Adventure time!

[Deleted]

”Jeg, jeg … Kan Deres folk ikke bruge magi?” peb hun lavt. Groas tilsyneladende forståelse af elvernes samfund og hvad der var normalt begyndte at falde fra hinanden. Hun stivnede. På samme facon faldt hendes holdning sammen, og hun dumpede bagover. Hendes arme gled ned om Thranduils brystkasse i samme bevægelse og trak hans overkrop ned at hvile over hende, med hendes inderlår på hver side af ham. Hun skævede ind over hans skulder.
”Men jeg synes De virker magisk. Jeg forstår ikke. Jeg…”
Groas klare stemme skrumpede faldende. En sugende følelse bredte sig i hendes mave af ængstelse over hans ord. Han kunne skynde hende fra sig. Tanken fik hende til at knuge sine arme i et tætter greb omkring ham.
”J-jeg er mig!” forsøgte hun at redde, men hendes bekymringsfrie facon havde allerede afsløret en del information omkring hende. Mere end hun brød sig om. Det forvirrede hende. Meget af hende selv forstod hun enten ikke, eller vidste ikke og at Thranduil syntes at komme tættere på ting hun normalt skjulte gjorde hende urolig. Hun løftede sine ben rundt om ham for at holde bedre fast i ham samtidig med at hans klæder blev klemt imellem hendes fingre.
”J-jeg….”
Hendes stemme sank et par oktaver. ”-eksisterer ikke. Jeg er ingen!” Hendes greb i Thranduil begyndte at blive desperat og ængsteligt. Hver fiber i hendes krop begyndte at ryste, hendes tænder at klapre.
”Hvis De slipper mig kan det være at jeg forsvinder. Jeg!”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var virkelig ikke noget, som mindede om magi ved eleverne. De var et væsen, som ikke besad den egenskab, at kunne fremme magi på eget ønske, men derimod måtte udrette egne mirakler ved at kæmpe for dem. Det var nu ikke fordi, at det var en tilværelse, som plagede Thranduil i det hele taget, men derimod, virkede det da til at være noget, som virkelig fik tingene til at gå op for Groa. Han bed tænderne fast sammen, da hun direkte sank ned i sofaen, og han derved måtte placeres mellem hendes ben. Sådan som hun holdt ham fast, kunne han jo ikke direkte gøre noget som helst.
”Mit folk og jeg, er ikke i stand til at udrette magi på den måde, nej.. Men det er der andre som kan. Vi er alle forskellige, og med egne særlige evner og kompetencer.” Det var jo heller ikke fordi, at han var ude på at ødelægge det hele for hende, men derimod give hende den klarhed og forståelse for, hvor forskellige folk var.. At ingen var ens, og at der var så mange forskellige arter og racer, at de alle sammen kunne udrette noget her i livet – bare på hver deres måde. Han var magisk?
”Det er din forestilling af mig, Groa,” tilføjede han roligt. Det var jo ikke fordi, at hun ikke eksisterede, for han kunne jo mærke hende, og hun kunne vel se, at hun var et tænkende og følende individ? Med andre ord, så var hun jo levende, og derved eksisterede hun altså også! Han lukkede kort øjnene, da han kunne mærke hvordan grebet omkring ham pludselig strammede voldsomt op. Hun klamrede sig jo direkte til ham, og det føles virkelig, virkelig underligt.. Næsten ubehageligt.
”Du er levende, du tænker og føler, ergo eksisterer du.. Prøv at slippe mig..” Han tog begge sine hænder, og lod dem gribe omkring hendes, i et forsøg på at få hende til at slippe. Han troede ikke på, at hun ville forsvinde bare sådan uden videre!

