænkt på selv i de stunder, hvor man har det hårdt. Her tilbringer jeg mangt min tid,” forklarede han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod de to ensomme grave, som nok var dem, som han brugte mest tid på at passe herude; Hans afdøde hustru og hans elskede søn. Det var hårde tab for en mand som ham, som selv havde svært ved at lukke personligt op for nogen som helst.
Thranduils historie var næppe så positiv, som man ønskede, at den skulle være, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, hvis han nu selv skulle sige det. ”Hvornår er tanken om døden en positiv historie, Groa?” spurgte han igen, inden han vendte blikket mod hende. Umiddelbart virkede hun heller ikke særlig interesseret i at høre på hvad han havde og ønskede at fortælle, hvilket faktisk i hans øjne, var til dels fornærmende, for det var virkelig vigtigt for ham, at fortælle den, så andre kunne se, at han ikke var meget anderledes end alle andre.
”Kvinder er et stærkt individ, som er den afgørende faktor for at viderebringe vores slægter, vores racer og vores historier. De har en anden indgroet intellekt, end hvad man ser ved det mandlige køn. Deres sans for logik og naturlige trang til at lære mere er afgørende i mange sammenhænge,” svarede han ganske sigende, mens han igen vendte blikket væk fra hende og mod gravene. Den familie som han havde haft, var uden tvivl savnet.

[Deleted]

Groa krøb om bag den høje elverherre. Der stillede hun sig op som om hendes opmærksomhed var returneret, men hun havde viklet kappen rundt om sig, så kun lidt af hendes ansigt var synligt og gav hende muligheden for at se.
”De.” gentog hun.
”Hvem er de? Det er sten hr. Devárniä. Dem skal De ikke tænke på. Sten kan ikke føle, men De derimod kan blive syg og få koldfeber.”
Det begyndte så småt at gå op for hende at jo før hun tiede, jo før ville de komme væk. Tranduil gjorde bestemt ingen mine til at ville tage der fra før. Var det virkelig så vigtigt? Han afholdt næsten en kunstpause efter den nye bølge af spørgsmål havde forladt hendes læber.
Med en lidt utilfreds rynken på næsen stirrede hun demonstrativt op på Tranduil uden at sige noget: Kun afventende på at han ville fortsatte.
I mellemtiden bevæbnede hun sig med sin harpe og hævede den op over hovedet – klar til at slå hvem der nu skulle være så uheldig at skræmme hende ned.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ikke de mange sten Thranduil snakket om, men de individer, som lå gravlagt under dem. Der havde han jo valgt at lægge sin egen familie, så han selv kunne ære dem.. Og føle, at han var nær dem, selv i de tider, hvor det faktisk blev hårdt for ham selv i længden, for det var selv noget, som han kunne rammes af. Sådan som hun gemte sig i kappen, så gik han heller ikke videre ud fra, at hun var interesseret i at høre det, selvom det nu kun skuffede ham. Det gjorde ham ked af det, et eller andet sted. Han rystede på hovedet.
”Du virker slet ikke interesseret i, hvad jeg har at fortælle, Groa..” bemærkede han endeligt, inden han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Ja, naturligvis, var det en tanke som faktisk skuffede ham, da det var noget, som faktisk var utrolig vigtigt for ham. Han valgte at bakke væk fra gravene – Ikke vende ryggen til, men bakke væk fra den. Det var hans måde, at vise hans afdøde familie den ærbødige respekt på, og han var jo heller ikke ude på at spilde hendes tid, hvis hun havde bedre at give sig til. Feber? Ja, han var ikke død af det endnu. Han valgte uden så meget som et ord, at søge tilbage til landsbyens centrum igen. Han var skuffet. Meget endda.