[Deleted]

”Nej! De forstår det ikke…” klynkede Groa. ”Jeg er ikke rigtig”. Thranduils hænder om sine egne fik hende blot til at lukke sine fingre sammen og ruske hans hænder frem og tilbage, skønt hendes små næver knapt kunne nå rundt om hans. Hendes hoved virrede voldsomt fra side til side i krampagtige ryk.
”Jeg er her ikke rigtigt. Ikke som jeg burde!” Han så ikke ud til at være vred over magien, men var det også det samme som at han helt kunne acceptere hende som hun var, hvis han nu kendte til sandheden? Tanken skræmte hende umådeligt, men på samme til opstod en lyst et sted i hende til at fortælle mere, men hun vidste dårligt nok hvordan. Hvorfor hun var kommet til at eksistere var et spørgsmål hun havde stillet sig så mange gange, men hun følte sig ofte så ufuldkommen, og inden længe efter følelsen indtraf, ville der finde sig et indtørret lig for hendes fødder, og hun ville være uden tegn på fortrydelse og en anelse mere anderledes end før, men så kom den uendelige sult og tomme følelse altid igen. Måske var han ikke som de andre. Måske var han ligeglad.
Hendes kramagtige bevægelser stoppede. Nu rystede hun blot.
”Ville De nogensinde skade mig m’lord?” peb hun lavt. Hendes ben gled tilbage i forrige position hvor hendes lår trykkedes ind mod han sider, og han var dermed delvist frigjort som før, hvis man kunne betragte det bløde greb som en slags tilfangetagelse.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil forstod sig ikke rigtigt på hende, det var sandt, men det var også ufattelig sjældent, at man mødte nogen af Groas kaliber, så det var vel heller ikke så underligt igen? Han selv stirrede på hende med underlige øjne. Aldrig havde han set nogen reagere sådan på den naturlige forskellighed, som lå til de racer, som stadig var en del af denne her verden. Han vendte blikket mod hende.
”Og hvordan ikke rigtig, mener du?” spurgte han med en fortsat rolig stemme. Det var ikke fordi, at han var utryg omkring hende, også selvom hun virkelig var omklamrende og havde en mærkværdig måde, at se på verdenen og sig selv på, men det var ikke underligt igen når man var alene på den måde, var det? Han var slet ikke med på, hvordan hun mente sine ord, og det var noget, som selv gjorde ham så tydeligt forvirret.. Mere end det som nok var godt i en sag som denne. Han tog stille omkring hendes hænder i et forsøg på at få hende til at slippe, selvom det var tydeligt, ikke var noget som var med hendes gode vilje. Næsten forarget over hendes spørgsmål, så han på hende med en langt mere stiv mine.
”Tror du, at jeg kunne finde på det?” spurgte han sigende. Ham som vogtet om naturen og naturens væsner, og så udføre skade på nogen af dem? Det var kun i krig han havde gjort den slags, og det var for at redde sit eget liv.. For ham, var hun bestemt ikke nogen trussel.

[Deleted]

”Jeeeg… Det føles ikke sådan. Det gør det aldrig. Det føles altid forkert, som om der mangler noget. Uanset hvad jeg gør og hvor jeg befinder mig.”
Det blik som Thranduil efterfølgende sendte hende fik hende til at slippe sit tag i hans hænder øjeblikkeligt og krympede sig under ham. Det fik hende næsten til at føle ubehag, og hun vendte ansigtet væk fra ham og krøllede tæer. Hendes øjne blev slået i. Når hun ikke lignede den skikkelse han så for sig nu, plejede dyr at flygte og folk at angribe hende. Det havde aldrig en effekt, da det for det meste var høtyve og lignende redskaber der blev kastet efter hende, men de gange hvor hun stødte ind i magikyndige var hun blevet bange. En følelse fortalte hende at hun havde meget til fælles med de kræfter de benyttede sig af, og det at de kunne kontrollere dem så vidt gjorde hende rædselsslagen for hvad de kunne gøre ved hende.
”Det… det ved jeg ikke.” Men Thranduil var ikke magiker. Han så lige forundret ud som et barn, da hendes flagermus fløj rundt i stuen. Thranduil vidste ikke hvordan han kunne skade hende. Groa slog sine øjne op og mødte hans to stikkende safirer.
”Nej… Det tror jeg ikke. Det har De ingen grund til. Det kan De heller ikke.”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

”Jeg er bange for, at du er yderst forvirret, min kære,” sagde Thranduil med en rolig stemme. Ganske vidst var han klar over, at folk havde hver deres særlige mening og holdning til livet, men han havde godt nok aldrig nogensinde været ude for, at nogen havde den samme type mening, som Groa. At hun sådan klamrede sig til ham, og hårdnakket påstod at hun slet ikke eksisterede, var slet ikke noget som gav nogen mening for ham overhovedet! At hun så slap ham, da han sendte hende det blik, var egentlig noget som passede ham fint. Nu havde han ikke noget imod at øjet blev krøllet, eller han blev lidt beskidt, men der var grænser for behandling, selv for ham. Han betragtede hende med en ganske rolig mine. Netop.. Han havde slet ikke nogen grund til at gøre hende ondt eller gøre hende fortræd på nogen måde.
”Der er mange måder, hvorpå at man kan gøre andre ondt, Groa, men jeg kan trygt love dig for, at det aldrig har været min intention. Blot er det noget jeg gør, hvis jeg ingen andre flugtveje har,” fortalte han roligt. Det var ikke fordi, at det var noget som hun skulle være bange for. Selv nu ønskede han bare, at hun kunne falde til ro igen, i stedet for, at hun skulle fare op og påstå at hun ikke eksisterede.. Han kunne jo se hende, høre hende, mørke og føle hende, og hun havde tanker og følelser, så selvfølgelig eksisterede hun da! Hånden lagde han roligt mod hendes kind, som han strøg let. Uanset var det ved at blive mørkt udenfor.
”Har du et sted at være for natten?” spurgte han videre. Han selv var ved at være træt. Aldrig havde han været ude for nogen, som kunne dræne ham så meget for energi.

[Deleted]

Groa var stille for en stund. Hun rystede på hovedet. Hun var bestemt ikke forvirret. Det var ham der var dum og ikke ville forstå! Hans kærtegn mod hendes kind fik hende til at sukke og spejde mod mørket udenfor med et lille gab og tænksom mine.
”Det kan jeg ikke forstå.. De som er så sød. De virker slet ikke som en opfarende kamphane.”
Hendes læber formede en blidt smil, som hun lænede sig ned mod sofaen.
”Nej, nej jeg har ikke. Jeg kan finde et krat at sove i. De andre er vidst taget videre, så jeg kan ikke komme til dem… Af en eller anden grund gør mørket mig altid så vågen, som hvis det blot havde været dag, men her inde føler jeg mig mere søvndrukken.”
Groa havde intet behov for at have paraderne oppe her, og det gjorde hende tryg og gav hendes krop en mulighed for hvile, som den langsomt var begyndt at benytte sig af, trods hendes iver for ikke at sove. Der var sket meget på en ellers så kort dag. Hun havde regnet med at den ville have været helt almindelig.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

De havde uden tvivl hver deres måde at opfatte tingene på, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde Thranduil noget. Han kunne lide, at se hvordan andre oplevede verden på. Det var jo noget, som han deriblandt kunne lære meget af, og specielt nu, hvor han ikke rigtigt bevægede sig ud af skoven.
”Det vil jeg ej heller påstå at jeg er, min kære Groa,” pointerede han med en rolig stemme, idet han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ønskede da naturligvis at passe på hende. Så skrøbelig som hun var på et eller andet mærkværdigt sted, så var han jo nødt til at gøre et eller andet trods alt. Han ville ønske at hun bare kunne slappe af, i stedet for alt det andet. At sove udenfor, var dog ikke noget som kom på tale. For hans vedkommende, så kunne hun lige så godt blive her i stedet.
”Koldt er det udenfor, så bliv du endelig her. Du kan søge videre, når solen atter en gang vælger at tage turen over himmelhvælvingen,” begyndte han roligt. Nu var det ikke fordi, at han ønskede at have hende liggende i sin egen seng, for det var skam slet ikke det, som han var ude på. slet ikke, men bare at give hende ly og varme, så hun ikke skulle ende med at blive syg.
”Vi må få redt op til dig for natten,” afsluttede han en kende bestemt, idet han roligt rettede sig op igen. Det var da til at have med at gøre, nu hvor hun havde sluppet ham igen.