[Deleted]

Det var med en ganske uforstående mine hun vendte sig mod Tranduil igen. Han så ikke specielt tilfreds ud. Hendes fingerspidser blev ført op til sine læber og i næste øjeblik begyndte han at gå? Og i modsatte retning af hende! Havde hun sagt noget forkert? Noget måtte gøres. NU. Inden han forsvandt.
"Jamen jeg vil bare ikke have at vi bliver ædt, sireeee! Her er farligt." hylede hun.
I næste øjeblik kastede hun sig over ham og klyngede sig fast til hans liv. Hendes ene arm knugede sig fast om hans pilekogger, hendes anden rundt om hans liv. Stoffet i hans tøj kartede, for hendes negle skrabede imod det.
Små klynk undslap hendes mund alt imens hun spændte i kroppen for at holde ham fast i sit greb. Hendes ben var viklet rundt om hans hofter. Han måtte ikke forlade hende. Nu var han jo lige dukket op!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var skuffet over udfaldet. Groa virkede ikke synderlig interesseret i den historie, som han ellers ønskede at dele med hende, og et sted, så var det faktisk noget som gjorde ondt, for han havde lyttet til hendes, forsøgt at finde ud af hende, og når han så valgte at åbne sig bare en smule, så var det sådan her det gik for sig? Han rystede let på hovedet, blot for at ryste tankerne ud af hovedet. Han var på vejen tilbage mod byen, idet at han nærmest blev overfaldet bagfra. Med let vaklende skridt, så genvandt han balancen. Han vendte blikket mod hende. Hun ønskede ikke at han blev ædt? Ædt af hvad? Der var intet i denne skov som ville æde ham!
”Jeg kan trygt love dig for, at intet her vil mig til livs,” sagde han med en rolig, dog tydeligt forsikrende stemme. Denne gang blev han stående. Han kunne jo mærke, sådan som hun klyngede sig om ham, at han nok ikke ville kunne gå langt, uden at skulle ryge direkte i jorden, og det var slet ikke noget, som han var det mindste interesseret i, i det hele taget. Han sukkede lettere tungt.
”Jeg kan forsikre dig om, at jeg har det fint. Jeg ønsker ikke at spilde din tid, om du ikke har tid eller interesse for det,” påpegede han med en rolig stemme. Han forsøgte da om ikke andet, at virke tilfreds med omstændighederne, selvom det var sjældent, at han blev udsat for den form for opførsel.

[Deleted]

"Hvorledes ved De dette? Jeg vil mægtigt gerne lytte, men jeg brød mig ikke om at være der inde. Det føltes ikke rigtigt. Det håber jeg ikke at De klandrer mig!"
Groas hænder rystede, men hun nægtede at give slip i sit favntag om ham. Hun åndede tungt og trykkede sin kind ind mod hans ryg.
"Jeg har ikke andet end tid... Jeg håber at De forstår."
Langsomt begyndte hun at glide ned af ham, men hun forsøgte at knuge sig tilbage på plads. Groa havde en del dårlig erfaring med sådanne steder, og hvor Tranduil måske var vant til tryghed var hun mere eller mindre altid på vagt. Ikke bare i forhold til de folk hun valgte at omgås, men også i forhold til muligheder, så ingen kom og snappede dem fra hende. Valgte han helt bevist at overhøre hendes ord, eller forstod han blot ikke hvad hun sagde? Hun prøvede ikke at være uhøflig. Ikke at gøre et dårligt indtryk. Denne mand var interesant, og Groa var nysgerrig omkring hvilket sted hun var kommet hen, men der var så meget hun ikke forstod.
"Jeres fugle vil måske ikke, men vampyrer æder alle, sire. De befinder sig altid på kirkegårde.. Og man ved ikke selv at de er der."
Hun gled ned. Hendes omfavnelse og fastholdelse holdt dog ikke op. I stedet knugede hun hans ryg hårdere mod sig og begravede sit ansigt mod ham.
Kappen faldt af hende og hun begyndte at ryste af temperaturforskellen.
"Her er så koldt..."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var naturligvis skuffet over, at der ikke var nogen som ønskede at lytte, og mest af alt, at Groa ikke ville, når han faktisk gjorde alt det for hende, som det han gjorde. Han kunne vel ikke undgå, at føle sig en kende skuffet, selvom det ikke var noget som han ønskede at vise det mindste, om det var noget, som han ellers kunne blive fri for.
”Fordi jeg ved, at dette sted er sikret for alt af ondt. De Procianske murer er sikret mere, end de har været nogensinde før, og skovene gennemsøgt for alt ondt,” fortalte han med en ganske sigende stemme. Det var det nære samarbejde med kongehuset af landet, som gjorde, at han følte sig sikker, selv på sine egne marker igen.
”Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår..” Med det iver, som hun gav udtryk for, så var det meget hurtigt nogle helt andre ting, som kom til udtryk, end det faktum, at hun havde ekstremt meget tid, men det var jo trods alt også hendes sag. Han tog det hele ganske roligt, da han heller ikke ligefrem havde nogen grund til andet. At hun sådan klamrede sig til ham, gjorde det stort set umuligt for ham at gå nogen steder, så han var jo tvunget til at stå på pladsen. Det var koldt i vejret, men det var jo ikke noget som han kunne gøre noget ved, når hun direkte forhindrede dem i at søge inden døre.
”Jeg kan forsikre dig om, at der ingen vampyrer er her i skoven. Desuden er Procias et for lyst et land, til at de vil slå sig ned her. Og dem som er her, er uden en fare eller risiko for folket.” At hun derimod kom til at fryse, var noget som fik ham til at sende hende et let smil. Han tog ikke tingene så højtideligt, men derimod ganske stille og roligt i stedet for. ”Hvis du slipper mig, så er det nemmere for mig, at vise dig, hvor jeg bor. Jeg insistere.. Kom med ind, og få varmen,” sagde han gavmildt.