[Deleted]

Der var meget rart i Thranduils bolig. Væsentlig meget behageligt end hun kunne forestille sig noget krat hun kunne sove i. Groa nikkede godkendende, men der var noget tvivlende i hendes blik i det han nævnte hendes videre færd. Hun havde ikke lyst til at tage af sted. Musklerne i hendes mave snørkledes sammen til en hård knude blot ved tanken. Nu havde hun først lige fundet dette sted, og så skulle hun allerede færdes videre?
”De behøves virkelig ikke rede op til mig, m’lord. Jeg kan sove på gulvet. Det er også varmt.” Hendes små fingre rakte ud og tog blidt fat i hans klæder. Hun rykkede i dem for at understrege sine ord.
”De bør ikke finde mig et sted at hvile, hvis De ikke selv vil have et sted for natten. Det er ikke mit ønske!”

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Umiddelbart havde Thranduil ikke skænket Groa et permanent sted at være. Så godt kendte han hende ikke, og det var ikke bare sådan lige til, at lukke folk ind i elvernes by, som ikke havde noget tilhørsforhold til det, og det kunne man jo ikke ligefrem påstå at hun havde det. At det derimod ikke var en behagelig tanke, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved. Det var jo desværre sådan at landet måtte ligge, kunne man jo sige. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, og med det lette smil på læben.
”Naturligvis skal du ligge trygt og godt,” afviste han. Gulvet var måske varmt, men hvem ville ikke foretrække at ligge blødt og behageligt, frem for at ligge hårdt og få ondt? Måske det var fordi at det var hvad hun var vant til, men det var slet ikke noget, som han ville have noget med at gøre. Ikke når han kunne skænke hende anderledes.
”Lad mig rede op til dig herinde, Groa. Det koster ej mig min sengeplads,” forsikrede han. Det var uanset ved at blive sent, så det nærmede sig tiden for at krybe til køjs for natten for dem alle sammen.

[Deleted]

”Hvis De insisterer. Jeg vil altså ikke være besværlig” brummede hun eftertænksomt. Grebet i ærmet blev sluppet og hun kunne krybe langsomt ned af sofaen. Det slog hende hvor stort stedet måtte være. Hun havde set hans køkken, bogreolen, og nu dette rum som måtte være et sted han brugte en større del af sin tilværelse, men hun havde åbenbart stadig ikke set det hele endnu.
Meget indsmigrende kurrede hun ”Sire, hvor sover de henne?” og nærmede sig ham i glidende gang, lidt som en kat der så en mus an.
Eventuelle kamuflerede rum, kældergange, eller andet der skulle have gået hendes nysgerrighed forbi blev eftersøgt over hendes skulder. Og selvfølgelig skulle hun da se det - havde hun sat sig for. Med en næsten stor iver begyndte hun at trippe frem og tilbage, og da det hele ikke gik hurtigt nok rykkede hun elverkongen i ærmet igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det gik hurtigt op for Thranduil, at han havde valgt et forkert brug af ord, når det kom til Groa, da han sagde, at det ej havde kostet ham hans sengeplads, selvom det jo var sandt, for det havde det virkelig ikke. Nu hvor det var sagt, så ønskede han selv snart at finde den vante ro og hvile, da det var noget, som han helt klart også havde brug for i den anden ende. Han var en træt mand.. Og med alle de indtryk, som han havde fået oplevet her i løbet af dagen, så var det vel heller ikke så underligt igen?
”Det er snart på tide, at genfinde hvilen for natten. I morgen er der atter en dag,” sagde han roligt. Et sted, så frygtede han næsten, at han ikke ville finde den ro, såfremt at hun stadig måtte befinde sig i hans hjem, men hver ting til sin tid vel? At hun så rejste sig, kom ham i møde og begyndte at rive ham i ærmet, var et sted en tanke som fik ham til at smile let. Han sov naturligvis i sit soveværelse.
”I mit soveværelse.. Naturligvis,” sagde han med en rolig stemme. Hvor skulle han da ellers sove henne? Uanset, så var det ikke et af de værelser eller rum, som han viste alt og alle. Det var et rum, som han havde yderst nært til hjertet.

[Deleted]

”Hvis De giver mig lagner kan jeg godt selv gøre mig klar til natten.” Hendes opmærksomhed spejdede stadig efter Thranduils soveværelse.
”Hvor er Deres værelse henne? Det har De ikke vist mig endnu” sagde hun med et stort smil, som om det var obligatorisk at hun også skulle se det, når nu han havde vist hende så meget andet. Hun stod blot afventende og kiggede på men, men hun greb nu fat i hans hænder og holdt i dem, som om hun først agtede at slippe når dette var blevet gjort.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At Groa nu skulle vise interesse for hans soveværelse, var ikke just en tanke som Thranduil bifaldt, for det var ikke noget, som alle skulle se i hans øjne. Det var et personligt og yderst privat rum, som han kun havde delt med sin afdøde kone.. Og som det stod lige nu, så var det sådan, at han agtet at beholde det, også mest for sin egen skyld.
”Jeg skal nok finde nogle lagener og tæpper til dig,” sagde han roligt, inden han igen tog omkring hendes hånd, for at fjerne den fra hans klæder. Han trak vejret dybt. Det var virkelig ikke et rum, som han ønskede at alle skulle se. Hun kunne fint gå på opdagelse i de øvrige.. men ikke i hans soveværelse.
”For mig, er det værelse noget intimt og noget personligt. Ej noget, som jeg ønsker at dele med alle,” sagde han sigende, også mest for at understrege, at han bestemt ikke havde nogen intentioner om, at skulle vise hende det, for det havde han virkelig ikke. Han selv valgte at trække sig fra stuen.
”Vent på mig her,” afsluttede han, inden han søgte ned mod hans soveværelse, hvor han havde tæpper, lagener og andet som kunne bruges til at sove i, inden han søgte tilbage til stuen og tilbage til Groa igen. Han lagde det på sofaen, inden han vendte sig mod hende igen.
”Dette er hvad jeg kan give dig for natten, min ven.. Få nu sovet ud, og så ses vi i morgen,” sagde han roligt, inden han nikkede mod hende, som et tegn til godnat, inden han selv trak sig til soveværelset i den fjerne ende af hans hjem, for selv at indtage nattens hvile.

//Out

[Deleted]

En ugle. Det var lidt det som Groas udtryk mindede mest om i det øjeblik. Hun satte hovedet på skrå og kiggede ganske uforstående på elverkongen, men hun sagde intet. Da Thranduil havde vendt sig og var gået ud af hendes synsfelt i gangen stod hun og kiggede længe efter ham. Lagnerne og tæpperne holdt hun ind til sin krop, og hun kunne et sted ikke lade være med at føle sig nedtrykt. Selv vidste hun ikke helt hvorfor. Hvordan kunne noget være så specielt og hemmeligt at hun skulle forlades der helt alene? Hendes smil var forsvundet kort efter mandens egen forsvinden, og hendes lille krop bumpede tungt ned på sofaen.
”Det er jo bare et værelse…”

//End