[Deleted]

”Hvis De siger det… Intet ondt er at finde her. Meget har jeg ikke at give mig til. Gøjlerne tager snart videre, men jeg tilslutter mig altid ved lejlighed alligevel.”
Intet ondt var at finde… Betød det at man ikke kunne betræde byens portere, hvis man var ond? Tanken fik hende til at smile en anelse.
”Men hvordan kan de være det.. Uskadelige. Hvis de er onde, sire? Så er de da ikke onde.” Hun slap langsomt tranduil i en glidende bevægelse og samlede hans kappe op. De to grave bag hende fik han aldrig fortalt om. Om han nu havde det i sinde vidste hun ikke. Hun skænkede dem et sidste undrende blik. Han virkede så trist da han så på dem. Og så ydmyg. Havde hun kommet til at forhindre ham? Måske var de meget vigtige for ham. Tanken fik hende til at gumle på sin underlæbe inden hun foldede kappen om sig igen

”Hv-hvor De bor? Mig? Må jeg komme med? I DIT hus.” Det var med megen måben at Groa kiggede op på ham med store øjne. Han kunne ikke være helt vred. Hun følte sig nærmest beæret. Og han smilte til hende igen. Hendes kinder fik samme rødmen som før og hendes fod skrabede lidt forlegent imod grunden under hende. Han var flink, og hans klæder duftede godt. Groa syntes godt om mænd der var flinke, men ham her føltes anderledes… På en varm berigende måde. Det gjorde hende glad.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var meget overbærende. Til tider måske lidt for meget, men denne kvinde var ham.. unik, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Hun havde netop forhindret ham i noget, som virkelig var vigtigt for ham, og det var naturligvis en frustration, men dog af slagsen, som han måtte tage sig af på et senere tidspunkt, for lige nu, var det ikke rigtigt et alternativ.
”Intet ondt kan trænge igennem her,” lovede han med en rolig stemme, for løgn var det ikke. Sikkerheden var skærpet betragteligt. Og det var for folkets egen skyld, at det var sket. Det var ikke fordi, at han gjorde det største ved det lige nu. Han havde taget endnu en ærbødig afsked med de to grave, som lå der side om side; Hans hustru og hans søn. Ja, han havde været uheldig igennem sit liv, og derfor var han en følelsesmæssig temmelig lukket mand.
”Ondskab er en personlig definition, Groa,” afsluttede han sigende. Thranduil ønskede faktisk at tage hende med indenfor, også fordi at hun frøs, og det var tydeligt for ham, og selv han måtte føle, at det var halvkoldt, og han ønskede jo heller ikke at blive syg selv. Det havde han slet ikke tid til. At se hende reagere på den måde, over hans tilbud, om at huse hende for en stund, så hun kunne få varmen igen, morede ham faktisk.
”Naturligvis. Jeg kan da ikke tillade mig at vise dig min landsby og så bare lade dig rende. Det er desuden ved at være koldt. Lad mig byde på en skål varm suppe,” sagde han roligt, inden han fortsatte ned mod den oldgamle store eg, hvor han havde slået sig ned i.